Umulia

Det indtryk kan man godt få, ja. Grådighed, mon ikke? Kort fortalt er der jo to sider i en handel - køber og sælger. Varen har én værdi for køber og en anden for sælger. I den perfekte handel er det samme tal, men sådan er det jo ikke altid. Jeg kan sagtens, som køber, tænke at min kommende hund er millioner værd, og som sådan være ligeglad med prisen, men personligt vil jeg gerne gøre en fair handel, og det betyder at jeg også ser på værdien for sælger. Det undrer mig hvis der sættes en lige så høj pris på en hvalp, som har en eller anden - fra sælgers synspunkt - mangel, som på en "perfekt" hvalp. For mig er det lige fedt - jeg skal hverken udstille eller avle, men jeg vil heller ikke være til grin for mine egne penge. Det er ekstremt svært at være køber lige netop når det drejer sig om hunde, fordi en hund både har en økonomisk værdi og en følelsesmæssig værdi. For mange købere er det svært at holde de to adskilt, og det udnyttes af visse kyniske sælgere. En hund skal have optimal opmærksomhed og omsorg ligegyldigt om den koster 1000 kr. eller 10.000 kr. Det burde være en selvfølge, derfor bør det aspekt slet ikke være en faktor i handelen.

Jeg har faktisk aldrig læst Maigret bøgerne, det burde man vel :hmm: Men kan huske at Gerald Durrell i sin barndom havde et par hunde ved navn "Widdle and Puke" - Pyt og Pøl i den danske oversættelse. Det giver jo ligesom sig selv hvorfor

Jeg har set en dansk hjemmeside hvor billeder af et ugegammelt hvalpekuld var lagt ud, én for én, så købere kunne reservere deres yndlingsfarve - med "læg i indkøbskurv" og kortbetaling og det hele. Alt efter først til mølle princippet. Jeg væmmes Og naturligvis risikobetonet avl for at producere specielle farver, der har høj sygdomsrisiko - dobbelt :badr: Mht. avl med det formål at producere gode udstillings- og avlsdyr, begrundes en høj pris jo netop ofte med at opdrættet er specielt godt, at hvalpene er efter champions osv. Så er det vel egentlig lidt dobbeltmoralsk at tage samme høje pris for en ikke-udstillingsegnet hund Generelt ser jeg ned på hundeejere, der vælger hund efter udseende, det indrømmer jeg gerne. Skulle jeg selv have valgt på den måde, ville jeg ikke have haft nogle af de hunde, jeg har ejet, inklusive dem jeg har nu.

I er begge seje :5up: Og din mor også - det er skønt at have opbakning fra familien (kan jeg svagt erindre noget om ). Det er også sådan en cykel, jeg gerne vil have fat på til Cicero, men finanserne er ikke lige til det pt.

Sådan har jeg det også med Bo. Jeg har elsket alle mine hunde højt, men Bo var min soulmate.

Søde Buzz

The force is strong with this one!

Guf er pisket æggehvide med sukker, så det skal være hvidt. Typisk af dem ovre fra Djævleøen at komme kunstige farvestoffer i

Jeg har meget forskellige forhold til mine to. Vinnie er mit smertensbarn, som jeg har arbejdet og arbejdet med, og alt det arbejde bliver af og til belønnet med 5 minutters forsigtig nærkontakt Cicero er mors dreng - ligetil, ukompliceret - et lille bundt fræk- og kærlighed med ubetinget tillid til mig. Han lader sig bare falde bagover, og regner med at jeg griber ham. De er som nat og dag.

Ja, det vil jeg også mene. Der er ikke mange der vil indrømme det, men jeg har også hørt tale om at forældre kan have et yndlingsbarn. Jeg har kun én unge, så er vi ude over det problem

Der er så bare den forskel at Lennox aldrig overfaldt hverken mennesker eller dyr. Han blev taget pga. sit udseende

I en bogserie, jeg godt kunne lide at læse da jeg var barn, var der en gravhund, som hed "Træf". Det har muligvis givet mening i mellemkrigstiden, hvor bøgerne vist nok foregår, men i dag virker det ret usædvanligt :hmm:

Har du dokumentation for det? Af årsager, som jeg indtil videre vil holde for mig selv, er dette et emne, jeg har en stor interesse for. Jeg er dog ikke nået så langt som til at arbejde med juradelen endnu, men det kommer jeg til, så jo mere viden jo bedre!

Indtil videre findes der, så vidt jeg ved, kun DKKs købsaftale: http://www.dkk.dk/files/pdf/Koebsaftale_indtastning.pdf Men den kan man jo sagtens bruge som forlæg, også for handler uden stambog.

Det kan der godt være noget om. Her er f.eks. et svar fra Familieadvokaten: Glder kbeloven ved handler mellem private?

Det er selvfølgelig korrekt, hvis der ikke er betalt kontant, er der en mulighed. Men ofte smider folk jo bare pengene og tager hjem med hvalpen. Da jeg købte Cicero bad jeg om kvittering både på depositum og endeligt salg, med sælgers navn og adresse, mit navn og adresse, beløb, hunds navn og race, og dato. Det skulle være tilstrækkeligt i forhold til købeloven.

Hvis køber har kontrakt eller kvittering på købet, kan h*n få medhold i en klage, men mange tavleløse hunde sælges desværre uden kontrakt, så der snyder folk sig selv Uden kontrakt, intet bevis på hvor hunden er købt, og sælger kan til enhver tid nægte, så det bliver påstand mod påstand.

Lad hunden have to navne - det går fint hjemme hos os :5up:

Den kan jeg slå - vores grævlinger er åbenbart et nummer sejere, for her er det kul eller koks, der skal i støvlen Når det er sagt, har jeg aldrig i mit liv set en grævling, trods mange skovture

Min tidligere nabos søn havde en Rottweiler der hed Adolf. Han havde fødselsdag samme dag som Hitler. Det var nok heller ikke faldet i god jord syd for grænsen Og så har vi for nylig fået et nyt medlem på bullerforum - med en OEB ved navn Princess Buttercup

Sidste nyt fra Victoria Stillwell: Star of 'It's Me or the Dog' says Council members threatened her

Helt enig! Jeg havde faktisk tænkt mig at nævne det, men glemte det alligevel, så tak :5up: Man kan da ikke forestille sig et mere passende navn til en Rottweiler!

Jeg har gået til træning med Jensen (Rottweiler), Fru Olsen (DSG) og Mops (GD). Kender en dame i USA hvis hund hedder "Come Here". Og flere stakkels amerikanske hunde med navne som Porkchop og Hambone. Har kun hørt om denne hund, men den skulle angiveligt hedde Princess Paleontology - fordi palæontologer graver gamle ben op Og Marcus Tullius Cicero er vel heller ikke det mest almindelige navn :hmm:

Så vidt jeg kan se dasker eksperten Lennox over snuden og bøjer sig ind over ham. Bagefter laver han en kontaktøvelse, og ser hvor længe Lennox kan forholde sig i ro for at få en godbid (impulskontrol?).

Jeg prøvede også at undgå de mere udelikate sider af sagen og fokusere på varigheden. Det er ligesom det eneste, der ikke kan være tvivl om: 2 år er for længe!