Krampeanfald

[Gæst DorteDK]

Rigtig god bedring til det lille pus

[Birgitta]

Tak for opdateringen.. Så må vi bare krydse fingre og håbe på det bedste...

Det er jo en hård omgang...

Jeg håber at I får lidt fred i nat.....

Og så får vi se, hvordan det går i morgen... Hvor hurtigt skulle medicinen virke? Har han haft anfald efter han startede på den? Og har han haft nogen bivirkninger?

 

Jah... Forsikring er altså VIRKELIG en god opfindelse.. Uanset om man slås med allergi eller epilepsi. Eller andre plagsomme sygdomme..

[AnneMangetal]

Louisen, masser af krydsede poter fra os:bighug:

[Siri]

Det var MRA scanning, ved ikke lige hvor det andet kom fra. :stupid: Eller - kan vi ikke bare kalde det hjernescanning?

 

Nå, det blev gjort i dag. Jeg var oppe kl. 5, fordi vi skulle møde tidligt ind og køre med Falck, som har en times buffer hvor man skal være klar osv.

 

Nu her kl. 19.30 er Taiki stadig påvirket af narkosen, han er generelt lang tid om at komme helt ud af det. Men han tisser og skider, selvom vi kun lige tager en runde på græsset uden for havedøren, og han har både spist og drukket.

 

Inden vi tog hjem derfra, nåede der at komme svar på rygmarvsvæske-prøven (eller hvad det nu er) - der er IKKE nogen infektioner at spore, så det er jo dejligt nok.

 

 

Han er startet på Phenoleptil fordi dyrlægen vurderede, at han havde haft så hyppige og relativt alvorlige anfald inden for kort tid, at han skulle starte op på noget kraftigt medicin som virkelig ville lægge låg på anfaldene NU - om en måneds tid eller tre, hvis der ikke har været flere, kan vi overveje et andet og mindre "tungt" præparat.

Men det var blevet så kritisk, at hun vurderede, at der IKKE kunne tages chancer med et "mildere" præparat, der godt nok har færre bivirkninger, men måske heller ikke er lige så tungt skyts.

Hun sagde, at fik man ikke bremset det NU, kunne det ende meget uheldigt - ligesom det, Siri skrev tidligere. Og når man snakker med senior-neurolog dyrlæge professoren fra Landbohøjskolen (ok, ved ikke om hun har dén titel per se, men både senior, neurolog, dyrlæge og professor indgår), så gør man lidt hvad der bliver sagt.

 

 

Jeg har kun fået 3 timers søvn i nat og Taiki er ikke typen, der lider i stilhed, så hans "tømmermænd" lige nu, brokkes der lidt over. Men der er netop just blevet stille, så jeg tror måske jeg skal se om jeg kan tiltuske mig en lille lur.

 

10.800,- endte regningen på ... Jeg elsker, ELSKER den forsikring, altså. :hjerte:

 

Pexion er ikke midlere, virker ikke dårligere og er ikke længere tid om at virke end phenobarbital. Forstår ikke helt dyrlægens argumentation.

Håber I får det under kontrol i en fart!!

[Cie]

Jeg håber, for både Taiki og dig, at det ikke er noget rigtig grimt og, at i finder frem til en løsning, der er til at leve med, for jeg begge, så i fortsat kan have meget glæde af hinanden.

Og ja, det er i den slags situationer man er glad for sin forsikring, så man ikke skal spekulere på økonomien oveni alt det andet.

 

Som jeg har skrevet på et andet forum () har jeg selv haft en dværgpinscher, der fik nogle epilepsi-lignende anfald, men der kunne gå måneder imellem anfaldene og hun blev aldrig sat i behandling. Men der er jo sket meget på det felt indenfor de sidste 20 år.

 

Jeg krydser fingre for Taiki.

[Louisen]

Hjernescanningen viste, at han har noget gammelt arvæv som stammer fra en infektion, han har haft som yngre. MEN det burde ikke være dét, som drillede, så hans diagnose er indtil videre landet på "alm." epilepsi. Jeg husker ikke alle de fancy ord, og orker ikke at finde de papirer, jeg har fået.

 

Dyrlægen nævnte selv, at det medicin han får nu, måske ikke er optimalt på sigt. Så vi skal snakkes ved efter påske, hvor han også skal have målt niveauet af optaget medicin, så der kan justeres på forskellig vis.

 

Han har ikke haft flere krampeanfald indtil videre, medicinen gør ham træt men ikke for voldsomt. Vi spillede da fodbold i regnen i går, og bare vi går stille og roligt, så får vi gået nogle af vores gode, lange ture hvor vi kigger på verden sammen. :hjerte:

 

Den første nat ville han ikke putte med mig, men det er han også begyndt på igen. Så jeg tror, normaliteten så småt er ved at indfinde sig igen.

 

 

Jeg får nogle feriepenge på et tidspunkt, og hvis sygdom osv. ikke er dumt, så finder jeg et billigt sommerhus eller udlejet hus/lejlighed et sted, så snart det stopper med at sne!! :damn: og så tager vi en hyggelig forlænget weekend, evt. sammen med mormor (min mor), ved en hede, skov eller strand. Ingen computer eller mobiltelefon, bare gode bøger, god mad og hygge.

Det har vi fortjent, efter denne omgang.

[Louisen]

Han har været besvimet en enkelt gang siden medicin-start, men ellers ingen anfald.

 

Til gengæld er han skiftevis træt og hyper, og han bliver simpelthen så bisset. Ved ikke, om det er fordi han er svimmel eller utilpas. Men jeg kan ikke have ham med nogle steder uden at han konstant er i sele og snor, fordi ellers napper han folk i haserne, og mig, og er ret meget en bølle.

Sådan plejer han ikke at være.

 

Jeg synes det er ret hårdt, så jeg ringer til dem straks på tirsdag som aftalt. For lige nu føler jeg mig ret fanget i mit hjem. Jeg skriver godt nok eksamen, men jeg tør jo nærmest ikke tage nogen steder hvis han får et anfald mens jeg er væk, jeg har svært ved at have ham med fordi han bliver så træt/hyper/en røv, og jeg har svært ved at lade andre passe ham, når han er så "svær" og tung at danse med for tiden.

 

Så måske noget andet medicin, tænker jeg...

Særligt når han stadig får "mini anfald" i form af besvimelse den ene gang (han var lige vågnet fra lur, og det er typisk dér de kan få et anfald)...

[Birgitta]

Godt at påsken er ved at være slut. Det er lidt af et mareridt at stå med en syg hund uden at kunne få fat i dyrlægen, også sådan bare lige for en snak...

En dyrlægevagt duer ikke rigtig i det tilfælde..

 

Ja. Der findes jo anden medicin. Han har nok fået den med mest garanti for hurtig virkning. Så du ikke skulle stå i en uoverskuelig situation i påskedagene.. Det kan være at han skal over på den medicin, som Siri har nævnt. Dyrlægen har nok erfaringer, der gør at han har valgt anderledes fra start.

 

Surt! At du ikke kan gå nogen steder.... Men det er ikke anderledes end at have sygt barn.. Man overlever. Og kommer videre.. :ae:

Du skal bare lige klare dig til i morgen..

[Cie]

For lige nu føler jeg mig ret fanget i mit hjem. Jeg skriver godt nok eksamen, men jeg tør jo nærmest ikke tage nogen steder hvis han får et anfald mens jeg er væk, jeg har svært ved at have ham med fordi han bliver så træt/hyper/en røv, og jeg har svært ved at lade andre passe ham, når han er så "svær" og tung at danse med for tiden.

 

Det er en øv situation, uanset om det er med hund eller barn.

 

Jeg får den tanke, om han reagerer anderledes end sædvanligt fordi han selv er frustreret/usikker/whatever over de ting der sker med ham, så det kan handle om, at han skal vænne sig til både medicin og ny situation.

 

Men jeg forestiller mig, at du selv har trawlet internettet igennem, og googlet på livet løs.

 

Jeg håber i finder en god løsning.

[Siri]

Han har været besvimet en enkelt gang siden medicin-start, men ellers ingen anfald.

 

Til gengæld er han skiftevis træt og hyper, og han bliver simpelthen så bisset. Ved ikke, om det er fordi han er svimmel eller utilpas. Men jeg kan ikke have ham med nogle steder uden at han konstant er i sele og snor, fordi ellers napper han folk i haserne, og mig, og er ret meget en bølle.

Sådan plejer han ikke at være.

 

Jeg synes det er ret hårdt, så jeg ringer til dem straks på tirsdag som aftalt. For lige nu føler jeg mig ret fanget i mit hjem. Jeg skriver godt nok eksamen, men jeg tør jo nærmest ikke tage nogen steder hvis han får et anfald mens jeg er væk, jeg har svært ved at have ham med fordi han bliver så træt/hyper/en røv, og jeg har svært ved at lade andre passe ham, når han er så "svær" og tung at danse med for tiden.

 

Så måske noget andet medicin, tænker jeg...

Særligt når han stadig får "mini anfald" i form af besvimelse den ene gang (han var lige vågnet fra lur, og det er typisk dér de kan få et anfald)...

 

Synes stadig du skal overveje Pexion, som jo slet ikke har de bivirkninger. Kender også en der med succes har kombineret Pexion og kaliumbromid.

Og hold ud! Det kan jo være sindssygt hårdt, men har en veninde der var SÅ tæt på at give op. Og i dag stortrives hunden bare på medicin. Kender også en anden der har redningshund, og den arbejder helt upåvirket efter den har fået Pexion (og får ikke længere anfald).

[Birgitta]

Hvordan går det, Louisen? Har du fået snakket med dyrlægen?

[Louisen]

De ville lige give medicinen lidt mere chance, så vi har en tid på onsdag den 15., hvor der skal tages blodprøver osv.

 

Så skal han endnu en gang bedøves. Det her forløb er mega sucky, for han er IKKE glad for det. Men han KAN ikke få taget prøve ellers.

 

 

Hader at det her sker. At han skal trækkes igennem det her shit. Og det er pisse hårdt for mig også, for at sige det lige ud.

 

I det mindste er eks'en kommet hjem fra udlandet, og har lige en eksamen, men jeg håber at han i slutningen af måneden kan tage Taiki en aften eller to, så jeg lige kan få koblet lidt af.

 

Med syg hund og eksamener, jeg synes godt nok det holder hårdt. Alligevel er min største bekymring, at Taiki bliver udsat for så meget.

[Louisen]

Altså, vi er slet ikke der, hvor jeg synes det er for meget... Men pludselig forstår jeg dem, der siger "stop", selvom der stadigvæk er ting at prøve af, fordi de bare ikke magter at se hunden hevet igennem mere. Førhen gik jeg ind for, at var der stadig en mulighed, burde man afprøve den, med mindre hunden havde mange smerter osv. Og nu forstår jeg meget bedre, at selvom der ikke er smerter, så kan vejen til MÅSKE helbredelse være værre end selve sygdommen...

 

Han sover meget af tiden nu, og jeg har opdaget at noget Bach Blomsterdråber tager toppen af hans bisse-anfald. Faktisk kan jeg gøre det, at jeg "tvinger" ham ned at ligge på siden, og når han så ligger dér og er skide sur, fordi han ikke finder sig i noget pis fra nogen, kan jeg give ham ledmassage og trykke/ae lidt mellem øjnene og ørerne, og så falder han helt ned og helt til ro, og falder i søvn sådan.

Jeg forstår ikke helt hvorfor det har en effekt, eller hvad det lige er som kortslutter i hans hjerne - men det er åbenbart lidt "tvangs-nus /kærlighed" der skal til, og det kan han så få.

 

Han orker ikke de lange ture, så i stedet går vi 4-5 gange om dagen i korte intervaller. Nogle dage vil han kun ud 2-3 gange, men så får han snor på ud af havedøren og dét nyder han.

i

Han orker ikke offentlig transport eller ture, så nu er alle ture aflyste inkl. til træning, med mindre han skal passes af eks'en (hvor han kan slappe af, sove og hvile efter transportturen) eller vi er ved min mor i lang tid, hvor han også kan sove og slappe af.

 

 

Vi ligger og krammer hver nat. Det kan godt skræmme mig, at han søger mig så meget. Det viser mig, at han er ved siden af sig selv og har brug for den ekstra tryghed.

 

 

Jeg har ikke noget socialt liv. Jeg ses med min eksamens-makker i kortere intervaller, resten ordner vi over Skype. Jeg forlader mit hjem for at handle, eller tage til lægen (min egen).

Jeg sagde nej til et job, der kunne give mig en solid økonomi, for så skulle jeg være væk fra ham 6 timer om dagen, 3 dage om ugen.

Alting drejer sig om ham lige nu.

Sådan er det nødt til at være.

 

 

Det er hårdt, men det ville være hårdere ikke at gøre det. Når jeg er sammen med ham og han sover, og jeg kan se han ikke har kramper eller ubehag, og vi kan nøfle lidt sammen, så har jeg ro inden i.

 

 

Jeg elsker ham bare for meget.

[luckyluna]

åh louise, hvor er det hårdt at læse. du fik et like. ikke fordi jeg kan lide det, men fordi du skal have noget opbakning. det er så hårdt at være hvor du er nu. jeg kender godt det der med at man simpelthen ikke KAN lade være med at gøre alt i hundens interesse. Alt andet giver dårlig samvittighed og føles forfærdeligt.

 

Jeg håber godt nok snart at i finder noget medicin der virker bedre for ham, for det lyder ikke sjovt for hverken ham eller dig i længden.

[Birgitta]

Louise, du må prøve på at være hans klippe, når han skal til dyrlæge og bedøves igen. Fortæl ham, (og dig selv) at det er nødvendigt. At det bare skal overstås. Han har i hvert fald ikke brug for at mærke, hvor meget du hader det!

Han stoler på dig. Så vær rolig og beslutsom. Så hjælper du ham bedst muligt.

Og ros ham (selvfølgelig) hele tiden..

 

Netop fordi du elsker ham så højt, så kan du sætte dine egne følelser til side for ham..

 

Massage er SÅ godt og beroligende.. For jer begge to.

[Gæst DorteDK]

Du får også et like af mig, men mest fordi jeg synes du har brug for det - og jeg kan tænke mig til at det er meget hårdt.

Du gør et fantastisk arbejde - så jeg vil bare give dig et skulder klap og et

[Miss_M]

Øv, for pokker hvor er jeg ked af at læse tråden.

 

Har heldigvis ingen erfaringer med epilepsi, så kan ikke bidrage med noget fornuftigt.

Men håber sådan på det bedste for ham

[Birgitta]

Hej, Louise.. Hvordan går det med jer? Er I klar til at smutte til dyrlægen i morgen? Det bliver rart at få DET overstået...

 

Hvordan er det gået med Taiki?

[Louisen]

Jeg er så ødelagt lige nu, mit hjerte er ved at falde fra hinanden langsomt, så jeg copy paster bare den e-mail, jeg har sendt til min familie, min eks og min opdrætter.

 

Kære alle,

jeg skriver til jer med tungt hjerte, fordi jeg ønsker fuld åbenhed omkring de tanker, jeg tumler med for tiden, angående Taiki.

Situationen lige nu er den, at anfaldene er under kontrol vha. medicin og den nyeste medicin har forbedret hans balance, han er mindre svimmel og har mere overskud/er mindre træt.

Men den ene ting, jeg havde mest brug for at den afhjalp, har den ikke haft en effekt på...

Efter det første store anfald og de efterfølgende mindre, har Taiki haft episoder, hvor han har været aggressiv over for mig. En enkelt gang lige efter et anfald, hvor det klart var min egen fejl, da jeg ved at man skal holde afstand mens hunden kommer til sig selv - denne episode, regner jeg ikke med i dét, jeg nu beskriver.

Det har i situationerne som jeg refererer til stået klart, at Taiki som jeg kender ham, ikke har "været hjemme" i sit sind. Han kunne ikke genkende mig og anså mig som noget faretruende, eller noget han var bange for.

Måden han i disse situationer knurrede af mig på, lod mig forstå med al tydelighed, at der ikke var tale om gak og løjer, eller bisserier (han kan jo godt være lidt en bisse nogle gange, og det har jeg jo ikke noget problem med; faktisk synes jeg, at han er lidt sjov og sød, når han er en værre rod og jeg ved jo, hvordan det skal tackles).

Han har bidt mig tre gange nu.

Én gang om natten, hvor jeg vågnede ved at han stod ved fodenden af min gamle sovesofa og knurrede af mig, og da jeg vendte mig om for at se, hvad der foregik, bed han mig meget hårdt i foden, så der gik hul på sengetæppet. Lige bagefter blev han pivende, og jeg tog ham op i sengen og puttede med ham, fordi han tydeligvis var meget forvirret - og det var jeg også, men det gik over så snart jeg aede ham og snakkede sødt til ham.

Anden gang var jeg lige kommet ind ad døren, men i stedet for at komme mig i møde med glæde som vanligt, knurrede han af mig og ville ikke lade mig rykke væk fra indgangspartiet af min lejlighed. Jeg stod helt stille og turde ikke rykke mig, men da jeg tabte min cykelhjelm, bed han mig hårdt i benet - dog der, hvor mine langskaftede støvler sidder, så jeg mærkede det ikke så meget og tandmærkerne var små.

Jeg måtte tage fat i hans nakkeskind for at hive ham af og skældte ham ud (jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre). Han gik væk mens han gøede af mig og lagde sig under spisebordet, hvor han bare kiggede på mig og knurrede lidt, hvis jeg kom for tæt på. Efter 10 minutter faldt han i søvn, og da han vågnede igen var han atter "sig selv" - som om intet var hændt.

Den sidste gang, som er årsagen til denne e-mail, var i går aftes på vores aftentur. Det bliver meget detaljeret, da jeg har brug for at få det hele med.

Vi havde taget os god tid, havde også siddet og kigget på køer på "vores" bænk og haft en dejlig aften.

På vej hjem vender han sig pludselig om imod mig og begynder at knurre på den der måde, hvor jeg ved at det ikke er for sjov. Pelsen og halen stritter, og hans er nedsunket i sine skuldre ligesom en kat på spring.

Jeg står bare helt stille, og gør ikke noget, og føler egentlig at situationen er under kontrol - han skal jo bare have tid.

Og så kan jeg høre, at der nogle hundrede meter bag mig, kommer nogle børn imod os.

Jeg blev simpelthen så bange. Jeg blev bange for, hvad Taiki ville gøre, hvis der kom nogle fremmede børn gående på stien imod ham/os.

Men efter få sekunder, hvor jeg overvejede hvad jeg skulle stille op, rystede Taiki på sit hoved og begyndte i stedet at gø af mig meget insisterende, nærmest som om der var gået "hak i pladen".

Det har han gjort før (efter de første epilepsi-anfald), så jeg kastede nogle godbidder, hvilket fik distraheret ham. Også mens børnene gik forbi.

Taiki kom hen efter at have fundet godbidderne og næseduttede mit ben, så jeg satte mig på hug som jeg har gjort mange gange før, og han nuslede mig på halsen ved øret og gav shiba-møssere, og var sig selv igen.

Jeg var ved at finde nye godbidder i lommen mens jeg roste ham, da han pludselig - uden varsel - bed sig fast i min arm. Jeg havde tyk dynejakke på og en trøje indenunder, men det gjorde stadig meget ondt.

Da jeg råber "Av!" giver han slip og kigger på mig med det blik, hvor jeg kan se, at "Taiki er ikke hjemme". Så ryster han sin krop en enkelt gang og går videre som om intet er hændt.

Som var det en helt almindelig tur og der ikke lige var sket noget.

Jeg er lidt chokeret, så vi går bare hjem og jeg ved ikke hvad jeg skal tænke eller tro.

Så opdager jeg, at der er fjer ud over hele mit gulv.

Da jeg tjekker mit jakkeærme, er det flået op pga. hans tænder to steder. Ligesom at jeg har fået et blåt mærke på armen hvor han bed. Disse to ting sammenlagt - havde jeg ikke haft dynejakke på, havde det kostet mig en tur på skadestuen. Det var ikke en markering, det var ikke et uheld. Han bed mig ikke for sjov.

Og det er her, at det slår mig - børnene. Angsten jeg følte, da jeg hørte dem komme gående imod os. Samt hvor pludseligt han bed mig, da jeg troede at situationen var afvæbnet.

Jeg er lige nu et sted, hvor Taiki ikke må komme i nærheden af andre dyr eller nogen fremmede mennesker overhovedet. Hvor jeg ikke tør lade ham blive passet hverken på Nørrebro eller i mit eget hjem, fordi jeg ikke vil risikere, at han bliver aggressiv over for andre. Og hvor jeg rent faktisk selv har været bange for ham nogle gange, fordi det er som om at min hund forsvinder og ikke er til stede, og der i stedet er en farlig, aggressiv hund.

Ikke min dejlige Taiki...

Jeg har taget den beslutning, at fjerne al medicin nu. I det tilfælde, at det er medicinen, der er årsagen til disse episoder.

Jeg har ringet ind til hospitalet og neurologen, som følger os, ringer tilbage i eftermiddag, hvor jeg vil diskutere situationen med hende.

Jeg tager ingen overilede beslutninger. Det er ikke fordi jeg har travlt, og jeg går jo hjemme og skriver på min bachelor, så jeg er jo meget fleksibel og tager alle hensyn til Taiki.

Men jeg er nødt til at tænke mig rigtig grundigt om nu. For jeg elsker min Taiki over alt i hele verden og 99% af tiden er han min dejlige, sjove, skøre, charmerende, elskelige lille vuf. Mit pelsbarn, min bedste ven.

Men den ene % der har vist sig, siden han begyndte at få epileptiske anfald, er så problematisk. Og jeg er nødt til at sætte alle sejl ind på, at få det til at gå væk, sammen med anfaldene... For ellers kan jeg ikke forsvare, at lade ham forlade mit hjem, hvor han kan møde andre hunde, mennesker og børn. Og det er ikke et liv, han ville trives med.

Jeg vil gerne snakke med jer alle omkring situationen.

Men som sagt, har jeg ikke travlt og forhaster mig ikke.

Så jeg skal nok snakke med jer alle sammen, når jeg ved noget mere og lige har samlet tankerne.

Lige nu og her, har jeg nok bare brug for lidt fred og ro, til at nusse om Taiki og forsøge at samle mig lidt. For det er meget svært for mig.

Jeg er meget ked af det, men jeg sørger for at få den støtte og trøst, jeg har brug for - og mange møs og krammere fra Taiki.

Kærlig hilsen

Louise.

[Louisen]

Jeg har snakket med min opdrætter og er egentlig lidt landet dér, at nu har jeg prøvet konventionel medicin og behandling, og det er jeg nødt til at stoppe nu af hensyn til Taiki. Hver gang han skal have taget blodprøve når medicinen reguleres, skal han bedøves og jeg må bære ham ind, fordi han er så angst osv. - det kan jeg ikke byde ham mere.

 

Min opdrætter er meget inde i det alternative og selvom jeg er meget, meget skeptisk anlagt, giver jeg det alligevel en chance. Med råfodring, lidt Bach blomstermedicin som giver ham mere ro på og den slags (ikke en masse sær medicin).

[pivpiv]

Jeg har ingen vise ord eller noget klogt at sige.

Men jeg vil sende dig og Taiki tusinde kram. Han er heldig han endte hos dig som hele hans liv har gjort så meget for ham. Du er en rigtig god hundeejer.

:ae:

[AnneMangetal]

Åh Louisen:bighug:

 

Jeg er slet ikke i tvivl om at du til enhver tid vil gøre det bedste for ham:hjerte:

[Birgitta]

Nej... Der er ingen der kan fortælle, hvad du skal gøre...

Jo, du skal altså lige snakke med neurologen i eftermiddag...

Du har ikke fortalt, hvordan det gik hos dyrlægen d. 15? Taiki skulle have taget blodprøver? Var de ok? Blev hans medicin reguleret dengang?

Jeg har ikke erfaring med hundeepilepsi. Men jeg ved da, at medicinering af epilepsi især i starten kan være lidt bøvlet indtil man finder den bedste medicin. Og den rigtige dosis.

 

Men jeg tror nok, at hvis det var Silke, der havde bidt mig 3 gange under de forhold, du beskriver, så ville hun blive aflivet..

Ikke så meget på grund af biddene. Men fordi det næste gang kunne blive et alvorligere bid, pyt med det, jeg er såmænd sej, som du også er, Louisen.. ....Men at Silke så kunne vågne op efter at have været "væk" ... til totalt kaos, med blod og panik,- og et eller andet sted vidende, at hun var skyld i det hele.. Og sorg og rædsel og kaos ville være hendes sidste følelser, når nogle fremmede tog hende til dyrlægen til aflivning, mens jeg selv blev kørt til skadestuen.. Nej!

 

Det ville jeg ikke -aldrig- risikere for Silke. NÅR hun skal herfra, så skal jeg være der for hende. Holde hende i poten og igen fortælle hende om regnbuemarken, hvor så mange af hendes ældste og bedste venner løber og leger og venter på hende..

Men Silke er også 13 år nu. Og de fleste af vennerne er her jo ikke mere..

 

Taiki er... Hvor meget? 3-4 år? Han burde jo leve i mindst 10 år endnu...

Beslutningen kan kun du selv tage.....

 

Måske kunne det hjælpe dig at tænke over, og beslutte, hvor langt du ville tillade at det hele går.. Sæt en grænse: f.eks. Hvis han bider et barn. Eller hvis du selv kommer så alvorligt til skade, så du må på skadestuen... Eller en tidsgrænse. F.eks. Der skal være en klar forbedring inden der er gået en måned... Eller et år.

 

...men vent med endelige grænser, til du har snakket med neurologen.......

Jeg håber at du fortæller hvordan det går, når du har lidt mere overskud.. :ae:

[Alfen]

Knus og mange tanker til dig

[Siri]

Jeg har snakket med min opdrætter og er egentlig lidt landet dér, at nu har jeg prøvet konventionel medicin og behandling, og det er jeg nødt til at stoppe nu af hensyn til Taiki. Hver gang han skal have taget blodprøve når medicinen reguleres, skal han bedøves og jeg må bære ham ind, fordi han er så angst osv. - det kan jeg ikke byde ham mere.

 

Min opdrætter er meget inde i det alternative og selvom jeg er meget, meget skeptisk anlagt, giver jeg det alligevel en chance. Med råfodring, lidt Bach blomstermedicin som giver ham mere ro på og den slags (ikke en masse sær medicin).

 

Hvis du har overskud, vil du så prøve at skrive hvilke slags medicin du har afprøvet, hvor mange anfald han har og hvad medicinen har gjort ift. anfaldene. Jeg vil rigtig gerne prøve at høre min dyrlæge om alternativerne. Spurgte hende lige her over sms da jeg læste dit indlæg og hun siger der er virkelig mange muligheder, der ikke påvirker adfærden på samme måde som pheno gør.