Shii

Det e jo netop det... Jeg har også haft venner der har ville "pådutte mig" en holdning hvor jeg har sagt at jeg vælger altså ikke folk fra, bare fordi de ikke kan lide hinanden... Jeg vil have lov at have min egen holdning, og SELV tage valget hvem der er mine venner... Hvis jeg skal presses til at tage valget imellem to af mine venner, så er den som tvang mig allerede i rimelig stort "minus"...

Han er smuk Men jeg ville også sige en anelse for tynd... Jeg kender ikke super meget til GDs vækst, men jeg ved at det er super vigtigt at de får det rigtige foder, og vokser ordentligt og "rigtigt", så de ikke får skavanker med deres store krop når de bliver voksen! Evt. kan vi håbe Hopsa kommer på banen, for hun er jo super meget inde i hvordan en sund GD skal fodres.

Helt enig... Og så synes jeg netop også det handler om, om der ER et problem... Man kan jo ikke bebrejde kæresten for at han ikke synes det holder i længden at dyret skider på hans ting... Der må man jo finde en løsning som er holdbar for ham også.. Jeg tror faktisk det ER de fleste hundefolk som stadig ville vælge manden fremfor hunden(eller at skærer ned på aktiviteterne), hvis det blev fremlagt på en ordentlig måde, det som jeg læser de fleste mener er netop som dig at hvis det er et ultimatum der opstår fordi han irriteres af den blotte tilstedeværelse af hund, så holder det ikke... Jeg mødte engang den helt perfekte fyr (troede jeg), vi mødtes til en fest og vi havde den mest fantastiske aften, og da aftenen var slut aftalte vi at mødes igen to dage senere, hjemme hos mig... Jeg havde en perserkat og en hund på daværende tidspunkt... Så snart han så min hund begyndte han at snakke om hvor klamme hunde var, hvor beskidte hunde var, hvor meget de slikkede sig i røven, og at det var mega klamt at katten sad i sofaen, og at det var endnu mere klamt at man kunne se deres mad osv... Der vidste jeg da med det samme at det bare ikke ville holde overhovedet... Hverken hund eller kat var klamme, og mit hjem var helt rent... Det var udelukkende baseret på at "De var klamme, for de slikkede sig i røven"... Der valgte jeg da at på trods af alt andet var perfekt hos ham, så ville jeg ikke se på ham...

Jeg vil virkelig gå på kompromis med mange ting... Men jeg vil IKKE tvinges til at tage mit valg via trusler... Og jeg tror det er forskellen... Det handler om respekt for mig...

Hvor er han bare dejlig

Jeg synes også det er vigtigt at man også har hinanden at støtte sig til også når man skal være realistisk... Jeg kan jo ikke få 10 hunde, et kæmpe hus og bil, og 5 børn, og tage på ferie 5 uger til udlandet hvert år... Og så vil jeg gerne bare kunne gå derhjemme, og være husmor... Det holder jo ikke, og der bliver nødt til at være en der lige vækker en og siger "Realistisk set..."... Jeg tror i bund og grund alle i denne her tråd er enige... Det er okay at sige fra, og bruge kompromis, men den der "Hvis ikke jeg får min vilje så skrider jeg", er ikke sundt for et forhold.. og så KAN man lige så godt skride hvis man har den følelse.

Helt enig... Den værste er i mine øjne, når kvinder (oftest, mænd gør det også sikkert), starter en diskussion offentligt, hvis de ikke får deres vilje... Sådan er min søster, hun kan stå i Føtex og skændes med sin kæreste over at hun gerne lige vil købe en dvd, eller en bog og han synes at de ikke lige har penge til det Herhjemme har vi på en eller anden måde fået indarbejdet en rutine ved uenigheder når vi er offenligt Det startede faktisk fordi jeg blev SÅ gal en dag offentligt, fordi min kæreste fik sagt et eller andet at "Det skulle vi i hvertfald bare ikke", og jeg kigger edder sur på ham med røg ud af ørene og siger "We take this at home", og af en eller anden grund lige da jeg siger det, og kigger ham i øjnene går det bare op for mig hvor komisk det hele er(Jeg kan ikke huske hvad det var jeg ville have, men da han sagde nej slog jeg virkelig over i Kristina 3 år), så jeg begynder at grine, det samme gør han... Hvilket betyder at hver gang vi er uenige, siger den ene af os "So.. Guess we are taking this at home?", med et smil på læben, og af en eller anden grund fikser det, det næsten altid... Oftest ender det med at personen "får sin vilje", fordi "nå ja, det går vel nok" Men de der kvinder (eller mænd!) der offentligt tager et skænderi over hvem der skal bestemme, synes jeg simpelthen er helt forfærdelige... Nu tror jeg kun vi virkelig har skændes en gang i vores forhold, men vi har da været uenige, og jeg ville aldrig kunne skændes hvis der var andre til stede end personen det handlede om...

Nu er de "krydsede arme" jo netop billedeligt ment, de gør det ikke, men de KUNNE lige så godt have gjort det, for det er jo fuldstændig det samme de gør som når en 4 årig krydser armene (eller smider sig på gulvet og nægter at gå med f.eks.) og bare VIL have det på sin måde "for ellers!". I min verden er det dybt respektløst at handle direkte imod et ønske fra sin partner... Ikke fordi han bestemmer, men her bevæger vi os jo netop ud i "grænserne". Er de krav min kæreste stiller fair? Hvis de er fair og gennemtænkte, så kan jeg ikke se hvorfor jeg skulle overskride hans grænser! Og i mine øjne er det jo netop det "dyresamleren" gør (Hvis vi altså snakker om et velfungerende menneske, og ikke en der gør det af sygelige årsager). Jeg synes også der er forskel i forskellige situationer når man taler f.eks. opdræt både af heste og af hunde... For hvis man køre sit opdræt som en forretning, og manden ikke er en del af denne forretning, så skal han heller ikke blande sig i beslutningerne der tages i denne... Men hvis der forventes at han skal spytte i kassen, og at han skal lufte hundene og fodre hestene dagligt, så må man også høre på ham! Men det kommer også an på, i mine øjne, hvad der kom forud for forholdet.... Hvis jeg var single og besluttede at at opdrætte hunde, og jeg mødte min kæreste, så ville han ikke kunne få lov at bestemme at "det gad han ikke", så kunne han smutte.... Men vågner jeg op i morgen og beslutter at NU vil jeg opdrætte hunde, så er han i sin gode ret til at sige "Nej det tror jeg så ikke lige at VI skal". Og så er det jo indirekte et ultimatum, men også en grænse, hvis han ikke har lyst til at have 15 hunde, så er det jo helt okay... Det er i mine øjne 100% okay at sige "Nej" i et forhold og det er helt okay at have grænser, så længe man ikke begrænser hinanden, og arbejde imod hinandens drømme. Man skal have fælles drømme og mål, og jeg er gået fra at have en kæreste der var katte menneske, og mente at okay EN hund kunne måske gå an, til at have en kæreste der i dag super gerne vil at den næste hund kan udstilles, og måske vil han endda gerne opdrætte når vi engang har pladsen(og tiden) Stod det til ham havde vi allerede 4 huskies, og der har jeg måtte "stampe i jorden", og sige at jeg vil IKKE opdrætte huskies, men at vi måske kan finde en race der passer bedre til os begge to...

Sådan har vi det også... Og min kæreste må bruge sin tid lige præcis som han vil... Og det er bare dejligt den tid vi bruger sammen, men vores forhold er ikke baseret på at vi skal lave ALT sammen... I et ultimatum ville jeg altid vælge den der satte det, fra... Af den simple grund at det gør man ikke... Min som jeg skrev hvis jeg var "tvunget" af omstændigheder til at skulle vælge, ville jeg altid vælge min kæreste... F.eks. hvis han fik allergi, eller hvis han blev super syg og vi skulle være meget væk hjemmefra, hvis han f.eks. skulle på sygehuset... Så ville jeg vælge at han havde 1. prio, og det vil han altid have i mit liv.. Og hvis f.eks. vores forhold gik skævt og det krævede mindre tid på hund, så må det jo være sådan.... Forhold og kæresten er 1. prio... Men hvis han krydsede armene og ville have tingene på hans måde... Så ville jeg blive dybt skuffet over ham... (Min lillesøster og hendes kæreste kostede mig næsten en tur til Danmark fordi hun lavede et ultimatum stunt, og jeg taler stadig ikke med dem, specielt ikke kæresten, som jeg er dybt skuffet over! Jeg kan slet ikke have folk der bare VIL have alt deres måde, uden at tage hensyn til andre!)

Ej jeg måtte altså bare se hvad denne tråd va rom, jeg tænkte HVAD skal man dog bruge en løbsk tæve til

Jeg synes der er forskel... Hvis man f.eks. ikke har økonomien til det synes jeg ikke det er et "ultimatum" at den ene banker i bordet og siger "Vi har ikke pengene, så her slutter legen, vi kan ikke købe flere hunde/katte/geder/whatever", og så på at sige "Hvis ikke vi kommer af med alle vores dyr, så går vi fra hinanden". Jeg synes der er forskel på at komme med et ultimatum, og på at have grænser!

Som folk skriver så dur et ultimatum bare ikke... Og det uanset hvilket man stiller i et forhold... I mine øjne "truer" man bare ikke hinanden på den måde, og det er jo en trussel at sige "Hvis det ikke bliver sådan, så går jeg", i mine øjne fungere et forhold ikke sådan, og uanset hvilket ultimatum min kæreste måtte stille så kan han da i hvertfald bare smutte hvis vi ikke kan finde et kompromis! Dog er jeg dobbeltmoralsk nok til at jeg gjorde det klart fra starten at jeg ville have en hund, og at det var en stor del af mig og mit liv at jeg var et hunde-menneske... Han havde aldrig haft hund før og var egentlig lidt imod det, men "overgav sig"... Nu er han lige så meget hundemenneske som jeg. Men kompromis gør vi tit... Dexter er en kompromis hund! Næste hund har eg fået frit valg Det være sagt hvis "verden" stiller os et ultimatum så tager jeg det gerne.... Bliver min kæreste pludselig så allergisk at han ikke kan bo med hunde, så ville jeg vælge min kæreste... Jeg har dog altid sagt at jeg ikke vil have børn, fordi jeg ved jeg ville blive så bitte rhvis en lille unge skulle være allergisk så jeg ikke kan have hund

Han er nu en dejlig bette en!

Tjae, men nogle kan jo have ret.... Nu bor jeg ikke i Danmark, og kender ikke til de danske klubber på noget plan.. Men der er jo forskelle på f.eks. hvilke krav der er til om en hund må bruges i avl, og hvad der registreres på en hund... Så ment på den måde kan det jo være at hvis du betaler lets say 9000 kr for en DRU hund, og den ikke har flere "oplysninger" end en blanding til 3000 kr.. Hvad er det så du har givet de ekstra 6000 kr for? At du får et stykke papir med forældrenes navn, men du ahr ingen jordisk mulighed for at finde nogle brugbare oplysninger (Sygdomme osv)... Så er det mange penge at give ekstra for "ingenting"... Og det mener jeg generelt er problemet i hundeavlen i dag! Min kammerat solgte 5 franske bulldogs hvalpe uden stamtavle til 9000 kr stykket... Det var penge lige ned i lommen (Ja altså bortset fra hun "selvfølgelig" ikke kunne føde selv og skulle have kejsersnit, men det vidste han på forhånd)... 9000 kr for en hvalp fordi det er en fransk bulldog!!!!!! Ikke fordi den er "det værd", men fordi racen er populær! Du kan finde en chihuahua til samme pris, uden stamtavle eller noget som helst... I mine øjne er det dybt frustrende at folk skyder priserne derop "uden grund"... Det er i mine øjne okay at tage en vis pris for sine hvalpe, hvis man f.eks. vælger at gøre så hvalpene er det værd... Undersøge forældrene, udstille dem, markprøver osv. osv. Vise at forældrene er sunde og raske og kan de ting den race nu engang skal kunne... Så ja... Uden at vide om det er sådan i DRU, kunne jeg forestille mig at deres krav til forældre hundene måske ikke er særligt store, og man står lige så meget i blinde som når man køber en blanding... Det ville i hvertfald være mit bud... Dertil sagt har jeg en gang haft en hund med stamtavle, og den var fra DRU og den hund og det den var avlet på skræmte mig fra nogen sinde at få en hund fra DRU igen...

Jeg ville også vælge at høre om hvalpen kunne blive hos opdrætteren! Det er i mine øjne "risikabelt" at hun skal bo to uger hos jer, for så at flytte igen... Jeg ville påtænke mulige renlighedsproblemer og seperations angst... Hvorimod at hvis den kan blive hos opdrætteren ser jeg det kun som "positivt", personligt tror jeg de fleste hvalpe er bedre rustet til verdenen når de er omkring 10 uger... Det er i hvertfald min oplevelse fra da vi fik Dexter.. Han kunne jo knapt gå da vi fik ham (8 uger gammel)...

Pinden er jo næsten større end hunden Hvor er det bare fantastisk

Altså for det første synes jeg det er fair at man selv vælge hvilke hunde ens egen hund leger med, og det er klart at ved man ikke noget om gadehunde, har man et billede af en voldsom hund, der ikke har de samme sociale normer som små danske hunde har.... Det er jo logisk at hun vil beskytte sin egen hund, og det tror jeg såmænd blot er uvidenhed og ikke "snoppethed"... Jeg synes også tøjskiftet er helt okay, hvis man ikke kender noget til karantæne regler osv... Da jeg havde marsvin skiftede jeg altid tøj når jeg havde besøgt andre opdrættere, det havde intet med dem som person at gøre, men for at beskytte mit eget opdræt, og selv de sødeste og bedste opdrættere kunne altså risikere at have fået slæpt sygdom hjem fra en udstilling eller lignende, igen aner din såkaldte veninden intet om reglerne, synes jeg da blot det udviser uvidenhed, mere end det viser noget andet.... Nu ved jeg ikke om den bekendtes lillesøsters mor har sagt vildyret selv, men i og for sig er det jo også hvad en gadehund groft sagt er... At det er en smule uvidende at kalde dem er igen ikke noget man kan bebrejde folk for.. De kan ikke vide ALT... Med hensyn til dyrlægen, så synes jeg igen at det er som man tager det... Hvis sygeplejersken har synes det så ud som om du ømmede dig over en regning har hun jo nok bare forsøgt at hjælpe dig, og det er logisk at fravælge at få en gadehund, hvis man ikke har frihed i sit budget til evt. at få en hund med nogle skavanker... Jeg siger ikke at skavanker kan undgåes ved at få en racehund, men man kan gøre sit forarbejde og f.eks. gå udenom linier med HD/AD, og den slags. Men man må nogen gange også bare slå koldt vand i blodet og tænke over "Hvor kommer det fra"... Jeg kan ikke begynde at tælle hvor mange folk jeg har hørt sige at det var latterligt at vi har en husky... Men det er uvidenhed, og derfor bliver jeg hverken sur eller forarget, husky er ikke deres interesse og derfor har de ikke sat sig ind i sagen, ligesom at folk som ikke er interesseret i gadehunde ikke har andet viden end alle de billeder af syge og tynde hunde man ser rundt omkring! Det er sjovt at du siger det.. For "anti-tavle folk" er jo lige så slemme kan vi se på dit indlæg... Jeg har aldrig hørt at alt uden tavle skulle være indavlede bæster, jeg har tværtimod hørt rigtig mange anti-tavle folk sige at hunde med tavle alle er indavlede bæster... Men den store forskel er jo at tavlen kan bevise om tavlehunden er indavl eller ej.. Du kan stort set aldrig finde ud af hvor meget indavl en tilfældig blandingshund er... Du kan ikke avle på mennesker, for vi har en lov der betyder at vi er frie til at vælge selv! Og faktisk så har vi mennesker jo stamtavler! Jeg kan da finde dokumentation for mange generationer af min familie, og i det fleste tilfælde står dødsårsagen der f.eks. også... Problemet er bare at mennesket finder en partner de kan lide personlighedsmæssigt og ikke med hensyn til sygdomsforløb... Dog kender jeg rigtig mange som fravælger at få børn fordi de bærer på evt. sygdomme. Og jeg synes ikke man kan sammenligne... Kun hvis vi går ind i ekstrem hundeavl, som jeg tror de fleste af os herinde er enige i er etisk forkerte, tvangsparringer osv... Men mennesket er monogame (som sådan!), vi finder os en partner og holder os til denne (indtil vi finder en bedre ), og sådan fungere hunde ikke. Derfor synes jeg ikke man kan sammenligne "avl" af mennesker og af hunde...

Jeg har set 5-6 afsnit... Fordi jeg har fået at vide at det var såååårh godt.... Jeg må indrømme at der er lidt for meget pik, patter og voldtægt i det for mig! Serien som sådan er egentlig okay men ja....

Jeg har faktisk aldrig mødt den type... Jeg har mødt folk der mente at for dem var der kun en rigtig race... Men de kan stadig synes andre racer er smukke... F.eks. føler jeg ofte at folk er modstander af husky'en, og aldrig selv ville have en.. Men jeg vil skyde på at 80% der ser Dexter synes han er ufattelig smuk... Jeg synes det er logisk at hvis man opdrætter med stamtavle har man en vis modstand imod hunde, af ens egen race, uden stamtavle... Det er jo netop en eller anden form for "trussel", og jeg kunne forestille mig at man automatisk når man opdrætter en race og kender til raceegenskaberne osv. vil bedømme alle i den race og f.eks. ved tavle-løse finde de fejl som evt. er... Det er jo helt naturligt... (Med modstand mener jeg ikke at man per automatik finder hunden grimmere eller den slags, men blot at man synes det er øv at opdrætte på en tavleløs hund, det giver jo intet til RACEN)... Hvis man vil RACEN det bedste så er jeg en af dem der mener at man bør have stamtavle på sine dyr... Simpelthen fordi så er der mere kontrol, og man kan arbejde mere målrettet... Hvis man bare har en sød hund uden stamtavle og opdrætter, så er det i mine øjne mere "egoistisk", for alle andre af den race kan ikke bruge dit arbejde til en dyt... Men f.eks. kan en opdrætter have en avlshan som hun har udstillet og undersøgt osv. den ejer som har købt en søster til den han kan bruge de oplysninger om den han til noget i sit arbejde og via databaser osv. kan man finde oplysninger om familien til det dyr man har.... Hvis hunden ingen tavle har så har man kun den HUND at arbejde med, og den viden den hund kan give... Derfor er det i mine øjne mere "egoistisk".... Men det betyder ikke at jeg synes de hunde er mindre smukke eller mindre værd som hund... (Ja det er de jo så rent pengemæssigt, men forstå mig ret.. De kan jo være lige så dejlig en hund som hvis den havde haft stamtavle).

Kæmpe tillykke med det flotte resultat, men for fanden dine hunde ER jo også lækre Og sikke en skøn lille vuffer din mor har fået

Og et enkelt fraklip også

Det er ikke så ofte vi får taget billeder og lagt dem herind, så jeg tænkte at jeg lige ville dele min lille smukling Dexter nyder at græsset ikke er klippet i "hundegården" Hvem sagde fjolle-hund? Jeg er egentlig ikke vild med dette billede, men stort set alle har kommenteret at det ligner en "ulv i et bur", og jeg synes faktisk det er rigtigt Hvem sagde indkaldet ikke fungerede? Dexter nyder solen Bare fordi han er smuk Tror det her billede skal forstørres op, og fremkaldes til at hænge på væggen Lidt kær er han da Og lige hjem og tømme havedammen for vand efter en laaang cykeltur (i følge ham... der var 1 km derhen!)

Jeg har faktisk joket med at hvide børn skulle sælge godt på det sorte marked Måske vi skulle starte en forretning op Så kan vi sælge små grimme rødhårede overvægtige babyer med strit-øre! Ej måske er min uvillighed imod at få børn at jeg ved vi bare ville få jordens grimmeste barn....

Lige for at korrigere migselv.. Jeg er også opdraget til at dyr skal behandles godt, og at de har lige så meget ret til at være her som vi har, og skal behandles med respekt... Men et menneskeliv var vigtigere... Ja jeg forstår det ikke... Og de fleste gør det sådan helt.. frivilligt... Jeg har ofte følt mig helt forkert fordi jeg på ingen måde ønsker at prøve at have børn... Jeg kunne helt vildt godt tænke mig at prøve at være gravid, bare for sådan en times tid eller to for at se hvordan det er at gå og strutte med en kæmpe gravid mave Jeg gider bare ikke have ungen , ej hvor jeg bare ikke kan se det fantastiske i det... Så VIL jeg altså hellere have en hund

Det er min "No mercy" politik det falder ind under... Vi har ganske få ting hvor jeg har sagt at der er der ingen diskussion, og ingen "tagen hensyn"... Over vejen skal vi, færdig bum! Lagde han sig ned på en gåtur midt på fortorvet ville jeg afgjort med det samme tage problemet, men jeg nægter at gøre det midt ude på en vej... Der må jeg igen tænke på ikke kun min egen sikkerhed men også folk i evt. biler og dem omkring os... Jeg kan jo ikke stoppe hele verden fordi min hund har valgt at sætte sig ned.. Jeg ville afgjort så snart vi havde krydset vejen tjekke et evt. problem...