KimC

Der er forskel på at skyde med et jagtgevær og en pistol. Der er også forskel på den ammunition der bruges. Politiets ammunition er beregnet til at pacificere, og mindre til at dræbe. Desuden ved du ikke under hvilke forudsætninger skudene blev givet. Om der var andre der ikke måtte rammes, om hvorvidt målet bevægede sig etc. Derfor er det lidt for let at dømme, synes du ikke?

Nogen hunde er bedre til at holde sig rene der end andre. Jeg tror ikke det er noget man kan lære dem. Den billigste løsning mht til løbetidsbukser, er at købe underbukser til drenge i passende størrelse (dur ikke til småhunde), og så lade halen gå ud gennem tissehullet.

Det der skete her var også det der skete for mig da jeg kom hjem med Jaroff - ikke fra Spanien, men fra en dansk hundehandler med en sky hund. Lille hoved kombineret med en muskuløs hals gør det svært at få et halsbånd til at sidde pålideligt. Det kan det godt, men det skal sidde pænt stramt. Hvis man kender lidt til denne her hunds forhistorie, vil det være muligt at forudsige hvor den vil søge hen. har den været adehund, vil den når den bliver sulten søge mod steder hvor der lugter af mad, men også hvor der er andre hunde. Tjek gerne evt træningspladser i omegnen. Områder med mange cafeer og restauranter kunne også være et foretrukket mål for en tidligere gadehund.

Tak for en serie lækre billeder. Det er glædeligt at se en ældre hund med grå mule, der godt gider lege med den yngre generation. Det er godt for begge parter. Og giver nogen sjove billeder...

De ideer der skitseres lyder jo ganske udmærkede. Men en ting er intentionerne, noget andet at føre dem ud i livet. Hunde er forskellige, og hvordan vil hundelufteren eksempelvis tackle en hund der bare ikke kan tåle synet af andre hunde? Sådan en hund kan også være meget stressende for evt andre hunde der måtte være med på samme tur. Det lyder jo OK at hundene transporteres i hvert deres bur i bilen. Men er der visuel kontakt mellem burene? Her kunne jeg jo godt forestille mig en aggressiv hund der står og råber ad en ængstelig hund i buret ved siden af? Og hvor går hundelufterens grænse med hvornår en hund er for asocial til at komme på tur med andre? Så er vi jo også nogen der har lidt psykisk "skæve" hunde, altså generelt set hunde med særlige behov, det kan være fysisk (feks operationssår der ikke må belastes for meget eller blive vådt) eller psykisk (feks angsthunde, signalfølsomme hunde etc). Det er den slags spørgsmål jeg gerne vil vide mere om før jeg engagerer en hundelufter.

I den aktuelle sag er det svært at vide hvad de rpræcist er sket. Jeg har ofte oplevet en løs gravhund komme stormende og gå lige i flæsket på mine 4 store hunde. Sommetider kan en gravhund altså godt blive til taber i den slags manøvrer. Hvad angår folks mentalitet i hundeskove har skiltene i den lokale altid været: Hund uden snor, med ledsager. Under fuld kontrol, overtrædelse straffes med bøde. Her skovdistriktet ligger hundeskove indeklemt mellem hovedveje, industriområder og jernbaner. Og alligevel synes jeg ofte at man ser hunde uden kontrol, der bare kommer brasende. Skovpersonalets egne hunde er de værste, de færdes også løst uden ledsager i de dele af skoven der ikke er hundeskov. Så hvordan skulle de regler nogensinde bliver overholdt?

HF's regler siger Debat om tredjepart, skal holdes på et plan, der ikke er stødende eller skadende for denne. Hvis du vil have mit til at poste navn på hvem der holder 15 hunde på 42 kvadratmeter hvor maks er 4, så vil det ikke finde sted. De foreninger jeg omtaler er foreninger der formidler hunde fra Spanien. Også her er det svært at sætte navne på, fordi den ene rager uklar med den anden, og nogen går sammen og danner en ny forening. Jeg har intetsteds skrevet at motivationen er at tjene penge. Motivationen kan sagtens være at hjælpe, og her rammer nogen deres egen blinde vinkel. De kan ikke se problemet i at holde 15 hunde på 42 m² når det nu er i en god mening. Jeg ser det som misforstået hjælpsomhed. Hvis de berørte foreninger har en godkendelsesprocedure, burde det alt andet lige begrænse antallet af "hundeallergier" noget. Som jeg allerede har skrevet kan det være at de der godkender ikke er de rette til at gøre det. Og/eller at foreningen ikke er god nok til at informere om hvad det vil sige at have en ressourcekrævende hund. Er der nogen der har tænkt over hvilket liv der set med hundeøjne er bedst? At leve som gadehund, eller ligge og rådne op i en blød hundeseng 16 timer i døgnet? Nej, man menneskeliggør hundene, og fortolker hundenes følelser som var de mennesker.

Mht til det første billed af en irsk ulvehund vil jeg ud fra ansigtet mene at der må være tale om en skotsk hjortehund. Det havde været nemmere at se hvis hunden havde stået op. Det andet billed kan godt være en ulvehund, det er svært at se. Nu har ingen nævnt navne her, og det lader vi så være med. Der er jo ofterhånden også flere foreninger der formidler hunde hvoraf galgoer udgør en væsentlig del. Der er mindst én forening der ikke har været god nok til det, med det resultat at hundene kort tid efter er dukket op i Gul og Gratis, eller DBA. Ved at besøge en af disse foreningers hjemmeside får jeg det indtryk at det er- 1:Klik på den hund du vil have 2:Betal 3:Afhent i nærmeste lufthavn. Ja, og nogen af dem har rigtig mange hunde. Det kan sagtens være at godgørenheden har taget overhånd, men det kan også være et skridt på vejen til hoarding. Én af de personer der tager rundt og godkender nye ejere, er en person der selv har præsteret at holde 14 hunde af galgo størrelse eller større i et hus på 42m², og med tilsvarende lille grund. I bymæssig bebyggelse, hvor man jo kun må have 4 hunde. Også denne person har hunde der er traumatiserede, men i stedet for at arbejde med de traumer, bliver der bare anskaffet endnu en ny hund. Som det ikke var nok, har vedkommende planer om at avle på en syg hund. Jeg mener ikke at en person som beskrevet er i besiddelde af dømmekraft til at bedømme om andre er egnede til at holde hund. Godgørenhed kan også gå hen og blive for meget, eller misforstået.

Dyrenes Beskyttelse har reageret ligesom medieliderlige politikere ville har gjort. De bliver præsenteret for en sag: En jæger har skudt en hund på ein ejendom... etc. Men inden de kan reagere dukker spørgsmålet op: Hvordan ligger sagen i pressen, hvem holder pressen med? Pressen holdt med hundens familie, OK, det er der vi kan score popularitetspoint. Så kan propagandamsikinen komme i omdrejninger: Vi i [parti, forening] synes det er for dåååårligt at man bare kan skyde en stakkels families søde rare labrador. Den er ikke bare et dyr, men et familiemedlem.. blablabla. Det scorer i pressen, det giver procentpoint i de politiske index, og penge i kassen hos de selvgode dyreværnsfolk! Ikke så forfærldeligt lang tid før kunne følgende være sket: En aggressiv yorkshire terrier angriber en større hund, som tilfældigvis har brede kæber. Yorkien var løs, og uden kontrol, den bredkæbede var i snor. Yorkien taber slaget, taber det rigtigt meget... De selvgode dyreværnsfolk og medieliderlige politikere bliver præsenteret for en sag: En stor hund og en lille hund i slagsmål, den lille hund dræbt. Pressen har taget stilling, de behøvede ikke hele historien for at få en fed overskrift. "Dræberhund bider uskyldig lille hund ihjel!!" Propagandamaskinen starter: "Hunde med brede kæber skal forbydes, og kan kræves aflivet på forlangende af politiet, ingen rettergang, ingen appelmulighed... Hvad der rent faktisk er sket er man ligeglad med. Nu er hunden ikke længere nogens kæledyr, men et skadedyr der kan og bør udryddes. Det scorer point i pressen, det scorer procentpoint i de politiske index, og penge i kassen hos de selvgode.

Når en bullshit-et-eller-andet-kamphund angriber en "lille sød" yorshire terrier, så er det bullshit'en der skal forbydes og aflives øjeblikkeligt. Når en labrador angriber nyfødte hjortekid, eller stresser dem, er det bare dens naturlige instinkt. Og hele verden græder snot over at hunden bliver skudt. Der er altså forskel på hvem der angriber, og hvem der bliver angrebet, selv om konsekvensen for yorkien og rålammet nemt kan blive det samme.

Selv om jeg er enig i at en der holder dyr skal have lov til at forsvare disse mod angreb, uanset om det er fra vildt, eller hunde, er loven på visse punkter forældet. Faktum er at den hund der nu bliver "sørget" så meget over har fåe tlov til at strejfe, og at der ikke er gjort noget effektivt for at stoppe det. Ejeren har accepteret at den levede livet farligt, for hunden kunne ligesåvel være blevet dræbt af en bil, eller ved markarbejde. Var hunden rendt ud foran en tohjulet trafikant, kunne denne også være kommet i fare. Hvis folk nu lige pludselig kommer i tanker om at hunde og katte er mere end bare husdyr, at de er værdifulde familiemedlemmer, må de også tage sig sammen og passe dem som sådanne. Her et citat fra loven: Jeg vil godt vide hvor man kan få opstaldet en hest eller en ko for en femmer om dagen. - og hvilke hundepensioner der vil passe mine hunde forsvarligt for en daler pr stk, pr dag.

En genbrugshund kommer med noget i bagagen. Den har lært at gøre et eller andet på en bestemt måde, har erfaringer og oplevelser som du ikke kender til, men som hunden vil reagere på. Der går nemt et halvt år med at finde hinanden, og det kan ikke undgås at der skal lidt problemløsning til, og at hunden reagerer på en måde du ikke forstår i første omgang. Min første genbrugshund fungerede ganske godt fra starten, men knurrede i mærkelige sammenhænge. Feks når han ville hilse på mennesker, eller andre hunde: logrende krop, og knurren. Jeg fandt ud af at han havde leget meget med frilandsgrise, og når de er i godt humør grynter de. Den lyd kan en hund ikke frembringe, men en knurren kommer tæt på, og sådan havde Bjørn lært at lege med grise. Efterhånden er jeg mest til genbrugshunde for det er faktisk meget lærerigt, og der er nok af dem hvis man ikke er for kræsen.

Har du før prøvet at have en genbrugshund? Umiddelbart er det ikke bare sådan at sige det er godt, eller skidt, for sucessen afhænger af de individer projektet omfatter. Der dukker jo af og til ældre hunde op til formidling, spørgsmålet er så bare at finde den rigtige til formålet.

Muligvishavde min tilgang til spørgsmålet om sterilisereing været en anden hvis der havde været tale om korthårede racer. Men også de korthårede racer kan være en udfordring mht til fældning, hvor jeg dog må sige at de lange hår er relativt nemme at få fjernet fra huset. På adfærdssiden har "mine" to tæver en lidt forskellig baggrund der nok har en eller anden indflydelse på deres forskellige adfærd. Men generelt har jeg det med kastration som med astrologi, healing og diverse krystaller: Den bedste virkning opnås hvis man tror på det.

Indtil videre har jeg jo en plejehund som er kuldsøster til min egen tæve. Min egen er intakt, og plejesøsteren er steriliseret. I og med at de er helsøskende tillader jeg mig at samenligne dem. Min intakte tæve har en fin lang silkeblød pels som egentlig ikke kræver det store vedligehold. Der skal børses en gagn imellem, og det er så det. Søsteren har en endnu længere og kraftig pels, der mangler evnen til at holde sig selv ren. Jeg kan børste hende alt det skal være, og en halv time senere ligner hun en hund der ikke er blevet børstet i måneder. Hårvæksten er betydelig større, og det har medført at jeg er nødt til at intimbarbere den steriliserede tæve for at det ikke skal blive uhumsk i den ende. Min egen tæve er altid pæn ren i den region uden at jeg skal hjælpe.. På adfærdssiden er min egen tæve blid og kærlig, og meget kontaktsøgende, hvor hendes søster bare kukkelurer på noget at æde, hundeafføring er helt OK, eller nogen at gø ad. Med den erfaring i bagagen tager jeg min egen tæves løbetider med det besvær det giver med hanhunde i huset. Hverdagen med alternativet er ikke bedre.

Det var jo så heller ikke min kop te, derfor skred jeg også til sidst.. Og de der gør, bliver ofte stemplet som kværulanter, eller bliver ganske enkelt hældt ud. Tjenestemænd kan man jo ikke lige sådan hælde ud, men man kan forflytte dem til stillinger som ingen vil have. Inden for det offentlige hjælper det efterhånden ligelidt at gøre opmærksom på noget, det eneste man kan opnå er at skade sig selv. Under den borgerlige regering var justitsvæsenet en mærkesag for de konservative - med eftertryk på vat. Lene Espersen vil jeg ikke kalde dum, sammenlignet med hendes efterfølgere... men hun havde for mange gøremål når nu de andre partifæller med justitsvæsenet som mærkesag ikke kunne noget, hvilket de også senere fik mulighed for at vise os. Rød blok har lovet at ændre hundeloven, og gud ved hvad. Justitsministeren er endda over middel for regeringens minsitre som sådan. Men regeringen er lammet af at de ikke kan blive enige om ret meget, og nogen er så vant til at være opposition at de er i opposition til bådre oppositionen og regeringen. Danmark har formandskabet for EU hvilket regeringen lader til fuldstændig at have glemt - eller opgivet. Så udsigterne til at der er nogen der foretager noget for at rette op på tingene er lig nul. Derfor er jeg modvilligt nødt til at have forståelse for at de bedste folk hænger uniformen på bøjlen, og søger andre steder hen. De der bliver tilbage er ikke noget at prale af, og er ikke noget godt udgangspunkt den dag der evt kommer politikere på banen som har tænkt sig at rette op på tingene, som hvis feks Danmark bliver invaderet og besat af Sverige hvilket er den eneste udvej jeg lige nu kan se.

Efter politireformen er der en del politifolk der har søgt andet arbejde, ofte uden for statens tjeneste. Det er typisk den slags mennesker der har behov for at se en mening i det arbejde de udfører der går, og det er dårligt for politiet (og andre statsinstitutioner der lider under samme symptomer). De der bliver tilbage er dem med en embedsopfattelse hvor en fodboldkamp eller julefrokost prioriteres højere end et arbejde der er ansat til. Deres arbejdsmoral bliver heller ikke bedre af de vilkår de bydes. Jeg har selv prøvet at arbejde på en (ikke statslig) arbejdsplads hvor ledelsen var katastrofal dårlig, og der oparbejdede vi faktisk en vis ligegyldighed over for det vi var sat til at varetage. Når man påtalte at noget måske var galt, fik man at vide at "det er ikke det du er ansat til". Så en fredag eftermiddag ser man tilfældigvis et vandrør der er ved at springe læk. Er ved at tage telefonen og - menhusker at man jo ikke er ansat som husets vand og varmemester, har intet set, intet hørt. Mandag morgen var der sluppet ganske meget vand ud, og en masse var ødelagt. Ikke mit problem! Så ja, det er skide irriterende at møde folk med den opfattelse af deres arbejde. Men der er altså en grund til at de har oparbejdet den holdning, og den skal findes hos de mennesker du aldrig får til telefonen.

Nej, det kan man ikke. Jeg er lige ved at sige at du var heldig, for der kan ske ting der er værre end det du oplevede.

Tak for jeres søde ord. Happy var vel ikke en virkelig intelligent hund, men snarere en meget impulsiv type og en stærk personlighed. Det var fuld fart frem hele tiden, han havde aldrig tid til at snuse til noget, fordi der hele tiden sikkert var noget omking næste hjørne der ville være endnu mere spændende at snuse til. Det var først her i den sidste tid at han fandt tid til virkelig at bruge næsen, som jeg ellers altid har beskyldt for at være en attrap af sort siliconegummi. Få dage før sin død, fandt han en pæn håndfuld smykker som var trådt ned i græsset i en park. De havde ligget der længe, og jeg tog dem med hjem, og fandt ud af at det altså ikke var noget der stammede fra en tyggegummiautomat. Dem har jeg afleveret hos politiet i dag. Siliconeattrappen fungerede! Det charmerende ved ham, og samtidigt også det største problem var at han ofte bare gjorde det der lå lige for. Et barn der græder kunne Happy slet ikke bære, og ville trøste. Det er bare ikke alle børn der finder trøst i ansigtsvask med en 8 cm bred hundetunge. I den sidste tid var jeg nødt til at holde Happy isoleret fra mine andre hunde. Han havde ikke problemer med fremmede hunde bortset fra den tid hvor han døjede med det skide Suprelorin. Endnu her i Januar var han figuranthund på et problemhundehold, noget han kunne rigtig godt. Det var jo nok den lurende kræft der gjorde ham usikker ift sin egen position i min flok, og det gik desværre ikke altid lige godt. Men jeg var meget tøvende over for at holde ham isoleret fra de andre hunde, hvilket viste sig at være forkert, for han var virkelig glad for det. Mht til at jeg stadig har 4 hunde, så må jeg passe på ikke at sige "hyp alle mine heste". Jeg har kun 3 hunde, men der befinder sig 4 i huset.. Den ene er ikke min, men er udstationeret hos mig. Grunden var alvorlige adfærdsproblemer, både pga dårlig prægning, men også pga et overfald fra en anden hund. De problemer er væsentligt forbedret, om end ikke 100% løst, det bliver de aldrig for der er også noget arveligt i de linjer. Men det var meningen at hun skulle have været hjem her i foråret. Nu skete der det at ejeren blev syg, og netop har overstået en hofteopreation. Der var komplikationer ved operationen, og genoptræningen kommer til at tage længere tid end normalt. Derfor bliver min plejehund nu her indtil videre, og der er ikke nye planer for hjemsendelse før ejeren er helt rask igen. Så jeg har da de hunde jeg skal have og kan have. Derfor er der heller ingen tanker om nogen afløser for Happy. Happy fyldte meget, selv om han var lille af sin race. Han fyldte mere psykisk end fysisk, for han kunne sagtens ligge på en utrolig lille plads. Men der er så stille nu. Der mangler lyden af døre der er ved at blive revet af hænglserne, en stor hund med hovedet i klemme i skraldepsanden der tonser gennem huset, eller har klistret sig ind i sirup. Eller bare krævede meget opmærksomhed. Russerne svæver lydløst gennem huset, og Lille P er kun på benene når man vækker ham, eller han falder end af sofaen. Der er så stille nu.

Det var jo min tur i går. Og jeg lod dyrlægen beholde Happy. Det der er tilbage nu er et dødt legeme. Sjælen har forladt det, og det var sjælen og personligheden der betød noget. Både sjæl og personlighed boede jo i et legeme, men uden dem er legemet som et tomt hus der aldrig vil flytte nogen ind i igen. Jeg valgte fælleskremering og får ikke nogen urne eller noget. Jeg valgte at tage afsked ved dyrlægen. Hvad der herefter sker med det døde legeme er mig ikke ligegyldigt, men jeg foretrækker ikke at tænke over det. Det eneste jeg har beholdt af Happy var en tot hår som kommer til at sidde på bagsiden af et billed. Billedet skal jeg til fotohandleren og have trykt i dag. Så skal jeg også forbi strisserne og aflevere en håndfuld smykker som Happy fandt på en af vores sidste ture. Og så skal jeg forbi dyrlægen og have betalt en regning, det fik jeg ikke gjort i går, så han kan stadig holde mig i gang. Måske vælger jeg at lade dem sende regningen i stedet, for jeg vil dog trods alt nødigt opleve at der lige holder en lastbil som er ved at blive læsset med lyseblå plastsække. Således overlades æren til mindet, og de gode minder skal man sikre sig mens tid er.

Efter en søndag formiddag hvor Happy stadig kunne lege lidt i havenm gik det pludselig ned ad bakke. Natten var lang, hvor han lå i min seng og skulle nusses. Af sted til dyrlægen straks her til morgen. Resultatet fra biopsien var kommet, og på baggrund af det, fik han lov til at få fred. Han vidste godt hvad vi skulle. Jeg ville have kørt ham i min røde vogn, den var også med, men Happy mobiliserede de sidste kræfter og gik de 2½ kilometer i pænt tempo. ca ti minutter over ni stoppede hans hjerte. Her er det første billed af Happy, taget på færgen på vej hjemefter fra Fyn Og her et sidste billed, taget da solen et splitsekund brød gennem skydækket, vi er kun ca 3 minutters gang fra dyrlægen. Nu er det overstået, alt hvad jeg har her er et tomt halsbånd og en tot hår. Selvfølgelig er jeg ked af det. Men på en måde også lettet, fordi det nagende spørgsmål nu er besvaret, og det uundgåelige overstået. Nu har jeg jo stadig 4 hunde som unægtelig er blevet forsømt noget i den sidste tid. Jeg skal også have indhentet en nats søvn. Så der er nok at tage fat på. Og skal jeg være helt ærlig, så var den sidste tid med Happy ikke speciel nem, fordi han var blevet eksluderet af min flok. Jeg var nødt til at holde ham totalt adskilt fra de andre, hvilket er meget besværligt, men viste sig at være en løsning som Happy var vældig glad for.

Tak for jeres søde ord og tanker. Her til formiddag legede vi lidt med bold i haven. Hen over middag blev han sløjere, men har lige netop laret en gåtur på ca 150 meter. Han har ikke spist siden fredag. Vil ikke engang have en pølse. Derfor ser det ud til at det bliver i morgen det uundgåelige skal ske. Jeg ville jo egentlig have afventet resultatet af den biopsi, måske også for at klamre mig til det meget lille håb at det kunne være noget andet som måske kunne helbredes. Men hvis ikke det lykkes at få Happy til at tage næring til sig inden dyrlægen åbner i morgen, så skal det være. Dert er som han selv ved hvad der skal ske, og hvad der er bedst. Når jeg går med ham, søger han i retning af dyrlægen, og tøver og sakker bagud når jeg ændrer kursen.

Min store ulvehund, Happy er alvorligt syg. Han har meget sansynligt leukæmi. I torsdags var vi ved dyrlægen for at få taget en biopsi af de hævede lymfekirtler. Resultatet er ikke kommet endnu, men alle symptomer peger på leukæmi. Happy har tabt vægt, ca 5 kilo, han ha ringen appetit (har ikke spist siden fredag) og virker trist. Dog kan jeg stadig få lidt af det gamle Happyhumør frem i ham. Og vi nyder den korte tid sammen der er tilbage. Jeg vil afvente resultatet af biopsien, men er den positiv skal det uundgåelige ikke udsættes. Her er lidt billeder fra i går. Mit kontoer er meget lille, men der er lige plads til det store dyr. En orange bold kan stadig bruges til lidt leg. Og bringe gløden tilbage i hans øjne. Så kaster jeg bolden, og han springer efter den, let og elegant, og bringer den tilbage. Det er svært at forstå, men det store glade dyr kan ikke mere. I løbet af ugen der kommer bliver jeg derfor nødt til at gøre ham den sidste tjeneste.

Man kan fjerne mange typer maling ved at indgnide stedet med brun krystalsæbe, og dække det med tynd plastfolie i nogle timer. Derefter kan malingen som oftest vaskes af. MEN der er risiko for at der også kan vaskes noget af som ikke skulle vaskes af, såsom vindjakkens farver eller vandimprægnering.

Mine mynder kan godt lide at gå spor. Nogen synes at det at lære mynder at gå spor er som at sætte trailertræk på en Ferrari, og man kan givetvist finde hunde der er mere egnede (hvis man tænker i konkurrence), men virker gør det da.