Da jeg fik min første hund, fik jeg dette "gode" råd af en erfaren hundeejer i omgangskredsen: "Når hunden har gjort noget forkert, skal den havde tæv. Og når den gør det rigtigt, skal den have tæv alligevel, bare så den ved hvem der bestemmer."
Jeg vidste ikke bedre, end at tro på det, men det føltes alligevel meget forkert, når man stod der med sin lille hvalp :hmm:
Heldigvis kom jeg til at gå til træning et sted, hvor instruktøren var tilhænger af at følge med tiden. Dengang var det en fyr ved navn Roger Abrantes, der var den store nyhed indenfor hundetræning, så vi trænede efter hans metoder, uden tæv, men stadig med ryk i linen o.lign. Alligevel kæmpe fremskridt fra ham narren med kun tæv på repertoiret
Bare for at sige, at jeg også har været der... Og nogle ting har jeg måtte lærte på den hårde måde. Hvad sker der f.eks. når du har en hund, der ikke tør komme hen til dig når du kalder? En dag er det virkelig alvor - du kalder, men hunden kommer ikke, og den bliver kørt ned for øjnene af dig... Sådan lærte jeg at vrede ikke løser nogen problemer. Bare en skam at jeg var så dum, at min hund skulle dø før jeg fattede det Lad være med at være lige så dum som mig!
Vi hundeejere er i gang med det, der hedder et "paradigmeskift", fra "hunden skal 100% indrette sig efter mig!" til "jeg skal se på min hund og prøve at mødes på midten". Cesar Millan er en af dem, der trækker i den forkerte retning.
I øjeblikket bliver der lavet rigtig meget forskning omkring hunde og deres adfærd, og meget af det kan vi bruge til at blive bedre trænere og hundeejere. Karen Pryor er den der, efter min mening, bedst har forstået at omsætte forskningsresultater til praktisk anvendelige træningsmetoder, og hun har skrevet en rigtig god bog, "Don't Shoot the Dog", der netop handler om at ændre den måde vi tænker og føler i forhold til dyr.
Også Patricia McConnell, som har skrevet bogen "The Other End of the Leash", er en af dem, der arbejder på at få hundeejere til at se tingene mere fra hundens synspunkt.