Åh nej, store problemer.

[Gæst WhoLetTheDogsOut]

Ja, nu siger jeg det på forhånd - det bliver en lang én.

 

Nu skal i hører.

Som de fleste af jer ved, har jeg en hund (Grand Danois) på 4 måneder. Jeg er 16 år, og jeg får hjælp med hunden af min kæreste og selvfølgelig min mor.

Her for 3 dage siden cirka, sagde jeg til min mor stille og roligt at vi ikke kunne have hunden mere. Ikke fordi vi ikke vil, men fordi vi simpelthen ikke kan! Dette er vores første hund, så det er en rimelig stor størrelse vi har valgt på trods af at vi er hunde-ejere for første gang.

Jeg forklarede så min mor at vi ikke kunne mere. Min kæreste går i skole cirka 6-7 timer om dagen, han går til fitness hver dag, han har lige ansøgt et job som han er rimelig sikker på og han skal også her hjem og hjælpe til. Jeg går i skole cirka 5-6 timer om dagen og jeg er også begyndt at lede efter et arbejde og regner med at de vil have en jobsamtale med mig her d. 28 august i en vuggestue ude i Gladsaxe. Min mor derimod - arbejder hele tiden. Lige pt, har vi nogle pengeproblemer da hunden kom ind i en svær tid, men vi klarer os da nogenlunde.

Da jeg så fortæller hende det, siger hun til mig at hun da nok skulle klarer hunden selv hvis det var så svært og at "ingen gad".

Lad mig lige forklarer på forhånd at min mor er en kvinde der har et svært problem med temperament og kan simpelthen bare ikke indrømme når hun har lavet en fejl.

 

Mig og min mor kommer så op og skændes og det ender selvfølgelig med at hun smider mig ud.

Lige pt, bor jeg så hos min kæreste og jeg regnede med at min mor ville skrive her en af dagene om hvornår jeg kom hjem, men i dag skrev hun at hun nok ville ringe til de offentlige og sige at jeg flytter permanent ud til min kæreste nu. Jeg kender min mor, når hun først er så langt ude, ved jeg at der er ingen vej tilbage, så jeg kan lige så godt sige ciao til mit hjem.

Så tager jeg selvfølgelig hjem i dag og henter mine ting og siger farvel til hunden, men nu har vi jo så problemet.

 

Jeg må ikke komme hjem mere og således må min kæreste jo heller ikke. Men min mor er hele tiden på arbejde og i dag da jeg var derhjemme sad jeg og "snakkede" lidt med hunden da hun var på arbejde, så han ikke skulle være så meget alene.

Min mor tror åbenbart at have hund er noget af det nemmeste og at have noget af den største hund er jo selvfølgelig ingenting! Men hun tog fejl efter en måned vi købte ham - hun vil bare ikke indrømme det.

 

Hvad synes I at jeg/vi skal gøre? Jeg kan jo ikke tage derhjem længere og sige "hej" til ham, men samtidig er min mor på arbejde hele tiden, men vil stadig ikke indrømme at hun tog fejl og tage hunden tilbage??

 

Jeg har virkelig så ondt af Basse, for det her skal slet ikke gå udover ham, selvom det i enden gjorde.

[Gæst Braarup]

Pu ha ..... Ved slet ikke hvad jeg skal skrive til dig, og alligevel er jeg bare nødt til at besvare din tråd :hmm: Synes det er så trist en historie

 

Egentlig synes jeg det er en fin erkendelse at indse, at man i bund og grund ikke er det bedste for hunden, og indrømme at man har taget fejl. Det er der mange der ikke kan. - Det synes jeg er flot af dig.

 

Hvor, hvordan og hvem, der har rådet dig/Jer til at få så stor en hund, som førstegangsejer, ved jeg ikke noget om. Men det har jo så tydeligt ikke været et godt råd - (hov, det kan du vist heller ikke bruge til noget sorry

 

Jeg kender jo ikke din mor, og kan derfor ikke råde dig til hvordan du får hende overbevist om, at det vigtigste er hundens ve og vel. Men måske du kunne skrive et brev til hende, så får du lov at "tale ud" uden at blive afbrudt.

 

Krydser fingre for at alt ordner sig til det bedste for Jer alle

[Gæst WhoLetTheDogsOut]

Mange tak skal du have.

Ja, jeg kan sagtens se pointen i at jeg skal skrive et brev.

Men i bund og grund vil jeg faktisk ikke. Jeg ved godt at det lyder ekstremt "hårdt", men mig og min mor har været så mange ting igennem at jeg faktisk slet ikke gider hende længere. Som jeg også selv har sagt til min kæreste - "Jeg er derude for hundens skyld, ikke for hendes".

Hun skrev til mig i dag at hun ville ringe til de offentlige, så jeg kunne flytte permanent herud til min kæreste. Da jeg så skrev til hende at hun da ikke kunne tage sig af Basse helt alene, så svarede hun bare tilbage at det var hendes problem.

Man kan ikke engang tale fornuftigt med hende.

[Gæst Ina]

Jeg kan heller ikke råde dig - det er en sag mellem dig og din mor - men det en trist udgang det har fået for jer alle.

 

Jeg tænker jo på hunden - og håber så også at din mor får øjne og ører op for hvor krævende det kan være. Det er en hvalp og det drejer sig om hans liv - så om ikke andet må opdrætteren ind i billedet så hunden kan få chancen for at få et nyt og mere trygt hjem.

[Gæst WhoLetTheDogsOut]

så om ikke andet må opdrætteren ind i billedet så hunden kan få chancen for at få et nyt og mere trygt hjem.

 

Vi har faktisk en aftale med opdrætter at vi ikke må sælge ham videre, men give ham tilbage hvis vi fortryder.

[skipper-odense]

Vi har faktisk en aftale med opdrætter at vi ikke må sælge ham videre, men give ham tilbage hvis vi fortryder.

 

Kunne du ikke prøve at ringe til opdrætter og forklare hende situationen? Så kan hun måske kontakte din mor, ja din mor bliver måske mere vred af det, men det kan jo være hun inderst inde godt kan se at Basse er for stor en mundfuld for hende...

[Jane]

Jeg tænker lidt, at de offentlige myndigheder også skal lytte til dig. Jeg tænker også på din kærestes forældre, en lære du har tillid til, din far. For mig lyder det til, at du er den mest voksne af jer to, din mor og dig.

 

Men så længe du ikke er myndig, er du afhængig af , at en voksen vil lytte til dig og tage dig alvorlig.

 

Jeg forstår godt, at du er bekymret for din hund og jeg syntes det er flot, at du tænker på din hunds bedste.

 

Jeg håber det bedste for dig og din hund. Du virker som en pige med ben i næsen.

[Doberfan]

Jeg er enig med Jane i, at du lyder mere voksen end din mor, og også med Ina og skipper-odense i, at opdrætteren burde kontaktes.

 

Jeg håber du kan lægge forholdet mellem din mor og dig til side for et øjeblik (og at hun er voksen nok til at gøre det samme), så den bedste løsning for hunden kan findes. Det er selvfølgelig uheldigt, at den blev anskaffet til at begynde med, men det kan man ikke bruge til noget nu.

 

Hvis hun kan smide dig, hendes egen datter, ud af huset og ikke have videre bekymringer over det, så er jeg da vildt bange for, hvad hun vil gøre med hunden, når hun bliver træt af, at han ikke opfører sig eksemplarisk, mens hun er på arbejde dagen lang.

 

Så, hvis du har mod på det, ring til opdrætteren, jo før jo bedre, og forklar situationen. MEN, jeg er også godt klar over, at du er 16 og står i en meget svær situation, og at hunden i sidste ende ikke er dit ansvar.

[Therese]

Slettet, fordi indlægget ikke var gennemtænkt..

[Aslan]

Jeg er glad for at du er er ok med hele situationen (med din mor).

 

 

Jeg ved simpelthen ikke hvad du kan gøre for hunden, men kan godt forstå dine bekymringer.

Kan ikke selv forestille mig at skulle stå i den situation, og selv om at det ikke hjælper, så er jeg ked af det på dine vejne :ae:

Og basses vejne

 

 

Men tænker lidt, at når hunden har skidt nok gange inden dørs, kan vi jo håbe han kan få et godt omplacerins liv.

 

Men måske han indfinder sig godt med det hele Det kan vi ihvertilfalde håbe

[Gæst Ina]

Vi har faktisk en aftale med opdrætter at vi ikke må sælge ham videre, men give ham tilbage hvis vi fortryder.

 

Godt - det er en opdrætter efter mit hoved :klap:

 

Må vi høre hvad der sker med Basse :hmm:

[Birgitta]

Ja, nu siger jeg det på forhånd - det bliver en lang én.

 

Nu skal i hører.

Som de fleste af jer ved, har jeg en hund (Grand Danois) på 4 måneder. Jeg er 16 år, og jeg får hjælp med hunden af min kæreste og selvfølgelig min mor.

Her for 3 dage siden cirka, sagde jeg til min mor stille og roligt at vi ikke kunne have hunden mere. Ikke fordi vi ikke vil, men fordi vi simpelthen ikke kan! Dette er vores første hund, så det er en rimelig stor størrelse vi har valgt på trods af at vi er hunde-ejere for første gang.

Jeg forklarede så min mor at vi ikke kunne mere. Min kæreste går i skole cirka 6-7 timer om dagen, han går til fitness hver dag, han har lige ansøgt et job som han er rimelig sikker på og han skal også her hjem og hjælpe til. Jeg går i skole cirka 5-6 timer om dagen og jeg er også begyndt at lede efter et arbejde og regner med at de vil have en jobsamtale med mig her d. 28 august i en vuggestue ude i Gladsaxe. Min mor derimod - arbejder hele tiden. Lige pt, har vi nogle pengeproblemer da hunden kom ind i en svær tid, men vi klarer os da nogenlunde.

Da jeg så fortæller hende det, siger hun til mig at hun da nok skulle klarer hunden selv hvis det var så svært og at "ingen gad".

Lad mig lige forklarer på forhånd at min mor er en kvinde der har et svært problem med temperament og kan simpelthen bare ikke indrømme når hun har lavet en fejl.

 

Mig og min mor kommer så op og skændes og det ender selvfølgelig med at hun smider mig ud.

Lige pt, bor jeg så hos min kæreste og jeg regnede med at min mor ville skrive her en af dagene om hvornår jeg kom hjem, men i dag skrev hun at hun nok ville ringe til de offentlige og sige at jeg flytter permanent ud til min kæreste nu. Jeg kender min mor, når hun først er så langt ude, ved jeg at der er ingen vej tilbage, så jeg kan lige så godt sige ciao til mit hjem.

Så tager jeg selvfølgelig hjem i dag og henter mine ting og siger farvel til hunden, men nu har vi jo så problemet.

 

Jeg må ikke komme hjem mere og således må min kæreste jo heller ikke. Men min mor er hele tiden på arbejde og i dag da jeg var derhjemme sad jeg og "snakkede" lidt med hunden da hun var på arbejde, så han ikke skulle være så meget alene.

Min mor tror åbenbart at have hund er noget af det nemmeste og at have noget af den største hund er jo selvfølgelig ingenting! Men hun tog fejl efter en måned vi købte ham - hun vil bare ikke indrømme det.

 

Hvad synes I at jeg/vi skal gøre? Jeg kan jo ikke tage derhjem længere og sige "hej" til ham, men samtidig er min mor på arbejde hele tiden, men vil stadig ikke indrømme at hun tog fejl og tage hunden tilbage??

 

Jeg har virkelig så ondt af Basse, for det her skal slet ikke gå udover ham, selvom det i enden gjorde.

 

Okay... Rolig nu...

 

Hunden er din mors, ikke?

Altså hvis navn står han registreret i? Og hvem har købt og betalt ham?

 

Når du er 16 år, så er det jo nok din mor, der ejer ham..

Så du kan ikke blande dig i, hvad hun vælger at gøre med ham, når du ikke mere kan passe ham.

 

--Jeg forstår bare ikke helt, hvordan det er din og kærestens hund, hvis du har boet hos din mor indtil nu.....:hmm: I min optik betyder det, at det er din og din mors hund. En hund er et familiemedlem. Og når du bor hos din mor, så er I fælles om hunden. Kæresten hjælper bare til.

 

Hvad der nu skal ske?

 

Jo, mødre kan være hidsige. Og de kan også falde ned igen. I har sikkert haft jeres diskussioner før denneher. Og alligevel står verden.

Du er 16 år, og måske er det bedst at du bor hos din kæreste. Måske ikke..

Du skal nok snakke med en sagsbehandler fra kommunen om den sag.

 

Med hensyn til Basse, så er det bedst for ham at du sniiger dig hjem mens din mor er på arbejde og hygger lidt med ham og måske går en tur. Altså så længe du har tiden til det.

 

En GD er jo ikke en hund, der har brug for vildt meget motion. Og en mor ER jo en person, der er vant til at passe daglige pligter uanset hvor træls det kan være. Ellers havde DU jo ikke overlevet din barndom;-).

 

Mon ikke Basse kan vænne sig til at han nu må være mere alene om dagen mens din mor er på arbejde?

DU kan hjælpe ham i starten, ved at komme hjem og hygge lidt med ham. Men derefter må din mor selv finde ud af det.

 

Hvis enden bliver at du flytter hjemmefra, så kan din mor måske arbejde mindre. For det ER dyrt at have et teenagebarn boende.

Men det er op til din mor om hun vil arbejde mindre for Basses skyld.

 

Hvis du bliver boende hjemme, så skal I måske være mere fælles om økonomien når du får job, --så din mor ikke behøver at arbejde så meget. Så kan HUN være mere hjemme hod Basse.

 

Så længe man bor sammen, så ER en hund altså et fælles ansvar.

 

Og sig mig lige: Hvad havde du forestillet dig /ønsket dig at din mor ville sige, da du kom hjem og sagde, at du ikke ville have Basse mere?

 

Har du en ide om en god løsning?

[Ulla H]

Jeg er da forvirret på et højerer plan og har da ondt af jer alle.

Men fatter ikke lige det skrevne.

Hvis en 16 årig datter har plaget for at få hund i mange år og man så køber en, kan man jo ikke forvente at denne datter bliver boende hjemme til hunden er 10 år. Eller ikke skal flytte , og muligvis ikke kan finde et sted at bo, hvor så stor en hund er velkommen.

Så jeg må formode, at din mor også ønskede sig en hund. Men så nu er blevet helt alene om pasning,hvilket så ikke var meningen fra starten af.

Og så , at det var dig , der ikke mente at I skulle beholde den.

Jeg håber da, at I vil kunne tale om det efter nogle dage og finde den bedste løsning for Basse.

[Gæst WhoLetTheDogsOut]

Sådan som det ser ud nu, er det at jeg bor hos min kæreste og hans mor selvfølgelig. Jeg har sagt til min mor at jeg simpelthen ikke kan klarer længere at have Basse, intet ondt, for jeg elsker den tykke dreng af hele mit hjerte, men det er et alt for tungt arbejde for os alle sammen lige nu.

Min mor har så valgt at hun vil beholde ham, ser det ud til. Men det styrer hun også selv, så længe hun tager sig af ham!

 

Så vi har aftalt sådan at når min mor skal arbejde hele dagen (7-24.00), vil jeg være en lille smule hjemme hos ham. Så skifter vi med træningen om lørdagen og så må min mor klarer resten.

Ved ikke om det er den bedste idé, men nu prøver jeg, da jeg slet ikke kan få noget sund fornuft i min mor.

[Ulla H]

Det synes jeg ikke lyder godt, fordi jeg mener, at han ikke kan klare alle disse alenetimer.Det er ikke et godt hundeliv, og jeg ved godt at du kun kan hjælpe lidt til.Men inden du evt starter job, kunne du ikke bruge rigtig mange timer på ham, han er i sin udvikling og har behov for mennesker og kontakt. Hvis din mor må opgive er det frygtelig kedeligt hvis han allerede er en frustreret stor pupertetsbombe, som ingen giver, orker ,at overtage.

Det er trods alt jer, der skal gøre ham til en ordenlig familiehund og har ansvaret for hans fremtid.

Så giv lidt efter ,også din moder,og få lavet en ordning uden alt for meget alenehjemme.

[Gæst Miosmor]

Hej,

 

Det må være svært at I ikke rigtig kan få talt sammen, og så med en så ung hund i midten. Og du, som jo også er meget ung stadig, men tager så meget ansvar for din basse.

 

Jeg har selvfølgelig ingen mirakelkur, familierelationer kan være noget af det sværeste, da man ofte har de faste rollemønstre og omgangstoner som er svære at bryde når man faktisk skal have talt om noget meget vigtigt. Og det ér jo meget vigtigt når I har en vaps der skal tages hånd om.

Jeg går ud fra at tidligt indså at han var en for stor mundfuld for Jer, siden han er 4 mdr. Var det din eller din mors idé at få hund? Det betyder måske noget mht. hvor vigtigt det er for hende..

 

Det er ærgeligt hvis hun er fast besluttet på at beholde den, trods manglende tid til den. Den er jo ikke en meget aktiv hund, men skal dog have tid til at strække de lange ben flere gange om dagen.

 

Mit råd må også være at få skrevet et brev til din mor, hvor du forklarer, roligt og sagligt, grundene til at du mener basse skal tilbage til opdrætteren.

 

De bedste hilsner

 

J.