KimC

Hej Jukon. I grunden var jeg glad for at have en person som dig her på HF. Du kom med andre indfraldsvinkler til forskellige problemstillinger end de gængse, og viste en utraditionel tankegang. Det kan være ganske berigende når man ikke bare giver hinanden ret. Det kræver ganske vist en vis rummelighed i en ellers noget sammenspist gruppe, og den rummelighed kan det givetvist have knebet med. Det er der flere utraditionelle medlemmmer her der har oplevet. Derer nogen der gr efter manden og ikke bolden. Men hvordan ser det ud med din egen rummelighed? Bringer man utraditionelle indfaldsvinkler ind i en debat, bør man også kunne rumme andres indfaldsvinkler som af en eller anden grund forekommer skæve i forhold til det man selv står for. Det kan du forbedre.

Min nu afdøde ulvehund havde et problem med at jagtinstinktet kunne fejltænde, hvilket i uheldige tilfælde kunne gå ud over nogen af mine andre hunde, eller vælte mig af cyklen når han ville eftersætte en solsort. Vi gik i gang med at træne impulskontrol, hvilket er en videreudbygning af Nej øvelsen, rettet mod ting der bevæger sig eller udstøder skrigelyde. Et andet element var fjernbelønning. Se evt uddrag af træningen her:

Jamen til lykke med dagen! -og giv så staklen den godbid som du holdt opmærksomheden fanget med!

Løsgående hunde der angriber kan i høj grad skade ens egen hund. Mine hunde er kommet til at hade labrador og westie, fordi det ofte er dem vi bliver angrebet af. Jeg går med 4 store hunde, hvis de bliver angrebet uanset lab eller westie kan de tilsammen nok gøre det af med begge dele. Og så siger slappe Lars Barfods hundelov at de skal aflives. Jeg vil ikke lade det komme dertil. Kommer der en angribende hund forsøger jeg at afvise den. Ignorerer den afvisningen, giver jeg den et spark, mest for at skubbe hunden væk. Ignoreres også det, spytter den agribende hund herefter tænder ud. Det hjælper. Når jeg går på steder hvor jeg ved at risikoen er størst, har jeg en hammer med. Den er ikke så stor, men den kan smadre roen på et rottweiler. Det ved jeg at den kan. Det rygtes jo blandt diverse hundeejere at jeg tackler sagerne på den måde, og det i sig selv har en præventiv effekt. Er skaden sket skal der massevis af positive oplevelser til for at rette op på skaden. Gennen flere år har jeg været en fast bestanddel af specailhold til "projekthunde" og deltaget med mine egne hunde af anden årsag. Der har jeg set mange hundeejere der er kommet med hunde der skal genopbygges i deres omgang med andre hunde efter overfald. Det er derfor at jeg går så hårdt til værks for at det ikke skal ske. Det andet med hegnet er der jo blevet kommenteret på, og du ved jo også selv hvad næste skridt skal være i den sag.

Hedder det så dåseåbner på en hanhund?

NÅ! Du var da ellers ved at finde egnede madopskrifter som kræet kunne bruges i...? Dørmanden er ikke blevet nemmere at omgås, og spørgsmålet er om det er besværet værd.

I mit tilfælde beror valget af hund for det meste på tilfældigheder. Min allerførste hund blev født hos min daværende nabo, og det var en bestemt hanhvalp fra det kuld der bare ville bo her hos mig. Og han fik sin vilje. Så var der Bjørn der blev kasseret som jagthund og som endte som lænkehund, indtil jeg købte ham for en slik. Robust skravl der nåede en pæn høj alder. Min spinone var et nogenlunde bevidst valg, men desværre blev han kun 5 år. En hund købte jeg hos en opdrætter af strategiske grunde, en anden overtog jeg af barmhjertighed, selvom jeg dengang egentlig ikke brød mig om racen. Og Lille P som kommer fra en rigtig god opdrætter med laaang venteliste, fik jeg uden venteliste, fordi deres kuld var på ikke mindre end 15 hvalpe. Han var sidste hvalp i kuldet, så der var ikke noget at vælge mellem. Hvis en opdrætter mener at være bedre til at finde den rigtige hund til mig, end jeg selv er, er jeg sådan set skredet. Vi kan snakke om tingene, og udveksle råd, meninger og erfaringer. Måske er nogen hvalpe reserveret, det er så OK. Men jeg har også en mening om hvad jeg vil have. Og alligevel lader jeg tilfældet styre hvad der flytter ind af hunde her... Livet er lidt absurd.

Ja, det er jo det. Men jeg er standharftig, og har lige modstået en mulighed for at få fat på en helsøster til Happy, men hun er omplaceret nu. Nu lyder du næsten som du har en billigt til salg. Skal det være for mit vedkommende, er der jo nok nogen i den pukkelryggede familie der står på spring, hvis jeg kan ordne dørmanden.

Ja. Men jeg kender til folk der i en god mening har overskredet deres egne evner som hundeejer, og lige pludselig ender med at have 15 store hunde i en hus på 42 m², i byzone. Det vil jeg gerne undgå. Den greyhound der henvises til er en udmærket hund (tro endelig ikke at jeg først har opdaget ham i dag!). Men han er ikke umiddelbart på spanden. Hvis jeg var superegoist, ville jeg sende en mail til Lille P's opdrætter for at blive skrevet på listen til hendes måske-kuld af deerhound næste år. Hvis jeg var godhjertet ville jeg rejse i den modatte retning efter en hund af anden race som virkelig er på spanden.

Jeg har efterhånden prøvet begge dele. Og noget entydigt svar på dit spørgsmål findes næppe. En hvalp kan du præge, men den indeholder også nogle arvelige egenskaber som måske først kommer til udtryk som voksen hund. En hvalp du overtager i 8-12 ugers alderen er ikke renlig, noget vil der altid ryge på gulvet i starten. En hvalp er god til at lære, og det er således op til dig at den får den basale lærdom der passer til dit liv. En omplacering kan være hvad som helst. Det kan være alt fra en velfungerende familiehund der må omplaceres fordi lille Camilla faktisk har fået allergi, til et psykisk vrag der er blevet kastebold. Hunden vil være præget af andre og på andres liv. Det vil sige at du kan stå over for en hund der reagerer uventet i nye sitiationer. Fordi hunden har noget med sig som du ikke ved noget om. Det er ikke alt der kommer med ved overtagelsessamtalen. Enten fordi sælger glemmer det, eller foretrækker at glemme det. Til gengæld vil hunden være udviklet, og have udviklet de egenskaber som endnu var i det skjulte som hvalp. Voskne hunde kan godt lære, men det tager længere tid end med en hvalp. Har man ambitioner om hundesport på konkurrenceniveau er det ikke vejen at gå.

Jo, men.. Jeg mangler altså et stort krammedyr der løber rundt i hele huset med hovedet i klemme i skraldespanden. Hovedet her ser ud til at passe. Umiddelbart synes jeg at navnet på ham der passer bedre til en havetraktor. Og det hoved kommer aldrig til at kunne sidde ordentlig fast i en skraldespand. I grunden har jeg jo slet ikke brug for flere hunde... Men fantasien arbejder jo lidt alligevel.

Ham her kunne jeg godt tænke mig at hilse på. På den anden side må jeg hellere lade være. Tiger stribbet Grand danois - Grand danois - GulogGratis.dk

Det ligner stille og rolig myndehygge, og alligevel stærke individualister der har hver deres kæphest, om det nu er Läkerol eller tøjdyr.

Idet træner og dyrlæge var og er to forskellige personer, opfattede jeg det som en second opinion. Hov, det er jeg ikke helt uenig i. Men jeg vil gerne tilføje at alt for mange ikke sætter sig ind i en races behov før de anskaffer den. Der er for mange der undervurderer de traditionelle familiehunde, feks diverse retrievere, terriere og spaniels, som jo oprindelig er avlet til at være andet og mere end bare en familiehund eller fodvarmer. Udstillingsringen er ligeglad med hvad hundene egner sig til, ud over udstilling. Det giver mange andre problemer også. Men skal vi skære de problemer væk som udstillingsringen ikke kan finde ud af at sortere i? Eller var det på tide at få omprogrammeret hele avlsarbejdet til at avle hunde der egner sig til det de skal bruges til, og prøve at fortælle hvalpekøbere at der er racer man skal tænke en gang enkstra over inden man anskaffer dem. Jeg ved godt det er ambitiøst...

Helst ikke, jeg synes det er meget interessant med andre tilgangsvinkler end lige mainstream. Den kemiske kastration var et råd jeg fulgte, givet af en adfærdsbehandler og en dyrlæge. Jeg synes det var et dårligt råd. Begge "rådgivere" er i øvrigt meget prokastration. På et eller andet tidspunkt henter alle åbenbart Cesar. Jo, jeg har oplevet den nemme og hurtige genvejs hævn.

Hvem har bevist det? Jeg har været med på specialhold med mine vrag-hunde og har set mange eksempler på folk der kommer med en hund som de er ved at give op over. De har kontaktet dyrlægen som har anbefalet, at hunden kastreres, og det er den blevet. Det hjalp ikke, og først da kontakter man adfærdsbehandler. I løbet af to træningsaftener har de lært hvad kontaktøvelser går ud på. Jeg vil påstå at have set bevist at mange hanhunde er blevet kastreret overflødigt. Det vil en dyrlæge sikkert være uenig i for de par tusind det koster luner jo i pengekassen uanset. Debarking kunne jo være at naboer ikke vil finde sig i hundeglammen hele dagen. I Danmark må man chikanere sine naboer alt det man kan, sådan er det ikke andre steder. I visse dele af verden griber man til kniven, ja, det løser problemet, men fjerner ikke årsagen. Årsagen kan være understimulering, stress, forkert valg af race, hunden er syg etc. Eller at vedkommende måske aldrig skulle have haft en hund? Ved kastration tror jeg også at det er hundeejerne der tager den nemme løsning. Egentlig tror jeg ikke at kastrater altid har det lige let idet vi har berøvet dem noget som vi med vores ubrugelige næser ikke kan skelne - deres lugt. At de måske ikke længere er så trygge ved situationer ser man bort fra fordi det er mest belejliget. Igen kalder jeg det symptombehandling. Dyrlæger kan løse 90% af alle problemer ved kastration, og/eller en pose Hill's. Hvis de også måtte debarke og halekupere og helst også ørekupere, kunne de sikkert løse 100% af alle problemer, og de behøvede ingen avancerede klinikker, men kunne klare sig med denne her: Og en pose Hill's naturligvis. Og det der måtte blive til overs kan Cesar jo tage sig af. Nej, ikke levningerne af Hills hundefoder, men af adfærdsproblemer. Det klarer han med "symptombekæmpelse" for det er jo grundlæggende hvad han foretager sig. Det er at mine hanhunde under forud givne forhold får "lettet trykket" på samme måde som en dyrlæge ville gøre før en inseminering (ikke af hanhunden altså). Det er ikke så kompiceret, hundene får samtidig lært at det er her og kun her, og ingen andre steder den kan foregå. Derfor er jeg er fri for utidig kønsdrift hvor jeg gerne vil være fri for det. Måske nogen synes det er ulækkert, jeg synes det er ulækkert at kastrere og debarke.

Her i forumet har der været masser af tråde hvor man forarges over at feks Cesar Millan bekæmper symtomet frem for at løse problemet. På den anden side er der også ambitionerne i hundesport og hvis målet er førstepladsen, er man nok tilbøjelige til at se bort fra om det er årsagen eller symptomet man bekæmper. Indtil det bliver muligt at fremstille hunde syntetisk, har hunde kønsdrift, og det må vi leve med. Nogen vælger at skære de uønskede dele af/ud af deres hund, mens de harmes over at andre bruger pighalsbånd eller skærer stemmebåndene over på deres hunde. Menneskers kønsdrift kan få dem til at gå langt, enddog til at dræbe. Trods det at mennesker kan købe sig til at få afreageret deres seksualitet, eller hjælpe sig selv... Den mulighed har hunde ikke, og ja ind imellem kan det godt skabe frustration når de ikke kan afreagere deres seksualitet. Jeg har den aftale med mine hunde at der findes én tilladt mulighed de kan afreagere deres seksualitet på, og det virker. Helt uden kniv, og alligevel er jeg fri for deres kønsdrift i utide. Mht til racer der larmer og debarking, alt for ofte glemmer folk hvad det i grunden er for en hund (race) de anskaffer sig. De anskaffer sig en hunderace eller blanding fordi den ser flot ud, eller fordi hvalpen er nuttet. Senere kommer racens egenskaber til at give problemer, eksemplevis ved racer med meget lyd på (ingen race nævnt, ingen glemt). Er det samtidig en hund der er fysisk udholdende og lavet til at arbejde, men skal være alene 8 timer hver dag, og får to daglige gåture á 1000 meter, ja så giver det problemer. Amerikanere der er meget til symptombehandling vælger debarking, eller henter Cesar. Den mere elegante løsning består i at man vælger hunde(race) ud fra deres egenskaber som voksne, og ens egen situation og evne til at håndtere hunde, fremfor deres udseende eller nuttethed som hvalp. OK, ved godt det bliver et langt sejt træk... Af en eller anden grund dukker en amerikansk trend på et eller andet tidspunkt op her. Jeg bryder mig ikke særlig meget om amerikanernes måde at holde hund, og ja, de får oftest deres hunde kastreret i 7 ugers alderen. Tamagochi for resten af livet!

Den her toller skriger ikke, men nogenlunde som en normal hund når jeg går forbi med hundene. Men det lyder bare som den er forsynet med lyddæmper eller sådan noget, for der er kun meget lidt lyd på.. Det der undrer mig er at de allerede for mange år siden havde en anden toller der lød nogenlunde ligesådan. Det er 15 år siden, og det kan ikke være den samme hund. Godt nok er den de har nu ikke helt ung, men den er heller ikke 15. Må se om jeg kan fange det på video en dag.

Her lidt nye billeder fra os. Forleden fik jeg en ny sofa, og det tog ikke lang tid at få den taget i brug. Nu er Lille P jo den eneste nordatlaniske jeg har, resten er "russere", dem kommer vi til lige om lidt.. Sofaer er noget Lille P har forstand på. Og når man så først har fået rejst sig op... gaaab! Ved stranden. Det er som proportionerne i de hjortehunde ikke passer helt, hovedet virker for lille til resten. Så er der russerne. Først og fremmest, og ikke mindst, Jaroff som er så fin. Han havde fødselsdag, og blev 7, så lysene i kagen står efterhånden lidt tæt. Men spist blev den da alligevel. Det kan Jaroff sagtens med de tænder han har tilbage. Jaroff foretrækker også sofaer. Malou er min lille rappenskralde de rnok skal holde styr på drengene. Laaangt spidst hoved. I øjeblikket bor hendes søster med øgenavnet "Tante Maskine" her hos mig, mens ejeren kommer sig efter en hofteoperation med komplikationer.

Tak for billederne. Det er dejlige hunde og dejlige billeder. Jeg har jo selv en borzoi der har måttet spytte en masse tænder ud, så jeg kender problemet med tungen der falder ud. Når jeg sådan ser Mark ligge der med åben mund og tungen ude, kribler det i fingrene på mig for at lægge tungen på plads, og lukke munden, så munden ikke tørrer sådan ud... Det kan man faktisk gøre uden at hundene vågner - i hvert fald når man har samlet erfaring nok i den øvelse.

For nogle år siden overtog jeg en hund der havde været i hænderne på en skidt knægt. En fortælling kan ses her: Projekthund Jaroff Hvis en hund er blevet slået eller sparket, er den bedste start i et nyt hjem at hverdagen har et fast mønster - kald det bare en kedelig trummerum hvor alle dage ligner hinanden til forveksling. Men hunden lærer at dette mønster er forudsigeligt, og ikke farligt. Det skaber tryghed til jer. Når først denne tryghed er etableret, kan man begynde at lave mindre afvigelser i den daglige trummerum, men ikke for mange nye aktiviteter på en gang. Det er vigtigt at i laver nogle simple øvelser som hunden stort set kun kan gøre rigtigt. Sig dens navn, og giv en godbid... Men det er lige så vigtigt at i "logger af" ift hunden, både for jeres egen skyld, og for hundens skyld. Jeg oplevede med min projekt hund at han med tiden blev nysgerrig og kom og ville se hvad jeg lavede, når jeg lavede noget der ikke vedrørte ham.

Min hoftræner har [før denne episode] påpeget at det netop der sådanne ting der kan ske hvis man træner efter Cesar Millans metoder. Og det kan ikke nægtes at han har en betydelig fanskare over there. Voskne kan kue en hund, men det kan et barn ikke, og der kan hunden få overtaget og blive den stærke - hæve sig selv i hierakiet med magt. Ikke dermed sagt at det er hvad der er sket her, men det kan komme med i bunken af overvejelser.

I almindelighed har jeg vide tolerancer for hvordan andre mennesker holder deres hunde. Normalt vil jeg prøve at søge at løse evt dårligt hundehold med dialog. Hvis alt andet sviger, passer det amerikanske ordsprog "When the ring is drawn, Mr. Grenade is no longer your friend" til situationen synes jeg.

For tiden har jeg jo to tæver i huset. Min egen som er intakt holder sig selv fint ren, mens den steriliserede som oftest er noget møget bagi. Jeg spekulerer lid tpå om det er fordi hunden måske ikke har nemt ved at komme til, feks på grund af et problem med ryggen? Feks spondylose i mildere grad eller sådan noget? Det her var lige så meget et spørgsmål som et svar!

Kastration er som helbredende krystaller og astrologi: Den bedste virkning opnås nå rman tror på det. Hvis det er et adfærdsproblem man vil til livs, bør det være adfærdsproblemets årsag man skal arbejde på, ikke at fjerne symptomerne, hvilket kastration oftest er. Jeg har på anbefaling af dyrlæger og en adfærdsbehandler en gang brug tden der stav som hedder Suprelorin. Derved begyndte problemerne først rigtigt for alvor. For en måneds tid siden måtte jeg sige farvel til en hund der havde fået leukæmi. Om årsagen er en "ukendt" bivirkning af et medikament, som fabrikanten er meget lukket omkring vil altid så hen i det uvisse. Så er der det med pelsen. Du har en hund de ri forvejen har meget pels, og den pels kan blive meget svær at holde efter en kastration. De negative virkninger på pelsen ser du ike efter en kemisk kastration, for de problemer kommer først med tiden, alså over længere tid end en kemisk kastration varer.