Umulia

Jeg ved det ikke, men jeg kan da sige at mit venstre øje løb i vand under hele filmen, hvad det så end betyder :hmm: Der var i øvrigt et par der forlod biografen 2 minutter inde i filmen. De sad midt i vores række - selvfølgelig Jeg har hørt at at nogle bliver søsyge af at se 3D, men det kunne de vel have opdaget under forfilmene...

Nu har jeg også endelig set den. Men ærligt talt - var det det hele? Flotte landskaber, dyr og effekter, men handlingen var godt nok ikke værd at bruge 3 timer på.

Jeg blander ofte flere typer af foder. Jeg tror ikke der er nogen ernæringsmæssig fordel ved det, men det giver lidt variation for hunden. Jeg er tilfreds hvis et foder indeholder den mængde fedt og protein, som jeg ved er godt for mine hunde (afhænger af race og alder). Hvilke råvarer der er brugt, interesserer jeg mig ikke ret meget for. Jeg giver fiskeolie og glucosamin som tilskud, hvis det ikke er i foderet.

I alle de artikler, jeg kan finde, står der at kryptorchisme er autosomalt recessiv, dvs. at genet findes på et ikke-kønskromosom og at det skal nedarves i dobbelt dosis for at hunden får sygdommen. Dvs. en hvalp skal have et defekt gen fra både mor og far. Hvalpe der kun får ét defekt gen vil stadig være bærere af sygdommen, hvilket betyder at også tæver fra kuld med kryptorchide hanhvalpe bør tages ud af avl. Det gøres bare aldrig i praksis... Et par links: Canine Cryptorchidism - an update http://www.ivis.org/advances/Concannon/memon/ivis.pdf

Jeg er 100 % enig med Dogue1 :5up:

Jamen er det rimeligt at man har de forventninger? Hvad er der galt med at være lidt ydmyg overfor den opgave man står med?

Det har du selvfølgelig fuldstændig ret i :5up: Det kommer vi nok aldrig helt ud over. Sommetider er det meget svært at bruge andres erfaringer til noget. Jeg tror heller ikke at førstegangshundeejere kommer til at ændre sig væsentligt i fremtiden. Den første hund bliver ofte lidt af et impulskøb. Men når man så først er blevet lidt mere erfaren, og har fundet ud af at livet ikke altid indretter sig efter ens egne ønsker, så kan det være man tænker lidt mere over tingene næste gang, og pludselig husker hvad hende der med skræmmehistorien sagde Og nu må jeg afsted på job - avisen skal ud!

Grunden til at jeg ikke vil sige hvad det var for nogle problemer jeg tænkte på, er at jeg synes vi har gang i en god diskussion her, og en af grundene til at den er god, er at den er forholdsvis upersonlig. Hvis først vi begynder på noget med "As problem er større end Bs problem, så går der lynhurtigt ged i den! Som udgangspunkt er noget et problem hvis nogen synes det er, og jeg vil ikke stå og sige til nogen, at jeg ikke synes de har et problem, hvis det rent faktisk er noget de har det dårligt over, for så er det jo et problem! Jeg vil meget hellere holde diskussionen på et mere teoretisk plan, selv om jeg godt er klar over at jeg selv har været med til at mudre vandene, fordi jeg ikke synes man kan svare entydigt på spørgsmålet "hvor langt skal man gå for sin hund?". Det må være individuelt. Lad være med at tage det personligt, og lad være med at synes at du skal retfærdiggøre dig overfor hverken mig eller andre, for det skal du ikke, ok? :5up:

Jeg er meget meget enig i hele dit indlæg. Jeg synes at den mulighed at kunne ringe til en adfærdsbehandler er en fremragende ting, så længe adfærdsbehandlere går ind og hjælper hundeejeren med at forstå sin hund, og måske nedjustere sine forventninger lidt. Men en adfærdsbehandler skal efter min mening ikke bruges til at sygeliggøre hunde, og det synes jeg desværre ofte man hører om. Det virker som om mange hundeejere har en forventning til sig selv om at de skal skabe det perfekte liv for deres hund. Den skal have den perfekte ernæring, aktiveres, socialiseres og stimuleres perfekt osv. så den er komplet lykkelig. Men hvor mange af os selv er komplet lykkelige dagen lang? Hvor mange dyr der lever i naturen er komplet lykkelige hele tiden? Livet er fuldt af skævheder, både store og små. En hund tager efter min mening ikke skade af at kede sig engang imellem, eller give afkald på en gåtur hvis ejeren har det skidt eller har travlt. Selvfølgelig vil vi allesammen gerne give vores hunde det bedste liv, men det skal jo heller ikke koste så meget at vi bukker sammen under vores egne forventninger, eller skuffes over hvor "forkert" vores hund er, fordi den på trods af alle vores anstrengelser alligevel gnaver i stoleben. Måske kan den bare godt lide stoleben! Hvorfor altid hælde til den mest dystre forklaring?

Jamen det er altid ok at give op når man har nået sin grænse. Jeg synes bare man skal tænke lidt over hvor ens grænse går før man anskaffer sin en hund, og lade være med at tro at man automatisk får den perfekte Disney hund.

Det er igen noget med vores forskellige syn på hvad der er et "alvorligt" problem. Der er nogle ting i denne tråd, der beskrives som "alvorlige", uden at de efter min mening er det. Men jeg vil ikke gå mere i detaljer af hensyn til de pågældende hundeejere.

Helt enig! Og med fare for at fornærme nogen vil jeg mene at hvis man kan gå psykisk ned over at ens hund har tillagt sig en generende vane, så er hunden ikke den eneste der har brug for professionel hjælp. Det handler også om at kunne sætte de rigtige proportioner på tingene.

Øhm... Det digt handler jo netop om at leve med det man får :hmm:

Køn udsigt fra slæden der Det er derfor rigtige slædehunde har store buskede haler

Jeg synes man skal passe på med at generalisere udfra egne oplevelser. Jeg forstår godt at oplevelsen med Baldur har taget hårdt på dig, og at du trænger til at få det bearbejdet. Du skal vide at jeg på ingen måde synes du kunne have handlet anderledes end du gjorde. Men jeg tror stadig ikke på at smerter generelt er årsag til så mange adfærdsproblemer. Baldur var et særtilfælde. Både og. Det er så forskelligt hvad folk definerer som et "alvorligt" problem. Det synes jeg også man kan se i denne tråd.

Jeg mener at jeg selv føler mig forpligtet til at fortsætte. Hvad andre gør må være op til deres egen samvittighed, men der er beslutninger jeg respekterer mindre end andre, hvis jeg må sige det sådan. Hvis man absolut ikke føler at man fortsætte, så mener jeg det rigtige at gøre vil være at finde en ny ejer til hunden, som er bedre rustet til opgaven. Når du vælger den mand/kvinde du vil leve sammen med, så accepterer du vel også at der er visse aspekter af vedkommendes personlighed, som du holder mere af end andre? Men du tager de irriterende sider med fordi du elsker personen. Det samme gælder for børn - navnlig teenagebørn. Der kan man tale om adfærdsproblemer, men det får jo ikke forældre til at bortadoptere eller aflive ungen. På samme måde kan vores hunde have nogle irriterende personlighedstræk. Egetkønsaggression f.eks. er ikke et "adfærdsproblem", men en realitet for måske 30 - 40 % af alle hunde. Og noget man sagtens kan leve med hvis man vil. Det hele står og falder med hvordan man definerer "et normalt liv". Det mener jeg selvfølgelig ikke. Derfor har jeg heller ikke skrevet det nogen steder. Det jeg skrev var "de fleste". Selvfølgelig kan der være medfødte psykiske defekter, men jeg tror de er skyld i mindre end 5 % af alle tilfælde af adfærdsproblemer. Meget af det, der kaldes adfærdsproblemer, er træk der går igen i hundens race, og som man kunne have undgået ved at vælge en anden race. Drejer det sig om uærlige opdrættere, er det jo stadig et menneskeskabt problem. Mht. overfald, ja det sker, men mange hunde oplever det uden at få traumer. Her spiller ejerens reaktion en stor rolle. Jeg mener at vi som mennesker i nogen grad skal sætte andres velfærd over vores egen. Det bygger vores samfund og familiestruktur faktisk på. Hvis vi aldrig går på kompromis, kan vi ikke fungere normalt i samfundet. Et hundeliv er så kort, at selv om man har "købt hunden i sækken", så kan man vel godt udholde at gå på kompromis med nogle ting i de få år, nøjagtigt som når man har børn. Det har noget med ansvar og pligtfølelse at gøre, men det er sikkert bare gammeldags...

Jeg er jo nok en af de få der vil svare ja til det spørgsmål. Jeg synes at når man har påtaget sig et ansvar, så løber man ikke bare fra det. Jeg kan godt acceptere at man vælger at finde et nyt hjem til hunden, hvis man ikke selv kan magte den. Men aflivning kan jeg under ingen omstændigheder acceptere, hvis det drejer sig om menneskeskabte problemer, som det jo desværre gør i de fleste tilfælde. Nu var Baldurs situation jo mere kompleks end de fleste, fordi der var fysisk sygdom indblandet. I den situation synes jeg det er mere legalt at kaste håndklædet i ringen, end hvis det drejer sig om at man selv af uvidenhed eller ond vilje har påført hunden nogle vaner og adfærdsmønstre, som viser sig at være generende i hverdagen. Det lyder meget som mit liv med Vinnie, og det var da heller ikke det jeg havde forestillet mig da jeg fik hende, men der synes jeg at hvis man har evnerne, så har man også pligten til at tage sig af sådan en hund på dens egne præmisser. Alternativet for Vinnie havde uden tvivl været aflivning, hvis hun var havnet et sted hvor man havde forventninger om et mere uforpligtende hundehold, og ikke anede hvad man skulle stille op med hendes "Dr. Jekyll" side. Mht. evner skal det i øvrigt ikke lyde som om jeg bare er skide god til det med hunde. Jeg har lært meget undervejs, og det er nok mest der mine evner ligger - at blive ved med at prøve noget nyt, og ikke give op. Det kan godt være jeg er naiv, men de evner tror jeg faktisk de fleste mennesker har - det kniber bare med viljen. Ingen er forpligtet udover sine begrænsninger, men jeg synes det mindste man kan gøre er, at gøre sig klart hvor ens grænser ligger, før man begynder at tage ansvaret for et andet levende væsen, og der synes jeg desværre ofte filmen knækker for folk. Forventningerne til hunde er blevet mere og mere urealistiske. De skal være renlige næsten inden de kommer indenfor døren, de må ikke gø, de må ikke have jagtinstinkt, de må ikke være territoriale eller have kønsdrift. Hvad er der snart tilbage der adskiller den perfekte familiehund fra en Furby? Jeg synes bestemt det skal være en nydelse at have hund, men det skal jo også helst være tåleligt for hunden... Selvfølgelig, hvis man har konstateret at det ikke er noget for en at have hund, så er det da bedre for hunden at komme et andet sted hen, end at blive hvor den er uønsket. Desværre sker der bare ofte det at hunden bliver udnævnt til "problemhund", aflivet, og så begynder ejeren forfra med en ny hund, der sør'me også ender som problemhund - hvor uheldig kan man være! Osv. osv. uden at personen nogensinde opdager at han/hun selv er årsag til problemerne. Jvf. ovenstående, både ja og nej. Det handler jo også om hunden - får den en "normal" ejer?

Nej, den var værre Har Nala slået hul på halen? Jeg ville nok gøre noget med en masse Gaffatape om forbindingen og langt op ad halen. De kan jo ikke mærke det gennem pelsen. Har hørt at haleforbindinger er svære at få til at sidde fast.

Ja, I er totalt "under hunden" Cesar Milan ville få det dårligt hvis han så de billeder (skynd Jer at sende dem til ham ). Det sidste der er godt nok service, må jeg sige :5up:

Nej, sådan gør de ikke. De har ingen myndighed til at tage folks hunde, de kan kun prøve at snakke med dem og ordne sagen i mindelighed. Jeg har jævnligt kontakt med kredsformændene i mit område, og de har flere lignende sager. Ofte er det om katte der irriterer naboerne, så mon ikke de vil tage sig af en hund også? Men det kommer selvfølgelig an på den enkelte kredsformand. Det er ikke alle der brænder lige meget for dyrenes tarv...

Jeg ville prøve at søge hjælp hos den lokale kredsformand for Dyrenes Beskyttelse. De kan sommetider overtale folk til at give afkald på hunde, der ikke har det godt hjemme, og det har Basse jo tydeligvis ikke. Det stikker i hjertet at høre beskrivelsen af hvordan han ikke vil hjem. Man kunne jo tro at han får et lag bank hver gang han har været løbet hjemmefra.

Det er meget svært at afgøre uden at se hunden. Jeg synes ikke hun ser for tyk ud på nogle af billederne i dit album. Muskler vejer mere end fedt, så en hund kan godt være tung uden at være fed. Hvis du lader hånden glide ned langs siden af hende, skal du kunne mærke hendes ribben. Kan du det?

Tidlig kastration kan betyde at en hanhund ikke udvikler helt så meget muskelmasse og kønskarakter (altså "mandigt" udseende) som ellers. Til gengæld er der fordele ved det rent adfærdsmæssigt. I får sandsynligvis en mere harmonisk og rolig hund. Mht. avl synes jeg ikke du skal være ked af det. Der findes ikke ret mange kvalificerede købere til en krævende race som Malamut, så lad bare tavlefolket om avlen.

Det er enten det, eller også har det noget at gøre med hvor kameraet stiller skarpt. Det skal også helst være i midten. Når man bruger spotmåling får man i øvrigt længere lukkertid, især hvis motivet er meget mørkt, f.eks. en sort hund. Så må man prøve sig frem og indstille til den lukkertid der passer til forholdene.

Når dit kamera er indstillet normalt i auto-funktion, så måler det lyset i 5 punkter (de fleste modeller), og udregner et gennemsnit af den lysintensitet, der måles. Hvis der ligger sne, så bliver de 4 af punkterne måske helt hvide og kameraet "tænker" - sikke en masse lys, jeg gør blænden (det hul lyset kommer ind gennem) lille og lukkertiden hurtig. Men det er jo ikke et korrekt billede, man så har fået, for motivet bliver som regel underbelyst. Spotmåling vil sige at man sætter kameraet til at måle kun i ét punkt midt i billedfeltet, hvor det motiv, man stiller skarpt på, normalt er. Hvis du stiller dit kamera på P-funktion el. lign. så kan du i menuen finde et punkt hvor du kan indstille lysmålingen. Der er også noget der hedder "centervægtet måling", hvor kameraet stadig måler i alle 5 punkter, men hvor det midterste tæller mest i udregningen. Det er også ok til snebilleder.