Børn og hunde - er det virkeligt så svært?

[Lykkeliv]

Siden jeg er blevet gravid, har jeg fået spørgsmålet 100 gange... "Nå, hvornår går I så af med hunden?" gerne fulgt af beretninger om skambidte spædbørn, jalousi og tragiske hundeskæbner, alle aflivet eller omplaceret fordi "mor" og "far" nu havde fået et "rigtigt barn", og formaninger om at huske at vise hunden at barnet nu hirarkisk står over den.

 

Jeg må erkende jeg er totalt blank - jeg forstår det simpelthen ikke!

 

Min hund er altså ikke mit barn, hun har aldrig skullet og vil aldrig kunne erstatte et barn. Hun er min hund, og jeg elsker hende højt for netop det. Jeg kalder mig selv moar, bevares - men det reflekterer ikke andet, end det faktum at jeg ser mig selv i en forældre-rolle overfor hende. Det gør hende ikke til mit barn, men fortsat "blot" min højtelskede hund. Min følgesvend, hobby og kilde til evig underholdning og ubetinget kærlighed.

Mit barn kommer hverken til at ligge over, under eller ved siden af dét - det er nemlig noget helt andet, det er mit barn.

Hvad er der at være jaloux over? Det ene kan jo umuligt erstatte det andet - selvom begge nok kan kategoriseres under betegnelsen familie.

 

Min hund deler allerede hjem med 2 børn, det er ikke og har aldrig været problematisk. Èn gang har hun knurret af den mindste fordi han satte sig på hende i hendes kurv. Barnet fik streng besked på aldrig at gå til hende når hun sover, og så var den potte ude

 

Jeg ved ikke, jeg har aldrig tænkt så meget over det, eller gjort noget specielt i barn/hund relationer. Mine hunde er da blevet socialiseret på alle mulige forskellige børn, små og store, vilde og uhøflige, ligesom de er også er blevet det på trafik, andre hunde og alt muligt andet.

 

Men sådan gør de fleste jo.

 

Så er det jeg tænker, hvor er det at det går galt, når det går galt? Sætter vi for store krav til vores hunde og børn når de skal omgås hinanden? Eller forsøger vi at sætte så kunstige rammer op, at relationerne bliver anspændte og det efterfølgende går helt galt?

[Gæst AnetteBell]

Siden jeg er blevet gravid, har jeg fået spørgsmålet 100 gange... "Nå, hvornår går I så af med hunden?" gerne fulgt af beretninger om skambidte spædbørn, jalousi og tragiske hundeskæbner, alle aflivet eller omplaceret fordi "mor" og "far" nu havde fået et "rigtigt barn", og formaninger om at huske at vise hunden at barnet nu hirarkisk står over den.

 

Jeg må erkende jeg er totalt blank - jeg forstår det simpelthen ikke!

 

Min hund er altså ikke mit barn, hun har aldrig skullet og vil aldrig kunne erstatte et barn. Hun er min hund, og jeg elsker hende højt for netop det. Jeg kalder mig selv moar, bevares - men det reflekterer ikke andet, end det faktum at jeg ser mig selv i en forældre-rolle overfor hende. Det gør hende ikke til mit barn, men fortsat "blot" min højtelskede hund. Min følgesvend, hobby og kilde til evig underholdning og ubetinget kærlighed.

Mit barn kommer hverken til at ligge over, under eller ved siden af dét - det er nemlig noget helt andet, det er mit barn.

Hvad er der at være jaloux over? Det ene kan jo umuligt erstatte det andet - selvom begge nok kan kategoriseres under betegnelsen familie.

 

Min hund deler allerede hjem med 2 børn, det er ikke og har aldrig været problematisk. Èn gang har hun knurret af den mindste fordi han satte sig på hende i hendes kurv. Barnet fik streng besked på aldrig at gå til hende når hun sover, og så var den potte ude

 

Jeg ved ikke, jeg har aldrig tænkt så meget over det, eller gjort noget specielt i barn/hund relationer. Mine hunde er da blevet socialiseret på alle mulige forskellige børn, små og store, vilde og uhøflige, ligesom de er også er blevet det på trafik, andre hunde og alt muligt andet.

 

Men sådan gør de fleste jo.

 

Så er det jeg tænker, hvor er det at det går galt, når det går galt? Sætter vi for store krav til vores hunde og børn når de skal omgås hinanden? Eller forsøger vi at sætte så kunstige rammer op, at relationerne bliver anspændte og det efterfølgende går helt galt?

 

 

Jeg må ærlig indrømme jeg bestemt syntes det er noget fis - folk spørger om det ?:stupid:

 

hvad er det dog for noget at spørge om , self går man da ikke af med ens hund ?, fordi man skal have et barn ..:damn:

 

tror det er begyndt at have meget at gøre med, der sker så ''mange'' uheld med hunde og børn for tiden .

Det er jo så heller ikke fordi det er mange , men det bliver det jo helt bevist , når det er det folk kun snakker om. (medierne).

 

Jeg har aldrig haft problemer med min søn og hunde .

& nu bliver han 3 her til november ..

aldrig er han blevet bidt eller knoret af - heller ikke af fremmed hunde .:blink:

 

syntes bestemt man altid skal huske , hvem der har opdraget hunden - og hvad personen har ''gjort'' den til .

Vil sige ejeren altid har en klemme på hunden .:hmm:

 

Syntes man skal lade være med at sætte, alle hunde over ens.

& alt det der sker med kamphundende osv (og børn) , det jo ikke alle hunde der sikkert gør det samme .

 

Men tillykke med graviditeten, din hund bliver da sikker meget nysgerrig på den nye lille størrelse

[Tonks]

Jeg er 100% enig med dig Lykkeliv! :5up: andet kan jeg ikke sige. :blink:

 

Izzie har godt nok et udstående med min 5 årige fætter men det er såmænd fordi den lille snothvalp ikke fatter at man IKKE skal stirre en hund direkte i øjnene :stupid: og SLET ikke Izzie!!

[Gæst andreadot]

Tillykke:-)

 

Det er vel hvordan man ser på det.

 

Men det skalsiges at mange af de historier er sande!

 

jeg har arbejdet 4 år på et dyrehospital og jeg har ikke tal på hvor mange der er kommet ind med hunden til aflivning efter de har fået børn...

 

Jeg tror netop det er dem som har haft hunden som et barn. eller også er det bare en dårlig undskyldning for at komme af med den .

 

for der er ligeså mange som siger at deres børn er blevet allergiske eller andet.

 

Men som sagt tror jeg meget at det kommer an på ejeren..

 

tillykke igen.

 

Det er fantastisk at få børn.

[Gæst ThomasTBO]

Lige den med den hierakiske rangorden synes jo at være helt ekstremt udbredt når det gælder barn vs. hund. Selv mennesker der normalt ikke snakker rang vågner op til dåd når der kommer et barn ind i billedet, for nu er det pludselig vigtigt at barnet står over hunden - sandsynligvis udfra tanken om, at barnet er et "rigtigt menneske" mens hunden, nåja, "kun er en hund".

 

Det giver jo så automatisk et problem, for en "overordnet" har næsten ubegrænsede rettigheder overfor en undersåt, altså mener man, at hunden i princippet bør finde sig i stort set alt fra barnets side... enhver form for sigen fra eller udtryk for ubehag er at betragte som 'mytteri' og forsøg på at klatre forbi barnet på rangstigen.

 

Vi har jo så også et lille dilemma, for det lille barn er jo - mildest talt - ikke særligt bevidst om sine handlinger og deres indvirkining på omgivelserne (her hunden) så der er nærmest ingen grænser for, hvad man kan forvente af påfund - dette er jo 'lidt' ironisk, da hunde jo trods alt har lidt bedre styr på tingene, men alligevel placeres under barnet på rangstigen. Samtidig indser forældrene fuldt ud, at barnet ikke forstår hverken det ene eller det andet, og derfor mener mange at det alligevel er omsonst at gøre nogetsomhelst for at lede barnet på rette vej ift. hunden "jamen h*n er jo så lille at h*n ikke forstår".

 

Sammenfattet betyder det ovenstående, at børnene får lov til alt, dels fordi de 'står over' hunden og dels fordi de 'alligevel er for små til at forstå noget'. Hunden, derimod, må intet foretage sig, men må tålmodigt finde sig i at blive banket i hovedet med legetøj, få frataget mad/legetøj, blive krammet/knuget, rykket i, blive løbet/kravlet efter, skreget ind i hovedet, basket til - ene og alene fordi den 'nu står under barnet' og det har den bare at forstå.

 

På den måde bliver det meget svært og indviklet at få til at fungere, fordi man opbygger den kunstige situation, at det (med forældrenes egne ord) "uforstående barn" hersker uindskrænket over den kloge hund (der selvfølgelig fuldt forstår at den er blevet undersåt og dermed har mistet sine rettigheder). Man kommer helt væk fra at "få tingene til at fungere for alle parter" og fokuserer i stedet helt på hvem der 'har ret til hvad'.

 

I virkeligheden drejer det sig nok om, for det første at være lidt forudseende, på samme måde som man ikke stiller en flæskesteg foran snuden på hunden og så forventer den stadig står der to timer senere, så er det også tilladt at tænke lidt selv mht. hvilke situationer man bringer barn og hund i. For det andet bliver voksne rimeligt hurtigt forbilleder/rollemodeller for børn, så selvom de måske ikke forstår lange foredrag, så ser de på os, og hvad vi foretager os ift. hunden - hvordan gør vi hunden glad, hvordan sidder vi roligt med hunden og hygger osv. - men for at barnet skal kunne lære, er det naturligvis en forudsætning at vi rent faktisk foretager os noget med hunden, og det kunne man måske godt have en mistanke om kniber for mange nybagte forældre.

 

Nå, det er vist allerede blevet en hel roman :hmm:

[Ulla H]

Jeg tror også det tit går galt og i min erindring er det ofte ved 1 ste barn.

Man kigger efter hus strakst ved positiv urinprøve, hvis altså der er økonomi til det, og glæder sig vildt. Flytter så og efter indretning af hus og have, så skal man da lige også have en vovse, så moderskabet straks kan dyrkes. Så står man lidt efter med baby- skide træt og uden nattesøvn med en ureagerlig utaknemmelig hvalp på 1/2 - 1 år, der ikke lige er trænet, renlig, kan være alene uden at æde inventaret osv.Og som har så hårdt brug for tid til sjove oplevelser sammen.

Og så er hvalpen senpupertetsdum , når baby skal lære at kravle og ligge og have sit legetøj i fred for hundesnask. Og den klodsede store pupertetsbombe vælter baby der skal lære at gå.

Jeg har ofte undret mig over hvad der blev af alle de ønskehvalpe, der gennem årene kom til kvarteret her, og ikke blev set efter 1 års tidsalderen. Lige fraset dem, der stadig går i slowmotion i haltigrime ved siden af barnevognen og aldrig har tråd på andet end aspaltfliser på deres korte ture.

Men- men , for folk, hvor hunden er en helt naturlig del af familien kan jeg ikke se at det ene skulle udelukke det andet. Og der er så stor forskel på folk, masser ved bare ikke, hvad der kræves af tid for at få en hvalp til at blive en dejlig harmonisk hund. Eller at hunde også skal beskyttes mod børn og at de stort set aldrig skal være alene sammen uden opsyn.

Tillykke med din kommende baby.

Og husk lige-nogle hunde bliver da virkelig, nærmest stolte over at få en baby i familien.Og viser virkelig glæde ved at se spædbarnet.

[Gæst Stella]

Jeg har hørt om alt for mange hunde som måtte aflives, fordi forældrene ikke kan fatte at en hund har lov at sige fra og at deres søde lille barn har overskredet hundens grænse igen og igen.

 

Ligesom folk der siger " min hund er så fredelig, børn kan ride på den , rykke den i halen og i ørene " øh nå, men de skal de små unger sku da ikke. :stupid:

 

Det der sker er vel kort og godt, at barnet igen og igen overskrider hundens grænse, men enten overhører barnet og forældrene hundes stille protest, eller også får hunden skæld ud for at knurre og næste gang en situation opstår, knurre eller gør hunden udfald med det samme, af angst for en ny konflikt med sine ejer, for sidst fik den jo skæld ud for at sige fra på en høflig måde ( stivne, gå væk, knurre osv ) og da en hund jo helst ville undgå konflikt med ejeren, bliver den måske utryg når lignede situatuion opstår og så har man balladen.

 

Alt for mange får også deres hunde aflivet, uden at blinke, hvis den har knurret eller vist tænder af barnet. Eller snappet. Det er faktisk rigtig tragisk, at hunden ikke får lov at sige fra, uden at må lade livet. Små unger er virkelig nogle møgunger nogle gange over for dyr , og andre gange er det jo helt ubevist fra børnenes side, og så må forældrene sørger for at hunden får fred fra barnet, ved ikke at lade dem opholde sig sammen uden skarp overvågning.

 

Hvis forældrene tog sig lidt sammen, respekterde hundens grænser og så tingene både fra barnet og hundens side, så kunne mange hunde have levet endnu.

 

 

 

Og selvfølglige skal du da ikke af med dine hunde fordi du er gravid:roll: altså nogle mennesker er da mærkelige.

[potil]

man skal da ikke af med hunden fordi der kommer børn

 

Det som jeg synes er lidt problematisk med børn og hunde (eller dyr generelt) er at de ikke lære at omgås dem på en ordentlig måde... min ældste niece er rigtig god sammen med hundene, men hun var også rigtigt meget sammen med os og hundene da hun var helt lille, derimod min yngste niece, har et meget anderledes forhold til dem, hun kan ikke fornemme hvornår "nok er nok" og det er lidt anstrengende i længden, især når man er den der har den mindste hund med størst krammefaktor for en lille pige...

 

Så tror virkelig at man gør børnene en bjørnetjeneste ved at komme af med hunden, for så lære de jo aldrig at få et roligt og tæt venskab med hundebassen :blink:

[Lykkeliv]

Ja, det er også mit indtryk at den hierarkiske orden mellem barn og hund er noget folk går vældigt højt op i at få fastlagt. Personligt har jeg meget svært ved at forene hierarki med termen familie sådan generelt. Jeg er nok bare mere vi skal alle være her-typen sådan generelt

 

Jeg synes godt nok det er sørgeligt, hvis tendensen virkeligt ér sådan. Sørgeligt og uforståeligt :-(

[skipper-odense]

Jeg er meget enig i alt det ovenstående :5up:

 

Jeg sidder og tænker at der må være en stor forskel på hvorvidt et barn bliver født ind i en familie med hund eller om man vælger at få hunden når barnet er et par år :hmm:

 

Mon ikke mange af de tilfælde hvor det går galt er at man køber en sød lille hvalp der skal være legekammerat for barnet/børnene, så lader man dem lege vildt med hvalpen og overskrider dens grænser gang på gang og når så hvalpen bliver kønsmoden så går det galt...

 

I TS tilfælde (og forhåbentligt mit om ikke alt for længe ) så vil det at have hund være en naturlig ting for barnet fra fødslen og mon ikke en korrekt omgang med hunden vil sidde på rygraden :hmm:plus at man har haft overskuddet til at få en harmonisk opdraget hund inden baby kommer, så skal man så også bare finde tid til hunden herefter, men det virker nu som om det ikke bliver et problem i det aktuelle tilfælde

[Gæst Miss_menelli]

Kan slet ikke tælle hvor mange gange jeg har fået kommentarer med på vejen om, at jeg da aldrig får børn, når jeg har to hunde - Det kan da aldrig gå....

 

På én måde er det rigtigt - Tiden er bare ikke til to hunde og et barn, så længe begge hunde "kræver" så meget som de gør.

Det er tæt på et fuldtidsjob at have barn og hvis det nu ikke forløber smertefrit med graviditeten og jeg evt. får et sygt barn - Jamen så ville mine hunde komme til at betale prisen for det og det kan bare ikke lade sig gøre at træne og gå lige så meget med hundene, hvis jeg får barn.

 

Men det er jo ikke på den måde det menes, når folk kommentere det.

Det er i forhold til, at hundene helt sikkert vil både dominere, blive jaloux, bide osv. når den lille engang kommer.

Og det er bare ikke rigtigt.

 

Det kommer alene an på, hvordan man har opdraget og socialiseret sin hund og ungen, alt efter hvem der kommer først

 

Min mor er dagplejer og indtil for ikke så længe siden måtte de gerne have hunde - Det er jo forbudt nu....

Men vores gamle kleiner, blev fra hvalp lært at omgås børn og børnene lærte at omgås hunden - Det samme var gældende for vores gamle gravhund, som ellers er en race der har rygte for at være "skarp" og min mor var ikke dagplejer da vi fik hende - Hun blev først introduceret for de små børn senere i livet.

 

Men vi har ALDRIG oplevet problemer mellem børnene og hundene. Ikke udover at ungerne skulle lære at hunden ikke skulle bruges som legetøj, hvilket ikke har været et problem at lære dem.

 

Men tror Thomas er inde på det helt rigtige... Hunden skal i mange tilfælde finde sig i ALT og bliver nok i mange tilfælde nedprioritet så meget, at den bliver "uregerlig" når baby kommer til.

Mange gør sig slet, slet ikke klart hvor hårdt et arbejde det er at have baby og hund hver for sig - Og sammen er det et rigtig hårdt arbejde, hvor forarbejdet med hunden ikke er gjort ordentligt, eller barnet er gammelt nok til at kunne have en "bevidst" omgang med hunden.

 

Behøver det være svært?

NEJ - Ikke hvis man er realistisk og har gjort sit forarbejde godt nok og sørger for at lære hund og barn, hvordan omgangstonen bør være.

 

Og det er forresten noget FIS at børn ikke kan lære i en meget ung alder, hvad de må og ikke må - De forstår måske ikke hvorfor, men de forstår sgu' godt når mor bliver sur over at man gør et eller andet og man bliver fjernet fra det sjove.

[Dinah]

synes at have læst et sted, at hunde i hjemmet gir kloge børn:hmm:

 

Vi havde ikke hund, før min yngste var næsten 2 år og jeg orkede det ærlig talt ikke før:oops: Men jeg er da sikker på, at hvis hunden havde været der i forvejen, så havde tingene jo været en selvfølge og så gør man det bare:vuf:

[Gæst mosgaard]

Hmm..

 

Da mine forældre kom hjem fra sygehuset, tilbage i 1979, med min storebror, skulle det første møde mellem huset golden retriever Trold og baby finde sted. Min mor lagde brormand ned på gulvet for så at Trold kunne hilse på ham.

Meeen neeej, Trold gik forsigtigt hen over over barnet, som var det luft. Men gjorde sig alligevel den umage at sikre sig ikke at træde på babyen...:blink:

 

Ingen prøvede at påklistre hund på barn eller barn på hund. Meeen selvsamme hund tog hurtigt rollen som Nanny (Peter Pan) til sig.

Han tog lur ved barnevognen i haven, senere i fodenden af sengen, sad (da jeg kom til) med til utallige te-fester med mig og mine dukker... udklædt med kyse og alverdens, kom og sad ved min side så jeg kunne græde snot i pelsen på den, når mor og far var dumme! Og ved ikke hvor mange gange jeg med min trehjulet har kørt over dens poter, når den har ligget og passet på mig ude i indkørslen...

Og hjemme ved os har hunden altid haft sin frihed til at kunne rejse sig og gå meeen den har jo åbenbart nydt at hygge med os. Så hjemme ved os havde vores hund ihvertfald en slags Nanny-funktion. Og det tror jeg går så længe børn også ved at hunden er et væsen med følelser, derefter klare hund og barn at bonde helt selv.

 

Dernæst har vi engang boet i udlandet hvor Trold II (en lab) var i familien. Maten havde fået en lille dreng, som hun havde med i huset. Og hund II var som sådan ikke vant til små børn, men jeg skal da love for at den ikke veg fra babyens side. Lå bare ved siden at det tæppe barnet lå på dagen lang.

 

Nu ved jeg godt det ikke altid er så lyserrødt et billede, men hvis hunde er opdraget godt fra starten af... tror jeg tingene oftes kommer helt naturligtm hvis man lader barn og hund bonde sammen selv (under opsyn i starten).

 

Når man kører det op til et stort problem inden det er det, tror jeg det er skabt til at mislykkes. Både hund og barn kan jo mærke man er fra den... tror fx. at nogen hunde er nervøse nytårsaften fordi man har skræmt ejerne fra sans og samling, så de knap nok tør trække vejret...

 

Så... jeg er enig! Det er da en latterlig kommentar du har fået. Sig tilbage "neeej, tror sku vi aflevere barnet hvis det ikke går" Hehe!

[Gæst Arkiveringsalf]

Altså, børn kan sagtens lære at være rigtig god til hunde.

Kort efter vi havde fået Wash mødte vi den sødeste lille pige, som var vant til hunde, Wash havde indtil da gået i en bue uden om børn, men hende her ville han meget gerne sige hej til. Jeg var virkelig nervøs for at der skulle ske noget, så satte mig og holdt ham og hun kom hen og sagde rigtig fint hej - hun har nok været 2, så at børn ikke forstår er noget værre fis... Børn er generelt ret kvikke faktisk og min erfaring er at hvis du gider lige at forklare dem tingene, meget simpelt. "Det gør av på hunden når du putter blyanter i dens ører" er ganske effektivt

[skipper-odense]

Altså, børn kan sagtens lære at være rigtig god til hunde.

Kort efter vi havde fået Wash mødte vi den sødeste lille pige, som var vant til hunde, Wash havde indtil da gået i en bue uden om børn, men hende her ville han meget gerne sige hej til. Jeg var virkelig nervøs for at der skulle ske noget, så satte mig og holdt ham og hun kom hen og sagde rigtig fint hej - hun har nok været 2, så at børn ikke forstår er noget værre fis... Børn er generelt ret kvikke faktisk og min erfaring er at hvis du gider lige at forklare dem tingene, meget simpelt. "Det gør av på hunden når du putter blyanter i dens ører" er ganske effektivt

 

Der er vi helt enige selvom mit første indlæg måske ikke helt gjorde det klart :hmm:jeg tror 100% på at børn kan lære at omgås hunde korrekt

 

Jeg har bare en fornemmelse af at en del forældre ikke sætter sig ind i hvor meget de skal overvåge barnets og hundens samvær og så lærer børnene det desværre ikke

[Gæst ThomasTBO]

Der er vi helt enige selvom mit første indlæg måske ikke helt gjorde det klart :hmm:jeg tror 100% på at børn kan lære at omgås hunde korrekt

 

Jeg har bare en fornemmelse af at en del forældre ikke sætter sig ind i hvor meget de skal overvåge barnets og hundens samvær og så lærer børnene det desværre ikke

 

Der er nogle former for legetøj, som selv helt små børn næsten instinktivt kan finde ud af at betjene - rangler, f.eks. - der er ikke så mange muligheder og en rangle bevæger sig kun når man rører ved den. Og så er der legetøj der er mere komplekst og kræver 'manual' og eftersom småbørn sjældent kan læse fra fødslen, har de brug for en anden type manual, nemlig at voksne viser dem, hvordan det foregår.

 

Desværre kan mange forældre tilsyneladende ikke kende forskel på en rangle og en hund, eller også har de ikke tiden/overskuddet til at agere manual, med det resultat at børnene eksperimenterer på livet løs overfor de stakkels hunde, der forøvrigt også, til en vis grad afhængigt af race, temperament, alder og størrelse, har brug for vejledning i, hvordan DE bedst omgås barnet (og nej: med vejledning menes ikke en endeløs strøm af "fyyyy!" eller "NEJ!!!!!")

[Louise_J]

Jeg har set flere eksempler hvor hunden er blevet omplaceret efter der er kommet børn til. Men det har udelukkende været i tilfælde hvor ejerne aldrig skulle have haft hund i det hele taget. Når så barnet er kommet til, ryger hunden endnu længere ud i kulden, alene fordi forældrene hellere vil bruge tid på barnet.

 

Med det jeg kender til dig herindefra, er jeg ret overbevist om at det ikke vil ske for din hund

[Lykkeliv]

Jeg har set flere eksempler hvor hunden er blevet omplaceret efter der er kommet børn til. Men det har udelukkende været i tilfælde hvor ejerne aldrig skulle have haft hund i det hele taget. Når så barnet er kommet til, ryger hunden endnu længere ud i kulden, alene fordi forældrene hellere vil bruge tid på barnet.

 

Med det jeg kender til dig herindefra, er jeg ret overbevist om at det ikke vil ske for din hund

He he - tak :kys: Jeg er nu heller ikke så bekymret, Gatoren smutter ingen steder Jeg er bare forundret tror jeg :hmm: