Dina

Årsagen til, at hunde gerne må få rå kyllingeben er, at disse er bløde og bøjelige. Så snart kyllingeben (og andre ben) tilberedes, bliver de "skøre" og kan splintre og lave en farlig ravage inden i en hund.

Det kan man nok heller ikke med airedale terriere, men damerne har en tendens til at være mere beskyttende. Det er ikke en "egenskab", jeg ville sætte pris på, for det kan medføre uheldige ting. Jeg HAR oplevet to beskyttende tæver, den ene en airedale, den anden en boxer. Begge var vidunderlige hunde, men det var ærlig talt for besværligt i forhold til at have en hanhund. Hmm, selvfølgelig kan en hanhund også være beskyttende, men jeg synes, at de er generelt mere fjoget indstillet - i hvert fald hos min yndlingsrace.

Ja. Det er ikke sikkert, at jeg ville foretage samme prioritering, hvis jeg havde valgt en anden race end lige en airedale. Det har så ikke været tilfældet indtil nu - bortset fra Sofus' charmerende lillesøster. Men hun var så heldigvis ikke sødere end ham. Kun lige så sød. :slem:

Hvis jeg må drille lidt? I den tid, det tog dig at skrive hele dit indlæg, kunne hunden have været ovre springet og tilbage igen adskillige gange - med boldbelønning efter hver gang. Jeg går absolut ikke ind for tvang, men nogle ting (á la børn skal sidde i sikkerhedssele i bilen, uanset om de vil eller ej) er bare ikke så vanskelige, at man behøver at tænke over de helt store teorier. Og dertil hører bl. a. DcH's uden sammenligning allerletteste øvelse: A-springet. Synes jeg altså. Så kan man med langt større fordel bruge energien på de sværere ting såsom spor og fremadsendelse.

Jeg har aldrig ledt efter en avlshund, skønt jeg var så heldig, at min første hund blev brugt i avl. Men det var nok et rent tilfælde. Men lige mht airedales så er den min - skønt lidt lille - erfaring, at tæverne er betydeligt skrappere end hannerne. Og jeg er en hyler. Desuden er jeg mest fascineret af hanhundesindet. Der er lidt mere Fedtmule over dem. Derfor blev det hver gang en hanhund. Så jeg prioriterede: race + køn + sind (så meget man nu kan udlede hos så små hvalpe).

Det synes jeg personligt - altså lige bortset fra skovture, hvor det må være tortur for en hund at gå i kort snor. Der er simpelthen for mange dufte, der skal sniffes til.

Jeg er bare blevet overrasket alle tre gange, jeg har haft en hvalp og hvor den pludselig gik rædselsfuldt, når jeg skiftede over til den almindelige line. Og hver gang måtte jeg lige særtræne det at gå ordentligt, skønt hvalpen egentlig "havde lært det" - hvad den jo så tydeligvis ikke havde. :damn: Men du kan jo sagtens bruge flexlinen, når I skal fjolle i skoven eller på stranden. Derfor hedder den faktisk også fjollesnoren hjemme hos os. Jeg kan sagtens finde på at sætte flexlinen på Sofus, når vi tager til store byer, men så går han i ultrakort snor, for så holder jeg i håndtaget på det brede stykke. Ikke om jeg ville turde at lade ham få flere meter line med busser flagrende omkring os. Men han tager ingen skade af at blive holdt lidt i ørerne, for han har så megen frihed til daglig, og så læser vi jo samtidig også lidt op på det, der hedder at gå pænt som en fornuftig hund.

Operant indlæring / operant betingning hører da sammen som fod i handske eller....? Ved operant betingning indlærer man som du selv siger netop en adfærd, såfremt denne altså resulterer i en ønskværdig belønning? Nå skidtpyt, jeg tror dig, for jeg nægter at læse op på Skinner igen. Det var nødvendigt for over 30 år siden, men ikke om jeg gider nu i min alderdom..:slem: Måske jeg husker forkert, men var der ikke blot tale om et problem med et A-spring, fordi hunden ikke brød sig om at "forlade hundeføreren"? Og så er frem-og tilbage-metoden jo ret effektiv, medmindre man specifikt ønsker at indlære springet på helt bestemt vis. Det kan man jo også godt.

Jeg huskede kun, at han var psykologiprofessor ved Harvard engang i forrige århundrede. Men jeg slog lige lidt op om operant indlæring: "Det var den amerikanske psykolog B.F. Skinner, som i 1938 identificerede fire operante procedurer. To af dem øger frekvensen af adfærd, disse kaldes forstærkere (reinforcement). De to andre reducerer frekvensen af adfærd, disse kaldes straf (punishment) Når man taler om operant indlæring, betyder det, at man taler om, at adfærden styres af de konsekvenser, som adfærden får". Skinner var vild med Pavlos hunde og mad-klokken og han forskede meget i trial & Error-forsøg med mus, der skulle finde rundt i indviklede labyrinter for at få deres frokost - eller noget. Jeg kan ikke huske specielt meget om hverken Skinner eller operant indlæring, men det er der nok andre, der kan.

Det kan du have ret i, hvis det drejer sig om en lille hvalp, der endnu ikke har lært at gå ordentligt. Da vores hunde var hvalpe, brugte vi kun flexline på skovture, hvor hvalpen alligevel fes rundt til alle sider gr. de spændende omgivelser, og hvor det derfor ville være lidt synd hele tiden at skulle korrigere munterhederne, hvis linen var kort. Hvis man pludselig får problemer med sin voksne hund, der begynder at trække i flexilinen, så er det nok en god idé at gå tilbage til almindelig line en dags tid eller to og så ellers særtræne "gå ordentligt". Til det brug er den almindelige line bedre.

Nå, for søren. Jeg svarede bare på "Hvis man løber med hunden er det ikke længere operant indlært ;)". Jeg er i øvrigt heller aldrig helt sikker på, hvad de forskellige ord betyder. Operant indlæring - er det ikke Skinner med musene i labyrinten....som selv skulle hitte hen til osten eller noget?

Det gør jeg skam heller ikke. Altså sætter lighedstegn mellem selvvalg og dårlig opdrætter. Jeg ønskede skam ikke at skrive om dårlige opdrættere? Jeg skrev - eller ønskede i det mindste at skrive - om det princip, som nogle opdrættere lider af, nemlig trangen til suverænt at vælge, hvilken hvalp en hvalpekøber skal vælge. Altså det emne, som TS startede ud med, som det hedder på nutidsdansk.

Brian Holm er en dejlig gadedreng. Da en af hans ryttere skvattede og brækkede kravebenet, var der lidt uro om, hvorvidt han kunne køre med den skade. "Er muss", sagde Brian benhårdt. Jaja, cykelløb på det plan er ikke for tøsedrenge.

Nej da! Han taler bare ad helvede til dårligt. Det er da charmerende. Han ved, hvad han taler om...det gør de alle tre faktisk, tror jeg. Jeg gør så ikke, for jeg blev først grebet af cykelløb under sidste års Toru de France. Kæft, det var spændende! Og jeg synes, at jeg lærer meget af de tre herrer og også af ham den gamle (på min alder), der sidder hjemme i studiet med kort hår og ugegamle skægstubbe.

Det er altid godt at være klædt på til et køb, uanset om det er en hvalp eller en ny bil, man er ude efter. Derfor behøver disse mennesker jo ikke at synes, at de selv skal vælge. Men det er en strid om ord, eftersom dette er et tænkt eksempel.

Det skal du ikke være ked af. Det bliver nemt lidt indviklet, når man citerer andre og atter andre så læser det lidt hurtigt. Men mit svar var til Ibens: "Jeg ville slet ikke købe hos en opdrætter der lod det være frit valg efter først-til-mølle princippet. Det kan godt være det bare er mig, men for mig signalerer det en vis ligegyldighed". Sådanne opdrættere findes skam, altså mennesker der kun er interesserede i at sælge til "den første, den bedste". Altså som signalerer ligegyldighed over for, hvem hvalpekøberne egentlig er.

Jeg tror gerne, at nogle opdrættere kunne finde på at udvise en sådan ligegyldighed. Hm, faktisk kender jeg hele to eksempler på dette. Men det var jo så heller ikke de dårlige opdrættere, vi diskuterede. Mht hjælp og vejledning .... hvis man selv er lidt usikker på, hvilken hvalp man vil vælge, og det er man som førstegangshvalpekøber, så er det jo netop en stor hjælp, hvis opdrætteren vejleder! Men de hvalpekøbere, der selv vil vælge deres hvalp, er jo netop langt fra usikre førstegangshvalpekøbere, så de ved formodentlig, hvad de vil have. Det kan man godt blive enig med en fornuftig opdrætter om, medmindre ønskehvalpen allerede er "taget". Men hvis en opdrætter har den indstilling som anført af TS: "Vi lader aldrig nogen hvalpekøbere selv vælge deres hvalp af den simple grund, at det er os der lever med hvalpene i otte uger og ser dem hver dag, døgnets fireogtyve timer, og det er derfor os, der kender dem bedst", og som bare af princip fastholder dette, så vil erfarne købere formentlig kigge andetsteds - såfremt de da ikke tilfældigvis faktisk er enig i opdrætters valg. Men jeg tror altså, at det ikke er så vanskeligt at komme til enighed. Køber vil gerne købe (såfremt det er et ordentligt sted), sælger vil gerne sælge (såfremt det er en ordentlig hvalpekøber), så jeg tror, at man i langt de fleste tilfælde kan snakke sig tilrette.

Ja, så var den sag jo sådan set afgjort. :banan:

Rolf er da søøøøøød. Jeg kan nu godt lide de tre gutter sammen.

Jeps, jeg skal bestemt se så meget Tour, som jeg bare kan. Prologen er lidt småkedelig, men jeg glæder mig til i morgen. Jeg krydser fingre for - Cadel Evans. :5up:

Det var da ikke værre, end da jeg skulle vælge min første airedale. Det var så rodet, som det næsten kunne være. Opdrætter havde undervejs fået konstateret en aggressiv kræftsygdom, så hvalpene, der var lavet på Sydsjælland, voksede op i Nordjylland. Da de var salgsklare, blev de kørt til Nordsjælland til en opdrætter af en helt anden race. Hun skulle så stå for salget af hvalpene. Jeg var førstevælger hos hannerne og det var et gedemarked for mig at holde styr på, hvem der var hvem. Jeg vidste bare, at jeg ville træne med ham, så alt var planlagt. Først i DcH og så, når han var gammel nok (1 år) ville jeg skifte til Civilforsvarets redningshunde, for jeg havde læst om den eneste anden airedale i DK, der var redningshund - og det lød ærlig talt spændende. Men jeg kunne simpelthen ikke bestemme mig for, hvem af hanhvalpene det skulle være, for den ene var sødere og skæggere end den anden. Og jeg kunne ikke søge råd hos opdrætteren, for hvalpene var lige landet hos hende dagen i forvejen. Men min mand, der er vokset op med en airedale terrier, pegede på "vores" og sagde: Prøv lige at se ham dér - de andre render hele tiden i halen på ham. Han virker dejlig robust og fræk". Ham blev det så - og han var elsket fra første sekund og indtil han lukkede sine øjne for sidste gang 12 år senere. Dengang vidste jeg naturligvis ikke, hvad jeg skulle se efter. Det gør jeg i dag, så selvom en opdrætter meget gerne må fortælle om de forskellige hvalpe i et kuld, så vælger jeg selv - suverænt. Det gjorde jeg også med de to efterfølgende airedales, og begge opdrættere havde det fint med min indstilling.

Med det udtryk mener jeg naturligvis de opdrættere, som suverænt vil bestemme, hvilken hvalp en køber skal have. Dette fænomen har før været nævnt herinde.

Ups, den glemte jeg. Normalt ville jeg ikke lige vælge at kalde hverken købers ret til selv at vælge eller opdrætters ret til at til at forsøge at matche hvalp og hvalpekøber for "ensporet". Men en hvalpekøber kan være en erfaren hundefører, som har en klar opfattelse af, hvad vedkommende skal kigge efter hos en hvalp. Man ville selvfølgelig altid snakke med opdrætteren om flere af hvalpene, men derudover er opdrætters viden og kunnen i bedste fald er ret ligegyldig for sådanne hvalpekøbere. Ikke alle er jo ude og købe hvalp for allerførste gang.

Og det er i mine øjne præcis det samme, der gør sig gældende, hvis en opdrætter uopfordret på forhånd påtager sig at vælge for en hvalpekøber. Vejledning er godt og egentlig uundværligt, men afgørelsen skal være hvalpekøberens, såfremt vedkommende da ikke lige er på sin allerførste hund. Er opdrætter helt uenig i valget, må opdrætter blot sige fra.

Hvad jeg mener med, at en opdrætter kan "snydes" af en hvalpekøber???? Blot at en opdrætter kan tage fejl af en hvalpekøber?! Sofus' opdrætter, der er en både intelligent og sød kvinde med årelang airedale-erfaring, tog fejl af hele to hvalpekøbere. Det kan jeg ikke bebrejde hende, for jeg mødte dem begge og fandt ingen grund til uro. Den ene, som jeg oven i købet efterfølgende lærte at kende temmelig godt, troede jeg faktisk ville være den dejligste af alle os hvalpekøbere, så oprigtig glad virkede han for racen. Men begge hvalpe kom retur til opdrætter, den ene efter et år, den anden endnu senere. Min opdrætter tog imod og beholdt "hvalpene" i lang tid, indtil hun fandt passende hjem til dem, hvor de nu begge trives. Den eneste hvalpekøber, som vi begge var en anelse forbeholdne overfor, tog vi begge fejl af og hvalpen kom til en stort set perfekt familie, hvor hun er højt elsket af alle. Og hun elsker alle tilbage. En opdrætter har - forhåbentlig - forstand på sin race og på at kende sine hvalpe, men hvalpekøberne "kender" h*n ikke. En opdrætter kan vejlede hvalpekøberen i valget af hvalp og har naturligvis ret til både helt at afvise køber og også købers valg, men på forhånd at fratage køber muligheden for selv at vælge ville jeg personligt aldrig acceptere.