Begraves eller brændes?

[Gæst Fleur]

Min hund skal kremeres og så begraves i haven. Jeg vil ikke have en død hund liggende under jorden.. det gjorde min veninde ved sin, og en måned efter gravede hendes to andre hende den op og slæbte den gennem stuen.....

 

Vores hunde ligger meget meget dybt nede... Lyder helt vildt uhyggeligt det du skriver var den ikk begravet dybt?

[Nollike]

Nollike jeg har læst historien om futte før og jeg tuder hver gang det er så fin en afsked han fik :hjerte:

 

Det gør jeg også Men det VAR en rigtig fin afsked, lige præcis som det skulle være for hunden i mit liv :hjerte:

[Nollike]

Holder jeg egentlig aldrig op med at tude over den hund? Nu er det snart 5 år siden at han blev aflivet, det MÅ sgu da gå over på et tidspunkt??

[Dogue1]

Vi får vores hunde kremeret... De har deres helt egen æres plads i soveværelset...Sådan er det og det vil altid være sådan....

 

På billedet fra Venstre mod højre....

Lexus, Billie og Zantie

[Lab-lover]

Sådan ser Emma's ud..

 

[Gæst Joey-Salome]

Holder jeg egentlig aldrig op med at tude over den hund? Nu er det snart 5 år siden at han blev aflivet, det MÅ sgu da gå over på et tidspunkt??

 

Det er jo sådan med stor og ægte, ren kærlighed - som kærligheden til ens dyr er. Og han lyder helt særlig, så det er ikke underligt. :ae:

[Gæst Joey-Salome]

Vil da lige vise Sittos gravsted, hun er begravet hjemme hos mine svigerforældre - og de brugte rigtig mange penge på at få lavet det bed der, kun for "Sittos" skyld. Nu står der også en fin mindesten, hvor der står "Tak for alt". Hun ligger i sin lille urne, lige under springvandet.

 

Årh, hvor er det fint.

[Umulia]

Vinnie må ikke dø før jeg har råd til denne urne: Memorial Urn, Rest In Peace

- hvilket nok vil sige at hun bliver nødt til at leve evigt :5up:

[Gæst Joey-Salome]

Vinnie må ikke dø før jeg har råd til denne urne: Memorial Urn, Rest In Peace

- hvilket nok vil sige at hun bliver nødt til at leve evigt :5up:

 

Jeg har også sagt til mine, at jeg synes, de skal vente til jeg selv skal herfra ... vi følges jo altid, så det er helt forkert at de tager af sted uden mig.

[Gæst Miss_menelli]

Der er kun én måde jeg vil sige det sidste farvel....

 

Mine hunde skal brændes og med hjem og spredes ud over de marker de elsker og hvor de tilbringer så mange gode timer hver dag.

Det er lige i tornadoernes ånd og jeg kan ikke forstille mig det anderledes.

De skal ikke ligge i et hul i jorden, hvor jeg kan stå og tude ved et gravsted, men være overalt herude i stedet - Det har jeg det meget bedre med.

 

At kunne kigge ud over markerne som de elsker og vide resterne af dem blæser rundt derude er en rar tanke.

 

Men nu dør mine elskede tornadoer jo aldrig

 

Min gamle kleiner blev hos dyrlægen... Har egentlig ikke de store kvaler med det.

Det blev besluttet i fællesskab i familien, så det var sådan det blev.

 

Vores gravhund er begravet i mine forældres have, uden sten, eller anden markering, men bare i et skyggefuldt hjørne med flotte bede.

Det var det der passede bedst dengang.

 

Sådan tror jeg det er så forskelligt.... Men så længe vi bor her og jeg har den type hunde jeg har, så skal de tilbage på "deres" marker når de engang ikke er her længere.

[Gæst MieJ]

Når mine hunde skal herfra, vil de blive brændt og komme med hjem i en urne.

Hvor de derefter skal begraves har jeg ikke besluttet endnu.

 

Min første GD døde pludseligt og hende har jeg stadig stående i en urne. Jeg er ikke kommet dertil endnu, hvor hun skal i jorden, jeg ved ærligt talt ikke om jeg nogensinde når dertil. Men indtil videre har jeg det fint med at hun står, hvor hun står.

[Nollike]

Det er jo sådan med stor og ægte, ren kærlighed - som kærligheden til ens dyr er. Og han lyder helt særlig, så det er ikke underligt. :ae:

 

Han var også helt helt særlig

[a9]

Lucki og Bondo er begge enkelt kremeret, og urnerne er sat i mine forældres have.

 

Jeg har brug for at vide præcis, hvor de er - men at tage hjem fra dyrlægen med en kold hund den tanke kan jeg slet ikke forligne mig med at stryge dem over en pels, der er helt kold, når den plejer at være varm og lækker :megaked:

 

Jacki skal ligeledes enkeltkremeres om 10-12-20-50 år, og om Gud vil placeres ved siden af de 2 andre, så de kan passe godt på deres lillesøster

 

 

Lucki og Bondos urner - I er elsket og savnet, mine skønne drenge :hjerte:

[Gæst]

Det er meget interessant at læse, hvor forskelligt man håndterer det at ha' mistet en hund. Det som er helt rigtigt for den ene, vil slet ikke fungere for en anden. Så det er dejligt at der er flere muligheder. Det er meget rørende at læse jeres beretninger.

 

For år tilbage var jeg helt overbevist om, at mine hunde skulle begraves i min have, når de døde. Men det gik jeg fra, da jeg bor til leje og ikke ved, om jeg måske lige pludselig vil flytte til noget mindre. Og hvis jeg har begravet mine hunde her i haven, så vil jeg aldrig kunne flytte herfra.

 

Så var jeg sikker på, at jeg ville ha' dem kremeret og hjem i en urne, som kunne stå i et skab eller noget. Men så så jeg den der udsendelse med Bubber - hedder den ikke noget med "Danmark i følge Bubber", hvor han er hos en pudelopdrætter. I hendes entre står der en masse urner på hylder, og der kunne jeg mærke, at det var da vist heller ikke lige mig...

 

Da jeg havde tænkt tanken, at jeg ikke ville vide, hvad jeg skulle gøre med en urne - ville jeg nemlig heller ikke grave ned, for så kan jeg ikke flytte nogensinde - så traf jeg beslutning om, at når den grimme dag skulle komme, så ville jeg lade dyrlægen bortskaffe hunden.

 

I oktober sidste år mistede jeg pludselig min elskede Mille på knap 13 år. Hun blev meget syg i løbet af 1½ dag, og det endte med en akut aflivning søndag aften hos vagtdyrlægen.

 

Da jeg oplevede, hvor syg Mille blev, og at hun slet ikke var sig selv, så kunne det faktisk kun gå for langsomt med at hun fik fred, og da hun var død, der sad jeg kun et øjeblik med hende - græd og kyssede hende, men så gik jeg min vej.

 

Det har jeg tænkt meget over siden, for de to gange jeg har fået aflivet en hest, kunne jeg næsten ikke gå fra den bagefter, men sad flere timer ved siden af den døde krop. Det havde jeg bare ikke trang til med Mille - for det var slet ikke MIN Mille tilsidst. Og jeg var slet ikke i tvivl, om hvad der skulle ske med Mille efterfølgende. Hun blev hos dyrlægen, og det har jeg ikke fortrudt på noget tidspunkt.

 

Mille er i mit hjerte, og der vil hun altid være, for en har været en helt særlig og speciel hund i mit liv.

 

Om jeg reagerer på samme måde, når det bliver en af de andre to hundes tur, det ved jeg slet ikke, men jeg tror, at man skal mærke efter, hvad man har behov for på det sted, man er i livet.

 

Jeg har stadig masser af minder om Mille, selv om jeg ikke har et gravsted eller en urne. Hun har sin helt egen kasse med hendes ting i: halsbånd og dækner og trøjer. Og så har jeg rigtig mange billeder af hende rundt omkring i huset, og det er rart at kunne kigge på hende hver dag.

[Gryn]

Vi har mistet tre hunde, de er alle kremeret.

Freias urne blev sat ned ved den hundepension vi brugte.

Speedy og Mega ligger ved et træ i min mands brors skov. Der skal Groa også ligge når den tid kommer om forhåbentlig mange år.

Broderens dy ligger også i skoven, han har lavet en lille område til familens dyr.

[AnjaCS]

Basse blev kremeret, og står i en urne, hjemme hos mine forældre.

Når det bliver forår tager vi i sommerhus, og begraver hende, enten under æbletræet, eller også køber vi en busk og planter.

 

Jeg havde ikke lyst til at tage hende med hjem som hun var, og havde ej heller mulighed for at begrave hende. Dels fordi hun er stor, og dels fordi det er vinter.

Min faster og onkel, har haft en kat liggende i fryseren i snart 4 måneder, mens de venter på blødere jord!

 

dog synes jeg det var rart, at kunne få udleveret hende på den her måde, så der er en form for afslutning.

al det der med askeperler osv er slet slet ikke mig, og jeg ville føle mig lidt fjollet.

[AnjaCS]

Det er meget interessant at læse, hvor forskelligt man håndterer det at ha' mistet en hund. Det som er helt rigtigt for den ene, vil slet ikke fungere for en anden. Så det er dejligt at der er flere muligheder. Det er meget rørende at læse jeres beretninger.

 

For år tilbage var jeg helt overbevist om, at mine hunde skulle begraves i min have, når de døde. Men det gik jeg fra, da jeg bor til leje og ikke ved, om jeg måske lige pludselig vil flytte til noget mindre. Og hvis jeg har begravet mine hunde her i haven, så vil jeg aldrig kunne flytte herfra.

 

Så var jeg sikker på, at jeg ville ha' dem kremeret og hjem i en urne, som kunne stå i et skab eller noget. Men så så jeg den der udsendelse med Bubber - hedder den ikke noget med "Danmark i følge Bubber", hvor han er hos en pudelopdrætter. I hendes entre står der en masse urner på hylder, og der kunne jeg mærke, at det var da vist heller ikke lige mig...

 

Da jeg havde tænkt tanken, at jeg ikke ville vide, hvad jeg skulle gøre med en urne - ville jeg nemlig heller ikke grave ned, for så kan jeg ikke flytte nogensinde - så traf jeg beslutning om, at når den grimme dag skulle komme, så ville jeg lade dyrlægen bortskaffe hunden.

 

I oktober sidste år mistede jeg pludselig min elskede Mille på knap 13 år. Hun blev meget syg i løbet af 1½ dag, og det endte med en akut aflivning søndag aften hos vagtdyrlægen.

 

Da jeg oplevede, hvor syg Mille blev, og at hun slet ikke var sig selv, så kunne det faktisk kun gå for langsomt med at hun fik fred, og da hun var død, der sad jeg kun et øjeblik med hende - græd og kyssede hende, men så gik jeg min vej.

 

Det har jeg tænkt meget over siden, for de to gange jeg har fået aflivet en hest, kunne jeg næsten ikke gå fra den bagefter, men sad flere timer ved siden af den døde krop. Det havde jeg bare ikke trang til med Mille - for det var slet ikke MIN Mille tilsidst. Og jeg var slet ikke i tvivl, om hvad der skulle ske med Mille efterfølgende. Hun blev hos dyrlægen, og det har jeg ikke fortrudt på noget tidspunkt.

 

Mille er i mit hjerte, og der vil hun altid være, for en har været en helt særlig og speciel hund i mit liv.

 

Om jeg reagerer på samme måde, når det bliver en af de andre to hundes tur, det ved jeg slet ikke, men jeg tror, at man skal mærke efter, hvad man har behov for på det sted, man er i livet.

 

Jeg har stadig masser af minder om Mille, selv om jeg ikke har et gravsted eller en urne. Hun har sin helt egen kasse med hendes ting i: halsbånd og dækner og trøjer. Og så har jeg rigtig mange billeder af hende rundt omkring i huset, og det er rart at kunne kigge på hende hver dag.

 

 

Det der med at blive siddende, kan jeg heller ikke. For lidt over et år siden, fik jeg min kat aflivet. Jeg stod op til en dødssyg kat, og hastede til dyrlægen, hvor vi ret hurtigt fik afsluttet det. Og dyrlægen behøvede ikke fortælle da hun var væk, for jeg vidste det udmærket godt. Det var ikke længere min Snehvide, men blot en kat.

Det samme gjorde sig gældende med Basse. Jeg vidste godt hvornår hun var væk, og derefter havde jeg ikke behov for at sidde der. Det var ikke længere henne, men blot et lig..

[Nollike]

Basse blev kremeret, og står i en urne, hjemme hos mine forældre.

Når det bliver forår tager vi i sommerhus, og begraver hende, enten under æbletræet, eller også køber vi en busk og planter.

 

Jeg havde ikke lyst til at tage hende med hjem som hun var, og havde ej heller mulighed for at begrave hende. Dels fordi hun er stor, og dels fordi det er vinter.

Min faster og onkel, har haft en kat liggende i fryseren i snart 4 måneder, mens de venter på blødere jord!

 

dog synes jeg det var rart, at kunne få udleveret hende på den her måde, så der er en form for afslutning.

al det der med askeperler osv er slet slet ikke mig, og jeg ville føle mig lidt fjollet.

 

 

Er Basse væk???? Ej for f***n Anja :ae: Hvordan? Hvornår? Hvorfor? Hvordan har du det??? :ae: :ae: :ae:

[PinPoynter]

Vores tre piger er kremeret, og vi har urnerne stående. Jeg vil ikke begrave dem, da vi bor til leje. Men vi har snakket om at noget af asken skal spredes i mindeparken og ved stranden i århus, og noget på deres yndlingsmarker herovre. Jeg har ikke kunne få mig selv til det endnu, dog..

[AnjaCS]

Er Basse væk???? Ej for f***n Anja :ae: Hvordan? Hvornår? Hvorfor? Hvordan har du det??? :ae: :ae: :ae:

 

Har sendt en PB.

[Nollike]

Har sendt en PB.

 

:5up:

[Gæst]

Basse blev kremeret, og står i en urne, hjemme hos mine forældre.

Når det bliver forår tager vi i sommerhus, og begraver hende, enten under æbletræet, eller også køber vi en busk og planter.

 

Jeg havde ikke lyst til at tage hende med hjem som hun var, og havde ej heller mulighed for at begrave hende. Dels fordi hun er stor, og dels fordi det er vinter.

Min faster og onkel, har haft en kat liggende i fryseren i snart 4 måneder, mens de venter på blødere jord!

 

dog synes jeg det var rart, at kunne få udleveret hende på den her måde, så der er en form for afslutning.

al det der med askeperler osv er slet slet ikke mig, og jeg ville føle mig lidt fjollet.

 

Jeg var ikke klar over, at du havde mistet din hund - det gør mig virkelig ondt at læse :ae:

[Gæst celinamoon]

Jeg synes det er svært, for lige meget hvad ville jeg være ked af det. Mht. at begrave hunden, så ville jeg være bange for en dag at flytte fra stedet, og ikke vide hvem der så ville komme til at gå ovenover min engel - og i værste tilfælde måske endda gravede hende op. Jeg tror, jeg ville kremere hende, men hun skulle i så fald i en urne og ikke et smykke - tanken om at gå med en halskæde, og hvis nogen siger den er flot, at man så kan svare "Jah, det er jo så min afdøde hund", det er altså lidt bizart. Desuden synes jeg, at det ville være dejligt med en urne hvor halsbåndet kunne hænge på, og hvor jeg ville kunne have blomster stående ved og hvis man flytter ville jeg synes det var dejligt at kunne tage urnen med. Men lige meget hvad, vil jeg være ked af det, og jeg tror ikke det gør den store forskel for mig om hunden er begravet eller kremeret lige efter døden - det vil højest være i tilfælde af flytning, at jeg ville have det dårligt med at flytte fra hundens hvilested.

[Potemis]

Cookie dør jo aldrig nogensinde. Men hun skal kremeres. Og jeg vil have urnen stående. Jeg tror aldrig jeg vil kunne sige helt farvel til hende. Jeg vil gerne have hendes aske med i graven. Hvordan, ved jeg ikke lige. Måske kunne man overtale en eller anden til at kaste asken ned, der hvor man alligevel kaster blomster ned til kisten. Jeg skal ihvertfald nok finde en måde at få snirklet mig uden om reglerne og få min Cookie med mig til det sidste. Det gør ondt bare at skulle tage på arbejde hver dag, så at være adskilt fra hende for evigt, er slet ikke nogen mulighed.

[Inkognito]

Det første dyr jeg sagde farvel til i mit "voksne" (Læs: hvor jeg selv har haft en indflydelse) var min hest; jeg fik ham, da han var 4 og jeg var 12 i 1992 og vi sagde det sidste farvel den 4/6-07.

 

Han var helt speciel og hans farvel til dette liv blev specielt; han blev slået ned i sin fold af en dyrlæge, der egentligt kun arbejder som hestetandlæge og derefter hentet af Zoologisk Have i København, der brugte kroppen til dyremad og doneret hovedet til KVL for deres dyrlægestuderende.

 

Begravning og kremering var ikke en mulighed for en hest nær København og indenfor min pengepung og jeg kunne simpelthen ikke bede DAKA komme og hente ham eller sælge ham til en slagter til menneskekonsum, så han blev givet til noget fornuftigt, da han ikke var syg eller fyldt med alt muligt medicin.

 

Det var den helt rigtige beslutning for ham og jeg; han kunne ikke transporteres uden frygt og jeg kunne ikke klare tanken om DAKA eller menneskekonsum selvom jeg spiser hestekød... Jeg har så ikke kunne få mig selv til at gå i Zoo siden.

 

Rosie var mit næste dyr jeg skulle sige farvel til og hele forløbet omkring aflivningen står som mit værste mareridt.

Rosie havde overfaldet Mollie ganske alvorligt og vi skulle beslutte hvad der skulle ske med en af dem; Rosie var fysisk syg og vi var enige om, at det var hende, der skulle væk.

Martin vælger så en fredagaften, hvor han vækkede mig i en lur og sagde, at nu var det nu - han kunne ikke klare tanken længere. På det tidspunkt havde Rosie kun været sammen med min mormor de sidste 24 timer og jeg var så fortumlet, at jeg bare sagde ja uden at tænke ordentligt.

Martin ville ikke have hendes aske med hjem og dyrehospitalet valgte ikke at bedøve hende inden aflivningsvæsken, så jeg er helt overbevist om, at hun led. Derudover nærmest smed de os ud bagefter, da de jo ikke gad være der mere.. Jeg kommer ALDRIG til at sætte mine ben der mere og de kommer endda så velanbefalet af alle :-(

 

Der er ikke gået en dag siden den 20/11-09, hvor jeg ikke har fortrudt bitterligt, at Rosie ikke kom hjem igen i en urne.

 

Mollie sagde jeg farvel til den 21/3-11 og hun blev kremeret.

Hun hoppede i hovedet på Jessie efter de havde levet i fuld harmoni i godt et år og jeg blev igen bidt ganske voldsomt af dem begge; denne gang i venstre hånd, hvor jeg stadig har føleforstyrrelser i to fingre.

Vi prøvede at sætte dem sammen igen, men det stod meget klart, at det ville ikke gå :-(

 

Mollie og jeg tilbragte den sidste nat alene sammen, hvor jeg fortalte hende alt og hvor meget hun havde betydet for mig.

Mollie blev aflivet hos vores normale dyrlæge og det foregik så stille og roligt, at jeg vil beskrive det som en god og fin oplevelse - Mollie var helt rolig og stressede ikke.

 

Mollie blev kremeret og jeg har fået urnen hjem; der gik dog nogle uger fra dyrlægen havde ringet og sagt, at den var klar til afhentning til at jeg var klar til afhentning af den.

 

Jeg var helt overbevist om, at jeg ville kopiere Nollike's farvel til hendes hund, men her snart et år efter står urnen stadig i papkassen i mit soveværelse; jeg kan ikke få mig til at slå hul på den og jeg kan ikke få mig selv til at begrave den.

 

Jeg har en skuffe med minder om alle 3 dyr, hvor deres mapper med papirer og hundenes halsbånd (Rockets grime var ødelagt af blodet, så den blev smidt ud) samt billeder af dem stående fremme.

Da Emme flyttede ind, gav jeg hende Mollies hundeskilt og den dag jeg lukkede Emma ud af bilen og hun havde ødelagt skiltet, gik jeg helt i stykker og bare græd i 1½ time.....

 

Jeg græder stadig over alle 3 dyr, men især Mollie gør ondt.