Fordomme om cocker spaniels

[Kalokagathia]

Vi har en lille cocker spanieltæve fra 5. juni i år og vi har brugt en masse tid på at læse om racen og finde et ordentlig sted at købe hende. Det kom derfor noget bag på mig, da vores genbo sagde: "Nårh, hun er vel nok sød. Bare ærgerligt at hun bliver aggressiv, når hun bliver voksen, jo..."

 

Er det en almindelig fordom over for cocker spaniels? Eller er det mon den skinbarlige sandhed, så vores bedårende lille bæst en dag viser sig at være en arrig djævel?

 

Synes efterhånden at jeg har fået et par kommentarer i retning af at de er lidt specielle (ikke på den gode måde), og har et heftigt temperament.

[guanomo]

ja det tror jeg det er... i vores område er der 2 stk. af dem, meget udfarende og den ene meget aggressive over for eget køn....

og har hørt det før.

[Gæst Ina]

Jeg er vokset op med cockere - dejlige hunde - selv om den ene gerne ville stikke af ind i mellem. Vores cockere var søde og rare hunde - men de krævede en del aktivitet kan jeg huske .

 

Cockeren er jo en jagthund på ligefod med den type hund jeg selv har. Jeg har selv haft inde at jeg skulle have en cocker - men jeg valgte beaglen i stedet for cockeren fordi den viker mere rolig. De cockere jeg møder herude i vores nabolag er alle dejlige hunde - men nøj hvor de stresser. Jeg har endnu ikke mødt en som kunne stå stille og hilse på mine hunde

 

Du må ikke tage det personlig - men det afhænger jo også af ejeren - det er vigtig at du kommer den mentale træning i møde - så din vaps får brugt de egenskaber den nu engang har

[Kalokagathia]

Tak for jeres svar.

 

Ina: Nu er jeg lidt beroliget, tak

 

Jeg kan godt nikke genkendende til det med at de stresser, det gør vores også ret nemt. Både hvis hun bliver overstimuleret eller hvis hun bliver frustreret over noget. Det kan jo godt blive et problem, men på den anden side kan jeg godt lide at det er en hund med gang i. Hun skal bare hjælpes til at kontrollere det, tror jeg.

[Umulia]

Jeg tror meget af det stammer fra dengang Cocker Rage virkelig var et stort problem i racen. Vi havde selv en i familien da jeg var barn, og den skræmte livet af alle

Måske derfor synes jeg også mest det er ældre mennesker - altså ældre end 30 - der har "fordommen".

[Kalokagathia]

Umulia: Hehe, det er også kun "ældre" (dvs folk over 30 ) der har sagt noget i den stil. Unge (under 30 ) synes bare det er en dejlig race og en skøn, men aktiv lille hund.

[sonja77]

Jeg tænker også, at det skyldes, at rage syndrome på et tidspunkt var forholdsvis udbredt blandt cockerne (i 80'erne, tror jeg det var) - særligt blandt de røde cockere. Men jeg har ikke opfattelsen af, at det er et udbredt problem længere.

 

De cockere, jeg kender, er alle dejlige og glade hunde med et godt temperament.

[Gæst mk101]

Nu kommer der lidt racenørderi på banen.

 

For ja, der er desværre noget om det. For at starte fra en ende af:

 

Rage var noget man så i racen for godt 30 år siden, men som man ikke længere ser herhjemme. Det er i hvert fald ikke den type aggression racen lider af i dag.

 

Rage ses i dag i USA på springeren også. Den minder mest af alt om et epileptisk anfald, hvor hunden i stedet for at gå i krampe overfalder individer, den ellers holder af. Når anfaldet er overstået, vil hunden virke konfus og vil ikke kunne forstå hvad der er sket.

 

I lang tid var jeg af den opfattelse, at den nævnte aggression hos cockeren var en myte, der levede lidt for godt på de uheldige hændelser på de røde cockere. Hvilket ligger de der 30 år tilbage. Eller at der var tale om en fejlmatching af race til visse familier. Men efter at have haft med cockere at gøre på træningspladsen gennem de sidste to år, må jeg desværre sige, at der er noget om snakken, når man opfatter racen som aggressiv.

 

Hvor forklaringen skal findes, er der flere bud på. En del af det tror jeg fortsat skyldes, at der er familier der har anskaffet sig en cocker, uden at have en forståelse af hvad hunden reelt indeholder. For spaniels største fjende er deres nuttede udseende, der får potentielle hvalpekøbere til at glemme, at det er en fuldblodsjagthund de får ind af døren - og at den skal aktiveres behørigt.

 

Antallet af registrerede cockerhvalpe sender hvert år hunden ind på top 10 (og det er bare de, der registreres i DKK), og vi er vist nede på at hvad der nærmer sig promiller bruger dem til jagt eller hundesport. Ikke at det er en forudsætning for at have racen, man skal bare være opmærksom på, at der skal træning til for at have den. Men det kunne tyde på, at mange får hunden uden at være klar til at give den det indhold, den kræver og fortjener.

 

Endnu en faktor er, at cockeren har tendens til ressourceforsvar. Og i mange, mange år har man i populær hundelitteratur foreslået ejere af sådanne hunde, at de fysisk skulle lade hunden vide, hvem det er der bestemmer. Hvilket presser hunden ud i situationer, hvor den med stor sandsynlighed vil ende som angstbider. Kender til flere historier hvor dette er håndteret forkert, og hvor familien har måtte ende med at gå af med hunden efter den har snappet efter dem - og hvor den så i øvrigt ikke har udvist lignende adfærd når den er endt i en familie, der har forståelse for problemet.

 

MEN ny forskning fra Norge indikerer, at der er en arvelig faktor også. En aggression der ligger på et gen, og dermed er arveligt. De har, så vidt jeg har ladet mig fortælle, kunne føre genet tilbage til to røde importer til Norge fra England i 1960'erne. Har ikke hørt noget om arvegang, men det kunne tyde på, at de måske lykkes med at isolere omtalte gen, hvorefter det vil være muligt at teste for det.

 

Denne aggression er ikke det samme som rage. Og man kan heller ikke sige, at det kun er de røde den er gal med, for så vidt jeg har forstået ligger genet ikke på farven, og der har været meget blanding af farver i racen.

 

Chancen for at få en cocker med dette arvelige aggressionsproblem tror jeg nu alligevel er relativ lav. Og hvad man selv kan gøre er, at sørge for at forstå hvad det er for en race, man har fået en af døren. For det er desværre en stor fed løgn, når hundebøger skriver en cocker er en familiehund. Det er den også. Men først og fremmest er den en jagthund. Og når den del af hunden er tilfredsstillet, har den overskud til at være en god familiehund.

 

 

 

P.S. Husk endelig, at når jeg nu siger det med jagthund, betyder det ikke man skal gå på jagt med den. Den kan leve et langt og lykkeligt liv uden nogensinde at komme ud og lede efter fugle. Men den skal have noget at tage sig til; den skal have et "job".

[Gæst Kahlia]

Nu skriver TS, at de har brugt lang tid på at udvælge den rigtige kennel, så jeg går ud fra, at I har mødt forældrehundene? Virkede de aggresive? For hvis ikke, så tror jeg heller ikke, at I skal frygte en aggresiv hund (så længe i opdrager den ordentligt, selvfølgelig). Og så skulle muligheden for, at de har et aggresivt gen jo også være udelukket.

[Gæst mk101]

Nu skriver TS, at de har brugt lang tid på at udvælge den rigtige kennel, så jeg går ud fra, at I har mødt forældrehundene? Virkede de aggresive? For hvis ikke, så tror jeg heller ikke, at I skal frygte en aggresiv hund (så længe i opdrager den ordentligt, selvfølgelig). Og så skulle muligheden for, at de har et aggresivt gen jo også være udelukket.

 

Lorten er jo netop, at det ikke er noget du kan sikre dig mod alene ved at se forældredyrene og konstatere de opfører sig "normalt".

[Gæst Kahlia]

Lorten er jo netop, at det ikke er noget du kan sikre dig mod alene ved at se forældredyrene og konstatere de opfører sig "normalt".

 

 

Nej, men så har man nogenlunde en ide om, hvad man kan forvente.

Og hvis de ikke virkede spor aggresive, så er der jo ikke noget i fordommen, vel?

[Gæst mk101]

Nej, men så har man nogenlunde en ide om, hvad man kan forvente.

Og hvis de ikke virkede spor aggresive, så er der jo ikke noget i fordommen, vel?

 

Gætter på du ikke har læst mit tidligere indlæg?

 

Man er i Norge ved at isolere et gen hos cockeren, der giver den omtalte aggressivitet. Men man kender ikke arvegangen.

[Kalokagathia]

Vi har mødt moren, men ikke faren. Moren var meget sød og meget stille og rolig. De havde fået et kuld mere med samme far og opdrætteren havde stadig kontakt med flere hvalpekøbere til det kuld, som var meget glade for deres hunde.

 

Vores hvalp har faktisk tendens til ressourceforsvar, men vi har fået hjælp til at håndtere det af min mor, som er i gang med adfærdsrådgiveruddannelsen hos Hund og Træning, så det er vi nu ikke så bekymrede over. Det er lang tid siden der har været noget, for nu har hun jo forstået, at vi bytter med noget endnu bedre

 

Vi vil ikke gå på jagt med vores hund, men hun skal helt sikkert aktiveres hver dag. Afhængig af hvad hun bedst kan lide vil jeg gerne bruge hende til konkurrencer i lydighed og/eller agility.

[Gæst Kahlia]

Gætter på du ikke har læst mit tidligere indlæg?

 

Man er i Norge ved at isolere et gen hos cockeren, der giver den omtalte aggressivitet. Men man kender ikke arvegangen.

 

Jeg er godt klar over, at gener kan nedarves recessivt, og det derfor ikke nødvendigvis viser sig hos forældrene.

 

Men det er slet ikke sikkert, at der er et gen, der koder for aggresiv adfærd.

Svaret kan også ligge i miljøet.

Jeg tror i hvert fald, at hvis tæven udviser aggresiv adfærd, vil dette smitte af på hvalpene. Og så kan det se ud til, at den aggresive adfærd nedarves genetisk, mens det i virkeligheden blot nedarves gennem tævens aggresive adfærd overfor hvalpene.

Hos mennesker ser man også ofte, at forældre opdrager, som de selv blev opdraget.

 

Man mener f.eks. også at have isoleret gener hos mennesket, der koder for henholdsvis selvmordstendenser og homoseksualitet. Og det må jeg indrømme, det synes jeg lyder som noget pjat. Dermed ikke sagt, at det ikke kunne være muligt (folk med selvmordstendenser kunne f.eks. have en arvelig fejl i serotonin-produktionen, så det er selvfølgelig muligt).

 

Det er bare synd at tage sorgerne på forskud, når man, som du selv siger, ikke ved, hvordan aggresion nedarves. Og i hvilken grad aggresion nedarves.

Jeg mener blot, at du er bedre klædt på, hvis du vælger fra en tæve med et godt temperament.

 

 

Og og og...

Første spørgsmål gik på, om Cockere var en meget aggresiv race, eller om det var fordomme. Hvis tæven var harmonisk og TS ikke kunne mærke nogen form for aggresivitet, så er aggresion jo ikke et problem, som alle cockere døjer med - det var det, jeg fornemmede, at TS frygtede.

[Gæst mk101]

Jeg er godt klar over, at gener kan nedarves recessivt, og det derfor ikke nødvendigvis viser sig hos forældrene.

 

Men det er slet ikke sikkert, at der er et gen, der koder for aggresiv adfærd.

Svaret kan også ligge i miljøet.

Jeg tror i hvert fald, at hvis tæven udviser aggresiv adfærd, vil dette smitte af på hvalpene. Og så kan det se ud til, at den aggresive adfærd nedarves genetisk, mens det i virkeligheden blot nedarves gennem tævens aggresive adfærd overfor hvalpene.

Hos mennesker ser man også ofte, at forældre opdrager, som de selv blev opdraget.

 

Man mener f.eks. også at have isoleret gener hos mennesket, der koder for henholdsvis selvmordstendenser og homoseksualitet. Og det må jeg indrømme, det synes jeg lyder som noget pjat. Dermed ikke sagt, at det ikke kunne være muligt (folk med selvmordstendenser kunne f.eks. have en arvelig fejl i serotonin-produktionen, så det er selvfølgelig muligt).

 

Nu har jeg ikke selv været til omtalte foredrag, men eftersom det er sagt af en norsk etolog for mindre end et halvt år siden, baseret på forskning der er igangsat fordi cockere i Norge er STÆRKT overrepræsenteret i bidstatistik, så syntes jeg det er jævnt overskudsagtigt at afvise påstanden kategorisk.

 

Det er bare synd at tage sorgerne på forskud, når man, som du selv siger, ikke ved, hvordan aggresion nedarves. Og i hvilken grad aggresion nedarves.

Jeg mener blot, at du er bedre klædt på, hvis du vælger fra en tæve med et godt temperament.

 

Ja, man skal ikke tage sorgerne på forskud. Og man kan ikke gøre andet, end at gøre det så godt som muligt. Som netop at vælge efter linjer med godt temperament. Men det er som med så meget andet levende; det giver ikke en garanti for afkommet. Det ser vi jo også hos os tobenede.

 

 

Og og og...

Første spørgsmål gik på, om Cockere var en meget aggresiv race, eller om det var fordomme. Hvis tæven var harmonisk og TS ikke kunne mærke nogen form for aggresivitet, så er aggresion jo ikke et problem, som alle cockere døjer med - det var det, jeg fornemmede, at TS frygtede.

 

Her syntes jeg det bliver lidt mudret. Hvis spørgsmålet er om cockeren har aggressionsproblemer eller om det er en fordom. Så kan du ikke afvise at racen vitterligt HAR et aggressionsproblem, med tanken om at hvis moderen var sød og god, så er det ikke et problem for racen?

 

Aggression ER desværre et problem for racen. Årsagen kan dog være uklar - netop som jeg selv nævner i første indlæg, hvor vi netop har arv/miljø problematikken oppe at vende.

 

Så svaret til TS er vel nærmest: nej, det er ikke kun fordomme, der er LIDT om snakken. Men hvis man gør sit arbejde godt nok, har man da de bedste forudsætninger og har sikret sig så godt som man kan. Mere kan man ikke gøre - hvadenten det drejer sig om temperament eller sygdomme.

[Gæst Kahlia]

Tidliger indlæg havde jeg skrevet, da jeg ramte en knap på tastaturet, og det hele blev slettet, så jeg måtte starte forfra... I hvert fald kan jeg godt se, at det betød jeg formulerede mig lidt kortfattet og uklart på nogle punkter.

 

 

Nu har jeg ikke selv været til omtalte foredrag, men eftersom det er sagt af en norsk etolog for mindre end et halvt år siden, baseret på forskning der er igangsat fordi cockere i Norge er STÆRKT overrepræsenteret i bidstatistik, så syntes jeg det er jævnt overskudsagtigt at afvise påstanden kategorisk.

 

Jeg føler ikke, at jeg har afvist påstanden (det indlæg der blev slettet, havde jeg også skrevet, at det stadig var en mulighed, at aggressioner kan være styret af et gen).

Men jeg mener blot, at der er så meget mere at tage stilling til, end blot arv. Og hvis undersøgelsen ikke fortæller nærmere, om de her cockere, så kan man heller ikke blankt afvise, at det ligger i miljøet og ikke i arven.

F.eks.: Hvem appellerer cockere til i Norge? Hvordan behandler størstedelen af cocker-ejere deres hunde? Osv...

I Danmark er Labrador jo også stærkt repræsenteret i bidstatistikkerne, og det har nok noget at gøre med, at det er så populær en hund, og ikke alle ved, hvordan den skal håndteres. Så man går bare ud og køber en labrador, fordi man har et billede af, at det er den ideele familiehund.

Og derfor er det ikke nødvendigvis fordi aggressioner ligger til racen.

Hvis 50% af hundene i Norge er cockere, så bør 50% af bidskader også komme fra cockere (hvis man går ud fra, at alle racer bider lige ofte), så jeg ville også gerne se, hvordan eksperterne har fundet frem til deres resultater.

 

Ja, man skal ikke tage sorgerne på forskud. Og man kan ikke gøre andet, end at gøre det så godt som muligt. Som netop at vælge efter linjer med godt temperament. Men det er som med så meget andet levende; det giver ikke en garanti for afkommet. Det ser vi jo også hos os tobenede.

 

Det er jeg enig i. Som sagt, så tror jeg at både arv og miljø har en indflydelse. Og så er der derudover så mange ting der spiller ind, f.eks. kan en tumor i hjernen også give aggressioner (eller andre personlighedsforstyrrelser).

 

Her syntes jeg det bliver lidt mudret. Hvis spørgsmålet er om cockeren har aggressionsproblemer eller om det er en fordom. Så kan du ikke afvise at racen vitterligt HAR et aggressionsproblem, med tanken om at hvis moderen var sød og god, så er det ikke et problem for racen?

 

Undskyld, jeg formulerede mig vidst ikke korrekt. Jeg forstod, at TS bekymrede sig over at aggression var noget som ALLE cockere døjede med. Og i og med at moderen ikke døjer med det, er det altså ikke et problem som alle cockere døjer med.

Som sagt, så blev hele mit indlæg slettet første gang, så jeg var lidt hurtig til at få skrevet færdigt anden gang...

Aggression ER desværre et problem for racen. Årsagen kan dog være uklar - netop som jeg selv nævner i første indlæg, hvor vi netop har arv/miljø problematikken oppe at vende.

 

Jeg har ikke selv megen erfaring med cockere, så det skal jeg ikke udtale mig om. Jeg reagerede bare på, hvad jeg læste.

Sidst jeg var omkring cockere, var da jeg var 6-7 år gammel. Men de var til gengæld søde, legesyge og børnevenlige. Og jeg prøvede da også derefter at overtale moar til at vi skulle have sådan en..

 

Så svaret til TS er vel nærmest: nej, det er ikke kun fordomme, der er LIDT om snakken. Men hvis man gør sit arbejde godt nok, har man da de bedste forudsætninger og har sikret sig så godt som man kan. Mere kan man ikke gøre - hvadenten det drejer sig om temperament eller sygdomme.

 

Og det sidste: :5up:

[Gæst Maustique]

Jeg ved at cockere stresser meget - og jeg køber også den med ressourceforsvaret...

 

Men jeg synes du skal nyde din hund. Cockere kræver masser af aktivering - men så er de også de kærligste, glade hunde.

 

Den kommentar din nabo kom med vidner om uvidenhed fra naboens side...

[Ulla H]

Da jeg fik min 1 ste cocker for vel mere end 15 år siden , en genbrugstæve, 2 år med HD, der ikke kunne bruges til jagt, sagde min dyrlæge LIDT i sjov, at han godt forstod, jeg fik hende gratis, fordi hun jo er en cocker. Hvem orker at eje sådan et bidende kræ???????????????

Nu var hun faktisk verdens blideste og rareste tæve, også overfor andre hunde, dog med lidt tendens til at trykke andre tæver i hjemmet.

Jeg har haft et par tæver med lidt for hidsigt temperament overfor andre hunde,læs tæver, ind i mellem.

De 3 voksne, jeg nu har ,er meget nede på jorden, kan gå fri mellem alle hunde der ikke truer dem, har aldrig nappet eller lavet udfald mod nogen,er kun ophidsede hvis der er muse/mosegrisefangst , og kan stå pænt stille ved møde med andre hunde, uden at stresse.

Mine veninder i Spanielklubben har også cockerer og der findes ingen i kredsen,jeg kommer hos, som er ustabile pzykisk.

Min kusine har en med dårlig pzyke, den er nu 14 år nu og har set dens kuldbroder flere gange. Han har også for mig et uheldigt temperament.

Jeg møder andre cockerer på lufteture og til træning, og generelt er de glade og afslappede.

Jeg tror, man skal glemme folks dårlige kommentarer og bare være på forkant med din hvalps udvikling og søge råd, hvis der er noget du synes går lidt skævt, så en evt opførsel kan ændres , inden den bliver en dårlig vane.

For en typisk cocker er utrolig dejlig og sjov at bo sammen med.

[Gæst Stella]

Nu har jeg selv verdens dejligst cockcer:hjerte: og en gang cocker, altid cocker.

 

Jeg har ikk oplevet dem som aggersive, men jeg har oplevet mange usikre cocker med højst stressniveu, som gør og gør udfald. Sådan en har min nabo faktisk. Men den er simpelthen så usikker og er opdraget hårdt, samt den sjælden bliver aktiveret, så det er ikke så mærkeligt.

 

I "gamle" dage opfattede mange vel cockeren som en egenrådig hund der bare skulle sættes på plads. Det kan man hvert fald også få indtryk af hvis man læser i gamle hundebøger om cocker.

 

Så kunne jeg forstille mig at en følsom hund som en cocker jo er, bliver angst aggersiv ? Jeg tror godt min egen hund kunne blive sådan en, hvis han var blevet opdraget hårdt og kontant, for han er SÅ følsom og blød, et blik er nok, så ved han godt når han har gjort noget man ikke må.

 

Samt hvis de ikke bliver aktiveret nok, så skal de nok selv finde på en aktivitet, som måske ikke ligefrem er til glæde og gavn.

 

Så måske har det også noget med deres følsomhed at gøre, hvis den bliver misforstået ?

 

Hvis man opdrager en cocker blidt, aktivere den og styker dens selvtillid, så får man verdens dejligste hund.

[Gæst DFJ88]

hej..

 

jeg kommer nok med et lille sidespring, ang cockerne, men jeg er på mit andet år som hundefrisør-elev og i den salon jeg er i, der har vi mange cockere, og jeg har forelsket mig i dem, elsker at ordne cockere:-D

De fleste cocker har dog det samme "problem", når de er hos hundefrisør, og det er deres poter, uha, dem må vi ikke rører, kunne jo være de ik fik poten tilbage:-D. Så hvis din cocker skal til hundefrisør, så gør dig selv og din hundefrisør en tjenste, rører ved poterne og evt. ta´ en tur ned til en hundefrisør, så din hund lærer at komme til frisør så tidligt som muligt, det kan gøre at en tur til frisør, bliver en rigtig dejlig oplevelse for din hund.

 

mvh. DFJ88

[DaniellaJ]

Vi har en lille cocker spanieltæve fra 5. juni i år og vi har brugt en masse tid på at læse om racen og finde et ordentlig sted at købe hende. Det kom derfor noget bag på mig, da vores genbo sagde: "Nårh, hun er vel nok sød. Bare ærgerligt at hun bliver aggressiv, når hun bliver voksen, jo..."

 

Er det en almindelig fordom over for cocker spaniels? Eller er det mon den skinbarlige sandhed, så vores bedårende lille bæst en dag viser sig at være en arrig djævel?

 

Synes efterhånden at jeg har fået et par kommentarer i retning af at de er lidt specielle (ikke på den gode måde), og har et heftigt temperament.

 

Jeg kender en voksen cocker, og han er faaandme dejlig .

Hør ikke hvad de andre siger, bare luk ørene .

Du skal nok få en dejlig vuffer, også når hun bliver voksen

[Kalokagathia]

Synes jeg er blevet noget beroliget af alle jeres svar, tak for det :5up:

[tacora]

Nu kommer der lidt racenørderi på banen.

 

For ja, der er desværre noget om det. For at starte fra en ende af:

 

Rage var noget man så i racen for godt 30 år siden, men som man ikke længere ser herhjemme. Det er i hvert fald ikke den type aggression racen lider af i dag.

 

Rage ses i dag i USA på springeren også. Den minder mest af alt om et epileptisk anfald, hvor hunden i stedet for at gå i krampe overfalder individer, den ellers holder af. Når anfaldet er overstået, vil hunden virke konfus og vil ikke kunne forstå hvad der er sket.

 

I lang tid var jeg af den opfattelse, at den nævnte aggression hos cockeren var en myte, der levede lidt for godt på de uheldige hændelser på de røde cockere. Hvilket ligger de der 30 år tilbage. Eller at der var tale om en fejlmatching af race til visse familier. Men efter at have haft med cockere at gøre på træningspladsen gennem de sidste to år, må jeg desværre sige, at der er noget om snakken, når man opfatter racen som aggressiv.

 

Hvor forklaringen skal findes, er der flere bud på. En del af det tror jeg fortsat skyldes, at der er familier der har anskaffet sig en cocker, uden at have en forståelse af hvad hunden reelt indeholder. For spaniels største fjende er deres nuttede udseende, der får potentielle hvalpekøbere til at glemme, at det er en fuldblodsjagthund de får ind af døren - og at den skal aktiveres behørigt.

 

Antallet af registrerede cockerhvalpe sender hvert år hunden ind på top 10 (og det er bare de, der registreres i DKK), og vi er vist nede på at hvad der nærmer sig promiller bruger dem til jagt eller hundesport. Ikke at det er en forudsætning for at have racen, man skal bare være opmærksom på, at der skal træning til for at have den. Men det kunne tyde på, at mange får hunden uden at være klar til at give den det indhold, den kræver og fortjener.

 

Endnu en faktor er, at cockeren har tendens til ressourceforsvar. Og i mange, mange år har man i populær hundelitteratur foreslået ejere af sådanne hunde, at de fysisk skulle lade hunden vide, hvem det er der bestemmer. Hvilket presser hunden ud i situationer, hvor den med stor sandsynlighed vil ende som angstbider. Kender til flere historier hvor dette er håndteret forkert, og hvor familien har måtte ende med at gå af med hunden efter den har snappet efter dem - og hvor den så i øvrigt ikke har udvist lignende adfærd når den er endt i en familie, der har forståelse for problemet.

 

MEN ny forskning fra Norge indikerer, at der er en arvelig faktor også. En aggression der ligger på et gen, og dermed er arveligt. De har, så vidt jeg har ladet mig fortælle, kunne føre genet tilbage til to røde importer til Norge fra England i 1960'erne. Har ikke hørt noget om arvegang, men det kunne tyde på, at de måske lykkes med at isolere omtalte gen, hvorefter det vil være muligt at teste for det.

 

Denne aggression er ikke det samme som rage. Og man kan heller ikke sige, at det kun er de røde den er gal med, for så vidt jeg har forstået ligger genet ikke på farven, og der har været meget blanding af farver i racen.

 

Chancen for at få en cocker med dette arvelige aggressionsproblem tror jeg nu alligevel er relativ lav. Og hvad man selv kan gøre er, at sørge for at forstå hvad det er for en race, man har fået en af døren. For det er desværre en stor fed løgn, når hundebøger skriver en cocker er en familiehund. Det er den også. Men først og fremmest er den en jagthund. Og når den del af hunden er tilfredsstillet, har den overskud til at være en god familiehund.

 

 

 

P.S. Husk endelig, at når jeg nu siger det med jagthund, betyder det ikke man skal gå på jagt med den. Den kan leve et langt og lykkeligt liv uden nogensinde at komme ud og lede efter fugle. Men den skal have noget at tage sig til; den skal have et "job".

 

 

Meget meget enig i det du skriver og så har du slet ikke nævnt de stakler som køber en FT cocker og bare gerne vil have en familiehund !!

 

venlig hilsen Steen Stenild

[Amocca]

Og nu spørger jeg måske rigtigt dumt... men... dette gen man har isoleret holder det sig til standard cockeren, eller kan man også være uheldig at finde det hos FT cocker og den svenske jagt cocker (som jeg jo har siddet og er blevet lidt lun på som hund nr 2)?

 

Det med stress bekymrer mig også en del, hvis og såfremt jeg skulle eje en jagt cocker, så skulle den være ag+rally hund og bruges til konkurrencer... der er en stresset hund ikke optimal... Så, I cocker ejere, føler I, at hunden stressniveau sagtens kan holdes under kontrol med den rette aktivering osv. eller stresser den ofte op over nye steder / mennesker / oplevelser?

[Gæst mk101]

Og nu spørger jeg måske rigtigt dumt... men... dette gen man har isoleret holder det sig til standard cockeren, eller kan man også være uheldig at finde det hos FT cocker og den svenske jagt cocker (som jeg jo har siddet og er blevet lidt lun på som hund nr 2)?

 

Det med stress bekymrer mig også en del, hvis og såfremt jeg skulle eje en jagt cocker, så skulle den være ag+rally hund og bruges til konkurrencer... der er en stresset hund ikke optimal... Så, I cocker ejere, føler I, at hunden stressniveau sagtens kan holdes under kontrol med den rette aktivering osv. eller stresser den ofte op over nye steder / mennesker / oplevelser?

 

Det nævnte gen burde ikke være til stede i jagt cockeren. Eftersom de engelske importer var af udstillingstypen, der med stor sandsynligvis ikke er at finde i jagtcockeren. De to typer er jo naturligvis ikke opstået spontant sideløbende, men er af samme baggrund/linje. Men hvor og hvornår dette problem dukker op første gang ved jeg ikke.

 

I forhold til bidstatistikker er cockeren overrepræsenteret. Men det er jo også tal leveret af dyrlæger, der har kategoriseret hunden under den race ejer har oplyst - og så er det jo ikke til at vide hvordan procentfordelingen af udstillingstypen og jagttypen fordeler sig i totalen.

 

For er der flest af den udprægede jagttype, så er det måske ikke så mærkeligt at folk har haft problemer, hvis de ikke har kunne aktivere behørigt. Dermed ikke sagt at jagttypen er mere aggressiv, men at den nok har sværere ved ikke at blive brugt korrekt?

 

Syntes ikke spaniels af nogle af typerne har store stressproblemer. Af hvad jeg har oplevet personligt, men ved da at der har været sine udfordringer med Dumle.

 

Måske Tacora kan give sit besyv med, for han kender jagttyperne af spaniels bedre end jeg gør, og kan fortælle mere om hverdagen med en FT spaniel.