Umulia

Nåå-ååh! :stupid: Det må du sandelig undskylde unge dame

Jeg tror ikke så meget det har noget med køn at gøre som med alder - hvis man er over 30, så har man set alle de andre film, den stjæler fra

Jeg har vist før skrevet om Vinnies talent for at stjæle franksbrød... I dag har hun overgået sig selv og jeg er faktisk ret imponeret :5up: I går bagte jeg boller. Bollerne har stået i en skål på køkkenbordet, men da jeg skulle på arbejde i dag, vidste jeg godt at den gik ikke, så jeg gjorde følgende: Bollerne blev puttet i en stor gryde, og låget blev lagt på. Gryden blev sat i et overskab i køkkenet. Begge hundene var hjemme, og da jeg selv kom hjem var bollerne der endnu. Sådan! Senere skulle jeg så på en lille tur hvor Leroy kom med. Da vi kom hjem lå grydelåget pænt på hylden ved siden af den tomme gryde. Skabslågen var lukket. Så ikke blot kunne hun huske fra om morgenen hvor bollerne var, hun ville åbenbart heller ikke dele med nogen, så hun ventede med at stjæle dem til hun var helt alene :hmm: I aften bager jeg nogle nye boller til min dygtige lille tyv

Leroy napper altså ikke fremmede, vil jeg gerne lige gøre opmærksom på... Han napper mig, men det er noget helt andet

Det er en regel de har i klubben. Han er jo en farlig "muskelhund" Angiveligt er reglen blevet indført fordi der engang var en Lab der blev bidt af en Ambull, men jeg kan godt nok ikke lige se hvad det kommer min hund ved Det ville sådan set være ok hvis alle andre overholdt de regler der er - nemlig at alle hunde skal være i snor 15 min. før træningen begynder og 15 min efter den slutter, så dem med de "farlige" hunde kan komme frem og tilbage. Det er der bare mange der ikke gør, så Leroy og jeg skal gå i zigzag gennem 10 - 20 løse hunde for at komme ud på banen

Tak for Jeres input :5up: Jeg synes godt nok det er noget af en dagsrejse at skulle køre til den anden ende af øen for at træne. Det tvivler jeg på at jeg kan få passet ind i mit "udearbejdende enlig mor dagsprogram" :hmm: Måske tager vi lydighed endnu et år. Rally kan vi jo altid starte på. Bo var 10 år da jeg begyndte med ham.

Både ja og nej. Jeg vil gerne høre om andres erfaringer med hvordan hundene reagerer i forskellige situationer. Der var f.eks. en der skrev til mig at hvis han snakker med nogen medens han sidder i sin bil, og hunden sidder på bagsædet, så gøer den. Det gør Leroy også, og jeg synes det er et forholdsvis stort problem, men denne hundeejer syntes at det var ok. Så det handler jo ikke kun om hundens adfærd, men også om hvad vi mennesker kan tolerere. Måske skal jeg til at justere mine egne forventninger i stedet for Leroys adfærd.

Nej, det er ikke samme tråd. Jeg tror ikke helt det er muligt at give den slags råd uden at kende hund og ejer. Leroy er alt andet end udfarende, og går sjældent væk fra mig.

Jeg står nu og skal prøve at bestemme mig til hvilken form for træning jeg vil satse på i den kommende sæson. Jeg kan enten blive ved med at gå til lydighed hos DCH med de udfordringer, der ligger i det, som f.eks. at få Leroy til at apportere, samt at alle andre må have deres hunde til at rende løse, men ikke mig, hvilket irriterer mig grænseløst Eller jeg kan droppe lydigheden og kun træne rally-o, som jeg ved at Leroy vil egne sig fint til. Eller jeg kan træne begge dele. Det betyder dog at jeg skal betale kontingent i to klubber, hvilket jeg strengt taget ikke har råd til. :hmm: Egentlig synes jeg at lydighedstræningen hos DCH er udmærket. Det er små hold, flinke mennesker osv. Men spørgsmålet er om Leroy overhovedet får noget ud af at lære nogle ting, som ikke falder ham naturligt? Rally ved jeg at han vil kunne lide, og jeg elsker det også, men har desværre ikke så meget respekt for den instruktør vi vil få. Hvad ville I gøre? Ved godt det er umuligt at svare på

Ja tak, det var lige nøjagtig det jeg mente :5up: Jeg kan godt genkende meget af det, men desværre er det jo med den lille twist, at Leroy fra starten har været meget bange for fremmede, og især mænd. Derfor synes jeg det er vigtigt at tage hånd om den adfærd, så det ikke udvikler sig til en slags angst-aggression. Eller sagt på en anden måde, jeg prøver at finde ud af hvilke dele af Leroys adfærd der er racetypiske, og hvilke der skyldes hans usikkerhed, så jeg kan arbejde med sidstnævnte. Joooh, det må du da sådan set godt. Vi skal vel en tur til jydeland i det nye år

Det er jeg klar over. Men usikkerhed har jo været hans største problem lige fra dag 1, så det er også det jeg arbejder med. Jeg tror ikke det bliver bedre af at straffe ham i situationen. Ja det er jeg også på vagt overfor, men indtil videre ser det nu ikke ud til at være meningen med adfærden. Han tør bare ikke vise flaget og komme ind forfra. Det er i hvert fald ikke dominant, så meget har jeg da lært...

Ups, jeg mener brokke mig - eller måske begge dele Jeg har skrevet på et par andre fora hvor der er mange DdB- og andre typer molosser-ejere, for at finde ud af hvad jeg kan forvente af Leroy i forhold til vagtsomhed og skepsis overfor fremmede. Det er så bare ikke det spørgsmål jeg får svar på, nej, jeg får at vide at min hund er voldsomt dominant og at han har overtaget lederskabet. Et af tegnene på hvor dominant han er, er at når han møder nye mennesker, der gerne vil hilse på ham, så prøver han at cirkle rundt og snuse til dem bagfra eller fra siden, i stedet for direkte forfra. Og sådan gør en hund for at true, nemlig! Og måden man ordner det på er at bruge specielle halsbånd til dominante hunde (godt jeg ikke fik flere detaljer om det! ). For #%&+*! At argumentere med den slags mennesker er som at banke hovedet mod en mur :damn: Og vedkommende er professionel adfærdsbehandler

Jeg ved det ikke, men jeg kan da sige at mit venstre øje løb i vand under hele filmen, hvad det så end betyder :hmm: Der var i øvrigt et par der forlod biografen 2 minutter inde i filmen. De sad midt i vores række - selvfølgelig Jeg har hørt at at nogle bliver søsyge af at se 3D, men det kunne de vel have opdaget under forfilmene...

Nu har jeg også endelig set den. Men ærligt talt - var det det hele? Flotte landskaber, dyr og effekter, men handlingen var godt nok ikke værd at bruge 3 timer på.

Jeg blander ofte flere typer af foder. Jeg tror ikke der er nogen ernæringsmæssig fordel ved det, men det giver lidt variation for hunden. Jeg er tilfreds hvis et foder indeholder den mængde fedt og protein, som jeg ved er godt for mine hunde (afhænger af race og alder). Hvilke råvarer der er brugt, interesserer jeg mig ikke ret meget for. Jeg giver fiskeolie og glucosamin som tilskud, hvis det ikke er i foderet.

I alle de artikler, jeg kan finde, står der at kryptorchisme er autosomalt recessiv, dvs. at genet findes på et ikke-kønskromosom og at det skal nedarves i dobbelt dosis for at hunden får sygdommen. Dvs. en hvalp skal have et defekt gen fra både mor og far. Hvalpe der kun får ét defekt gen vil stadig være bærere af sygdommen, hvilket betyder at også tæver fra kuld med kryptorchide hanhvalpe bør tages ud af avl. Det gøres bare aldrig i praksis... Et par links: Canine Cryptorchidism - an update http://www.ivis.org/advances/Concannon/memon/ivis.pdf

Jeg er 100 % enig med Dogue1 :5up:

Jamen er det rimeligt at man har de forventninger? Hvad er der galt med at være lidt ydmyg overfor den opgave man står med?

Det har du selvfølgelig fuldstændig ret i :5up: Det kommer vi nok aldrig helt ud over. Sommetider er det meget svært at bruge andres erfaringer til noget. Jeg tror heller ikke at førstegangshundeejere kommer til at ændre sig væsentligt i fremtiden. Den første hund bliver ofte lidt af et impulskøb. Men når man så først er blevet lidt mere erfaren, og har fundet ud af at livet ikke altid indretter sig efter ens egne ønsker, så kan det være man tænker lidt mere over tingene næste gang, og pludselig husker hvad hende der med skræmmehistorien sagde Og nu må jeg afsted på job - avisen skal ud!

Grunden til at jeg ikke vil sige hvad det var for nogle problemer jeg tænkte på, er at jeg synes vi har gang i en god diskussion her, og en af grundene til at den er god, er at den er forholdsvis upersonlig. Hvis først vi begynder på noget med "As problem er større end Bs problem, så går der lynhurtigt ged i den! Som udgangspunkt er noget et problem hvis nogen synes det er, og jeg vil ikke stå og sige til nogen, at jeg ikke synes de har et problem, hvis det rent faktisk er noget de har det dårligt over, for så er det jo et problem! Jeg vil meget hellere holde diskussionen på et mere teoretisk plan, selv om jeg godt er klar over at jeg selv har været med til at mudre vandene, fordi jeg ikke synes man kan svare entydigt på spørgsmålet "hvor langt skal man gå for sin hund?". Det må være individuelt. Lad være med at tage det personligt, og lad være med at synes at du skal retfærdiggøre dig overfor hverken mig eller andre, for det skal du ikke, ok? :5up:

Jeg er meget meget enig i hele dit indlæg. Jeg synes at den mulighed at kunne ringe til en adfærdsbehandler er en fremragende ting, så længe adfærdsbehandlere går ind og hjælper hundeejeren med at forstå sin hund, og måske nedjustere sine forventninger lidt. Men en adfærdsbehandler skal efter min mening ikke bruges til at sygeliggøre hunde, og det synes jeg desværre ofte man hører om. Det virker som om mange hundeejere har en forventning til sig selv om at de skal skabe det perfekte liv for deres hund. Den skal have den perfekte ernæring, aktiveres, socialiseres og stimuleres perfekt osv. så den er komplet lykkelig. Men hvor mange af os selv er komplet lykkelige dagen lang? Hvor mange dyr der lever i naturen er komplet lykkelige hele tiden? Livet er fuldt af skævheder, både store og små. En hund tager efter min mening ikke skade af at kede sig engang imellem, eller give afkald på en gåtur hvis ejeren har det skidt eller har travlt. Selvfølgelig vil vi allesammen gerne give vores hunde det bedste liv, men det skal jo heller ikke koste så meget at vi bukker sammen under vores egne forventninger, eller skuffes over hvor "forkert" vores hund er, fordi den på trods af alle vores anstrengelser alligevel gnaver i stoleben. Måske kan den bare godt lide stoleben! Hvorfor altid hælde til den mest dystre forklaring?

Jamen det er altid ok at give op når man har nået sin grænse. Jeg synes bare man skal tænke lidt over hvor ens grænse går før man anskaffer sin en hund, og lade være med at tro at man automatisk får den perfekte Disney hund.

Det er igen noget med vores forskellige syn på hvad der er et "alvorligt" problem. Der er nogle ting i denne tråd, der beskrives som "alvorlige", uden at de efter min mening er det. Men jeg vil ikke gå mere i detaljer af hensyn til de pågældende hundeejere.

Helt enig! Og med fare for at fornærme nogen vil jeg mene at hvis man kan gå psykisk ned over at ens hund har tillagt sig en generende vane, så er hunden ikke den eneste der har brug for professionel hjælp. Det handler også om at kunne sætte de rigtige proportioner på tingene.

Øhm... Det digt handler jo netop om at leve med det man får :hmm: