hundeadfærdsdippelidutter

[Zaz-zaz]

ooog lidt mere om pudlens historie :blink:

 

 

 

 

Weimaraner har evne for at hetze vildt.

Støvere under én fællesbetegnelse "jager" jo egentlig også vildtet. Bare i adstadigt tempo, og uden at sætte tænder i noget.

Ruhår kan hetze

ridgebacken vistnok også.

 

men ja. Sådanne hunde bliver normalvis stemplet som uduelige, og dét med god grund.

:blink:

 

Det var lige det med at sætte tænderne i noget, jeg tænkte på. Jeps f.eks. en støver...den "jager" byttet op, men den dræber det ikke og det er forskellen mellem den og den omtalte dværgpuddel. Sidstnævnte slår byttet ihjel ligesom en mynde ville gøre (hvorfor de ikke kan bruges til jagt) ligesom de jagthunde (og det kan squ være hvad som helst...jeg har oplevet settere og labber gøre det), der finder ud af at det er særdeles underholdende at trisse ud og jage på egen hånd og dræbe byttet. Den type hund har en fejlkonstruktion i bøtten og kan ikke bruges til jagt...efter min mening that is...

[cs-dumle]

Støvere jager også ofte fuglene i luften så jægeren kan skyde dem... Men det sker altså der ryger en fugl inden den når i luften...

[DKWiechert]

Støvere jager også ofte fuglene i luften så jægeren kan skyde dem... Men det sker altså der ryger en fugl inden den når i luften...

Ja. Ligesåvel som der ryger en fugl i ny og næ ved weimaranere og ruhår, og engang imellem spaniels.

 

De hunde er bevidst avlet en del "skarpere" end de fleste racer, med undtagelse af spaniels, der stadig skal have en blød mund, og jeg har da set spaniels, både cockere og springere, der fangede fugle selv, for at returnere dem uskadte i jægerens hånd, hvorefter jægeren har kunnet slippe fuglene fri igen.

 

Dét ville jeg godt se ske ved en ruhår

[Gryn]

Det der beskrives dér, er jo den oprindelige puddel: Storpudlen/jagtpudlen/kongepudlen

:blink:

 

ØH, nu stod der altså DVÆRG-pudel der hvor jeg fandt det.

 

Nå, men jeg må heller fortælle Groa at hun skal stoppe med vand-apport.

[DKWiechert]

Fordi jeg så Millan på tv og tænkte det ikke var måden jeg ville behandle min hund på... Har læst en bog af Fennel og syntes egentligt i starten den virkede meget logisk til jeg til sidst godt kunne se at det var at gå med små sko (efter min mening) når man tror man kan afhjælpe samtlige af hundes problemer ved at ignorere hunden... Jeg afskriver skam ikke uden at have undersøgt deres holdninger først

 

Jeg mener jo så man netop kan lære noget af Milan.

Ikke metoderne som sådan, for de er ikke ligefrem up to date, men derimod hele hans måde at gå til hundene på. Hans rolige og beherskede væsen.

 

Hvis jeg kan beskrive det sådan, uden det misforstås.

 

Fennel er jeg lidt lala med. Jarnved har jeg aldrig set et lys i, greva slet ikke.... og det var endda kun et par af de "berømte" så at sige.

 

Personligt har jeg aldrig villet sætte mig ind i nogen bøger, men er da begyndt med det, og jeg kan da se at jeg er over hele spektret hvad angår det jeg selv har erfaret virker.

 

Men Zaz-zaz beskrev det jo egentlig meget godt før.

Jeg vil blot gætte på, at den almindelige sunde fornuft og en god og erfaren kontaktflade gik ud med badevandet, da det at have hund udviklede sig til at blive en sand videnskab. Vore dages hunde er sarte og har alskens problemer. De er tit syge, vil ikke spise, er kræsne, deres nerver er på nulpunktet og tyndslidte. De har stress i alle farver og hvis vi tror de ikke har det, så er det fordi, vi simpelhen ikke forstår vores hunde. De kan ikke være alene hjemme, har seperationsangst og gør og gør og gør. Om alle de fortrædeligheder skyldes hund eller ejer skal jeg lade være usagt, men hvordan skal man klare sig uden hæren af adfærdsdibbedudder osv i den situation ? Det at have hund i vore dage er jo nærmest et uløseligt problem længe før hunden overhovedet kommer i huset...

 

Hvad er så "videnskaben"? Hvor er fornuften nu?

 

Slå jer løs med at føre emnet andre steder hen også, hvis dét lige falder jer ind :blink:

[DKWiechert]

ØH, nu stod der altså DVÆRG-pudel der hvor jeg fandt det.

 

Nå, men jeg må heller fortælle Groa at hun skal stoppe med vand-apport.

 

Gryn. Der vil sikkert stå det samme hvis du slår op under kongepuddel.

 

Læs evt. de citater jeg hev herind omkring racens historie, der står det samme, bare opdelt i hvornår hvad kom ind i billedet, og hvorfor.

 

Selv på puddelklubbens side skriver de at det er de store pudler der var fremavlet til jagtbrug.

Hvilket jo i grunden giver sig selv, vildtets størrelse taget i betragtning.

[cs-dumle]

Jeg mener jo så man netop kan lære noget af Milan.

Ikke metoderne som sådan, for de er ikke ligefrem up to date, men derimod hele hans måde at gå til hundene på. Hans rolige og beherskede væsen.

 

Hvis jeg kan beskrive det sådan, uden det misforstås.

Det har du også helt ret til at mene, jeg er bare ikke enig, men hvis det er din holdning har du vel også lyttet lidt til en hundeadfærdsdipedut

Jeg syntes Victoria har en dejlig rolig måde at gå til hundene på og da ihvert fald Hallgren... Så kan jeg sagtens undvære Millan.

 

Fennel er jeg lidt lala med. Jarnved har jeg aldrig set et lys i, greva slet ikke.... og det var endda kun et par af de "berømte" så at sige.

 

Personligt har jeg aldrig villet sætte mig ind i nogen bøger, men er da begyndt med det, og jeg kan da se at jeg er over hele spektret hvad angår det jeg selv har erfaret virker.

Næh, men er det farligt at læse? Der kan man vel såvel som i fjernsyn vælge hvilke råd man vil bruge og hvilke man ikke vil.

 

Men Zaz-zaz beskrev det jo egentlig meget godt før.

 

 

Hvad er så "videnskaben"? Hvor er fornuften nu?

Jeg syntes Hallgren har ufattelig gode kilder i hans bøger med henvisning til ulveforskning og at der endda er forskelle på ulve i fangeskab og ulve i det fri...

 

Så vidt jeg ved er videnskaben altid åben. Man beviser og man modbeviser, der kan man ikke bare stoppe et sted, man må blive ved at undersøge om ens teori nu også er rigtig eller om der kunne være andre mere holdbare teorier og man må kigge på de nye teorier der kommer til (ikke henvendt personligt til dig, jeg undersøger hele tiden selv nye teorier og muligheder).

 

Slå jer løs med at føre emnet andre steder hen også, hvis dét lige falder jer ind :blink:

[cs-dumle]

Gryn. Der vil sikkert stå det samme hvis du slår op under kongepuddel.

 

Læs evt. de citater jeg hev herind omkring racens historie, der står det samme, bare opdelt i hvornår hvad kom ind i billedet, og hvorfor.

 

Selv på puddelklubbens side skriver de at det er de store pudler der var fremavlet til jagtbrug.

Hvilket jo i grunden giver sig selv, vildtets størrelse taget i betragtning.

 

Jamen de var vel også "det samme" engang i sin tid, ligesom cocker spaniel og springer spaniel var det... og instinkterne i hunde går langt tilbage... De har jo endda stadig instinkter fra ulve.

[DKWiechert]

Så vidt jeg ved er videnskaben altid åben. Man beviser og man modbeviser, der kan man ikke bare stoppe et sted, man må blive ved at undersøge om ens teori nu også er rigtig eller om der kunne være andre mere holdbare teorier og man må kigge på de nye teorier der kommer til (ikke henvendt personligt til dig, jeg undersøger hele tiden selv nye teorier og muligheder).

 

Hvilket er helt fint. Forskningen kan jeg på ingen måde beklage, og læser da selv med i hvad der sker.

 

Men hvorledes kan det hjælpe os med træningen af vores hunde?

 

Edit: i den praktiske træningssituation

 

Som det er nu, er det gået over gevind i ren og skær misforstået blødhed.

Som det var for 20 år siden, var mange steder benhård.

Som jeg er vokset op med det, har det alle dage været sådan en mellemting, på trods af man ikke kendte til forskning i ulve og adfærdsfolks gøren og laden.

 

Hvis man hænger sig op i bøger, forskning og teorier, uden evnen til at "føre fra hoften" kan man læse nok så meget, man vil stadig ikke nå nogen steder. (men selvfølgelig vil man da til gengæld vide hvorfor man ikke når nogen steder )

[DKWiechert]

Jamen de var vel også "det samme" engang i sin tid, ligesom cocker spaniel og springer spaniel var det... og instinkterne i hunde går langt tilbage... De har jo endda stadig instinkter fra ulve.

 

Måske. Det er lidt uklart efter hvad jeg har læst mig til, og fået forklaret. Nogen mener mellempudler er opstået ved iblanding af andre racer, andre mener mellempudler har eksisteret side om side med storpudler.

 

Men det ændrer jo ikke på at mellempudlen er avlet på udseendet, og ikke brugsegenskaberne.

Kigger vi på labberne, så ser vi et tydeligt billede af at dem der er avlet på udseende heller ikke "fungerer" som de burde i marken, jeg kan ikke forestille mig det er anderledes ved pudler, slet ikke størrelsesforskellen taget i betragtning.

 

Og det ændrer SLET ikke på at pudler ikke er avlet til at "tage" noget vildt på egen pote......

[cs-dumle]

Hvilket er helt fint. Forskningen kan jeg på ingen måde beklage, og læser da selv med i hvad der sker.

 

Men hvorledes kan det hjælpe os med træningen af vores hunde?

 

Som det er nu, er det gået over gevind i ren og skær misforstået blødhed.

Som det var for 20 år siden, var mange steder benhård.

Som jeg er vokset op med det, har det alle dage været sådan en mellemting, på trods af man ikke kendte til forskning i ulve og adfærdsfolks gøren og laden.

 

Hvis man hænger sig op i bøger, forskning og teorier, uden evnen til at "føre fra hoften" kan man læse nok så meget, man vil stadig ikke nå nogen steder. (men selvfølgelig vil man da til gengæld vide hvorfor man ikke når nogen steder )

 

Det er jo kun en mening, jeg er af en anden

 

Jeg mener heller ikke det er gået over gevind i misforstået blødhed. Overalt omkring mig ser jeg stadig alt for hårde metoder, for bløde og dem midt imellem. Hvorfor er det lige de bløde metoder der er så forfærdelige?

 

Jeg er vokset op med jagthunde ikke i hjemmet, men omkring mig i familien, men den gang så jeg også specielt gårdhunde blive behandlet alt for hårdt, små hunde der blev overfodret og måtte kravle på loftet hvis det var det de ville og så så jeg dem midt imellem der var rolige, afbalancerede og om man vil lydige.

 

Jeg tror ikke det er noget nyt der er opstået, jeg tror bare der er kommet mee fokus på det. Hvis en hund i gamle dage havde alene hjemme problemer fik den lov at stå i hundegården og hyle. Der var jo flere kilometer til nærmeste nabo, men i dag bliver man jo nødt til at finde en løsning på problemet Der er jo pludselig ikke så langt til naboerne mere og ikke alle har en lade hvor hunden må bide ting i stykker.

[DKWiechert]

Hvorfor er det lige de bløde metoder der er så forfærdelige?

Det siger jeg heller ikke det er. Jeg er da selv blevet mere "blød" om du vil kalde det dét (og nej. det er ikke maven jeg snakker om )

 

Jeg tror ikke det er noget nyt der er opstået, jeg tror bare der er kommet mee fokus på det. Hvis en hund i gamle dage havde alene hjemme problemer fik den lov at stå i hundegården og hyle. Der var jo flere kilometer til nærmeste nabo, men i dag bliver man jo nødt til at finde en løsning på problemet Der er jo pludselig ikke så langt til naboerne mere og ikke alle har en lade hvor hunden må bide ting i stykker.

Det er nok ret præcist dét der gør sig gældende.

Og så den lille ting med at hunde idag sjældent har et "arbejde" udover at være "hund".

Det var nok mere udbredt tidligere.

[Ascha]

Nu er jeg kommet lidt sent ind i denne tråd og Cs-Dumle har fornemt beskrevet mine synspunkter, dog vil jeg da lige indskyde at den omtalte hund var en blanding af en lab og formodentlig en jagthund (det kunne vel være hønsehund og så ser tingene jo anderledes ud).

 

Hunden får åbenbart ikke udløsning for sin jagtadfærd, så det er jo understimulering der gør, at den har fundet ud af at gøre noget ved det selv. Så er det klart at den styrter ukontrolleret rundt, for kontrollen er jo noget der skal læres og trænes.

[Agnete87]

Det siger jeg heller ikke det er. Jeg er da selv blevet mere "blød" om du vil kalde det dét (og nej. det er ikke maven jeg snakker om )

 

 

Det er nok ret præcist dét der gør sig gældende.

Og så den lille ting med at hunde idag sjældent har et "arbejde" udover at være "hund".

Det var nok mere udbredt tidligere.

Netop, og det ligger ikke i hundes natur at ikke gøre andet end bare være hund, den er en del af en flok. Ulve går jo i flokke og hver og et individ har et "job" som at passe hvalpe søge føde eller ridse området op, og det må være fustrende for en hund ikke at have noget den kan gøre/lave. Der kommer så hyleriet eller systemvis bedrivning af huset i bor i. Tænk engang hvis vi mennesker bare skulle være mennesker og intet foretages os udover det, det ville fandme være kedeligt...

 

Jeg kunne selv godt tænke mig at se flere pudler gå jagter, og har set en enkelt gå i sø, og den var fandme god til det:blink:

[Ascha]

Efter min mening kan en adfærds o.s.v. ikke hjælpe med noget som helst. Enten er der noget galt med hunden, det kan man ikke lave om. Eller også er det ejeren, der ikke magter opgaven, og det er også svært om ikke umuligt at lave om på.

 

Ja, sådan plejer det at være og en adfærdsrådgiver kan se hvordan det hænger sammen (du ved, de læser bøger). Sjovt nok er det faktisk sådan at ganske små justeringer i dagligdagen kan være årsag til ret store ændringer. :blink:

 

Jeg er sikker på at der med tiden vil være flere og flere, der accepterer at det ikke er mere vanvid at hente professionel hjælp til sin hund, end det er til sit barn (det brød folk sig jo heller ikke om for 20 år siden).

[Gæst Ninjamor]

Først og fremmest så finder jeg dit "hundeadfærdsdippelidutter" nedladende og afstandstagende.

Der refereres ofte til "adfærdsdimser" og lignende udtryk på hundeforum - vil I ikke godt kalde os det vi er i stedet for disse mere eller mindre "morsomme" betegnelser?

 

Jeg er adfærdsrådgiver, rådgiver hundeejere om hundeadfærd. Jeg har en en svensk uddannelse som hundepsykolog, men det må jeg ikke kalde sig i DK, så rådgiver er det jeg har valgt at bruge.

 

Man kan have en mening om os eller ikke - have respekt for os - eller ikke. Det må I selv om.

Men vis os venligst den høflighed at kalde os det vi er...

 

Oplægget med spørgsmål og svar kan jeg ikke lige se hvad vi skal bruge til, man kan jo være enig eller ikke enig og det er svært at diskutere en persons dygtighed ud fra et enkelt svar, som vi ikke kan få uddybet.

 

I værste fald synes jeg at svaret er for tyndt og derfor kan give anledning til misforståelser og jeg flipper skråtlæns over kommentarer som "Fru Jarnved".

Det er nedladende og afstandstagende om noget og hører ikke hjemme i en sober debat.

Hvis det var debat vedkommende ville have, det kan jeg jo ikke vide.

Det var muligvis bare en verbal afklapsning vedkommende ville ud med.

 

Mht. labkrydsningen som jager fugle så tager jeg mig til hovedet over den spørgende hundeejer mere end over Irenes svar.

En adfærd som ønskes stoppet har hundeejeren lige siddet og iagttaget i 2½ time!

OK, hvad med at tænke bare lidt selv? STOP HUNDEN!

 

En labrador er en apporterende hund javist, men den har ikke læst sin racebeskrivelse og før den er labrador er den HUND med de genetiske dispositioner dette giver den.

Den anden del af hunden kunne være af en mere selvstændigt jagende hundetype og er det ikke rimeligt at vurdere hunden ud fra blot den ene forælders baggrund.

 

Jeg er ikke helt sikker på hvad du ønsker at opnå med dit debatoplæg...

[Gæst Ninjamor]

Meningen jeg vil frem til er, at man ofte fremstiller hundeadfærdsbehandlere som rene guruer, når dette tydeligvis ikke er tilfældet.

 

Guru betyder læremester og intet nadet.

Hvad "man" frenstiller os som kan og bør ikke lægges os til last!

 

Du kan fremstille mig som en dum kælling uden forstand på hunde hvis du vil eller du kan fremhæve min dygtighed hvis det er det du vil. Det siger som sådan ikke ret meget om mig , men mere om dig.

 

Derfor er denne "gurutilbedelse" folks egen og ikke "guruens" ansvar.

 

Ofte er det også sådan at jo mere en person fremhæves positivt des mere vil andre brække sig over vedkommende uden overhovedet at have mødt eller hørt personen.

Janteloven i aktion.

Så gurutilbedelse kan sagtens have den modsatte effekt og komme "guruerne" til skade.

 

AT hun så har en spaniel, og endda går på jagt, gør det bestemt ikke bedre. I så fald burde hun vide at jagthunde generelt, ikke er avlet til at jage som sådan. Snarere tværtimod.

Faktisk er der kun meget få racer indenfor jagthundeverdenen der ER avlet til dette. Weimaraneren er én af dem. Den er avlet med evne for at hetze vildt, selvom jeg selv ikke helt har forstået meningen med dét.

Og naturligvis støvere, som jo som sådan egentlig ikke jager noget. Den er til gengæld eminent til at forfølge vildt i mageligt tempo.

(Bare for at nævne en race og en type)

 

Jeg vil ikke ind i at skulle forsvare en kollega, men retfærdivis skal det siges at der er mere end labradorgener i denne hund.

 

Og at m,ene at det er helt normal adfærd for en retrievertype decideret at jage et bytte, som det jo bliver til, er da helt hen i skoven.

 

Så tager vi i skoven!

Hvis den anden del af hunden er f.eks. visse terriertyper så taler vi om selvstændig jagt, jeg synes du skal lade være med at bide dig fast i "retrievertype".

For eksempel har min søster en lab/dansk svensk gårdhundeblanding. Den er på størrelse med en lab og ligner en lab, altså en retrievertype men kan sagtens have gårdhundens jagttendenser.

Hvis den begynder at jage selvstændigt nytter det ikke vi råber op om at den er en"retrievertype" og som sådan er helt ude i hampen, når den jager selvstændigt.

 

Hun skriver at det er meget svært at pille den selvstændighed ud af en hund.... hmmmm. Tjaaaa..... Normalt vil jeg påstå at det er ekstremt let at pille selvstændig adfærd UD af en hund, men også meget svært at putte selvstændighed ind i en hund der ikke er det. (jeg ved hvilket udgangspunkt jeg ville foretrække ved en hvalp!)

 

Hvorfor tager du ikke debatten med hende selv, det er da en oplagt mulighed da hun er dansk!

 

Men hun er kendt, og hendes råd tages jo råt for usødet. Jeg selv kan kun ryste på hovedet af sådan en ytring som jeg har sakset herind.

 

Igen: Hvis dette er tilfældet er det ikke hendes skyld - men de som ukritisk tager alt til sig..

Skil venligst tingene ad

 

Havde det nu været Milan der havde svaret i en brevkasse, hvor spørgsmålet går på at hunden knurrer ved madskålen hvis man tager maden fra den, så havde svaret været: vend hunden rundt, og vis den at det er DIG der bestemmer...

 

Bestemmer HVAD?

 

Tjaaaa. For nogen skal det da nok virke. Jeg mener det er nonsens, og at hunden bare skal have fred. Dens beskyttertrang over maden skal nok forsvinde med tiden, efterhånden som tilliden til dig vokser.

 

Og du vil sige hvad med dette?

 

Men med alle de nuancer der er i hundehold alene her i DK, kan man så reelt fremhæve nogen som værende indehavere af "den rigtige metode"

 

Gør vi da det?

 

Vi kan reelt sige, at hvis du har den holdning at din hund skal opdrages som hundemor og andre velfungerende voksne hunde ville opdrage den så er det korrekt at gøre sådan og sådan og forkert at gøre sådan og sådan.

At der blandt hunde findes regler og grænser du kan efterligne.

 

Og at det er forkert overfor dyr at behandle dem ud fra nogle forudsætninger de ikke har evnen til at opfylde eller forstå.

Dette sidste er så "bare" en holdning...

Redigeret September 27, 2008 af Ninjamor
slåfejl

[Aslan]

Det store spørgsmål i denne sammenhæng: Hvorfor kan man som hundeejer, både kommende, nuværende og forhenværende, åbenbart ikke leve, endsige dyrke sin hobby: "hund", uden at være bakket op af noget der mest af alt minder om et formel1 racing-team af adfærdsfolk, dyrlæger, venner og bekendte, hundesagkyndige af andre slags og meget mere?

 

Som førstegangs og nuværende ejer vil jeg gerne sige:

 

Jeg kunne da absolut ikke LEVE uden at jeg kan tage forbi dyrelægens adfærdsbehandler og sige " Aslan gør sådan og sådan, hvordan skal jeg lige takle det?" Og svaret jeg får er så simpel, og en time efter er kam man se forskellen, dog er problemet ikke væk, hvor jeg tænker "damnn dorte, hvis du havde forsøgt med dine egne tanker....."

 

Måske det kunne have virket det jeg tænkte, men da jeg fik forklaring på hvorfor han højest sandsynligt gjorde som han gjorde....ja så tvivler jeg da på at mine overvejelser havde gjort andet end unytte.

 

Havde jeg ikke "venner og bekendte" på f. eks HF, ja så havde jeg rendt itl dyrelæge med Aslans lille betændte pistol, frem for at stikke ham en tomat hver dag (2 dage senere var det jo væk)

 

 

Hvorfor skulle jeg leve UDEN den hjælp jeg har fået hist og pist?

Jeg har lært at bare fordi dyrelægen har arbejdet med hunde i 20 år, kender hun ikke vores hund bedre end os selv.

Havde jeg ikke lært det, havde jeg sikkert haft en hund der var gået ned psykisk (det kan jo så ikke vides med sikkerhed).

 

Som første gangs ejer ville jeg da vove den påstand, at vi KAN HAVE svært ved at overleve, uden alle de råd vi får, og så må vi bare håbe på at vi hurtigt lærer at sortere de underlige ting fra.

 

Havde jeg ikke læst og snakket, ja så havde jeg sikkert total overstimuleret Aslan, ødelagt hans knogler på 5 km ture, for hvalpen skulle jo være træt.........Jeg kunne have gjort mange fejl, og jeg har da garanteret også gjort nogen, men snakke med dyrelæge, adfærdsbehandler, HF og familie og bekendte, har da minimeret disse fejl.

 

Hvorfor er det forresten ikke normalt at hunden fanger og slår en fugl ihjeld? Nu der er snak om ulve og hunde og sammenligningen....?

Det er jo TRODS alt et "vilddyr" der har instinkter osv.

 

Det var så lige mine 10 cents som blev til 1000 dollors

 

 

 

Forøvrigt vil jeg gerne sige tak til ALLE der har hjulpet mig og fremover vil hjælpe mig

I nogle svesker )

[luckyluna]

Der er ganske vist flere der har udtrykt min mening for mig, men jeg vil da lige supplere.

 

Omtalte hund, er en blanding. Jeg ved af erfaring at labradorgenet på udseende siden går stærkt igennem, men ikke nødvendigvis på adfærdssiden.

Bare som eksempel, så jeg to søskende hunde igår, da var blandinger af lab/samojede/karelsk bjørnehund og viste man ikke det, lignede den ene en lab på en prik, og den anden snød bare ved at have hvide poter og "forkerte" ører.

 

Så omtalte "labrador" kan ikke ligestilles med en "normal" lab.

Når det så er sagt, så mener jeg som Ninjamor, at en hund, først er en hund, dernæst dens race. Og for alle hunde er det naturligt at jage emner der bevæger sig og er deres naturlige jagtadfærd ikke ødelagt af avl eller træning, så slår de byttet i hjel hvis de fanger det!

 

En naturlig jagtadfærd indeholder flere sekvenser: Opsporing, fixering på byttet, løbe efter, fange, slå ihjel og spise. (evt.bære byttet hjem)

Vi mennesker har så valgt nogle af disse dele ud gennem avl og dermed fået hunde, der kun udfører en del af dette adfærdsmønster.

 

Feks. En border skal kun fixere byttet med blikket og jage det. Det er ikke ønskeværdigt at den bider byttet, da byttet i denne sammenhæng er et får, som ikke skal spises:) Men der findes godt nok alligevel mange bordere der lige må nappe fårene lidt. Dette kan gøre dem ubrugelige til at hyrde med, men det betyder ikke at adfærden er unormal!

 

En spaniel skal opspore, fixere fuglen (tage stand) og skræmme byttet op. Yderligere skal den helst kunne bringe byttet hjem.

 

En hund der aldrig er blevet trænet til det modsatte og som pludseligt opdager at den kan fange fugle, mener jeg godt man kan sige, har fundet genknappen.

Måske så ikke lige for hvad en ren labrador burde jage, men for hvad en HUND finder interessant!

 

Sheila, som er en labblanding har altid manglet det der afgørende bid, hvilket er så almindeligt for labrador. Hun har stået med en harekilling lige under snuden og ikke vist hvad hun skulle gøre med den, mus er sluppet levende fra at blive fanget ovs Men forfølgelsesjagt er da lige hende.. Det er helt klart den sjove del, om hun fanger det eller ej, er i bund og grund ligemeget. Nu har hun så i en alder af 7 lært at slå mus ihjel, men hun lader stadig alle andre dyr være..

 

Og modsat kender jeg en hel masse retrivere af forskellige racer, der gladeligt knækker nakken på mus og rotter og så gar kaniner, hvis de får chancen og som stadig kan bruges på jagt og bære vildtet sikkert hjem..

 

Jeg kender også en papillon der ville ønske hun havde en stor nok mund til at hun kunne slå kaniner ihjel og hun er da vist ikke avlet til jagt! Men hun er en HUND og vækkes jagtlysten, så findes den hos næsten en hver hund, uanset race:)

 

Og med hensyn til pudlen, så er der usikkerhed omkring, hvilken af pudelvarianterne, der kom først. Og at en lille variant af en race, som har været krydset med hinanden langt op i vores tid, ikke skulle være i besiddelse af de samme egenskaber, er da vist noget vrøvl:-) Bare kig på spaniels, som dumle nævner, på mynderne, på de franske bassets ovs.

 

Og Generelt er pudler vilde med bolde og at fange bevægelige ting, så selvom det ikke hører med i pudlers oprindelige ønskværdige jagtadfærd at slå byttet i hjel, så er det immervæk en del år siden, der er blevet avlet efter dette, så mon ikke hundens naturlige HUNDEadfærd er vendt tilbage hos en del af dem?

 

At du kalder det hundeadfærdsdibidutter, kan ikke sætte mit blod i kog. Jeg vælger at tolke det, som at dumener det er svært at finde ud af hvad man skal bruge, hvis det skal være rigtigt, da der hurtigt gennemtænkt, vist både bruges: behandler, terapeut,rådgiver, specialist, psykolog ogsikkert flere i den duer.

Og bevares, nogen svar, især brevkassesvar, er noget "tynde" og generelle.

Jeg synes heller ikke Irene Jarnveds svar her, måske var helt optimalt, men jeg er ikke uenig i athundes jagtiver er blevet vækket.

Og umiddelbart tænkte jeg mere noget med at den her hund, vist er helt afhængig af sit fuglejageri, siden den slet ikke kan interessere sigfor andet.

Fuldstændig ligesom en hund, der altid vil have at man kaster en bold eller en pind. Ingen sund adfærd at sidde fast i et adfærdsmønster som dette:)

[DKWiechert]

Først og fremmest så finder jeg dit "hundeadfærdsdippelidutter" nedladende og afstandstagende.

Der refereres ofte til "adfærdsdimser" og lignende udtryk på hundeforum - vil I ikke godt kalde os det vi er i stedet for disse mere eller mindre "morsomme" betegnelser?

 

Men vis os venligst den høflighed at kalde os det vi er...

 

Beklager, men luckyluna har svaret ganske præcist årsagen til *-dimser og lignende udtryk.

For hvad SKAL vi rent faktisk kalde jer?

Skrev jeg specifikt om dig, ville jeg skrive adfærdsrådgiver/-behandler.

Nu skrev jeg i generelle termer, og hvad skal man så kalde "dem"?

 

Luckylunas svar:

At du kalder det hundeadfærdsdibidutter, kan ikke sætte mit blod i kog. Jeg vælger at tolke det, som at dumener det er svært at finde ud af hvad man skal bruge, hvis det skal være rigtigt, da der hurtigt gennemtænkt, vist både bruges: behandler, terapeut,rådgiver, specialist, psykolog ogsikkert flere i den duer.

 

 

Jeg er ikke helt sikker på hvad du ønsker at opnå med dit debatoplæg...

Just præcis at der kommer flere "sider" på. Du har efter min bedømmelse givet et ganske godt svar.

At det så lige er Jarnveds brevkasse der bliver anvendt er i dén sammenhæng underordnet. Det kunne have været så meget andet istedet.

 

 

Jeg indrømmer dog blankt at debatoplægget har været enddog meget rodet, og ikke tydeligt nok.

Øvelse gør mester, så mon ikke det lykkedes bedre en anden gang.

 

Jeg mener dog der er kommet meget gode indlæg her i tråden indtil videre på spørgsmålene om hvad der er årsagen til at hunde idag dårligt nok kan slå en prut, før der skal hentes råd fra en adfærds-dims og gerne en dyrlæge sideløbende.

Hvorfor ser man ofte hele "folkefærd" blive udhængt som store stygge ulve, når alt de gør reelt er at bruge hunde til et stykke arbejde?

 

Har "vi" distanceret os fra et behov-orienteret hundehold, og er istedet gået over i et lyst-orienteret hundehold. (lyst kan også være tillagt pga. omgivelser og status)?

 

Man kan føre en debat mange steder hen, jeg mener den stadig er åben for andre veje

 

:blink:

[cs-dumle]

Beklager, men luckyluna har svaret ganske præcist årsagen til *-dimser og lignende udtryk.

For hvad SKAL vi rent faktisk kalde jer?

Skrev jeg specifikt om dig, ville jeg skrive adfærdsrådgiver/-behandler.

Nu skrev jeg i generelle termer, og hvad skal man så kalde "dem"?

 

Luckylunas svar:

 

 

 

 

Just præcis at der kommer flere "sider" på. Du har efter min bedømmelse givet et ganske godt svar.

At det så lige er Jarnveds brevkasse der bliver anvendt er i dén sammenhæng underordnet. Det kunne have været så meget andet istedet.

 

 

Jeg indrømmer dog blankt at debatoplægget har været enddog meget rodet, og ikke tydeligt nok.

Øvelse gør mester, så mon ikke det lykkedes bedre en anden gang.

 

Jeg mener dog der er kommet meget gode indlæg her i tråden indtil videre på spørgsmålene om hvad der er årsagen til at hunde idag dårligt nok kan slå en prut, før der skal hentes råd fra en adfærds-dims og gerne en dyrlæge sideløbende.

Hvorfor ser man ofte hele "folkefærd" blive udhængt som store stygge ulve, når alt de gør reelt er at bruge hunde til et stykke arbejde?

 

Har "vi" distanceret os fra et behov-orienteret hundehold, og er istedet gået over i et lyst-orienteret hundehold. (lyst kan også være tillagt pga. omgivelser og status)?

 

Man kan føre en debat mange steder hen, jeg mener den stadig er åben for andre veje

 

:blink:

 

Jeg tror ikke du finder mange hunde her på HF der ikke arbejder på den ene eller den anden måde.

Jeg ser ikke folk hængt ud fordi de arbejder med deres hund, men jeg syntes ofte adfærdsbehandleren går ind og giver råd om at hunden skal bruges til noget når der er problemer som med hunden i startindlæget.

 

Selvfølgelig er det da et lyst-orienteret hundehold. Hvor mange har virkelig brug for en hund i dag? Og hvis man har en hund man bruger til jagt har man vel også fået den fordi man selv har lyst til at gå på jagt...

[sonja77]

Det har du sikkert ret i.

Når man finder ud af, at hunden ikke er en tøjhund, men et levende væsen, som laver alle mulige numre som at jagte fugle og ødelægge sko og hvad sådan en hvalp ellers kan finde på, og det er ikke småting (jeg har selv en foretagsom hvalp på 5 mdr.) Så er det ikke sjovt længere, og så kommer adfærds o.s.v. ind i billedet, for det kan da ikke være normalt.

 

Efter min mening kan en adfærds o.s.v. ikke hjælpe med noget som helst. Enten er der noget galt med hunden, det kan man ikke lave om. Eller også er det ejeren, der ikke magter opgaven, og det er også svært om ikke umuligt at lave om på.

 

Det er jo blevet meget moderne at have hund, og ikke alle magter opgaven.

 

Jeg synes godt nok, at du er ret nedladende overfor folk, der har brugt adfærdsbehandler... jeg jeg er jo også en af dem, så jeg føler mig selvfølgelig ramt.

 

Jeg kan ikke se, at de skulle gøre mig uegnet til opgaven som hundeejer? Hvorfor skulle jeg ikke søge hjælp til situationer, som jeg ikke selv kan finde ud af, hvordan jeg bedst griber an? Og hvis jeg ikke intuitivt ved, hvordan jeg bedst griber enhver situation an, er det så bare ærgerligt? Må jeg så ikke have hund? Må man ikke lære noget og blive klogere?

 

Men ok, der er også folk, der rynker på næsen af, at man søger psykolog. Jeg er også en af dem, der selv har gået til psykolog på et tidspunkt for at få nogle redskaber til at håndtere nogle ømme punkter i mit liv, og det er den bedste investering, jeg nogensinde har foretaget, fordi det var en investering i mit psykiske velvære.

 

På samme måde er adfærdsbehandleren den bedste investering, jeg har foretaget i Tyson, da jeg har fået en mere harmonisk hund og bedre redskaber til at arbejde med ham.

 

Jeg siger jo ikke, at alle hundeejere skal søge adfærdsbehandler. Men hvis man gerne vil have professionel hjælp til et problem, hvorfor skal man så nedgøres på det grundlag?

[Nollike]

Jeg er en af dem som er rigtig glad for at der findes "hundeadfærdsdibedutter* og nok i særlig grad en enkelt som jeg efterhånden har fået stor respekt for :kys:Dermed ikke sagt at jeg ikke har lov til at tænke selv, men omvendt kan jeg heller ikke se, hvorfor jeg skal bruge x antal hunde til at øve mig på, når andre allerede har opfundet den dybe tallerken og jeg har mulighed for at trække på deres viden og erfaring???

 

Da jeg som 23-årig overtog en dengang 14 mdr. gammel Tervueren-han vidste jeg ikke ret meget om hunde, jeg havde bare en stor kærlighed til dem og var overbevist om at det var det rigtige for mig at få sådan en (og det var det da også ) Han var (eller nok rettere blev, for han var sgu noget af en mundfuld da jeg overtog ham) verdens mest fantastiske hund og med almindelig sund fornuft fra min side og et godt temperament fra hans side, så gik det faktisk ret godt på trods af at jeg blev advaret om fra andre Tervueren-ejere at med min alder, en 14 mdr. gammel hanhund af den race og mit manglende kendskab til racen så var det DØMT til at gå galt :blink:

DOG, for der er selvfølgelig et dog, ville jeg i den grad ønske at jeg på det tidspunkt havde kendt føromtalte adfærdsdibbedut, for han udviklede med tiden aggression over for andre hanhunde og set i bagklogskabens ulideligt klare lys, så begik jeg en masse dumme fejl som en adfærdsdibbedut kunne have sparet både ham og mig for. Jeg lænede mig op af div. andre hundeejeres ustyrligt dårlige råd + en dyrlæge som mente at han måtte kastreres i en alder af 5 år og INTET hjalp, det har nok nærmere gjort ondt værre

Og så er vi tilbage ved min pointe: Hvorfor ikke benytte en adfærdsdibbedut til problemer som man har svært ved at løse/håndtere selv? Hvorfor skal man gå og øve sig - måske endda uden held - når man har muligheden for at hente hjælp hos en som har viet sit liv til hunde og deres adfærd og som besidder en stor viden og erfaring på det område? Det kan godt være at selvgjort er velgjort, men ikke altid. Der er ingen der fødes som eksperter, men nogle gange kan den "nemme" vej være en fordel frem for at prøve sig frem, det er jo trods alt en selv der skal leve med hunden, så hvorfor ikke få det bedste ud af den?

[Gæst Ninjamor]

Beklager, men luckyluna har svaret ganske præcist årsagen til *-dimser og lignende udtryk.

For hvad SKAL vi rent faktisk kalde jer?

Skrev jeg specifikt om dig, ville jeg skrive adfærdsrådgiver/-behandler.

Nu skrev jeg i generelle termer, og hvad skal man så kalde "dem"?

 

Jeg mener trygt man kan kalde "dem" for adfærdsrådgivere idet det er adfærd vi/"de" rådgiver om

 

Om vi så selv kalder os -behandlere, - terapeuter, -psykologer eller -konsulenter så er det hundeadfærd vi rådgiver hundeejerne i.

 

Jeg mener dog der er kommet meget gode indlæg her i tråden indtil videre på spørgsmålene om hvad der er årsagen til at hunde idag dårligt nok kan slå en prut, før der skal hentes råd fra en adfærds-dims og gerne en dyrlæge sideløbende.

 

Det er måske fordi hundeejeren vil gøre det bedste for sin hund og kan være usikker på, hvad der så ER det bedste...

 

Hvorfor ser man ofte hele "folkefærd" blive udhængt som store stygge ulve, når alt de gør reelt er at bruge hunde til et stykke arbejde?

 

Hvilke "folkefærd" er det vi taler om nu?

 

Har "vi" distanceret os fra et behov-orienteret hundehold, og er istedet gået over i et lyst-orienteret hundehold. (lyst kan også være tillagt pga. omgivelser og status)?

 

Det er vel som man er individuelt.

Jeg har ikke kun lyst til at have hund men mener i høj grad også det er et behov.

Hvad der så ligger bag disse behov hos folk må igen være individuelt

[DKWiechert]

Hvilke "folkefærd" er det vi taler om nu?

 

ét eksempel kunne være "IPO-folket", der ofte får skudt i skoene at de tæver deres hunde i bide-arbejdet.

 

Et andet eksempel kunne være "jagthundefolket", der ofte får skudt i skoene at de anvender enddog særdeles kreative og voldsomme metoder i træningen af deres hunde.

 

I den anden grøft finder vi "taskehunde-folket", der ofte fremlægges som pussenussehundeejere, der ikke helt har forstået at deres hund faktisk ER en hund, med 4 ben at gå på, og en næse at snuse med.

 

Så har vi "adfærdsfolket", som ofte får tillagt at søge efter en forklaring på hver eneste bevægelse hunden laver, fordi det jo kunne være et symptom på et eller andet.

 

der er mange "folkefærd", og mange fordomme. Men ligeledes mange tendenser. Og det er tendenserne der er at spore ved de enkelte folkefærd, jeg finder interessant.

 

Behovet for hund har de færreste.

 

Jægeren SKAL have hund med ud på jagt. Minimum én hund på enhver hagljagt, og minimum adgang til én hund, på enhver riffeljagt.

 

Politiet har behov for hunde til forskellige opgaver, da der ikke er andet der kan klare opgaverne med samme præcision og med samme resultater eller bedre.

 

Handicaphunde er ligeledes et arbejdsområde hvor der er et behov.

 

Men er der så egentlig mere? Resten må da være lyst-orienteret hundehold, eller hundehold som erstatning for det barn man aldrig fik? Eller slet og ret et status-symbol, fuldt ud på højde med en ferrari i indkørslen, bare levende?

 

Har de forhold ikke også ændret hele "vores" tilgang til hundehold, fra at være praktisk orienteret, og til at være "pussenusset", i mangel af en bedre beskrivelse?

Har hundene derved reelt fået det bedre, eller er manglen på et reelt stykke arbejde til hunden faktisk direkte skyld i at behovet for rådgivere og andet er kommet så meget op i tiden som den er?

 

Det er meget firkantet stillet op, dét er jeg klar over.

:blink: