Dina

Vi var stort set alle normalvægtige, men i dag ville vi jo nok have tilhørt gruppen små-undervægtige børn. Men vi blev bestemt ikke sultet. Vi åd faktisk som tærskere, når vi nåede frem til middagsbordet, hungersramte efter at have leget ude i flere timer. Men det var ganske almindelig kost med enten kærnemælk eller vand til. Jeg tvivler stærkt på, at E-numre var opfundet og vi købte da også ind hver dag for at have friske varer. Desværre havde de fleste mødre den idé, at grøntsager skulle koges lidt for længe i forhold til, hvad man ønsker i dag, så det store vitaminindhold var der måske ikke. Til gengæld stod der altid vitaminpiller på bordet om vinteren.

Det var, fordi der ikke var ret mange tykke mennesker. De, der skilte sig mest ud, havde "direktør-vom" og det var slet ikke socialt uacceptabelt. Der var max. en lidt tyk pige i klassen, hvor alle vi andre lignede tændstikker med firkantede hudadskrabede knæskaller. Vi fik jo for pokker hverken slik eller sodavand til hverdag, kun ved højtiderne. Vi spiste simpelthen mere enkelt, men også langt sundere, trods det at vores mødre ikke kunne drømme om at skære fedtet fra kødet. Og vi tilmed fik fedtemadder med groft salt på - noget, der i dag vil få enhver ordentlig mor til at slå syv kors for sig. Joooo, meget har ændret sig, men ikke alt til det bedre. :blink:

En dag vil du lære, at man ikke skal sige alt, hvad man tænker. Det hedder: at blive voksen.

Det er godt nok noget af en påstand. Det er vel næppe alle rygere, der bor med familien i en telefonbox? Hvis rygerne vælger kun at pulse løs under åben himmel, som mange faktisk gør, så ville jeg da mene, at der er temmeligt langt til alle sider? Så mon ikke faren bliver noget fortyndet? Jeg synes, at det ville være lidt mere relevant at kaste sig over madproducenternes vilde hærgen i E-numre og andet godt. Mennesket har da før i tiden aldrig muteret lige så hurtigt som bananfluer, men nu er det nærmest naturligt, at en alt, alt for stor del af børn har allergi og dræn i ørerne. Det er næppe, fordi de har været udsat for tobaksrøg - i modsætning til min generation, der voksede op i tobakstågerne som fra en polsk fabriksby. Det var helt almindeligt, at husets gæster - iført en havaneser - bøjede sig ned og spurgte os: "Nå, lille ven - og hvordan går det så i skolen?". Gerne efterfulgt af et ordentligt cigarpust lige i børnenæsehøjde. Sundt var det jo nok ikke og ulækkert var det i høj grad, men alligevel hærgedes vi hverken af astma eller allergier. Så lad os vælge vores kampe og rette skytset mod det, der virkelig tæller, ikke mindst for næste generations skyld. Og JA, jeg er en af dem, der kigger, når kunden foran mig lægger sine varer op på båndet (hva' fa'en skal jeg ellers fordrive tiden med, til det bliver min tur?), og jeg bliver inderligt glad, når jeg ser, at de hiver økologiske varer og æg fra fritgående høns op af indkøbskurven. Dog kommenterer jeg det naturligvis ikke.

Livet er dejligt enkelt, ikke? :slem:

Ulla - hvad mener du med, at de har besluttet, at hunden skal fjernes? Det er ikke, fordi jeg pludselig ikke forstår dansk, men jeg kan ikke få beslutningen til helt at harmonere med alle de scenarier, som vi alle har snakket om i forbindelse med konsekvenser af den nye hundelov. Vi har snakket om, hvor farligt et liv alle vores hunde nu lever, for hvis de involveres i et "ganske almindeligt slagsmål", så kan et par bid efterfølgende betyde aflivning. Og nu skal denne hund blot "fjernes"? Jeg forstår ikke helt, hvad der sker her, tror jeg.

Du har ret. Men jeg skrev nu mit indlæg med henblik på de mennesker, der forkynder, at de har "noget med stofskiftet". Jeg har det fint med undervægtige. Jeg ville for eksempel meget ønske, at jeg selv tilhørte gruppen.

Nemlig. Og for at være meget grov - der var lizzåm ingen, der ikke tabte sig i kz-lejrene. Nej, den VAR s'gu grov. Sorry. Men alligevel.......

Dejligt med naboernes reaktion! Men trist med Gretas. Vi må bare håbe, at hun glemmer det hurtigt. Stakkels lille pige.

Her må jeg lige nedlægge en irrelevant protestant. Det er korrekt, at de hunde, der reddes i det store udland, kaldes rescue dogs, men redningshunde hedder altså search and rescue dogs - og skal redde andre. :slem:

Så missede du lige den bemærkning fra damen om, at hun fremover ville melde hver eneste listehund, hun mødte, der ikke var iført mundkurv og snor - for dem mødte hun...ka' ikke huske, om det var ofte eller "hele tiden". Dvs. at der går flere omkring i Frederiksværk - og det affødte min muntre bemærkning.

Klik på linket.

Fy for psatan - det er med at holde sig langt væk fra Frederiksværk.

Stakkels Greta og stakkels dig. :ae: Men ingen tvivl om, at noget må gøres. Ejeren lyder lidt uden for rækkevidde dog?! Men når dine hunde ikke engang er sikre inden for jeres eget hegn, så er det for farligt at have så mærkelig en hund rendende løs i nabolaget. Det vil dine naboer nok kunne forstå. Men ejeren tvivler jeg så lidt mere på.

Det er en hetz, hvis nogen bevidst pisker en stemning op, men ikke en hetz, hvis man diskuterer en aktuel hændelse, der har fundet sted....eller flere af slagsen. Så længe man ikke hujer: Det er da osse altid, altid og altid den slags hunde, der overfalder andre hunde, så er det absolut ikke en hetz. Ta' den, Fritz! :slem: Jeg kan slet ikke have nogen mening om, at det kun har en nyhedsværdi, såfremt der er listehund involveret. Jeg synes - uden at have undersøgt det spor grundigt -, at alle hundeoverfald bliver kommenteret? Jeg har endnu ikke læst de links, du postede. Jeg har ikke set den amstaff, du omtaler, der forcerede et hegn for at komme til at nakke en kanin, men det ville Sofus bestemt have nydt at gøre den kunsten efter. Min opgave er så at sørge for, at han aldrig får lejlighed til det. Vi går et par gange om ugen forbi et hus, hvor der ved gavlen er opsat et stort kaninbur med hus og alting. I starten blev han ellevild og troede, at det var en gave, men nu er vi kommet så langt (og kommer formentlig aldrig længere), at han kan nøjes med at gå forbi på stive ben og med et skulende udtryk. Så hvorfor skulle det syn på tv være mere diskriminerende for dig end for mig? Det er s'gu da den slags ting, en terrier automatisk finder behag i at gøre og som enhver terrier-ejer ved? Så vidt jeg kan forstå på hundeloven, så er det ret ligegyldigt, om det er Pablo eller Sofus, der overfalder en anden hund. Heldigvis ved vi to så, at det gør de ikke, men de kan jo blive overfaldet og SÅ lynhurtigt besvare angrebet - hvilket vi vel også begge ved, at de ville gøre? I begge tilfælde står livet på spil for både Pablo og Sofus. Det er rigtigt, at Sofus gerne må være fri de tilladte steder - dét er så forskellen på ham og Pablo. Men det er hverken dig eller mig, der er skyld i den ting.

Jeg finder det ikke spor respektløst at kalde det en hetz, specielt ikke hvis man begrunder, hvad der ligger til grund for den mening, men jeg finder det nu stadig noget mærkværdigt og temmelig provokerende, hvis man i en overfalds-debat udelukkende fokuserer på, at "det kan alle store hunde gøre - små hunde er lige så farlige og også langt mere aggressive - journalister er upålidelige - og i øvrigt er hundeloven noget lort". Men jeg vil da nødigt indlemmes i din kategori af mennesker, der "forblændet af had er blevet ensporede og kun kan fokusere på en bestemt type hunde" af den grund. Jeg hørte for et par dage siden om en airedale terrier, der i løs tilstand havde fået for vane at hærge får og katte (tror, at det var i Albertslund?!), men min første tanke var faktisk ikke: Det har da nok slet ikke været en airedale og mon ikke, at alle andre racer kunne have gjort det samme. Min første tanke var: Sådan en elendig hundeejer, der ikke holder styr på sin hund. Fandme for dårligt. Det er muligt, at der "i den måned hundeloven blev vedtaget var der mange overfald, som ikke rigtigt nåede længere end i de lokale medier, hvor gerningsmanden var en ikke-listehundeejer...", men så må du s'gu da indrømme, at der var adskillige i månederne forinden? Nu er loven er jo ikke lavet for dine hunde alene. Alle hunde falder ind under den. Livet ér blevet farligere for alle hunde, der uanset årsag bider andre hunde - også for min Sofus, der allerede har leveret to bid til en anden hund som tak for, at den anden hund strøg ud af sin hoveddør og lige i flæsket på Sofus. Med en tilstrækkelig skør hundeejer kunne det have udviklet sig til politi og andet godt. Uretfærdigt? Ja, også i dén grad, men det er livet nu for alle hunde. Denne udtalelse er meget svær både at bevise og at afvise, for når man ikke hører om tilfældene, så....... :slem:

Jeg er nok lidt tungnem, men du har en hund på 10 måneder, der endnu ikke har lært de allerførste øvelser, der kræves til en konkurrence, og så frygter du fratræk til - en konkurrence? Jeg tror, at jeg ville koncentrere mig om at lære ham en eller to af øvelserne, som forventes til de konkurrencer (er det DKK eller DcH eller måske noget helt andet?). En god øvelse ville være at splitte fx apportering op og starte med at lade ham samle apportbukken op, og så efterhånden gå videre i øvelsen, når han kan det element. Dels er det lidt svært at skrige op med en stor træting i munden, dels er apportering jo næsten medfødt for en retriever med deraf følgende store sandsynlighed for succes. Så lad være med at ærgre dig over, at hunden piver eller at smide ham i bilen, fordi han ikke fatter, at han lydløst skal tilbyde en adfærd. Gå i stedet frisk i gang med nogle reglementerede øvelser, hvor han skal bruge hjernen. Så får han formentlig heller ikke overskud til også at pive. Men alfa og omega må være, at du ikke bliver knotten på ham eller straffer ham (smides i bil), fordi han ikke er trænet til at gætte, hvad du ønsker.

Jeg ved ikke....personligt er jeg da meget godt tilfreds med Lavbos svar. Vi er nok alle, TS indbefattet, enige om, at det var en skidt ting, at hunden blev parret, men når det nu er sket, så er hvalpereduktion (selv efter fødslen) ikke noget, der chokerer mig. Lad os nu stoppe og ikke drive folk af listen. Vi skal jo alle være her.

Når du næste gang kommer hjem fra indkøb, så prøv at gå rask ud i køkkenet, mens du henover skulderen siger "Kom her og se, hvad jeg har fanget!" til hundene. Ude i køkkenet stiller du en af indkøbsposerne på gulvet, hiver ud i åbningen foroven og siger helt stille: "KUN kigge". Det gør jeg med Sofus, og han tager hver gang opgaven meget alvorligt. Alt bliver sniffet igennem, og ind imellem (han er en langsom læser) kigger han op på mig og logrer - for straks at stikke hovedet ned og fortsætte sin snffen. Det tager max. 10 sekunder og så er han faldet helt ned igen.

Jeg tror faktisk heller ikke, at særligt mange hundeejere ville ignorere deres velkomstglade hunde. Sofus er altid ovenud lykkelig, når jeg kommer hjem efter et smut i fx Brugsen. Også selvom han ikke har været spor alene hjemme imens. Måske dette kan skyldes, at han er alene-hund? Dine har den store fornøjelse, at de har hinandens selskab altid. Jeg ved ikke.... Eller også er en airedale terrier bare mere barnlig end en beagle. Man skal jo ikke forsværge noget.

Hun anbefaler bl.a. - hvis jeg husker rigtigt -, at man, når man kommer hjem og ens hund er ellevild af glæde over endelig at se én, blot ignorerer hunden totalt de første 5 minutter. Det er for mig at se en følelseskold og usædvanlig usympatisk reaktion på et andet individs glæde. Jeg tror gerne, at hun siger mere, der er knapt så oprørende (i mine øjne), men alene af ovennævnte grund er det en teori, jeg slet ikke gider beskæftige mig med. Men måske jeg blander hende sammen med en anden forfatter.

Atter en ting, som jeg ikke ved en pind om, men ræve....de lever da heller ikke i flok i naturen, vel? Hvis jeg "tror rigtigt", så er det jo heller ikke vildt bemærkelsesværdigt, at de i fangenskab ikke udvikler en adfærd, der er som ulvenes, der jo netop lever i flok?

Din historie handler jo netop ikke om dominansteorier eller hvorvidt hunde er flokdyr eller ej. Den handler om ejere, der har skaffet sig hunde, inden de grundigt har sat sig ind i, hvad det indebærer at have sådant et eksemplar i sit liv. Men er det i virkeligheden lederskab, du gerne vil diskutere?

Så forstår jeg nok ikke helt, at du ikke har taget skridtet videre og har ladet ham kastrere? Det ville ikke være den første mulighed, jeg personligt ville gribe til, men hvis jeg var overbevist om, at adfærden virkelig var hormonel, så ville mine forbehold over for en sådan operation forsvinde som dug for solen.

Som barn var en af mine yndlingsretter stegt kylling (fin spise, da jeg var barn - akja) med nye kartofler og hjemmelavet agurkesalat - indtil jeg holdt sommerferie på landet som 9-årig. Dagen inden jeg skulle hjem, ville bondekonen glæde mig med stegt kylling, "når nu kjøwenhavnertøsen var så glad for den spise". Vi gik sammen ud på gårdspladsen, og jeg må have været et usædvanligt tungnemt barn, for selvom der stod en huggeblok med en økse ovenpå OG bondekonen i den ene hånd bar på et protesterende stykke fjerkræ, så anede jeg ikke uråd, før dyret havde fået én på bærret med den flade side af øksen for i næste øjeblik at blive halshugget. Det værste var dog, da jeg efterfølgende så, hvordan den spænede rundt på gårdspladsen efter sit hoved - med blodet strittende ud af halsen. Joooo, I er hårde i filten derude på landet.