Rigtig ked af det, har brug for gode råd

[Trinek]

Jeg er så glad for du vender tallerkenen. I skal nok få et godt hundeliv:5up:

[Missing]

Bliv sur på mig alt det du vil. Jeg har ikke skrevet noget, der er grimt nogen steder. Jeg skrev at det kræver en kæmpe indsats. Som nævnt senere er min erfaring med andres børn og hunde, at det ikke lykkes særlig tit..desværre.

 

men held og lykke med det

[Gæst Selune]

Man kan ikke bare sammenligne de to situationer. De to børn er forskellige individer ligesom du og TS er forskellige. Vi gør allesammen tingene forskelligt.

 

 

Der ER s'gu ærlig talt tale om dyremishandling, hvis så stort et barn sparker en hvalp i hovedet. En 5-årig er faktisk ret fornuftig og burde kunne nås. Tænk blot på, hvor mange tunge pligter 5-årige har ude omkring verden?!

 

Jeg ville bestemt også i denne situation råde til enten at inddrage den datter OMHYGGELIGT og under overvågning eller også smide håndklædet i ringen og omplacere den arme hvalp.

 

Dyremishandling???

 

Vær venlig at forklar, hvad dyremishandling er for dig. Og hvad har "tunge pligter 5-årige har ude omkring i verden" med mit problem af gøre?

[Gæst Selune]

Bliv sur på mig alt det du vil. Jeg har ikke skrevet noget, der er grimt nogen steder. Jeg skrev at det kræver en kæmpe indsats. Som nævnt senere er min erfaring med andres børn og hunde, at det ikke lykkes særlig tit..desværre.

 

men held og lykke med det

 

Hvis der er vilje og kampgejst nok, så er chancerne for det skal lykkedes væsentlig større end bare at kaste håndklædet i ringen.

 

Og tak, er sikker på det nok skal gå...jeg kaster IKKE håndklædet i ringen

[Gæst Selune]

Jeg er så glad for du vender tallerkenen. I skal nok få et godt hundeliv:5up:

 

[Gæst DorteDK]

Jeg er enig med Umulia her, barnet skal ikke have sin vilje - man må kunne lære et 5 årigt barn hvordan man omgås en hund.

Jeg har ingen børn selv så er nok ikke den bedste til at svare på dette spørgsmål.

Jeg har en niece jeg ser hver 3. Uge ca og hende har jeg lært hvordan mine hunde skal omgås og hvordan man generelt behandler hunde /dyr i det hele taget

 

Måske det var en ide at få en "fremmede" til at forklare din datter hvordan man behandler en hund og især en hvalp?

 

Jeg var på barselsbesøg hos en kollega sidste sommer, hun havde i forvejen en datter på 7 år og havde lige født en lille pige. Den 7 årig var meget jalous på den lille ny og det gik udover den lille dsg hund de har. Hun fyrede en fodbold lige i hovedet på hunden moren sagde intet, så gjorde hun det igen lige ind i siden på den lille hund med fodbolden. Da kunne jeg ikke holde mund, vi fik en snak om det, både datter og moren blev sure på mig. Moren fortalte at hun gav tit den store hvad hun bad om, da hun ikke ville gøre hende mere jalous, hmmm da blev jeg endnu mere sur og blev nødt til at køre hjem igen.

Efter jeg kørte fik de en lang snak mor og datter og i dag behandler hun hunden som man skal det har taget sin tid men jeg tror på det kan lykkes, men barnet skal ikke have sin vilje !

[Therese]

Jeg må ærlig talt indrømme, at jeg bliver lidt provokeret af folk der skriver hunden skal omplaceres. Jeg er en ansvarlig hunde ejer, og min hund er mit andet barn - dvs. jeg passer godt på hende. Hvis jeg mente dette problem ikke kunne løses og at min hund blev mishandlet eller på andet måde var utryg i vores hjem, så var jeg da den første til at finde et andet hjem til hende. Også selvom det ville være afsindigt svært for mig, min hund skal have det bedste!

 

Så når Beaglepack skriver at "min opfattelse er, at du ikke har snakket med din datter" og "omplacer, så den kan få et ordentlig hundeliv" og Missing skriver "hvis det ikke enten skal ende med omplacering, bid eller aflivning, så kræver det en kæmpe indsats fra din side. Desværre må jeg indrømme, at jeg tænker det er for sent, når hunden allerede har det skidt med din datter", så bliver jeg faktisk lidt sur.

Selvfølgelig har jeg talt med min datter, det er logik for mig, at gøre det når hun gør noget forkert. Om hunden har et godt hundeliv, det må være op til dig at vurdere Beaglepack.

 

Som Therese skriver, så er det et problem der er opstået, dvs. det har stået på et par uger og ikke i de 6 måneder vi har haft hende. Min datter og hund har haft et god forhold til hinanden, min datter er bare inde i en dum periode pt. som jeg skal have gjort noget ved. Og problemet er kun inden for. Når hun er med på tur, er der ingen problemer. Hunden er meget obs på hende uanset om hun er hjemme eller lige ude på legepladsen, så beskytter genet er der stadig, hvilke jeg tolker positivt, ligesom hunden også er glad for at se min datter om morgenen.

 

Jeg vil starte med at lave lidt forsigtige lege på gulvet med hund, datter, mand og jeg. Noget med nogle lækre godbidder, forsigtigt nusse/røre ved hund og give vores datter ros, når hun gør det rigtige og lade hende se reaktionen på hunden, når det er rart det der sker.

 

Det skal nok lykkedes og min lille hustyran skal ikke have det sidste ord herhjemme!

Synes det lyder som en rigtig fornuftig ide! Jeg krydser fingre for at det vil hjælpe og ændre din datters syn på hunden

[Dina]

Dyremishandling???

 

Vær venlig at forklar, hvad dyremishandling er for dig. Og hvad har "tunge pligter 5-årige har ude omkring i verden" med mit problem af gøre?

Det er ikke specielt svært at forklare, hvad dyremishandling betyder. Det er ganske enkelt, når et dyr mishandles. Og en hvalp, der pludselig sparkes, tror jeg, at de fleste ville kalde mishandling?!

 

Det er forøvrigt også synd for din datter, at hun kan finde på at sparke en hvalp. Børn og hunde hører sammen - hvis børnene altså opdrages til at forstå og tage hensyn til hundene. Hundene behøver ikke at opdrages til at forstå børnene. De har normalt et naturligt stort hjerte for børn.

 

De tunge pligter nævnte jeg for at understrege, at din datter faktisk ikke blot er et lille barn, som ikke bør kunne forstå alvoren i sin handling, men også et fornuftsvæsen.

[PinPoynter]

Det er ikke specielt svært at forklare, hvad dyremishandling betyder. Det er ganske enkelt, når et dyr mishandles. Og en hvalp, der pludselig sparkes, tror jeg, at de fleste ville kalde mishandling?!

 

Det er forøvrigt også synd for din datter, at hun kan finde på at sparke en hvalp. Børn og hunde hører sammen - hvis børnene altså opdrages til at forstå og tage hensyn til hundene. Hundene behøver ikke at opdrages til at forstå børnene. De har normalt et naturligt stort hjerte for børn.

 

De tunge pligter nævnte jeg for at understrege, at din datter faktisk ikke blot er et lille barn, som ikke bør kunne forstå alvoren i sin handling, men også et fornuftsvæsen.

 

Der skrives "sparker ud efter", ikke "sparker". Og det er nok ikke rart for hunden, men det er vel ikke mishandling?

[Dina]

Der skrives "sparker ud efter", ikke "sparker". Og det er nok ikke rart for hunden, men det er vel ikke mishandling?

Der skrives også "når min datter kommer hen til mig, sætter hunden sig om bag min ryg eller løber ovenpå. Hvis hun kunne, hoppede hun op i min lomme", så nej - helt rart for hunden er det nok ikke. Det vil jeg uden at blinke kalde mishandling. Eller er det først mishandling den dag, hvor datteren rammer?

 

Ingen tvivl om, at datter og hund trænger til en gevaldig kursændring i deres forhold. Inden længe er hunden stor, og en utryg schæferhund er ikke et specielt rart indslag i en familie. Noget må der gøres.

 

Og det bliver der så, kan jeg læse. Jeg krydser fingre.

[Biene]

Jeg fik min første schæferhund kort tid før min datter fyldte 5 år, hun havde det fint med hunden og omvendt. Så et barn på 5 år kan sagtens lære at omgåes hunde.

[Gæst Chewie]

Jeg tror at din datter trænger til at have lidt tid med dig ALENE, helt uden hunden hver dag - og hunden trænger til at kunne være helt tryg et sted imens, så fx sæt et børnegitter op for døren til soveværelset og lær hunden at slappe af imens du og din datter leger - så kan hunden høre jer og være tryg. Lav DEREFTER noget sammen alle tre, når din datter har fået mor-nok tid. Selv med vores to hunde, laver vi ikke alt sammen - de får også alene-tid Jeg er sikker på, at du vil alle det bedste og allerede har gjort en masse for at afhjælpe situationen. Det er super-vigtigt at et barn lærer, at man altid skal være sød ved dyr - også selv om man kan synes de er træls. Held og lykke

[Gæst Sus&Siku]

Tja kender godt TS situation, har selv en 5 årig datter(enebarn).

 

Vi havde havde meget jalousi probl, da vores hund var hvalp sidste år. Min datter græd, var sur og frusteret over, at hvalpen skulle have så meget opmærksomhed. Min datter har mange gange sagt, at hun ville helst have, at vi sendte hunden retur, hjem til dens egen mor osv.

 

Min datter har dog aldrig sparket, slået eller lign, nok fordi hun har været "bange" for hunden. Her valgte hunden at lege "jagt" med min datter i hvalpe mdr. Så hun er blevet snappet i, sprunget op ad(væltet)og hunden har bidt sig fast i hendes nederdele/trøjer.

 

For at løse prob mellem datter og hund, har jeg forklaret "hvad er en god kammerat?". At hun skal være en god ven, så vil hunden også være god ved hende m.m. Her blev min datter medinddraget i hunden, både i hjemmetræning og på gåture. Og ikke mindst, de har lært at være rolige sammen i sofaen, hvor de kan putte stille sammen under dynen.

I dag hvor hunden er 1½ år, er de bedste venner.

 

Jeg satte en hulens masse regler op, som jeg ikke troede var nødvendige. Fx at udendørs skulle datter og hund have hver deres have. At indendørs skulle et hvalpehegn/gitter op foran datters dør til hendes værelse(så datteren kunne lege i fred). At datteren skulle med på mindst een gå/marktur, hvor vi trænede tilkald(gav masser af succes til datteren).

Og nok det vigtigste, at datteren ikke skulle lege vildt med hunden! Det kammede altid over, så enten græd min datter eller hunden gøede i et væk. I dag kan de fint lege gemmeleg med kiks eller med boldt i kortere tid uden probl.

Óg at lave noget sjovt sammen, hvor både datter og hund er med, fx besøge Himmelbjerget eller tage på skovtur. Vi bor på landet, med vildt på markerne. Her ledte vi efter rævegrave, spor efter då/rådyr og kiggede efter harer og fasaner.

 

Ved ikke, om du kan bruge det til noget? Men det kan lykkes for jer

[Umulia]

Jeg tror at din datter trænger til at have lidt tid med dig ALENE, helt uden hunden hver dag

 

Vil det ikke kun bekræfte hende i at alt det sjove kun sker når hunden ikke er der? :hmm:

[Gæst Chewie]

Vil det ikke kun bekræfte hende i at alt det sjove kun sker når hunden ikke er der? :hmm:

 

Nej, slet ikke - det skulle jo også gerne være sjovt SAMMEN med hunden. Det bekræfter hende bare i, at det stadig er HENDES mor, der vil hende 100% indimellem. Hvis man har 2 børn, som jeg har, så laver man jo også ting med dem hver for sig og koncentrerer sig 100% om kun dem i den tid.

[Gæst Sus&Siku]

Glemte lige... Hvis din datter synes, at jeres hund er "dum og ikke gider den"?

 

Spørg pædagogerne i børnehaven, om du må tage hunden med, når du henter datteren. Så vil din datter opleve, at andre børn synes at hunden er sød, kær og sjov. Jeg har et par gange taget vores hund med i børnehaven, hvor min datters veninder kredsede om hunden.

Hjemme fik vi efterfølgende en snak om, at min datter var heldig, at hun havde en sød og kær hund, som hendes veninder gerne ville have!

 

Det samme gælder, når min datter har legekammerater med hjemme. Veninderne synes, at hunden er den sødeste og sjoveste. De får ikke lov til at lege med hunden, men sidder stille og aer den.

[Dina]

Glemte lige... Hvis din datter synes, at jeres hund er "dum og ikke gider den"?

 

Spørg pædagogerne i børnehaven, om du må tage hunden med, når du henter datteren. Så vil din datter opleve, at andre børn synes at hunden er sød, kær og sjov. Jeg har et par gange taget vores hund med i børnehaven, hvor min datters veninder kredsede om hunden.

Hjemme fik vi efterfølgende en snak om, at min datter var heldig, at hun havde en sød og kær hund, som hendes veninder gerne ville have!

 

Det samme gælder, når min datter har legekammerater med hjemme. Veninderne synes, at hunden er den sødeste og sjoveste. De får ikke lov til at lege med hunden, men sidder stille og aer den.

Du er vist en listig kvinde. :5up:

[Gæst Sus&Siku]

Du er vist en listig kvinde. :5up:

 

Haha... børnepædagogik på det laveste plan Men det virker!

[Gæst Chewie]

Glemte lige... Hvis din datter synes, at jeres hund er "dum og ikke gider den"?

 

Spørg pædagogerne i børnehaven, om du må tage hunden med, når du henter datteren. Så vil din datter opleve, at andre børn synes at hunden er sød, kær og sjov. Jeg har et par gange taget vores hund med i børnehaven, hvor min datters veninder kredsede om hunden.

Hjemme fik vi efterfølgende en snak om, at min datter var heldig, at hun havde en sød og kær hund, som hendes veninder gerne ville have!

 

Det samme gælder, når min datter har legekammerater med hjemme. Veninderne synes, at hunden er den sødeste og sjoveste. De får ikke lov til at lege med hunden, men sidder stille og aer den.

 

God idé, men som jeg ser det, ikke før efter et stykke tid med alene-tid med moderen hver dag og hun og hunden er ved at opbygge et godt forhold igen. Hvis det er for tidligt, KAN det jo udløse yderligere jalousi fra pigen side, da selv veninderne fiser hen til hunden og synes den er ÅH, så sød. Bliver det senere i forløbet, kan det jo være med til at forstærke hendes glæde og stolthed over hunden og at det er hendes - ikke moderens..

[Gæst Sus&Siku]

God idé, men som jeg ser det, ikke før efter et stykke tid med alene-tid med moderen hver dag og hun og hunden er ved at opbygge et godt forhold igen. Hvis det er for tidligt, KAN det jo udløse yderligere jalousi fra pigen side, da selv veninderne fiser hen til hunden og synes den er ÅH, så sød. Bliver det senere i forløbet, kan det jo være med til at forstærke hendes glæde og stolthed over hunden og at det er hendes - ikke moderens..

 

Kommer jo også an på hunden, om den er tryg ved så mange larmene børn?

 

Her gik jeg ind på legepladsen(i børnehaven)med hunden(1 gang var den bare en bette hvalp). Fandt min datter, gav hende snoren, så hun kunne vise hunden frem.

De andre gange hvor hunden har været med, er vi nærmest blevet "overfaldet" af en flok unger, som kom løbende hen til os. Min datter har følt sig som noget særligt, når hun kunne vise hunden frem. At hun selv kan holde snoren, hunden følger pænt med osv.

 

En succes oplevelse for min datter. I dag spørger hun engang imellem, om jeg ikke kan tage hunden med, når jeg henter hende om fredagen.

 

Meeeen ja, som forældre skal vi ikke glemme børnene. Selvfølgelig skal vi lave noget særskilt med dem, hvor hunden ikke er involveret. Hmm når jeg idag roser hunden, kan min datter stadig spørge: Er jeg også dygtig?. Jeg har brugt megen tid på, at sige, at min datter er nr 1 og hunden er nr 2. (igen børnepædagogik, som ikke kan misforståes).

[Ninjamor]

Jeg har holdt mig ude af denne diskussion da jeg har en fornemmelse af, at det jeg vil komme med ikke helt passer ind i den gængse mening om børneopdragelse.

 

Nu kommer det imidlertid.

 

Der er handlinger vi accepterer fra andre mennesker, her iblandt børn, og handlinger vi ikke vil acceptere, okay?

 

Ligesom der er handlinger fra vore hunde vi bare ikke vil se.

 

Når vi taler om hunde taler vi ofte om "brandslukning", altså at stoppe en given uhensigtsmæssig adfærd med alle forhåndenværende midler. Brandslukning fungerer også på børn og der har vi den fordel efterfølgende at kunne tale, forklare og appellere til barnet.

 

Hvis vi forestiller os, at et barn skal lige til at foretage sig noget farligt, stopper vi barnet straks. I den aktuelle situation er der en pæn sandsynlighed for, at der er en langtidsskadelig virkning af barnets adfærd idet hunden senere vil kunne finde på at bide i forsvar. Det skal stoppes!

 

I min verden ville det ikke være forfærdeligt i denne situation at tage fat i mit barn og skælde kraftigt ud, så hun forstår at uanset hvad hun føler lige der, så vil jeg ikke acceptere at hun gør et andet væsen fortræd. Det handler om noget så simpelt som respekt for det jeg siger til mit barn.

 

Sideløbende ville jeg arbejde på jalousien og muligvis spørge pædagogerne hvad de har erfaring for fungerer bedst omkring jalousi og barnet, som de jo kender. Når der er så voldsom jalousi, at det kommer til udtryk gennem voldelig adfærd, synes jeg under alle omstændigheder der skal tages fat på det nu for barnets egen skyld, hun har det jo skidt med det og det kan følge hende op gennem livet i alle hendes dybe relationer.

[Tullemus]

Jeg har holdt mig ude af denne diskussion da jeg har en fornemmelse af, at det jeg vil komme med ikke helt passer ind i den gængse mening om børneopdragelse.

 

Nu kommer det imidlertid.

 

Der er handlinger vi accepterer fra andre mennesker, her iblandt børn, og handlinger vi ikke vil acceptere, okay?

 

Ligesom der er handlinger fra vore hunde vi bare ikke vil se.

 

Når vi taler om hunde taler vi ofte om "brandslukning", altså at stoppe en given uhensigtsmæssig adfærd med alle forhåndenværende midler. Brandslukning fungerer også på børn og der har vi den fordel efterfølgende at kunne tale, forklare og appellere til barnet.

 

Hvis vi forestiller os, at et barn skal lige til at foretage sig noget farligt, stopper vi barnet straks. I den aktuelle situation er der en pæn sandsynlighed for, at der er en langtidsskadelig virkning af barnets adfærd idet hunden senere vil kunne finde på at bide i forsvar. Det skal stoppes!

 

I min verden ville det ikke være forfærdeligt i denne situation at tage fat i mit barn og skælde kraftigt ud, så hun forstår at uanset hvad hun føler lige der, så vil jeg ikke acceptere at hun gør et andet væsen fortræd. Det handler om noget så simpelt som respekt for det jeg siger til mit barn.

 

Sideløbende ville jeg arbejde på jalousien og muligvis spørge pædagogerne hvad de har erfaring for fungerer bedst omkring jalousi og barnet, som de jo kender. Når der er så voldsom jalousi, at det kommer til udtryk gennem voldelig adfærd, synes jeg under alle omstændigheder der skal tages fat på det nu for barnets egen skyld, hun har det jo skidt med det og det kan følge hende op gennem livet i alle hendes dybe relationer.

 

Fuldkommen enig :5up:

 

Havde skrevet næsten det samme i mit slettede opslag.

[Gæst Sitto]

Jeg har holdt mig ude af denne diskussion da jeg har en fornemmelse af, at det jeg vil komme med ikke helt passer ind i den gængse mening om børneopdragelse.

 

Nu kommer det imidlertid.

 

Der er handlinger vi accepterer fra andre mennesker, her iblandt børn, og handlinger vi ikke vil acceptere, okay?

 

Ligesom der er handlinger fra vore hunde vi bare ikke vil se.

 

Når vi taler om hunde taler vi ofte om "brandslukning", altså at stoppe en given uhensigtsmæssig adfærd med alle forhåndenværende midler. Brandslukning fungerer også på børn og der har vi den fordel efterfølgende at kunne tale, forklare og appellere til barnet.

 

Hvis vi forestiller os, at et barn skal lige til at foretage sig noget farligt, stopper vi barnet straks. I den aktuelle situation er der en pæn sandsynlighed for, at der er en langtidsskadelig virkning af barnets adfærd idet hunden senere vil kunne finde på at bide i forsvar. Det skal stoppes!

 

I min verden ville det ikke være forfærdeligt i denne situation at tage fat i mit barn og skælde kraftigt ud, så hun forstår at uanset hvad hun føler lige der, så vil jeg ikke acceptere at hun gør et andet væsen fortræd. Det handler om noget så simpelt som respekt for det jeg siger til mit barn.

 

Sideløbende ville jeg arbejde på jalousien og muligvis spørge pædagogerne hvad de har erfaring for fungerer bedst omkring jalousi og barnet, som de jo kender. Når der er så voldsom jalousi, at det kommer til udtryk gennem voldelig adfærd, synes jeg under alle omstændigheder der skal tages fat på det nu for barnets egen skyld, hun har det jo skidt med det og det kan følge hende op gennem livet i alle hendes dybe relationer.

Helt enig :5up:

Herhjemme ville der øjeblikkeligt blive skældt ud, hvis jeg så en af min mands drenge, sparke ud efter hundene. Om det så hvad jalousi eller hvad det var. Det måtte der arbejdes på bagefter - men at lade jalousien komme til udtryk ved at sparke efter en hund, ja det ville godt nok udløse en "skideballe" asap!

[Gæst Beaglepack]

Så når Beaglepack skriver at "min opfattelse er, at du ikke har snakket med din datter" og "omplacer, så den kan få et ordentlig hundeliv" og Missing skriver "hvis det ikke enten skal ende med omplacering, bid eller aflivning, så kræver det en kæmpe indsats fra din side. Desværre må jeg indrømme, at jeg tænker det er for sent, når hunden allerede har det skidt med din datter", så bliver jeg faktisk lidt sur.

Selvfølgelig har jeg talt med min datter, det er logik for mig, at gøre det når hun gør noget forkert. Om hunden har et godt hundeliv, det må være op til dig at vurdere Beaglepack.

 

Du må være sur alt det du vil. Jeg forholder mig til det du skriver i dit første indlæg. Og her ser jeg det kun med hundens øjne. Jeg har også børn - som dog er voksne nu og som forældre må man også være i stand til at kunne vurdere hvorvidt ens barn/børn kan leve sammen med en hund uanset race.

 

Så ja - jer ser stadig (efter at have læst videre på tråden) en omplacering af hunden som det bedste af hensyn til til den og af hensyn til barnet

[Gæst Sus&Siku]

Jeg tænker, at hvis moderen tager fat i sin datter, skælder kraftigt ud over hendes tilgang til hunde, vil det kun forværre situationen! At datteren bliver endnu mere jaloux på hunden.

 

"hvorfor kan mor bedre lide hunden end mig?"

"mor er altid sammen med hunden, har hun glemt mig?"

"jeg vil også være med(opmærksomhed), bliver afvist og skæld ud"

"hunden er dermed rigtig dum!"

 

Børn er ikke medfødt med empati, det skal de lære...

 

Selvfølgelig skal der sættes grænser for opførsel! Men konflikter dagligt løser intet, det vil kun forværre situationen.

Så hellere være små-pædagogisk

 

Gad vide om deres hund ikke selv siger fra? Knurre/gøer? Men de skal lære at "finde hinandens grænser"... Hos os var det nemt, vores hund "terrier-gøer", når han er utilfreds/noget skal stoppes. Her har de fundet hinanden, respektere hinandens grænser. Dermed ikke sagt, at det er iorden at slå/sparke/hive i halen/skubbe/drille hunden!

Jeg har hverken "overbeskyttet" min datter eller hund, da der var probl(i hvalpetiden). Hunden legede jagt, snappede, hoppede op/væltede min datter, bed sig fast i nederdele/ærmer. Min datter lærte hurtigt, at hun ikke skulle løbe med armene ud til siderne, at hun ikke skulle skrige eller tage hundens legetøj. Samtidigt lærte hunden, at han ikke skulle få min datter til at græde, så kom jeg ind i billedet! Datteren lærte at Nej, var Nej, ligesom hunden også lærte det.

 

Det sidste man ønsker er, at hunden bider sit barn, derfor skal det stoppes hurtigst muligt.