Juelsgaard

Ja, nu er min præsentation i det mindste kommet på DRK's hjemmeside, så må vi se om det hjælper. Egentlig var min første tanke også at så måtte de jo sende det ud pr. brev til alle labradormedlemmer, men det bliver jo altså en bekostelig affære (der er jo ca. 2500 medlemmer med tilknytning til labrador) og så velhavende en forening er DRK jo heller ikke. Så hellere bruge pengene på arrangementer. Men nu må vi se om det lykkes at blive valgt i år, ellers må jeg jo prøve igen til næste år. Jeg synes bare nu at jeg har tiden og lysten til at komme til at gøre noget mere indenfor racen.

Jeg stiller jo op til raceledelsen for Labrador og i dette nummer af Retrieveren skulle der jo så have været en præsentation af alle de opstillede til raceledelserne. Men desværre er der sket en fejl hos dem som redigerer bladet og de har glemt mit indlæg :stupid: Superærgeligt, bl.a. fordi jeg i mit indlæg skriver lidt om min holdning til at vi skal forsøge at fremme sundheden i avlen, bl.a. via information om sygdomme og testmuligheder. Og omkring at vi skal forsøge at gøre labradordelen af Dansk Retriever Klub god for alle, selvfølgelig for alle dem som vil udstille eller gå på prøver på højt plan, men også for alle dem som bare gerne vil glæde sig over deres dejlige labrador. Så jeg er noget skuffet over at mit indlæg ikke er kommet med i bladet, mest af alt jo selvfølgelig fordi det gør det meget sværere at blive valgt og komme til at arbejde for racen.

Jeg vil ikke sætte alder på, men blot at det bør være når den første hund er så voksen at den er rolig og fornuftigt opdraget. Jeg har selv haft hunde med kun 1 års forskel og det har fungeret fint, men igen også fordi den ældste på det tidspunkt var forholdsvis voksen i sin adfærd. Og så skal det selvfølgelig være på et tidspunkt hvor man har tid og overskud til at træne og opdrage på 2 hunde, for uanset om den første er 1 eller 4 år, bør den jo stadig trænes og aktiveres.

Det er jo desværre sådan at 80% af de helt kortsnudede racer (fransk og engelsk bulldog og mops) pga. deres deformiteter i luftvejene desværre også har deforme spiserør og kronisk gastritis (irritation i mavesækken), hvilket giver dem tilbageløb fra mavesækken til spiserøret og dermed kronisk irritation/ætsninger i spiserøret. Det gør at disse racer oftere døjer med opkastninger end andre racer. Du bør tale med din dyrlæge om det, give højkvalitets letfordøjeligt foder i små portioner og evt. i samråd med din dyrlæge give mavesårsmedicin.

Mine hunde hedder jo så: Maggie: Witraz VW Caravelle (et helt kuld som opdrætteren opkaldte efter folkevogne) Chalmer: Juelsgaard's Chalmer (på det tidspunkt boede vi på en gård, så hvalpene blev opkaldt efter gamle traktornavne:roll:) Kasia: Juelsgaard's Coat of Many Colours (bare en sangtitel, jeg var ikke så kreativ ved det kuld). Mine 2 nuværende kuld er opkaldt henholdsvis efter islandske hestenavne (Teitur, Folda, Kveikja osv) og det andet efter spillekort. Det passede med 4 hanner og 4 tæver så de hedder King of Hearts, King of Diamonds, King of Spades og King of Clubs og tæverne selvfølgelig Queen of ... Man kan nu sagtens finde navne på ejerne inde på hundewebben, hvis man lige ved hvor man skal lede (hvilket jo er ok for os som er tæske nysgerrige:engel:).

Øv, en træls udgang på det hele. Men jeg kan sagtens forstå din mands beslutning og jeg mener bestemt I har gjort det rigtige, også for hunden. Albuerne er desværre sarte led og det er ikke fair overfor en ung hund at den skal begrænses i sine udfoldelser, når man samtidig langt fra er sikker på at det bliver godt på længere sigt. Så jeg synes bestemt I har gjort det rigtige, selvom det er er meget svær beslutning.

Ja, jeg vil jo selvfølgelig også anbefale noget så kedeligt som en labrador;-) En absolut aktiv og træningsglad race, uden at være hyperaktiv. Jeg har aldrig oplevet en labrador (jo, en enkelt overfed hund, men en labrador skal altså heller ikke være fed) sige nej tak til træning og aktivitet. Mine hunde kan sagtens klare mange timer i skoven og vil alligevel gerne med igen med det samme når man kommer hjem, men på den anden side accepterer de også hvis man en dag ikke lige har tid til så meget aktivitet. Så en race som er meget dygtig til at tilpasse sig. Mht. HD og AD, så har labradoren ca. samme frekvens som mange af de andre racer i samme størrelse (f.eks. schæferen), men ved at være meget kritisk med afstamningen, så kan man altså reducere risikoen for en hund med HD eller AD rigtig, rigtig meget. Jeg har indtil videre haft 5 labber uden nogen former for hofte- eller albueproblemer og min ældste tæve Maggie har indtil nu 10 hvalpe som er undersøgt for HD og AA og alle er uden problemer (alle HD-frie, 8 frie på albuerne og 2 med 1 på albuerne, uden nogen form for problemer). Man kan aldrig 100% sikre sig mod HD og AD, men det gælder nu alle racer. Men ved at være ultra kritisk med afstamningen og fodre fornuftigt i opvæksten, så kan risikoen for HD og AD altså mindskes enormt meget.

At hun er stor behøver ikke være et problem i sig selv, nogle labber vokser hurtigt, men hvis hun er lige til den kraftige side vil det helt sikkert være en ulempe og det kan desværre være en årsag til ledproblemer, hvis hvalpen ikke er holdt slank mens den vokser. At forældrene er røngtenfotograferet for HD og AD med gode resultater er fint nok, men det betyder desværre ikke ret meget for hvor godt de nedarver. Der er det hele afstamningen man er nødt til at kigge på. Jeg har skrevet lidt om det i den her tråd: http://www.hunde-forum.dk/debat/10346-hd-og-ad-kan-det-udryddes.html Håber på det bedste for jer og at hun alligevel kan komme til at fungere som en god jagthund.

Nu skriver du ikke hvilken race din hund er, men albueledsdysplasi (som er en fællesbetegnelse for flere forskellige sygdomme i albuen, bl.a. ledmus) er noget som rigtig mange hunde indenfor Dansk Kennel Klub skal undersøges for inden avl, fordi der bestemt er en hvis form for arvelighed i det. Og det er også noget som der vil være erstatning for hvis man har en DKK-hund, igen fordi det anses for arvelige problemer. Det er ikke sådan at man kender et specielt gen for albueproblemer, men arveligheden består i, at nogle hunde nedarver en lav frekvens af albueproblemer og nogle hunde nedarver en højere frekvens af albueproblemer. Det er derfor man indenfor DKK skal undersøge for det inden avl, sådan at man kan avle på hunde uden albueproblemer (og hvis man er seriøs omkring avlen, så avler man først og fremmest på hunde med en meget lav frekvens af albueproblemer i afstamningen). Om hunden senere vil kunne bruges til jagt er svært at sige. Hvis leddet ikke har taget for meget skade og operationen går godt, så vil hun formodentligt på sigt fint kunne fungere som jagthund, men albuen er et sart led, så der er altid risiko for udvikling af slidgigt. Men I skal helt sikkert tage en god snak med dyrlægen som skal operere hende om fremtidsudsigterne. Fakse har bestemt et godt ry omkring ledbehandlinger, så det er helt sikkert det bedste I kan gøre.

Det med kræftrisikoen er faktisk temmelig overdrevet. Jo, der er øget risiko for kræft i en testikkel som sidder i bughulen eller lyskekanale frem for i pungen, men risikoen er nogle få procent højere end normalt. Det man ellers skal være opmærksom på er, at grunden til at en testikkel normalt befinder sig i pungen er at den skal have et temperatur som er lidt lavere end resten af kroppen. Når testiklen sidder i bughulen eller lyskekanalen, så har den det altså for varmt, og så kan det ske at den giver sig til at producere mere hormon end normalt og at man derfor for en oversexet hanhund (jeg har oplevet det en del gange hos hunde, men det er dog mere udbredt hos heste, hvor klaphingste (altså kryptorchide hingste) ofte er svært håndterbare og meget hingstede). Derudover skal man selvfølgelig være opmærksom på at en kryptorchid hund sagtens kan lave hvalpe, men at den IKKE bør anvendes i avl, da kryptorchisme er arveligt!! Så der er absolut argumenter for at kastrere en kryptorchid hanhund, men det er ikke dødsens nødvendigt. Har I ikke fået at vide fra opdrætteren at testiklerne ikke var på plads da hvalpen var 8 uger?

Ja, hvis ellers din mor vil af med ham igen når hun har haft ham i 8 uger;-) Jeg sender dig lige en mail en af de kommende dage.

Det lyder meget, meget specielt og ikke noget jeg nogensinde har oplevet. Det er ikke engang noget man gør på KVL (eller KU Life, som det jo hedder nu) og de burde jo om nogen have styr papirarbejdet omkring behandlinger.

Så er det vist tid til at komme med lidt billeder af hvalpene. Kasia født natten mellem lørdag og søndag (fra midnat til kl. 4.30, så jeg var lidt kvæstet i går). 8 stk blev det til, 4 hanner og 4 tæver. Men I skal selvfølgelig også have lidt billeder af Maggie's hvalpe som er 5 uger gamle i dag og i dag har været i skoven i det fine efterårsvejr. Hvis der er nogen der har lyst til at se flere billeder er der selvfølgelig mange flere billeder på min hjemmeside www.juelsgaard.com

Nej, det er Maggie som har fået hvalpe med den tyske hanhund. Til Kasia har jeg fået sæd hjem fra Holland (men selvom han er hollandsk er han nu stadig tysk udstillingschampion). Indtil videre har det resulteret i en sort hanhund, så det bliver nok en lang nat.

Næ nej, jeg regner med at sidde og skrive mærkelige indlæg det meste af natten:mrgreen: Kasia har tænkt sig at hun vil holde mig vågen hele natten med truslen om at hun vil til at føde.

Her vil jeg nu godt give Dennis ret. Selvom hundene har været i mosen og træne og lugter fælt af sur mose, så er de nu sengeklar igen efter en tur med haveslangen og så en tur med et håndklæde bagefter. Jeg tror også det er ved at være 1½ år siden jeg sidst havde en af hundene i rigtigt bad. Til gengæld er det jo sådan at hvis man har en hund med hudproblemer, kan vask i medicinsk shampoo (kløedæmpende, allergishampoo, mod fedtet/skællende hud) være vigtigt og en stor del af behandlingen. Mod almindelig tør hud ville jeg dog mere tænke fodringsbetinget pelsproblem, alt afhængig også af hundens alder, race og hvad den er fodret med.

En af mine kommende hvalpekøbere har en hund fra Labrander, som i hvert fald temperamentsmæssigt er en fin hund. Det er stadig en unghund og derfor jo lidt langbenet og knap harmonisk i kropsbygningen, men det kan jo sagtens nå at komme. Det er en ren familiehund, men jeg ved ikke hvordan den er træningsmæssigt. Ellers har jeg mødt en del Labrander hunde på udstilling og det overordnede indtryk er i hvert fald at det er hunde med dejligt temperament.

Om HD og AD kan udryddes, jeg ved det ikke, men i hvert fald IKKE på den måde som mange avler i dag. I dag er der jo mange der tror at bare en hund har A-hofter og 0 på albuerne, så alting godt og sådan er det jo langtfra. Hundens egenstatus mht. HD og AD, siger for mig at se uendeligt lidt om hundens avlsmæssige kvaliteter. Et eksempel: Hund A: Har selv A-hofter, men har 7 kuldsøskende med C-hofter. Hund B:¨ Har selv C-hofter, men har 7 kuldsøskende med A-hofter. Hvilken hund er den bedste avlshund??? Jeg er ikke i tvivl, jeg ville til enhver tid vælge hund B, hund A burde i min verden ALDRIG indgå i avl, for selvom den tilfældigvis har gode hofter, så mener jeg bestemt at der er enorm risiko for at den nedarver problemer. Problemet med avlen er ofte at situationen ofte er: Hunden har selv A-hofter og har f.eks. 7 kuldsøskende som har ukendt status. Hvordan skal man så kunne vide noget om kvaliteten af hunden som avlsdyr? Ja, jeg ved det ikke. Så for at vi skal komme videre i bekæmpelsen af HD og AD er det i mine øjne vigtigt at vi får fokus på hvor vigtigt det er at avle på hunde som har en lav frekvens af sygdommene i deres afstamning (halv- og helsøskende, forældres halv- og helsøskende) og at vi ikke er så snæversynede at vi tror at bare hunden har A-hofter og 0 på albuerne så er alting godt. Egenstatus er en mindre ting, hvorimod afstamning er altafgørende. Der er desværre mange eksempler (nu kender jeg selvfølgelig mest til labrador) på hunde med A-hofter, som ALDRIG burde have været i avlen. Og ja, selvom kampen mod HD og AD (og andre arvelige sygdomme) er supervigtig, så skal man selvfølgelig passe på ikke at blive snæversynede og glemme at avle på helheden også. Det duer ikke hvis temperament f.eks. bliver tabt i kampen mod arvelige sygdomme. Nå, undskyld det blev lidt langt, men det er vist et af de få emner som kan få mig til at skrive lidt lange indlæg.

Mine tæver gør det også. Maggie kun med nogle ganske få dråber mørkt blod 2-3 uger efter parringen. Kasia har snasket noget mere. Hun har blødt lidt (mørkt blod) i næsten 14 dage også 2-3 uger efter parringen (og hun er tydeligvis drægtig her 2 uger inden fødslen). Så jeg ville såmen ikke være bekymret (men selvfølgelig holde øje med tævens almen tilstand og være opmærksom på at blodet ikke lugter grimt).

Min den yngste (Kasia) var 15 mdr. inden hun kom i løbetid første gang og hendes mor var ca. 14 mdr. Det er normalt at store hunde gennemsnitligt er ældre inden deres første løbetid end mindre hunde, men selv indenfor racerne varierer det rigtig meget og alt fra 6 - 18 mdr må anses for normalt. Mine hunde har ikke haft en "lømmelalder", men mere at man kan mærke at de bliver voksne (både adfærdsmæssigt derhjemme og med koncentration når man træner med dem) i en alder af ca. 1-1½ år (hanhunden dog lidt senere).

Jeg ville helt klart lære ham selv at gå op og ned af trappen nu. Men netop lære ham at al gang på trapper foregår i roligt tempo og at trapper ikke er noget man springer op og ned af. Hvis man spørger f.eks. Dorte Hald som er den der sidder og bedømmer HD-billeder for Dansk Kennel Klub, så mener hun ikke at trapper (og glat gulv, som der også er noget der mener er farligt for store hvalpe) er noget problem ifbm. HD og AA. Det der for alvor betyder noget er det avlsmæssige (og det skulle der jo gerne være tænkt over inden man vælger sin hvalp) og så mest af alt fodringsmæssigt. Overvægt og overfodring af hvalpe af store racer er forskningsmæssigt vist at give en meget, meget stor risiko for ledproblemer. Så jeg ville ikke være så bekymret for trapperne, men jeg ville selvfølgelig sørge for at det foregår i roligt tempo.

Det kunne jo være fordi opdrætteren er smidt ud af DKK og hendes hunde derfor har avlsforbud:roll: Det betyder også at fra lige netop denne opdrætter kan stamtavlen IKKE overføres til DKK, netop fordi opdrætteren er smidt ud af DKK (eller rettere jeg ved faktisk ikke om hun selv meldte sig ud efter at have fået en diciplinærafgørelse imod sig, men resultatet er jo det samme).

Anbefalinger kommer jo dels også an på hvilken type af labrador man søger efter, om det skal være en lettere og hurtigere hund af markprøvelinier (som dermed udelukkende er avlet på baggrund af markprøvelinier og på ingen måde efter eksteriør), eller om man ønsker en labrador af den robuste type (som også er avlet efter at kunne opfylde racestandarden eksteriørmæssigt). Det er faktisk ret vigtigt at have gjort op med sig selv, for i dag er der markant forskel på typerne af labrador. Generelt vil jeg dog som nævnt ovenfor altid gerne anbefale Pernille Lillevang (Kennel Brownhunt). Jeg er langt fra altid enig med Pernille i hendes valg af hanhunde (Pernille er gået mere over til markprøvelinier, hvor jeg selv ønsker en lidt mere robust type, dog ikke at forveksle med de fede hunde man desværre ofte ser på udstillinger), men Pernille er en ildsjæl indenfor dansk labradoravl og med stor, stor fokus på sundhed og åbenhed indenfor avlen, hvilket jeg desværre synes at for mange opdrættere ligger for lidt vægt på. Skulle jeg ellers anbefale en opdrætter af rene markprøvelinier, så ville det blive kennel Michno, mest af alt pga. ejeren Lars Nørgaard, som jeg anser for en af Danmarks bedste hundeførere og dermed også en som vil kunne guide og vejlede hvis man vil langt på markprøver. Skulle jeg anbefale en kennel indenfor de mere robuste hunde kunne det f.eks. være kennel Lab Treasure, som selv avler på rene udstillingshunde, men hvor der faktisk er en del af deres afkom som klarer sig OK på markprøver og som i mine øjne er rigtig gode hunde (bl.a. Lab Treasure's Mission Completed, som både er udstillingschampion i en del lande, men som også har 1.pr. i åbenklasse på både A- og B-markprøve). Det som gør at jeg kan anbefale denne kennel er en absolut flot afkomsstatestik på alle hendes hunde (HD og AA) og at hun altid forsøger at finde den helt rette hanhund og dermed bringer en del nyt blod ind i avlen, ved at hente sæd hjem fra mange forskellige lande. Men som sagt kommer det jo helt an på hvilken type man leder efter (jeg er jo personligt mest til den robuste type, når den vel at mærke ikke bliver for lavbenet og tung).

Pernille (kennel Brownhunt) laver pt. IKKE brune hvalpe. Dels fordi hun er gået over til at bruge hanhunde af ren FT-afstamning, men mest af alt fordi hun (ligesom jeg selv) er træt af at alt hvad der er brunt skal avles på og at nogle hvalpekøbere ser mere på hvalpens farve end på afstamning og egenskaber. Så der kan man ikke finde en brun hvalp, selvom Pernille bestemt er en af de opdrættere som kan anbefales, hun er en ildsjæl indenfor dansk labradoravl.

Min yngste tæve er også født ved kejsersnit. Hendes mor har fået 3 kuld hvor det 2. blev ved kejsersnit, hun har altså både før og efter født uden problemer, så jeg ser ingen problemer i det (man bør altid blive bekymret hvis første kuld ender i et kejsersnit og ved andet kejsersnit mener jeg altid at man bør tage tæven ud af avlen). Maggie (moren) klarede kejsersnittet til UG og passede hvalpene perfekt og Kasia (hvalpen) har været fantastisk ved Maggie's efterfølgende kuld (da var Kasia 16 mdr gammel) hvor hun var den bedste storesøster og legetante for hvalpene. Så jeg har ingen bekymringer om at lade Kasia få hvalpe når hun bliver gammel nok, for hun har allerede i en tidlig alder vist meget gode takter overfor Maggie's hvalpe.