Umulia

Jeg har gjort det, men jeg kan ikke lige komme i tanker om nogle konkrete tilfælde. Det er selvfølgelig pinligt

Hvis du har mulighed for at få hunden på besøg, eller have den på prøve, synes jeg at det er udmærket mulighed, så du kan være sikker på at det er den rigtige hund for dig, og den ikke skal skifte hjem igen. Med en af mine lavede jeg en aftale med tidligere ejer om 1 uges prøvetid. Det er egentlig lige lidt nok, har jeg senere opdaget, for en genbrugshund viser ikke sit sande jeg lige med det samme. Den vil som regel være stresset og "mærkelig" i nogle uger. Håber du finder en god løsning

Her er links til alle dagens bilag: Folketinget - Det er nr. 4 jeg ikke så godt kan lide. Til gengæld er bilag 10 og 14 ret gode :5up:

Kan du forestille dig hvor befordrende det ville være for kamphundenes positive image hvis 50 af dem røg i totterne af hinanden på Christiansborg Slotsplads :lol:

Lige for en ordens skyld - på Folketingskanalen kan man kun se forhandlingerne i selve folketingssalen, ikke fra udvalgene eller Christiansborg Slotsplads. Jeg har lige læst et af de bilag som demonstrationsarrangørerne fremlægger for Retsudvalget, og ærligt talt, det er pinligt Jeg forstår godt at man vil gøre noget, men demonstration er en ineffektiv måde at få indflydelse på, med mindre man kan samle 100.000 mennesker, og det tvivler jeg på bliver tilfældet i dag.

Tråden er fra sidste sommer, så jeg tror lille Ace er godt og vel hjemme

Har først set tråden nu. Håber det bedste for stakkels Møffe!

Jeg bemærke at tonen i både tråden her og den på HG er meget forstående overfor hunden. Jeg kunne godt lide at vide om det mon havde været det samme hvis der havde stået en anden race :hmm: Jeg har forøvrigt selv engang haft min have fuld af Leonbergere på hønsejagt. Der røg også et par stykker af mine fritgående havehøns indtil jeg fulgte hundene hjem igen. Den slags sker, men øv for en hundeejer der ikke anstrenger sig mere for at holde sin hund hjemme.

Det lyder nøjagtigt som Vinnie i den alder. Kunne jeg have båret hende ud fra træningspladsen havde jeg også gjort det Er enig med de andre i at det er et udpræget aldersfænomen. Du er teenagemor - lev med det

Det var også nøjagtig min oplevelse af at have blandingshund. Det er vel enten fordi man ikke har så faste forventninger til dem som man ville have til en racehund - eller også er det fordi de rent faktisk er fantastiske :5up:

Når nu guanomo begrænser sig så flot, må jeg jo også hellere prøve For 13 år siden - Bo som babysitter. 10 år senere: Puttetid Grinetid x2 Fræk hvalp Det var da ikke ret mange

Stephen Colbert har også en kommentar: Volcano Eyjafjallajokull | April 19, 2010 - George Will | ColbertNation.com Han tager dog fejl angående årsagen til askeskyen. I virkeligheden skyldes det, at det var den islandske nationaløkonomis sidste ønske at få sin aske spredt over Europa

Tillykke med forfatter-debut'en :5up: Rigtig godt forsidebillede

Der er flere gode grunde til at se dette klip: Video: Volcanolypse 2010 | The Daily Show | Comedy Central - ikke mindst for at høre amerikanske TV-værter forsøge at udtale "Eyjafjallajökul"

Jeg bliver altså pludselig mindet om en rigtig fæl ting. Det er lidt OT, for jeg var heldigvis ikke personligt involveret, men var tilskuer til dramaet. Da jeg var barn/ung havde min familie et sommerhus på et fantastisk naturskønt sted, en kun ca. 100 meter bred landtange med åbent hav til den ene side og en lavvandet fjord fyldt med små øer til den anden. Vi tog tit ud til øerne, især den største af dem, som man kunne gå over til når der var ebbe. Nogle måneder hver sommer gik der en flok kvier og en tyr derovre. De fleste af tyrene var meget fredsommelige, men ét år var der en der tog sit job meget alvorligt, og det rygtedes snart at man skulle holde sig fra øen. Det var der så en famile af turister der ikke havde hørt. De sejlede derover på en tømmerflåde - med hund. I samme øjeblik tømmerflåden rørte strandkanten derovre kom tyren farende, og familien bestemte sig til at de alligevel ikke ville besøge øen. Men hunden var allerede sprunget i land, og hver gang den forsøgte at komme tilbage til flåden, gik tyren imellem. Jeg husker at vi stod og betragtede kampen i mere end en time, medens familien padlede frem og tilbage langs kysten og kaldte på hunden, ungerne hylede og den stakkels hund gjorde alle mulige krumspring for at slippe fra tyren. Jeg synes ærligt talt forældrene skyldte både hund og unger en ordentlig kvajeanretning efter den tur

Jeg har ikke én eneste gang oplevet at der er kommet noget godt ud af det, når folk løfter deres hunde op ved møder med andre hunde. Min første erfaring med det stammer fra jeg var 13 år, og ville redde min Pudel-blanding fra et par Dobere. Et sekund efter havde jeg så to frådende Dobere oppe i ansigtshøjde - det var ikke rart. Et andet eksempel: To hunde, der i øvrigt var bror og søster, mødes på gaden. Tæven var lidt hidsig så hanhundens ejer tog ham op - hvorefter tæven sprang op og bed igennem hanhundens hale ind i ejerens finger. De var minigravhundeblandinger, så det var et ret imponerende spring I hvert eneste af de tilfælde, jeg har set, øger det den anden hunds interesse når én bliver taget op på armen. Det virker altså lige modsat af det tiltænkte. Min teori er at hunden der bliver løftet bliver opfattet som et byttedyr - hvilke andre dyr end bytte bliver pludselig løftet op og holdt fast?

Det gør mig meget ondt for dig! Man tager til dyrlægen og er egentlig forberedt på det værste, men alligevel kommer det som et chok. Har jo selv været der. Du gjorde det eneste rigtige.

Ét ord (eller rettere tal): 300 :slem: Jeg har indenfor det sidste år set 3 - 4 film i 3D, så jeg synes efterhånden at nyhedsværdien er falmet. Så bliver man måske lidt mere kritisk

Jeg har så mange af den slags historier, at de ligesom er ved at samle sig til én grå masse af klistret dårlig samvittighed Men her er lige dem jeg kan huske... Bo: Var vild med biler, jo større jo bedre. Startede med, som ca. 1-årig, at forsøge at springe gennem vinduet ind til posten. Senere flyttede vi til et sted med en kæmpe have og deraf følgende mega lang hæk af hvidtjørn (pyh, den var sej at klippe!). Her løb han så indenfor hækken og "jagtede" forbipasserende - indtil han fandt ud af at man jo også bare kunne løbe direkte gennem hækken. Første gang han gjorde det lykkedes det ham at fange reklamebudets folkevognsrugbrød. Om han rent faktisk bed sig fast i den eller kom ud af hækken så uheldigt at han blev ramt, ved jeg ikke. I hvert fald kostede det ham en hjørnetand og flere fortænder. Så skulle man tro at Umulia havde lært at hunden kunne komme gennem hækken - men nej, kort efter løb Bo ud og hyrdede en cyklist flere 100 meter ned ad gaden, med alt hvad dertil hører af gøen, knurren og snappen. Nøj, hun var sur Og endelig var der dengang han var væk næsten et døgn, og bare sad udenfor naboens hundegård indeholdende en tæve i løbetid, medens jeg kørte det halve af Fyn rundt for at lede efter ham :stupid: Chili: Der lærte jeg virkelig tingene på den hårde måde. Hun startede med at gå direkte med hovedet først gennem et lamelhegn, som en anden "alien" gennem ribben Derefter løb hun ind og "legede" med naboens heste. Det var naboen ikke glad for Og så var der jo dengang hvor jeg trods dårligt indkald slap hende løs på stranden, og hun blev kørt ned. Ikke mere om det, det er stadig mit mest pinefulde minde. Vinnie: En af de første ture i langline på en markvej. Tøsen får øje på en bil nede på landevejen et par 100 meter væk, og langlinen springer som en sytråd. I løbet af et splitsekund er hun nede på vejen, hvor hun opdager at biler måske alligevel ikke er så sjove at jage. I stedet stiller hun sig op og glor som en anden ko midt på vejen, medens bilerne kører zigzag udenom. Så var der dengang vi lavede "hammerkasteren". Vinnie var godt nok i snor, men hun opdager en kat før jeg ser den, og får taget mig med det ene ben i luften. Jeg roterer en hel omgang med hunden for enden af en stram snor, og vi når at tiltrampe en forhave undervejs, samt vælte en krukke med blomster. Desuden en episode fra træningspladsen, der gjorde os meget upopulære: Vi var rykket op i klasse 1 fra et rigtigt sjovt begynderhold, og kemien mellem deltagerne på det nye hold var bare rigtig dårlig. En af hundene var en Border Terrier, der begyndte at gø og snerre hver gang den så Vinnie. En anden var en Collie som ejeren påstod var bange for Vinnie (de havde aldrig så meget som snuset til hinanden). Alligevel insisterede alle på at deres hunde skulle være løse inden træningen, så jeg slap naturligvis også Vinnie løs. Hun havde jo aldrig gjort en kat fortræd. Men en dag fik hun åbenbart nok af den lille arrige Border Terrier, der altid stod mellem sin ejers ben og snerrede. Hun løb hen til den selv om jeg skrålede STOP af mine lungers fulde kraft, og vores træner fik lige nøjagtig smidt sig i vejen, så han fik et hak i hånden. Kort efter holdt vi op med at gå til træning, og Vinnie har desværre ikke været afsted siden.

Hahaha, Lillemands skraberi bar straffen i sig selv i går Han sparkede en sten op på et plankeværk, hvorfra den sprang tilbage og ramte ham lige i r.... Jeg var spændt på om han kunne huske lektionen til i dag, men nej, han skraber stadig

Uh, desværre er det et af de programmer jeg holder mig fra. Men umiddelbart lyder det som et hukommelsesproblem. Du kan tildele programmet mere hukommelse, men jeg ved ikke om AE har den funktion, eller det skal gøres fra Windows.

Jeg synes det er et ret svært spørgsmål :hmm: Jeg har selv fået nye hunde ret hurtigt efter de dødsfald, der desværre har været, men det har langt fra betydet at jeg var færdig med at sørge over dem jeg har mistet. Da min lille Chili blev kørt over fik jeg Vinnie en måned efter. Men der gik to år før jeg kunne tænke på Chili uden at have det rigtig rigtig dårligt. Alligevel var Vinnie fra dag 1 den helt rigtige hund for mig. Da Bo, som jeg havde haft i 13 år, døde, gik jeg også straks i gang med at lede efter en ny hund. Men jeg blev klar over at jeg faktisk ledte efter en ny Bo, og det kan jeg jo aldrig få. Så jeg bestemte mig til at få en hel anden type hund, og 1/2 år efter dukkede Leroy op. Jeg synes sagtens at man kan sørge over den gamle hund medens man glæder sig over den nye. Livet er jo ikke kun det ene eller det andet, men en skønsom blanding af sorg og glæde. På den anden side har jeg flere gange fortrudt at jeg valgte Leroy. Det var ikke før for ganske nylig at jeg egentlig begyndte at holde af ham. Jeg syntes selvfølgelig at han var en sød hund og alt det der, men rigtig min hund, som Bo var, det var han ikke, og det var nok forkert af mig at forvente det. Den oplevelse får man måske kun én gang i livet. Efter at jeg er holdt op med at forvente for meget af Leroy, er jeg bedre i stand til at holde af ham for det han er, i stedet for det jeg ønsker han skal være. Så summa summarum, der er ikke rigtig nogen fast opskrift - man må gøre op med sig selv hvad der føles rigtigt.

Det tror jeg absolut ikke! Der vil altid være nogle som mener at hvis du ikke laver alfarulninger eller skriger din hund ind i ansigtet med jævne mellemrum, så vil du blive opfattet som "usikker". Så dumme tror jeg ikke at hunde er.

OK, godt at vide. Men jeg tror nu alligevel at vi venter til den kommer på DVD, for såååå god tror jeg altså ikke den er. Så et klip fra den i Troldspejlet i går - utroligt som Mads Mikkelsen, den grimme mand, kan blive en steg når han får lidt hår og skæg på

Det er da dig der er dum, når du ikke kender den sjove leg