Ninjamor

God træning

Det kan man godt tænke sig, men det ændrer ikke på at hun ikke er tryg ved at blive forladt Når hun ikke har det fint med at badeværelsedøren lukkes, er dette noget der skal tages seriøst og derfor trænes Ja, er det ikke muligt? I princippet er det bedst at koncentrere sin om alt det der spiller en vigtig rolle i hvalpens tilværelse og det lyder - lige nu - som om det er at blive efterladt. At træne øvelser er ganske fint for at tage et eksempel, men hvis der er et problem i hverdagen er tiden bedre givet ud på at træne tryghed til dette end at lære hvalpen at sidde på kommando osv. ... Det skal du naturligvis også, men når du skriver "vi" gik jeg ud fra at du havde en sambo og I kunne købe ind sammen med hvalpen tryg i taske så hun ikke skulle ud at gå langt.

Som det er nu er Freja ved at indlære en uhensigtsmæssig adfærd/følelse ift. at blive forladt. Det er umuligt at gennemskue plottet herfra så jeg vil anbefale dig at starte forfra og skrive træningsdagbog med notater fra gang til gang. Sådan en dagbog skal indeholde flere punkter: I detaljer hvad du/i gør forud for afgang, hvilket tøj du har på samt tilbehør (nøgler, taske, udesko mv) Tidspunkt for afgang Varigheden af separationen, på sekundet Fodring ift. afgangstidspunktet (en supermæt hund oplever ofte ikke problemerså slemt som en halvsulten/sulten hund) Dit humør, stress mv. Og så en mængde oplysninger som kan virke irrelevante (og også hyppigt er det) som vejret, støj i opgangen/udenfor osv. Alt sammen ligegyldige ting for os, men observationer en hund kan koble på den oplevelse den får ifm. dem. F.eks. at det er ubehageligt at være alene hjemme, når den hører ovenboen komme hjem fordi det var lige netop det hunden registrerede forud for at den blev forladt en gang da den var utryg. Lad badeværelsesdøren være lukket både når det ikke er i brug og når der er nogen derude. Ved at lave skema kan du efter kort tid muligvis se, at der alligevel er et mønster i Frejas adfærd. Dette løser naturligvis ikke dit akutte problem med at skulle hjemmefra, har du mulighed for at have hende med i en taske, når du skal være hjemmefra?

Pelle er en hund. Batman er en kat. Titti var et marsvin og Ellinor var en hest. Intet dyr som kommer indenfor her bliver reduceret til "bare". Jeg vrælede som pisket da Titti desværre måtte aflives pga. en rodbetændelse som ikke kunne kureres. Dyrlægen GLOEDE på mig, men for hulen da. Det var jo Titti! Batman er en ganske almindelig huskat, bortset fra at Batman aldrig ville godtage at skulle være "almindelig", han var ganske gratis da han var killing. Men der var intet at diskutere i Påsken da han fik ondt i maven og måtte til dyrlæge, med understregning af "dyr". 3010 kr for en forstoppelse. Nogle af bekendterne, ja selv en ven har sagt at "det ville jo have været billigere at..." og der er de blevet stoppet. Ja, en aflivning havde været billigere og kattekillinger kan man jo få gratis alle vegne. Batman blev 14 år denne måned og lige nu sidder han og tigger efter kogt torsk med skinger killingestemme Det jeg egentlig vil sige er, at vi er så forskellige, for nogle er en hund "bare" en hund i den forstand, at der ikke bliver nurset meget omkring den eller at man ikke ser nok på den til at vurdere at den muligvis er syg eller har smerter. Nogle tisser næsten i bukserne af grin over Aschas klapvogn, som andre kun kan se det fornuftige i. Nogle ryster på hovedet over at en hundeejer bruger 30 000 kr på behandling af sin hund, andre kan sagtens forstå dette. Dyreejere som mangler forståelse for at andre dyreejere bruger masser af tid og penge på deres dyr, er efter min mening ikke ringere mennesker, de forstår bare dette lige så lidt som andre ikke kan forstå dem. Vi forstår ikke hinanden

:ae: til jer begge

Hvad er det du vil, Agnete?

Agnete: Hvis du har problemer med mig og det jeg står for, så opret en tråd om det eller henvend dig privat til mig og få din aversion ud der. Denne tråd bedes du holde fri for "prikkeri", som du kalder det. Har du direkte spørgsmål til bogen foredraget holdes over, skal du være meget velkommen til at stille dem her. Jeg vil dog foreslå du læser bogen, før du dømmer dens indhold.

Det er ikke mig som planlægger, men klubberne og andre som ønsker et foredrag. Det har vist sig tidligere, at borgerne ofte kan få bibliotekerne til at arrangere foredrag, især når emnet er på baggrund af en bog

Tag det du kan bruge og glem resten

ja, vi kræver ofte alt for meget af vore hunde. Prøv at spørge din dyrlæge om h*n ikke ser mange hunde som smider skæl, når de skal undersøges! Hihihi... Dengang Rasmus gik i B klassen - dengang der var et helhedsindtryk på dommersedlerne - stod han i en ståøvelse nærmest som en border collie: Sænket hale og nakke. Heldigvis kendte denne dommer mig rigtig godt, men han sagde at hvis han ikke havde kendt mig ville han have troet at jeg plejede at tæske min hund. Jo men Rasmus stod såmænd bare og lurede på om det var nu, nu eller NU jeg kastede bolden til ham Det gik heldigvis ikke ud over helhedsindtrykket

I november vil Terrierklubben afholde foredrag med mig. Beskrivelse er her: http://www.dansk-terrier-klub.dk/?PageID=606&Lang=Dk&SiteID=6

For mig er en sløv hund en hund som arbejder uden gnist og lyst, men udfører øvelserne fordi den nu skal. En hund som er af en langsom race kan jo sagtens arbejde med gnist i sit naturlige tempo. Vi skal så heller ikke glemme at tilsyneladende sløvhed, og at hunden hænger med halen og dukker nakken, kan skyldes nervøsitet og anderledes udstråling fra hf end hunden er vant til. Overordnet set må det ligge i trænernes input til hundeførerne og at få trænet nok i konkurrencesituationen, så der ikke er så mange nerver på.

Maturligvis får man ondt af en hund, som har haft det skidt, men det er fortid og den kan vi ikke ændre. Vi kan derimod ændre nutid og fremtid og at græde over det der har været hjælper ingen, men kan i nogle tilfælde bevirke at man ikke ser helt klart pga. følelser. Hovedet lige på sømmet Ulla, tak fordi du forstår det! I to år knoklede jeg selv med en psykisk ustabil angst/aggressiv hund som jeg overtog fra et dårligt hjem. Stjerne havde haft det hårdt og da jeg overtog hende som 10 måneders unghund var hun allerede så skadet, at det tog lang tid at rette op på det. Det der kunne rettes op på. Da først fysikken var kommet i orden, hun havde begyndende rachitis på forbenene, en mega skæv atlas og et fastlåst bækken, troede jeg at der bare skulle ro, faste rytmer og kærlighed til. Det viste sig at være en meget omkostningsfuld vildfarelse, som det tog mere end to år at komme ud af. Stjerne stressede over alt, og jeg mener alt! Alle normale stimuli i en hunds liv kørte hun op over og kunne ikke håndtere. Jeg healer selv og kommunikerer med dyr, men fik andre til dette da jeg var for involveret her, hun fik alternative midler og behandling samt kemisk medicin. Hun blev skærmet og elsket. Intet hjalp det mindste Stjerne var aggressiv bag angsten og det betyder, at man ikke kunne behandle angsten i første omgang, for så var der ikke noget til at styre aggressiviteten. Jeg har aldrig følt mig så utilstrækkelig og aldrig har jeg grædt så meget over en hund! Stjerne overfaldt hunde, hvis hun kunne komme afsted med det og der var ikke rejste børster, fråde om munden eller det blik i øjnene Stella nævner. Det gør det bare endnu værre for der er i den situation intet der kan advare om et forestående bid. Nå, lang historie kort: Stjernes liv endte den februar lørdag i 2005 hvor hun to gange gik til angreb på min gamle cairn. Så måtte det stoppe og Stjerne fik fred for livet. Så, ingen skal komme og fortælle mig hvordan jeg tænker eller hvilke tiltag jeg gør brug af som adfærdsbehandler og affærdige mig med at jeg bare er en "kold" adfærdsbehandler, når jeg prøver at hjælpe. Kritik er bare et udtryk for at andre ser anderledes på tingene og kritik i sig selv skal man ikke tage personligt. I så fald skulle jeg have været ude herfra for længst. Stella, hvis du vælger at tage mine ord som kritik er det dit valg, men så bliver det noget svært at være på et debatforum, vi er jo ikke enige i alt!

Vær rar at undlade at fortælle mig hvad jeg tænker! Du har et par gange skrevet at det måske tager et år at "rette op" på Tjaldur, det er dine ord, ikke mine hvortil jeg spørger hvorfor så ikke gøre det på ½ år hvis muligt? Medmindre du har læst om mig aner du ikke hvordan jeg arbejder, hvilke metoder og tiltag jeg anvender og du ved slet ikke hvad jeg tænker. Ærgerligt. Men skal vi være helt ærlige, så har du haft skrevet engang, jeg ville hjælpe dig med trækproblemet, at du pga smerter ikke kunne holde nok igen til at stoppe op eller vendeom metoden kunne fungere. Det må du naturligvis selvom. Hvis hans problemer udelukkende skyldes hormoner, så vil en kastration da også hjælpe. Skyldes problemadfærdene ikke hormoner kan kastration hjælpe en del alligevel - eller blive en katastrofe. Jeg håber I undgår det sidste Her kunne jeg så komme med dusinvis af eksempler på at kastration ikke har hjulpet eller skabt et andet problem/forværret det et eksisterende problem, men når du har besluttet dig så er det vel bare det Det må vi så håbe på og du behøver heller ikke stå til regnskab for nogen Du har så fastlåst en opfattelse af adfærdsbehandlere at du tror det ene udelukker det andet. Dig om det... held og lykke med det.

Jeg ved at andres mening rager dig en hujende fis, men jeg bliver ærligt talt vred over dit indlæg! Tag lige og læs mit indlæg igen, jeg har ikke anbefalet aflivning!!! Jeg fortæller hvilket indtryk jeg har fået af situationen gennem Stellas egne ord! Ord der beskriver aggression grundet frygt/usikkerhed mv. Og så ANBEFALER jeg adfærdsbehandler, hvilket jeg ikke ville gøre hvis jeg så slaget som tabt! Petrine, at kastration har hjulpet på din hund siger intet om, at det vil hjælpe på Tjaldur, så naturligvis har du 100% ret til at udtrykke din mening og give tonsvis af anbefalinger, men de bygger ikke på erfaring fra stribevis af problemhunde gennem mange år. Tværtimod skriver du gang på gang mellem linierne, at du nærmest er ligeglad med hundes adfærd og ikke pædagogisk i dine tiltag. Så nu trækker jeg adfærdsbehandlerkortet, hvad enten I respekterer det eller ej. Jeg er en erfaren professionel adfærdsbehandler med erfaring fra hundredevis af hunde, selvom jeg ikke plejer at skære dette ud i pap herinde. Din anbefaling af kastration bør ikke bygge på enkeltstående erfaringer, det er situationen for usikker til.

Det beklager jeg! Jeg skriver hver gang, at det ikke er for at lyde hård, men jeg er nødt til at tage fat i ting jeg via min erfaring som adfærdsbehandler kan se som potentielle risikofaktorer. Det er "hvad det er"! Naturligvis opfatter du ham ikke som en tikkende bombe, men læser du dine indlæg med objektive og fremmede øjne, må du se at det er sådan han kan fremstå. Hvis en ustabil hund reagerer med aggressivitet, så er det jo definitionen på en tikkende bombe! Det er ligegyldigt hvad hensigten med en evt. kastration er. Hensigten ændrer ikke på resultatet, som kan blive grimt Hvilket er hvad jeg danner mig indtrykket af, jeg har jo ikke set ham, har kun dine ord for hvad der sker og det lyder slemt! Det er naturligvis dit eget valg. Jeg taler ikke om en samtale, men om en vurdering af din hund Som du måske ved dømmer en advokat ikke. En advokat taler klientens sag på bedste vis og det er hvad jeg prøver her. Det er ikke en konklusion, men en tanke på baggrund af, at du skriver han har det så slemt med angst, utryghed og usikkerhed samt stress. Jeg vil aldrig drage sådan en konklusion uden at have set hunden og jeg anbefaler dig også at få en vurdering af ham fra en kyndig adfærdsbehandler. Det ville jeg ikke gøre, hvis jeg havde en fasttømret mening om situationen. Du kunne også vælge ikke at tage alt så personligt, som du gør. Stella, det er sjældent jeg blander mig i dine tråde, netop fordi jeg ved hvordan du reagerer. Her synes jeg imidlertid det lyder som så alvorlig en situation, at jeg må tage de tæsk der kommer for at blande mig. Jeg vil det bedste for din hund - og alle andre hunde Du er selv den første til at skrive det er synd for din hund og at du græder for hans skyld. Hvorfor må andre ikke synes det er synd? " Hvis man afliver sin hund bør det være for hundens skyld og ikke for sin egen bekvemmeligheds skyld. Sat på spidsen: Du synes det er så synd for Tjaldur at du græder for hans skyld, men ikke nok til at få en vurdering eller evt. aflive ham? Hvorfor så ikke gå linen ud og få en adfærdsebehandler til at lave et behandlingsprogram? Hvis du vil ofre alt for dine dyr må pengene og din mgl. respekt for os adfærdsbehandlere vel træde i baggrunden? Jeg kan finde en erfaren og dygtig adfærdsbehandler til dig, hvis du vil Absolut, men kærlighed og omsorg er som regel ikke nok ved så store adfærdsprobblemer, du beskriver hos Tjaldur Ikke af en hund med svære adfærdsproblemer, men hvorfor trække det i langdrag? Hvorfor vil du absolut helt selv? Hvis du ved, en god behandlingsplan kan få Tjaldur gjort tryg og glad på ½ år hvorfor så bruge et helt år hvor han ikke har det optimalt?

Pelle, retriever på 6 år, får tre faste måltider om dagen + det løse. Som hvalp fik han 4 - 6 måltider + det løse. Han er ikke et "madøre" muligvis fordi han får mad når han beder om det? Han får ekstra hvis han har spist op og beder om supplement. Han får hvis han kommer og dumper en "spise" aktiveringsting i hånden på mig. Pelle er stor hund, som vejer 40 - 41 kg uden at være overvægtig. En kæmpe racer som din kommende hvalp ville jeg fodre 3 - 4 gange i døgnet som voksen for at mindske risikoen for mavedrejning som følge af store måltider. Jeg har aldrig brugt at se på fodersækkens fodringsanvisning, jeg har i stedet kikket på min hund dagligt og fodret efter hans huld. Naturligvis har Pelle altid haft adgang til frisk vand, men da jeg delvist fodrer med hjemmelavet foder drikker han ikke så meget, som hvis han kun fik tørfoder, vandet skal dog være der.

Museklik er ikke ene om at være bekymret.. Jeg ved, det ikke er populært at være den der ofte kommer med noget negativt, men, hvis din beskrivelse af vovse er korrekt så er han en tidsindstillet bombe! Det lyder som om selve livet ikke er håndterbart for ham. Hvis hans reaktioner skyldes angst (ved mænd f.eks.) så vil en kastration med stor sandsynlighed ikke gavne, men kun gøre angsten større pga. den selvtillid testosteronet ellers giver. Uanset det er stress, frustration eller andet der får Tjaldurs aggressive side frem, så kan en hund ikke vise noget der ikke ligger til den. Nogle hunde vil vælge at trække sig, hvis de bliver utrygge hvor andre går til angreb, som du fortæller han gjorde på din bror. Uanset hvad en hunds baggrund er, jeg ved du har fået en masse info fra en clairvoyant, bliver man nødt til at glemme dette lidt ift. de problemer hunden viser og behandle problemerne. Når du fortæller om ham, lyder det for mig som om det kærligste ville være at give ham fred, ja undskyld, det kan lyde hårdt, men er absolut ikke sådan ment, jeg skriver det som advokat for din hund, som lyder til at have det mere svært end man kan ønske for et dyr. For jeres begges skyld: Få en kyndig adfærdsbehandler til at vurdere ham!

Jep, jeg var i tankerne havnet i Eliteklassen med en levende og en død figurant Det er også sjovt som instruktør at udpønse "onde ting", som gavner i det lange løb. Jeg husker engang hvor jeg havde lagt en rundering på strandområdet og smidt en fig. under en omvendt robåd. Der var kun en hund som fandt fig. fordi de andre kun søgte høj vindfært. Jeg kan sagtens følge Dina, for et mere frit program giver større realisme i arbejdet. Så er vejledningerne for utilstrækkelige efter min mening. Men disse dommere lader sig vel også farve af de sprudlende hunde? Det er længe siden jeg har gået konkurrence, men dengang var der en karakter for helhedsindtrykket og her kunne dommerne trække fra eller give lidt for den frejdige hund, den mulighed burde nok genindføres Der ligger et job for trænerne her med at motivere til det glade samarbejde og det er de åbenbart ikke dygtige nok til ifølge dine observationer om sløve C hunde

Nå ja Det giver god mening

Døde figuranter er nemme at arbejde med, de brokker sig aldrig Hvis fig. bliver fundet på første udslag skal hunden jo ikke rundere mere og øvelsen er dermed slut = dommeren har ikke set hunden i rigtigt arbejde Man må undre sig Det tror jeg ikke han har, det virkede som om han fandt det en anelse pinligt

Det kan være mere end svært at vide hvordan situationen har været når man ikke ser den selv og måske endda igennem øjne som ikke kender til hundeadfærd. Muligvs har Siku været oprevet over at være et andet sted end hjemme

Okay, det holder op! Godt? Jamen humperi er desværre nogle hundes svar på opkørthed :-( Især hanhundene. Man skal nok se på de situationer som fører til humperiet, f.eks. hvis det er under leg med andre hunde. Her kan humperiet opstå fordi hele situationen er ved at køre af sporet og humpehunden ikke kan håndtere situationen. Så stresser den op og svaret bliver så humperi, som er hvad hunden er i stand til i situationen. Så, hvis du fremover ser det som at fremprovokeret humperi er tegn på at noget i situationen er mere end han kan overskue, så kan du begynde at se på selve situationerne, for det er formentlig ikke altid han humper i sociale situationer?