Hund tilbage til opdrætter?

[Hopsa]

Jeg ser ikke opdrættere som overmennesker, der er helt klart nogle med bredere hundeerfaring end andre, hvor køberen af en hvalp faktisk har større kompetence ift. en bestemt træningsform eller andet. Jeg synes det virker som om en del her er ekstremt sort hvide i dette spørgsmål. Sådan oplever jeg det ikke - jeg har forkøbsret for at sikre den enkelte hund bedst muligt og fordi jeg har en ret specifik interesse i mit eget opdræt. Jeg ønsker ikke at se en hund som jeg har lagt mange års arbejde i at frembringe, men omtanke og hensyn til racen og samarbejdspartnere, blive opkøbt af en hvalpeproducent som jeg aldrig selv ville sende en hund hjem til. Jeg er ret specifik omkring udvælgelsen af hvalpekunder og står konsekvent til rådighed hele hundens liv, sådan at situationer der muligvis kunne udvikle sig til problemer, bliver løst inden det bliver svært. Dette betyder at mine hvalpekunder føler sig trygge ved at kontakte mig og osse hellere vil sende en hund her hjem, frem for at sende den videre til nogle de ikke kender rigtig godt.

Jeg har en enkelt gang stået med en hvalpekunde som så sig nødsaget til at finde et andet hjem til sin hund. Hun havde et godt hjem i kikkerten og kontaktede mig. Vi havde nogle samtaler omkring dette og aftalen blev at det nye hjem underskrev en kontrakt, tilsvarende den oprindelige, og hunden blev sendt direkte videre der til. Men det skete altså ikke uden min accept og det er dét det handler om for mig. Det er ikke det nemmeste i verden at skulle tage imod en voksen hund, men det er nu engang det ansvar man må tage på sig når man har valgt at være opdrætter, det er ihvertfald den holdning jeg har. Og om det er en voksen hund eller en hvalp, så har man ansvar for at bruge den tid det tager at finde det rigtige hjem, for det er jo osse det der kan være problemet i en familie der skal af med deres hund, de mangler den nødvendige tid og overskudet til at det bliver gjort omhyggeligt og til fordel for hunden.

[korvis]

Jeg ser ikke opdrættere som overmennesker, der er helt klart nogle med bredere hundeerfaring end andre, hvor køberen af en hvalp faktisk har større kompetence ift. en bestemt træningsform eller andet. Jeg synes det virker som om en del her er ekstremt sort hvide i dette spørgsmål. Sådan oplever jeg det ikke - jeg har forkøbsret for at sikre den enkelte hund bedst muligt og fordi jeg har en ret specifik interesse i mit eget opdræt. Jeg ønsker ikke at se en hund som jeg har lagt mange års arbejde i at frembringe, men omtanke og hensyn til racen og samarbejdspartnere, blive opkøbt af en hvalpeproducent som jeg aldrig selv ville sende en hund hjem til. Jeg er ret specifik omkring udvælgelsen af hvalpekunder og står konsekvent til rådighed hele hundens liv, sådan at situationer der muligvis kunne udvikle sig til problemer, bliver løst inden det bliver svært. Dette betyder at mine hvalpekunder føler sig trygge ved at kontakte mig og osse hellere vil sende en hund her hjem, frem for at sende den videre til nogle de ikke kender rigtig godt.

Jeg har en enkelt gang stået med en hvalpekunde som så sig nødsaget til at finde et andet hjem til sin hund. Hun havde et godt hjem i kikkerten og kontaktede mig. Vi havde nogle samtaler omkring dette og aftalen blev at det nye hjem underskrev en kontrakt, tilsvarende den oprindelige, og hunden blev sendt direkte videre der til. Men det skete altså ikke uden min accept og det er dét det handler om for mig. Det er ikke det nemmeste i verden at skulle tage imod en voksen hund, men det er nu engang det ansvar man må tage på sig når man har valgt at være opdrætter, det er ihvertfald den holdning jeg har. Og om det er en voksen hund eller en hvalp, så har man ansvar for at bruge den tid det tager at finde det rigtige hjem, for det er jo osse det der kan være problemet i en familie der skal af med deres hund, de mangler den nødvendige tid og overskudet til at det bliver gjort omhyggeligt og til fordel for hunden.

Kan sagtens se din side af sagen, absolut.

 

Men se det fra min side - sådan rent hypotetisk. Hvis jeg blev nødt til at omplacere Iso, nu. Jeg har hentet hende i Belgien, efter flere års søgen. Jeg har trænet hende fra hun var 8 uger og én dag gammel, sørget for at hun var rustet til "livets alvor", og har lagt liv, sjæl og hjerte i hende. Hun har desværre fået nogle knubs undervejs, uundgåelige og uforudsigelige, og det gør ondt helt ind i mit hjerte at det skulle ske. Hun har derfor et problem med fremmede hunde, hvilket jeg altid er meget obs på, og støtter hende hver gang vi er blandt andre hunde. Det ligger mig meget på sinde at hun ALDRIG skal komme i en situation hvor hun føler sig trykket af en anden hund, så jeg sørger for at altid ha' et øje på hver finger, og prøver at lære hende hvordan vi bedst tackler de situationer hvor hun er nødt til at være blandt andre hunde. Med succes, heldigvis! Jeg kan jo læse hende nærmest før hun viser nogle som helst signaler, fordi jeg kender hende så godt. Jeg er sammen med Iso i al min ledige tid, kender hende ud og ind, arbejder med hende hver dag. Jeg ELSKER den hund af hele mit hjerte! Hvordan fanden skulle jeg dog kunne overlade hendes videre skæbne til en opdrætter, som jeg godt nok har stor respekt for som opdrætter - men som jeg faktisk ikke kender udover det..?? En opdrætter som ikke en gang kan Iso's sprog, ikke kan bruge de grundlæggende kommandoer? Hvordan skulle jeg kunne gå med til at overlade min elskede Iso til en så ukendt verden, frem for nogen som jeg kender, og som jeg ved har forståelse for Iso's "special needs" ifm. andre hunde, og hvor jeg kan lade vedkommende lære Iso at kende før den endelige overtagelse?

 

Jeg synes virkelig det er positivt at opdrættere har en ærlig interesse for hvad der sker med deres opdræt, ingen tvivl om det. Men det er ikke altid opdrætteren er det helt oplagte sted at levere hunden tilbage til, indimellem er det måske bedre at ejeren selv finder et passende hjem. Selvfølgelig skal opdrætter altid informeres - selvfølgelig! Men at sådan helt bestemt sige at en omplacering partout skal hjem til opdrætter igen - den er jeg ikke enig i...

[Gæst 1stkholm]

I min kontrakt på Odin, er der forkøbsret for opdrætter. Jeg går ud fra det vil sige at opdrætter skal have tilbudet som den første, hvis jeg en dag skulle gå af med ham, men ikke er tvunget til at tage ham? Beløb er der dog ikke skrevet på. Jeg vil være helt tryg ved at sende ham tilbage dertil. Jeg VED at min opdrætter har et KÆMPE netværk i store dele af verdenen indenfor dobermann

[Hopsa]

Kan sagtens se din side af sagen, absolut.

 

Men se det fra min side - sådan rent hypotetisk. Hvis jeg blev nødt til at omplacere Iso, nu. Jeg har hentet hende i Belgien, efter flere års søgen. Jeg har trænet hende fra hun var 8 uger og én dag gammel, sørget for at hun var rustet til "livets alvor", og har lagt liv, sjæl og hjerte i hende. Hun har desværre fået nogle knubs undervejs, uundgåelige og uforudsigelige, og det gør ondt helt ind i mit hjerte at det skulle ske. Hun har derfor et problem med fremmede hunde, hvilket jeg altid er meget obs på, og støtter hende hver gang vi er blandt andre hunde. Det ligger mig meget på sinde at hun ALDRIG skal komme i en situation hvor hun føler sig trykket af en anden hund, så jeg sørger for at altid ha' et øje på hver finger, og prøver at lære hende hvordan vi bedst tackler de situationer hvor hun er nødt til at være blandt andre hunde. Med succes, heldigvis! Jeg kan jo læse hende nærmest før hun viser nogle som helst signaler, fordi jeg kender hende så godt. Jeg er sammen med Iso i al min ledige tid, kender hende ud og ind, arbejder med hende hver dag. Jeg ELSKER den hund af hele mit hjerte! Hvordan fanden skulle jeg dog kunne overlade hendes videre skæbne til en opdrætter, som jeg godt nok har stor respekt for som opdrætter - men som jeg faktisk ikke kender udover det..?? En opdrætter som ikke en gang kan Iso's sprog, ikke kan bruge de grundlæggende kommandoer? Hvordan skulle jeg kunne gå med til at overlade min elskede Iso til en så ukendt verden, frem for nogen som jeg kender, og som jeg ved har forståelse for Iso's "special needs" ifm. andre hunde, og hvor jeg kan lade vedkommende lære Iso at kende før den endelige overtagelse?

 

Jeg synes virkelig det er positivt at opdrættere har en ærlig interesse for hvad der sker med deres opdræt, ingen tvivl om det. Men det er ikke altid opdrætteren er det helt oplagte sted at levere hunden tilbage til, indimellem er det måske bedre at ejeren selv finder et passende hjem. Selvfølgelig skal opdrætter altid informeres - selvfølgelig! Men at sådan helt bestemt sige at en omplacering partout skal hjem til opdrætter igen - den er jeg ikke enig i...

 

Jamen hvorfor skulle du osse det?

Hvor skriver jeg at det altid og til enhver tid er eneste mulighed og løsning at sende hvalpen hjem til opdrætter?

Jeg har da svært ved at tro at en opdrætter uden for landets grænser, ville insistere på at hunden blev kørt ud af landet for at flytte ind i et hjem som dens ejer ikke har haft kontakt med i flere år. Men at en opdrætter vil vide hvor et afkom lander og vil holdes opdateret og i øvrigt have samme kriterier for køb/salg som altid, det ser jeg ikke som andet end grundlæggende ansvar og interesse for hvad man selv har bragt til verden.

Jeg er ikke helt sikker på hvor det er du mener vi er uenige?

[korvis]

Jamen hvorfor skulle du osse det?

Hvor skriver jeg at det altid og til enhver tid er eneste mulighed og løsning at sende hvalpen hjem til opdrætter?

Jeg har da svært ved at tro at en opdrætter uden for landets grænser, ville insistere på at hunden blev kørt ud af landet for at flytte ind i et hjem som dens ejer ikke har haft kontakt med i flere år. Men at en opdrætter vil vide hvor et afkom lander og vil holdes opdateret og i øvrigt have samme kriterier for køb/salg som altid, det ser jeg ikke som andet end grundlæggende ansvar og interesse for hvad man selv har bragt til verden.

Jeg er ikke helt sikker på hvor det er du mener vi er uenige?

 

Vi er jo ikke nødvendigvis uenige - det er bare mit bud på hvordan det kan se ud fra "den anden side". Jeg er helt enig i at opdrætter har ret til at vide hvor deres afkom befinder sig, så der er vi i hvert fald ikke uenige!

 

Men dér hvor vores interesser måske adskiller sig noget er jo det med tilbagekøbsklausul. Hvor du som opdrætter vil sikre dig retten til at købe hunden tilbage hvis du synes det ser galt ud, og hvor jeg vil ha' retten til at selv vælge hvor min hund skal omplaceres, eftersom jeg kender hende bedst. Om opdrætter befinder sig i udlandet eller i nabobyen kan jo sådan set være ligegyldigt, ikke? Iso's belgiske opdrætter kender f.eks. væsentligt mere til Iso end min gamle hunds sjællandske opdrætter kendte min gamle hund. Selv om opdrætteren bor i nabobyen kan det jo være at vedkommende ikke har haft kontakt til hunden i flere år, og så ser jeg ingen grund til at vedkommende skulle ha' større ret til at købe hunden tilbage, end at ejer selv omplacerer.

 

Jeg har jo set nok af dig som opdrætter her på nettet, til at jeg ser dig som en usædvanligt seriøs og ansvarsfuld opdrætter, så "min side af sagen" er egentlig ikke rettet mod dig, men mod så mange andre opdrættere der ikke er som dig. Så egentlig gi'r det jo ikke meget mening at diskutere sagen med dig... Jeg tror bare at virkeligheden ser noget anderledes ud for virkelig mange andre hundeejere, også selv om man har en god opdrætter. I min race bli'r der f.eks. produceret så mange kuld at en opdrætter ikke kan ha' en rigtig tæt kontakt med alle hvalpekøbere. Og her mener jeg så "rigtige opdrættere", og ikke dem der ejer en enkelt tæve og bare laver et hyggekuld eller to på hende. Og det kan jeg forestille mig er gældende for mange lidt større racer...

[Vivi1]

Jeg har samme klausul på min kontrakt, og kan kun se det positive i det. Jeg synes det er meget ansvarligt at opdrætter vil sikre sig at hunden havner et ordentligt sted. Samtidig er jeg sikker på at hvis jeg selv havde fundet et hjem til hunden, og sagde det til hende, ville hun stole på min dømmekraft omkring det valg.

Hun er ikke typen der ser på pengene først, hun ser derimod på hundens tarv, det har hun bevist overfor mig på anden vis. Det er ikke fordi jeg har voldsom kontakt med hende, men jeg ved hun er der, hvis jeg har brug for hende. Fordi sådan er hun bare.

[PBC]

At give hvalpekøbere mulighed for hjælp til omplacering hvis de skulle komme i den ulykkelige situation at de får brug for det, virker på mig ansvarligt og sympatisk.

 

At bede hvalpekøbere om at blive involveret og informeret ifbm. omplacering virker også positivt og seriøst.

 

At kræve en forkøbsret virker som manglende tillid til køber og så bør man slet ikke sælge en hvalp til pågældende køber i første omgang.

 

Jeg vil ikke købe en hvalp af mennesker jeg ikke har tillid til. Jeg ville heller ikke købe hvalp af mennesker, som ikke har tillid til mig.

 

Et helt andet aspekt er at det nok vil være en klausul som vil være overordentlig svær at håndhæve i den virkelige verden.

 

 

vh PBC

[KimJ]

Er en klausul om tilbagekøbsret ikke mere en hensigtserklæring end noget andet? Jeg har meget svært ved at se for mig, at en opdrætter kan håndhæve denne ret, hvis køber skulle vælge at se bort fra den?

[Miss_M]

Ja præcis den med netværket synes jeg er meget relevant, for selvfølgelig vil det ikke altid være en mulighed at en returhund kan blive hos opdrætter, men man må formode at de fleste opdrættere har et stort netværk inden for racen og derved har bedre muligheder for at finde et godt nyt hjem til hunden inden for en overskuelig tidshorisont. Det kan osse være at der er behov for at bruge nogle uger sammen med en returhund, for at kunne vurdere dens behov så den kommer ud i et kvalificeret hjem.

 

Lige præcis.

 

Jeg er så utrolig heldig, at jeg har hele to "opdrættere".

Den ene er den reelle opdrætter, som jeg ses med meget ofte og som jeg har det rigtig godt sammen med og den anden er Siri, som jo har Yodas far, og som har valgt at involvere sig lige så meget i dette kuld som opdrætter.

Tilsammen har de et kæmpe netværk og jeg har set hvordan de allerede en gang har kunne finde et helt perfekt nyt hjem til en af hvalpene.

I dette tilfælde var tilbagekøbs klausulen en helt fantastisk ting for hunden, da tidligere ejer ikke havde nogen interesse i selv at medvirke til at finde et nyt hjem og sandsynligvis bare var blevet solgt til højest bydende.

I sådan et tilfælde kan jeg godt forstå at opdrætterne vælger at tilføje denne klausul!!

 

Der er ingen tvivl om, at det ville være helt anderledes i det tilfælde at jeg skulle af med Yoda.

I praksis er der nok ikke nogen af dem der ville overtage ham, for tvivler på nogen af dem har tiden og matcher ham helt, når det kommer til stykket, selvom der ofte bliver truet med jeg må køre hjem uden hund, når jeg møder dem

Men skulle det brænde på, så ved jeg at jeg kunne få ham passet hos opdrætter(ne) og hun(de) nok skulle tage sig af ham, indtil vi havde fundet det helt rigtige hjem.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om det var noget der ville foregå i fælleskab og alt sammen med hundens ve og vel i centrum.

 

Så for mig er klausulen en hjælp, hvis man skulle stå en en frygtelig svær situation, hvor man i forvejen ikke har det helt sjovt fordi man skal sige farvel til sin elskede hund.

Der er det for mig betryggende at vide, at jeg har mennesker jeg stoler på, med et kæmpe netværk i baghånden.

Tilsammen kender de, helt enormt mange af DK's bc/hundesports folk og det er da med at udnytte det.

 

Men jeg har også et rigtig godt forhold til opdrætterne og har nok mere kontakt til dem, end de fleste har til deres opdrætter.

Det er sådan jeg ønsker det skal være og det kommer også til at smitte af på hvor jeg køber min næste hund fra - Ikke at man skal være venner og sidde skødet af hinanden, men det er for mig vigtigt, at jeg i et eller andet omfang klikker personligt med opdrætter og at vedkommende gider engagere sig i hvalpene.

For det har jeg oplevet som en kæmpe hjælp, når der er opstået spørgsmål og når jeg har skulle bruge hjælp til at løse et problem.

 

Så for mig vil det være helt naturligt at opdrætter skal involveres hvis der skal findes et nyt hjem - Klausul eller ej.

Selvfølgelig er der altid afstikkere fra det og kan godt se udfordringen i en importeret hund, hvor man måske kun har haft online kontakt til opdrætter siden købet.

Men tænker opdrætters netværk stadig kunne være interessant at aktivere i mange tilfælde. Når jeg ser på f.eks de steder hvor Siri har købt sine to nyeste hunde, så er der virkelig et kæmpe netværk på tværs af landegrænserne.

Jeg tvivler også på, at en opdrætter man har et godt forhold til, vil insistere på at tilbagekøbe en hvalp, fremfor at stole på hvalpekøberens vurdering af hunden.

 

Forkøbsretten giver for mig også god mening, ifht. opdrætter rent faktisk synes godt om sit opdræt og gerne vil have lidt indflydelse på hvad der sker med de linjer de har lagt meget arbejde i.

Hvis Siri eller Anita f.eks mente de gerne ville overtage Yoda, fordi de synes han ville passe ind og netop det de håbede at opnå med den parring, jamen så er det da helt OK med mig. Han ville få det fantastisk hos dem begge.

[PBC]

Jeg tror ikke at ret mange seriøse jagthundefolk ville bryde sig om at give opdrætteren en forkøbsret til fx hvalpens pris på en hund som h*n planlægger at arbejde seriøst med hen imod brugsprøver, udstillinger osv.

 

Lad os antage at en ruhåret hønsehundehvalp er solgt for 8 K. 2-3 år senere er den højt præmieret udstillingshund og har bestået foldbrugsprøven. Skulle ejeren af den ene eller anden grund miste evnen til at gå på jagt og derfor ønsker at afhænde hunden til en der kan og vil bruge hunden til det den allerhelst vil i denne verden, ville det da være lidt ufedt at levere den tilbage til opdrætteren for 8 K, når handelsværdien måske er 20-25 K.

 

En FT Spaniel under 3 år som er feljfri og har bestået åben klasse markprøve handles til 15-20 K. Jeg ville aldrig levere sådan en hund tilbage til opdrætteren for hvalpeprisen, hvis jeg kender end god jæger som vil give hunden et godt hjem + 15 K for hunden.

 

Så kan man sige at en god opdrætter da aldrig ville sætte sig imod det. Og det vil sikkert også være rigtigt i 90% af tilfældene, men jeg skal ikke have sådan en (misbilliges) klausul eller (mistillids) forkøbsret hæftet på min hund. For det må jo handle om at opdrætteren i sidste ende ikke har tillid til at den han sælger hvalpen til tager sit ansvar for hunden alvorligt også hvis h*n er nødt til at skille sig af med den.

 

vh PBC

[Drentsche]

Jeg kan også se det her, fra en anden side, da jeg jo også er køber af hvalpe, jeg har aftalt med min mand, og skrevet det ned, at hvis der en dag skulle ske noget med mig, så jeg aldrig, ville kunne tage vare på mine hunde mere, at de forskellige opdrættere fik besked, og at de gerne skulle omplacere hundene, eller i hvert fald hjælpe ham, med at finde de rigtige hjem, jeg er i god kontakt med opdrættere af mine hunde (på nær en enkelt, men hunden derfra, skal aldrig videre, han er psykisk ustabil, så det bliver en anden løsning), så de kender hundene og ser dem jævnligt (også dem fra udlandet) og følger med i vores dagligdag, så jeg ville under ingen omstændigheder, bare lade dem være uvidende, da de har et stort netværk, og har mulighed for, at finde det rigtige hjem til mine hunde. For hvis der sker mig noget alvorligt, ville jeg jo ikke selv kunne finde nye hjem til dem.

[Dorte]

Jeg tror ikke at ret mange seriøse jagthundefolk ville bryde sig om at give opdrætteren en forkøbsret til fx hvalpens pris på en hund som h*n planlægger at arbejde seriøst med hen imod brugsprøver, udstillinger osv.

 

Lad os antage at en ruhåret hønsehundehvalp er solgt for 8 K. 2-3 år senere er den højt præmieret udstillingshund og har bestået foldbrugsprøven. Skulle ejeren af den ene eller anden grund miste evnen til at gå på jagt og derfor ønsker at afhænde hunden til en der kan og vil bruge hunden til det den allerhelst vil i denne verden, ville det da være lidt ufedt at levere den tilbage til opdrætteren for 8 K, når handelsværdien måske er 20-25 K.

 

En FT Spaniel under 3 år som er feljfri og har bestået åben klasse markprøve handles til 15-20 K. Jeg ville aldrig levere sådan en hund tilbage til opdrætteren for hvalpeprisen, hvis jeg kender end god jæger som vil give hunden et godt hjem + 15 K for hunden.

 

Så kan man sige at en god opdrætter da aldrig ville sætte sig imod det. Og det vil sikkert også være rigtigt i 90% af tilfældene, men jeg skal ikke have sådan en (misbilliges) klausul eller (mistillids) forkøbsret hæftet på min hund. For det må jo handle om at opdrætteren i sidste ende ikke har tillid til at den han sælger hvalpen til tager sit ansvar for hunden alvorligt også hvis h*n er nødt til at skille sig af med den.

 

vh PBC

 

I den situation ville du vel som ejer af hunden også tænke på at finde det bedst mulige hjem for hunden - nøjagtig som er tanken ved en sådan klausul.

Jeg kunne ikke forestille mig, at en opdrætter vil sætte sig imod, at man selv har fundet et godt hjem til hunden, hvor den får lov til at fortsætte med at bruge sine egenskaber.

 

Klausulerne eksisterer jo for at undgå at opdrætterne "pludselig" kan se deres hunde på internatter eller opkøbt af hvalpefabrikker som fødemaskiner.

[Drentsche]

Jeg tror ikke at ret mange seriøse jagthundefolk ville bryde sig om at give opdrætteren en forkøbsret til fx hvalpens pris på en hund som h*n planlægger at arbejde seriøst med hen imod brugsprøver, udstillinger osv.

 

Lad os antage at en ruhåret hønsehundehvalp er solgt for 8 K. 2-3 år senere er den højt præmieret udstillingshund og har bestået foldbrugsprøven. Skulle ejeren af den ene eller anden grund miste evnen til at gå på jagt og derfor ønsker at afhænde hunden til en der kan og vil bruge hunden til det den allerhelst vil i denne verden, ville det da være lidt ufedt at levere den tilbage til opdrætteren for 8 K, når handelsværdien måske er 20-25 K.

 

En FT Spaniel under 3 år som er feljfri og har bestået åben klasse markprøve handles til 15-20 K. Jeg ville aldrig levere sådan en hund tilbage til opdrætteren for hvalpeprisen, hvis jeg kender end god jæger som vil give hunden et godt hjem + 15 K for hunden.

 

Så kan man sige at en god opdrætter da aldrig ville sætte sig imod det. Og det vil sikkert også være rigtigt i 90% af tilfældene, men jeg skal ikke have sådan en (misbilliges) klausul eller (mistillids) forkøbsret hæftet på min hund. For det må jo handle om at opdrætteren i sidste ende ikke har tillid til at den han sælger hvalpen til tager sit ansvar for hunden alvorligt også hvis h*n er nødt til at skille sig af med den.

 

vh PBC

 

Det har da intet med mistillid at gøre, men som vi alle sammen ved, kan der ske noget, du kan jo gå hen og dø, tror du så ikke at din kone, ville være glad for, at der måske var en ansvarsfuld opdrætter der evt. ville tage hunden tilbage eller hjælpe hende, med at finde et nyt hjem, jeg synes at du gør det hele op i penge, det bryder jeg mig bestemt ikke om.

[Missing]

Jeg vil være glad for, at opdrætter vil tage hunden tilbage. Jeg vil kun købe et sted, hvor jeg vil turde levere hunden tilbage. Dog er jeg også klar over, at forhold kan ændre sig, så det ikke længere er til hundens bedste, og der ville jeg ikke levere hunden tilbage. Heldigvis tror jeg, at jeg vil kunne kommunikere fornuftigt med min hunds opdrætter og derved i fællesskab finde det bedste sted til hunden.

[Gæst DorteDK]

Også positivt herfra

Jeg har også fuld tillid til der hvor jeg har købt mine hunde, hvis det skete at jeg skulle leverer tilbage er jeg sikker på at hunden ville få det godt - og skulle den så omplaceres til en ny familie så ville jeg gerne være med til at bestemme hvem der kunne komme på tale, fordi jeg har haft hunden og kender hunden ud og ind

[Dina]

Men jeg ville ikke købe en hund med den klausul at den kun kan leveres / sælges til opdrætteren hvis man vil af med den. Hvis jeg har købt hunden er den min og jeg kan sælge den hvis jeg vil til hvem jeg vil. Har opdrætteren ikke tillid til mig i første omgang skal han ikke sælge en hvalp til mig.

 

Jeg kan acceptere andre klausuler som fotografering af hofter, udstilling osv.

 

Vh PBC

Jeg tror faktisk ikke, at en tilbageleveringsklausul er ret gyldig i en retssal. Da vi købte Sofus, ville vores opdrætter have indføjet en lignende klausul, men jeg sagde til hende, at det var spildt arbejde, for hun kunne til enhver tid komme og besøge ham, men hun kunne godt holde snitterne fra ham, for han blev hos os til evig tid. Men jeg lovede mundtligt, at såfremt vi pludselig ikke ville være i stand til at holde det løfte, så skulle jeg nok orientere hende.

 

Hun grinede (vi kendte hinanden lidt fra konkurrencer) og udelod klausulen i vores tilfælde.

 

Men hun FIK faktisk brug for den klausul, da hele TO brødre fra Sofus' kuld blev tilbageleveret, den ene efter et år (søde, men uegnede ejere, hund god nok) og den anden efter halvandet år (også her ejerens "skyld"). Opdrætteren tog begge hunde tilbage, fik dem rettet op og efter flere måneder overgivet til bedre ejere. Så en klausul er måske meget godt for de ejere, der kunne tænkes at få brug for den.

 

Men vi har stadig Sofus og han bliver hos os, basta! :banan:

[Dina]

Jeg er ret specifik omkring udvælgelsen af hvalpekunder og står konsekvent til rådighed hele hundens liv, sådan at situationer der muligvis kunne udvikle sig til problemer, bliver løst inden det bliver svært. Dette betyder at mine hvalpekunder føler sig trygge ved at kontakte mig og osse hellere vil sende en hund her hjem, frem for at sende den videre til nogle de ikke kender rigtig godt.

Bravo! Men det er altså ikke alle opdrættere, der er som du.

[Dina]

Jeg ELSKER den hund af hele mit hjerte! Hvordan fanden skulle jeg dog kunne overlade hendes videre skæbne til en opdrætter, som jeg godt nok har stor respekt for som opdrætter - men som jeg faktisk ikke kender udover det..?? En opdrætter som ikke en gang kan Iso's sprog, ikke kan bruge de grundlæggende kommandoer? Hvordan skulle jeg kunne gå med til at overlade min elskede Iso til en så ukendt verden, frem for nogen som jeg kender, og som jeg ved har forståelse for Iso's "special needs" ifm. andre hunde, og hvor jeg kan lade vedkommende lære Iso at kende før den endelige overtagelse?

Jeg kan tydeligt se, at du "hænger" på hende ligesom vi "hænger" på Sofus. De er s'gu krøbet for langt ind i vore hjerter, de møgører.

[Drentsche]

Nu er der på DKK's købsaftaler et punkt der hedder: forkøbsret for sælger ved evt. videresalg, og man kan skrive beløb på hvis det er nødvendigt, jeg tror ikke, at den ikke ville gå i retten, da den aftale er lavet i samarbejde med jurister

[PBC]

Det har da intet med mistillid at gøre, men som vi alle sammen ved, kan der ske noget, du kan jo gå hen og dø, tror du så ikke at din kone, ville være glad for, at der måske var en ansvarsfuld opdrætter der evt. ville tage hunden tilbage eller hjælpe hende, med at finde et nyt hjem, jeg synes at du gør det hele op i penge, det bryder jeg mig bestemt ikke om.

 

Jeg synes (som sagt flere gange) det er fint at opdrætteren vil støtte og tage hunden tilbage. det der skiller os er at du som opdrætter har ret til at købe hunden til en aftalt pris.

 

Og nej, jeg gør det ikke til et spørgsmål om penge, men om principper. Hvem ejer min hund og har ansvaret for min hund. Og jeg har gjort det krystalklart for mine arvinger hvad der skal ske med mine hunde såfremt det bliver aktuelt. dette var i øvrigt ikke nødvendigt for mine børn er ordentlige mennesker som er opvokset i et hjem med hunde og de ved hvad man gør og ikke gør. Det er mit ansvar - ikke den opdrætter jeg købte af - hvoraf jeg selv er den ene

 

Og jo, den klausul er helt klokkeklart kun nødvendig hvis ikke man kan have tillid til at hvalpekøberen tager sit ansvar på sig også mht. død, sygdom osv. Og altså derfor fordi du som opdrætter ikke har tillid til at dine hvalpekøbere tager sig dette ansvar alvorligt. Og det bryder jeg mig ikke om.

 

vh PBC

[Ascha]

Når en opdrætter sælger en hvalp er det da fint nok at de tilbyder hjælp, men urimeligt at stille krav om noget som helst,.. det er jo ikke længere deres hund. Hvis man ikke mener andre kan tage godt nok vare på de hunde man producerer, skal man måske slet ikke producere overhovedet.

[Drentsche]

 

Og jo, den klausul er helt klokkeklart kun nødvendig hvis ikke man kan have tillid til at hvalpekøberen tager sit ansvar på sig også mht. død, sygdom osv. Og altså derfor fordi du som opdrætter ikke har tillid til at dine hvalpekøbere tager sig dette ansvar alvorligt. Og det bryder jeg mig ikke om.

 

vh PBC

Sikke noget pjat, det har intet med manglende tillid at gøre, det har noget at gøre med, at kunne være der for, mit opdræt og mine hvalpekøbere, og hvis du læser nogle af mine andre indslag, holder jeg jo heller ikke så stejlt på, at jeg absolut skal have hunden tilbage, hvis nu at hvalpekøberen selv finder et godt hjem, men jeg ved at man som menneske, kan komme til at stå i situationer, hvor der ikke er overskud til at finde et hjem, hvor løsningen bliver en seddel nede i Brugsen (hvilket jo godt, kan være godt nok, for nogen) og den første den bedste der ringer, kan hente hunden, pga. den livssituation man måske er kommet uforvarent ind i, det er det jeg vil forhindre, mine hvalpekøbere er heldigvis glade for den løsning, og regner da bestemt ikke med, at de kommer til at bruge den, det gør jeg da heller ikke, men jeg påberåber mig min ret, til at bruge den del af DKK købsaftalen, og er folk ikke tilfredse, kan de helt sikkert, finde et andet sted, hvor de kan finde deres nye hvalp.

[PBC]

Jeg tror heller ikke forkøbsret og klausuler holder i retten. Det er lovligt at skrive dem, men det kan ikke håndhæves. Man kan ikke reelt stille køber ringere end købeloven tillader.

 

Købeloven er lavet for at beskytte køber. Hvis man som opdrætter skal lave juridisk holdbare løsninger på dette punkt skal man ikke sælge hunden og dermed overføre ejerskabet med hunderegister, stamtavle osv., men i stedet lave en udstationeringsaftale. Så er opdrætter stadig den retmæssige ejer og det giver en helt anden juridisk situation.

 

Men har jeg skrevet under på noget står jeg også ved det. Det vil anstændige mennesker gøre. Derfor vil jeg heller aldrig skrive under på den slags papirer.

 

Husk på at den slags papirer kun trækkes frem når man bliver uenige. Altså ikke når hundeejer og opdrætter har et godt forhold og samarbejder. Så er der ikke brug for så meget papir. Det er først når man er uenige - og der vil jeg altså gerne sikre mig at jeg beslutter hvad der skal ske med mine hunde.

 

Jeg har på fornemmelsen at der er en del naive hvalpekøbere, som ikke tillægger den klausul/forkøbsret tilstrækkelig betydning. I en given situation kunne det godt blive ret træls ikke selv at kunne drage omsorg for hvad der skal ske med ens hun.

 

Men igen. Al mulig støtte og hjælp fra en seriøs opdrætter er naturligvis velkommen og ønskelig. det er kun hvem der har det sidste ord der bekymrer mig.

 

Jeg forstår ikke hundeejere som ikke påtager sig dette ansvar og skriver under på sådan en klausul. Der kan ske så meget - også med opdrætteren. H*n kan blive psykisk syg, narkoman, ustabil, komme i økonomiske vanskeligheder og måske bare ikke være den man troede h*n var.

 

VH PBC

[Drentsche]

Pyha det var vist en mistillid til både hvalpekøbere og opdrættere, der lige kom på banen, er ked af det på dine vegne, at du ikke tror på at mennesker, faktisk ikke alle er dumme, uvidende og kun ude på at snyde og bedrage. Men sådanne mennesker findes skam, må jeg lige fortælle dig

[PBC]

Det var vist dig der begyndte med - at der kan jo ske så meget...... og den gælder vel begge veje - eller?

 

Men det lidt morsomme er vel, at vi begge prøver at beholde "det sidste ord" - og det gør vi jo grundlæggende fordi vi har mest tillid til "os selv", når det kommer til stykket. Jeg synes bare at når man har solgt en hund - er den solgt. Har man ikke tillid til den man sælger til skal man ikke sælge. Jeg har ikke opdrættet så meget men 3 gode kuld er det da blevet til og vi har endnu til gode at have nogen form for problemer med hvalpekøbere.

 

Vi bliver ikke enige og det behøver vi heller ikke, men jeg må gentage at disse klausuler og tilbage-købs-rettigheder stiller hvalpekøbere dårligere og at de kun er vigtige, hvis man bliver uenige. Så har en hundeejer altså ikke det sidste ord, hvis man skal tage klausulen højtidelig. En enhver ansvarlig hundeejer vil naturligvis ikke levere en hund tilbage alligevel, hvis man er blevet usikker på om det er til hundens bedste, at blive returneret til opdrætteren.

 

Så det hele er måske også lidt blændværk for som opdrætter at stå som meget ansvarlig og seriøs. Det ville være ansvarligt og seriøst at give en garanti for at man som køber altid kan levere hunden tilbage, hvis man ikke selv kan finde en god omplacering.

 

vh PBC