Tvangsparringer - er det virkelig sandt?

[Drentsche]

Nu er det jo ikke et spørgsmål (for mig eller mine opdrætter kollegaer, som jeg været til parringer sammen med ) hvad vores hunde kan og ikke kan, det er et spørgsmål om at passe på vores dyr og avlsmateriale, som det jo i bund og grund er, vi har ikke hverken lyst eller råd til at de skal komme til skade, hvilket sagtens kan ske, selvom hundene har helt styr på situationen.

[PBC]

Jeg tror egentlig ikke jeg kan sige så meget mere om dette emne her, men lad mig summere.

 

Jeg mener at man skal avle på mentalt sunde og raske hunde, som selv kan finde ud af at parre sig under rimelige omstændigheder. Som kan føde og passe hvalpe i normalt og naturligt omfang uden særlig hjælp.

 

Kan de ikke det. Ville der ikke være kommer levedygtigt afkom uden indgriben, ville hvalpene ikke overleve de første 3-4 uger uden menneskelig hjælp, mener jeg man skal hjælpe så det går godt, men også tage tæven ud af avlen for hun bidrager ikke med tilstrækkelig gode gener til racen. Som sagt er det noget vanskeligere at sortere hanhunde fra på dette område, men overliderlige eller uvillige hanhunde, bør også tages ud af avl. Man bør ikke inseminere med sæd fra en uvillig hanhund!

 

Sådan har man formentlig gjort for 95% vedkommende de sidste 10.000 år og kun de sidste 50 år er man begyndt på alle mulige og umulige måder at hjælpe med insimenering, kejsersnit, opflaskning af hvalpe osv - uden at tage disse problemhunde ud af avlen! Derfor har man indenfor mange racer problemer idag med hunde der ikke kan parre selv, ikke kan føde selv og ikke kan passe hvalpene selv. Desværre betyder det nok samtidigt at sundheden indenfor disse racer falder fordi "formering" som avlskritterie (sammen med andre) skulle være med til at sikre avl på sunde dyr.

 

Desværre er det sådan idag at mennesker tror de har ret til at få hvad de peger på. Har man en tæve, mener man også man har ret til at avle på den, hvis man har lyst. Går det ikke af sig selv, må man jo bare hjælpe med parring/insemination og bestille tid hos dyrlægen til hjælp, når der skal fødes. Jeg kalder også dette for lidelsesopdræt.

[PBC]

Nu er det jo ikke et spørgsmål (for mig eller mine opdrætter kollegaer, som jeg været til parringer sammen med ) hvad vores hunde kan og ikke kan, det er et spørgsmål om at passe på vores dyr og avlsmateriale, som det jo i bund og grund er, vi har ikke hverken lyst eller råd til at de skal komme til skade, hvilket sagtens kan ske, selvom hundene har helt styr på situationen.

 

Siger du at normale, sunde og raske hunde normalt vil tage skade af at parre uden hjælp? Så er vi da godt nok kommet et sted hen hvor vi ikke burde være.

[Drentsche]

Nej selvfølgelig mener jeg ikke det, nu ved vi jo at du godt kan li' at dreje tingene, men det er jo som det er, jeg siger bare at jeg passer på mine hunde i forbindelse med parring, hvad andre gør må være op til dem, jeg bor ikke ude i bushen, men i et samfund hvor vi gerne passer på vores dyr.

[Ninjamor]

Lyder sådan set fornuftigt. Jeg tror bare at der ville være større chance for at hundene forholder sig roligt og hænger sammen længere, hvis man lader dem være. Men hvis det går godt på den måde du beskriver er det jo helt fint. Nu er der jo også rolige hundeejere med overskud og nervøse hundeejere med nerverne siddende uden på tøjet. har man prøvet mange gange og er relativt sikker på sin tæve tager man det nok roligere.

 

Man skal også overveje om det er eget behov eller hundens behov man opfylder.

 

Hvis in tæve efter parring, bliver hysterisk og vil væk er det jo lettere at træde til hvis man er tæt på, men hvis man øger risikoen for at den bliver hysterisk og vil væk, ved at være tæt på, er det jo ikke så godt. Og det tror jeg man gør.

Vi har ofte diskuteret herinde hvordan mødet mellem 2 hunde forløber - og generelt er de fleste vist også enige om at chancen for at det forløber godt og fredeligt er størst hvis hundene er løse og lidt på afstand af ejeren. det indebærere jo en risiko, for man kan ikke gribe ind så hurtigt som hvis de var i line - eller man var tæt på, så situationen ligner lidt.

 

Måske nogen skulle skrive en bog: "Din kompetente hund" for jeg tror mange undervurderer hvad hundene faktisk godt kan finde ud af selv.

 

 

Det markerede:

 

Hvor mange parringer har du overværet?

Det er fint nok at tro, men tro er ikke alt.

 

Jeg har jeg overværet 5 - 6 parringer og kun i den ene blev tæven stående på pletten.

 

Alle tæver har været yderst villige, den ene var endda en "tyveparring" som Umulia kalder det og alligevel ville tæven gå.

Forud for de andre parringer lå fri leg og samvær i en afslappet atmosfære.

 

Hvis en ejers tilstedeværelse ved parring øger risikoen for at en tæve bliver hysterisk, er der noget galt med deres relation eller hele opsætningen og jeg synes ikke, man kan sammenligne de to situationer du ridser op. Parringssituationen er lystbetonet og frivilligt samvær hvorimod to hunde i et møde i line ikke er frie til at forlade situationen og dette gør en kæmpe forskel.

[Lab-lover]

Det jeg siger er at gode avlshunde skal kunne klare det selv. Det tror jeg så også mange kan - hvis altså ejerne kunne lade dem få lov - holder sig på afstand og betragter hundene fx indefra gennem et vindue.

 

Problemet er så bare, at der kan nå at ske rigtig meget skade, hvis de ikke selv kan klare tingene uden panik.

 

 

 

At nogen igen finder trang til at sammenligne med mennesker, kan jeg ikke rigtig tage alvorligt, men der findes vel også mødre som gerne ville holde deres lille datter i hånden første gang hun skal have samleje med en mand. Det er en absurd sammenligning, som ikke kan tages alvorligt, men blot tilskrives manglende indsigt i dyr og manglende relevante argumenter.

 

Nu er det nok ikke lige holde i hånden, der sammenlignes med.

Men har du selv set sådan hunde-tisser i fuld tilstand og et svulmelegeme i sit promp og pragt?

For jeg var da ved at gå baglæns, da jeg så min hanhunds første gang. Den kan gi en stor del af mænd mindreværdskomplekser

 

Og jo Luckyluna - der er mange som vil gribe ind uanset behov. Både i parring og i fødsler, desværre. Jeg har som sagt, ikke store erfaringer selv, men talt med flere ejere af meget brugte hanhunde og mange fortæller, at alt går meget lettere, når hundene har gået i løbegård ved siden af hinanden og lukkes sammen, når tæve hunde ejeren ikke længere er til stede. Så vil tæven gerne tage imod hanhunden og alt går "af sig selv" som det altså også skal.

 

Jeg vil gi dig helt ret i, at tæve-ejeres nærvær tit kan være et problem. Især når det er manden i familien, der er der.

Men jeg vil aldrig mere have tæver boende. Hvad hvis det går galt? Hvordan vil man ha det bagefter?

 

Jeg har 1 gang haft en tæve boende. Jeg sagde kun ja fordi:

1/ Tæven havde haft 2 kuld før, så hun vidste godt hvad det drejede sig om.

2/ Parringen havde længe været aftalt, og dette var hendes sidste kuld. Og selvfølgelig vælger hun at komme før tid, ligesom der var planlagt ferie sydpå

 

Selve parringen gik fint nok.

Men at gå en hel uge og se på en trist tæve, der bare ikke synes det var sjovt at bo hos vildt fremmede. Hun gad dårligt gå tur med mig. Hun ville bare ligge i sin kurv. Hun gad ikke engang ligge i stuen, når vi så fjernsyn om aftenen. Nej, hvor var det bare synd

 

Vi har haft 3 fødsler herhjemme og tæverne (2 første gangsfødende) har klaret alt selv - den ene gang helt uden vi var der. Hun lå bare i fødekassen med 7 dejlige, rene, tørre hvalpe i fødekassen om morgenen 3 dage før vi ventede dem. Alt var så pænt ordnet at jeg, da jeg så det, troede at min kone havde været oppe om natten og hjulpet til og bare ladet mig sove. Det havde hun ikke. Det var Milles første kuld. Hun var 2½ år gammel og var en fantastisk dejlig avlstæve og mor.

 

Ja, super fint med en solskinshistorie..

Men skal vi så finde nogle af de historier, hvor alt er gået galt og tæven ligger lidende fyldt med døde hvalpe i sig, fordi ejer er total uopmærksom

 

Vi kan sagtens blive enige om at vi aldrig bliver enige..

Men dine indlæg skriger bare at dine holdninger er de rette og vi andre bare er nogle sukkersøde tanter, der ødelægger vores racer fordi vi fratager naturens ret til selektion..

 

Min gamle hanhund var ikke verdens klogeste til at parre.

Men at han ikke skulle kunne bidrage med noget godt i avlen af den grund?

Han ligger i den højeste ende med sit HD-Index, og han har givet sit skønne temperament videre til alle de afkom jeg hører fra.

[PBC]

Det markerede:

 

Hvor mange parringer har du overværet?

Det er fint nok at tro, men tro er ikke alt.

 

 

Jeg har overværet 4 parringer, som alle er foregået i lukke have eller løbegård og hvor hundene har hængt sammen og forholdt sig rolige i 10 min eller mere. Alle gange FT Springere. Jeg vil så heller ikke blive overrasket hvis FT Spaniels klarer sig bedre på dette område end gennemsnittet af hunderacer. De er jo traditionelt avlet af folk som avler brugshunde og som ikke gider at avle på hunde som koster dyrlægebesøg og hjælp til formering. Bare en antagelse. Jeg vil prøve at spørge erfarne hanhundeejere om hvor ofte hundene prøver at forlade gerningsstedet for tidligt. Jeg kender flere som har 5-15 tæver til parring hver år.

 

Men du har ret i at det jo ikke er et statistisk holdbart materiale dog kan man vel sige at det trods alt må være det naturlige - og hvis vore hunde idag udviser en anden adfærd, bør man måske overveje om man ikke allerede har gjort noget forkert. Jeg mener, som sagt at det er vigtigt at fastholde en naturlig adfærd på dette område.

 

Hele denne debat bekræfter min mistanke om, at man generelt i opdrættet af racehunde er på et skråplan og avler på individer, som ikke burde indgå i avlen. Det et nytteløst at avle gode hofter og godt temperament videre hvis det er på bekostning af generel sundhed og andre kvaliteter. Det hele skal være i orden hos avlshunde. Avlshunde skal være over gennemsnittet samlet set og bestemt istand til at formere sig uden hjælp. At man så hjælper dem alligevel, gør vel ingen skade, så længe det ikke betyder, at man avler på noget der ikke selv ville have kunnet klare det.

 

Jeg tror man skal gøre sig klart om man avler for sjov og for penge - eller om man også sætter en så høj standard at man gavner racen. Det gør man kun hvis avlsdyrene er bedre end gennemsnittet samlet set. Og her er mental og fyskisk sundhed det absolut vigtiske. Udseende helt og aldeles sekundært.

 

Og godt set. Det er jeg overhovedet ikke i tvivl om, hvis man vil noget godt for hundene og racerne. Men hvis man vil hygge sig og lave lidt penge, kan man jo se anderledes på det.

[PinPoynter]

det er alligevel meget du kan vride ud af at folk gerne lige sidder ved ders tæver/hanhunde mens de hænger sammen, synes jeg

[PBC]

det er alligevel meget du kan vride ud af at folk gerne lige sidder ved ders tæver/hanhunde mens de hænger sammen, synes jeg

 

Hvis det er alt hvad du får ud af det skulle du måske genlæse tråden Der er rigtig meget mere i det. Og det er vigtigt - ikke det bare pjat, hvis man tager hundenes sundhed alvorligt.

[PinPoynter]

Hvis det er alt hvad du får ud af det skulle du måske genlæse tråden Der er rigtig meget mere i det. Og det er vigtigt - ikke det bare pjat, hvis man tager hundenes sundhed alvorligt.

En gang var rigeligt, ellers tak. Avl er ikke noget der interesserer mig ret meget.

[PBC]

En gang var rigeligt, ellers tak. Avl er ikke noget der interesserer mig ret meget.

 

Noget jeg aldrig har forstået er hvordan man kan være seriøst interesseret i hunde og deres sundhed uden at interessere sig for avl. Ikke nogen bebrejdelse, blot undren.

 

I det hele taget synes jeg der bliver taget alt for let på avl. Når man har sat naturen ud af kraft, må man sandelig gøre et seriøst avlsarbejde, som sikrer hundenes mentale og fysiske sundhed samtidig med at man naturligvis avler i bestemte racespecifikke retninger.

 

Nå, det var der vel ingen der blev overrasket over at jeg mener

[PinPoynter]

Noget jeg aldrig har forstået er hvordan man kan være seriøst interesseret i hunde og deres sundhed uden at interessere sig for avl. Ikke nogen bebrejdelse, blot undren.

 

I det hele taget synes jeg der bliver taget alt for let på avl. Når man har sat naturen ud af kraft, må man sandelig gøre et seriøst avlsarbejde, som sikrer hundenes mentale og fysiske sundhed samtidig med at man naturligvis avler i bestemte racespecifikke retninger.

 

Nå, det var der vel ingen der blev overrasket over at jeg mener

det er fordi jeg ikke køber hunde af avlere, men overtager de hunde andre folk smider væk.

[luckyluna]

Det jeg siger er at gode avlshunde skal kunne klare det selv. Det tror jeg så også mange kan - hvis altså ejerne kunne lade dem få lov - holder sig på afstand og betragter hundene fx indefra gennem et vindue. Desværre tror mange, at de skal støtte en usikker tæve osv. Det skal de ikke. Hvis ikke tæven kan klare at tage imod en hanhund alene, skal den slet ikke parres.

 

Når først parring er sket, må man jo naturligvis lade hundene være og holde afstand. Kun hvis der tydeligvis er problemer - en af hundene pludselig vil væk og ikke kan komme det, må man jo desværre blande sig for at undgå skader. Hvis det er tæven der pludselig er blevet så bange, at den ikke kan stå distancen, må man overveje om hun er en god avlshund. Jeg ville tage hende ud af avlen, med mindre man kan påvise en god og ikke arvelig grund (at hun trådte på en torn eller lignende) til den pludselige og unaturlige trang til at komme væk, i stedet for at sikre sig at den sperm hun har modtaget bliver hvor den skal være..

 

Fuldstændig samme holdning, som til tæver som ikke kan føde og passe hvalpe. Jeg ville naturligvis gøre hvad der skal gøres for at redde situationen, men tæve og afkom er ude af avlen.

 

Det er lidt vanskeligere at vide hvornår hanhunde skal dømmes ude, men de findes sikkert også.

 

Der er 2 ting som kan nævnes: 1 ejerne skal tro på hundenes naturlige evne, modenhed og instinkt og lade dem klare så meget af formeringen selv som muligt. Desværre tror jeg, som ved møde mellem hunde, at ejernes tilstedeværelse generelt udgør det største enkeltproblem. 2 man skulle måske overveje, hvor de eventuelle problemer vi allerede ser (og som flere omtaler) kommer fra. Tæver som vil løbe skrigende bort, tæver som overrasket kigger på nyfødt afkom og ikke aner hvad de skal stille op med det. Måske skulle deres oldemor eller oldefar, have været taget ud af avlen.

 

At nogen igen finder trang til at sammenligne med mennesker, kan jeg ikke rigtig tage alvorligt, men der findes vel også mødre som gerne ville holde deres lille datter i hånden første gang hun skal have samleje med en mand. Det er en absurd sammenligning, som ikke kan tages alvorligt, men blot tilskrives manglende indsigt i dyr og manglende relevante argumenter.

 

Og jo Luckyluna - der er mange som vil gribe ind uanset behov. Både i parring og i fødsler, desværre. Jeg har som sagt, ikke store erfaringer selv, men talt med flere ejere af meget brugte hanhunde og mange fortæller, at alt går meget lettere, når hundene har gået i løbegård ved siden af hinanden og lukkes sammen, når tæve hunde ejeren ikke længere er til stede. Så vil tæven gerne tage imod hanhunden og alt går "af sig selv" som det altså også skal.

 

Vi har haft 3 fødsler herhjemme og tæverne (2 første gangsfødende) har klaret alt selv - den ene gang helt uden vi var der. Hun lå bare i fødekassen med 7 dejlige, rene, tørre hvalpe i fødekassen om morgenen 3 dage før vi ventede dem. Alt var så pænt ordnet at jeg, da jeg så det, troede at min kone havde været oppe om natten og hjulpet til og bare ladet mig sove. Det havde hun ikke. Det var Milles første kuld. Hun var 2½ år gammel og var en fantastisk dejlig avlstæve og mor.

 

Dette kan jeg slet ikke være uenig i

 

Selvfølgelig skal de det og de kan da ofte også. I naturen ville tæven sikkert stikke af fra hanhunde en gang i mellem også, og så gør det ondt, men lur mig om de ikke prøver igen lidt senere.. hanhunde ejere er nok bare ikke interesseret i at det sker.

[Ulla H]

Jeg har prøvet at lade dem være selv i haven. Kigger ud af vinduet og NU igen. Det var egne hunde og meget trygge og elskede hinanden. Så jeg tænkte, lad dem være lidt i fred. Men , men da jeg ville ud og snakke lidt med dem, havde de bevæget sig meget langt og tillige op af smalle trapper til en terrasse .Så aldrig mere alene på et større areal.

[Ulla H]

I øvrigt , når man besøger fremmede hanhunde, er der ved løs fri parring, den risiko at hanhunden svulmer så meget op, ved gentagne forsøg, at han ikke efterfølgende kan komme end og så er den dag nok forpasset.

[Lab-lover]

Ta en ung hanhund.

Han har sin første tæve til parring.

Han kæmper længe for at ramme rigtigt. Endelig rammer han, men han har ikke lige styr på det med at mase på og komme langt ind. Ærgeligt! Tisseren ryger ud og sæden rammer jorden i stedet for tæven.

Dette foregår nogle gange, hvorpå hanhundeejeren kassere sin hund, fordi den gudhjælpemig ikke kan løse gåden. Dumme dyr!!

 

I dette tilfælde kunne man jo knække koden for hunden, og lige give ham et par hjælpende knæ i rumpen. HVIS man ellers går ind for at hjælpe til.

Dette gør man efterfølgende ved nogle parringer og BUM!! Pludselig har han sgu fanget pointen. Og så kan han godt selv alligevel..

 

Det kunne ellers være sjovt, hvis mennesker var lige så kritiske ved sig selv..

 

Mænds sexdebut skal foregå med bind for øjnene og hænderne må kun røre kvinden.

Har han for mange missere, så er han bare udelukket for sex resten af sit liv.

 

Måske det ville hjælpe gevaldigt på jordens overbefolkning

[Siri]

Jeg vil aldrig lade min tæve eller hanhund parre uden at være der til at holde og støtte! Den der illusion om at de skal løbe afsted i solnedgangen og så parre helt naturligt, uden menneskelig indblanding, det er vist mest for for vores egen skyld at vi holder fast i den.

Virkeligheden er at langt de fleste tæver bliver virkelig forskrækkede når de hænger sammen. At en del hanhunde har svært ved at ramme og at man kan spare dem unødig stress ved at hjælpe (eks. placere tæven højt/lavt). At nogen tæver bliver forskrækkede når hanhunden trænger ind og derfor vender sig og bider/markerer. At nogen hanhunde er usikre pga tidligere erfaring med sure tæver og derfor har brug for ejers støtte. Osv. osv.

Jeg kan absolut garantere at mine hunde aldrig kommer til at parre, uden at jeg er ved siden af for at hjælpe og støtte.

[PBC]

Jeg vil aldrig lade min tæve eller hanhund parre uden at være der til at holde og støtte! Den der illusion om at de skal løbe afsted i solnedgangen og så parre helt naturligt, uden menneskelig indblanding, det er vist mest for for vores egen skyld at vi holder fast i den.

Virkeligheden er at langt de fleste tæver bliver virkelig forskrækkede når de hænger sammen. At en del hanhunde har svært ved at ramme og at man kan spare dem unødig stress ved at hjælpe (eks. placere tæven højt/lavt). At nogen tæver bliver forskrækkede når hanhunden trænger ind og derfor vender sig og bider/markerer. At nogen hanhunde er usikre pga tidligere erfaring med sure tæver og derfor har brug for ejers støtte. Osv. osv.

Jeg kan absolut garantere at mine hunde aldrig kommer til at parre, uden at jeg er ved siden af for at hjælpe og støtte.

 

Hvor kommer det fra med at løbe bort i solnedgangen. Jeg taler om at give hundene rimelige, rolige vilkår og god tid.

 

Sørgeligt hvis det står så skidt til som du beskriver indenfor din race Siri.

[PBC]

Ta en ung hanhund.

Han har sin første tæve til parring.

Han kæmper længe for at ramme rigtigt. Endelig rammer han, men han har ikke lige styr på det med at mase på og komme langt ind. Ærgeligt! Tisseren ryger ud og sæden rammer jorden i stedet for tæven.

Dette foregår nogle gange, hvorpå hanhundeejeren kassere sin hund, fordi den gudhjælpemig ikke kan løse gåden. Dumme dyr!!

 

I dette tilfælde kunne man jo knække koden for hunden, og lige give ham et par hjælpende knæ i rumpen. HVIS man ellers går ind for at hjælpe til.

Dette gør man efterfølgende ved nogle parringer og BUM!! Pludselig har han sgu fanget pointen. Og så kan han godt selv alligevel..

 

Det kunne ellers være sjovt, hvis mennesker var lige så kritiske ved sig selv..

 

Mænds sexdebut skal foregå med bind for øjnene og hænderne må kun røre kvinden.

Har han for mange missere, så er han bare udelukket for sex resten af sit liv.

 

Måske det ville hjælpe gevaldigt på jordens overbefolkning

 

Et meget godt eksempel på hvad man ikke skal gøre. Måske skulle sådan en hanhund vente et par år med at bruges i avlen og kan han stadig ikke finde ud af det skal han slet ikke bruges.

[Siri]

Hvor kommer det fra med at løbe bort i solnedgangen. Jeg taler om at give hundene rimelige, rolige vilkår og god tid.

 

Sørgeligt hvis det står så skidt til som du beskriver indenfor din race Siri.

 

Jeg henviser ikke til dig direkte, men til hvad jeg generelt hører. Det står slet ikke skidt til i min race, hvorfor tror du det? Det er faktisk en af de racer der har nemt ved naturlig reproduktion og har meget få tilfælde af inseminering og kejsersnit. Så generelt en sund hund. Men det ændrer ikke på at jeg aldrig kommer til at lade mine hunde parre uden jeg er til stedet til at hjælpe. Det er jo ikke vilde dyr, der har lært at klare sig selv i naturen - det er tamhunde vi har med at gøre.

[PBC]

Jeg henviser ikke til dig direkte, men til hvad jeg generelt hører. Det står slet ikke skidt til i min race, hvorfor tror du det? Det er faktisk en af de racer der har nemt ved naturlig reproduktion og har meget få tilfælde af inseminering og kejsersnit. Så generelt en sund hund. Men det ændrer ikke på at jeg aldrig kommer til at lade mine hunde parre uden jeg er til stedet til at hjælpe. Det er jo ikke vilde dyr, der har lært at klare sig selv i naturen - det er tamhunde vi har med at gøre.

 

Måske misforstod jeg dig? Jeg forstod at du insisterede på at hjælpe og at det oftest var nødvendigt. Jeg vil naturligvis også gerne være til stede, men det er nu ingen betingelse. Hvis tæven er tryg ved at blive "udstationeret" et sted som jeg har grund til at stole på er det fint at hanhundeejeren er til stede.

 

Jeg har 3 ud af 4 gange brugt en hanhund som bor på Sjælland, mens jeg selv boede i Vejle/Nyborg og to af gangene har parring fundet sted mens jeg var der. Ellers er tæverne blevet parret senere også mens jeg ikke var der og jeg har så hentet hundene efter et par dage.

 

Jeg har så været ude på en kennel (der hvor jeg købte Maggie) hvor han havde en tæve til parring (første gang for den) det gik helt uden problemer. I dette tilfælde havde ejeren faktisk først præsenteret tæven for hans egen importerede hanhund på 2 år, men den var ikke selvsikker nok til at parre, så tæven blev kørt til en anden passende hanhund, hvor den altså blev parret helt uden problemer af en 3-4 år gammel hanhund.

 

Generelt mener jeg man skal bruge helt voksne og gerne ældre hanhunde, så har den autoritet der skal til og man er mere sikker på at den er gennemsund og rask.

 

Det er for mig afgørende at hundene er i stand til at gennemføre parring og formering uden hjælp, men selvfølgelig skal der være kompetente personer til stede. På de kenneler jeg kender og har brugt, bliver hundene sat sammen 15 minutter morgen og aften under opsyn i de 2-4 dage, hvor tæven er højløbsk og når den er parret 3 gange, slutter man.

[Siri]

Måske misforstod jeg dig? Jeg forstod at du insisterede på at hjælpe og at det oftest var nødvendigt. Jeg vil naturligvis også gerne være til stede, men det er nu ingen betingelse. Hvis tæven er tryg ved at blive "udstationeret" et sted som jeg har grund til at stole på er det fint at hanhundeejeren er til stede.

 

Jeg har 3 ud af 4 gange brugt en hanhund som bor på Sjælland, mens jeg selv boede i Vejle/Nyborg og to af gangene har parring fundet sted mens jeg var der. Ellers er tæverne blevet parret senere også mens jeg ikke var der og jeg har så hentet hundene efter et par dage.

 

Jeg har så været ude på en kennel (der hvor jeg købte Maggie) hvor han havde en tæve til parring (første gang for den) det gik helt uden problemer. I dette tilfælde havde ejeren faktisk først præsenteret tæven for hans egen importerede hanhund på 2 år, men den var ikke selvsikker nok til at parre, så tæven blev kørt til en anden passende hanhund, hvor den altså blev parret helt uden problemer af en 3-4 år gammel hanhund.

 

Generelt mener jeg man skal bruge helt voksne og gerne ældre hanhunde, så har den autoritet der skal til og man er mere sikker på at den er gennemsund og rask.

 

Det er for mig afgørende at hundene er i stand til at gennemføre parring og formering uden hjælp, men selvfølgelig skal der være kompetente personer til stede. På de kenneler jeg kender og har brugt, bliver hundene sat sammen 15 minutter morgen og aften under opsyn i de 2-4 dage, hvor tæven er højløbsk og når den er parret 3 gange, slutter man.

 

Jeg insisterer på at hjælpe og oftest er det ikke nødvendigt med andet end lige at holde og støtte hundene. Men i tilfælde af at mere hjælp er nødvendig, så er det ikke meget bevendt at jeg står og kigger på dem ud gennem et vindue. Jeg vil være der sammen med hundene.

Jeg synes der er meget stor forskel på hvornår hanhundene er klar til at parre. Min den unge har sin første parring i oktober, der er han halvandet år gammel. Lidt tidligt, men lige med ham er jeg meget tryg ved det.

[PBC]

Jeg insisterer på at hjælpe og oftest er det ikke nødvendigt med andet end lige at holde og støtte hundene. Men i tilfælde af at mere hjælp er nødvendig, så er det ikke meget bevendt at jeg står og kigger på dem ud gennem et vindue. Jeg vil være der sammen med hundene.

Jeg synes der er meget stor forskel på hvornår hanhundene er klar til at parre. Min den unge har sin første parring i oktober, der er han halvandet år gammel. Lidt tidligt, men lige med ham er jeg meget tryg ved det.

 

Så kommer det efter min mening an på hvornår hjælpen er "nødvendig". Hvis det er for at få parringen igang, mener jeg man skal undlade. Det skal hundene selv kunne finde ud af. Uanset om det er tæven eller hannen der er for usikker (eller dem begge). Hvis det er for at undgå skader efter sædafgang ved at tæven stikker af er det naturligvis ok at hjælpe.

 

At hjælpe en ung uerfaren hanhund igang er en fejl. Den skal vise den tilstrækkelige mentale styrke og fysiske formåen til at klare det selv, hvis tæven er villig og parat. hvis hun ikke er det skal hun ikke parres.

 

På den måde sorteres hunde fra, som ikke har det der skal til for at parre - og det vil gavne racen.

[Birgitta]

Mon ikke det er som så meget andet omkring hunde og dedikerede ejere.. Vi har forskellige hunde, holdninger, erfaringer og vi er forskellige mennesker..

 

Behøver det at være sådan, at der kun er EN endegyldig sandhed?

 

Hvorfor kan vi ikke bare udveksle meninger og erfaringer uden krampagtigt at klamre os til at lige netop vores egen mening er meningeN! Den eneste sande i verden. Og at alle andre meninger er opfundet af mere eller mindre debile tosser, der bare ikke har set "lyset". Hvem lærer noget af det?

[PBC]

Mon ikke det er som så meget andet omkring hunde og dedikerede ejere.. Vi har forskellige hunde, holdninger, erfaringer og vi er forskellige mennesker..

 

Behøver det at være sådan, at der kun er EN endegyldig sandhed?

 

Hvorfor kan vi ikke bare udveksle meninger og erfaringer uden krampagtigt at klamre os til at lige netop vores egen mening er meningeN! Den eneste sande i verden. Og at alle andre meninger er opfundet af mere eller mindre debile tosser, der bare ikke har set "lyset". Hvem lærer noget af det?

 

Altså man kan jo diskutere hvad der er bedst for hundenes sundhed og uanset hvem der mener hvad, kan vi jo ikke begge have lige meget ret. Der findes vel et slags facit - et svar på hvad der rent faktisk fremmer hundenes mentale og fysiske sundhed.

 

Debatten er vel forat få emnet belyst, få de forskellige argumenter frem og jeg savner argumenter forcat det på lang sigt vil gøre hundene mentalt og fysisk sundere at hjælpe med parring, fødsel og yngelpleje og så avle videre på de individer der kommer ud af det.

 

Indtil videre synes jeg der debateres fint, med undtagelse af når der indrages den menneskeligørelse af hundene såvel fysisk som psykisk. Ellers mener jeg der stadig fremkommer nye vinkler, som er en reflektion værd. Blot må man jo huske at ingen behøver at avle på deres hunde, hvis de ikke har den fornødne kvalitet. Bare at avle fordi man kan, mener jeg ikke er så godt, men det er jo et frit land og fuldt legalt at avle på hundene uanset at jeg ikke mener de har fornøden samlet kvalitet.

 

et debatforum er vel til at debatere uenigheder i ikke?

 

synes du det er ubehageligt at være uenig Birgitta?

 

en anden stor og vigtig debat vi vist har tilgode er hvor gamle hanhunde bør være før de bruges i avlen og hvorfor. Den kommer nok en dag og så bliver vi sikkert også rygende uenige, men det gør ikke noget. Her er jeg også uenig med mange af vennerne i FT Spaniel klubben, som ønsker at bruge unge nyimporterede hunde meget mere end jeg synes er godt for racen.

 

uenighed er godt for mange ting.