Retrieveren

Kan da lige tilføje at mit eksemplar har meget lidt pels. Han er næsten labrador pels på kroppen, men så har han store faner. Synes dog ikke han fælder som en lab. Jeg hader pelspleje! Men hans pels er let at holde. Fanerne passer sig selv (med mindre der hænger noget fast i dem), og behøver sjældent børstning. Halen behøver dog lidt mere Børsting, og jeg har senest måtte klippe en knude af, som var filteret helt sammen. Men nu klipper jeg heller ikke hårene korte som man eller skal, da jeg synes den lange fane er flotteste (når den ikke er "halv" pga. En knude ) tænker en labrador er lidt lettere at holde, da fanerne ikke skal holdes øje med. Men vil sige at jeg bruger minimalt tid på pelspleje. Går ham nok igennem en gang i måneden, men mindre han har været i buer eller lignende.

Du skal være velkommen du siger bare til når du nærmer dig Midtjylland. Bor mellem Herning og Silkeborg jeg skal være ærlig at sige at jeg valgte Golden udelukkende pga. Pelsen. Barney fælder i dejlige totter, hvorimod labrador (har selv haft to lab blandinger), fælder små enkelte hår der sidder i alt. Hvis jeg skulle have ny hund nu, kunne jeg finde på både at vælge Golden og Lab. Golden er nok en smule senere mentalt moden end lab, men ud af et langt hundeliv skulle det ikke være det afgørende her er en video fra vores første (og eneste) rally konkurrence. Barney har aldrig træner rally og vi havde blot prøvet lidt rally et par uger i forvejen. Han er vist nok 2 år på videoen og har ikke før været i det miljø (telte/hunde tæt på osv). Han havde kun prøvet et par lydigheds konkurrencer. Men han er bare super nem og rigtig let at have med i nye miljøer. Videoen kan desværre kun ses på computeren. Jeg har også en agility video. Den er fra hans første indendørs stævne nogensinde. (Og hans 2. Agility stævne). Igen er han super cool og løber 4 fejlfri baner, til trods for at han ikke rigtig har trænet hele baner og kun meget små lette kombinationer. Jeg er lidt ked af ar vise videoerne for det giver ikke et fair billede af Golden på agility banen, da det er lykkedes mig at gøre barney lidt for magelig på agility banen men han har faktisk også et 5. Gear og har de sidste gange til ag træning løbet betydelig hurtigere. https://m.youtube.com/watch?v=J6Vvk9zJ8_c&feature=youtu.be har desværre ikke en video fra feks løbe arbejde i skoven. Der vil du virkelig kunne se hans 5. Gear. Barney er lidt atypisk da han er en stor livs nyder og har god tid med mange ting men det er altså mig der har gjort ham sådan fordi det passer rigtig godt til mit liv. Hans familie (ser jævnligt flere af hans søskende) kører i et helt andet gear. Jeg vil sige at der findes meget godt avl indenfor jagt Golden (hvis man ved hvor man skal kigge). Labradoren er mindre men omvendt så tager Golden længere skridt og spare på den måde tid på agility banen. Uanset hvad du vælger, så tror jeg at du bliver glad for dit valg kan tilføje at barney er super nem at træne for han kræver ikke mange repetitioner. Feks. Så fik vi en opgave for 14 dage siden. Han skulle samle en sko op i snørrebåndet og sætte den hen på en bænk. Det tog 10 min. Så løste han opgaven perfekt! Til trods for at han normalt samler alt muligt op ved at gribe rundt om det (hvilket han også forsøgte med skoen). Men fik hurtigt lært ham at tage den i snørrebåndet. Han har et rigtig godt hoved og er let at træne og er mega let at have med i mange forskellige miljøer. Men tror labradoren ville være lige sådan

Jeg løber selv agility med min jagt Golden, men da jeg ikke bryder mig om hunde der stresser har jeg (ubevidst) fået min hund i et gear for lavt han er til gengæld super stabil og hans lange ben, gør at han alligevel følger ok med tiderne synes jeg. Men nu løber vi også kun ag på hygge niveau. Har ikke været til så mange stævner, men husker at han løber 5-6 sek. Langsommere end borderen. Det er selvfølgelig meget, men han løber fint indenfor banetiden og det er længe godt til mig Min hanhund er let og elegant, men ved siden af en border vil han se stor og klodset ud. Han bruger en del plads på at vende, men tror egentlig det er tillært - igen, han har ikke så travlt på en ag bane hans søskende har noget mere power (men løber desværre ikke ag), så jeg er slet ikke i tvivl om at jeg selv har gjort ham lidt langsom, da jeg ikke er så god til det med en stresset hund. Jeg vil gerne sende dig videoer af hans arbejde hvis du gerne vil se ham. Har vist video af både agility og noget lydighed. Hvis du vælger tæve, er det jo oftest en del mindre og måske lidt mere handy på ag banen. På den anden side så giver de lange ben altså færre galop-spring = spare tid. Jeg faldt over denne svenske (eller norske?) hund. Prøv at sige på brugernavnet hun har et hav af videoer liggende af både lydighed og agility og der er skrald på Der er også lavet nogle super lækre labrador, det var også et bud. Jeg er total farvet af at min Golden er så god til alt hvad jeg gerne vil med ham, så jeg er ikke spor objektiv. Derfor kan jeg nok ikke vedlede og rådgive dig. Men du er til hver en tid velkommen til at møde min Golden hvis du vil

Altså ninkamus - har jo sagt du slet ikke behøver alt det forarbejde. Jeg har racen og linjerne liggende klar til dig. En lækker Golden retriever fra min opdrætter det må passe med at hun skal have hvalpe om nogle år, og så er du klar hvis du venter en del år kan vi få fra samme kuld

Jeg har ikke forstået at det også gælder andre former for aktivitet - kun cykling? Men det er så også lige meget jeg er enig med dig. Jeg synes også vi skal passe på ikke at pakke ind i vat. Jeg vil også hellere have min hund i lidt kortere tid, men at han så har været aktiv. Og lange gåture er en stor del af vores hverdag. Der løber han dog frit. Jeg ville bare give den erfaring med at hunden kan blive slidt "unødig" hårdt af det, når nu der blev spurgt til cykling. Om man så skal følge det eller ej er jo helt op til en selv. Og som en anden skriver er der jo mange meninger om emnet, også indenfor fagfolk. Så længe man kender risikoen (hvis man mener der er en), så er valget jo helt op til en selv jeg ved ikke hvad der er rigtigt eller forkert. Jeg ved bare at jeg slider på min hund i andre situationer (feks agility), så derfor spare jeg lidt på cyklen, for en sikkerhedsskyld. Men nu betyder det heller ikke så meget for mig at cykle så det er et nemt valg mine gåture vil jeg ikke undvære.

Svare lige samlet nej han mener det gælder hunde generelt. Min hund har været til tjek hos ham for at rette op på evt. Skævheder, men det var nu på et kursus han snakkede om det der var en lang forklaring, men det korte af det lange var at han mener man bør holde sig fra at cykle med hunden, da han mener det slider unødig hårdt på hundens led. Man må gerne gå langt med hunden Jeg kan også stadig finde på at tage en tur på cyklen, men tænker nok mere over det nu end før. Det var også bare for at få nogle andre erfaringer på banen, men kan jo tro på det eller ej eller vælge at gøre det selvom man tror på det

Jeg har førhen cyklet meget med mine hunde, men er blevet mere tilbageholden efter min hunde-ostopat (hedder det det?), har frarådet det. Han er rigtig dygtig og godt uddannet, og selvom jeg har prøvet alt for at overbevise ham om den gode ide i cyklen, fraråder han det kraftigt. Hvis man absolut skal cykle med sin hund (hans ord) så maks 3 km. På blød skovbund hvor hunden er løs. Og selv da fraråder han det. Han mener cykling slider alt for hårdt på hunden. Personligt bryder jeg mig ikke om at cykle på asfalt da jeg tænker det er alt for hårdt for hundens led. Og hvis hunden går i rabatten går den nemt skævt (og bliver dermed slidt skævt), fordi rabatten er skæv, samt der ofte ligger glasskår, skarpe sten, affald osv. Selvfølgelig ikke så meget det der bliver spurgt til, og man kan jo gøre som man vil jeg cykler også stadig af og til en tur, men må indrømme at jeg ikke længere ser det som god motion og tror ikke det opbygger så mange muskler. Kan i hvert fald komme i tanke om mange andre aktiviteter der er mere muskel opbyggende så vi cykler minimalt. Bare den information jeg har fået. Så kan man jo tro på det/følge det eller lade være

Jeg tror at generne spiller en kæmpe rolle! Har set hvalpe der er vokset op i en stald uden meget kontakt, og alligevel blev det super fantastiske hunde. Omvendt også hvalpe der er vokset op i gode forhold, men som alligevel har udviklet problemer/haft udfordringer. Så er generne gode, vil jeg ikke være alt for bekymret. En reserveret race er jo blot reserveret - socialisering eller ej. Hvis hunden derimod er nervøs (bliver desværre tit forvekslet med reserveret), så er det en anden sag synes jeg. Desuden synes jeg ikke en hvalp bør udsættes for alt muligt. Tværtimod. Få gode oplevelser som hvalpen har kontrol over, tror jeg giver et meget bedre resultat end mange oplevelser hvor det måske bliver for meget for hvalpen nogle af gangene. Og igen så tror jeg generne egentlig spiller den største rolle - hvordan man imødegår noget "fremmede". Uanset om man er hvalp eller voksen (den voksne hund har selvfølgelig nogle erfaringer at trække på). Jeg overtog en hund på 2 år. Total understimuleret - boede ved en mand på 80 der ikke kunne tage vare på ham. Derfor han kom videre. Han blev verdens bedste hund! God til ALT! God til træning, perfekt i familie og var med overalt og til alt. Held og lykke med hvalpen

Nå ja, kan lige tilføje at min hund ikke har AD (der findes vist også 3 slags ad), men kigger man på hundeweb står der 1 og 2 på hans albuer, og man kan fejlagtigt tro at han har ad. Ved ikke om det samme kan ske med HD, men så giver det jo også et upræcist billede

Hvis jeg er rigtig informeret så kan generne gå 12 generationer tilbage. Dvs. At hvis der ligger "et dårligt gen" så risikere man at det kommer til udtryk flere generationer senere. Og det kan være svært at se så mange generationer tilbage synes jeg. I hvert fald er det ikke alle der er fotograferet når vi kommer nogle år tilbage (det er i hvert fald ikke umiddelbart oplyst). Og hvad med søskende, mostre, onkler osv. Det er jo et kæmpe kæmpe net at tjekke! Og man ved vel alligevel ikke hvad der gør det helt store udfald for at hunden pludselig får det? Min hund har fået 1 og 2 på albuerne. Ud af et kuld på 9, var de 2 der fik anmærkninger på albuerne. Jeg har ikke kunnet finde frem til hvor i generne det kan stamme fra, men jeg tror personligt på det ligger der et sted. En af hvalpene i kuldet (som fik 0 på albuer og A hofter), vejede 40 kg. Da de andre vejede 20 kg. Den var simpelthen rigtig overvægtig, men havde meget fine led. Da min hund var 1,5 år begyndte han at halte, og panisk som jeg er, sprang jeg til en specialist i led. Han tog en ct-scanning af albuerne som viste at min hund har normale albuer (står også i papirene), og at albuerne er helt ens! (De har blot en smule ekstra kalk i leddet) Og altså ikke forskellige som det ser ud på røngent billederne. Så røngent kan ikke give et nøjagtigt billede men en god indikation. Kan lige tilføje at min hund haltede af helt andre årsager og aldrig har bøvlet med sine led, og jeg tror heller ikke at han kommer til det. Derudover burde alle hunde i røngent og registreres. Ellers ved man jo ikke hvad man avler. Synes jeg. Jeg er personligt af den helt klare overbevisning at jeg tror hunden er født med "dårlige led" eller også er den ikke født med dårlige led. Har den ikke arveligt tendens til dårlige led, så tror jeg at man kan gøre nærmest hvad man vil udeb at hunden tager skade (selvfølgelig kan den få en skade, men ikke hd/ad). Hvorimod hvis den har tendens til hd/ad vil den udvikle det uanset hvad, men man kan muligvis forværre det ved belastning. Det er i hvert fald min erfaring ud fra det jeg har set. Og så er det forskelligt hvordan hunden er påvirket, det kan et tal eller et bogstav ikke fortælle noget om. Det kommer også an på muskler og andet. Jeg havde feks en lab blanding som fik konstateret dårlige hofter da han var knap 2 år. Dyrlægen vurderede dem til C/D hofter, hvilket massere hunde lever med uden at bemærke det. Min hund havde allerede udviklet slidgigt i hofterne da vi opdagede det, og blev aflivet pga. Af det. Så tallene fortæller ikke noget om hundens påvirkning. Det kan godt være det store stykke arbejde ikke har hjulpet nok. Men som jeg ser det, er vi nødt til at fortsætte. Vi må ikke stoppe og tænke det alligevel ikke gør en forskel, for det tror jeg på at det gør. Måske ikke lige nu, men måske giver det pludselig mening en dag. Tanken om at gøre ingenting er for mig værre end tanken om at forsøge uden vi kan se fremskridt af det lige nu (hvis vi altså ikke kan det?)

Min hund blev også kemisk kastreret, da han stressede virkelig meget over tis-pletter på gåturene. Peb, savlede, slikkede, og det rendte fra næse og mund konstant på ture. Her hjalp den kemiske meget og han stoppede med at slikke i alt, klapre aldrig rigtig tænder mere og vi kan gå tur uden at han stresser over lugte. Jeg oplevede ingen bivirkninger og fik ham sidenhen rigtig kastreret. Ville under ingen omstændigheder have gjort det hvis jeg kunne undgå det, men det var været en dejlig hjælp for min hund. Jeg tror (men aner det jo ikke!) ikke at din hunds problemer skyldes kasterationen. Ofte synes jeg man ser at hunde der har "en dårlig side" virkelig finder den frem i teenagealderen. Og ofte kommer den for at blive :-/ det kræver hårdt arbejde at komme ud over i hvert fald, men det lyder det til at I allerede er igang med. Det er ikke for at være negativ, men det er bare min erfaring. Udfald mod de andre hunde kan både være angst men også tillært adfærd fra tidligere angst. Altså at han på et tidspunkt gjorde det af angst, og nu gør det fordi han får et Kick ud af det. Der frigives jo en masse adrenalin når han gør det. Og jo, jeg vil mene at hormoner er over godbidder - i hvert fald når hormonerne virkelig raser. Jeg håber I har fundet en god adfærdsbehandler og at I får den hund I har drømt om, så dette blot er en bule på vejen. Rigig meget held og lykke fremover.

Mange tak for alle jeres svar og overvejelser. Jeg tænker selvfølgelig ikke at hunden ikke skæa luftes, men tænkte mere at lufte hunden "normalt" i stedet for at "overaktivere" en hund der er bange nytårsaften. Jeg tænker selvfølgelig kun på bange hunde, ikke på hunde som er ligeglade. Der tror jeg det har mindre betydning med aktiveringen - eller mængden af aktivering, i forhold til krudtet kl. 12.

Jeg kan og vil ikke bestemme hvad I skal gøre. Jeg kan kun fortælle min historie som hvalpekøber og så kan man lægge det i det, som man vil. Først havde jeg verdens skønneste lab blanding. Total rundkørsel men sund og rask hund der blev gammel og først til sidst blev syg og måtte aflives. Fantastisk hund! I et forsøg på at gøre kunsten efter, købte jeg endnu en lab blanding. Denne gang med lidt springer spaniel iblandet. Verdens bedste hund!! Hold op hvor jeg stadig savner ham! Begge forældre var tjekket og var henholdsvis 6 og 4 da hvalpene kom til verden. Et lækkert lækkert kuld! Min hvalp blev aflivet da han var 1 år og 10 mdr. Pga. Meget meget dårlige led, hvor der allerede var udviklet slidgigt, epelepsi og for lange ledbånd i bagbenene (det sidste kunne så trænes op). Men han havde konstante smerter og intet kunne hjælpe ham. Han var købt til konkurrencer i agilty og lydighed samt en meget aktiv hverdag. Alle de timer, penge og alt den kærlighed der var lagt i ham, var bare "spildt". Det gjorde virkelig ondt! At miste så ung en hund pga. Arveligt sygdomme - det ønsker jeg end ikke for min værste fjende! Hvor var det bare hårdt og ubærligt at skulle sige farvel til sin bedste ven så tidligt! Et par mdr. Senere blev jeg kontaktet af nogle af de ejere der også havde hvalpe fra kuldet. Flere havde dårlige hofter og andre problemer. Så selvom forældrene var fri, lå det et sted ude i generne. Han var så syg at han ikke kunne reddes, selvom jeg var villig til at opgive alt for ham. Så købte jeg en kleiner munsterlander. En sød lille hvalp fra et stueopdræt, uden tavle men kombinationen var lavet før, med stor succes. Derfor turde jeg. Han blev lige præcis 3 år gammel og måtte aflives pga. En fejl i hjernen. Som dyrlægen sagde var der bare nogle ledninger der var forkert sat sammen, som gjorde ham til en rigtig farlig hund, både for mennesker og dyr. Jeg er enormt knyttet til mine hunde, tager aldrig på ferie uden de er med, sover i sengen sammen med dem og har dem som mit kæreste eje. Så det er en kæmpe sorg for mig hver gang jeg mister en hund - specielt en der er alt for ung. Efter det har jeg ikke turde andet end købe med stamtavle. Det er ingen garanti, men man har i det mindste (både som køber og opdrætter) gjort alt hvad man kan for at hvalpene skal blive gode og sygdomsfri. jeg kommer aldrig selv til at lave et kuld hvalpe, for tanken om at gøre en hvalpekøber så ulykkelig som jeg selv har været, kan jeg ikke bære. Det er muligt at man selv bliver ked af det hvis en hvalp viser sig at være syg, men det er frygteligt for familien som skal sige farvel til en god jagtkammerat og et elskede medlem af familien. Jeg synes ikke at de skal have stamtavler for at være gode hunde - jeg synes de skal have stamtavler for at man kan se hvad sygdomme der ligger i generne. Både for hundens skyld og for nye ejerens skyld. Dette indlæg er set fra en hvalpekøbere sted. En uheldig hvalpekøber, som ikke havde gjort sit forarbejde ordentligt, og ligeså med opdrætterne. Bare tænk på at der står en familie i den anden ende som bliver enormt glade for den her hund. Jeg kan stadig græde over min lab blanding (han blev aflivet i 2008) for han var SÅ speciel for mig og virkelig en ener. Der vil altid være en plads i mit hjerte til ham, og han vil altid betyde noget helt specielt for mig. Hvis jeg med dette indlæg har fået bare en enkelt opdrætter til at have mere fokus på sundhed, så er jeg mere end tilfreds. Held og lykke med dine hvalpeplaner - jeg håber virkelig at det bliver et sundt og raskt kuld hvalpe, for alles skyld.

Nu har jeg i nogle dage undret mig over en ting. Hvis man har en hund der er bange, anbefales det at man gør hunden godt træt inden nytårsaften. Så er det bare at jeg tænker at hunden jo alligevel ikke sover om aftenen hvis den er bange - uanset hvor træt den er. Er det så ikke bedre at den spare sine kræfter og energi til at komme igennem nytåret på den bedst mulige måde? Jo mere frisk hunden er, jo større overskud. Den bruger vel ikke mere overskud på at være bange, den er vel lige bange uanset om den er træt eller ej. Forskellen er vel bare om den så også er træt (minus overskud) eller frisk (mere overskud). Så hvorfor er det at man anbefaler at at gøre en bange hund træt D. 31? Jeg vil mene den bange hund bør gemme sin energi og sit overskud til at komme igennem aftenen? Nu er min hund ikke bange og jeg er en af de hundeejere der nyder nytåret og nyder dagene op til. Jeg er så glad for at de fyrer af på forhånd, så man har mulighed for at se hvordan dyrene tackler det i år, og om man skal tage nogle forholdsregler. Dette gælder både heste, hunde, katte osv.

Er man sikker på at ulve går uden mad i flere dage? Spiser de så ikke bare grønt eller bær? Og er der ikke forskel på at få foderpiller og så spise sig så mæt man kan i råt kød? Jeg tror ikke på fastedage. I hvert fald ikke sådan som man fodre hunde idag. Blev de fodret som i naturen så ved jeg det ikke, men tror de færreste smider et helt dyr hvor hunden selv kan spise det af dyret som hunden har brug for, for at kunne klare sig med lidt eller ingen mad efterfølgende.

Hvor i landet bor du? Du må gerne komme og opleve min jagt Golden jeg kan IKKE nikke genkendende til at de skulle kræve mere end udstillingsgolden? Tværtimod kender jeg udstillingsgoldens som kræver mere end min. Er jeg syg en dag, jamen så affinder han sig fint med det. Og i eksamensperioder med mindre aktivitet er han også fint tilfreds med sin daglige luftetur. Nu træner jeg en del med min, men kun fordi jeg synes det er sjovt. For hans skyld kunne vi nøjes med gåture hvor han får lov at apportere på vand, land og søge efter sin bold i alverdens krat - altså ting man sagtens kan lave på den daglige gåtur. Min stresser aldrig. Da vi var til vores første agility konkurrence lå han lige ved siden af banen og snork sov! På trods af hylende hunde og et højt stress niveau ved hundene på banen. Når han er med nede og se min kæreste spille fodbold, sidder eller lægger han sig også bare. Det samme når vi har gæster. Men når vi så tager i skoven eller andet, så er han klar og på men aldrig stresset. Han er rolig, nem og lige som jeg synes en Golden skal være. Jeg synes personligt at en hund (uanset race) skal bruge hovedet, så jeg synes man bør træne lidt med sin hund, så den får brugt hovedet. Men 10 min. Hjemme i køkkenet kan sagtens gøre det Og så selvfølgelig den daglige gåtur på 1-2 timer med indlagt søg og apportering. Det kræver ikke det store og du får en glad hund. Men hvis du er bange for at få en hund der kræver for meget, kunne du jo også kigge i selskabsracerne? De kræver typisk lidt mindre er min erfaring. Jeg tror i hvert fald ikke at jagt Golden er mere krævende end udstillingsgolden. De fleste udstillingsgolden jeg har mødt (ikke alle, men nogle af dem) har tendens til uhensigtsmæssig stress, meget lyd (gø eller pibe) og er mere "vimsede" end min jagt Golden i hvert fald er. Det er selvfølgelig langt fra alle, og det kan du jo også opleve indenfor jagt Golden. Men hvad med at tage ud og besøge en kennel der opdrætter jagt Golden og en der opdrætter udstillingsgolden og så se hvad du er mest til? Og så bestem på forhånd at du SKAL besøge begge opdrættere selvom du efter første besøg er faldet for hundene på det sted. Så kan du se begge typer hunde og snakke med nogle folk som virkelig har forstand på det

Hvad med at bruge sæbespåner? Det er et "naturprodukt" og burde også fremhæve den hvide farve jeg har ikke selv prøvet det, da min hund nærmest aldrig er i bad, så det var bare en tanke. Skånsomt mod hunden og hjælper hvid pels med at blive hvid igen. Om den så fjerner evt. Lugt, det skal jeg ikke kunne sige.

Måske. Men har man taget hensyn til hundens tidligere erfaringer? Min hund er da meget mere "optimistisk" end de forrige, blot af den grund at han er trænet anderledes end mine forrige hunde. Jeg ved det ikke, men det er svært at teste på hunde som har helt forskellige erfaringer med sig, tænker jeg.

Ninjamor: det har jeg prøvet - det gør ingen forskel og jeg kigger på ham eller ej og rækketræning bruger vi ikke. Tror bare det er hans måde at gøre det på og så tænker jeg at man kan se på hunden hvis den viser ubehag? Så vil man vel miste engagementet og intensiteten?

Jeg synes det er rigtig fint at have fokus på elementer når man træner apporten (noget jeg desværre ikke selv fik gjort nok ud af da jeg lærte min hund den). Og det er rigtig fint at have fokus på intensitet og arbejdsglæde. Jeg tænker bare at det jo ikke er = fart nødvendigvis. Min hund kan godt lide apport, men han traver ind når han aflevere. Kender flere retrievere der gør det. Min teori er at det ikke kan betale sig at sætte i galop når den er kastet så kort. Det er altså mest naturligt for min hund at trave ind. Det samme i feltsøget (med mindre genstanden ligger langt ude, så sætter han i galop). Jeg er egentlig ikke interesseret i at ændre på hans tempo, for han løser opgaven og jeg synes han gør det med glæde og engagement. Og så tænker jeg om det på jagt feks. Er praktisk at han traver ind og aflevere (ikke at han bruges til jagt) så fuglen ikke ødelægges. Tænker om det er lettere at transportere fuglen sikkert i trav end i hæsblæsende galop (men ved det ikke, kan være jeg tager fejl). Mine tanker går egentlig på om man ikke også skal kigge på hvilken hund man har, og så respektere hundens bevægelsesmønster? Dermed ikke sagt at jeg ikke synes man må træne frem imod noget, men hvis attituden og engagementet er der, og hunden løser opgaven flot og med glæde, behøver den så at skal løbe ind, hvis nu man har en hund hvor det bare er rigtig unaturligt for den.

Anne: neeej da - man er da altid objektiv omkring sin egen hund :blink: Tak for de pæne ord om Barney Og så tror jeg man er med til at præge sin egen hund. Jeg synes i en periode at min hund godt måtte have lidt mere power (det har hans bror feks) indtil jeg passede en hund med mere power og nær selv havde fået stress. Så tror min hund er meget rolig fordi jeg (ubevidst) har præget ham til det, fordi det passer til mig. Ja faktisk passer han helt perfekt til mig

Kære trådstarter. Jeg bor i lejlighed og har en Golden retriever. Har boet både med og uden have og vil sige at jeg har bedst samvittighed ved at bo her hvor han kan komme i haven. Dog er han næsten altid der hvor jeg er, i lejligheden og benytter sjældent haven alene. Så måske jeg kunne pakke min dårlige samvittighed væk. Min hund er nu 3 år, nem at have med alle steder, ekstrem god til andre mennekser og dyr, stille og rolig når han skal være det og på ude. Han hviler meget i sig selv og trives fint med livet som lejlighedshund. Vi er begge studerende lidt endnu og det giver meget tid hvor der skal studeres hjemme. De betyder at han ikke er så meget alene i hverdagene hvilket jeg synes er dejligt. Det var nemt at lære ham at være alene og han har ikke været gøende eller larmende. I teenageperioden spiste han vores dvd film og bøger hvis vi glemte at ligge det væk. Jeg synes jeg høre om mange retrievere som gør dette og han voksende hurtigt fra det. Golden er senere moden end labrador og er typisk lidt større end labrador. Jeg har valgt jagt-modellen da jeg træner en del med min hund og da jeg synes den havde de egenskaber jeg søgte. Min er mørk i farven og meget spinkel af en Golden at være. Hvis du kigger på det mange kalder udstillingsmodellen så kan jeg ikke udtale mig om sind og væremåde da jeg indimellem slet ikke synes de to "modeller" er ens i sind. Jeg fik alt det jeg søgte i min Golden, en rolig stabil hund som er nem at have med og som elsker gåture og træning. Jeg synes dog at man skal lave noget med sin hund (uanset race) og min egen er aktiv minimum 2 timer dagligt hvor jeg laver noget med ham. Her i sommeren går vi bare lange ture og bader i søen, resten af året træner jeg en del med ham ved siden af. Jeg tror ikke man behøver træne meget med sin retriever, min ville i hvert fald trives fint med lange gåture indeholdende søg, svømning og en masse frit løb. Men vil man træne så er den også gerne med på det - med den rette belønning Det der kan være minus ved Golden er deres sene modenhed (synes min var 2,5-3 år før han var stabil voksen), og så størrelsen hvis man ønsker en lidt mindre hund. En retriever er en helt anden hund end en spidshund som du har kigget på indtil nu. Som en anden skriver så undersøg måske grupperne lidt, se nogle individer af de forskellige racer og se hvad du er mest til. Jeg elsker retrieveren og dens ukompliceret sind og milde væsen mens andre synes de egenskaber gør den til en "kedelig hund". For mig indeholder retrieveren alt det jeg kan lide og elsker mens andre synes dens evige glade ansigt og hale er en pestilens. Så det er virkelig hvad man er til som person. Du må endelig spørge hvis du har spørgsmål til Golden. Jeg kan kun snakke ud fra min egen og de andre Golden jeg kender, men den smule erfaring jeg har, vil jeg gerne dele.

Jeg føler jeg har svaret på spørgsmålet og trækker mig derfor fra debatten nu.

Hvem siger man ikke må sætte grænser når man klikkertræner? Det gør jeg da også. Jeg sætter dem bare ikke med et nej.

Trådstarter skriver i den første tråd at hunde foretrækker at få er nej? Det er vel den der reageres på. Nej/skæld ud synes jeg så ofte er det samme, så den tager jeg på egen kappe.