Har hunde en 7. sans ?

[anne-lise hansen]

Jeg har undret mig meget over Tot´s opførsel efter at vi har sagt farvel til Racer , jeg havde ventet at han ville lede og sørge , men det virker ikke som om han gør det .

Så jeg har tænkt på om han måske kunne mærke at Racer var meget mere syg end jeg vidste og derfor godt kunne mærke at det var slut i fredags. De havde et meget tæt forhold og delte meget - også madskål & godbidder - og Tot stod tit og slikkede Racer i hovedet ( panden), så hans reaktion undrer mig virkelig. Har I oplevet noget lignende hos jeres yngre hunde når I har sagt farvel til en gammel hund ? hvordan har jeres andre hunde så reageret ?

[Ascha]

Var Tot med da Racer blev aflivet?. Det tror jeg nemlig kan have stor betydning for deres adfærd i den første tid efter at de har mistet en anden hund. Thailo var med da Ascha måtte afsted og han havde ligget lige så stille bagved, men da Ascha tog sine sidste åndedrag sprang han op og kom hen til os, satte snuden på hendes øre og hylede et hyl som jeg aldrig har hørt hverken før eller siden. Sådan stod han lidt og gik så væk og lagde sig igen. Da vi skulle ud af døren ville han ikke i nærheden af hende og han blev ekstremt bange for at komme hos den dyrlæge (havde ellers altid syntes at det var en fest at komme der). Thailo ledte aldrig efter Ascha og jeg bilder mig ind at han også sørgede (eller i det mindste forstod hvad jeg var ked af) når jeg i begyndelsen sad ved Aschas kurv og tudede og han ligeså stille kom hen, satte sig og lænede sig op ad mig.

 

Det er mit indtryk at hunde er noget mere klar over hvad der sker (med hensyn til døden) end os mennesker.

[Tonks]

jeg er imponeret over at han i det hele taget har 6 sanser

[anne-lise hansen]

ja, han var med.

[AnneMangetal]

jeg er imponeret over at han i det hele taget har 6 sanser

 

Lad os antage at den 6. sans er situationsfornemmelse........

[Hailey]

Jeg har undret mig meget over Tot´s opførsel efter at vi har sagt farvel til Racer , jeg havde ventet at han ville lede og sørge , men det virker ikke som om han gør det .

Så jeg har tænkt på om han måske kunne mærke at Racer var meget mere syg end jeg vidste og derfor godt kunne mærke at det var slut i fredags. De havde et meget tæt forhold og delte meget - også madskål & godbidder - og Tot stod tit og slikkede Racer i hovedet ( panden), så hans reaktion undrer mig virkelig. Har I oplevet noget lignende hos jeres yngre hunde når I har sagt farvel til en gammel hund ? hvordan har jeres andre hunde så reageret ?

 

Til det røde: Jeg har oplevet det samme - med modsat fortegn. Da jeg fik aflivet Happy (6 måneder) tog jeg ham med hjem og lagde ham på hans faste sted i sofaen. Hailey og Huckie var begge henne og snuse og nusse ham inden han blev begravet i haven.

 

I flere måneder derefter søgte Hailey konsekvent ned mod Happy's grav og lagde sig ovenpå den, hvorimod Huckie viste ingen tegn på savn.

[Dina]

ja, han var med.

Så er han helt klar over, hvad der er sket. Og du har måske også ret i, at Tot længe har vidst, at det gik den vej.

[Umulia]

I ingen af de tilfælde hvor jeg har mistet en hund, har den overlevende reageret. Vinnie har prøvet at blive enehund to gange, begge gange grundet sygdom. Sådan som jeg husker det, var hun allerede begyndt at lægge afstand til den syge hund, medens den levede, mest udtalt ved Leroy, der havde et langt sygdomsforløb. Om det var for at skåne ham, hun holdt sig væk, eller fordi naturen dikterer, at den, der ikke kan overleve, ikke er værd at investere i, kan jeg ikke sige. Det har ikke virket som om hun sørgede.

[cs-dumle]

Nu var det så desværre ikke en ældre hund vi sagde farvel til, men da vi kom hjem efter at have sagt farvel til Nova var Dumle ikke den der gik og ledte efter hende eller virkede sørgmodig. Til gengæld sad han meget henne ved mig når jeg var ked af det og lod mig nusse ham (han er ellers ikke den store nussehund, så det var jeg ret glad for). Det lyder måske dumt, men for mig virkede det som om han sagde "det er ok"... og måske han heller ikke var så trist netop fordi han vidste hvor elendigt hun havde haft det det sidste stykke tid, men måske det "bare" var fordi hun kunne være efter ham til sidst. Han plejede nu nok at glædes over hendes hjemkomst når hun havde været ude alligevel og elskede hende højt, men han ledte alligevel ikke efter hende.

[Gæst Peach]

Da vi mistede Enya i december ( 9 måneder) var Shiva 7 måneder. Hun virkede meget nedtrykt og lå bare og kiggede hele dagen lang. Men hun søgte ikke efter hende og jeg tror hun har været helt klar over at Enya var en meget syg hund.

Da vi fik lille Kayley livede hun op igen og har ikke siden været nedtrykt:)

[Retrieveren]

Først vil jeg sige at det gør mig utrolig ondt :ae:

 

Jeg tror det er meget forskelligt hvordan hunde reagere.

 

Da cody (knap 2 år) blev aflivet var Vaks 8 år. Han savnede helt sikkert Cody. Eller han havde i hvert fald svært ved at affinde sig med at Cody ikke var der mere, og han fik lov at snuse til ham efter han var blevet aflivet. Den første uge var det tydeligt at Vaks ledte efter Cody. Den "sjoveste" oplevelse var at pludselig begyndte Vaks at jagte katten inde i stuen, (hvilket han ellers aldrig havde gjort før) for derefter at stoppe op og kigge sig omkring, for Cody plejede at komme løbende hvis katten løb. Efter en uges tid eller to blev vaks sig selv. 12 uger efter Cody´s død startede jeg på hvalpehold med min nye hvalp Zaki. På holdet var en hvalp som hed Cody. Vaks var med på sidelinjen den første aften, (min mor sad med ham), og HVER gang ejeren kaldte "Cody" så kiggede Vaks forventningsfuldt rundt og det var så tydeligt at han forventede at Cody pludselig kom løbende. Om han savnede ham ved jeg ikke. Men han havde i hvert fald en forventning. Men nu var Vaks også en helt speciel hund, og man finder nok aldrig hans lige igen. Han er også den eneste af mine hunde som reagerede på hvis jeg var væk nogle dage med skolen eller andet. Han var slet ikke sig selv. De andre hunde har aldrig reageret på det. Ikke voldsomt i hvert fald. Men det gjorde Vaks.

Da Vaks døde mærkede jeg intet på Zaki som da var 3 år. Men Zaki var også en speciel hund og havde ikke den der sympati/empati for andre (ikke at man kan sammenligne med mennesker, men havde han været et menneske havde han været et "problembarn", da han simpelthen fejlede noget). Så regnede heller ikke med en reaktion.

 

Og da Zaki kort efter blev aflivet var han alene hund. Så der var ingen til at reagere.

 

Så jeg tror det er meget individuelt. Jeg har kun oplevet min gamle hund savne, og han var en yderst sensitiv hund. Virkelig ekstremt sensitiv. Så måske det hænger sammen?

 

Jeg håber og ønsker for jer at I kommer godt ud på den anden side af sorgen, når den engang begynder at ligge sig. Stor trøstekrammer herfra! Det er en hård tid for jer lige nu.

[Gæst Stella]

Jeg har undret mig meget over Tot´s opførsel efter at vi har sagt farvel til Racer , jeg havde ventet at han ville lede og sørge , men det virker ikke som om han gør det .

Så jeg har tænkt på om han måske kunne mærke at Racer var meget mere syg end jeg vidste og derfor godt kunne mærke at det var slut i fredags. De havde et meget tæt forhold og delte meget - også madskål & godbidder - og Tot stod tit og slikkede Racer i hovedet ( panden), så hans reaktion undrer mig virkelig. Har I oplevet noget lignende hos jeres yngre hunde når I har sagt farvel til en gammel hund ? hvordan har jeres andre hunde så reageret ?

 

 

Først der er næsten ikke noget mere smertefuldt end at miste sin bedste ven.

 

Jeg er sikker på at Tot ikke leder fordi han udenmærket godt ved at Racer ikke er her mere. Han ved godt at Racer er draget afsted til regnbuebroen, derfor leder han ikke. Han sørger, måske på sin helt egen måde, måske ikke noget der er synligt umiddelbart. Han har helt sikkert godt vidst at Racer var syg, de har de to begge to været klar over, måske har de haft "samtaler" med hinanden.

 

Men jeg tror godt hunde kan glemme at den anden er død og hovsa så kigger de sig lige undren efter den anden i bestemte situationer. Ligesom når vi mister hunden, vi forventer næsten stadig fodtrin det bestemte sted i huset, eller at hunden gør det eller det, som vi er vant til. Det kan være svært at forstå. Jeg mistede Teitur for 7 måneder siden og jeg fatter det sådan inderest inde stadig ikke at jeg ikke skal se ham igen.

 

 

Jeg tror hunde siger farvel til hinanden på deres egen måde, de ved det godt. Længe før vi gør, særligt hvis det er længere tids eller kronisk sygdom.

 

Måske ved Tot godt at han kommer til at møde Racer igen, måske sørger han derfor ikke, måske ville han hellere trøste dig og muntre dig op.

 

Synes hvert fald ikke Tots reaktion lyder underlig.

 

Stort knus til dig.

[Doberfan]

Jeg har heller ikke oplevet at en hund har sørget eller ledt. Sadie er den eneste af vores der har været alenehund efter at vi mistede en ældre. Sadie var med inde og snuse/sige farvel til Dini og hun opførte sig ganske normalt bagefter.

 

Siden da har vi altid haft to eller tre "overlevende" efter at vi har måttet sige farvel til en, og der har de "overlevende" ikke været med, ved ikke om det gør en forskel at der er en større flok?

 

Men kan sagtens forestille mig, at den yngre hund fornemmer at den ældre/syge hund er svag og udsat og derfor ret hurtigt accepterer at den er væk.

[anne-lise hansen]

Da min 1´ste hund blev aflivet oplevede jeg at min 2´den hund søgte og ledte efter hende i en uges tid ( mindst ) hvor han heller ikke spiste noget , men hun var også en meget bestemt dame ! hvis de mødtes i en dør gik han baglæns ! det var sådan lidt ligesom Dronningen og Prins Henrik - 3 skridt bagved tak. Så det er nok lidt det jeg stadig venter at Tot skal gøre.

[Maria84]

Det gør mig ondt at han ikke er her mere :ae: Det er første gang jeg har to hunde, så jeg har ikke oplevet det endnu. Men det må ikke være rart at se på, hvis den ene sørger meget over den anden, oven i ens egen sorg.

[anne-lise hansen]

Det gør mig ondt at han ikke er her mere :ae: Det er første gang jeg har to hunde, så jeg har ikke oplevet det endnu. Men det må ikke være rart at se på, hvis den ene sørger meget over den anden, oven i ens egen sorg.

Det var også hårdt for jeg kunne jo ikke hjælpe ham , men jeg har dog ikke oplevet det så udpræget hos de hunde jeg har haft efter.

[Eris]

Min moster og tante havde to siberian husky, hvoraf den ældste, Enuk, var respekteret af den yngre, Siko. Siko rørte fx ikke en godbid, hvis Enuk ikke havde fået en først. Det var så tydeligt at de var en tæt flok, og at de havde styr på rangordenen..

Da Enuk blev aflivet, gik Siko rundt og hylede og ledte efter Enuk i en hel uge.. Måske det havde været anderledes, hvis han havde set Enuk sove ind?