hvorfor har du hund?

[Gæst jepsen]

Jeg fik Dupond efter svær sygdom. Min kæreste kunne godt mærke på mig, at jeg savnede et eller andet. Jeg gik jo bare hjemme og kedede mig!

 

En dag siger han så: "Tag du ud og find en hund. Du må selv bestemme hvilken race det skal være".

 

Jeg tænkte og tænkte og tænkte så det KNAGEDE!

 

Jeg bestemte mig for en labber. Så ud tog jeg og besøgte hvalpe.

 

Nu er ALLE hvalpe jo bare søde, men alle hvalpe var også bare ...... Ikke lige mig. Da jeg så Dupond for første gang, vidste jeg, at det skulle være ham. Han var så en lab/border blanding, men ...... Han sad bare og gloede på mig som om jeg var rummet. Der løb 9 andre hvalpe rundt og prøvede at få opmærksomhed, men ham den lille... Han sad bare. Lige indtil fanden tog i ham og ikke har forladt ham siden!!

 

Jeg fik hund, fordi jeg havde bruge for "noget" i mit liv.

 

Jeg har hund nu, fordi jeg ikke kan forestille mig andet!

[Gæst Missing]

Det minder mig lige om mine sommerferier i smmerhuset.

I huset bag os boede et ægtepar med en dalmatiner. Det eneste resten af familien havde med ham var at der blev hilst og måske snakket lidt en gang imellem, men hver morgen hele sommeen stod jeg klar meget tidligt om morgenen og gik med ham ud på morgentud med hunden. Tror de andre synes jeg var tosset, men elskede vores ture.

 

Da jeg blev lidt ældre cyklede jeg hver dag ud til mig faster og onkel og hentede Krølle - en temmelig glat labradorblanding og gik i skoven med hende.

 

Gitte

 

Ah ja, den hund jeg luftede mest og havde det tætteste bånd med, fortsatte jeg med at lufte, da jeg flyttede hjemmefra. Selv da jeg flyttede langt væk, sørgede jeg for at tage forbi hende, hver gang jeg besøgte min mor. Jeg fik en sidste dejlig tur med hende 14 dage inden hun blev mæt af dage Hun blev 17 år og jeg luftede hende alle 17

[Gæst Valishia]

Hmm ja godt spg.

Jeg er egentlig heste pige. Men dyr generelt har altid været mig. Jeg elsker den kærlighed, der bare er.

Som barn med schæfere, katte, høns (havde min egen kælehøne), nymfeparakiter, en enkelts westtie, undulater, kaniner, og en dværgpapegøje. Men heste fyldte mest. Da jeg flyttede hjemmefra, var det hele bare tomt. Da jeg flyttede sammen med daværende kæreste, var det stadig tomt. Jeg gad jo ikke med i byen og drikke mig i hegnet, gad ikke spille computer hele dagen, men der var ikke andet. Jeg flyttede 250km fra min omgangskreds, så hvad sku man lave??

Nå men jeg fik mig en fantastisk kat med kæmpe personlighed. Beniamino hed han. Efter 2 år kunne jeg bare ikke give ham det han havde brug for. Min nuværende kæreste spurgte mig, om jeg ville flytte over til ham (togture mellem kbh og århus blev for meget). Desværre tålte han ikke min kat, og der måtte heller ikke være kat i lejligheden. På dette tidspunkt har katten haft en urolig tilværelse, min eks og jeg boede nemlig sammen 3 mdr efter han var smidt ud. Han var ikke særlig venlig ved katten. Så jeg havde egentlig godt opdaget, at jeg kunne ikke give den kat det han havde brug for! Så midt okt. Sidste år havde jeg fundet et fantastisk sted hos en ung fyr, som havde haft mc katte. Han hentede ham. De byggede katte"bur" til ham i haven og han bliver fodret the barf way. Jeg har aldrig accepteret, at jeg fejlede som ejer til Beniamino. Og kæresten har kunne mærke, at jeg har haft den her tomme side. Så i efteråret blev jeg bare for træls at høre på, plagen om en følgesvend. Heste er der ikke penge til på en su, kat udelukket, såååå ja en hund! Nå så sku vi da finde en, som kæresten kunne tåle. Schæfer udelukket, lab, golden osv udelukket. Nå vi endte jo så med at falde for dansk spids. Og skulle egentlig havde fået en hvalp efter Hope. Men hun gik tom! Avler synes ikke de ville avle på hende, og hun passede ind hos os, hvor hun var den eneste hund. Så ja uge 42 fik vi hende hjem. Og det har jeg aldrig nogensinde fortrudt! Ikke at hvalpe ikke er søde, men Hope passer bare ind her

[Petrine]

Petrine - kærlighed

Zamzam - selskab til Petrine

Fønix - medlidenhed

Ella - ups

[potil]

Nu er det på tide at hive den her frem igen tror jeg.... det var ihvertfald et hyggelig gensyn :hjerte:

[lilleraev]

Same story. Har haft hund siden jeg blev født. Jeg tror jeg har en forbindelse som ingen andre i min familie har. Selvom vi har haft egen hund, har der været perioder mellem hunde, hvor jeg bare har følt tomrum. Jeg har måttet hives igennem gågaden hver gang der kom en hund forbi, for hvis min mor ikke var hurtig nok, var jeg over alle bjerge for at spørge "bider hunden? Må jeg klappe den?". Der er en eller anden samhørighed mellem mig og dem - jeg kan ikke forklare det, men det er som om jeg kan forstå hvad de siger og vil, og omvendt. Derfor har mine hunde nærmest aldrig snor på - med mindre der var andre mennesker omkring og derfor har jeg 7-9-13 aldrig haft bøvl med raseren af hus osv.

Nu har jeg min kærestes hund, som jeg ikke helt ser som min, og så adopterer vi gamle Tex fra Qaws, så mit liv er beriget med 2 dejlige hunde... Meeeeen siden jeg fandt granden, kan jeg nok ikke længere nøjes med andre racer... Tænk man fandt sit hjerte dér!

[Therese]

Jeg har hund, fordi jeg elsker dyr og fordi en hund ikke tænker på hvor grim jeg er med morgenhår, om der er pletter på mit tøj eller om der ligger nullermænd under sengen. Den er her bare og den er altid glad... Og det er fantastisk at komme hjem til en hund, der altid er lykkelig for at se en - kan glæde mig til at komme hjem til Bobo hele dagen :hjerte:

 

Og så hjælper det mig virkelig, at jeg SKAL ud hver dag. Har døjet så meget med depressioner de sidste par år, men siden jeg fik Bobo, har jeg nærmest ikke mærket noget til det. Ikke noget af betydning i hvert fald... Bliver bare i godt humør af den skøre kugle

Det ER virkelig sundt for sjælen

[Gæst S'eren]

Fordi jeg bare er så egoistisk at jeg ikke kan undvære?

 

Nej... det en hund giver mig, de aktiviteter det indebærer og al den kærlighed man får igen er uvurderlig!

der findes simpelthen ikke bedre end en logrende hale

[Doberfan]

Har ikke læst tråden, så mit svar er helt ud af det blå.

 

Den korte version må være fordi jeg ikke kan/vil leve uden.

 

Den længere version: At blive modtaget af ubetinget kærlighed hver gang man går ind ad døren uanset om man har været på en uges ferie eller rendt et ærinde på et kvarter. Ikke blive dømt på udseende, hudfarve eller politiske holdninger. Underholdningsværdi, selskab, tryghed. At blive mindet om at glædes over de simple ting i livet. At opfylde et andet levende væsens behov til fulde og lidt til og opleve deres taknemmelighed.

 

Og efter jeg er blevet involveret i rescue er der så også flere grunde: fordi der er så uendelig mange hunde der mangler hjem. Hunde der har været mishandlet/vanrøgtet eller bare overset. At opleve disse hundes tillid og kærlighed er noget der lidt overgår min forstand. Og noget jeg stræber efter at lære af.

 

Hvis alle hunde havde gode og kærlige hjem er det muligt at jeg kun havde to. Men så længe der er hunde der lider tager jeg så mange jeg kan uden risiko for skilsmisse.

[Gæst The dogfather]

Fordi jeg ikke selv bryder mig om at bide i folk jeg ikke kan lide...

 

Ej det rigtige svar står længere tilbage i tråden..

[Ninjamor]

Af vane

[Lonny]

Jeg tror lidt at jeg kan lægge mig op af Thomas' svar, nemlig at hunde lærer mig at være i nuet.

 

Jeg dvæler (som alle andre) altid ved i går, eller er ved at planlægge i morgen, det er stort set kun når jeg leger med Luna eller går tur med hende, at jeg helt glemmer mig selv og bare er