3 måneder efter nedskæringen i min flok....

[Inkognito]

I dag er det jo 12 uger siden, at vi sagde farvel til Rosie og det har været en noget turbulent tid både for os mennesker, men i stor grad også for Mollie og Jessie.

 

Og jeg tænkte, at jeg ville liste de ændringer vi umiddelbart har oplevet med tøserne; både individuelt og sammen i flokken. Jeg har forsøgt at være så nøgtern, som jeg kan.

 

Gode råd eller advarsler modtages gerne, hvis der er noget, der skriger til himlen, som jeg ikke selv har opdaget.

 

Mollie:

Det var hende, der kom voldsomt til skade i Rosie's overfald på hende og jeg vælger at bruge udtrykket "overfald" på grund af Mollie's skader og den indvirkning det havde på hende.

 

Mollie var dybt rystet/chokeret efter episoden og var fuldstændig apatisk, da vi var ved dyrlægen med hende på dagen - dyrlægen kunne ikke engang genkende hende. Det var en meget chokerende oplevelse for os mennesker at se Mollie på den måde - jeg kan bedst beskrive det som om Mollie havde givet op.

Mollie turde ikke gå ud i bryggerset (hvor det var sket) i 48 timer og hun kiggede sig nervøst omkring, når hun var udenfor hele weekenden (Rosie blev aflivet om fredagen, hvor de inden havde været adskilt i mere end 24 timer).

 

Mollie begyndte langsomt at slappe af igen og så begyndte vi at se væsentlige ændringer i hende.

 

Mollie er begyndt på flg.:

- Hun stjæler fra bordene (dette var kun Rosie, der gjorde dette - Mollie har altid ladet mad være på bordet).

- Hun er blevet legesyg og lægger op til leg med Jessie - dette voldte store problemer i starten grundet Mollie's verbale måde at være på, men nu leger de både med og uden lyd.

- Hun er blevet fræk - jeg vil næsten kalde hende hvalp igen.

- Hun er blevet mere kælen og kan nu ligge på ryggen i sengen med Jessie i nærheden og blive kløet på maven - dette "turde" hun ikke før og hvorfor vi ikke så det som et advarselstegn, aner jeg ikke.

- Hun er begyndt at efterligne Jessie's rengøringsritualer om aftenen i sengen (Jessie rengører sig selv på brystet præcis som en kat).

 

Jessie har også ændret sig siden Rosie's aflivning, men var ikke så hårdt ramt psykisk af overfaldet på Mollie.

 

Jessie er begyndt på flg.:

- Hun leger mere nu; både alene og med Mollie.

- Hun er blevet lidt mere usikker på hunde, der gør lige pludseligt og voldsomt.

- Hun er blevet besidderisk overfor mig, hvis jeg bruger tid sammen med hende. Hvordan ændrer jeg på dette?

- Hun er blevet endnu mere nusseglad.

- Hun er blevet noget mere højlydt verbalt.

- Hun er blevet mere løssluppen; f.eks. løber hun meget hurtigt rundt, når hun bliver ekstra glad ved hjemkomst.

- Hun virker som om hun kæmper lidt hårdere for at være tæt på os mennesker og presser Mollie væk fra tid til anden.

 

Mollie og Jessie's relation til hinanden har jo også ændret sig og her er jeg noget mere usikker....

 

Tøserne er begyndt sammen på flg.:

- De slikker hinanden i mundvigerne og i "ansigtet". Hvad er det de gør?

- De efterligner hinanden i forskellige adfærd.

- Jessie kan være lidt strid overfor Mollie, når Mollie vil nusses, men vi ser lidt samme tendens hos Jessie, hvis det er fremmede hunde, der nærmer sig os eller især mig.

- Mollie virker utroligt overbærende overfor Jessie; selv når Jessie støder ind i hende, reagerer hun meget lidt, hvilket er ekstremt atypisk for Mollie.

- Når Jessie f.eks. har været med mig til træning, så virker Mollie meget stille og forsagt, når de introduceres for hinanden igen, hvor Jessie virker lidt bossy.

Introduceringen forgår ved at Jessie får lov at komme ud af bilen og løbe lidt, hvorefter Mollie bliver lukket af huset, mens Jessie er optaget af noget andet.

Mollie kommer næsten krybende ud af huset og er meget stille + virker tememlig usikker, når Jessie kommer hen til hende typisk løbende med høj hale og løftet hoved.

Dette er jeg meget usikker på; både hvad der sker og hvordan jeg gør det bedre.

 

Martin har også taget skade af hele situationen med Mollie og Rosie; han kan ikke slappe af, når Mollie og Jessie skal mødes og han har meget svært ved at slappe af, når de leger.

Martin holder sig væk fra de to situationer for ikke at præge hundene.

Han bliver meget nemt anspændt i nærheden af dem, hvis der bare bliver brummet lidt f.eks. i madsituationen, hvor Mollie er slem til at presse Jessie i perioder.

 

Jeg er heller ikke sluppet uden mén.....

Jeg er igang med at lære mig selv at have mere is i maven i legesituationer og situationerne, hvor der bliver brummet - det går langsomt fremad.

Jeg har lært at holde af Jessie og vise hende, at jeg holder af hende - jeg har haft et anstrengt forhold omkring Jessie lige fra starten af.

Jeg er begyndt at føle lyst til at træne med tøserne igen; herunder også Jessie, hvilket jeg aldrig har haft.

Jeg arbejder på at tilgive mig selv for ikke at have set hvor dårligt et forhold der egentlig var imellem Mollie og Rosie.

Min selvtillid omkring det at have hund har været helt nede og vende, hvor jeg var sikker på, at jeg ikke kunne gøre noget rigtigt omkring hunde, men det er langsomt begyndt at vende.

Jeg kæmper stadig med det faktum, at jeg måtte vælge mellem to af mine hunde og ingen af dem kunne omplaceres=en af dem skulle aflives.

Jeg er så småt begyndt at indse, at jeg højst sandsynligt får hund igen i fremtiden.

Jeg er 110% sikker på, at jeg ikke kommer til opdrætte hunde - det hverken tør jeg eller kan jeg.

Jeg ved 110% sikkert, at jeg ALDRIG kommer til at have 3 hunde igen og at jeg højst sandsynligt skifter over til han/tæve-kombinationen eller han/han-kombinationen, hvis jeg skal have 2 hunde igen.

 

Hele mit forhold omkring at have hund er blevet noget mere afslappet, nu hvor mine ambitioner om avl er væk.

 

Og så må jeg jo se, om der er nogle, der overlevede mit lange indlæg og har nogle inputs

[Lonny]

Jeg har læst dit lange indlæg :ae:

 

Men jeg vil gerne lige tænke over det før jeg svarer

[Amocca]

- Hun er blevet besidderisk overfor mig, hvis jeg bruger tid sammen med hende. Hvordan ændrer jeg på dette?

 

desværre har jeg ingen kloge ord, men håber andre har, for jeg lider af samme problemstilling...

 

 

- De slikker hinanden i mundvigerne og i "ansigtet". Hvad er det de gør?

Hvis jeg skal tale af egen erfaring, så "bonder" de... Karla og Sif gør det i stor stil, især hvis det er flere dage siden de så hinanden sidst... så er de nærmest begge to helt våde i hovederne efter sådan et ritual...

 

Karla gør det også ved mennesker - det er hendes måde at vise glæde, kærlighed og fællesfølelse på...

 

Og så må jeg jo se, om der er nogle, der overlevede mit lange indlæg og har nogle inputs

 

jeg overlevede, men har desværre ikke mange svar - det lyder dog til at gå fremad - og det er jo fantastisk :5up:

[Gæst Buddha]

Synes virkelig du har skrevet et flot og meget åbent indlæg! Jeg håber du får mange brugbare svar, synes det er rigtig godt, at du lægger mærke til så mange ting og handler ud fra dem.

 

 

Det med at Jessie vil have dig lidt for sig selv, kan du vise hende det positive i, at Mollie også er i sofaen/i din favn med ros og super top lækre godbidder? Eller vil det være som at presse citronen?

Måske i starten på en afstand, som lige er lidt længere, end at Jessie når at reagere.

 

Jeg tænker også, at det du forklarer med, at Mollie er meget nervøs når Jessie kommer hjem fra træning, jeg ville nok give Jessie snor på, så det var Mollie der kom hen til hende i eget tempo, i stedet for at hun måske føler sig lidt presset, når Jessie kommer imod hende med højt hoved?

[Gæst mulline]

 

 

Hvis jeg skal tale af egen erfaring, så "bonder" de... Karla og Sif gør det i stor stil, især hvis det er flere dage siden de så hinanden sidst... så er de nærmest begge to helt våde i hovederne efter sådan et ritual...

 

Karla gør det også ved mennesker - det er hendes måde at vise glæde, kærlighed og fællesfølelse på...

 

Rottetøserne gør det også, og jeg opfatter det klart som kærlighed til hinanden:lun:

[BlackGSD]

Dejligt at der er sket så meget fremgang, selvom det selvfølgeligt er hårdt at det er grundet Rosie´s aflivning. Men hvor må det være befriende og afslappende for Jessie og Mollie, det siger deres adfærd jo tydeligt

 

Det jeg tænker lidt: Har du overvejet at lade Jessie sterilisere, eller dem begge??? Tænker at det måske kunne afhjælpe Jessie´s besidderriske adfærd, og dæmpe Mollie i spisesituationer.

Og så slipper I for de hormonelle gnidninger det kan give med to tæver. Jeg ville aldrig selv have to tæver sammen, medmindre at den ene eller begge var steriliseret. Og ville altid vælge at sterilisere hvis tæven ikke skulle bruges i avl. Har mistet en tæve til kræft pga hormonforstyrrelser

 

Men dejligt at det går fremad, og jeg håber at det bare fortsætter i den positive retning. Mange kram herfra :5up:

[Ulla H]

Det er for mange hunde svært at bo med for mange tæver sammen- også selv om ejer føler sig som en god leder. Jeg har også måtte træffe et kedeligt valg med tæver der ikke kunne omplaceres uden risiko.

Har lige nu 4 stk, kun en steriliseret, 3 fertile.

Iøvrigt var begge mine aggresive tæver blevet steriliseret pga HD status og hanhund i huset.

Jeg går altid med alle tæver sammen og tør nærmest ikke tage een ud til træning eller udstilling, og så komme hjem til samføring.

Så kun hannen her kommer afsted alene.

[Inkognito]

Jeg har læst dit lange indlæg :ae:

 

Men jeg vil gerne lige tænke over det før jeg svarer

 

Det er så i orden

 

desværre har jeg ingen kloge ord, men håber andre har, for jeg lider af samme problemstilling...

 

Hvis jeg skal tale af egen erfaring, så "bonder" de... Karla og Sif gør det i stor stil, især hvis det er flere dage siden de så hinanden sidst... så er de nærmest begge to helt våde i hovederne efter sådan et ritual...

 

Karla gør det også ved mennesker - det er hendes måde at vise glæde, kærlighed og fællesfølelse på...

 

jeg overlevede, men har desværre ikke mange svar - det lyder dog til at gå fremad - og det er jo fantastisk :5up:

 

Altså det lyder det jo rart, hvis de bonder Det kan jeg godt lige klare.

 

De virker også meget afslappede, når de gør det.

 

Synes virkelig du har skrevet et flot og meget åbent indlæg! Jeg håber du får mange brugbare svar, synes det er rigtig godt, at du lægger mærke til så mange ting og handler ud fra dem.

 

Det med at Jessie vil have dig lidt for sig selv, kan du vise hende det positive i, at Mollie også er i sofaen/i din favn med ros og super top lækre godbidder? Eller vil det være som at presse citronen?

Måske i starten på en afstand, som lige er lidt længere, end at Jessie når at reagere.

 

Jeg tænker også, at det du forklarer med, at Mollie er meget nervøs når Jessie kommer hjem fra træning, jeg ville nok give Jessie snor på, så det var Mollie der kom hen til hende i eget tempo, i stedet for at hun måske føler sig lidt presset, når Jessie kommer imod hende med højt hoved?

 

Lige pt. bliver Jessie ignoreret, indtil hun holder op med at presse på; alternativt bliver skubbet lidt tilbage.

I det øjeblik hun "slapper af", så får hun den opmærksomhed hun ønsker, men samtidig med Mollie og det acceptere hun fint.

 

Det ville bare være rart, hvis vi ikke behøvede ignoreringsseancen - Mollie viser langt mere overskud end hun nogensinde har gjort før i de situationer.

Hvis hun føler, at Jessie er for meget, så går Mollie, men føler sig ikke presset, hvis vi skubber Jessie væk eller beder Jessie om at flytte sig.

 

Jessie acceptere også, hvis Mollie brummer af hende (Mollie knurrer ikke - det har vi desværre fået lært hende, at man ikke må.).

 

Med hensyn til sammenføringen: Det er i det øjeblik, at døren bliver åbnet, at Mollie ser, æhm...., "underdanig" ud, indtil hun finder ud af, at det bare er mig på den anden side - når Jessie kommer hen til os, så får de godbidder og jeg forsøger at undgå, at Jessie løber direkte ind i hovedet på hende.

 

Vi har prøvet med snor på Jessie og Mollie løs og det var ikke en succes, men det var mens Rosie stadig var i billedet.

Vores store problem er jo, at Martin ikke kan hjælpe hvor meget han end gerne vil - hans nerver går direkte i den hund han er i nærheden af og det optrapper situationen til det negative.

 

Og tak for rosen

 

Rottetøserne gør det også, og jeg opfatter det klart som kærlighed til hinanden:lun:

Det vil jeg så også håbe det er mellem Mollie og Jessie.

 

Jessie har altid været meget fascineret af Mollie.

 

Dejligt at der er sket så meget fremgang, selvom det selvfølgeligt er hårdt at det er grundet Rosie´s aflivning. Men hvor må det være befriende og afslappende for Jessie og Mollie, det siger deres adfærd jo tydeligt

 

Det jeg tænker lidt: Har du overvejet at lade Jessie sterilisere, eller dem begge??? Tænker at det måske kunne afhjælpe Jessie´s besidderriske adfærd, og dæmpe Mollie i spisesituationer.

Og så slipper I for de hormonelle gnidninger det kan give med to tæver. Jeg ville aldrig selv have to tæver sammen, medmindre at den ene eller begge var steriliseret. Og ville altid vælge at sterilisere hvis tæven ikke skulle bruges i avl. Har mistet en tæve til kræft pga hormonforstyrrelser

 

Men dejligt at det går fremad, og jeg håber at det bare fortsætter i den positive retning. Mange kram herfra :5up:

 

Mollie er steriliseret og blev det i oktober/november 2008 netop grundet problemerne mellem hende og Rosie.

Havde Mollie og Rosie kunne sættes sammen igen efter den sidste kamp, så var Rosie også blevet steriliseret - grunden til, at hun forblev fertil, var hendes reaktioner på narkose, som vi først i maj 2009 fandt ud af skyldtes en forkert narkose. Dette har vi bitterligt fortrudt.

 

Som det ser ud lige nu, så skal Jessie blive fysisk syg, førend vi må sterilisere hende - der er indblandet noget kontrakt i situationen også og umiddelbart er jeg ikke sikker på, at opdrætteren vil acceptere en sterilisation af hende på grund af Mollie :-(

 

Og netop de latterlige hormoner gør, at jeg vil skifte til hanhunde eller han/tæve-kombo i fremtiden - jeg skal ikke have fertile tæver sammen nogensinde igen. Heller ikke selvom fremtidige hunde forhåbentlig ikke kommer til at slås med adfærdsproblemer (Mollie) og fysisk sygdom (Rosie).

 

Det er for mange hunde svært at bo med for mange tæver sammen- også selv om ejer føler sig som en god leder. Jeg har også måtte træffe et kedeligt valg med tæver der ikke kunne omplaceres uden risiko.

Har lige nu 4 stk, kun en steriliseret, 3 fertile.

Iøvrigt var begge mine aggresive tæver blevet steriliseret pga HD status og hanhund i huset.

Jeg går altid med alle tæver sammen og tør nærmest ikke tage een ud til træning eller udstilling, og så komme hjem til samføring.

Så kun hannen her kommer afsted alene.

 

Grunden til at hverken Rosie eller Mollie kunne omplaceres skyldtes ikke deres interne stridigheder.

 

Rosie var allergiker med alt hvad der dertil hørte af medicinering og det gør det praktisk taget umuligt at omplacere.

Rosie var helt fantastisk sammen med andre hunde end Mollie.

 

Mollie har et meget specielt temperament, der gør hende uegnet til omplacering medmindre det var til et ekstremt specielt hjem.

Vi fik nogle dårlige råd omkring opdragelse af hende, da hun var hvalp kombineret med en skæv krop, der gav hende smerter.

 

Mollie kører i et meget højt tempo og kan ikke sammen med fremmede hunde eller hunde, der ikke lader hende være. Hun har et ekstremt dårligt hundesprog, da vi har været ekstremt "gode til" at lære hende, at afstandssøgende signaler var et no-go og vi overså helt hendes dæmpende signaler med overskridelse af hendes grænser som resultat.

 

Netop grundet Mollie's temperament så skal de helst kunne tages fra hinanden og sættes sammen igen, da Mollie ikke kan overskue at komme med på f.eks. udstilling og Jessie skal gerne udstilles igen, når hun er færdigudviklet.

Jeg synes heller ikke, at det er så fair mod Mollie, at hun skal sidde i bilen og vente, mens Jessie bliver trænet for så bare at blive kørt hjem igen.

 

Situationen er ikke så anspændt, hvis det er Mollie, der har været fjernet fra hjemmet og vores introducering foregår her noget anderledes.

Mollie bliver i bilen, indtil Jessie har hilst færdig på mig og er færdig med at løbe rundt - derefter kommer Jessie i snor og vi går en kort tur med dem for at så slippe dem sammen.

Dette fungere okay, men risikoen for, at Martin får smittet den hund han går med er stor og ikke værd at løbe lige pt. hvor vi gerne skal lære at stole på, at der ikke sker noget imellem dem.

 

 

 

Det vi/jeg er hysterisk bange for er jo, at Mollie og Jessie kommer til at tørne sammen og ikke kan sammen på sigt.

 

Der er ingen tvivl om, at Mollie ikke er en god leder og ikke egner sig til at være leder, men det ændrer ikke på det faktum, at vi rent faktisk troede, at hun var lederen i flokken....

Men det tror jeg/vi ikke længere, at hun var - jeg/vi tror, at det var Rosie, når man ser hvordan Mollie og Jessie er blevet.

 

Jeg har svært ved at fortolke Jessie's adfærd - jeg synes at kunne se i nogle få situationer, at hun laver tydelige dominanstegn f.eks. stiller sig i T på Mollie med hovedet på Mollie's hals, men på den anden side så kan Mollie presse hende væk fra hendes mad fra tid til anden (Jessie er ikke specielt madglad).

 

Jessie bliver 2 den 23/3, så helt modnet er hun ikke og hun virker meget hvalpet stadig i nogle situationer.

 

Jessie's mor er en ren alfa-tæve på den gode måde; hun kommer aldrig i konflikt med andre hunde og alle hunde kan med hende - selv Mollie slapper af i hendes selskab.

Jessie minder ekstremt meget om hendes mor, men hun virker mere reaktiv og ikke så velovervejet som hendes mor samt noget mere usikker generelt.

 

Jeg er holdt op med at tro, at jeg ved om deres indbyrdes "rangforhold" - det har hele denne situation med Mollie og Rosie lært mig.

 

Jeg har også måtte revurdere min holdning omkring Mollie's temperament - jeg har set hende, som en hund, på trods af hendes usikkerhed overfor andre hunde, der er noget selvstændig uden det stor behov for tæthed med os mennesker.

 

Idag er jeg blevet 110% procent klar over hvordan Mollie er sat sammen - hun er en hund, der skal bekræftes og skal have lov at have succes'er f.eks. med hendes schweiss-træning eller andre opgaver og hun skal støttes væsentligt mere end jeg troede.

Hun har et stort behov for tæthed og er en hund, der skal føle sig elsket/holdt af for at føle sig tryg.

Føler hun sig først tryg og bekræftet, så har hun et ekstremt overskud og hviler i sig selv.

 

Jessie er jeg stadig igang med at lære at kende.....

[Splinten, mor og mig]

Flot og meget hudløst indlæg... kan næsten mærke dine tanker

 

Jeg vil helst ikke kloge mig på dine hunde - det kan kun du! Men jeg vil fortælle lidt om, hvordan jeg tackler livet med 3 fertile tæver....

 

Det er ikke nogen solskinshistorie - slet ikke! Men jeg tvivler aldrig på dem og det er nok mest af alt Kimmis fortjeneste. Jeg stoler på, at hun med hård pote styrer det, der skal styres - og her er en vigtig pointe! Nemlig sætningen "Det der skal styres". Jeg tror, at det vigtigste, du kan komme frem til er, at der er noget de selv skal have lov til at styre. Ikke vær bange for, at de taler "højt" til hinanden og ikke vær bange for, at de viser, hvad de har lyst til - det behøver ikke at betyde, at de flår hinanden 2 sek. efter. Jo flere tilspidsede situationer, de kommer igennem, jo mere sikker bliver du på deres reaktionsmønster og deres evne til at konfliktløse. Jeg tilføjer lige her, at jeg absolut ikke er nogen form for ekspert på det her område - jeg har "bare" 3 fertile tæver på 6,5 år, 2,5 år og 10 mdr. herhjemme.

De to ældste er mor og datter, den yngste er tilkøbt... Mor Kimmi er ikke konfliktsøgende, men meget ordensorienteret - hun vil helst, at jeg ordner tingene, hvis der er fremmede hunde indblandet, men går det slet ikke, sætter hun ind og beder venligt men bestemt den anden hund om at holde inde (fremmede hvalpe er hun for kontant til at håndtere, så dem holder jeg hende oftest fra). Splint er en undskyldning for sig selv - nok mest pga. fysiske problemer (A og D hofte + meget skæv ryg), men også fordi hun har haft en meget beskyttet tilværelse (født her hos mig, har stadig hendes mor og er vant til, at vi ordner tingene for hende). Vilya lever meget godt op til hendes navn - hun har virkelig hendes egen vilje! Hun er dog meget klog på andre hunde - smider sig for dem, der skal smides for og uddeler gerne hak i trynen til nærgående hanhunde, på trods af hendes unge alder (10 mdr.). Hun er en lille djævel herhjemme - prinsessen af Bøstrup og alt, der kan spises eller nydes på anden vis! Kimmi og hende har det super fint sammen - faktisk skulle man tro det var dem, der var i familie... men Splint er klart Vilya underlegen i netop vilje.... og jeg har efterhånden accepteret, at sådan er det. Selvom Splint er ældst og var her først og alt muligt andet, så er hun bare ikke lige så fokuseret på f.eks. mad eller legetøj, så det får Vilya, hvis hun vil have det. Jeg håndfodrer så Splint eller laver søg med hende alene. Foder i skål får hun med mig som backup, eller bag en låge, så hun ikke skal bekymre sig om Vilya.

 

Vilya kommer meget med alene fordi hun er yngst - og mit lille lydighedshåb Det giver selvfølgelig lidt sjov, når jeg kommer hjem med hende - hun har 2 gange præsteret at komme ind og knurre af Splint og det vil jeg egentlig ikke have. Så jeg går bare ind først og hilser på Splint og kalder så Vilya ind - på den måde går det fint. Når Vilya knurrer af Splint, ignorerer både Splint og Kimmi hende bare og det giver egentlig ikke problemer - jeg vil bare gerne lære hende, at det ikke er nødvendigt eller ønskelig adfærd at gøre sin entré på den måde.

 

Jeg ved ikke, om du kan bruge mine erfaringer til noget - men et skulderklap skal du i hvertfald have her fra! Fordi du er så ærlig omkring dine hunde!

[Gæst mk101]

Hvor er det rart at høre, at du er på banen igen. Også selvom det måske endnu ikke er 100%. Det at sige farvel til en af sine hunde er så hårdt som man ikke drømmer om. Også selvom man ved, at det var løsningen. Og det tager lang tid at komme sig over.

 

Dejligt at de to resterende tøser er blomstret op, hvilket så trækker nogle nye udfordringer med sig. For de to skal også til at finde ud af, hvordan de skal fungere sammen i den nye hverdag.

 

I forhold til sterilisering ved jeg ikke om det nødvendigvis er løsningen? Min ældste blev steriliseret i foråret 2009, og selvom jeg syntes det er en enorm forbedring at være foruden hendes løbetider og deraf meget seksuelle adfærd overfor den yngste, har det ikke været den store ændring i hendes generelle adfærd. Hun er meget madglad og tager gerne forsøget på at presse Ayoe væk fra madskålen, selvom alle deres konflikter handler om mad og Nushka generelt er enormt konfliktsky. - Og så er hun stadig meget "frisky" overfor andre tæver når de er i løbetid.

 

Modsat har Ayoe netop været falsk drægtig, og det har givet nogle gnidninger herhjemme, hvor der fra hendes side har været stor fokus på at skulle passe på sine "hvalpe". Både Nushka og os to-benede har sjældent været opmærksomme på hvor de har været, hvorfor vi flere gange har oplevet at Ayoe er kommet stormende "ud af det blå", fordi hun havde forladt "hvalpen" og nu skulle tilbage og sørge for, at vi ikke kom og fjernede den. Problemet har naturligvis været størst de to tøser i mellem, da Ayoe ikke har været bange for at os på to ben skulle tage noget fra hende.

 

Men den type adfærd er lidt generel for Ayoe, der holder på hvad hun syntes er hendes, og selvom det ikke ville være så voldsomt uden løbetid/falsk drægtighed, er jeg ikke sikker på det fuldstændigt ville forsvinde ved en sterilisering. MEN det kunne selvfølgelig være, at problemet i mindre udgave ville gøre det lettere at arbejde med?

 

Hvis du syntes sterilisering kunne være en løsning for jer, syntes jeg bestemt du skal fremlægge dine tanker for opdrætter, og se om hun er lydhør overfor jeres tanker. Også selvom kontrakten siger noget andet. Det kunne jo være, at hun ikke er afvisende overfor tanken, hvis det betyder du i højere grad kan bibeholde din interesse for det at have hund?

[Gæst Aussies for ever]

Kender desværre ikke din histore, men det lyder som om I har oplevet nogle slemme interne hundemæssige problemer som måtte løses på det hårde måde

 

Jeg vil ikke gøre mig klog på dine hunde eller komme med gode råd - jeg vil ikke engang sige at jeg ikke er nogle ekspert, det ord vil jeg slet ikke bruge, for hvem tilkommer det at sige at man er ekspert?

 

For mig lyder det som om der er faldet ro på dine tøser, de begynder at undersøge hvem de er og hvad de kan (lege, stjæle fra bordet mv.) og de begynder at forholde sig til hinanden og "bonde" (slikkeri mellem hunde er et gensidigt tillidstegn, som styrker båndene mellem dem).

 

Mht. Jessie og hendes besidderiske adfærd over for dig: Er det overfor Mollie alene eller klistre hun til dig generelt?

Det sker gerne at mine hunde forsøger at møve sig ind, når jeg beskæftigere mig med en anden, men jeg beder dem flytte sig (uden at give øjenkontakt til dem). Tror dette simpelthen stammer fra pep-rallys, hvor hele flokken samles. Den anden hund vil simpelthen bare gerne være del i dette (oprindelige gruppe-) hengivenhedsritual. Det har intet med lederskab at gøre.

Tror heller ikke denne møven ind over for fremmede hunde har noget med lederskab at gøre (som nogle sikkert vil sige). Jeg tror det bunder lidt i usikkerhed over for situationen og den anden hund - og noget "se mig mor, se mig, jeg er lige her", ligesom et barn gør når det ikke for opmærksomhed.

 

Hvis hun derimod klistre generelt, så ville jeg ignore hende - til tider, ikke hele tiden. Måske det bunder også i lidt usikkerhed fra hendes side.

Jeg havde på et tidspunkt en klisterhund. Hun kom fra et hjem hvor der var for lidt menneskelig kontakt, så hun synes simpelthen det var himlen at der pludselig var hænder der ville klappe og nusse. Jeg valgte at give hende "kvalitetstid" på mine præmisser og ignorere hende når hun klisterede, evt flyttede jeg mig væk fra hende med en kropsafvisning. Det hjælp efter et stykke tid.

 

Mht. reintroduceringen af hundene, så tror jeg - og kun tror, for jeg kan jo ikke sige hvad der sker og er heller ikke et klogt hovede - at Mollies stille adfærd, er et forsøg på at dæmpe Jessie's ophidselse og dermed sikre at der ikke sker misforståelser og konflikter.

Har der tidligere være problemer i disse situationer eller har de tidligere været præget af tumult generelt? Hvis der har kan Mollie måske være lidt usikker/utryg over Jessies glade tumult.

Min ene hund var den første tid jeg havde hende, meget utryg i sådanne situatoner, fordi de i det tidligere hjem var totalt kaotiske. Jeg var der i tre dage for at vælge hvalp og så at når der kom gæster, så løb hun straks ud i haven, ikke fordi hun var bange for dem, men dette var startskudet til et kaos uden lige - da jeg havde været der blot en halv dag, så skundte jeg også at løbe ud i haven, når det ringede på døren og efter tre dage, så havde jeg det bare sådan "LAD MIG KOMME VÆK!"

Hjemkomsten i dag i den gruppe jeg har nu, kan også være lidt kaotisk fordi denne hund er vokset op og blevet en rigtig bulderbasse, samtidig har jeg en lille stressbombe. Jeg har derfor gjort det at de komme ud i haven lidt ad gangen. Først lukkes stressbomben ud, så hun kan få det væreste stress ud ad kroppen og dernæst den anden. Har den nye hund været ud og bliver reintroduceret, så gøres det på samme måde, men hvis stressbomben har været ude, så sættes hun ind i et bur, hvor hun kan stresse af inden hun lukkes ud til de andre. Dermed har vi undgået evt. konflikter i disse situationer.

 

Som du kan høre så har jeg flere hunde. Jeg har haft flere hunde (mere end to) i en del år efter hånden - og selv om grundstammen i gruppen er den same, så har sammensætningen være forskellig over årene.

 

Første gang jeg havde tre hunde bestod gruppen af en 2 år gammel tæve, hvor jeg indførte to hvalpe (en af hver køn) samtidig.

Da de var et år fik jeg lidt små problemer mellem den ældste tæve og hannen - altid omkring kødben. Den ældste tæve for simpelthen på hannen når hun ville have hans kødben.

Dengang troede jeg det var hannen der var problemet, fordi han skulle bøje sig for tævens ønske. Det er først senere at jeg fandt ud af at hun havde et seriøst attitude problem.

Jeg valgte senere at få hende omplaceret (hun åd tre af mine killinger ) og det var ligesom om de to andre hunde drog et lettelsen suk da hun flyttede, især hannen. Han havde haft en lidt pudsig adfærd, som simpelthen bundede i frygt for denne tæves chikane - og om strakts stoppede. Den gang vidste jeg ikke særlig meget om hunde.

 

Senere har jeg haft andre floksammensætninger, altid med ovenstående lille tævehvalp som grundstamme. Jeg har haft hendes datter, børnebørn, oldeborn boende, indsat fremmede hvalpe og voksne tæver - uden problemer.

Jeg har indsat en voksen tæve som ingen af mine hunde kunne lide - de valgte at ignoere hende fuldstændig, hun var luft - med mindre hun forsøgte at påtvinge dem sit selvskab, så brølede de af hende (hvilket ikke hjælp) og de fortrak så skundsomt fra hendes underlige opførsel. Jeg valgte at omplacere hende, ikke fordi der var problemer (det var der ikke), men hun havde svært ved at adaptere til livet i et hus og de ting som følger med (hun havde boet i en hundegård hele sit liv) og jeg kunne se at mine hunde var ved at brække sig over hende.

 

Nu har jeg samme oprindelige tævehvalp (som nu er blevet en gammel dame), hendes datter (på 6), hendes søn (på 5), hendes oldebarn (på 1) og en ubeslægtet tæve (på 2) boende.

Oldebarn og ubeslægtet tæve er super glade for hindanden, men de har været oppe og slås et par gange (dog aldrig med huller). Oldebarn er en pushy balademager, som samtidig er dobbelt så stor som den ubeslægtede tæve. Den ubeslægtede tæve er tilgengæld en stressbombe af de helt store, hun kan køre så højt op, at hun ikke kan stoppe igen. Når hun er i det røde felt sker det at hun kommer til at overreagere, dvs. i stedet for at give en reprimande, så farer hun i flint - og hunde i det røde felt tænker ikke rationelt, f.eks. er hun en normalt meget underdanig hund, men i denne stress state, er grænsen til hysteri meget lille og fra hysteri er der ikke særlig lang til aggressiv adfærd (og aggressivitet ligger i hendes linjer i forvejen).

Selv om begge er af samme race (hyrdehunde), så har de et par "problemer" omkring leg, som nogle gange kan give lidt "fnidder". Den ubeslægtede hund er en helt klar "header" når hun hyrde, dvs. at hun er meget fikseret på at styre fårene ved at gå til deres hoveder og lægge trykket her. Oldebarnet er derimod en helt klar "healer", dvs. at hun hyrde ved at trykke fårene bagfra. Når to hunde leger, så leger de oftest udfra hvad det arbejdsmæssigt er "programeret til", i dette tilfælde benytter mine hunde sig så af deres hyrdestil: den ubeslægtede tæve leger helst ved at trykke hundene fra skulderområdet og frem, mens oldebarnet foretrækker at snappe efter haser mv. De har været oppe og toppes tre gange, alle gange er det udsprunget fra leg - uden for huset, så som strand mv. hvor hundene rigtig kan løbe igennem - og stress niveauet for den ubeslægtede tæve deraf kan være højere.

Da omplacering ikke er på tale og der kun er problemer i de situationer hvor hun stresser højt, så har jeg valgt at undgå disse situationer, f.eks. ved at de ikke længere er løs samtidig uden for huset.

De er også adskilt når de er alene, således at der ikke kan opstå evt. problemer når jeg ikke er der.

 

Problemer mellem hunde som vi holder i grupper kan opstå, men det har ikke noget med manglende lederskab at gøre - som nogle påstår. Man kan selvfølgelig sætte sig så hårdt mentalt på hundene, at de undertrykke deres mistillid/fjendskab til hinanden, men når dette så bryder ud, har det ikke noget med at man har mistet lederskab at gøre, hundene mærker simpelthen bare at den mentale undertrykkelse er formindsket og de har store frihed til at agere som de faktisk ville have gjort naturligt.

Vi skal tænke på at vi 110 % sammensætter grupperne af hunde i vores hjem, de indvolverede hunde har ikke et ord at skulle have sagt. Mange mennesker forventer at hunde bare kan samme og er uforstående overfor fjendskab mellem husets hunde (og forklare det så med manglende lederskab), men hvorfor skulle hunde ikke have de samme følelser som antisympati, had, mistillid mv. som vi selv har over for andre mennesker? Tænkt hvis vi var tvunget til at skulle være side op og side ned, med en vi virkelig ikke kunne lide dag ud og dag ind. Jeg tror også at min knytnæve til sidst vil komme til at sidde lidt løst

En anden ting er at hunde som lever i grupper uden menneskelig omsorg ("vilde" hunde) og vilde ulveflokke sjældent består af mere end en voksen og kønsmoden tæve. Omstrejfende hunde danner oftest grupper bestående af en enkelt tæve og flere hanner, mens ulveflokke oftest består af en voksen tæve og hendes ukønsmodne døtre; hvis der er flere voksne tæver, så er de så godt som altid i familie med hinanden.

Dette er noget man bør have i mente når man sammensætter en gruppe af voksne tæver - og race bør også være noget man tænker over, som kan ses af f.eks. mit eksempel mellem mine to tøser (som dog er af samme race, men forskellig hyrdestil).

 

Håber dog ikke at du læser ovenstående som en bebrejdelse - det er bestemt ikke ment som sådanne - prøver bare at sige, at problemerne ikke er opstået fordi du ikke har fejlet som "leder" :blink:

NB! jeg skriver "leder", fordi jeg har et seriøst problem med dette ord

[Inkognito]

Flot og meget hudløst indlæg... kan næsten mærke dine tanker

 

Jeg vil helst ikke kloge mig på dine hunde - det kan kun du! Men jeg vil fortælle lidt om, hvordan jeg tackler livet med 3 fertile tæver....

 

Det er ikke nogen solskinshistorie - slet ikke! Men jeg tvivler aldrig på dem og det er nok mest af alt Kimmis fortjeneste. Jeg stoler på, at hun med hård pote styrer det, der skal styres - og her er en vigtig pointe! Nemlig sætningen "Det der skal styres". Jeg tror, at det vigtigste, du kan komme frem til er, at der er noget de selv skal have lov til at styre. Ikke vær bange for, at de taler "højt" til hinanden og ikke vær bange for, at de viser, hvad de har lyst til - det behøver ikke at betyde, at de flår hinanden 2 sek. efter. Jo flere tilspidsede situationer, de kommer igennem, jo mere sikker bliver du på deres reaktionsmønster og deres evne til at konfliktløse. Jeg tilføjer lige her, at jeg absolut ikke er nogen form for ekspert på det her område - jeg har "bare" 3 fertile tæver på 6,5 år, 2,5 år og 10 mdr. herhjemme.

 

De to ældste er mor og datter, den yngste er tilkøbt... Mor Kimmi er ikke konfliktsøgende, men meget ordensorienteret - hun vil helst, at jeg ordner tingene, hvis der er fremmede hunde indblandet, men går det slet ikke, sætter hun ind og beder venligt men bestemt den anden hund om at holde inde (fremmede hvalpe er hun for kontant til at håndtere, så dem holder jeg hende oftest fra). Splint er en undskyldning for sig selv - nok mest pga. fysiske problemer (A og D hofte + meget skæv ryg), men også fordi hun har haft en meget beskyttet tilværelse (født her hos mig, har stadig hendes mor og er vant til, at vi ordner tingene for hende). Vilya lever meget godt op til hendes navn - hun har virkelig hendes egen vilje! Hun er dog meget klog på andre hunde - smider sig for dem, der skal smides for og uddeler gerne hak i trynen til nærgående hanhunde, på trods af hendes unge alder (10 mdr.). Hun er en lille djævel herhjemme - prinsessen af Bøstrup og alt, der kan spises eller nydes på anden vis! Kimmi og hende har det super fint sammen - faktisk skulle man tro det var dem, der var i familie... men Splint er klart Vilya underlegen i netop vilje.... og jeg har efterhånden accepteret, at sådan er det. Selvom Splint er ældst og var her først og alt muligt andet, så er hun bare ikke lige så fokuseret på f.eks. mad eller legetøj, så det får Vilya, hvis hun vil have det. Jeg håndfodrer så Splint eller laver søg med hende alene. Foder i skål får hun med mig som backup, eller bag en låge, så hun ikke skal bekymre sig om Vilya.

 

Vilya kommer meget med alene fordi hun er yngst - og mit lille lydighedshåb Det giver selvfølgelig lidt sjov, når jeg kommer hjem med hende - hun har 2 gange præsteret at komme ind og knurre af Splint og det vil jeg egentlig ikke have. Så jeg går bare ind først og hilser på Splint og kalder så Vilya ind - på den måde går det fint. Når Vilya knurrer af Splint, ignorerer både Splint og Kimmi hende bare og det giver egentlig ikke problemer - jeg vil bare gerne lære hende, at det ikke er nødvendigt eller ønskelig adfærd at gøre sin entré på den måde.

 

Jeg ved ikke, om du kan bruge mine erfaringer til noget - men et skulderklap skal du i hvertfald have her fra! Fordi du er så ærlig omkring dine hunde!

 

Jeg kan altid bruge andres erfaringer; om ikke andet så bare for at høre, at jeg ikke er den eneste, der til tider har bølger, der går højt.

 

Jeg forsøger også virkelig at stole på dem og lade dem klare det selv langt hen af vejen, men forholdet mellem Rosie og Mollie var så skidt i perioder, at hvis bare Mollie brummede af Jessie uanset om det var beregttiget eller ej, så var Rosie over hende med det samme eller hvis hun brummede af Rosie, hvis hun ville have lidt mere afstand, så sprang de alt mellemliggende over og gik direkte til slåskampe.

 

Og denne erfaring sidder ekstremt dybt i os mennesker og Mollie for den sags skyld, men Mollie er begyndt at vise mere overskud - hun er faktisk begyndt at se og registrere hvad Jessie gør, inden hun "springer i luften" og da Jessie er en klog hund på det område, så kommer Mollie ikke så langt ud, hvor hun "springer i luften".

 

Vi har haft to tilfælde, hvor de har været oppe og toppes efter Rosie er væk og begge tilfælde lå indenfor de første 3 uger og begge indeholdte meget stress.

 

 

Jeg ved ikke hvad det var, der gjorde, at Rosie havde fået den indstilling til Mollie - Mollie har aldrig været hård ved Rosie, mens de voksede op. Der var dog kun 14 måneder imellem dem, så måske noget af forklaringen kunne stamme derfra.

 

I de gode perioder kunne de sove op ad hinanden og havde et rimeligt forhold - troede vi.

 

Tilliden var dog væk imellem dem, kan vi se nu....... Og Rosie ydede hvad, der kun kan beskrives som psykisk terror mod Mollie - hvor meget har vi først indset nu netop fordi de var så gode venner i de gode perioder.

 

De gode perioder var de perioder, hvor Rosie's allergi var i ro - de dårlige perioder var de perioder, hvor Rosie's allergi var generende og der var flere af de perioder end vi umiddelbart altid lagde mærke til.

 

 

Hvor er det rart at høre, at du er på banen igen. Også selvom det måske endnu ikke er 100%. Det at sige farvel til en af sine hunde er så hårdt som man ikke drømmer om. Også selvom man ved, at det var løsningen. Og det tager lang tid at komme sig over.

 

Dejligt at de to resterende tøser er blomstret op, hvilket så trækker nogle nye udfordringer med sig. For de to skal også til at finde ud af, hvordan de skal fungere sammen i den nye hverdag.

 

I forhold til sterilisering ved jeg ikke om det nødvendigvis er løsningen? Min ældste blev steriliseret i foråret 2009, og selvom jeg syntes det er en enorm forbedring at være foruden hendes løbetider og deraf meget seksuelle adfærd overfor den yngste, har det ikke været den store ændring i hendes generelle adfærd. Hun er meget madglad og tager gerne forsøget på at presse Ayoe væk fra madskålen, selvom alle deres konflikter handler om mad og Nushka generelt er enormt konfliktsky. - Og så er hun stadig meget "frisky" overfor andre tæver når de er i løbetid.

 

Modsat har Ayoe netop været falsk drægtig, og det har givet nogle gnidninger herhjemme, hvor der fra hendes side har været stor fokus på at skulle passe på sine "hvalpe". Både Nushka og os to-benede har sjældent været opmærksomme på hvor de har været, hvorfor vi flere gange har oplevet at Ayoe er kommet stormende "ud af det blå", fordi hun havde forladt "hvalpen" og nu skulle tilbage og sørge for, at vi ikke kom og fjernede den. Problemet har naturligvis været størst de to tøser i mellem, da Ayoe ikke har været bange for at os på to ben skulle tage noget fra hende.

 

Men den type adfærd er lidt generel for Ayoe, der holder på hvad hun syntes er hendes, og selvom det ikke ville være så voldsomt uden løbetid/falsk drægtighed, er jeg ikke sikker på det fuldstændigt ville forsvinde ved en sterilisering. MEN det kunne selvfølgelig være, at problemet i mindre udgave ville gøre det lettere at arbejde med?

 

Hvis du syntes sterilisering kunne være en løsning for jer, syntes jeg bestemt du skal fremlægge dine tanker for opdrætter, og se om hun er lydhør overfor jeres tanker. Også selvom kontrakten siger noget andet. Det kunne jo være, at hun ikke er afvisende overfor tanken, hvis det betyder du i højere grad kan bibeholde din interesse for det at have hund?

 

Jessie har ingen problemer what so ever med hendes løbetid; hverken under eller efter.

 

Hun har dog ikke været i løbetid efter Rosie er væk, så vi ved ikke om Mollie vil reagerere anderledes på dem nu end hun har gjort før - der har ikke været gnidninger mellem Mollie og Jessie før.

Det var "kun" mellem Rosie og Mollie.

 

Umiddelbart så tiltaler tanken om sterilisation af Jessie mig ikke synderligt, hvis hun ikke begynder at få problemer og det er der flere årsager til.

 

En er naturligvis kontrakten på hende - jeg har allerede lidt dårlig samvittighed overfor opdrætter, da jeg ikke har fået al det ud af Jessie, som hun indeholder og fordi jeg ikke helt ved, om opdrætter gerne vil trække et kuld på hende.

En anden grund er hendes temperament - hun er altså ikke så selvsikker og jeg er lidt nervøs ved at fjerne hendes hormoner, for vil det gøre hendes usikkerhed værre... Hendes usikkerhed bunder i hendes begrænsede ståen-på-egen-pote i den store vide verden og det arbejder vi på nu.

 

Kender desværre ikke din histore, men det lyder som om I har oplevet nogle slemme interne hundemæssige problemer som måtte løses på det hårde måde

 

Jeg vil ikke gøre mig klog på dine hunde eller komme med gode råd - jeg vil ikke engang sige at jeg ikke er nogle ekspert, det ord vil jeg slet ikke bruge, for hvem tilkommer det at sige at man er ekspert?

 

For mig lyder det som om der er faldet ro på dine tøser, de begynder at undersøge hvem de er og hvad de kan (lege, stjæle fra bordet mv.) og de begynder at forholde sig til hinanden og "bonde" (slikkeri mellem hunde er et gensidigt tillidstegn, som styrker båndene mellem dem).

 

Mht. Jessie og hendes besidderiske adfærd over for dig: Er det overfor Mollie alene eller klistre hun til dig generelt?

Det sker gerne at mine hunde forsøger at møve sig ind, når jeg beskæftigere mig med en anden, men jeg beder dem flytte sig (uden at give øjenkontakt til dem). Tror dette simpelthen stammer fra pep-rallys, hvor hele flokken samles. Den anden hund vil simpelthen bare gerne være del i dette (oprindelige gruppe-) hengivenhedsritual. Det har intet med lederskab at gøre.

Tror heller ikke denne møven ind over for fremmede hunde har noget med lederskab at gøre (som nogle sikkert vil sige). Jeg tror det bunder lidt i usikkerhed over for situationen og den anden hund - og noget "se mig mor, se mig, jeg er lige her", ligesom et barn gør når det ikke for opmærksomhed.

 

Hvis hun derimod klistre generelt, så ville jeg ignore hende - til tider, ikke hele tiden. Måske det bunder også i lidt usikkerhed fra hendes side.

Jeg havde på et tidspunkt en klisterhund. Hun kom fra et hjem hvor der var for lidt menneskelig kontakt, så hun synes simpelthen det var himlen at der pludselig var hænder der ville klappe og nusse. Jeg valgte at give hende "kvalitetstid" på mine præmisser og ignorere hende når hun klisterede, evt flyttede jeg mig væk fra hende med en kropsafvisning. Det hjælp efter et stykke tid.

 

Mht. reintroduceringen af hundene, så tror jeg - og kun tror, for jeg kan jo ikke sige hvad der sker og er heller ikke et klogt hovede - at Mollies stille adfærd, er et forsøg på at dæmpe Jessie's ophidselse og dermed sikre at der ikke sker misforståelser og konflikter.

Har der tidligere være problemer i disse situationer eller har de tidligere været præget af tumult generelt? Hvis der har kan Mollie måske være lidt usikker/utryg over Jessies glade tumult.

Min ene hund var den første tid jeg havde hende, meget utryg i sådanne situatoner, fordi de i det tidligere hjem var totalt kaotiske. Jeg var der i tre dage for at vælge hvalp og så at når der kom gæster, så løb hun straks ud i haven, ikke fordi hun var bange for dem, men dette var startskudet til et kaos uden lige - da jeg havde været der blot en halv dag, så skundte jeg også at løbe ud i haven, når det ringede på døren og efter tre dage, så havde jeg det bare sådan "LAD MIG KOMME VÆK!"

Hjemkomsten i dag i den gruppe jeg har nu, kan også være lidt kaotisk fordi denne hund er vokset op og blevet en rigtig bulderbasse, samtidig har jeg en lille stressbombe. Jeg har derfor gjort det at de komme ud i haven lidt ad gangen. Først lukkes stressbomben ud, så hun kan få det væreste stress ud ad kroppen og dernæst den anden. Har den nye hund været ud og bliver reintroduceret, så gøres det på samme måde, men hvis stressbomben har været ude, så sættes hun ind i et bur, hvor hun kan stresse af inden hun lukkes ud til de andre. Dermed har vi undgået evt. konflikter i disse situationer.

 

Som du kan høre så har jeg flere hunde. Jeg har haft flere hunde (mere end to) i en del år efter hånden - og selv om grundstammen i gruppen er den same, så har sammensætningen være forskellig over årene.

 

Første gang jeg havde tre hunde bestod gruppen af en 2 år gammel tæve, hvor jeg indførte to hvalpe (en af hver køn) samtidig.

Da de var et år fik jeg lidt små problemer mellem den ældste tæve og hannen - altid omkring kødben. Den ældste tæve for simpelthen på hannen når hun ville have hans kødben.

Dengang troede jeg det var hannen der var problemet, fordi han skulle bøje sig for tævens ønske. Det er først senere at jeg fandt ud af at hun havde et seriøst attitude problem.

Jeg valgte senere at få hende omplaceret (hun åd tre af mine killinger ) og det var ligesom om de to andre hunde drog et lettelsen suk da hun flyttede, især hannen. Han havde haft en lidt pudsig adfærd, som simpelthen bundede i frygt for denne tæves chikane - og om strakts stoppede. Den gang vidste jeg ikke særlig meget om hunde.

 

Senere har jeg haft andre floksammensætninger, altid med ovenstående lille tævehvalp som grundstamme. Jeg har haft hendes datter, børnebørn, oldeborn boende, indsat fremmede hvalpe og voksne tæver - uden problemer.

Jeg har indsat en voksen tæve som ingen af mine hunde kunne lide - de valgte at ignoere hende fuldstændig, hun var luft - med mindre hun forsøgte at påtvinge dem sit selvskab, så brølede de af hende (hvilket ikke hjælp) og de fortrak så skundsomt fra hendes underlige opførsel. Jeg valgte at omplacere hende, ikke fordi der var problemer (det var der ikke), men hun havde svært ved at adaptere til livet i et hus og de ting som følger med (hun havde boet i en hundegård hele sit liv) og jeg kunne se at mine hunde var ved at brække sig over hende.

 

Nu har jeg samme oprindelige tævehvalp (som nu er blevet en gammel dame), hendes datter (på 6), hendes søn (på 5), hendes oldebarn (på 1) og en ubeslægtet tæve (på 2) boende.

Oldebarn og ubeslægtet tæve er super glade for hindanden, men de har været oppe og slås et par gange (dog aldrig med huller). Oldebarn er en pushy balademager, som samtidig er dobbelt så stor som den ubeslægtede tæve. Den ubeslægtede tæve er tilgengæld en stressbombe af de helt store, hun kan køre så højt op, at hun ikke kan stoppe igen. Når hun er i det røde felt sker det at hun kommer til at overreagere, dvs. i stedet for at give en reprimande, så farer hun i flint - og hunde i det røde felt tænker ikke rationelt, f.eks. er hun en normalt meget underdanig hund, men i denne stress state, er grænsen til hysteri meget lille og fra hysteri er der ikke særlig lang til aggressiv adfærd (og aggressivitet ligger i hendes linjer i forvejen).

Selv om begge er af samme race (hyrdehunde), så har de et par "problemer" omkring leg, som nogle gange kan give lidt "fnidder". Den ubeslægtede hund er en helt klar "header" når hun hyrde, dvs. at hun er meget fikseret på at styre fårene ved at gå til deres hoveder og lægge trykket her. Oldebarnet er derimod en helt klar "healer", dvs. at hun hyrde ved at trykke fårene bagfra. Når to hunde leger, så leger de oftest udfra hvad det arbejdsmæssigt er "programeret til", i dette tilfælde benytter mine hunde sig så af deres hyrdestil: den ubeslægtede tæve leger helst ved at trykke hundene fra skulderområdet og frem, mens oldebarnet foretrækker at snappe efter haser mv. De har været oppe og toppes tre gange, alle gange er det udsprunget fra leg - uden for huset, så som strand mv. hvor hundene rigtig kan løbe igennem - og stress niveauet for den ubeslægtede tæve deraf kan være højere.

Da omplacering ikke er på tale og der kun er problemer i de situationer hvor hun stresser højt, så har jeg valgt at undgå disse situationer, f.eks. ved at de ikke længere er løs samtidig uden for huset.

De er også adskilt når de er alene, således at der ikke kan opstå evt. problemer når jeg ikke er der.

 

Problemer mellem hunde som vi holder i grupper kan opstå, men det har ikke noget med manglende lederskab at gøre - som nogle påstår. Man kan selvfølgelig sætte sig så hårdt mentalt på hundene, at de undertrykke deres mistillid/fjendskab til hinanden, men når dette så bryder ud, har det ikke noget med at man har mistet lederskab at gøre, hundene mærker simpelthen bare at den mentale undertrykkelse er formindsket og de har store frihed til at agere som de faktisk ville have gjort naturligt.

Vi skal tænke på at vi 110 % sammensætter grupperne af hunde i vores hjem, de indvolverede hunde har ikke et ord at skulle have sagt. Mange mennesker forventer at hunde bare kan samme og er uforstående overfor fjendskab mellem husets hunde (og forklare det så med manglende lederskab), men hvorfor skulle hunde ikke have de samme følelser som antisympati, had, mistillid mv. som vi selv har over for andre mennesker? Tænkt hvis vi var tvunget til at skulle være side op og side ned, med en vi virkelig ikke kunne lide dag ud og dag ind. Jeg tror også at min knytnæve til sidst vil komme til at sidde lidt løst

En anden ting er at hunde som lever i grupper uden menneskelig omsorg ("vilde" hunde) og vilde ulveflokke sjældent består af mere end en voksen og kønsmoden tæve. Omstrejfende hunde danner oftest grupper bestående af en enkelt tæve og flere hanner, mens ulveflokke oftest består af en voksen tæve og hendes ukønsmodne døtre; hvis der er flere voksne tæver, så er de så godt som altid i familie med hinanden.

Dette er noget man bør have i mente når man sammensætter en gruppe af voksne tæver - og race bør også være noget man tænker over, som kan ses af f.eks. mit eksempel mellem mine to tøser (som dog er af samme race, men forskellig hyrdestil).

 

Håber dog ikke at du læser ovenstående som en bebrejdelse - det er bestemt ikke ment som sådanne - prøver bare at sige, at problemerne ikke er opstået fordi du ikke har fejlet som "leder" :blink:

NB! jeg skriver "leder", fordi jeg har et seriøst problem med dette ord

 

Jeg ser det absolut ikke som en bebrejdelse - jeg tror heller ikke på det gamle rigide hierakiske hønsestigesystem og jeg tror ikke på, at vi som mennesker kan blive betragtet som en lederhund i hundenes øjne.

Vi kan foregå med gode eksempler og behandle hundene med respekt og ro - netop dette har Mollie lært mig; hvis jeg stresser af en eller anden årsag, så overfører jeg dette direkte til Mollie om jeg vil det eller ej (også selvom jeg forsøger at holde mig væk fra hende).

 

Din historie er lærerig og det er altså rart, at man ikke står alene med gnidninger i flokken - jeg har snakket med folk IRL, hvor det virkede som om jeg var den eneste på hele kloden, der havde problemer med min flok.

 

Jeg tror aldrig jeg vil lade det komme så langt ud igen eller det vil sige at jeg håber ikke jeg vil lade det komme så langt ud igen og jeg vil se tegnene på uvenskab mellem flokmedlemmerne i fremtiden og tage action på det.

 

Lige pt. sidder jeg jo og siger til mig selv: hvis det kommer til problemer mellem Jessie og Mollie, så vil jeg forsøge at omplacere Jessie, idet hun kan omplaceres.... Jeg håber så bare, at jeg ser tegnene i tide og rent faktisk vil være i stand til at gøre det, hvis det skulle komme så vidt.

 

Jessie klistrer til mig på mærkelige tidspunkter; f.eks. overfor Mollie - her tror jeg, uden at menneskeliggøre dem alt for meget, at det bunder i lidt jalousi. Jessie og jeg har ikke haft det bedste forhold og jeg har holdt mig på afstand af hende følelsesmæssigt og fysisk og nu har jeg endelig "overgivet" mig til hende og så kan hun ikke helt få nok.

 

Jessie kan finde på at klistre til mig ude i det virkelige liv også; her er det typisk forsigtige hunde/underdanige hunde eller hunde, der er svære at læse for hende(f.eks. schæfere, amstaff.lign. hunde og mynder).

Jeg har ingen ide om hvorfor hun gør det overfor forsigtige hunde, men måske noget med "fordi jeg kan"? Jeg forsøger at balancere på den der knivstynde skillelinie mellem menneskeliggørelse af hundens følelser og den dokumenterede videnskab om hundenes sprog.

Når det drejer sig om hunde hun ikke sådan umiddelbart kan læse, så tænker jeg beskyttelse af mig, men også her kan jeg måske falde i menneskeliggørelsesfælden.

 

Vi forsøger at vise Jessie en bedre måde eller mere stille måde at gå til Mollie på, men hun er altså meget hundehvalp på det område.

Sammenføringer af flokken har ikke tidligere haft konflikter imellem Jessie og Mollie, men der var knas mellem Rosie og Mollie på det sidste (her kunne Mollie brumme af Rosie, hvis Rosie kom ind til mig i soveværelset om aftenen, hvis de havde været adskilt og det skete tit siden december 2008, da vi har boet hos min mormor og Rosie var meget glad for min mormor og valgte tit hendes selskab over os andres) og taget Mollie's specielle temperament i betragtning, så tror jeg hun er farvet af dette.

 

Hele denne situation har lært mig, at der foregår så meget mellem hundene, som vi mennesker ikke ser eller mærker og hvor jeg før bare har ladet visse elementer i min omgangskreds, der mener, at hundes hjerner bare er forlænget rygmarv, mene dette, så er jeg begyndt at sige fra overfor denne udtalelse.

 

Mollie har sørget for, at jeg har læst meget teori omkring hundesprog og adfærd og jeg følte, at jeg havde fået meget viden omkring det; herunder også det subtile sprog, som vi ikke altid lægger mærke til.... Nøj, hvor er jeg blevet klogere.

 

Jeg havde ikke en ide om hvor meget psykisk terror Rosie udøvede over Mollie - jeg troede helt seriøst, at det var omvendt; at det var Mollie, der udøvede psykisk terror mod de andre, men Mollie er egentligt meget meget lidt konfliktsøgende og vil gå meget langt for at undgå konflikter.

 

Så snydt kan man blive af at leve med en hund, der har adfærdsproblemer og en hund, der adfærdsmæssigt er stærk/klog/normal, men fysisk er syg.

[Gæst Whippets]

Jeg har en flok på 4 tæver. Hjemme hos os er de forskellige ansvars områder uddelt. Dvs at der er en ubetinget alfa tæve, men hun bestemmer ikke alt. Hun styre alt aktivitet udendørs og når situationen tilspidser indendørs træder hun i karakter !!! Hun er ikke den ældste men den der har mest leder i sig. Den ældste er den der styre indendørs. Men hun er ikke en naturlig leder så hun kan ikke takle alle situationen, altså situationer hvor de andre ikke retter sig øjebliklig efter hendes anvisninger. Tager de ikke hendes "trusler" alvorligt så opstår der noget fnider for det er kun tomme trusler og der træder "alfatæven" så til og får orden på sagerne.

 

Selv om hun er "alfatæve" så er det kun i tilspidsede situationer hvor den ældste ikke kan styre flokken (indendørs) hun træder i karakter. Og først når hundene er voksne. Når de er hvalpe er det den ældste der har opdragerrollen !! Der blander hun sig ikke ! Hun kan godt lege med dem men hun opdrager dem ikke.

 

De to yngste har nogle ture hvor det går vildt for sig. Ikke slås men alvorlig leg. De er ved at finde deres pladser i forhold til hinanden, den yngste på ved at tilkæmpe sig nogle privilegier.

 

Jeg tror bare jeg prøvede at forklare at det ikke er en hund der bestemmer i alle situationer men at de godt kan dele opgaverne i mellem sig.

 

Det lyder som om dine hunde er blevet gladere, men lige skal finde hver deres "områder". Giv dem tid til at finde ud af det. Det bliver både du og dine hunde mest glade for !! Du skal selvfølgelig være der og guide dem til at finde ud af det p en ordenlig måde, men min erfaring er at de helt klart er bedst til selv at finde ud af det. Som du selv har opdaget så forgår der 1000 ting vi ikke ser.

 

Det er ikke sjælldent at det giver lidt fnider når en har været væk fra flokken. Jeg ville hente den hund der er hjemme, mens den anden sidder i bilen og så gå 10 min med begge så alle kommer hjem sammen.

[Gæst Whippets]

Min "alfatæve" bliver ikke luftet med andre hunde en min egne. Hun kan godt finde på at overfalde andre hunde, så det får hun ikke lov til.

 

Når jeg så er ude med enten de to yngste eller de to yngste og den ældste ser flokken helt anderledes ud !

 

Der er det den næst yngste der bestemmer og opdrager på den yngste.. Den ældste er blevet overfaldet to gange og har derfor meldt sig helt ud af at ville noget med fremmede hunde. Den næst yngste på 2 1/2 år opdrager den yngste på 1 1/2 år.

 

Så de styre hvad de kan styre i de forskellige situationer og det er helt OK med mig ! Hvad der får flokken (mig og hundene) til at fungere bedst, gør de bare.

 

Dynamikken i flokken ændre sig i forhold til hvem der er en del af flokken på det givne tidspunkt. Og hvis en har påtaget sig en rolle på et tidspunkt hvos andre er fraværende så finder de lynhurtigt tilbage når flokken samles igen.

 

Min ældste tæve er ikke helt frisk mere, så jeg tænker meget over hvordan det kommer til at blive når hun ikke kan mere...?

 

Men det skal de nok finde ud af. Jeg skal jo på ingen måde bestemme hvordan de indbyrdes finder ud af at omgåes hinanden.

[Gæst Ninjamor]

 

Mollie er begyndt på flg.:

- Hun stjæler fra bordene (dette var kun Rosie, der gjorde dette - Mollie har altid ladet mad være på bordet).

- Hun er blevet legesyg og lægger op til leg med Jessie - dette voldte store problemer i starten grundet Mollie's verbale måde at være på, men nu leger de både med og uden lyd.

- Hun er blevet fræk - jeg vil næsten kalde hende hvalp igen.

- Hun er blevet mere kælen og kan nu ligge på ryggen i sengen med Jessie i nærheden og blive kløet på maven - dette "turde" hun ikke før og hvorfor vi ikke så det som et advarselstegn, aner jeg ikke.

- Hun er begyndt at efterligne Jessie's rengøringsritualer om aftenen i sengen (Jessie rengører sig selv på brystet præcis som en kat).

 

Det er nogle gode observationer du har gjort

 

Hvordan er det med de andre adfærd, dem du har arbejdet med, hendes opkørthed og intensitet?

 

Fik hun intet beroligende hos dyrlægen efter episoden?

 

Jessie har også ændret sig siden Rosie's aflivning, men var ikke så hårdt ramt psykisk af overfaldet på Mollie.

 

Jessie er begyndt på flg.:

- Hun leger mere nu; både alene og med Mollie.

- Hun er blevet lidt mere usikker på hunde, der gør lige pludseligt og voldsomt.

- Hun er blevet besidderisk overfor mig, hvis jeg bruger tid sammen med hende. Hvordan ændrer jeg på dette?

- Hun er blevet endnu mere nusseglad.

- Hun er blevet noget mere højlydt verbalt.

- Hun er blevet mere løssluppen; f.eks. løber hun meget hurtigt rundt, når hun bliver ekstra glad ved hjemkomst.

- Hun virker som om hun kæmper lidt hårdere for at være tæt på os mennesker og presser Mollie væk fra tid til anden.

 

Jessie kan naturligvis mærke forandringen i din holdning til hende og som du beskriver det hele er hun godt på vej til at blive "bossen" i nogle situationer af de to.

 

Det er dog vigtigt at du er "bossere" og tydeligt tager afstand fra hendes mobben Mollie væk.

Det gør du ved at forlade Jessie straks hun begynder at skule eller knurre.

Du kan evt sige "stop" og se hende direkte ind i øjnene et splitsekund og så forlade hende, så signalet fra dig bliver dobbelt og forstærket.

Nus og kæl gives kun ved afslappethed

 

Mollie og Jessie's relation til hinanden har jo også ændret sig og her er jeg noget mere usikker....

 

Tøserne er begyndt sammen på flg.:

- De slikker hinanden i mundvigerne og i "ansigtet". Hvad er det de gør?

- De efterligner hinanden i forskellige adfærd.

 

Bekræfter tilhørsforholdet. Medmindre det virker manisk...

 

At de er begyndt at efterligne hinanden viser at de er bed at danne "flok" sådan for alvor.

 

- Jessie kan være lidt strid overfor Mollie, når Mollie vil nusses, men vi ser lidt samme tendens hos Jessie, hvis det er fremmede hunde, der nærmer sig os eller især mig.

 

Arbejder du med dette?

 

- Mollie virker utroligt overbærende overfor Jessie; selv når Jessie støder ind i hende, reagerer hun meget lidt, hvilket er ekstremt atypisk for Mollie.

 

Overbærende eller finder hun sig bare i det?

 

-

Når Jessie f.eks. har været med mig til træning, så virker Mollie meget stille og forsagt, når de introduceres for hinanden igen, hvor Jessie virker lidt bossy.

Introduceringen forgår ved at Jessie får lov at komme ud af bilen og løbe lidt, hvorefter Mollie bliver lukket af huset, mens Jessie er optaget af noget andet.

Mollie kommer næsten krybende ud af huset og er meget stille + virker tememlig usikker, når Jessie kommer hen til hende typisk løbende med høj hale og løftet hoved.

Dette er jeg meget usikker på; både hvad der sker og hvordan jeg gør det bedre.

 

Der sker det at , Jessie lige har været sammen med dig og derfor har fet selvtillid pga dette samt pga det I har lavet.

 

Hvordan ser situationen ud når det er Mollie der vender hjem?

 

Jessie kører med klatten fordi hun kan.

 

Jeg ville lade hende være i bilen lidt. Gå ind og vær lidt sammen med Mollie så hun får lov at hilse godt på dig, evt lave et par småting og derefter sammen gå ud og hente Jessie. På denne måde kan du vende billedet.

Du kan tilmed tage Jessie ud i line...

Det gjorde hele forskellen mellem vores hanhunde, hvor genetableringen af "flokken" var konfliktfyldt (hvilket faktisk er naturligt) at gå ind og hilse på den ældste hund først. Det var kun problem hos os når det var den yngste der kom hjem.

 

Ud fra det du beskriver, kan situationen være den at Jessie er ved at overtage "leder" rollen i nogle situationer.

Du skal overveje meget grundigt hvad du vil gøre.

 

Det naturligste vile være at sætte Jessie på plads og styrke den ældste hund. Give den ældste privilegier og dæmpe den yngste.

 

Overvejelser: Der er kun gået tre måneder og Mollie er muligvis stadig "svag" hvilket er et naturligt tidspunkt for en yngre hund at tage over.

 

Jessie har lige oplevet at få dig, hvad hun garanteret har manglet og dette kan give hende noget overmod.

 

Balancen mellem at sætte på plads og styrke er hårfin og måske er Jessie bedre egnet til at være den "store". Omvendt mener jeg ikke hun bør have lov til at holde Mollie (eller andre hunde) væk fra dig. Det er din beslutning hvem der skal være tæt på dig.

 

Så muligvis er du ved at få en ressourcestyrende hund i Jessie og får hun lov vil det sikkert gribe om sig, bare fordi hun kan.

 

At styrke Mollie kan give fatalt bagslag, hvis hun ikke selv kan bære det og handle ud fra det. Styrkes den forkerte hund giver det store konflikter og på sigt måske slagsmål.

 

Muligvis er tøserne selv ved at klare det ved at Mollie bare giver sig og lader Jessie køre på, hvilket kan være svært at være vide til - og hvad jeg ikke tror Mollie egentlig har behov for kva hendes historie

 

Derfor er det svært at give dig noget konkret

[Inkognito]

Det er nogle gode observationer du har gjort

 

Hvordan er det med de andre adfærd, dem du har arbejdet med, hendes opkørthed og intensitet?

 

Fik hun intet beroligende hos dyrlægen efter episoden?

 

Hendes opkørthed og intensitet er der stadig, men i langt mindre omfang; f.eks. kører hun op, når hun skal ud og gå tur, men falder hurtigt ned.

 

Hun kører også op, når vi lægger an til gåtur (tager sele frem osv.).

 

Hun spasser fuldstædigt ud, når hun skal trimmes på poterne og bliver helt umulig - her skal Jessie ikke være i nærheden for så (af)reagerer Mollie på hende. Heller ikke efter trimningen skal Jessie være i nærheden.

Mollie skal have tid til at komme sig psykisk efter det.

 

Lige præcis denne situation har vi trænet og trænet om og om igen, men resultatet bliver aldrig anderledes - hun siger ikke noget til at få klippet negle (sjovt nok), men hvis man tager fat i poterne/benene og holder fast, så bliver hun "sær" + når hun skal have klippet ørene.

Jeg kan trimme hende over hele kroppen uden problemer, men de 2 steder er helt gale.

 

Jeg købte noget Zylkene med hjem efter episoden, men det var før jeg vidste præcis hvordan det virker, men dyrlægen mente ikke hun havde behov for andet end antibiotika og smertestillende samt ro naturligvis.

Jeg fejlede på dette punkt ved ikke at "kræve" noget beroligende til hende, men jeg fungerede mildest elendigt i øjeblikket.

 

Jeg syntes ikke jeg så nogen effekt ved Zylkene'n, men jeg har tænkt mig at forsøge med det op til en trimning og se om hun bliver anderledes.

 

 

Jessie kan naturligvis mærke forandringen i din holdning til hende og som du beskriver det hele er hun godt på vej til at blive "bossen" i nogle situationer af de to.

 

Det er dog vigtigt at du er "bossere" og tydeligt tager afstand fra hendes mobben Mollie væk.

Det gør du ved at forlade Jessie straks hun begynder at skule eller knurre.

Du kan evt sige "stop" og se hende direkte ind i øjnene et splitsekund og så forlade hende, så signalet fra dig bliver dobbelt og forstærket.

Nus og kæl gives kun ved afslappethed

 

Jessie hverken skuler eller knurrer af Mollie for at få hende væk - hun går "bare" imellem mig og Mollie og så går Mollie som regel sin vej efter et stykke tid med Jessie siddende halvvejs ovenpå sig.

 

Jeg synes det er svært at forlade Jessie uden samtidig også forlade Mollie - derfor har jeg/vi brugt ignorering og fysisk flytning af Jessie istedet.

Jeg tror ikke Mollie vil følge med os/mig, hvis jeg går væk fra Jessie og så vil det vel gå ligeså meget ud over hende eller hvad?

 

Jessie forstår ordet "stop" og "gå væk", hvilket hun også gør, når hun bliver bedt om det, men der er ingen tvivl om, at hun liiiiiiiiige skal prøve at se om hun ikke får succes med at drive Mollie væk.

 

 

Bekræfter tilhørsforholdet. Medmindre det virker manisk...

 

At de er begyndt at efterligne hinanden viser at de er bed at danne "flok" sådan for alvor.

 

Æhm, manisk? På mig virker det jo ekstremt, da de aldrig har gjort det før, men de bliver ikke ved i timevis.

 

Mollie siger fra, når Jessie prøver at gøre det, når Mollie ligger og slapper af eller Mollie bare ikke gider og det acceptere Jessie fint.

 

 

 

Arbejder du med dette?

 

Overbærende eller finder hun sig bare i det?

 

Ja, jeg arbejder med det, men om det er rigtigt, ved jeg ikke.

 

Medmindre den anden hund er smuttet, så vender jeg ryggen til Jessie og hilser på den anden hund, hvorefter jeg roser Jessie, hvis hun har forholdt sig roligt.

 

Nu har jeg jo ikke ligefrem opfattet Mollie som en hund, der finder sig i ting før.... Meeeeen måske finder hun sig bare i det fremfor overbærenhed.

 

En typisk situation hvor der sker i er:

Vi kommer hjem fra arbejde og åbner døren - lige pt. hos min mormor er der jo plads til, at de "bare" kommer ud til os og hilser.

Mollie hilser på os og løber så en anelse rundt....

Jessie når ikke engang at hilse på os, førend hun lege greyhound rundt og rundt om "rundkørslen" (græspletten foran huset med en stenbeklædt vej rundt om).

 

Under Jessie's væddeløb med sig selv, sker det, at hun har for meget fart på og ikke når at stoppe helt, inden hun rammer Mollie.

 

Mollie reagerer ved at vende hovedet væk med lukkede øjne og gå nogle skridt til siden, hvilket jeg har tolket som en naturlig reaktion på at få 20 kg. ind i siden (mistet balance) og ikke et dæmpende signal....

 

Men det kan vel også være en bevidst reaktion fra Mollie nu hvor jeg tænker over det?

 

Før i tiden da Rosie var her, så ville Mollie have vendt sig rundt mod Jessie og knurret, hvis Rosie da ikke var i nærheden.

 

Der sker det at , Jessie lige har været sammen med dig og derfor har fet selvtillid pga dette samt pga det I har lavet.

 

Hvordan ser situationen ud når det er Mollie der vender hjem?

 

Jessie kører med klatten fordi hun kan.

 

Jeg ville lade hende være i bilen lidt. Gå ind og vær lidt sammen med Mollie så hun får lov at hilse godt på dig, evt lave et par småting og derefter sammen gå ud og hente Jessie. På denne måde kan du vende billedet.

Du kan tilmed tage Jessie ud i line...

Det gjorde hele forskellen mellem vores hanhunde, hvor genetableringen af "flokken" var konfliktfyldt (hvilket faktisk er naturligt) at gå ind og hilse på den ældste hund først. Det var kun problem hos os når det var den yngste der kom hjem.

 

Jo mere Mollie kommer ud alene, jo roligere og mere i balance med sig selv bliver hun.

 

Mollie plejer at ignorere Jessie, når hun kommer hjem medmindre hun er træt - er hun træt, får Jessie besked på at fise af.

 

Når Mollie kommer hjem, så plejer vi altid at gå lidt med dem begge i snor, inden de bliver sluppet.

 

I søndags var Jessie en tur på stranden med Sookie og hun blev fysisk træt - da vi kom hjem, lukkede jeg hende ud af bilen og hun tog lige en æresrunde eller to om "rundkørslen" for så at falde til ro.

Jeg blev stående 15 meter væk fra hoveddøren med Jessie, hvor jeg bare lige havde en finger i halsbåndet og Martin lukkede Mollie ud.

 

Her var reaktionen en helt anden - Mollie kom glad hoppede ud af døren og hen til os, men blev en anelse stiv i kroppen, da hun kom helt hen til os og så at Jessie blev holdt fysisk tilbage. Jeg roste med rolig og "ligeglad" stemme for ikek at køre dem op.

Da jeg slap Jessie gik først et par skridt ned langs Mollie's side for så at gå hen og hilse på Martin.

Herefter var der ikke noget imellem dem.

 

Vi har dårlig erfaring med at holde den ene hund i snor eller dem begge og lade dem mødes i snor - det kan Mollie ikke overskue eller sådan virker det.

 

Ud fra det du beskriver, kan situationen være den at Jessie er ved at overtage "leder" rollen i nogle situationer.

Du skal overveje meget grundigt hvad du vil gøre.

 

Det naturligste vile være at sætte Jessie på plads og styrke den ældste hund. Give den ældste privilegier og dæmpe den yngste.

 

Overvejelser: Der er kun gået tre måneder og Mollie er muligvis stadig "svag" hvilket er et naturligt tidspunkt for en yngre hund at tage over.

 

Jessie har lige oplevet at få dig, hvad hun garanteret har manglet og dette kan give hende noget overmod.

 

Balancen mellem at sætte på plads og styrke er hårfin og måske er Jessie bedre egnet til at være den "store". Omvendt mener jeg ikke hun bør have lov til at holde Mollie (eller andre hunde) væk fra dig. Det er din beslutning hvem der skal være tæt på dig.

 

Så muligvis er du ved at få en ressourcestyrende hund i Jessie og får hun lov vil det sikkert gribe om sig, bare fordi hun kan.

 

At styrke Mollie kan give fatalt bagslag, hvis hun ikke selv kan bære det og handle ud fra det. Styrkes den forkerte hund giver det store konflikter og på sigt måske slagsmål.

 

Muligvis er tøserne selv ved at klare det ved at Mollie bare giver sig og lader Jessie køre på, hvilket kan være svært at være vide til - og hvad jeg ikke tror Mollie egentlig har behov for kva hendes historie

 

Vi har jo aldrig rigtig set Mollie som en leder i nogle situationer overhovedet på grund af hendes temperament, men alligevel har hun fået og får mad samt godbidder først.

 

Ellers har Mollie ikke nogle priviligier, som Jessie ikke har - Mollie har sin faste plads i sengen, hvor ingen andre skal lægge sig, men det har ikke været noget problem, for Jessie vil ikke have pladsen (Mollie vil ligge under dynen mellem mine ben).

 

Temperamentsmæssigt bør Jessie være bedre egnet til rollen som alfa og så alligevel ikke - det er ikke for sjov, at vi kalder hende sjatnumse.

 

Jeg får ikke indtrykket af en selvsikker hund med en masse ro og overblik, når jeg ser sådan overall på hende, men igen: jeg kan jo være snydt af at jeg mener hun er en hundehvalp.

 

Vores fantastiske kiropraktor mener f.eks., at Jessie med nemhed kan ende op som alfa i flokken med hendes temperament og at det måske ikke er negativt. Hun ser nogle andre ting end jeg gør, for hun er ikke farvet på samme måde, som jeg er af følelser osv..

 

Jeg står virkelig på bar bund hvordan jeg griber det her aspekt af flokken an..... Det kombineret med min usikkerhed på egne fortolkningsevner af deres adfærd og min store frygt for at starte forfra med slåskampe, når Jessie bliver lidt mere moden, så kan du næsten gætte dig til hvordan jeg har det og om jeg gør noget ved det

 

 

Derfor er det svært at give dig noget konkret

 

Det er altid svært at give noget konkret ud fra noget skrevent

 

Det er vel altid nemmere at se det

[Gæst Ninjamor]

Hendes opkørthed og intensitet er der stadig, men i langt mindre omfang; f.eks. kører hun op, når hun skal ud og gå tur, men falder hurtigt ned.

 

Hun kører også op, når vi lægger an til gåtur (tager sele frem osv.).

 

Okay

 

Hun spasser fuldstædigt ud, når hun skal trimmes på poterne og bliver helt umulig - her skal Jessie ikke være i nærheden for så (af)reagerer Mollie på hende. Heller ikke efter trimningen skal Jessie være i nærheden.

Mollie skal have tid til at komme sig psykisk efter det.

 

Lige præcis denne situation har vi trænet og trænet om og om igen, men resultatet bliver aldrig anderledes - hun siger ikke noget til at få klippet negle (sjovt nok), men hvis man tager fat i poterne/benene og holder fast, så bliver hun "sær" + når hun skal have klippet ørene.

Jeg kan trimme hende over hele kroppen uden problemer, men de 2 steder er helt gale.

 

 

Tjah... Du kan vælge at starte forfra eller bare køre videre som det er nu

 

Jeg købte noget Zylkene med hjem efter episoden, men det var før jeg vidste præcis hvordan det virker, men dyrlægen mente ikke hun havde behov for andet end antibiotika og smertestillende samt ro naturligvis.

Jeg fejlede på dette punkt ved ikke at "kræve" noget beroligende til hende, men jeg fungerede mildest elendigt i øjeblikket.

 

 

Selvfølgelig gjorde du det. Det var en grim situation at stå i

 

 

Jeg syntes ikke jeg så nogen effekt ved Zylkene'n, men jeg har tænkt mig at forsøge med det op til en trimning og se om hun bliver anderledes.

 

Zylkene virker dæmpende på stress og på let angst.

 

Måske skulle Mollie hellere have noget opløftende, hvis man skal den vej

 

Jessie hverken skuler eller knurrer af Mollie for at få hende væk - hun går "bare" imellem mig og Mollie og så går Mollie som regel sin vej efter et stykke tid med Jessie siddende halvvejs ovenpå sig.

 

Okay, hun maser sig bare ind

 

Jeg synes det er svært at forlade Jessie uden samtidig også forlade Mollie - derfor har jeg/vi brugt ignorering og fysisk flytning af Jessie istedet.

Jeg tror ikke Mollie vil følge med os/mig, hvis jeg går væk fra Jessie og så vil det vel gå ligeså meget ud over hende eller hvad?

 

 

Jae sikkert

 

Jessie forstår ordet "stop" og "gå væk", hvilket hun også gør, når hun bliver bedt om det, men der er ingen tvivl om, at hun liiiiiiiiige skal prøve at se om hun ikke får succes med at drive Mollie væk.

 

Hvis Mollie også reagerer på de siganler kan hun tage dem der er beregnet på Jessie til sig og tro du mener hende.

Måske ville det have bedre effekt at se direkte og lidt stift på Jessie når hun møver sig frem - for Mollies skyld.

 

 

Æhm, manisk? På mig virker det jo ekstremt, da de aldrig har gjort det før, men de bliver ikke ved i timevis.

 

Så er det nok bare hygge

 

Mollie siger fra, når Jessie prøver at gøre det, når Mollie ligger og slapper af eller Mollie bare ikke gider og det acceptere Jessie fint.

 

Godt

 

 

 

Arbejder du med dette?

 

=NinjamorOverbærende eller finder hun sig bare i det?

 

=Inkognito

Ja, jeg arbejder med det, men om det er rigtigt, ved jeg ikke.

 

Medmindre den anden hund er smuttet, så vender jeg ryggen til Jessie og hilser på den anden hund, hvorefter jeg roser Jessie, hvis hun har forholdt sig roligt.

 

Hvis der er fremskridt så virker det og så er det "godt nok"

 

Nu har jeg jo ikke ligefrem opfattet Mollie som en hund, der finder sig i ting før.... Meeeeen måske finder hun sig bare i det fremfor overbærenhed.

 

Svært at gætte om

 

En typisk situation hvor der sker i er:

Vi kommer hjem fra arbejde og åbner døren - lige pt. hos min mormor er der jo plads til, at de "bare" kommer ud til os og hilser.

Mollie hilser på os og løber så en anelse rundt....

Jessie når ikke engang at hilse på os, førend hun lege greyhound rundt og rundt om "rundkørslen" (græspletten foran huset med en stenbeklædt vej rundt om).

 

Under Jessie's væddeløb med sig selv, sker det, at hun har for meget fart på og ikke når at stoppe helt, inden hun rammer Mollie.

 

Mollie reagerer ved at vende hovedet væk med lukkede øjne og gå nogle skridt til siden, hvilket jeg har tolket som en naturlig reaktion på at få 20 kg. ind i siden (mistet balance) og ikke et dæmpende signal....

 

En helt almindelig reaktion kunne også være at blive mopset, men det kan også være den reaktion hun viser nu

 

Men det kan vel også være en bevidst reaktion fra Mollie nu hvor jeg tænker over det?

 

Før i tiden da Rosie var her, så ville Mollie have vendt sig rundt mod Jessie og knurret, hvis Rosie da ikke var i nærheden.

 

 

Okay

 

Der sker det at , Jessie lige har været sammen med dig og derfor har fet selvtillid pga dette samt pga det I har lavet.

 

Hvordan ser situationen ud når det er Mollie der vender hjem?

 

Jessie kører med klatten fordi hun kan.

 

Jeg ville lade hende være i bilen lidt. Gå ind og vær lidt sammen med Mollie så hun får lov at hilse godt på dig, evt lave et par småting og derefter sammen gå ud og hente Jessie. På denne måde kan du vende billedet.

Du kan tilmed tage Jessie ud i line...

Det gjorde hele forskellen mellem vores hanhunde, hvor genetableringen af "flokken" var konfliktfyldt (hvilket faktisk er naturligt) at gå ind og hilse på den ældste hund først. Det var kun problem hos os når det var den yngste der kom hjem.

 

Jo mere Mollie kommer ud alene, jo roligere og mere i balance med sig selv bliver hun.

 

Mollie plejer at ignorere Jessie, når hun kommer hjem medmindre hun er træt - er hun træt, får Jessie besked på at fise af.

 

Og det bliver respekteret?

 

Når Mollie kommer hjem, så plejer vi altid at gå lidt med dem begge i snor, inden de bliver sluppet.

 

Så er der ingen problemer?

 

I søndags var Jessie en tur på stranden med Sookie og hun blev fysisk træt - da vi kom hjem, lukkede jeg hende ud af bilen og hun tog lige en æresrunde eller to om "rundkørslen" for så at falde til ro.

Jeg blev stående 15 meter væk fra hoveddøren med Jessie, hvor jeg bare lige havde en finger i halsbåndet og Martin lukkede Mollie ud.

 

Her var reaktionen en helt anden - Mollie kom glad hoppede ud af døren og hen til os, men blev en anelse stiv i kroppen, da hun kom helt hen til os og så at Jessie blev holdt fysisk tilbage.

 

Hvorfor mener du at det lige præcis det det hun reagerede på?

kan det ikke have været at I bare stod der?

 

 

Jeg roste med rolig og "ligeglad" stemme for ikek at køre dem op.

Da jeg slap Jessie gik først et par skridt ned langs Mollie's side for så at gå hen og hilse på Martin.

Herefter var der ikke noget imellem dem.

 

 

Vi har dårlig erfaring med at holde den ene hund i snor eller dem begge og lade dem mødes i snor - det kan Mollie ikke overskue eller sådan virker det.

 

OK

 

Vi har jo aldrig rigtig set Mollie som en leder i nogle situationer overhovedet på grund af hendes temperament, men alligevel har hun fået og får mad samt godbidder først.

 

Ellers har Mollie ikke nogle priviligier, som Jessie ikke har - Mollie har sin faste plads i sengen, hvor ingen andre skal lægge sig, men det har ikke været noget problem, for Jessie vil ikke have pladsen (Mollie vil ligge under dynen mellem mine ben).

 

 

Det er typisk i sådanne situationer det plejer at komme til udtryk, når der er problemer mellem hundene

 

Temperamentsmæssigt bør Jessie være bedre egnet til rollen som alfa og så alligevel ikke - det er ikke for sjov, at vi kalder hende sjatnumse.

 

Jeg får ikke indtrykket af en selvsikker hund med en masse ro og overblik, når jeg ser sådan overall på hende, men igen: jeg kan jo være snydt af at jeg mener hun er en hundehvalp.

 

Vores fantastiske kiropraktor mener f.eks., at Jessie med nemhed kan ende op som alfa i flokken med hendes temperament og at det måske ikke er negativt. Hun ser nogle andre ting end jeg gør, for hun er ikke farvet på samme måde, som jeg er af følelser osv..

 

Næh det kan være svært selv at se objektivt på sine hunde

 

Jeg står virkelig på bar bund hvordan jeg griber det her aspekt af flokken an..... Det kombineret med min usikkerhed på egne fortolkningsevner af deres adfærd og min store frygt for at starte forfra med slåskampe, når Jessie bliver lidt mere moden, så kan du næsten gætte dig til hvordan jeg har det og om jeg gør noget ved det

 

Med de forklaringer og svar du er kommet med i dette indlæg, synes jeg det lyder som om det overordnet er i orden. At Jessie prøver at mase sig frem og køre med klatten på unghundemaner, men at Mollie stort set ikke tager sig af det.

 

Hvis det er sådan er der ikke noget at være bekymret for

 

Ting tager tid og alt det I har været igennem sidder der endnu. Om ½ år ser det hele mere ud som det endelige billede

 

Det er vel altid nemmere at se det

 

Ja, har du videooptager?

[Lykkeliv]

Fantastisk indlæg :5up:

 

Jeg har også stået i den ubeskriveligt triste situation det er når to tæver har fået opbygget et uopretteligt fjendskab til hinanden, og selvom jeg nu kun står tilbage med én hund, så kan jeg nikke genkendende til mange af de ting du beskriver - nemlig hvad der sker, når den tilbageværende hund på ny skal finde sin egen plads i flokken.

 

Det er min oplevelse at der også her er forekommet ny adfærd hos Asta, og i starten også en lille usikkerhed overfor fremmede - i vores tilfælde både hunde og mennesker, som hun nu skulle møde på "egen pote".

Det er desuden i høj grad gået op for mig, hvor meget Stella havde opdraget (og begrænset) Asta, i og med hun efter Stellas omplacering prøvede sig frem med ting hund aldrig tidligere havde gjort... Nogle mere hensigtsmæssige end andre

 

Jeg kan i høj grad sætte mig ind i dine følelser og forstå du er så obs på deres adfærd nu, ligesom jeg også kan forstå dig når du skriver at du aldrig mere skal have to tæver sammen - jeg har det på nøjagtig samme måde.

 

Jeg kender ikke dine hunde, men udfra hvad du beskriver synes jeg ikke der er noget alarmerende i det du beskriver. De to skal have reetableret en "orden" og set hinandens grænser, du kan gøre noget - hvilket du jo allerede beskriver, når du fx. afviser besidderisk adfærd - men det er min klare holdning (også ovenpå min egen lille tæve-tæve tragedie) at man i mange situationer bliver nødt til at slippe tøjlerne og lade dem finde ud af det indbyrdes

 

Held og lykke med det og :ae: til Jer alle

[Inkognito]

Jeg har en flok på 4 tæver. Hjemme hos os er de forskellige ansvars områder uddelt. Dvs at der er en ubetinget alfa tæve, men hun bestemmer ikke alt. Hun styre alt aktivitet udendørs og når situationen tilspidser indendørs træder hun i karakter !!! Hun er ikke den ældste men den der har mest leder i sig. Den ældste er den der styre indendørs. Men hun er ikke en naturlig leder så hun kan ikke takle alle situationen, altså situationer hvor de andre ikke retter sig øjebliklig efter hendes anvisninger. Tager de ikke hendes "trusler" alvorligt så opstår der noget fnider for det er kun tomme trusler og der træder "alfatæven" så til og får orden på sagerne.

 

Selv om hun er "alfatæve" så er det kun i tilspidsede situationer hvor den ældste ikke kan styre flokken (indendørs) hun træder i karakter. Og først når hundene er voksne. Når de er hvalpe er det den ældste der har opdragerrollen !! Der blander hun sig ikke ! Hun kan godt lege med dem men hun opdrager dem ikke.

 

De to yngste har nogle ture hvor det går vildt for sig. Ikke slås men alvorlig leg. De er ved at finde deres pladser i forhold til hinanden, den yngste på ved at tilkæmpe sig nogle privilegier.

 

Jeg tror bare jeg prøvede at forklare at det ikke er en hund der bestemmer i alle situationer men at de godt kan dele opgaverne i mellem sig.

 

Det lyder som om dine hunde er blevet gladere, men lige skal finde hver deres "områder". Giv dem tid til at finde ud af det. Det bliver både du og dine hunde mest glade for !! Du skal selvfølgelig være der og guide dem til at finde ud af det p en ordenlig måde, men min erfaring er at de helt klart er bedst til selv at finde ud af det. Som du selv har opdaget så forgår der 1000 ting vi ikke ser.

 

Det er ikke sjælldent at det giver lidt fnider når en har været væk fra flokken. Jeg ville hente den hund der er hjemme, mens den anden sidder i bilen og så gå 10 min med begge så alle kommer hjem sammen.

 

Min "alfatæve" bliver ikke luftet med andre hunde en min egne. Hun kan godt finde på at overfalde andre hunde, så det får hun ikke lov til.

 

Når jeg så er ude med enten de to yngste eller de to yngste og den ældste ser flokken helt anderledes ud !

 

Der er det den næst yngste der bestemmer og opdrager på den yngste.. Den ældste er blevet overfaldet to gange og har derfor meldt sig helt ud af at ville noget med fremmede hunde. Den næst yngste på 2 1/2 år opdrager den yngste på 1 1/2 år.

 

Så de styre hvad de kan styre i de forskellige situationer og det er helt OK med mig ! Hvad der får flokken (mig og hundene) til at fungere bedst, gør de bare.

 

Dynamikken i flokken ændre sig i forhold til hvem der er en del af flokken på det givne tidspunkt. Og hvis en har påtaget sig en rolle på et tidspunkt hvos andre er fraværende så finder de lynhurtigt tilbage når flokken samles igen.

 

Min ældste tæve er ikke helt frisk mere, så jeg tænker meget over hvordan det kommer til at blive når hun ikke kan mere...?

 

Men det skal de nok finde ud af. Jeg skal jo på ingen måde bestemme hvordan de indbyrdes finder ud af at omgåes hinanden.

 

Mit store "problem" er jo min tidligere erfaring, hvor hundene (Rosie og Mollie) ikke kunne klare det selv eller jo, det kunne de vel nok, men så havde Rosie slået Mollie ihjel.

 

De to var kommet så langt ud over at forsøge den fredelige vej frem - de gik fra et enkelt knur til slåskamp, hvis det var i en af de perioder.

 

Mollie kunne ikke engang knurre/brumme af Jessie, hvis hundehvalpen var irreterende uden, at Rosie sad i nakken på hende.

 

Så jeg skal lære forfra, at Mollie ikke er så sindsyg som Rosie fik hende til at ligne og at Mollie faktisk helst vil undgå konflikter og at Jessie/Mollie-relationen består af to hunde, der helst vil undgå konflikter=is i maven, hvis situationen spidser til.

 

Mollie skal også lære, at hun gerne må irettesætte Jessie, hvis hun synes "hundehvalpen" er irreterende uden at forvente at få en afklapsning af en anden hund.

 

Jeg er helt enig i, at rangorden mellem hunde ikke er så rigid, som nogle gerne vil gøre den til og den er ekstremt dynamisk.

[Inkognito]

Tjah... Du kan vælge at starte forfra eller bare køre videre som det er nu

 

Lige nu sidder jeg på gulvet og forsøger at vende hende til det.

 

Det går ganske udemærket, selvom hun synes jeg er lidt sær

 

Jeg har tænkt mig at lægge trimmetingene frem på gulvet en meter eller to ved siden af mig og se hvordan hun reagerer og så gå frem derfra....

 

Jeg tror aldrig jeg får vendt hendes reaktion med hendes ører - hun har haft en rigtig ond omgang ørebetændelse som unghund, der blev opdaget på et sent tidspunkt, så hun har haft meget ondt i ørene.

 

Zylkene virker dæmpende på stress og på let angst.

 

Måske skulle Mollie hellere have noget opløftende, hvis man skal den vej

 

Opløftende? Gider du forklare det?

 

For jeg tænker jo automatisk beroligende i sådan en situation, hvor hun stresser meget.

 

Okay, hun maser sig bare ind

 

Jeps, hun maser sig bare imellem os.

 

Hvis Mollie også reagerer på de siganler kan hun tage dem der er beregnet på Jessie til sig og tro du mener hende.

Måske ville det have bedre effekt at se direkte og lidt stift på Jessie når hun møver sig frem - for Mollies skyld.

 

Jeg tror jeg vil prøve at give Jessie "blikket" istedet for.

 

Igår aftes havde vi dog en lille sejr: vi stod i køkkenet alle 4 og Martin begyndte at nusse Mollie.

Det fik Jessie til at komme og forsøge at mase sig ind imellem, men jeg kaldte stille og roligt på hende og så opgav hun sit forehavende og kom hen til mig istedet.

 

Jeg ved godt, at det absolut er i småtingsafdelingen, men det var da et skridt i den rigtige retning.

 

 

Og det bliver respekteret?

 

Ja, Jessie respektere fint, når Mollie siger til hende, at hun skal stoppe.

 

Sålænge vi ikke blander os eller er tæt på.

 

Så er der ingen problemer?

 

Det kommer helt an på vores sindstilstand; hvis vi er opkørte, så bliver især Mollie det også og så kan vi godt se lidt stive ben.

 

Men som hovedregel er der ingen problemer med hundene, når vi gør det på den måde.

 

 

 

Hvorfor mener du at det lige præcis det det hun reagerede på?

kan det ikke have været at I bare stod der?

 

Jooo, det kan vel godt bare have været, at vi stod der..... Jeg prøver nok at overføre mine egne "negative" oplevelser med snore osv. i den situation på Mollie...

 

Jeg lagde ikke mærke til hvordan jeg reagerede med hensyn til krosholdning og vejrtrækning, så måske var det også det hun reagerede på.

 

Det er typisk i sådanne situationer det plejer at komme til udtryk, når der er problemer mellem hundene

 

Med de forklaringer og svar du er kommet med i dette indlæg, synes jeg det lyder som om det overordnet er i orden. At Jessie prøver at mase sig frem og køre med klatten på unghundemaner, men at Mollie stort set ikke tager sig af det.

 

Hvis det er sådan er der ikke noget at være bekymret for

 

Det krydser jeg så fingre for er rigtigt Og så arbejder jeg videre på at finde isen i maven, så jeg ikke går i panik over det mindste øf fra dem.

 

Ting tager tid og alt det I har været igennem sidder der endnu. Om ½ år ser det hele mere ud som det endelige billede

 

Ja... Jeg kan helt sikkert mærke, at vi mennesker har fået nogle "mén" af hele vores oplevelse og vi liiiiige skal aflære vores refleksagtige reaktioner på knurren igen.

 

Jeg er en anelse længere fremme end Martin - jeg er ikke længere bekymret, når de leger og jeg er holdt op med at gribe ud efter den nærmeste hund, når der bliver knurret/brummet. Nu nøjes jeg med at holde vejret og gå lidt væk fra dem....

 

Martin får stadig nervøse trækninger, når legen bliver meget verbal, men det bliver langsomt bedre.

 

 

Ja, har du videooptager?

 

Jeg er så småt begyndt at se fordelen med en videooptager; ikke kun i adfærdssituationer, men også til træningsbrug godt hjulpet af alle dem herinde, der har uploadet træningsvideoer.... Så jeg kigger lidt rundt omkring efter en og er igang med at overtale Martin til endnu en gadget, som vi bare ikke kan leve uden på grund af hundene

[Inkognito]

Fantastisk indlæg :5up:

 

Jeg har også stået i den ubeskriveligt triste situation det er når to tæver har fået opbygget et uopretteligt fjendskab til hinanden, og selvom jeg nu kun står tilbage med én hund, så kan jeg nikke genkendende til mange af de ting du beskriver - nemlig hvad der sker, når den tilbageværende hund på ny skal finde sin egen plads i flokken.

 

Det er min oplevelse at der også her er forekommet ny adfærd hos Asta, og i starten også en lille usikkerhed overfor fremmede - i vores tilfælde både hunde og mennesker, som hun nu skulle møde på "egen pote".

Det er desuden i høj grad gået op for mig, hvor meget Stella havde opdraget (og begrænset) Asta, i og med hun efter Stellas omplacering prøvede sig frem med ting hund aldrig tidligere havde gjort... Nogle mere hensigtsmæssige end andre

 

Jeg kan i høj grad sætte mig ind i dine følelser og forstå du er så obs på deres adfærd nu, ligesom jeg også kan forstå dig når du skriver at du aldrig mere skal have to tæver sammen - jeg har det på nøjagtig samme måde.

 

Jeg kender ikke dine hunde, men udfra hvad du beskriver synes jeg ikke der er noget alarmerende i det du beskriver. De to skal have reetableret en "orden" og set hinandens grænser, du kan gøre noget - hvilket du jo allerede beskriver, når du fx. afviser besidderisk adfærd - men det er min klare holdning (også ovenpå min egen lille tæve-tæve tragedie) at man i mange situationer bliver nødt til at slippe tøjlerne og lade dem finde ud af det indbyrdes

 

Held og lykke med det og :ae: til Jer alle

 

Og jeg synes det er rart at høre om, at andre også har oplevet problemer i deres flokke og oplever mærkbare ændringer i flokken, når der sker nedskæringer.... Ikke fordi jeg ønsker at andre skal opleve de her negative ting, men fordi jeg så føler mig lidt mere "normal".

 

De fleste jeg har snakket med indtil nu kigger bare mærkeligt på mig og jeg får følelsen af at være dybt underlig

 

Men nøj, hvor er det svært at slippe de sk*** tøjler og stole på tøserne og i sidste ende også stole på mig selv igen....

 

Men jeg er på rigtig vej igen og er begyndt at nyde at have de små pelskræ i mit liv - selvom de kan drive mig til vanvid engang imellem

[Gæst Ninjamor]

Lige nu sidder jeg på gulvet og forsøger at vende hende til det.

 

Det går ganske udemærket, selvom hun synes jeg er lidt sær

 

Jeg har tænkt mig at lægge trimmetingene frem på gulvet en meter eller to ved siden af mig og se hvordan hun reagerer og så gå frem derfra....

 

Jeg tror aldrig jeg får vendt hendes reaktion med hendes ører - hun har haft en rigtig ond omgang ørebetændelse som unghund, der blev opdaget på et sent tidspunkt, så hun har haft meget ondt i ørene.

 

 

 

Opløftende? Gider du forklare det?

 

Når hun har det så skidt med ørene er det en frygt for smerte der dikterer hendes holdning. Altså en helt specifik frygt.

Dette hjælper angstdæmpende medicin næppe på, frygten er jo reel nok opstået af erfaring.

Her er det kun nye positive erfaringer der kan hjælpe, f.eks. daglig berøring under grænsen for frygtudløsningen.

Det kan tage rigtig lang tid og hvis det er den vej du vil gå, ville narkose når hun skulle trimmes rigtigt være en udvej til hun igen var tryg ved situationen.

Narkose = dyrlæge såe?

 

For jeg tænker jo automatisk beroligende i sådan en situation, hvor hun stresser meget.

 

Ja, naturligvis.

 

Jeg tænker opløftende (som i lykkepiller) i en tilvænningsperiode uden rigtig trim.

Og det er slet ikke sikkert det er nødvendigt. Men altså i en træningsperiode.

 

Sådanne midler giver hundens humør et løft opad så den har mere overskud hvor dæmpende medicin dæmper følelsen af angst.

 

 

Jeps, hun maser sig bare imellem os.

 

Som en normal "også mig" unghunde adfærd. Kun hvis hun direkte stirrer på Mollie i situationen ville jeg være begyndende vagtsom.

 

 

Jeg tror jeg vil prøve at give Jessie "blikket" istedet for.

 

Prøv at se hvordan det virker

 

Ig

år aftes havde vi dog en lille sejr: vi stod i køkkenet alle 4 og Martin begyndte at nusse Mollie.

Det fik Jessie til at komme og forsøge at mase sig ind imellem, men jeg kaldte stille og roligt på hende og så opgav hun sit forehavende og kom hen til mig istedet.

 

Jeg ved godt, at det absolut er i småtingsafdelingen, men det var da et skridt i den rigtige retning.

 

Man kan blive så uendelig taknemmelig for de små ting

 

Ja, Jessie respektere fint, når Mollie siger til hende, at hun skal stoppe.

 

Sålænge vi ikke blander os eller er tæt på.

 

 

Okay

 

 

Det kommer helt an på vores sindstilstand; hvis vi er opkørte, så bliver især Mollie det også og så kan vi godt se lidt stive ben.

 

Men som hovedregel er der ingen problemer med hundene, når vi gør det på den måde.

 

 

Fint

 

Jooo, det kan vel godt bare have været, at vi stod der..... Jeg prøver nok at overføre mine egne "negative" oplevelser med snore osv. i den situation på Mollie...

 

Jeg lagde ikke mærke til hvordan jeg reagerede med hensyn til krosholdning og vejrtrækning, så måske var det også det hun reagerede på.

 

De er jo meget observante de bæster

 

 

Det krydser jeg så fingre for er rigtigt Og så arbejder jeg videre på at finde isen i maven, så jeg ikke går i panik over det mindste øf fra dem.

 

Is og opmærksomhed er en god kombination

 

 

Ja... Jeg kan helt sikkert mærke, at vi mennesker har fået nogle "mén" af hele vores oplevelse og vi liiiiige skal aflære vores refleksagtige reaktioner på knurren igen.

 

Jeg er en anelse længere fremme end Martin - jeg er ikke længere bekymret, når de leger og jeg er holdt op med at gribe ud efter den nærmeste hund, når der bliver knurret/brummet. Nu nøjes jeg med at holde vejret og gå lidt væk fra dem....

 

Martin får stadig nervøse trækninger, når legen bliver meget verbal, men det bliver langsomt bedre.

 

 

Ting tager tid :ae:

 

 

 

Jeg er så småt begyndt at se fordelen med en videooptager; ikke kun i adfærdssituationer, men også til træningsbrug godt hjulpet af alle dem herinde, der har uploadet træningsvideoer.... Så jeg kigger lidt rundt omkring efter en og er igang med at overtale Martin til endnu en gadget, som vi bare ikke kan leve uden på grund af hundene

 

Video, også til træning, er et uvurderligt instrument

[Inkognito]

Når hun har det så skidt med ørene er det en frygt for smerte der dikterer hendes holdning. Altså en helt specifik frygt.

Dette hjælper angstdæmpende medicin næppe på, frygten er jo reel nok opstået af erfaring.

Her er det kun nye positive erfaringer der kan hjælpe, f.eks. daglig berøring under grænsen for frygtudløsningen.

Det kan tage rigtig lang tid og hvis det er den vej du vil gå, ville narkose når hun skulle trimmes rigtigt være en udvej til hun igen var tryg ved situationen.

Narkose = dyrlæge såe?

 

 

Jeg tænker opløftende (som i lykkepiller) i en tilvænningsperiode uden rigtig trim.

Og det er slet ikke sikkert det er nødvendigt. Men altså i en træningsperiode.

 

Sådanne midler giver hundens humør et løft opad så den har mere overskud hvor dæmpende medicin dæmper følelsen af angst.

 

Min dyrlæge, som jeg ellers er meget tilfreds med, mener, at Mollie er et problem, så hvis jeg kom og bad om narkose for at trimme hende, så ville hun nok smide mig ud

 

Jeg kæmper stadig med dyrlægen hvert år til sundhedsundersøgelsen om hun skal kigge øre eller ej - jeg siger hun ikke skal, da jeg kan mærke på Mollie om hun har ondt eller ej og hun siger hun skal....

 

Hun har dog ikke fået lov mere end en gang på de efterhånden 2-3 år vi er kommet der og har vist efterhånden indset, at hun ikke får lov.

 

Jeg må nulre hendes ører både indvendigt og udvendigt uden problemer, men vi er ikke kommet så langt som til, at hun acceptere maskinen (utændt) eller en saks (hun bliver dog ikke klippet med saks) endnu uden hun beklager sig. Det kommer måske.

 

Jeg tror der er flere aspekter i hele trimningssituationen end "bare" frygt for smerter ved ørene. Der er bla. bordet, som hun ikke selv kan hoppe op på og derfor skal løftes op på - derfor træner vi på gulvet nu for at se om vi kan vende situationen for os begge (det virkede nemmere end at lære hende, at man må løfte på hende).

 

Hun har, som hvalp, været vænnet til bordet ved at spise på det (for at gøre det en rar oplevelse), men da hun jo var skæv i kroppen, så har bordet, løften op på bordet og selve trimningen jo været forbundet med smerter og vi fik nogle temmelig hårdhændene råd om tilvænning til trimning.

Trimning var bare noget hunden skulle vænne sig til - der skulle ikke være så mange dikkedarer forbundet med det og det betød så, at man tog "ordentligt" fast i hunden, hvis den flyttede sig.....

 

Jeg mærker tydelig forskel på trimmesituationen, hvis hun er lidt opkørt i forvejen - så bliver det endnu værre. Hvis hun er rolig og afslappet og jeg (det er kun mig, der trimmer hende efterhånden) er fuldstændig cool som jordbæris, så har hun ikke de store problemer med det=derfor har jeg flyttet det ned på gulvet lige pt..

 

Og nu er jeg med på hvad du mener med opløftende og det skal jeg lige tygge lidt på - hvis de midler har samme effekt på dyr som på mennesker, så tror jeg ikke umiddelbart, at jeg vil bruge dem på Mollie... Men jeg skal lige gå og tænke lidt over det, inden jeg lægger mig fast på et svar