Lonny

:klap:

Nej, det er de ikke. Man kan være heldig at have lette hunde hele livet, eller være så "uheldig" at den første hund man starter ud med har en masse problemer. Luna har jeg været ret heldig med, hun er meget selvstændig og ikke bange for noget, dog har hun en tendens til at køre i højt gear, men ingenting der ikke kan håndteres. Hvorimod min første hunde, Baldur, han var bange for næsten alt, mennesker, biler, blade, vinden i træerne osv..., og dette var han fra den dag vi fik ham hjem fra opdrætter, præcist hvorfor, det finder vi aldrig ud af, men han har helt sikkert været med til at gøre at jeg var meget nervøs for at gøre noget forkert med Luna, for tænk hvis jeg igen endte med en hund der var bange for alting...

Hvor ser du at vi giver andre skylden, jeg føler mig rent faktisk ret stødt over det markerede, og især din hentydning om at det måske skyldes at jeg/vi bare ikke egner os til at have hund... Og nu hvor du syntes det hele er så let, skal vi så ikke også lige huske at du er uddannet adfærdsbehandler, så umiddelbart burde du vel finde almindelige problemer lette

Jeg krydser fingre for at der ingenting er For 2 måneder siden jokkede Luna på en torn, og desværre kunne vi ikke få det hele ud, så hun endte med at få hele trædepuden skåret op, og dyrlægen brugte 20 minutter på at rode rundt inde i det hulrum der er i trædepuden, og herefter skulle hun gå med forbinding i 14 dage, alt det pga. en lille torn...

Klorhexidin renser jo bare såret, det får det ikke til at åbne sig og tømme det for skidt, dyrlægen ville også anbefale sæbevand. Vi skulle have Luna's fod i sæbevand i 10-15 minutter, og det fandt hun sig fint i

Nej, det er jo fy nu om dage :blink:

Det var også sådan jeg havde, der var så mange ting man skulle nå inden hvalpen blev for gammel, og samtidig skulle hvalpen socialiseret og miljøtrænes, og helst også have lært sit og dæk... Jeg oprettede rent faktisk tråde herinde, hvor jeg var grædefærdig og spurgte om vi ikke snart var nået over det magiske punkt, så jeg kunne begynde at slappe af, men både herinde og til træning fik jeg at vide at jeg skulle forsætte lidt endnu, og det gjorde jeg så... Problemet med det er, at man totalt glemmer at nyde det, man har bare et skema hvor man skal have krydset diverse punkter af, og man bliver mere og mere stresset, og sikker på at man gør alt forkert. Så rådet du har fået om at slappe af og bare nyde det, det ville helt klart også være det råd jeg ville give en ny hundeejer

Helt sikkert, ellers får man jo en totalt uudholdelig hund Jeg skelner i mellem træning og opdragelse, ved træning kunne jeg aldrig finde på at sige "nej" eller skælde ud, ved opdragelse derimod, der kan jeg sagtens finde på at skælde ud eller sige "nej". Jeg forsøger dog at undgå at skælde ud fordi jeg ikke mener det er særligt konstruktivt, så hellere tilrettelægge situationen så vi kan indlære det rigtige, men jeg er kun menneske, og så sent som i morges, da hun vækkede mig kl. 4, fik hun da en ordentlig skideballe

Nej heldigvis, men er du klar over hvor stresset jeg var de første 2-3 måneder af Luna's liv hjemme hos, jeg havde jo fået vide at et eller andet "vindue" ville lukke permanent når hun var omkring 4 måneder, og herefter var det helt forsent, og ydermere, så ville de oplevelser hun fik i disse par måneder påvirke hende resten af hendes liv Når man så ikke har så meget erfaring, så tror man jo at fejlene er uoprettelige, og mange mennesker støtter op om denne opfattelse, så der har da været flere tidspunkter hvor jeg troede at jeg havde spoleret Luna for evigt... Nu tager jeg det noget mere roligt, så længe jeg ikke ligefrem banker livet ud af hende, så skal vi nok kunne rette op på de fleste fejl igen :blink:

Det tror jeg bestemt du har ret, ofte får man jo følelsen af at hvis man laver en fejl, så vil den være uoprettelig i al fremtid, og det er altså ret skræmmende...

Jeg tror bestemt at der er et uudtalt krav om at vi skal være perfekte i dagens samfund, og dette gælder også vores hundehold. Ifølge aviser, så er hunde jo vores nye statussymbol, og så er det jo endnu mere vigtigt at tingene er perfekte, da hunden rent faktisk signalerer om vi har styr på vores liv eller ej. Kort sagt, hvis hunden opfører sig ordentlig, så har vi styr på tingene, og hvis den ikke gør, så er det os som mennesker der er noget galt med... Så det at vores hund ikke opfører sig som den bør ifølge samfundet, det smitter af på os som mennesker, og derfor er vi også meget mere sårbare i forhold til kritik, for inddirekte er det jo os som mennesker der bliver kritiseret...

Det kunne være jeg skulle overveje sådan en, det virker som om den levende jeg har er lettere defekt, i hvert fald starter den sjældent før gæsterne er helt inde i stuen :hmm: For 3 uger siden var der en kran der skulle aflevere 4 stakke brædder, og han kørte op til vores havelåge, hejste disse 3 stakke ind over lågen og lagde dem ned på græsset foran vores køkken, og hverken jeg eller Luna opdagede noget før vi kom ud og så dem ligge på græsset og vognmanden var kørt

Det var dejligt at høre :5up:

Opret en tråd herinde hvor du søger figuranter, der plejer at være mange hjælpsomme folk herinde :5up:

Det ser jeg absolut ingen problemer i

Hvor godt, og hvor ville jeg dog gerne have haft set hende halte pga. tis :klap:

Det kan jeg så godt forstå, det er umuligt at skjule sine følelser for en hund, og hvis man så er tvunget til at færdes i et miljø hvor man møder mange mennesker, så kan det være rigtig svært, hunden mærker jo depressionen og tror det er en reaktion på det I møder :ae: Du har min medfølelse, det er godt nok en svær situation du står, og slet ikke let at tage den beslutning du har taget :ae:

Nu skal jeg selvfølgelig ikke gøre mig klog på dit liv, men jeg kan ikke lade være med at tænke om det nu også er nødvendigt at gå af med Preben. Han er jo lyspunktet i dit liv, og netop ved en depression er det vigtigt med lyspunkter og det at han "tvinger" dig lidt ud, både motionsmæssigt, men også bare det at du får lidt sol og oplever lidt positivt. Ved en depression har man tit en tendens til at banke sig selv oven i hovedet med alle de ting man ikke kan, og hvor dårligt man egentlig gør det, men ofter er virkeligheden ikke så slem som man gør den til :ae: Preben vil godt kunne tåle at hans liv står lidt på standby i en periode hvor du kommer ovenpå, prøv at tænke over hvad du formår at give ham, og om han ikke kan overleve det i en periode?

Selvfølgelig, jamen forstår du slet ingen ting Det skulle jo ligge lige der i solen så det rigtig kunne blive langtidsstegt :mums:

Kender du hunden og kvinden?

Heldigvis forbandt Luna det ikke med mig, tværtimod søgte hun mig bagefter for trøst, men det kunne lige så godt have været modsat... Stakkels Basse, det er da lidt underligt at de bliver så bange for de der elektriske fluesmækkere :hmm:

Hold da op hvor er det stærkt gået :klap: Kan du ikke lige komme forbi og lære Luna det på samme korte tid :blink:

Jeg har fulgt dine opdateringer her i tråden, og i "alt og intet", og jeg er overbevist om at du har taget den rigtige beslutning, hvor hård den end har været :ae: R.I.P Frostie

Som du selv skriver, så er det helt normal adfærd, bare ikke for din lille pige, men jeg tror såmænd bare at din lille pige er blevet voksen og dermed er begyndt at påtage sig noget ansvar med hensyn til at forsvare teritorie, og forsøge at skræmme det væk hun er lidt usikker på. Luna er selv en meget dæmpende hund, og virker ret usikker til tider, men hos hende forventer jeg også at det vil ændre sig en del i løbet af det næste års tid (hun er 2,5 år), idet at jeg tror at det skyldes at hun stadig er hvalp/unghund og forventer at jeg beskytter hende, men den dag hvor hun mener hun er stor nok til at passe på sig selv, den kommer nok inden længe.

Jeg ægrede mig bare sådan efter det skete, og så blødte mit hjerte fordi hun blev så forskrækket, men selvfølgelig havde jeg aldrig gjort det hvis jeg havde været klar over hvor forskrækket hun ville blive. Men Luna er sej, så jeg er overbevist om at hun snart er helt sig selv igen