Dina

Det aner jeg ikke, om du er, men jeg betragter ikke dominans i hundeverdenen som hverken noget positivt eller negativt i sig selv.

Selv tak. Hun var en ret fantastisk svigermor, både til svigerdøtre (holdt altid med mig, hæ) og til hunde. Hun trænede aldrig en eneste af sine hunde, men gik hjemme altid og hun legede "fjollede lege" med dem, og alle hendes hunde var livlige og velopdragne og fulde af skæg. Hun havde altid forskellige racer, undtagen de sidste år, hvor hun holdt sig til aflagte schæferhunde, for som hun sagde "der er så mange mennesker, der ikke kan lide dem, fordi de er bange for dem. Og det kan hundene jo ikke gøre for". Jo, hendes mindes jeg med stor kærlighed.

Jarmen for psatan da - du har jo ret, kone. Det må være mit tastatur, der er noget galt med.

På den anden side - de hvalpe, der evt. kommer i ammestue....de kommer jo hjem igen på et tidspunkt, og måske kan det være svært at sælge dem? Og hvad så? Og måske jeg bare er for pessimistisk? Og så helt generelt: Mht at du selv vil aflive hvalpene....hvis du gør det straks efter fødslen, så er et hurtigt og hårdt "knald" vel lige så humant som aflivning med en sprøjte hos dyrlægen? Jeg har som meget ung set en bonde aflive uønskede kattekillinger på den måde, dvs. jeg havde kun nerver tll at se en enkelt, men det gik meget hurtigt. Og det var meget grimt at se på, så hvis du ikke har meget stærke nerver og beslutsomme hænder, så overlad det til dyrlægen. Bare et godt råd.

Det var bestemt ikke for at være hård ved dig, at jeg nævnte aflivning som en mulighed, men jeg tror - uden at vide det ringeste om det! -, at det kan være lidt svært at afsætte så gammel en hund. På den anden side så brugte min egen svigermor de sidste mange år af sit liv på at overtage hunde, der var kommet op i alderen og hvor ejererne af en eller anden grund ikke længere så sig i stand til at have hundene mere. Den sidste var en stor, vranten schæferhan og jeg må indrømme, at jeg for en gangs skyld troede, at her havde hun vist taget munden lidt for fuld. Men efter ganske kort tid hang den lige som sine forgængere i skørterne på hende og elskede hende, så det var en fornøjelse at se. Så man kan være heldig - der er sikkert andre som hende, der gerne vil give en ældre hund et godt otium.

Han lyder mest som en byrde for dig, og det kan godt gøre en hund deprimeret. Hunde er jo langt mere opmærksomme på vores sindsstemning end vi er på deres. Har du overvejet - for hans egen skyld - at få ham aflivet?

Det kan godt være, at du har fået hele tornen ud og også at der slet ikke befinder sig flere torne i poten, men jeg ved fra mig selv, at får jeg en torn i fingeren, så støder der uværgerligt betændelse til. Jeg er åbenbart torne-sart og måske Luna har det på samme måde? Derfor hælder jeg lidt til sæbevandet, hvor du også kan "massere" poten. Ømmer hun sig, er det måske en lille infektion; farer hun sammen, så er der nok en rest af tornen stadigvæk. Forhåbentlig er det snart overstået, så hun på raske fjed kan hærge dig igen. :5up:

Ingen kan vide, hvad andre tænker. Ingen har samme erfaring. Det ved enhver, så der kan vi ikke blive uenige. Jeg må leve med, at du kalder mig patroniserende. Men du må ikke gå rundt og tro, at jeg ikke er bevidst om, hvad jeg skriver. I øvrigt - hjemmestrikkede love bliver ikke vedtaget. De fostres inde i hovederne på forfatterne. Ja, det er noget værre besværligt noget, er det.

Næh?! Jeg tror ikke, at der i loven er taget højde for sådanne ting. Der står vist blot, at man skal kunne kalde sin hund til sig, ikke i hvilke situationer.

Bestemt ikke. Begge er skam lige hjemmestrikkede.

For min skyld ingen alarm, så længe den ikke løber op i hovedet på min hund. :slem:

Jeg kan bare slet, slet ikke få din beskrivelse til at harmonere med mine erfaringer på stranden. Der er aldrig slagsmål eller hylen og skrigen på hunde. Alt foregår stilfærdigt og alle møder er normalt helt kortvarige. Ingen brokker sig, alle nikker og smiler høfligt til hinanden i forbifarten - og så er det altså umuligt at se, at det skulle være et problem. Jeg har godt nok en meget sjælden gang oplevet en hundeejer, som kaldte sin hund til sig, hver gang en anden hund nærmede sig. Men personligt kan jeg jo SE på en sådan hundeejer, at der er "noget anderledes" i situationen end jeg forventer, og derfor har jeg altid kaldt mine hunde til mig. Jeg synes ærlig talt, at det må være tilfredsstillende nok selv for en meget nervøs hundeejer. Og jeg har ikke lyst til at lære min hund, at hver gang han spotter en anden hund på stranden, så skal han omgående kigge op på mig, se om jeg nikker eller ryster på hovedet og så ellers handle derefter. Jeg har jo intet problem med at holde min hund til mig (han løber aldrig ret langt fra mig). Hvordan skulle han så være et problem for andre? Hvis en hundeejer ikke ønsker kontakt, så er det da op til vedkommende at vise det, enten ved indkald eller ved at gå tur med hunden i snor, så at ingen er i tvivl om, at her er en hund, som af en eller anden grund ikke må sige goddag til en artsfælle. Jeg ville virkelig gerne forstå det, Bodil - men jeg kan altså ikke?! Og ligegyldigt hvor mange gange jeg betoner, at jeg holder min hund til mig, lige fedt hjælper det. Jeg skal simpelthen bøje mig for en hjemmestrikket lov for at behage andre hundeejere. Det ville jeg hjertens gerne i masser af tilfælde, hvis det kunne glæde nogen og ikke være til ulempe for mig selv og min hund, men almindelige strandture, hvor jeg aldrig har oplevet problemer.....nej, jeg fatter det altså ikke.

Du er simpelthen manipulerende. Jeg har tværtimod skrevet, at min hund må tage kontakt med en hund, såfremt dens ejere ikke har råbt og skreget på deres egen hund i et forgæves forsøg på indkald OG såfremt jeg for mig selv har godkendt begge hunde udstråling ved synet af hinanden. Dette ville du aldrig kunne leve op til, og dermed ville enhver kontakt mellem min og din hund omgående stoppes af mig. Dit problem er dermed hypotetisk og du ved det udmærket, men du bliver ved og ved i samme rille for at få chancen for at kalde mig egoistisk. Det virker påfaldende mærkeligt efterhånden.

Tro mig - du kan ikke skuffe mig. Jeg syntes blot, at det var lige stærkt nok at kalde mig egoistisk, fordi jeg ikke høvler min hund til mig ved synet af en hund i det fjerne eller fordi jeg ikke er konstant optaget af at underskrive diverse fredskontrakter med andre hundeejere. Du kræver slet ikke respekt. Du kræver, at alle underkaster sig din hjemmelavede regel om, at hunde skal kaldes til orden, når du ankommer til en strand. Men du må stille dig tilfreds med, at fx jeg - og sikkert et hav af andre egoistiske hundeejere - indskrænker os til at kalde vores hunde til os, når vi ser, at der kommer nervøse hundeejere med hunde i snor eller når disse hundeejere råber til os, at vi skal kalde på vores hunde. I følge loven skal jeg kunne kalde min hund til mig. Det kan jeg. Men der står intet om, at jeg konstant skal vise denne kunst.

Skal vi sige det sådan - jeg kan ikke forestille mig, at du ville gå afslappet med din hund, medmindre der var tomt for hunde hele horisonten rundt. Jeg forestiller mig, at du ved synet af en hund i det fjerne aldeles omgående vil kalde din hund til dig, så den ikke ved et uheld skulle komme til at tro, at den stik imod jeres normale praksis pludselig skulle hilse på en ukendt hund. Dette syn ville få mig til at kalde min hund til mig, dels af hensyn til en tilsyneladende utryg hundeejer, dels for min egen hunds skyld, idet jeg - retfærdigt eller ej - ikke ville kunne udelukke, at din hund ikke kunne lide artsfæller. Hvis det ikke er godt nok for dig, at jeg på god afstand og omgående ville kalde min hund til mig, således at du og din hund kunne passere i fred, og hvis du virkelig generelt kræver, at alle i tide og utide skal kalde deres hunde til sig for ikke at komme til at genere dig - jeps, så er jeg vel nok egoistisk.

Gu' var det så. Og også lidt på tide at smøre smilehullerne lidt, omendskjønt ganske ufrivilligt.

Jeg tænkte det først nu....altså at det faktisk rent sprogligt var noget gøj.

Folk mener så meget under alle omstændigheder, så det må vi leve med. Jeg er også flere gange blevet spurgt, om en airedale er på listen, samtidig med at folk har trukket småbørn og håndtasker til sig. Jeg har selv et specielt blødt punkt med alle racer, hvori er blandet et eller - meget gerne - mange stænk terrierblod. Jeg synes, at det giver en skæg hund med masser af humor, men jeg erkender, at ikke alle føler det på samme måde. Og ved du hvad? Jeg er skidehamrende ligeglad, for jeg elsker mit bløde punkt. I øvrigt leger min Sofus undertiden med en lille staffi-dame i nærheden, og de leger med høj lyd og body slamming fra damens side, hvilket ser ud til at forskrække mangen en god borger, der overværer det. Men ingen af dem har da ædt hinanden endnu. :klovn:

Mit bedste gæt er, at det er henvendt til den del af listehunde-ejere, der ikke kan/vil forstå andre hundeejeres frygt og som hver gang siger, at ork - små hunde er langt værre, hvilket jo nok skal mindske frygten?! Men det er gæt fra min side. Hvis du vil vide præcis besked, må du spørge folk, hvad de mente med deres indlæg. Jeg kan kun vide, hvad jeg selv har ment med det, som jeg har skrevet. Og jeg vil gentage, at jeg ikke har set et angreb på listehunde-ejere herinde. Hvis man har blot den mindste erfaring med hunde, så ved man, at såfremt en hund, der er bundet uden for en forretning, ved det blotte syn af en anden hund rejser sig på bagbenene, river pløkken ud af væggen og stormer direkte mod den anden hund og bider halsbåndet over på den - ja, så har man en til vished grænsende viden om, at det er sådan, den hund opfører sig ved synet af andre hunde. Og eftersom den ikke kan have undgået at have mødt andre hunde før i sin tilværelse, må ejeren nødvendigvis have set denne aggressive reaktion igen og igen og igen....... Og til det understregede - nej, naturligvis ikke. Det ville jeg heller aldrig drømme om at beskylde dig for. Og ligesom jeg ikke påtager mig skylden for, hvad en fremmed airedale terrier kunne finde på at lave af ulykker og forfærdelige ting, lige naturligt bør folk herinde med listehunde nægte at påtage sig skyld for ambull'en i artiklen. Der er overhovedet ingen grund til at tage sådan noget personligt. Jeg prøvede i det hele taget - måske klodset - at understrege, at vi herinde faktisk blot allesammen er hundeejere, og at vi har en meget stor ting tilfælles, nemlig vores kærlighed til hunde. Og at der ikke går skår af nogen af os, hvis vi kan rumme at tage afstand fra den ambull i artiklen - ud fra tekstens ordlyd.

Nu tænkte jeg sådan set også på vores lille fælles HF-verden. Jeg har i hvert fald ikke set et eneste angreb på listehunde-ejerne herinde i forbindelse med den artikel, vi diskuterer.

Lige så lidt, som at jeg skal stå til ansvar for det, hvis en tilfældig airedale overfalder en anden hund, lige så lidt skal en listehunde-ejer stå til ansvar for, at en ambull sprænger en hundekrog og overfalder en sagesløs forbipasserende hund. Det tror jeg, at alle mener. Ellers er det helt ude i hampen.

Vær du bare lidt rå og træn, som du synes. På et tidspunkt er ethvert underlag af underordnet betydning for hunden. Så kan den bare det tjald.

Jeg tror, at der menes, at jo mere varieret man træner spor, jo bedre er ens hund i stand til at klare "underlige" spor til konkurrencer. Det gode, gamle "stol på din hund", men hvor kan det være svært, for man kan godt være VIRkelig overbevist om, at hunden må være på vildspor. Men igen-igen er hunden den bedste til spor i forhold til os mennesker.

Nemlig. Det er først, når hunden bliver lidt mere erfaren, at disse spor ikke er "grimme" for den.

Jeg bliver rigtig ked af det, når jeg læser den sætning, for det siger mig med uønsket tydelighed, at jeg slet, slet ikke har formået at forklare dig, hvorfor jeg fx ikke altid kalder min hund tilbage fra en anden hund. Jeg tror, at jeg denne gang vil nøjes med at fortælle, at såfremt jeg - ved godt, at det er utopisk - skulle møde dig og din hund på "mine strande", så ville jeg omgående og på langt afstand kunne se af din og måske også din hunds udstråling, at et møde med min hund i høj grad var uønsket. OG SÅ VILLE HAN ALDRIG I LIVET FÅ LOV AT GÅ OVER TIL DIG. Kun hvis folk kommer afslappet slentrende med deres hund(e) et stykke foran sig, får min hund lov at hilse på dem, når de kommer hen til os og kun hvis jeg kan lide de fremmede hundes udstråling (og naturligvis min egen hunds ditto). Kalder du stadig min handlemåde egoistisk eller forstår du nu, hvad jeg mener?