Ninjamor

Hvorfor så ikke få en professionel til at hjælpe?

Det bedste råd jeg kan give dig er at få en adfærddbehandler til at rådgive dig. Din hund skal ses hvis de råd du får ikke kun skal være overordnede. Du behøver ikke at have gjort noget forkert. Hvordan reagerer du, når han gør?

Det bedste råd jeg kan give dig er at få en adfærddbehandler til at rådgive dig. Din hund skal ses hvis de råd du får ikke kun skal være overordnede. Du behøver ikke at have gjort noget forkert. Hvordan reagerer du, når han gør?

Der er en grundlæggende forskel på dyr i naturen og hunde i bur: I naturen kan dyret frit gå ud og ind som det passer dem. Jeg taler ikke om hvad der er synd og hvad der ikke er synd, jeg taler om at der skal lægges lige så meget træningstid i at lære en hund at være i bur eller et lille rum, som når den skal lære at være alene i boligen. Det kan være noget anderledes hvis en hvalp fra ganske lille har vænnet sig til at være i bur, men hvis den har brug for et bur for at kunne føle sig tryg, mener jeg reelt det er noget der bør arbejdes med. Jeg ville være grumme ked af det, hvis mine hunde ikke følte sig trygge nok i deres hjem til at kunne have hele boligen eller det meste til rådighed, når de var alene. Pelle, for at tage et eksempel, ville have det rigtig skidt med at blive begrænset til få kvadratmeter eller et bur i timer af gangen, da han skifter ligge/soveplads mange gange i løbet af en dag. Noget andet er, at har man bare en gang oplevet hvor ulykkelig en hund kan være over at have overskidt/overbrækket sit opholdssted, så har man ikke lyst til at sætte hunden i den situation igen.

... og på Strøget er der rigtigt mange mennesker, så konceptet godbid/mennesker er i princippet fin nok, men ikke på er meget befærdet strøg. Hvad er hans baggrund, hvorfor kan han ikke lide fremmede mennesker?

Jeg kan slet ikke forstå sådan noget. Jeg kendte engang en hundeejer hvis hunde, altid schäfere, fik samme navn. Hvordan skelner man lige hvilken hund man taler om bagefter? Og de kan ikke allesammen "være" det givne navn.

Velkommen til og glædelig hvalp I stedet for at fokusere på det hun foretager sig af uønskede ting kan du fokusere på at forhindre hende i at starte ved at have et formål med din tur. Hunde går jo ikke tur bare for at gå, så du kan med fordel styre turen med gode oplevelser for alle sanserne Der er mange måder at gribe sagen an på på, men hvis du nu fylder hånden nærmest hende med lækre guffer og når hun sætter snuden mod hånden dropper en guf lige bag hendes bagpart eller det sted, der passer til, hvor du vil have hende til at gå, vil jeg næsten vædde en hund på at 10 - 20 godbidder givet på denne måde allerede vil få hende til at holde sig lidt længere tilbage end der, hun ellers går. Hunde gør det der betaler sig. Du kan for øvrigt med stor fordel øve dette hjemme i stuen uden line på eller med linen hængende efter hende, så hun selv vælger fra at bide i linen. En anden ting du kan gøre er at bytte linen for noget andet der dingler, et stykke tov eller lignende, så kan hun enten bære det selv eller I kan hjælpes ad forudsat hun ikke vil trække i det. Selv har jeg et meget afslappet forhold til hvalpe der bider i snoren eller f.eks. vil slås med det håndklæde der tørrer dem. Jeg går med på legen og afslutter med en godbid og et SLUT som også bruges i andre sammenhænge, så hvalpen hurtigt lærer betydningen af ordet. Når betydningen af ordet sidder kan man undgå bideriet. Synes du det er for meget bideri kan du slippe linen i det øjeblik hun vil slås og aflede med et legetøj. Mht. at bide dig i knæhaserne har jeg det selv sådan, at vel er det leg, men det må ikke gøre ondt og hvalpe skal lære at hæmme deres bid, så hvis hun bider for hårdt ville min strategi ikke være at stå stille, men at komme med et udbrud, så hun forstod det og rose straks hun stopper og derfra aflede hende til at gøre noget andet. Hun lyder som en frisk bernerdulle og jeg ville være henrykt over at min hvalp så hurtigt efter flytningen fra opdrætter havde tillid nok til at gå i benene på mig Jeg ved ikke om du er opmærksom på at tovtrækkeri og anden vild leg i overdrevet mængde netop giver den effekt du beskriver?

Velkommen til Jeg vil straks indrømme at jeg har det noget anstrengt med at en hund skal være i et lille indelukke eller bur, når den skal være alene hjemme. Medmindre årsagen til problemet er at hunden synes den har for meget plads (utryghed), hvilket jeg endnu har til gode at opleve, er opbevaring i bur eller lille rum en løsning som i princippet tager lige så lang tid at træne positivt, som det tager at lære en hvalp at skulle være alene på et større område. Det er vigtigt at din hvalp opdager at hun bliver forladt og alligevel vælger benet til. Hvis hun er for optaget af beet og ikke ved hun bliver forladt kan hun efterfølgende blive forskrækket/ulykkelig når hun opdager hun er alene og begynde at lede efter dig. Det er mit indtryk at schäferen er en af de hunde som nemt accepterer at være alene når bare den er vel stimuleret og alenetiden bygges langsomt op. Hvor lang tid er hun alene? Hvor længe har problemet været der? Hvordan har du øget alenetiden? Hvis du har have, kan du få hende til at bruge meget energi på at søge foder/godbidder som dels spredes overalt dels sættes på buske og træer så hun både skal søge lavt og højt. Sådan et par gode søg på ½ time aften og morgen kan lægge en god bund. Mht videokamerea bruger de fleste vist efterhånden webcam. Alternativt kan du købe en diktafon eller anden lydoptager så du kan høre hvad der sker. Når hun kun er i underetagen betyder dette så, at hun sover alene om natten?

Hvad beskæftiger du Killa med i løbet af dagen? Måske kan nogle ændringer være gavnlige.

Hahaha... Jeg kendte engang en kelpie som hed - Kelpie og en tæve som gik til træning hos mig hed Morfar

Nogle gange synes jeg at menneskenavne til hunde skulle forbydes. På et træningshold havde jeg engang en lille hund. Ejeren var en kvinde jeg kendte fra yoga og som lige i forbifarten meldte sig til da vi mødtes i Brugsen. På dagen havde jeg således ikke hundens navn. Nå, men det var altså manden i forholdet som skulle gå med hunden, viste det sig. Hunden var en utrolig lækker og charmerende gravhvalp (manden var også lækker). Det gik meget hurtigt denne dag, der var meget at se til og på et tidspunkt gjorde gravhunden noget morsomt som så så sødt ud at det røg ud af mig "Hold op hvor ser Otto kær ud!" Hunden hed så Otto resten af lektionen og først bagefter kom ejeren hen, halvkvalt af grin og sagde, at hun syntes nu også Otto var skøn, men hunden hed altså Tyson. Otto var manden. Der findes ikke en smiley der kan beskrive hvor røde mine kinder blev. Onsdagen efter blev der grinet godt igennem på yogaholdet. Det behøver sikkert ikke tilføjes at jeg derefter sikrer mig alles navne og forsøger at lære dem udenad før træningen starter.

Okay Synes du ikke at "ulovligt" kan gradbøjes? For at tage et tænkt eksempel: Jeg snyder skat for X antal kr., min nabo banker sine børn. Så er det dobbeltmoralsk af mig at anmelde manden fordi jeg snyder i skat? Begge dele er ulovligt og kan straffes. Så, hvis jeg snyder i skat skal jeg ikke anmelde et indbrud hos genboen hvis jeg overværer det, ikke melde at nabogårdens heste bliver vanrøgtet, ikke melde det at nogle af byens lømler er i gang med at tæske og bestjæle en tysk turist uden at vær dobbeltmoralsk. Er det hvad du mener? For god ordens skyld vil jeg lige gentage at det er fiktive situationer jeg nævner..

Jeg havde det nogle gange sådan lidt underligt når jeg kaldte på min kat "Batman hvor er du?"! Jeg har kendt en hund som også hed Batman så historien må gælde Det var min tanke at Pelle skulle have været en tæve som så skulle have heddet Perle. Set i lyset af den efterfølgende Perlesag hos Politiet var det nok meget godt Pelle blev en han Jeg har tit tænkt det kunne være sjovt at have to hunde med navnene Marci og Pan Min søsters omplaceringshund hed Kain (!), nu hedder han Kaj. Nå, Min Rasmus hed jo Rasmus, et fantastisk navn synes jeg, det ligger godt i munden.. På et tidspunkt lejede jeg hus af en person som også hed Rasmus. En dag kom udlejer og skulle lave en reparation og det var sommer så døren ud til stod åben. Haven var ikke fuldt indhegnet, men vi boede på en lukket vej langt, langt ude på landet så skidt med det. Rasmus blev altid i haven alligevel. På et tidspunkt kom Rasmus ud af syne og jeg kaldte på ham. Han kom ikke på første kald, hvilket var usædvanligt så jeg blev lidt mere fast i tonen "Rasmus kommer du SÅ!" og rundt om hjørnet kom udlejer spurtende "Ja, ja jeg er på vej!" Han ikke så meget som stillede spørgsål ved min ret til at kommandere med ham

Det jeg har skrevet i indlægget har ingen relation til hvad jeg mener om betjentens handlinger. Vi to har haft diskussionen tidligere og jeg gider simpelthen ikke genoptage den. Der er ikke 1% chance for at vi bliver enige, og emnet er ikke meget vigtigt for mig, så jeg takker nej til dansen

Mads C.J. har aldrig været med. Jeg tror han er på alder med mig og uanset alder: Når man beskæftiger sig professionelt med noget, bør man følge med. Når vi taler de undsendelser der i sin tid blev vist omkring adfærd med M.C.J. som eksperten gik de på dominans, dominans og dominans. Dette begreb som betegnelse for en hvalps adfærd og mål var allerede passé i moderne kynologi på det tidspunkt. "Nej" skulle i følge hans bog læres blandt andet ved at hamre en næve i bordet og i indkald skulle man skælde ud, hvis det ikke virkede. DcH hundekonsulenterne blev i slutfirserne og i starten af 90'erne undervist nogle gange af nævnte, der og senere i en anden forbindelse fik jeg et udmærket kendskab til ham og hans metoder og moderne var de aldrig. Slut på spam. ___________________________ Tilbage til hovedemnet Thorsagen blive mere og mere speget, men skal den diskuteres bør det være på baggrund af de foreliggende fakta og som Lene og Athene påpeger, er det foreningen Fair Dog som har meldt internatet, ikke betjenten

dobbelt

Oaky, i info om emnet står der at problemet ses mest hos intakte hanhunde, men der er jo også andre årsager til tilstanden Det ville være en meget bastant antagelse. Vi kan ændre rigtigt meget, når det handler om dyr og årsagerne til deres adfærd, men det er ikke til at vide om netop din hund kan lære at ændre holdning og adfærd. Ud fra min erfaring ville jeg umiddelbart mene han kan ændre opfattele og dermed adfærd, men din hund skal ses i situationen og I skal have nye turvaner og ritualer. Du kan lige så godt vænne dig til det: Det kan give anledning til mange pinlige situationer at være hundeejer Omsat til børneopdragelse: Mine børn ville også så gerne have 15 is om dagen, da de var små, men det ville jo ikke gavne dem, så... Som andre har nævnt har voksne hunde ikke det store behov for at komme i nærkontakt med fremmede hunde og efter min bedste overbevisning giver tilfældige, korte møder dem ikke ret meget positivt. Ved at lade sin hvalp/unge hund komme i nærkontakt med alle den vil, skaber man en forventning hos hunden om at skulle hilse på alle de hunde, den har lyst det. Dette kan dels give hele turen en eneste dagsorden: At hilse på andre hunde, dels er det ikke alle andre hundeejere, som vil lade deres hunde hilse, hvilket skaber frustration. Ophobet frustration bliver nemt til overdrevet adfærd som knurren, dominerende adfærd mv. Ja. Du skal tage kontrol over situationen og i en periode bestemme retning og tempo, indlægge mange gode aktiviteter og i det hele taget vise dig som den venligt styrende part. Hold så stor afstand til andre hunde, at du kan nå at fange hans opmærksomhed, før han når at tro han skal hilse. Giv godbidder, leg med ham, aktiviter ham meget på turen så turens formål bliver et andet end at hilse på andre hunde. Du har et mix af en lidt reserveret hund med tendens til egetkønsaggression og et stort behov for at lave noget hundefornuftigt og en selskabshund uden kæmpe behov for at arbejde og et blidere gemyt. Dette kan give nogle selvmodsigende egenskaber som kan forvirre noget. Typisk knurresnakker de små terrier, også under hilsnen på andre hunde, og dette bliver let misforstået som aggressivitet - også at hunde uden erfaring med terrier. Terrierne kan også knurre lidt uden "snak" og dermed vise at de gerne vil hilse, men at reglerne skal overholdes. Dette er ikke aggressivitet, men en løftet pegefinger til den anden hund - nu opfører du dig pænt! En mops/mopsblanding som "snøvler" kan også blive svært misforstået af andre hunde, som tror den knurrer, så hvis din hund har nogle af disse træk i sine hilseritualer er der faktisk lagt op til potetielle misforståelser hundene imellem. Det kan være det du oplever . De er for tæt på til at du kan lykkes med træning i den situation. Råb til dem at du træner, at han smitter, han har ringorm, han har ondt i ryggen, diarre - ligegyldigt hvad der skal til for at undgå møder du ikke ønsker og han ikke har brug for. Min hund har et rygproblem hvilket folk ikke kan se og jeg bruger det skamløst til at holde uønskede hunde væk med. Jeg har det også fint med at råbe at han smitter hvis folk ikke respekterer mit nej tak til nærkontakt. Din hund er lille og du kan lære ham at komme på armen, hvilket du kan bruge, hvis du spotter en hundeejer du ved ike respekterer dit nej. tag ham da op før han ser den anden hund. Hundeejere respekterer generelt ikke andre hundeejere og træner de ikke selv, kender mange ikke billedet af en som gør - eller prøver på det og derfor kan vi ikke forvente at de høfligt bliver på afstand, selv om vi vifter med godbidder og prøver at få vores hund til noget.

Jeg mente nok undersøgelsen var omtalt i en bog og så fandt jeg denne omtale af bogen Hund & menneske - atferd, læring, samspill skrevet til DcH: Per Jostein Matre, Rune Fjellanger og Rita Kylling: ”Hund & menneske - atferd, læring, samspill.” H.A.L.S. Forlag, Oslo, 1999. 107 sider. Den bog vi har valgt at anmelde i dette nummer, er ikke oversat til dansk, og kan formentlig ikke uden videre købes i den nærmeste boghandel. Men da den dels ikke er mere på "udenlandsk" end at den sagtens kan læses alligevel, og dels lader sig fremskaffe for evt. interesserede med Vivis velvillige hjælp, hvis boghandleren ikke vil bestille den hjem, skal den alligevel have et par ord med på vejen. Bogens forfattere er formentlig allerede kendt af en del, deres navne nævnes i hvert fald jævnligt når der snakkes nyere tilgange til hundearbejde, og der er netop i det seneste landsblad blevet annonceret et kursus i "Hundens lugtesans" med Matre og Fjellanger, som man måske stadig kan være heldig at få plads på (???), hvis man er interesseret. Det er meget erfarne og kompetente folk, som har arbejdet med hund i forskellig sammenhæng i mange år, træning og undervisning af (problem)hunde og deres ejere, uddannelse af tjenestehunde (næsearbejde), uddannelse af instruktører, forskning i hundeadfærd og samspil mellem hund og menneske m.m., og som nu altså har samlet noget af deres viden om og holdninger til hund-menneske-forholdet til en rigtigt god bog. Bogens tre første kapitler omhandler holdninger til indlæring og til forholdet mellem hund og fører, beskriver brug af forskellige typer forstærkning, og gennemgår de forskellige faser i indlæring. Mange af de principper for hundeopdragelse og -træning, som man har hørt om, og måske også praktiserer, bliver beskrevet kort og præcist, f.eks. betydningen af at man udvikler hvalpens og unghundens sprogfærdigheder både i forhold til andre hunde og i forhold til mennesker, og vigtigheden af at udvikle selvtillid, selvstændighed og problemløsningsevner i hunden gennem samarbejde med og respekt for hunden, fremfor med kæft, trit osv. Også termer som positiv og negativ forstærkning, og positiv og negativ straf, som man hører så tit, men måske ikke helt har gennemskuet systemet i (de bruges også i ret forskellig betydning af forskellige personer), bliver forklaret grundigt, og også de forskellige indlæringsfaser, som vi forsøger at operere med i vores træning, bliver udspecificeret og gennemgået én for én. Dernæst følger et kapitel med fem praksiseksempler af ret forskellig art, hvor de netop gennemgåede principper og teknikker bruges i detaljer. De fem cases spænder fra en hvalpeejer, der vil prøve at indlære nogle helt grundlæggende ting (indkald og at gå pænt i snor), over en ejer af en hanhund med et aggressionsproblem, til en hundeejer, der forsøger at få sin hund godkendt som redningshund, men har problemer med at få sin rundering til at fungere i alle situationer. I hvert af tilfældene beskrives det specifikke problem, der opstilles målsætninger for hvad føreren skal kunne/gøre, og for hvad hunden skal lære, og der beskrives hvilke trin indlæringen af den pågældende adfærd skal forløbe over. Det er spændende at se et indlæringsforløb beskrevet så detaljeret og specifikt, og hvis man får lyst til at prøve at lægge lige så detaljerede planer for dele af sin egen hunds uddannelse, så vil det sikkert være en lærerig oplevelse. Næste kapitel indeholder nogle overvejelser over hvordan man bedst får de sidste faser af indlæringen, dem forfatterne kalder generalisering og varige ændringer, til at fungere, sådan at hunden faktisk behersker øvelser/adfærd i alle de ønskede situationer, og bliver ved med at kunne det. En af pointerne er at man skal indbygge en del af generaliseringen allerede i de tidligere indlæringsfaser, eller med andre ord træne varieret fra starten af, på forskellige steder, på forskellige tidspunkter og i forskellige situationer. De sidste to kapitler handler om hvordan man observerer og beskriver hundens adfærd, og er nok ikke primært rettet mod den menige hundeejer, det bliver ganske teknisk og kompliceret, men der er også her mange interessante detaljer, som man kan tage til sig og bruge lidt mindre systematisk i sit hunde-liv, f.eks. en 24 punkter lang liste over risikofaktorer, der kan medvirke til at udvikle problemadfærd hos en hund, fordelt på forhold i hvalpetiden, forhold til andre hunde, ejeren, og fysiske skavanker, som kan påvirke adfærden negativt. Det er altså en bog der kommer ganske vidt omkring i hundetræningen, og som gør det på et niveau, hvor også erfarne hundeførere og trænere vil kunne hente noget nyt, eller få repeteret vigtig viden, samtidig med at især de første tre kapitler gennemgår nogle meget centrale principper for det at have og træne hund, som også nyere hundeførere sikkert vil have glæde af. Så vi kan på redaktionen kun sige: Læs den før dine holdkammerater (eller din træner eller dit hold eller ...)

Slettet

Det er ikke at pådutte ejeren noget at du sætter rammer op for dit samvær med hunden. At gå pænt er opdragelse på linie med at hunden ikke må tage mad ud af din hånd, og det ville ejeren jo nok kunne forstå at du satte grænser for. Hunden kan sagtens lære at der gælder et sæt regler hos dig og et andet hjemme, så længe der er en tydelig forskel og du er 100% konsekvent i dine krav. Hvis det du gør umiddelbart virker uden at skade hunden, er det godt nok. Det lyder som om det du gjorde på gåturen er en egnet model. Du kunne med fordel have holdt en pause på gåturen inden hun blev ukoncentreret. Det er ret krævende for en hund at skulle koncentrere sig, så hold pauser undervejs hvor du siger "fri" eller lignende som betyder, at hun får hele linen til rådighed mens du står stille og uden du giver så meget som en mm efter for hende stræk.

Nix. Som jeg skrev i den anden tråd, har jeg det fra kurser og kompendier, vist allerede fra 90'erne. Prøv at google Kylling, Matre og Fjällanger, så kommer der muligvis noget op, jeg har dog ikke kunne finde det på nettet. De har skrevet to bøger og jeg mener at kunne huske at der i den ene bog fortælles om undersøgelsen Matre arbejder, udover med hunde, med børnepsykiatri og det er det som mest kommer op, når man søger på nettet

Sikkert. Jeg har omtalt Per Jostein Matres undersøgelse, men intet om hvilke hunde det drejede sig om. PJM's undersøgelse er lavet på ganske almindelige hunde med problemadfærd, hvor nogle fællesnævnere omkring miljø, opdrætter, ny ejer mv. så viste sig.

Det kan blandt andet gøre forskellen på om en hvalp som ikke oplever sine behov opfyldt lærer at kæmpe for det den vil eller bare opgiver. Dette kan give forskellige udfordringer i både opdragelse og træning. At Luna er meget vedholdende i sine kontaktforsøg kan skyldes at hun har erfaret at du giver dig på et eller andet tidspunkt Er det specielle undersøgelser du hentyder til?

Har du læst det jeg skrev? Nemlig at kuldets størrelse er en af flere faktorer der gør sig gældene ift. om en hund udvikler problemer. En anden faktor er netop opdrætteren, en tredje hvalpekøberens erfaring osv. osv. osv.