Racevalg på trods...

[Gæst Bernerfan]

Jeg har været meget tæt på at havne i den kategori, som indbefatter de, der lukker ørerne og bare gør, som de selv vil, uden at lytte til gode råd fra mere erfarne folk...

 

For ca. 11 år siden forelskede jeg mig hovedkulds i hunderacen Tibetansk Mastiff (jeg så en film i fjernsynet, hvor hovedpersonen var af den race, og den var bare såååå smuk, syntes jeg) og blev faktisk også skrevet op til en hvalp hos Danmarks dengang eneste opdrætter af racen. Desværre - eller heldigvis, som det viste sig - var der et års ventetid på at få en hvalp, og mens jeg ventede, begyndte jeg at læse om racen. Jo mere, jeg læste, desto mere gik det op for mig, at det ville blive et helvede for mig at få sådan en hund i en lejlighed på 100 m2, hvor både overboen og den ene nabo mindede kraftigt om fortegnede versioner af Krummernes "Fru Olsen", eftersom racen bl.a. har ry for at have tendens til at gø om natten og ikke mindst gnave sig igennem alt, hvad den kommer i nærheden af. Så jeg blev enig med mig selv om, at det nok var en god idé at vente lidt med den der hund... og anskaffede mig en kat i stedet for.

 

Derefter gik der en rum tid, hvor ønsket om en hund - også Tibetansk Mastiff - stadig var der, men hvor jeg selv ikke, da jeg flyttede i hus, kunne få ideen til at vinde indpas hos min dengang bedre halvdel.

 

Det tog yderligere 5 år at overbevise min nuværende bedre halvdel om, at en hund var en god idé... og i mellemtiden var jeg heldigvis blevet så moden og erfaren, at jeg startede med at sætte mig ind i, hvad det i det hele taget indebærer at få en hund i huset og dernæst, da jeg havde gjort op med mig selv, at det turde jeg godt gå ind til, gik i gang med at læse om de forskellige racer for at finde ud af, hvilken der ville passe bedst til mig og til den tilværelse, jeg har at tilbyde en hund.

 

Først kiggede jeg på Alaskan Malamute, men valgte dog hurtigt at lede videre, da ALLE bøger uden undtagelse understregede på det kraftigste, at sådan en ikke er en begynderhund, og jeg i øvrigt også kunne læse mig frem til, at det er en hund med et enormt motions og aktiveringsbehov for at være en glad og velfungerende hund. Sådan en må jeg evt. få en anden gang, når min hverdag ser lidt anderledes ud, og jeg har tilegnet mig lidt erfaring udi det der med at have hund.

 

Efter at have læst og læst og læst endte jeg med at beslutte mig for Berner Sennen; en hund jeg også gennem flere år havde haft et godt øje til. Denne race blev OGSÅ frarådet som første gangs hund pga. racens selvstændighed og især pga. dens størrelse, da jeg er en "lille pige" på bare 157 cm og 57 kg., men her må jeg nok tilstå, at jeg valgte at "overhøre" bøgerne og de "kloge" omkring mig og gå videre med at lede efter en opdrætter, jeg havde lyst til at købe hvalp hos, og som også havde lyst til at sælge mig en hvalp. Jeg var heldig; allerede i andet forsøg lykkedes det at finde det perfekte sted, som opfyldte alle mine ønsker og krav til en opdrætter. Da jeg besøgte dem, var jeg ærlig og lagde alle kortene på bordet; både omkring min erfaring og om, at bøgerne og de hundefolk, jeg kender, havde frarådet Berneren som førstegangshund, men argumenterede samtidig for, hvorfor jeg trods dette stadig mente, at Berneren var den rette race for mig. Heldigvis turde opdrætter -trods dette - godt sælge mig en hvalp, og jeg har absolut IKKE fortrudt mit valg. De 5 måneder, jeg har haft sammen med min Basil, har kun bekræftet mig i, at jeg valgte den rigtige race.

 

Selvfølgelig har der været og er der også stadig visse udfordringer. I en alder af 7 måneder er Basil f.eks. allerede så stærk, at han kan "trække af" med mig, uden jeg kan gøre det fjerneste for at holde ham med fysisk styrke. Men uanset udfordringerne, har der ikke været noget, træning ikke har kunnet løse, og jeg er super heldig at have verdens bedste opdrætter, som har givet mig al den støtte og hjælp, jeg har haft brug for og mere til.

 

Derfor må min konklusion være, at man gør klogt i at lytte til de råd, man får - især fra opdrættere, som kender den pågældende race - men at man samtidig også skal forholde sig konstruktivt kritisk til rådene, sætte sig grundigt ind i den race, man ønsker sig, opstille plusser og minusser ved racen i forhold til ens egen erfaring og formåen, samt de fysiske rammer, man kan tilbyde, og ud fra det samlede billede vurdere, hvad der er den bedst egnede hund for lige netop en selv.

[Gæst Miss_menelli]

Jeg er meget som Lykkeliv på det her punkt.

 

Alt bliver tæsket igennem og tænker tilvalg af hund nøje igennem.

 

Men spørger jeg, så ønsker jeg svar, fordi jeg har tænkt mig at at lære noget af dem.

Så havde jeg nu fået at vide, at min drømme race slet, slet ikke var noget for mig, så havde jeg nok alligevel taget valget op til revurdering.

Men hvis jeg spørger - Så er jeg jo også i tvivl og er derfor åben overfor folks synspunkter.

 

Lige hos min race, så tror jeg godt jeg måske kunne rende i en enkelt eller to opdrættere, som ikke ville sælge til mig, alene fordi jeg ikke har haft racen før.

Det var nok blevet taget til efterretning og ville gerne lytte til argumenterne - Men efter den første, ville jeg nok prøve en anden kennel og se om resultatet var det sammen.

Der er jo forskellige krav til hvalpekøbere hos forskellige opdrættere.

Men var det gentagne gange jeg fik det svar - Så tror jeg nu nok jeg ville overveje en ekstra gang om jeg også havde sat mig ordentlig ind i racen og om jeg havde misforstået noget.

 

Nu er det dog rent hypotetisk, da jeg ikke har haft disse problemer og får hvalp lige om straks.

Men helt lukke ørerne hvis jeg spørger eller hvis opdrættere på stribe ikke vil sælge til mig - Det vil jeg ikke!

[Shii]

Jeg synes det er en super debat at få i gang...

 

I mine øjne er der to kategorier... Der er dem som spørger for at blive bekræftet i at det de gør er rigtigt, og disse vil blive ved at spørge til de finder nogen der giver dem ret... Og så er der dem som spørger, for at blive oplyst!

 

Min personlige holdning er at hvis man spørger, må man også acceptere det svar man får...

 

Havde jeg personligt selv fået et svar der gjorde mig trist, ville jeg muligvis få en anden opdrætters mening, bare for at være helt sikker indeni, fremfor at gå og tænke "Opdrætteren kunne nok ikke lide mig"...

 

Jeg tror personligt ikke på at der er nogen "begrænsninger", jeg tror alle racer kan være førstegangs hunde, hvis de passer til en...

 

Jeg kan ikke se hvorfor en husky skulle være en bedre eller nemmere hund bare fordi man har haft en labrador før... Korrekt at man skal måske sætte sig mere ind i "særhederne" ved racen, men hvis folk ved hvad de går ind til, så ville jeg til enhver tid anbefale en husky som førstegangshund: Til de folk den passer til!!!!!

 

Jeg ville personligt aldrig godtage afvisninger på følgende grundlag:

 

Du har ingen have/Din have er for lille

Du skal bo i hus

Din lejlighed er for lille

 

Disse "undskyldninger" synes jeg ikke har noget med hundens ve og vel at gøre... Jeg kan sagtens forstå at man vælge ikke at sælge en GD til en der bor på 4 sal i en lejlighed (sågar 1. sal), men man kan sagtens bo i stuen og have en GD i mine øjne... Der er så mange forskellige muligheder, og det at have en have eller ej synes jeg ikke nødvendigvis er et plus eller minus for om man kan blive en god ejer...

 

F.eks. boede jeg i lejlighed i Århus, ganske tæt på mine forældre som havde en dejlig stor have som var indhegnet. Det vil sige at jeg jo havde lige så meget mulighed for at være ude på privat område og lege med hunden, som havde jeg haft en have.. Den eneste forskel var at jeg skulle gå i 10 minutter før jeg kunne være der... Men er det nok til at jeg ikke ville have egnet mig til hundeejer for racer som "skal have en have"....

 

Jeg synes også det handler om prioteringer, hvad er bedst; At folk får hund og har en have og hunden får lov at komme derud og lege for sig selv hver dag....

Eller at folk tager ud og mødes med søde hundevenner hver eller hveranden dag?

 

Vi er alle forskellige, og jeg synes ikke man per automatik skal afskrive folk fra en race fordi "omgivelserne" måske ikke er tiptop (medmindre vi snakker om store hunde op af mange trapper, den ville jeg selv fraråde)

 

Vi fik en husky uden at have en have i starten, af alle de opdrættere vi mødte var der aldrig en som så det som et problem, så længe vi vidste hvordan vi ville aktivere og motionere vores hund... Den eneste grund til jeg VIRKELIG savnede en have var fordi vi boede i midtbyen og jeg var træt af at skulle løfte Dexter hele vejen over på græsset for at han kunne tisse, det gjorde renlighedstræningen ret besværlig

[Gæst Buddha]

Jeg må fra hjertet indrømme, at jeg fortryder at jeg ventede så længe med at få nr. 2 hund, men det står jo alle steder, altså at man skal/bør vente til den ældste helst er 2+ år. Motor var så 1,5. Jeg tror det havde været bedre for ham langt tidligere, han har det bedst med flere dyr omkring sig og det lyder måske skørt, men jeg tror ikke han har haft godt af så meget opmærksomhed som han fik som solo-hund. Eller, forstå mig ret, han har da helt sikkert solet sig i det, hm, kan ikke helt finde de rigtige ord for det.

 

Og så ville jeg faktisk helst have haft 2 kuldbrødre. Evt. en han og en hun.

 

 

Ang. racevalg, så ja, for mig ville det være alfa omega hvordan et nej eller anden indvending blev præsenteret. Indenfor min race ved jeg 1 opdrætter ikke sælger til folk uden have, jeg forstår det så udemærket, men valgte (ikke at kontakte hende) bare at indstille mig på en hel del udetid (vi boede i lejlighed) og stadig få den race jeg ønskede.

[Fluffykins]

Vi valgte at få hund på trods...

Vi er et ungt par som bor på 1ste sal. Jeg er vokset op i et rigtigt hunde/dyrehjem, med masser af gravhunde, heste, høns, ænder og får. En enkelt schæfer og to borzoi'er har også været en del af flokken mens jeg var barn:banan:

 

Det var faktisk min mor som var mest skeptisk i forhold til det at have hund i en lejlighed, og vi havde mange lange samtaler omkring motions- og aktiveringsskrav, og hvordan vi ville give hunden mulighed for at løbe løs uden en indhegnet have, sørge for at den får snusetid hver dag, får opgaver og bliver bedst muligt beskyttet mod aggressive hunde på de offentlige arealer.

 

Men hvor der er vilje er der vej, og det eneste krav vi havde til hunden var, at den skulle passe til det liv vi kan tilbyde en hund. Fordi vi havde gennemtænkt de råd og advarsler vi havde fået fra starten, vidste vi lidt mere om hvordan vores hverdag ville blive ændret af at få hund. Så rådene var gode nok, og jeg er rigtig glad for at vi lyttede til 80% af dem :blink:

[Audrey]

Den anden fordom jeg hører tit er at jeg bare er en totalidiot fordi jeg vil have en hund, når jeg er ung og studerer og nogle gange har lange dage. Der er mange der får det til at lyde som om at mit liv er forbi når jeg får en hund. Vil ikke sige jeg helt har overhørt det, men har da valgt at fokusere på den kontruktive kritik. Jeg går i en omgangskreds hvor de fleste har hunde og har heldigvis familie jeg kan trække på de lange dage, jeg bor sammen med min søster og skal gøre det de næste par år så der vil næsten altid være nogen hjemme, og hvis jeg skal nogle steder hen kan hun passe den... feriepasning har jeg allerede snakket med opdrætter om. Så føler mig godt dækket ind men ændrer ikke på at folk stadig ryster på hovedet (sjovt nok er det altid dem der går hjemme og ikke har hund :stupid:)

 

Der var en bruger herinde for noget tid siden, som var af den holdning. Hun arbejdede med omplaceringshunde, og ville aldrig godkende studerende, enlige, unge mennesker, og folk uden have. Hvis man er ung, når man er 24, så var jeg en fusion af ALLE situationer, hvor hun ville afvise en interesseret køber. Dare I say, jeg blev ret trodsig. Forstår faktisk ikke helt, hvorfor det er en dårlig ting, at man er studerende. Man har jo masser af tid (og der bliver skåret flere og flere timer af ). Den eneste logiske (for mit vedkommende) årsag, jeg kan komme i tanke om, er, at det er fordi, fremtiden kan være uvis ift. arbejdstider osv.

 

Lige hos min race, så tror jeg godt jeg måske kunne rende i en enkelt eller to opdrættere, som ikke ville sælge til mig, alene fordi jeg ikke har haft racen før.

Det var nok blevet taget til efterretning og ville gerne lytte til argumenterne - Men efter den første, ville jeg nok prøve en anden kennel og se om resultatet var det sammen.

Der er jo forskellige krav til hvalpekøbere hos forskellige opdrættere.

Men var det gentagne gange jeg fik det svar - Så tror jeg nu nok jeg ville overveje en ekstra gang om jeg også havde sat mig ordentlig ind i racen og om jeg havde misforstået noget.

 

Hvordan i hele hulen skulle man så få fat på den første? :hmm:

 

De er skøre de opdrættere...

[Fluffykins]

Jeps studietiden er da om noget en god tid at få en hund. Min kæreste læser stadigt, og det er da super at han er hjemme fast hver onsdag, og at vi begge har tidligt fri om fredagen, så vi kan tage på fælles hygge-travetur om eftermiddagen. Eksamensperioden kan være hektisk, men det handler jo ligeså meget om realistisk planlægning:stupid:

[Ulla H]

Vil lige kommenterer dette med genplaceringshunde, der mindst een gang er blevet overflødige. Jeg ville hellerikke være stolt af at videreformidle til for unge mennesker, der måske ikke har selvstændig bolig, måske må flytte under uddannelse, måske kommer i parforhold , hvor den nye part ikke tåler hunde, måske dit og dat, måske skal have barn om få år og så ikke kan overskue at have hund.

Jeg kender folk, der startede meget unge og har fasthold interessen for deres dyr, men også set for meget af, at nu kan vi ikke overskue hans behov længerer, så et nyt hjem er bedre. Og de findes stadig, kan daglig læses på den Blå Avis.

[Petrine]

De var ikke et sporty par

 

Hvis jeg havde hvalpe, ville INGEN være gode nok til at adoptere dem, det sagt, så synes jeg det er den slags vurderinger, af folks sporty-hed og andet fuldstændigt irrelevant, der gør at jeg mister den blinde tiltro til opdrætteres dømmekraft, hvilken betydning har sportyheden? Om man har have? Er overbevist om, jeg sagtens kunne have 4 beagler, hvis jeg havde kastet min kærlighed over dem, selvom jeg er totalt usporty og bor i lejlighed.

[Therese]

Jeg synes det er totalt diskriminerende, når man nærmest pr. automatik går ud fra, at unge mennesker er uansvarlige og ikke magter deres hund, hvis de oplever en krise... Jeg kan nævne indtil flere mennesker, der er langt ældre end nogen af os unge herinde, som af en eller anden grund ikke burde have hund.. Alderen har absolut intet med det at gøre...

 

Der kan også sagtens ske uforudsete ting for ældre mennesker, som gør at de går af med deres hund... Som opdrætter synes jeg virkelig man skal se på personen, der sidder foran en og høre hvad de siger i stedet for at stirre sig blind på en eller anden alder... Det er trods alt kun et tal og i virkeligheden siger det ikke en disse om hvad en ejer kan tilbyde...

[Gæst Anaid]

Jeg må fra hjertet indrømme, at jeg fortryder at jeg ventede så længe med at få nr. 2 hund, men det står jo alle steder, altså at man skal/bør vente til den ældste helst er 2+ år. Motor var så 1,5. Jeg tror det havde været bedre for ham langt tidligere, han har det bedst med flere dyr omkring sig og det lyder måske skørt, men jeg tror ikke han har haft godt af så meget opmærksomhed som han fik som solo-hund. Eller, forstå mig ret, han har da helt sikkert solet sig i det, hm, kan ikke helt finde de rigtige ord for det.

 

Og så ville jeg faktisk helst have haft 2 kuldbrødre. Evt. en han og en hun.

 

 

Ang. racevalg, så ja, for mig ville det være alfa omega hvordan et nej eller anden indvending blev præsenteret. Indenfor min race ved jeg 1 opdrætter ikke sælger til folk uden have, jeg forstår det så udemærket, men valgte (ikke at kontakte hende) bare at indstille mig på en hel del udetid (vi boede i lejlighed) og stadig få den race jeg ønskede.

 

Meget interessant. Jeg synes jo også at Emil fungerer super med andre hunde i nærhden og har haft de samme tanker som dig, men prøver også at styre mig, da jeg har hørt det med de to år. Tror så jeg vælger en anden race,måske den jeg valgte fra sidst pga advarsler om, hvor meget træning og aktivitet de kræver og kunne vi virkelig klare det.....

[Fluffykins]

Vil lige kommenterer dette med genplaceringshunde, der mindst een gang er blevet overflødige. Jeg ville hellerikke være stolt af at videreformidle til for unge mennesker, der måske ikke har selvstændig bolig, måske må flytte under uddannelse, måske kommer i parforhold , hvor den nye part ikke tåler hunde, måske dit og dat, måske skal have barn om få år og så ikke kan overskue at have hund.

Jeg kender folk, der startede meget unge og har fasthold interessen for deres dyr, men også set for meget af, at nu kan vi ikke overskue hans behov længerer, så et nyt hjem er bedre. Og de findes stadig, kan daglig læses på den Blå Avis.

 

Det må jo så nok være her man må bruge sin sunde fornuft når man skal omplacere.

 

Som ungt menneske, ville jeg da blive utroligt ked af at blive sorteret fra alene på grund af min alder. Dårlig kemi, mavefølelser osv. synes jeg altid man skal lytte efter, og 20'erne er da et årti hvor der kan ske rigtigt meget i livet..

 

Men synes da ikke det er så anderledes endda senere i livet, synes da man ser mange hunde som skal omplaceres grundet fx. skilsmisse, og andre uforudsete omstændigheder.

Tror bare at det ikke helt er alderen det kommer an på, men mere om man er indstillet på at prioritere hunden hver gang en ændring i livet indtræffer... Det er jo så der man virkelig må se personen an.

[Shii]

Hvis jeg havde hvalpe, ville INGEN være gode nok til at adoptere dem, det sagt, så synes jeg det er den slags vurderinger, af folks sporty-hed og andet fuldstændigt irrelevant, der gør at jeg mister den blinde tiltro til opdrætteres dømmekraft, hvilken betydning har sportyheden? Om man har have? Er overbevist om, jeg sagtens kunne have 4 beagler, hvis jeg havde kastet min kærlighed over dem, selvom jeg er totalt usporty og bor i lejlighed.

 

Helt enig!

 

Men nu er jeg også selv totalt usporty og har en husky! Tilgengæld elsker vi at gå ture, og cykle i skoven osv... I mine øjne behøves man slet ikke at være "sporty" for at være en god hundeejer... Men jeg ville tilgengæld aldrig sælge til en der f.eks. sagde de ikke kunne lide at gå ture, eller sådan "være udenfor".. Det synes jeg alle hunde fortjener... Ikke at alle hunde skal være ude i timevis hver dag, men de fortjener at NÅR de er ude med deres ejer, så nyder ejeren det lige så meget som hunden...

 

Igen så har vi herinde haft debatten omkring hund og have... Og at nogen hundeejere måske "fratager" hundene nogle af dens daglige gåturer, fordi den kan jo komme ud i haven.. Og hunden kommer derfor ikke så meget "ud i verdenen", som andre hunde uden have gør...

 

Jeg er helt enig i at bor man i lejlighed, er man TVUNGET til at tage ud og være aktiv med sin hund, og f.eks. hvis man er syg så ER det da en fordel at have en have hvor man kan lukke hunden ud, fremfor at man skal hele vejen ud og i overtøj osv. og selv ud i kulden når man er dødsyg... De fleste hunde kan jo holde til en dags afslapning...

[Ulla H]

Jeg tror ikke at unge er mere ansvarsløse end ældre.Tror bare nogengange, deres liv er eller hurtigt kan blive mere uforudsigeligt.

Husker f.eks en ung kvinde fra vejen her, der kommer og spørger om jeg vil have en labbermix hvalp, for hendes veninde skulle til Odense for at fuldføre noget uddannnelse og kunne ikke have den ny vovse med??? Hallo åndsvag- kunne det ikke være forudset at boliger med hundetilladelse ikke lige hang på alle træer. Vovsen fik et godt stabilt hjem ved min mellemkomst.

For ti år siden en fredag aften i tlf. En 1 1/2 årig cockertæve skal aflives mandag, fordi ejer ikke kan finde nyt hjem til den pga akut flytning pga skildsmisse/opløst parforhold. Havde ikke råd til pension i en tid , så billigere at aflive . Endelig søndag fik jeg tlf kontakt og fik denne ung kvinde overbevist om at holde den til tirsdag, hvor jeg så kunne tage toget til Horsens og hende den. Hun fik så også hurtigt et nyt hjem.

En velfungerende familie med 3 børn (tror kvinden) giver deres datter på 10 år en ønskehvalp.En græsk hund. De, altså farmand og datter er ellevilde i Kastrup over det bette kræ,noget ala dværgpinscer. 10 dage efter fortæller manden at han flytter til sin ny ung kæreste og kvinden står med 3 børn og hundehvalp og et hus der skal sælges pga økonomi, og skal desuden finde ny bolig til hende iog børnene og har slet ikke tid til hvalpen. Så på arbejde får jeg opringningen, kan du tage hvalpen, for den skal helst væk nu, primært pga af den 10 årige pige, Ja da , når jeg kommer fra job, kan de komme.

Så heldigvis var en familie på Fyn godkendt til en kuldsøster , så de startede bilen og hentede den lille samme dag.

Eller den yngre kvinde med 1 lille barn, der drømte om hund, men boede hos kæresten i hans hus, så ideelt. Men hunden fik de i okt og inden JUl blev hun smidt ud og hvalpen kunne ikke komme med , da hun ingen penge havde og skulle bo hos sin mor, der havde flere gamle katte.

Jeg har mange flere tilfælde og desværre er det oftest yngre mennesker, der ikke har fast egen bofæl med hundetilladelse eller andre ting, hvor det går galt.

Som yngre havde jeg år , hvor jeg blev tilbudt op til 10 hunde/år og stort set alle var ikke fulgt med pelspleje , vaccinationer ,tænder eller andet.

Stod også forår tilbage og fik en 4 årig hund, minigravtæve, langhåret, den dag de flyttede til bolig uden hundetilladelse. Hentede hende da flyttefolkene var ved at læsse flyttebilen og hunden var totalt i frustration over, at hendes ting ,i huset var væk og alt i papkasser og totalt forvirring. Ellers havde hun også fået sprøjten.Hun var også en hund, datteren fik, da ægteskabet blev opløst, som trøst.

Så , jeg indrømmer , jeg er mistroisk på ,hvorfor folk vil have hund og hvorfor de så gladelig , nogengange går af med den.

Og mine første 3 hanhunde var alle akutte gratishunde.

[Fluffykins]

Jeg er helt enig med dig Ulla H, en hund kræver et stabilt hjem. Men jeg kan også se på dine eksempler at de spænder over helt unge, ikke startet på uddannelse endnu til familien med 3 børn, og det siger mig at det handler mere om holdning overfor dyret end folks alder?

 

Jeg har selv savnet at have både hund og hest fra den dag jeg flyttede hjemmefra. Jeg fik i første omgang en kat, og da jeg skulle flytte for at starte på uni, brugte jeg månedsvis på at finde en lejlighed hvor jeg kunne tage katten med - for det var vigtigere for mig end at bo i byen, tæt på det hele.

 

Nu har vi så haft hund i et år, og jeg kan slet ikke forestille mig at Tea ikke skulle være en del af familien - hvad så end fremtiden bringer.

[PinPoynter]

Hvis jeg havde hvalpe, ville INGEN være gode nok til at adoptere dem, det sagt, så synes jeg det er den slags vurderinger, af folks sporty-hed og andet fuldstændigt irrelevant, der gør at jeg mister den blinde tiltro til opdrætteres dømmekraft, hvilken betydning har sportyheden? Om man har have? Er overbevist om, jeg sagtens kunne have 4 beagler, hvis jeg havde kastet min kærlighed over dem, selvom jeg er totalt usporty og bor i lejlighed.

 

Ditto

 

herovre er der ret mange tykke border collie ejere f.eks. Og jeg ser dem jo kun fordi de dyrker agility, det er da ret sporty, selvom de måske ikke "ligner nogen der gør den slags".

[Therese]

Jeg tror ikke at unge er mere ansvarsløse end ældre.Tror bare nogengange, deres liv er eller hurtigt kan blive mere uforudsigeligt.

Husker f.eks en ung kvinde fra vejen her, der kommer og spørger om jeg vil have en labbermix hvalp, for hendes veninde skulle til Odense for at fuldføre noget uddannnelse og kunne ikke have den ny vovse med??? Hallo åndsvag- kunne det ikke være forudset at boliger med hundetilladelse ikke lige hang på alle træer. Vovsen fik et godt stabilt hjem ved min mellemkomst.

For ti år siden en fredag aften i tlf. En 1 1/2 årig cockertæve skal aflives mandag, fordi ejer ikke kan finde nyt hjem til den pga akut flytning pga skildsmisse/opløst parforhold. Havde ikke råd til pension i en tid , så billigere at aflive . Endelig søndag fik jeg tlf kontakt og fik denne ung kvinde overbevist om at holde den til tirsdag, hvor jeg så kunne tage toget til Horsens og hende den. Hun fik så også hurtigt et nyt hjem.

En velfungerende familie med 3 børn (tror kvinden) giver deres datter på 10 år en ønskehvalp.En græsk hund. De, altså farmand og datter er ellevilde i Kastrup over det bette kræ,noget ala dværgpinscer. 10 dage efter fortæller manden at han flytter til sin ny ung kæreste og kvinden står med 3 børn og hundehvalp og et hus der skal sælges pga økonomi, og skal desuden finde ny bolig til hende iog børnene og har slet ikke tid til hvalpen. Så på arbejde får jeg opringningen, kan du tage hvalpen, for den skal helst væk nu, primært pga af den 10 årige pige, Ja da , når jeg kommer fra job, kan de komme.

Så heldigvis var en familie på Fyn godkendt til en kuldsøster , så de startede bilen og hentede den lille samme dag.

Eller den yngre kvinde med 1 lille barn, der drømte om hund, men boede hos kæresten i hans hus, så ideelt. Men hunden fik de i okt og inden JUl blev hun smidt ud og hvalpen kunne ikke komme med , da hun ingen penge havde og skulle bo hos sin mor, der havde flere gamle katte.

Jeg har mange flere tilfælde og desværre er det oftest yngre mennesker, der ikke har fast egen bofæl med hundetilladelse eller andre ting, hvor det går galt.

Som yngre havde jeg år , hvor jeg blev tilbudt op til 10 hunde/år og stort set alle var ikke fulgt med pelspleje , vaccinationer ,tænder eller andet.

Stod også forår tilbage og fik en 4 årig hund, minigravtæve, langhåret, den dag de flyttede til bolig uden hundetilladelse. Hentede hende da flyttefolkene var ved at læsse flyttebilen og hunden var totalt i frustration over, at hendes ting ,i huset var væk og alt i papkasser og totalt forvirring. Ellers havde hun også fået sprøjten.Hun var også en hund, datteren fik, da ægteskabet blev opløst, som trøst.

Så , jeg indrømmer , jeg er mistroisk på ,hvorfor folk vil have hund og hvorfor de så gladelig , nogengange går af med den.

Og mine første 3 hanhunde var alle akutte gratishunde.

Men gør det unge mennesker mere uansvarlige? Det kan godt være, at lidt ældre mennesker ikke så ofte skiller sig af med deres hund, men så gør de så meget andet, der er dårligt for deres hund.

Hvorfor er det bedre?

 

Jeg holder altså stadig på, at man ikke kan gøre ansvarlighed op i alder.

[Audrey]

Undskyld til Hopsa for OT

 

Unge Therese har da lige overtaget en hund fra en ikke-ung mand, som sikkert kommer til at skille sig af med næste hund også.

Som Fluffykins er inde på, så kan man vel ikke dele folk op i aldersgrupper i forhold til ansvarlighed? Jeg fik hest, da jeg var 18, og tog ansvaret for den. Det kan godt være, at mange unge er uansvarlige, men at udelukke købere pga. alder, synes jeg, er at snyde sig selv for potentielt gode ejere til sine hvalpe/omplaceringshunde. Det handler om personens indstilling til hunden og vilje til at udvikle sig selv og sin viden, og jeg kan sagtens følge dig i, at hjemmeboende og unge som ikke ved, hvordan deres liv vil forme sig, er en chance at tage i forhold til formidling af hunde, men den gælder jo hele vejen rundt. At jeg skulle være et ringere sats, end en familie med færdiguddannede forældre til et eller flere børn kan jeg overhovedet ikke forstå logikken af, og nu er det ikke kun henvendt til dig Ulla, men generelt til de som udelukker købere pga. ting som alder, civilstatus, boligforhold etc.

 

Men vil egentlig gerne vide:

Hvornår er man ung? Og hvornår er man ansvarlig nok til at blive godkendt som hvalpe/hundekøber?

[PinPoynter]

Nåh ja, det var nok godt jeg ikke spurgte nogen til råds, da jeg anskaffede min første hund som 18 årig. Hun var akita/schæfer/samojed blanding, og vi havde 12 dejlige år sammen

[Therese]

Undskyld til Hopsa for OT

 

Unge Therese har da lige overtaget en hund fra en ikke-ung mand, som sikkert kommer til at skille sig af med næste hund også.

Som Fluffykins er inde på, så kan man vel ikke dele folk op i aldersgrupper i forhold til ansvarlighed? Jeg fik hest, da jeg var 18, og tog ansvaret for den. Det kan godt være, at mange unge er uansvarlige, men at udelukke købere pga. alder, synes jeg, er at snyde sig selv for potentielt gode ejere til sine hvalpe/omplaceringshunde. Det handler om personens indstilling til hunden og vilje til at udvikle sig selv og sin viden, og jeg kan sagtens følge dig i, at hjemmeboende og unge som ikke ved, hvordan deres liv vil forme sig, er en chance at tage i forhold til formidling af hunde, men den gælder jo hele vejen rundt. At jeg skulle være et ringere sats, end en familie med færdiguddannede forældre til et eller flere børn kan jeg overhovedet ikke forstå logikken af, og nu er det ikke kun henvendt til dig Ulla, men generelt til de som udelukker købere pga. ting som alder, civilstatus, boligforhold etc.

 

Men vil egentlig gerne vide:

Hvornår er man ung? Og hvornår er man ansvarlig nok til at blive godkendt som hvalpe/hundekøber?

Lige præcis!!

[AnneMangetal]

Jeg har altid talt min sag når det gælder dyrene, hvad enten det var at overbevise opdrætter om at jeg skulle have hund fra hende eller at min hund skulle på et bestemt lydighedshold.

 

Men denne debat er egentlig grunden til at jeg valgte at få Bella steriliseret. Så jeg ikke blev fristet til at lave et blandingskuld. Selvom jeg flere gange om måneden bliver spurgt om skønne Bella da ikke skal lave hvalpe, fordi hun er så god og smuk. Men hvad skulle jeg dig stille op med 8-12 skønne små schæferbasser? Jeg ville jo ikke finde nogen som helst gode non til "mit" afkom:-)

 

Men jeg synes nu langt hen ad vejen at man skal lytte tilde råd man får ang. valg af race. Som det altid bliver nævnt herinde, skal man som kommende hundeejer overveje hvad man kan tilbyde en hund, og vælge ud fra det i stedet for fx kun udseende.

 

MEN!!! Når så man har valgt en race (eller en blanding), skal man jo som hundeejer være indstillet på at man risikerer at få en hund der ikke er i overensstemmelse med racebeskrivelsen. Som mig der har en hyper schæfer, eller Shii der har en mindre aktiv husky:-) Og så må man være indstillet på at tilpasse sig.

 

Jeg tror måske at der er noget om det med at de yngre generelt er hurtigere til at "give op" med et dyr - dog uden at skære alle over en kam. Omvendt er der jo også mange småbørnsfamilier der mener at hunden er det der mangler for at blive den perfekte kernefamilie, men når så hunden kræver lidt arbejde eller de voksne går fra hinanden, er det hunden der bliver taberen. Og midaldrende mennesker der anskaffer en hund der er for aktiv, og skal være alene hjemme tusinde timer om ugen fordi børnene er flyttet hjemmefra og forældrene arbejder konstant. Hmm.....

[Gæst jepsen]

ÅHH Hvis bare Duponds avler havde sagt "han bliver en mundfuld" og ikke "han er jo mest labrador, så han skal nok blive en rolig hund"!!!!!!!!

 

For s**** da. Jeg havde faktisk sat mig rigtig godt ind i Border racen og Labbe racen. Når man kigger på blanding-forholdet i ham, så BURDE han være lidt mindre ..... Høj-energisk, for at sige det pænt. ÅH den kære hund og hans "på spidsen" adfærd HELE tiden.

 

Jeg kunne godt have brugt mere vejledning omk. det at have en Border mix. Han falder helt uden for de her "race-bestemte" kasser som vi putter Borderen og Labben i. For han er hverken eller.

Jeg var klar til at donere ham til videnskaben, da han var 7 mdr. gammel.

 

Selv om hunde er tavle-løse, så skal avler også kunne "forudse" og have i tanke, hvad det er han/hun blander i gryden.

 

Skulle jeg købe hund for første gang nu og med den viden, jeg har fået .... Så var Border/lab ikke mit første-valg.

 

Men for f***** ...... Jeg elsker kræet og hans humør. Der er ingen som ham :hjerte:

[Hopsa]

Hej Alle Hvor er I dejligt aktive i denne tråd!

 

Jeg har ikke fået nærlæst alle svar men lige skimmet og kan se der er kommet en masse tanker og opfattelser på bordet, super!

Skide irriterende at komme dumpende ind i sin egen tråd når det nærmest er for sent at deltage, men jeg vil nu alligevel se om ikke jeg han få responderet på nogle af indlæggene her i aften

[Audrey]

ÅHH Hvis bare Duponds avler havde sagt "han bliver en mundfuld" og ikke "han er jo mest labrador, så han skal nok blive en rolig hund"!!!!!!!!

 

For s**** da. Jeg havde faktisk sat mig rigtig godt ind i Border racen og Labbe racen. Når man kigger på blanding-forholdet i ham, så BURDE han være lidt mindre ..... Høj-energisk, for at sige det pænt. ÅH den kære hund og hans "på spidsen" adfærd HELE tiden.

 

Jeg kunne godt have brugt mere vejledning omk. det at have en Border mix. Han falder helt uden for de her "race-bestemte" kasser som vi putter Borderen og Labben i. For han er hverken eller.

Jeg var klar til at donere ham til videnskaben, da han var 7 mdr. gammel.

 

Selv om hunde er tavle-løse, så skal avler også kunne "forudse" og have i tanke, hvad det er han/hun blander i gryden.

 

Skulle jeg købe hund for første gang nu og med den viden, jeg har fået .... Så var Border/lab ikke mit første-valg.

 

Men for f***** ...... Jeg elsker kræet og hans humør. Der er ingen som ham :hjerte:

 

Er det ikke lidt dobbeltkonfekt, det du siger? Hvis din hund falder helt uden for begge racestandarder, hvordan skulle opdrætter så bedre end dig kunne forudse, hvordan din hund ville blive? Det er jo der, man gambler, når man køber en blandingshund. Audrey er en blanding udelukkende af retrievere, men jeg kunne jo i princippet have været uheldig, og have fået en hund, som ikke var til at kategorisere, som værende fra retrievergruppen.

 

I sidste ende er det vores eget ansvar at have gennemtænkt beslutningen, inden vi tager hen og henter vores vaps. Kan da godt forstå, at du gerne ville have været bedre forberedt, men med din beskrivelse af Dupond, kan jeg ikke helt se, hvordan opdrætteren skulle have kunnet forudse den afvigelse.

[Hopsa]

Hopsa: Selv tager jeg opdrætterens ord med et pænt gran salt, især omkring de adfærd/særpræg der er ved hans/hendes race. Dette er fordi jeg gennem årene har oplevet opdrættere fortælle mig om et særpræg/specielt træk der virkelig skulle tages hensyn til ved hans/hendes race, og hvor jeg bare kan se dum ud og tænke at det vedkommende nævner som et specifikt racesærpræg er et helt almindeligt hundesærpræg, altså almindeligt for arten.

 

Det samme har jeg oplevet igen og igen og igen hos hvalpekøbere, som til træning fortæller mig, at netop deres race er ... et eller andet, hvor jeg har et hyr med at forklare at det de hentyder til er hundespecifikt og ikke racespecifikt. Forklaring er ofte nødvendig da nogle hvalpeejere ser det "særpræg" de mener deres hvalp har som noget der specifikt skal tages stort hensyn til og ofte overdriver de dette med modsatte virkning.

 

Der hvor en opdrætter får al min opmærksomhed er når vedkommende fortæller om racens sundhed og hvad han/hun gør for at sætte et positivt præg på hvalpene og give avlshundene et godt hundeliv.

 

Mht. de der søger rågivning og alligevel kun gør det de allerede havde tænkt sig, tjah, hvad kan man sige? Andet end at de nok allerede har besluttet sig inden de søger råd fra andre og at det er provokerende at skulle spilde sin tid på sådanne personer.

Jeg er fuldstændig enig med dig!

Nu har jeg så osse en race der i høj grad stemples af mange, lige fra opdrættere til folk der har mødt en grande på gaden. Det lider racen under fordi folk nærmest på forhånd lærer at sådan en alligevel ikke gider træne, eller at den er langsom eller ikke kan tåle det eller blablabla.... Jamen hundene er jo som de er fordi de får lov, anderledes er det da ikke. Det ville være langt bedre for hund og ejer, hvis deres opdrætter selv gik i gang med at træne sine hunde og på den måde kunne rådgive og opfordre sine hvalpekøbere til at komme i gang med noget træning på en måde som deres hund ville finde sjovt.

 

Jeg tror at en af grundene til at man ikek altid tager gode råd for det de er, eller en af grundene til at JEG kun tager 80% af rådet til mig, er at nogle folk siger ting jeg synes er underlige.

 

F.eks har jeg altid været vild med hunde som ikke er en "førstegangshund". Men jeg har aldrig set nogen sælge eller markedsføre deres race som førstegangshund?

Hvilke hun er førstegangshunde, og hvilke er ikke?

 

Den slags udtalelser synes jeg er lidt kringlet, og ikke rigtig brugbare.

Hmm ja, det har du faktisk ret i, cavalieren er en af de racer der beskrives som en god førstegangshund, men hvad skal man bruge det til hvis man går og drømmer om en rottweiler

Min egen race er heller ikke lige frem kendt for at være en førstegangs hund, men jeg har det egentlig sådan at hvis ellers vedkommende er fornuftig og velovervejet, så vil jeg hellere sælge til en førstegangs ejer der er indstillet på og kan se fordelen i at lytte til min rådgivning, end en "verdensmester" der har haft 3 grander (som måske er aflivet grundet mavedrejning eller andet), og ikke mener jeg skal bidrage med andet end hvalpen.

 

Jeps. Så er vi ude i en ganske ulovlig historie. :slem: Ej, ved godt, hvad du mener. Og vælger man to hunde på samme alder, må racen være utrolig vigtig. Jeg ville i hvert fald til hver en tid hellere have en blyant i øjet end at anskaffe mig to airedales fra samme kuld. Men er der fx to år imellem, så er alt fint.

Haha

Ja jeg kan ikke se andet end at racen må have noget at sige.... Nu har jeg selv haft to hunde i samme alder på samme tid, og har osse solgt et søskendepar til min bedste ven, så jeg har erfaring på tæt hold. Jeg havde for mange år siden dobermann-kuldbrødre (ved et tilfælde og langt fra planlagt) det gik galt da de blev et år.

Grunden til jeg aldrig kommer til at sælge to grand danois til samme ejer samtidig, når vedkommende ikke har erfaring med racen, det skyldes til dels at jeg ved hvor voldsomt det er når et par giganter ryger i hovedet på hinanden og jeg ved at rigtig mange mennesker ikke opdager de små signaler der fortæller at nu er det måske tid til at de to hunde ikke er alene sammen og ikke fodres sammen mere.

Men det skyldes osse at der med denne race kan gå rigtig mange ting galt i væksten, er foderet ikke det rigtige, er motionen uhensigtsmæssig, er der ikke ro, er der stress osv. osv. Når en grande vokser, så skal man holde tungen lige i munden og kigge på sin hund OG have en med erfaring til at sige til hvis noget skal justeres. Når der er to hunde på samme alder, så er sandsynligheden for at det går i kludder bare dobbelt så stor, det er set mere en et par gange..

 

Uh, den henvender sig næsten lige til mig

Bare for en ordens skyld - det var ikke med dig i tankerne at jeg lavede tråden

 

efter at have sat fod på 3 udstillinger, synes jeg at være blevet bidt af hele det stamtavle show - så min næste GD, om 4 års tid, bliver en harlekin MED tavle efter jordens mest perfekte forældredyr... Så skal jeg bare lige finde ud af hvem det skal være

Og jeg kunne da også godt savne at have en erfaren opdrætter i ryggen, som havde tid og overskud til at besvare mine tusinder pyldre-spørgsmål.

Det er lige præcis en af de ting man får med i pakken hos en ordentlig opdrætter. Jeg mener man skal afholde sig fuldstændig fra at opdrætte hunde hvis ikke man kan eller vil stå til rådighed for de spørgsmål der måtte komme fra hvalpekunderne.

 

Som Umulia skriver er det nok den måde, budskabet formidles på der måske trænger POSITIVT ind.

Jeg oplever ikke at det gør den store forskel. Jeg kunne ikke drømme om bare at lange mine meninger over disken, har man et standpunkt eller en holdning, så må den til en hver tid kunne underbygges med velformuleret argumentation. Når man som opdrætter rådgiver et menneske der har interesse i ens race, så er det jo netop for at give dette menneske nogle redskaber til at kunne vurdere om den race rent faktisk er den rigtige at indkøbe.