Jeg tror det er lidt fordelt i flere tråde, men jeg kan da godt give den hurtige version.
Jeg fandt Vinnie gennem en annonce på Dyrenettet. Hendes tidligere ejer kørte fra Jylland for selv at aflevere hende. Hun fortalte bl.a. at Vinnie:
1: Gik så pænt i snor at deres 2-årige kunne gå med hende. Det kan godt være at deres 2-årige kunne, men jeg kunne ikke
2: Var fuld af ar fordi hun var løbet ind i et pigtrådshegn. Kan godt være sandt, men hvor mange har pigtrådshegn i dag? :hmm:
3: Havde lært at når man holdt en flad hånd op foran hende, og sagde "stop" skulle hun stoppe med hvad hun nu var i gang med. Første gang jeg gjorde det, lagde den stakkels hund sig nærmest fladt hen ad gulvet. Der var ingen tvivl om at hun var vant til at blive slået
4: Havde været til lydighedstræning én gang. Så var ejeren blevet enig med sig selv om at det kunne hun da klare meget bedre selv. Og det forklarer jo en del...
Jeg fik et kæmpe chok første gang jeg havde Vinnie med ind til byen. Hun virkede meget stresset og ukoncentreret, men det gik først helt galt da vi mødte en anden hund. Hun eksploderede i et hysterisk anfald, så vi måtte flygte tilbage til vores bil i fuld fart. Hun nærmest skreg, og der gik næsten en halv time før hun faldt til ro. Der gik det for alvor op for mig at der var noget helt galt med hende, og at hendes tidligere ejer ikke havde fortalt hele sandheden.
Det næste års tid trænede jeg hende efter metoden i bogen "Click to Calm" af Emma Parsons. I starten gjorde hun store fremskridt, men så var det som om vi kom til en grænse hvor hun bare ikke kunne lære mere - og der har vi sådan set været lige siden. Jeg har bare lært at leve med det
Hun har stadig sine særheder, men for det meste har vi det godt sammen. Lige nu ligger hun ved siden af mig og snorksover. Vinnie er B-hund, og står sjældent op før middag. Undtagen om søndagen, der plejer vi at snige os ud af huset ved solopgang og gå en fredelig tur medens alle andre sover