Dina

De første mange år vi boede i vores hus, var der aldrig problemer med at gå rundt i området. Men de seneste 10 år er der kommet en del tilflyttere, der har bygget huse på de tidligere så skønne brakmarker (som jeg plejede at træne på, øv). Desværre har en del af disse mennesker også anskaffet sig hunde, hvilket vores tre små veje vidner om i form at hundelorte, der ligger, til Moder Natur har fortæret dem. En dag blev jeg så knotten, at jeg netop købte en pose små dannebrogsflag. Naboens små tvillingedrenge kørte i klapvogn forbi alle disse lorte med flag i, og da drengene var vant til, at sådanne flag betød fødselsdag, fejrede de "fødselsdagsbarnet" ved at råbe et højt HUUURRAAAAHHH, hver gang en klapvognen passerede en hundelort. Men faktisk hjalp det - en overgang. Måske jeg skulle investere i endnu en lille pose flag snart.

Velkommen til, Sara & Rasmus. P.S. Du skriver et perfekt og varieret sprog og din grammatik fejler intet. Hvis jeg skulle komme med et beskedent pip, så hedder det heroppe (i ét ord i - modsætning til hernede), men det er en ubetydelig bagatel. Jeg nævnte det kun, fordi du på forhånd undskyldte for noget, der overhovedet INGEN undskyldning kræver. Jeg glæder mig til at høre mere om den lille charmetrold.

Jeg bed også mærke i, at Barney - trods rig lejlighed for at blive bidt - heldigvis ikke blev det. At folk helt naturligt griber ind og råber op kan få en truende situation til at udvikle sig uheldigt. Men det skete ikke. Nå, men det skrev du jo så fint, så jeg siger ikke mere.

Enig! Men nu også helt enig med Hopsa, som vægter en evt. psykisk skade lige så højt som en slem fysisk ditto. Men det kan vi sikkert alle være enige om. Jeg har så kun haft en enkelt hund, der simpelthen fik et chock som bittelille hvalp, men hans opførsel i den efterfølgede uge var forfærdelig at se på. Hvis vi ikke indædt havde sat os for at ændre det, så kunne han nemt have udviklet sig til en bister herre som voksen. Føj for en tanke.

Kæft, det var flot!!!! :5up:

Prøv evt. at snakke med Marianne Bløndal: pimpernels.dk. Hun opdrætter labrador retrievere til bl.a. narkohunde og ved en pokkers masse. Jeg har for år tilbage kendt en hvalp fra hendes opdræt og det var den kvikkeste labrador, jeg nogensinde har mødt. Hun kan i hvert fald fortælle dig meget om racen. Hun er virkelig ski'dygtig til "det med hund".

Det ka' du såmænd godt have lidt ret i, men det er da et udmærket udgangspunkt og temmelig vigtigt at indse, så man ikke senere i vrede kommer til at reagere for hårdt.

:ae:

Jeg så det i hvert fald som et udtryk for ren nysgerrighed/videbegær, og så tænkte jeg: Orv ja, gad vide, hvorfor man vælger det ene fremfor det andet. Mere så jeg ikke i det.

Det gjorde ondt at læse dit indlæg. Sådan havde jeg faktisk ikke set på det før. Skulle jeg have en internathund, så måtte det vist også blive en udenlandsk. Det er jo ikke til at holde ud at læse om de forhold.

Ups, jeg opfattede slet ikke indlægget fra TS som kritik, men udelukkende som et spørgsmål om nysgerrighed? Det så - og ser! - jeg altså ikke noget nedgørende i? Og det er da rigtigt, at danske internathunde har et bedre liv end de mange udenlandske hunde.

Det kan du såmænd godt have ret i. Men trist, at nogle mennesker foretager et sådant valg.

Men så er kamphunden vel også blevet aflivet? Og ejeren har fået en bøde? Pis, at man ikke kan nøjes med alm. teatertorden hundene imellem, så ingen dør af at møde hinanden.

Hej - og velkommen til både dig og dine hunde.

Jeg bliver helt misundelig. Hvem der bare var ung, smuk og sirlig igen. Akja.

Jamen Diiiiiina - Loke er jo (næsten, hæ) lige så smuk som en airedale?! :slem: Pragtfulde billeder. I må have nydt træningen deroppe.

Jeg er bestemt ikke ekspert i slige sager, men jeg tænker på....hvis du SÅ, hvad Sofus som hvalp slap afsted med i månedsvis over for naboens intakte 2 år ældre hanhund Nikolaj. Vi korsede os, men den voksne hund var overbærende, lige indtil Sofus en dag, da han var omkring 10 måneder, blev sat på plads. Det sker stadig, men yderst sjældent (og vi korser os stadig over Nikolajs overbærenhed). Til gengæld ligger de tit i ske under en busk om sommeren, når de har tonset rundt. De storelsker hinanden. Nu har Nikolaj så fået en lillebror (halvt rottweiler, halvt ruhåret hønsehund), og nu er det ham, der godt 11 måneder gammel hærger de to voksne. Forleden satte Sofus ham på plads, mens Nikolaj nærmest bifaldende så til. Og de var de bedste venner bagefter. Jeg tror derfor bare, at du skal lade Beyla selv styre det ræs. I mine ører lyder hun altså helt normal. Chiki kører på hvalpelicens et langt stykke tid endnu, og der kommer sikkert også for ham (hende?) en dag, hvor Beyla sætter foden ned. Til lykke med familieforøgelsen.

Den største forskel tror jeg er, at jeg vælger at bruge mine øjne både på en fremmed hund OG min egen, så godt jeg kan. Jeg kan tage fejl, men jeg vælger altid at følge Sofus' opfattelse, hvis jeg kan se, at han ikke gider at hilse på den anden hund, også selvom mine øjne siger, at den anden er en fredelig hund.

Jeg tror nu, at alle vores teorier for det meste er hjemmestrikkede, så - uden at ønske at fornærme dig - så bøjer jeg mig ikke uden videre for, hvad andre hundeejeres strikketøj viser må være i hundenes interesse eller ej. Practice makes perfect, og jo flere positive møder en hund oplever, jo mere fintbygget og solidt forankret et hundesprog får den - i følge mit strikketøj. For mig føles det helt rigtigt, at hunde ønsker hundeselskab (ikke mindst ene-hunde), men det er bestemt ikke alle møder, jeg bifalder. Disse sidste forhindrer jeg aktivt. :klap:

Bestemt ikke. Men nu kommenterede jeg så også kun, hvad jeg så på videoen. Jeg har jo aldrig set Laika tage kontakt med andre hunde, så jeg er ude af stand til at afgøre, om en video med hende ville have set lige sådan ud. Men for mig at se, var situationen anderledes end du opfattede den. Jeg siger ikke, at jeg har ret og du har uret. Jeg konstaterer bare, at vi ser videoen med forskellige øjne. Og stadig - for mig at se så den lille tæve ikke det mindste utryg ud, kun forsigtig i sin tilnærmelse (kan man fandme godt forstå, hæ).

Jeg går ind for al den kontakt mellem hunde, som man kan få, såfremt begge hunde er normaltfungerende. Sofus har sine faste legekammerater udover de hunde, som han får lov at møde i løs tilstand. Ikke alle bryder sig om hinanden, selvfølgelig, men jeg tror, at lige som vi mennesker ønsker menneskelig kontakt, så ønsker hunde noget tilsvarende. Om jeg har ret eller uret, skal jeg ikke kunne sige....men jeg tror altså, at jeg har lidt ret dér.

Nej, for min hund er ikke en lille rar tæve, men en stor hanhund, der udi egen formening nok kender sit eget værd. Og så er der bestemt ingen grund til at teste, om han har ret i det eller ej. Men jeg så altså en noget anden lille hund end du. Den virkede ikke utryg i mine øjne, faktisk opsøgte den frivilligt situationen, for i den løse snor havde den rig lejlighed til i starten at dreje om på alle fire hjul og komme væk. I stedet vandrede den den store hund i møde med alle tegn på stor sprogsikkerhed. I mine øjne må den lille være vant til at møde andre hunde i løs tilstand, hvorimod den store ikke liiiiiige viste, at den havde erfaring med positive "hilsemøder". Den ville jeg nødigt slippe løs på en strand, selvom der måske slet ikke ville ske noget ved det. At jeg personligt så ikke ville have nerver til at lade min hund, stor eller lille, møde så småtruende en hund (den store stod jo med hele vægten på forbenene og stift stirrende øjne og fremadrettede ører som på en hest) er en helt anden sag. Ikke om jeg ville!

Jamen, så trækker jeg min påstand om, at et ugentlig møde med en løs hund ikke er det helt store problem til mig igen, for selvfølgelig skal du gøre alt, hvad du bare kan, for at han bestemt ikke bliver hverken utryg eller vagtsom. Og du har ret i, at folk ikke altid og alle steder tænker sig om. Og ind imellem er vi alle nok inkluderet i "folk" - jeg er i hvert fald, er jeg sikker på. Til gengæld er jeg villige til at tage ved lære, såfremt jeg ikke finder "undervisningen" alt for tosset eller direkte stridende imod, hvad jeg inderligt tror på.

Jeg synes, at det var meget, meget fin opførsel af den lille, for den store så mig da godt nok ud til lidt af hvert. Sofus ville med bestemthed aldrig i livet have fået lov til at nærme sig den i snor. Den virkede slet ikke, som om den var vant til at møde andre hunde. Ja, den lille udviste samtlige fredstegn på listen, men de virkede efter hensigten, og hunde lægger jo ikke helt det samme i "underdanighed" som vi mennesker. Tjener den et formål, er det fint for hunden. Og den hverken lagde sig, rystede af skræk og forsøgte at komme væk eller tissede af rædsel. Og lagde du også mærke til, hvor hurtigt den lille tæve turde bevæge hovedet ind uden den andens hoved - og sniffe lidt til dens hals? Det gør man ikke, hvis man tror, at man bliver ædt. Den video er en god reminder til os hundeejere IKKE at rykke (for hurtigt) i snoren. Et ryk eller et råb kan udløse slagsmål, inden man kan nå at sige hik.

Nu lader jeg så sjældent Sofus hilse på andre hunde, når begge er i snor. Undtagelsen kan være, hvis det er en ivrig lille hvalp (Sofus kan godt lide hvalpe) eller en ditto tæve. Men ellers holder jeg ham altid på venstre side. Nu går vi så heller ikke vældigt meget på fortove, men sådan gør jeg, når vi tager til København eller andre "rigtige" byer. Så det ser jeg så heller ikke som et problem. Egentlig heller ikke - altså i mine øjne - kan det være et meget stort problem, hvis du møder en enkelt om ugen, selvom jeg heller ikke selv finder det rart at møde en løs hund, hvor min er i snor. Men så går jeg imellem, hvis jeg ikke ser gode takter i den løse hund. Jeg beklager, hvis du føler, at der blev gjort tykt nar ad dig med min beskrivelse af aliens på stranden, for jeg tror, at det er det, du hentyder til. Som du kunne læse efterfølgende, beklagede jeg også min beskrivelse over for Vibeke, dog uden reaktion fra hendes side. Men du kan sikkert finde den, hvis du går et antal sider tilbage. Mht de hunde, som folk som jeg måske jager væk fra strandene, så må jeg altså melde hus forbi. De VAR væk, inden jeg dukkede op for over tyve år siden. Og efterfølgende har jeg hverken mødt råbende eller sparkende hundeejere sammesteds. Og ingen går derfor rundt og ryster på hovedet af hinanden.