Hund knurrer af barn

[Kalokagathia]

Jeg er lige blevet ringet op af en veninde, som har følgende problem:

 

Deres hund, en mopsblanding på 1,5 år, har knurret af deres datter på 1 år og snappet efter hende, men ikke bidt hende.

 

Det er aldrig sket før, men hunden har tidligere knurret af kattene.

 

Situationen: hunden ligger på min venindes jakke. Den har ikke mad eller legetøj. Datteren sidder ca 1,5 meter derfra og hoppe-skubber sig over mod hunden. Hunden knurrer, og da datteren ikke flytter sig (min veninde når ikke at reagere) knurrer hunden igen og snapper ud efter hende.

 

Jeg går ud fra at der er tale om ressourceforsvar?

 

Min veninde vil nu få undersøgt hunden for at udelukke smerter.

 

Med til historien hører måske også, at den ene kat, som hunden var meget tæt knyttet til, blev kørt over tidligere i dag. Måske er den ked af det/stresset pga det.

 

Min veninde er nu meget i tvivl om hvad de skal gøre. Uanset hvad dyrlægen siger, er hun nu blevet utryg ved situationen. Generelt er der stort opsyn med hund og barn, netop for at undgå problemer. Min veninde ved godt, at det er helt almindelig hundeadfærd at knurre, men hun er stadig meget bekymret for om det udvikler sig til bid en dag.

 

Hendes løsningsmodeller er: 1: Beholde hunden og være endnu mere opmærksom på dem. 2: Omplacere hunden til familie uden små børn. 3: Aflivning.

 

 

Hvad mener I? Hvad vil kunne fungere, hvorfor mon det skete, hvad skal man gøre?

 

Det ville være jo frygtelig synd at aflive en ellers sød og skøn, sund og rask hund, der er så ung...

[Umulia]

Løsningen ligger lige for: Hold barnet væk fra hunden.

 

Generelt er det en dårlig idé at forstyrre hunde, der sover eller hviler. I hundes verden har man "helle" når man ligger ned, og det er uhøfligt at forstyrre.

[Petrine]

4 - give hunden plads, så den ikke blive 'angrebet' af hoppende / rokkende barn. Alle mine ville sandsynligvis snappe ud efter mystisk menneske-væsen der nærmede sig i sær hoppende stil.

 

Men da hun ser mulighed 3 som en løsning vil jeg kraftigt anbefale nr 2 (bare omplacering, ikke nødvendigvis uden børn), for hunden VIL knurre igen og den VIL med 99% sandsynlighed snappe igen og så er det godt nok trist at få hunden aflivet (for fuldstændigt forudsigelig og naturlig adfærd).

[Kalokagathia]

Jeg tror ikke, at min veninde vil være indstillet på at holde snor i barnet for at undgå at hun ved et uheld kommer til at forstyrre sovende hund - selvom jeg er enig i, at man med grundig nok management godt kunne undgå at det gentager sig.

[Gæst kleo]

hvis ikke hun kan adskille hund og barn til barnet bliver så gammelt at det kan lære at lade hunden være, så vil mit råd være at få hunden omplaceret:) det vil nemt kunne ske igen og måske får hunden fat denne gang:)

[Kalokagathia]

Jeg vil klart også foretrække omplacering. Det er nemlig en skøn hund!

[skipper-odense]

er der ikke mulighed for at sørge for at hunden har et sted hvor den altid har helle for barnet? så den ved den kan gå derhen og sove i fred

[Kalokagathia]

Skipper-odense: Hunden har et værelse for sig selv, hvor den aldrig bliver forstyrret. Ellers en rigtig god idé!

[Ninjamor]

Jeg er lige blevet ringet op af en veninde, som har følgende problem:

 

Deres hund, en mopsblanding på 1,5 år, har knurret af deres datter på 1 år og snappet efter hende, men ikke bidt hende.

 

Det er aldrig sket før, men hunden har tidligere knurret af kattene.

 

Situationen: hunden ligger på min venindes jakke. Den har ikke mad eller legetøj. Datteren sidder ca 1,5 meter derfra og hoppe-skubber sig over mod hunden. Hunden knurrer, og da datteren ikke flytter sig (min veninde når ikke at reagere) knurrer hunden igen og snapper ud efter hende.

 

Jeg går ud fra at der er tale om ressourceforsvar?

 

Min veninde vil nu få undersøgt hunden for at udelukke smerter.

 

Med til historien hører måske også, at den ene kat, som hunden var meget tæt knyttet til, blev kørt over tidligere i dag. Måske er den ked af det/stresset pga det.

 

Min veninde er nu meget i tvivl om hvad de skal gøre. Uanset hvad dyrlægen siger, er hun nu blevet utryg ved situationen. Generelt er der stort opsyn med hund og barn, netop for at undgå problemer. Min veninde ved godt, at det er helt almindelig hundeadfærd at knurre, men hun er stadig meget bekymret for om det udvikler sig til bid en dag.

 

 

Først: Det undrer mig at der kan være 7 svar og 0 visninger på denne tråd?????

 

Det virker som om din veninde mangler lidt fantasi siden hun kun har to løsningsmodeller. Hvad med at tage hånd om situationen og træne både hund og barn, den mulighed ligger nærmest, synes jeg

 

Det er almindelig adfærd at knurre i situationer hvor en hund føler sig truet - ellers ikke og det er ikke almindeligt i den forstand at man bør affinde sig med situationen, sådan bare lige for at have tingene på det rene.

 

Hendes løsningsmodeller er: 1: Beholde hunden og være endnu mere opmærksom på dem. 2: Omplacere hunden til familie uden små børn. 3: Aflivning.

 

 

Hvad mener I? Hvad vil kunne fungere, hvorfor mon det skete, hvad skal man gøre?

 

Det ville være jo frygtelig synd at aflive en ellers sød og skøn, sund og rask hund, der er så ung.

.

 

Hvis din veninde vil påtage sig ansvaret og tage fat på problemet, er der i mine øjne absolut ingen årsag til hverken omplacering eller aflivning. Vil/kan hun ikke det har hunden det bedst med at blive omplaceret.

[Kalokagathia]

Det jeg mener med at det er almindeligt at knurre er, at der jo ikke er tale om at hunden har en adfærdsmæssig brist eller lignende.

 

Jeg ved ikke om de ville være indstillede på at træne det. Hunden er ellers aldrig blevet trænet, og uden at være sikker vil jeg gætte på, at det nok ikke i praksis er en løsning der kan virke for dem.

 

Jeg er i øvrigt enig i at træning ville være det mest oplagte

[Kalokagathia]

Hvis de nu er interesserede i at træne, vil I så foreslå en træning, der går ud på at få hunden til at få positive associationer hver gang barnet nærmer sig? Altså lave baby om til mystisk og lidt utilregnelig men dog lækker godbidsautomat? Og så i øvrigt være meget obs på, at baby ikke generer hunden, når den har lagt sig et sted?

[Petrine]

Hvis hunden lærer, at barnet er en godbidsautomat, så vil den ikke flytte sig, men tillade helt tæt nærkontakt, barnet vil flå i pelsen, stikke fingre i øjne/øre/næse - i stedet for en hund der knurrer og siger skrid, ender de med en hund der hakker og siger STOP!

 

Sådan helt fordomsfuldt ud fra din korte beskrivelse, så håber jeg på omplacering, bare det, at man kan få tanken aflivning pga knurren, så er alt håb ude

[Kalokagathia]

Hvordan ville du så træne, Petrine?

 

(Det er min veninde, hun er her ikke til at "forsvare" sig, og jeg ville gøre mange ting anderledes mht. hunde end hun gør, så jeg skal ikke overbevises om noget)

 

Jeg forsøger bare at se om jeg kan komme frem til en løsning, som både kan virke for hund, barn og forældre uden at hunden må aflives eller omplaceres, fordi de er meget, meget glade for hende.

 

Hvis ikke det nok ville være den direkte grund til skilmisse herhjemme, ville jeg gerne selv tilbyde hunden et hjem, også selvom jeg har en datter på 3,5 år. Det ville jeg ikke være bange for

[Petrine]

Veninden har en unge på 5 måneder og den er helt klar her i huset, hvis nogen knurrer / snapper, så er det fordi ungen gør noget galt og vi kommer straks hunden til hjælp, jeg ville aldrig træne min hund til at børn er ufarlige, for i mine øjne er børn seriøst farlige for hunde (kan huske mine egne eksperimenter med hunde), jeg vil meget helre at de knurrer / snapper i god tid, så vi kan undgå direkte bid. Hver gang en hund knurrer ad ungen er det 100% vores skyld og vi gør vores bedste for at undgå det.

 

Jeg kan sagtens forstå dig og at det er din veninde, tænker bare helre omplacere i god ro og orden end vente til juleaften, hvor hunden for alvor siger fra og mor er allerede blevet skræmt og har mistet tilliden til hunden.

 

...men er sikker på Ninjamor har en masse forslag til positiv træning, som din veninde måske kan bruge

[sagapigen]

Jeg er meget enig med Petrine. Hunden skal ikke trænes til at acceptere barnet, derimod skal den beskyttes så dens grænser ikke overskrides. Hund og barn skal kun være sammen, når der er en voksen der er 100% opmærksom på hvad der foregår.

[Ninjamor]

...men er sikker på Ninjamor har en masse forslag til positiv træning, som din veninde måske kan bruge

 

Nope - ikke uden at have set både hund, barn og ejer. Det er for farligt.

Kun ganske overordnede råd og de inkluderer at situationen ikke tillades at opstå.

 

Der er så mange "hvis" i sådan en sag f.eks. er hunden generelt forkælet? Er den slet ikke vant til fornuftig grænsesætning? Hvor meget er ressourceforsvar og hvor meget er evt. usikkerhed? Hvor meget vil ejeren investere i træning osv. osv. osv.

 

"Godbidsautomaten" vil jeg ikke anbefale blandt andet af den årsag du selv kommer med og fordi det i sådan et tilfælde altid vil være hundens lækkersult som skal konkurrere med dens eventuelle aversion overfor barnet. Den holder slet ikke i en belastningssituation.

 

Små børn har det med at stirre meget fokuseret på det de nærmer sig og det kan mange hunde ikke fordrage, de bliver enten utrygge eller føler sig udfordret, så der skal helt klart arbejdes meget med barnet også og det skal man som forælder være indstillet på.

Hvis veninden vil arbejde med problemet vil jeg anbefale at hun får hjælp udefra til at vurdere situationen.

[luckyluna]

Det er desværre ikke en ualmindelig situation...Det samme sker i rigtig mange familier for børn gør mange ting som virker mærkelige på hunde og de mindre hunde er oftes mest udsatte.

 

Jeg tror hunden har reageret ud fra egen tryghed, at den blev bange for at blive forstyrret af krammende barn lige om lidt og sør gør den bare hvad den kan på hudnesprog for at fortælle at modparten skal gå sin vej. Det fatter en baby så ikke (mange voksne heller ikke) så der må man sørge for at holde skarpt øje med barn og hund når de er sammen..

Det bliver kun værre når barnet kan begynde at gå.

 

Jeg ved hvad der har virket for et par veninder i lignende situationer.

 

1) Lær hunden at komme promte når der bliver kaldt indenfor i alle situationer - også selvom barnet kommer gående imod den med en kiks.

På den måde kan mange situationer undgås iden de spidser til.

Og hunde er somregel bedre til at lære indkald end børn på 1 år, så det er langt nemmere at lære hunden at flytte sig for et modkommende barn end det omvendte;)

 

2)

Ros hunden meget når den er rolig ved barnet og lær barnet at ignorere hunden, især når denne hviler sig. Og da børn efteraber, skal man være opmærksom på hvad barnet ser man selv gør.

[Kalokagathia]

Sagapigen: Jeg kan sagtens forstå, hvad du skriver, men jeg tror ikke at det er praktisk muligt for dem.

 

Ninjamor: Du har nok ret i, at der skal en professionel til. Ellers vil jeg anbefale en omplacering.

 

LuckyLuna: Rigtigt gode forslag, og ja: Det er klart nemmere at lære en hund et indkald end et barn (måske fordi de ikke får godbidder? :hmm:)

 

Jeg vil prøve at tale med hende om det i morgen, og fortælle hvilke inputs jeg har fået her. Så er det forhåbentlig noget hun kan bruge, så det ender godt for alle

[Louisen]

Jeg har arbejdet i en vuggestue, så jeg ville foreslå at træne barnet (også). Et barn på 1½ år kan lære fagterne til Lille Peter Edderkop, så kan det også lære at hunden er forbudt område ligesom ledninger og stikkontakter, kogeplader, sakse og lignende farligheder.

 

Et barn på 1½ år har dog ringe impulskontrol endnu, så jeg ville forslå at investere i nogle børnegitre uanset hvad, for at kunne adskille hund og barn uden at hunden "spærres inde" med en lukket dør.

 

 

Jeg ville også kontakte en adfærdsterapeut/træner eller lign., for at træne mig ud af problemet med hunden.

[Gæst Sitto]

Jeg ville også sørge for at holde barnet væk fra hunden, til barnet er gammel nok til at forstå at man ikke forstyrre hunden når den ligger og sover/hviler - og evt heller ikke tage legetøj/mad osv. fra den hvis den har et ressource forsvar. Og kan det ikke lade sig gøre, så må en omplacering være vejen frem - absolut ikke en aflivning da. Jeg mener det er en ganske normal hundeadfærd! Men allermest optimalt vil det jo være at din veninde blot holder hund og barn adskilt / under GODT opsyn så lignende ikke sker igen, det er man nødt til når man har lille barn/hund sammen.

 

Herhjemme knurre Ayo også af min kærestes 7½-årige tvillingedrenge, de gange de har nået at kramme hende mens hun lå og sov/hvilede sig. De er ALDRIG sammen med hende uden opsyn og får konsekvent af vide at det er forbudt at gøre og at de risikere at blive bidt en dag hvis ikke de lader hende være! Men indimellem kigger man lige væk 5 minutter - og så krammer de hende. Det er jo vældig sødt af dem, det er jo kun kærligt ment - men jeg har sat ekstra ind overfor at fortælle dem hvordan man skal omgås hunde - og at kramme dem er ikke en del af det. De er sådan lidt frembrusende og vil meget gerne kramme - så én eller anden dag skal det nok gå galt, om ikke andet så en fremmed hund de en dag bare bukker sig ned og krammer! Men Ayo gør intet forkert ved at knurre af dem - det er jo den eneste måde hvorpå hun kan fortælle dem at det der gider hun altså ikke. Det er helt og holdent vores ansvar at holde øje med dem og sørge for at det ikke sker - og efter jeg har fundet ud af hvor krammeglade de er mht Ayo og gerne vil lege lidt vildt med hende, så er de slet ikke i samme rum som hende, uden jeg holder øje med dem!

[Louisen]

Jeg tror også, at der er en tendens til at hunde bare skal acceptere den forandring det er, at dele hjem med et barn, mens større børn/ældre søskende omvendt forventes at blive jaloux og irriterede, og det er nærmest et mirakel hvis de ikke reagerer på den ene eller anden måde.

 

Det ER svært at tilgodese sin hund på samme måde som før, for baby skal jo skiftes og have mad, hvor man ikke kan lege bold eller nusse med hunden som kan kunne før.

Til gengæld synes jeg, at man skal gøre en dyd ud af at afse tid til kvalitetstid med hunden, også moren i huset, og også uden barnet.

 

En anden ting, det er for sent nu, men hvis andre nu læser dette: Man har jo som regel over ½ år til at tage sine forholdsregler og begynde at indrette en hverdagsrytme efter, at der kommer et barn, når man ved at man er gravid.

F.eks. at hunden skal vænnes til at der går lidt tid, inden man går tur om morgenen (for når babien kommer, skal den lige skiftes og have mad, inden den kan smides i en barnevogn), så den kan godt blive liggende og snue lidt, hvis den ellers har for vane at komme ud med det samme den slår øjnene op.

Hvis man ikke længere ønsker hunden i sengen eller sofaen pga. barnet, skal dette trænes.

Indretter man et særligt børneværelse, kan det være en god idé at sætte et børnegitter op og dermed ½ år eller mere i forvejen, at gøre det til hundefri zone.

Og så snart barnevognen er indkøbt, kan man gå tur med hunden ved siden af den, selvom der ikke ligger et barn i, så hunden også tilvænnes dette.

 

 

Ved at indføre disse små ændringer inden barnet kommer, er hunden allerede inde i en "børnevenlig hverdag" når babien melder sin ankomst, hvilket reducerer stressen ved, at også hunden forstyrres om natten når der skal ammes, samt alle de andre ændringer der sker.

 

Jeg tror ikke, at hunden som sådan forbinder barnet med ændringen af hverdagen, det tror jeg ikke de kan ræssonnere sig frem til. Men jeg tror, at de kan blive meget stressede af, at alting pludselig bliver vendt på hovedet og at der er tusind nye ting og anderledesheder, som de skal vænnes til fra dag til dag.

Kunne man begrænse det lidt, ved at tilvænne hunden løbende under graviditeten, ville hunden også have et bedre overskud til at håndtere det dersens barn og de uhyrligheder, det kommer til at måtte udstå pga. det.

 

 

Jeg har selv en hund, som er hjemmets prins og røvforkælet, og selvom jeg kommer til at fortsætte med at forkæle ham skamløst uanset hvilke (andre) børn vi får, vil jeg også i god tid forsøge at tilvænne ham nogle af de nye ting, der kommer til at ske fordi vi får en baby i huset, så han ikke også skal finde hoved og hale i DET, samtidig med det der larmende kræ der kommer til at terrorisere os alle.

Det er i forvejen lidt af et kulturchok for alle implicerede parter, både forældre og ældre søskende, så man må jo forsøge at gøre overgangen så glidende som det nu er muligt.

[Valhrona]

Jeg vil klart give Louisen ret i, at det er vigtigt fortsat at have kvalitetstid med vovsen uden barnet. Jeg synes man ser mange tilfælde, hvor hunden er stjernen i hjemmet, og når der så kommer et barn, bliver hunden kørt ud på et sidespor. Nogle mener ikke, at en hund kan føle jalousi, det mener jeg nu godt den kan. Og hvis vovsedyret går fra at være hjemmets midtpunkt til bare at skulle være der og i øvrigt finde sig i alt fra det nye væsen, som har "taget dens plads", så er det vel klart, at hunden ikke har positive følelser for barnet. Alt andet lige må man respektere hundens grænser i forhold til barnet og ikke lade dem være uden opsyn. Det er nok ikke verdens nemmeste opgave, men hunden fortjener det, hvis den skal blive boende i den familie. Barnet er for lille til rigtigt at forstå hundens grænser, så det er klart de voksnes ansvar.

[Louisen]

I øvrigt synes jeg, at det giver sig selv, at et lille barn ikke skal være alene med NOGET der har skarpe tænder. Eller stikkontakter, kogende vand og deslige. Er det svært at efterkomme, så kan man jo købe en kravlegård til barnet.

 

Og det er ikke nedsættende ment, i gamle dage havde en husmor jo nok at lave, så der brugte man konceptet mere. Og der SKAL jo altså også laves mad, vaskes tøj og gøres rent i de moderne hjem, og kan man ikke involvere barnet eller have øjne på det imens, er en kravlegård altså et udmærket alternativ. Eller børnegitre, som allerede nævnt.