Louise_J

Årh, hun gør ikke min border-længsel mindre

Hov hov, HALVnøgen om jeg må be'! Og det er altså et hit hos hanhundene, kan jeg afsløre :slem:

Det ligger forhåbentlig mange år ude i fremtiden. Jeg må kun have 3 hunde, og når den første hund ikke er mere, skal René have en agility-løve. Og vildt som ham Yoda gør indtryk på andre.

Den dag jeg overvejer en sheltie, der afliver du mig altså (ellers gør René) Annes hunde er SÅ lækre! Den ro de har, er jeg syg med. Bygning er jeg ikke så sart med, jeg holder mig til agilty-løver, tror jeg. Gider ikke stor klasse.

Yoda er jo lige præcis én af dem, der har ændret mit syn på borderen, og åbnet døren lidt på klem (selvom jeg kun "kender" ham på skrift). Sådan som du beskriver ham her, lyder han jo perfekt for mig; Arbejdsivrig, kælen, glad med glad på og blød. Han lyder faktisk lidt som min løve, som nææææsten er perfekt. Det eneste hun mangler, er mere fokus og mere glæde ved gentagelser. Hun er dog ikke specielt blød (første hund jeg har været nødt til at råbe af ). Men hun er jo også købt som en agilitystjerne, som hun heldigvis er helt perfekt til Hvem hjalp dig med at finde de rigtige linjer? Jeg vil jo ikke ane hvor jeg skal starte. Du er næsten nødt til at lade os møde ham, sådan som du har solgt hans kvaliteter

:lol:

Alle tre hunde (og to mennesker) har været ramt af skab. Cajsa og Lulu er helt friske igen, men Mingus kradser og bider sig stadig. Det har især været slemt på ben og poter. Det eskalerede helt vildt efter han i en måned var behandlet med prednisolon, da dyrlægen først mente det var en allergisk reaktion på foderskift, og da det blev værre med den ene bagpote, mente han det var svamp. Da jeg til sidst spurgte om det kunne være skab, da han havde store, gule hudflager på maven, blev der taget skrab, som viste massive mængder midler. De er alle behandlet med Advocate og Lulu og Mingus er vasket i Aludex. Hans hud er helet rimelig fint. Den er lyserød og hårene er så småt ved at komme tilbage. Skorperne er næsten væk. Alligevel kradser han sig, især på poterne, halen og ved ørerne. Dyrlægen (som jeg alvorligt overvejer at skifte ud) siger at det er fordi hans immunforsvar er så ringe, og at det vil tage lang tid før han er ovre det. Hvordan kan jeg nu og her booste hans immunforsvar? I foråret fik han Nurish-UM for at se om det hjalp på hans gentagne furunkler. Det hjalp, men kan også have været foderskift. Han er begyndt at gå meget skævt, så skal til Magtor snarest muligt. Dyrlæge Bente Pedersen skal forhåbentlig se på til februar. Men her og nu skal der bare ske noget!

Overvejer at slette dig på facebook

Listen er lang (og sikker fyldt med fordomme): Gravhund: Synes ikke de er så glade og de gør meget. Og så er de lidt grimme. Chihuahua: For lille og for skrøbelig. Pomeranian: Min søster har arvet en fra hendes afdøde mand, der overtog den fra sin søn. Er sær og bider uprovokeret og gentagne gange. Alle de hårløse: Dødbesværligt med både sol og kulde. Det var sådan lige de mest påtrængende i mit hoved

Hvis jeg bakker og siger plads, siger Mingus "vruf" og stiller sig med siden til mig og kigger undrende på mig Han kan bakke mens han har front mod mig, så igår ændrede jeg lidt på vinklen, så jeg havde mere siden mod ham. Håber det vil ændre hans billede, så jeg gradvist kan komme mere og mere på siden af ham.

Kender ikke Babu. Men arbejdslinjer, jatak. For jeg har samme erfaring, de brænder simpelthen sammen i hovedet når der bliver stillet krav og de skal arbejde under en smule pres. Det er det jeg tænker går galt for mange agility-bordere. Som om deres krop er bygget til fart, men hjernen brænder sammen.

Jeg har sagt det samme om bordere. Men tænker stadig, at det må være en myte? Og at man selv bestemmer det til en vis grad? Og jo, de senere år er jeg gradvist blevet mere og mere lun på dem. For jeg møder flere og flere der rent faktisk tiltaler mig.

Ha ha, men hun SER altså velopdragen ud Min veninde har schæfer og han er virkelig unghund og meget udfordrende. Men han rører bare ikke noget i mig. Måske det i virkeligheden er den ru pels?

Men spørgsmålet er, om jeg kan styre det? Det er det, der mest holder mig tilbage. Ingen tvivl om at det skal være arbejdslinier. Jeg er færdig med udstillingslinjer (*host* golden retriever *host*). Det der vil gøre en forskel og afmystificere racen lidt, vil helt klart være at møde én under "normale" omstændigheder, altså i dagligdagen og ikke til konkurrence. Og både din og MMs har faktisk været nogle af dem der har fået mig til at tro på, at der findes andet end psyko-bordere

Corgie er kær - men de par stykker jeg kender er ret selektive med hvornår de gider arbejde Schæfer er en af de få racer i verden jeg hverken elsker eller hader. De siger mig bare ikke noget. Da en af mine rigtig gode venner og træningsmakker fik en voksen schæfer, og jeg så hvor meget han fik forærende fordi han ikke skulle bruge tid og kræfter på at motivere den, var jeg dødmisundelig og en lille smule fristet. Men nej, de mangler den der ting, som jeg ikke kan sætte finger på hvad er :hmm: Måske er de FOR velopdragne og kontrollerede? Jeg ved det ikke.

Sofa-arbejdshund

Dejligt det giver mening, det gik op for mig at jeg lød som om jeg bare troede hunden kun skulle være et redskab for at jeg kunne vinde konkurrencer Jeg nævner borderen (kort) og bare det at overveje den er faktisk lidt grænseoverskridende, når jeg altid har været imod dem For der findes eksemplarer som jeg faktisk godt kunne se mig selv med. De er bare få (i hvert fald når 100% af de bordere jeg ser, er agilityhunde). Anne Kews er jeg ret forelskede i, jeg rendte rundt med en til en rallykonkurrence sidste år, og havde mest lyst til bare at tage den med hjem. Selv min kæreste, som trods alt er mere forbeholden end jeg er, synes de er dejlige. De virker så afbalancerede og rolige, men arbejder alligevel med fuld knald på, og det er jeg helt vild med! Primært er det lydighed (enten DcH eller DKK) og dogdancing. Jeg er dybt fascineret af hyrdning, så det kunne også være en mulighed. Men da jeg nok ikke får lov at få en fåreflok, er det kun sekundært.

I know, men svigerfar er over 60 og vi synes kelpien var lige en tand nemmere at styre for ham rent fysisk Tervueren har jeg kun mødt én af, som var ligevægtig. Alle andre har været bævrende nervøse. For jeg kan faktisk godt lide at de ivrige men alligevel lidt bløde og blide (tager jeg helt fejl?) Jeg synes bare ofte man hører om hvor nervøs racen generelt er De kelpier jeg har mødt, har været ret laid-back. Meget fører-fokuserede. Jeg skal ikke løbe agility med den (andet end lidt for sjov, det kan jeg nok ikke helt undlade) netop fordi jeg ikke duer til at konkurrere mod 8 milliarder andre dygtige bordere og aldrig have skyggen af chancen for at vinde

NU må jeg vist hellere få meldt mig ind i denne tråd. Jeg er så småt begyndt at træne dogdancing med min gamle Mingus. Beslutningen blev egentlig taget i efteråret. Hver gang jeg trænede DcH-programmet, trænede vi også forskellige tricks. Og hver gang tændtes der en helt anden glød i Mingus, når vi sikftede fra lydigheden, til tricksene. Sikkert også fordi jeg selv synes det er sjovere. Så at træne tricks til musik, lå lige for. Og da der pludselig var en konkurrence her i Jylland til april OG et nyt program (færdighedsprøven), var jeg nødt til at komme i gang, og ikke bare tale om at gøre det. Mingus har været i kulkælderen længe pga. kløe (som viste sig at være skab) og det eneste der har muntret ham op, har været træning, for gåture har været én gang dagligt under tvang. Vi træner især på HTM-positionerne, og det er svært for min lille autist-hund, når jeg nu pludselig begynder at lave om på den gode gamle fri ved fod! Men det går stille fremad, især for plads på højre side og gå forlæns mellem mine ben. Sidelæns foran og bag mig og at bakke mens han går plads, volder en del udfordringer, som jeg er lidt på bar bund med. Jeg træner desværre alene, hvilket er aldeles uoptimalt. Renate med cavaliererne har tilbudt sin hjælp på Facebook, og det er rigtig dejligt med noget fjern-sparring Det virker som om den danske HTM-verden er super hyggelig.

Men den dag er altså kommet nu Hvis man kender mig bare en smule ved man, at jeg har en tendens til at forelske mig i snart sagt alle hunderacer. Men der er altid et eller andet der gør, at den ikke passer ind i mit liv (en bullterrier der vinder over en sheltie i agility er bare ikke sandsynligt). Jeg elsker at træne med min cavalier, han er skøn og intet gør mig gladere end hans begejstring når han prøver at regne ud hvad jeg vil have ham til. MEN, det er først de senere par år hvor jeg synes kontakten er tilfredsstillende og hvor han rent faktisk kan arbejde uden at opsøge lækre damer og gå i snus. Og det er lidt sent at få rigtig gang i samarbejdet når hunden er fyldt 6 år. En anden ting jeg ikke 100% er tilfreds med, er hans irritation over gentagelser. Mingus laver en øvelse måske 3 gange, så begynder han at sløse og blive frustreret (med vuf vuf på). Det er ikke et problem når vi træner agility, der løber han glad det samme mange gange. Men det kommer til udtryk når vi træner lydighed, rally og tricks. Vi er lige begyndt at træne dogdancing, og han elsker det. Han har en helt anden glæde, end når vi træner lydighed. Selvom jeg er motorik-udfordret og ikke ejer kreativ sans, har jeg en følelse af, at det her måske er fremtiden for mig, sammen med agility. Jeg har to andre racer også. Min golden er et stress-dyr. der enten går stress-amok (snapper og parrer) eller bliver ked af det og melder sig ud hvis jeg forlanger en my for meget af hende. Derfor bliver hun aldrig den store konkurrencehund, men når vi bare træner for os selv, elsker hun det. Jeg har stadig en forhåbning om at vi kan deltage i nogle DcH konkurrencer i år, for der har hun så meget plads omkring sig. Min løve er sød, fokuseret og elsker at træne. Præcision er en by i Rusland for hende, og jeg kan glemme alt om sit og dæk på vådt græs. Men er underlaget tørt, er hun en stjerne. Hun er kun lige fyldt 1 år, så der er lang vej igen. Men for det meste arbejder hun koncentreret og har ikke den mindste smule tendens til at stresse eller blive frustreret. Det jeg efterhånden kan mærke på mig selv er, at det ikke længere er nok at hunden "bare" er glad når vi træner. Med dem jeg har nu, er det rigeligt, og succeskriteriet for mig er stadig kun at Mingus gør af glæde når jeg finder træningsjakken frem. Men med den næste hund, vil jeg bare noget mere. Jeg er dybt fascineret af de hunde, der bare arbejder for at arbejde. Dem, der bare har blikket der siger "Var det her godt nok eller skal jeg prøve igen??" Jeg er ikke sikker på at jeg orker endnu en Mingus, der skal overtales til at samarbejde de første 6 år, hvis der er andet i nærheden, som han lige synes er interessant Jeg havde sådan set troet at mine overvejelser ville blive stoppet af kæresten (som ikke synes der behøver være andre racer i verden end löwchen:cool:). Men han åbnede faktisk en lille dør på klem. Vi er begge lidt hyrde-forskrækkede, efter at have set masser af stressede, hyrde-bomber på agilitybanerne rundt omkring. Dét er ingen af os interesserede i! Men de der ikke hyrder når de ikke skal, er jo lækre når de arbejder. Men pyh, så melder alle spørgsmålene jo sig. Kan vi styre en hyrdehund, vil den løbe på væggene, vil vi formå at få stoppet uønsket hyrdning, og hvad skal det i det hele taget være for én? Jeg har altid elsket den australske cattle dog (sikkert pga. ligheden med bullterrieren) men det vogtende instinkt har altid skræmt mig. Men nu hvor der højst sandsynligt aldrig kommer til at være børn i vores husstand, er det ikke så skræmmende alligevel. Siden min søsters collie bed det nabobarn, som havde fået at vide at hun aldrig måtte gå ind uden at banke på, har jeg været nervøs for at få en beskyttende hund. Aussien er også en lækker hund, og de par stykker jeg har mødt, har på ingen måde været reserverede, men nærmest forklædte retrievere. Og så er der kelpien, som vi har prøvet at prakke min svigerfar på, som erstatning for schæfer. Og ikke mindst borderen, som jeg har mødt enkelte, lækre af. Det kunne være så uendeligt fedt, at have en hund, hvor det er primære er at arbejde med indlæringen og ikke at kæmpe for at holde hundens motivation. Kom gerne med erfaringer fra jer hyrde-ejere (især jer, der har haft andre racer først). EDIT: Det lyder som om jeg mener alle problemerne bunder i mine hundes racer og temperament, der er altså slet ikke det jeg mener. Jeg er meget bevidst om mine mangler som hundefører

Jeg er ikke ligefrem en ørn til det, men snor er ret effektivt. Lulu har haft snor på de første 3 træningsgange, men så er er det forhåbentlig også slut med den.

Ja hun er en sød lille én I dag trænede vi forkryds, i samme opstilling, og det gik ikke ret godt. Selvom jeg baglænskædede, blev hun ved med at løbe forbi det ene spring, så snart forkrydset kom på. Til gengæld gik slalom helt fanastisk, og jeg fulgte dit råd med selv at lade hende søge indgangen. Hun tog nogle svære vinkler, helt fejlfrit! Jeg tog for første gang snoren af, og det gik super, indtil hun sjuskede lidt (fordi jeg blev overmodig og ikke stoppede i tide) Så et par gange med snor på og så slutte af uden snor, det virkede super. Måske får jeg endelig formået at lære en hund ordentlig slalom

Dét vil vi meget gerne, jeg lover at vi ikke smitter selvom vi stadig kradser os

vi fik trænet agility med alle hundene i det fantastiske vejr i går, og de var alle dygtige Især den lille Lulu. Jeg har erkendt at jeg ikke har disciplinen der skal til for at træne slalom efter 2x2. Så nu er det blevet allé i stedet. Dette er tredje gang vi prøver. Hun kikser indgang hver gang, kan ikke lige greje hvorfor Da pigebarnet åbenbart ikke kan have måsen i vådt græs, har jeg lavet vores start om fra at sidde til at stå Det går heldigvis meget godt. Men jeg kan tydeligt mærke at der er lang vej igen, vi skal virkelig finde hinanden. Der skal ikke meget til, før jeg trækker hende forbi et spring. Men hun arbejder så fint og er trods alt kun lige 12 måneder.

Dem skal jeg da have luret på så. Kommer desværre ikke i morgen, er stadig i skab-karantæne