Retrieveren

Det kan godt være at opdragelse (dannelse) og træning (færdigheder) er to forskellige ting. Men hundens hjerne lærer på samme måde uanset om den skal lærer det ene eller det andet. Derfor gør jeg ikke forskel på opdragelse og træning men benytter klikkertræning til det hele (dog bruger jeg ikke klikkeren til det hele da jeg ikke altid har den på mig i hjemmet). Men mit er jo ikke mere eller rigtigt eller forkert end andres måde at gøre det på - det eneste jeg siger er bare at det godt kan lade sig gøre og det var det spørgsmålet gik på.

jeg siger bare at som jeg har forstået klikkertræning så kan man ikke både og. Tilpasningen kommer når man ved hjælp af kriterier og miljø tager hensyn til det enkelte individ. Hvis jeg kunne forklare det her så ville jeg gøre det, men synes ikke lige det lader sig forklare på papir sådan uden videre. Som sagt tog det mig lang tid at lærer og det tror jeg også det vil gøre for andre. Jeg siger ikke hvad der er rigtigt og forkert, men blot hvordan jeg ser klikkertræning og at jeg ser det kan virke. Her tænker jeg hele klikkertræningen og ikke markøren som egentlig slet ikke er en vigtig del af klikkertræning (kun for timingen).

Krøllebølle: jeg snakker ikke om at turde og lege og turde gøre ting på den måde. Jeg tænker specifikt i forhold til nye opgaver og at løse opgaver på eget initiativ, mens føreren er passiv. Det er lidt svært at forklare synes jeg

Til Anne: nu ved jeg slet ikke om jeg fik svare på trådens spørgsmål så det vil jeg lige gøre. Oerskriften spørger om klikkertræning fungerer: mit svar er helt klart ja. Jeg ser det flere gange i ugen ved mange forskellige hunde og mennesker. Jeg kan godt forstå det kan være svært at tro hvis man ikke har set det, men mange ting findes selvom man ikke lige har set det med egne øjne. Jeg har feks aldrig set saharas ørken, men derfor findes den jo stadig. Om det fungerer bedre end andre metoder? Nej ikke nødvendigvis. Men jeg synes bare det er meget sjovere at træne og være sammen med min hund "the klikker-Way". Du har mødt Barney og mange andre klikkerhunde (i c sidste pr til dm var 4 ud af de 1.-5. Pladsen klikkerhunde så vidt jeg ved. Kender ikke den sidste så skal ikke kunne sige hvordan den er trænet. Men de andre 4 kender jeg og det er alle 4 søde, velafbalanceret, dejlige skønne hunde. Og tænker ikke på de resultater de har lavet men mere på deres dejlige væsen. Måske synes du barney har nogle fejl, det ved jeg ikke, men det behøver jo ikke være klikkertræningens skyld, det kan jo være mig som hundefører der har klokket i noget. Klikkertræningen gør mig jo ikke perfekt. Til gengæld synes jeg det gør mit samvær med min hund perfekt. Ja klikkertræning fungerer - vi har en hel klub der udelukkende klikkertræner, lige fra hvalpehold til konkurrencehold, familiehundehold, ungdomshold, rally og agility da vi havde det. Og ja, det fungerer. Endda meget bedre end da vi trænede klassisk, for vi har meget bedre styr på teorien og det er nemt for hundeførerne at skifte hold for rammerne er de samme. Indenfor disse rammer tages der så hensyn til den enkelte hund. Vi har hundefører som kommer langt væk fra for at klikkertræne hos os, og vi har fået usikre hunde ind som virkelig er vokset med klikkertræning. Så som svar på dit spørgsmål: ja jeg synes det fungerer, og jeg synes min hund er et godt eksempel på en god klikkertrænet hund med en masse gode adfærd i bagagen som han kan trække på.

Krøllebølle: jeg synes faktisk det ene udelukker det andet. Jeg synes ikke man får det gode resultat hvis man samtidig træner klassisk eller skælder hunden ud. Når du klikkertræner vil du gerne fremme initiativet. Hunden kan jo ikke vide om dens initiativ er godt eller skidt men hvis du ofte siger nej vil du få en mere passiv hund da den vil blive passiv for ikke at få skæld ud hvis den forsøger noget forkert. Hvis du lokker den vil du nemt få en hund som er passiv til du er aktiv og i klikkertræning ønsker man det modsatte. Dette er selvfølgelig lidt groft sat op, men netop derfor mener jeg ikke man kan klikkertræne i nogle situationer men ikke i andre. (Med undtagelse af brandslukning). Jeg tror godt man kan bruge klikkeren som redskab, sammen med de andre ting, men jeg tror ikke man kan dele det op og skælde ud i opdragelsen og ikke i træningen. For mig så klikkertræner man eller også gør man ikke. Og igen - det har intet med den lille dims at gøre, det er hele tankegangen bag hvordan man tror på at hunden lærer. Og hvis man klikkertræner så tror man ikke på at hunden lærer anderledes i hjemmet end på træningspladsen. Klikkertræning tager lang tid at lærer (synes jeg) men det åbner nogle fantastiske muligheder og jeg elsker at være sammen med min hund på hans primisser.

Fejl

Det er ren indlæringsteori, så derfor mener jeg godt det kan bruges på alle hunde (mennesker og andre dyr for den sags skyld). Og jeg har aldrig oplevet en hund det ikke kunne bruges til, da man jo netop tilpasser det enkelte individ. Man gør jo ikke nødvendigvis tingene ens, bare fordi man klikkertræner. Min søster og jeg har gået på hvalpehold sammen og har helt jævnaldrende hunde. Men nogle ting har vi da indlært forskelligt selvom vi begge klikkertræner. Jeg synes vi tager meget mere hensyn til den enkelt hund nu end før vi begyndte at klikkertræne. Men det er jo blot min erfaring og mening. Det er bare som om at folk tror at hvis man klikkertræner så gør man altid tingene ens. Det er slet ikke min erfaring og er ikke det jeg ser.

Men fordi man ikke forstår en træningsform betyder det vel ikke at den er dårlig? Og de hunde du har mødt - er det fordi de er klikkertrænet eller fordi deres ejer ikke har trænet? Klikkertræningen får bare nemt skylden for alt. Jeg synes ikke min hund nemt stresser - tværtimod. Og jeg synes han er nem at have i huset og have med alle steder. Og jeg har ikke brugt mere tid på at "lære ham husregler" end jeg gjorde med de andre - tværtimod. Jeg ser rigtig mange hunde hver uge som er klikkertrænet og kan ikke se det billede andre beskriver. Desværre oplever jeg ofte denne modgang mod klikkertræning, og det er ærgerligt synes jeg. Jeg synes min hund er yderst afbalanceret, venlig og nem at have med alle steder, til trods for at han aldrig rigtig har fået skæld ud og han er opdraget/trænet efter klikkerprincippet. Jeg kan fortælle at jeg selv var MEGET skeptisk over alt det her klikker noget, men da jeg først så det i praksis og hørte mere om det begyndte det at gå op for mig hvor smart det er og hvor dejligt det må være at være en klikker-hund. Og så tror jeg at flere hunde er klikkertrænet end man lige regner med. Kan nævne en del der lå i toppen af c klassen sidste år som er klikkertrænet og utrolig harmoniske hunde. Men måske ligger man ikke lige mærke til alle de hunde der er klikkertrænet? Eller ved ikke at de faktisk er klikkertrænet. Jeg siger ikke klikker er den eneste måde - det er bare den måde jeg har valgt og som giver mening for mig.

Det du skriver ninjamor er netop det jeg synes vi skal over i mod. Et indlært stopsignal. Et som får hunden til at "fryse på stedet". Nej er tit ikke indlært og hvad betyder det egentlig? Hvis hunden er på vej mod en anden hund betyder det "kom herhen", hvis hunden er ved at tage mad ud af hånden betyder det pludselig "gå væk fra mig". Et stop signal vil få hunden til at fryse og man kan så belønne den for at vælge fristelsen fra, og fryse på stedet. Hunden vil altså vide hvad stop betyder og det vil ikke være diffust som feks. Nej er. Desuden vil det ikke blive forbundet med noget negativt. Hvis eks. Hunden knurre af den anden hund kan vi godt skælde ud/sige nej men i virkeligheden kan vi jo ikke vide om hunden så forbinder andre hunde med ubehag. Det vil man undgå med et godt indlært stop signal. Nå ja, det er bare mit forslag.

Og så synes jeg der er en tendens til at give klikkertræningen skylden, hvis man har en hund der ikke fungerer. Det kan jo lige så vel være hunden det har nogle dårlige gener eller hundefører der får sat deres træning dårligt op. Det er jo ikke sikkert hunden vil være lige sådan hvis en anden havde klikkertrænet den. Og vi ser jo også ikke-klikkertrænet hunde som ikke fungerer af den ene eller anden årsag. Men er hunden klikkertrænet får klikkertræningen ofte skylden. Og så synes jeg ikke der er forskel på opdragelse og træning da klikkertræning handler om den måde hunden lærer på, og indlæringen er ens om den er i hjemmet eller på pladsen. Dermed ikke sagt man ikke må forhindre situationer.

Klikkertræning er desværre ofte meget misforstået og jeg tror de færreste "ikke-klikkere" ved hvad det egentlig helt går ud på. Ordet klikkertræning er meget misvisende for du kan klikkertræne helt uden en klikker. Jeg tror det duer til alle hunde, men måske ikke alle hundefører. Jeg er i en klub hvor vi kun klikkertræner så jeg har set mange mange hunde der er klikkertrænet. Min egen hund er også klikkertrænet, og er en sød og rar hund på 3 år. Han er nem at have med alle steder og opfører sig som regel eksemplarisk. Jeg har aldrig brugt at sige nej til ham, men det betyder jo ikke at jeg ikke har sat grænser for ham. Nogle ting giver bare så god mening med klikkertræning - også i hverdagen. Feks kan jeg efterlade mad på sofabordet i timevis, endda lade ham alene, og han rør det ikke. Det tog 10 minutter at lærer ham da han var yngre, uden overhovedet at sige nej. Jeg siger ikke at klikkertræning er det eneste rigtige, men det er det rigtige for mig. Og jeg synes alt for mange har sat sig for lidt ind i hvad det egentlig drejer sig om, og bare tror det handler om forvirrede hunde og altid ignorere dårlig adfærd. Jeg vil så gerne kunne forklare alle aspekter af klikkertræning men det tager tid at lærer. Jeg har selv trænet klassisk med 3 hunde i 10 år, før jeg gik over til klikkertræning som jeg startede med da min nuværende hund var hvalp. Og wow sikke en forskel! Ja jeg ser "ren" klikkertræning fungere godt for mange mange mennesker hver eneste uge. Men at sige det er det eneste rigtige synes jeg ikke man kan. Og jeg tror på at alle hunde kan klikkertræner, men ikke at alle mennesker ønsker denne form for træning og det er fair nok. Jeg kan huske vi engang sagde at det var som om hundene lærte unoder hurtigere end øvelser. Og det var rigtigt, for det var erfaringer hunden selv gjorde sig. Idag hvor jeg klikkertræner ser jeg ikke længere det mønster. Og så giver klikkertræning nogle andre muligheder. Jeg har feks en hund der kan lade som om han letter ben. Det ville jeg ikke ane hvordan jeg skulle indlære ved den klassiske metode. Men det skulle da nok kunne lade sig gøre

En lille fugl sang om dette indlæg vil blot sige mange tak for de pæne ord om min dejlige hund og ja, jeg kan jo kun være enig - han er en fantastisk hund med et helt vildt godt temperament.

Det er nemlig rigtig frustrerende og jeg følte mig alene med de oplevelser. "Heldigvis" havde vi en i klubben som havde haft det på samme måde og kun havde været positiv over at få det gjort ved hendes. Nej jeg mærkede ingen forskel i de 6 uger, bare at der ikke var sket noget. Jeg synes forandringen indtrådte rimelig hurtigt da det begyndte. Jep de skrumper (det har dog taget lang tid). Jeg ved endnu ikke rigtig hvad jeg gør. Skal have snakket med min dyrlæge de må have nogle erfaringer. Men tænker at vi enten tager en periode mere med staven for at være helt sikker (der er f.eks. ikke så mange løbske tæver lige nu), og så ved jeg ikke om man prøver at se udfaldet uden staven. Er faktisk ikke klar over om den kan ændre på noget bagefter... Hvis han så vender tilbage til sit frustreret jeg (som jeg desværre frygter) så bliver han rigtig kastreret. Han bliver 3 år i slutningen af marts. Ang. hvad jeg gør når denne stav løber ud, ved jeg ikke rigtig. Skal altså lige have snakket med dyrlægen først. Overstående er bare som jeg forestiller mig det kunne gøres. Jeg er i hvert fald super glad for at jeg til sidst sprang ud i det (selvom jeg havde det meget skidt med det!). Og den første uge opførte jeg mig som om at jeg havde givet ham "den sidste sprøjte" for følte at jeg ville ændre helt på ham. Men han blev ved med at være sig selv - bare at gåturene blev hyggeligere og træningen mindre frustrerende for ham (og mig). Skriv endelig hvis du har flere spørgsmål eller kommer i tanke om noget andet du gerne vil vide. Jeg kender som sagt ikke forløbet efter en rum tid, da Barney kun har haft det siden november. Men på ham har den indtil videre været intet mindre end perfekt. Jeg elsker den hund og er så glad for at vi slipper for alle de frustrationer for de var virkelig store og stod på i meget lang tid.

Jeg fik min hund kastreret i november så har ikke så stor erfaring med hvad der sker senere i forløbet. Han har endnu ingen træls pels eller tendens til overvægt. Jeg valgte det efter laaaaang tids overvejelse (nok et halvt år), da jeg egentlig er lidt imod det med at kastrere bare for at gøre det. Jeg oplevede min hund var stresset på gåturene - han skulle også altid "vold-snuse" og var meget ihærdig. Han slikkede i tæve-tis mange gange på vores gåture. Jeg havde ham mistænkt for at slikke på alle tævers tis til sidst, ikke kun de løbske. Han klaprede altid tænder og var meget interesseret i omverdenen når vi var ude. Og gad ikke have godbidder. Til træning kunne jeg godt få ham til at arbejde, og så var hans belønning at få lov at løbe til løbsk tæve-tis. Dette fungerede fint nok, men han peb under øvelse og var stadig frustreret. Jeg overbeviste mig selv om at han simpelthen bare skulle blive lidt ældre og få mere erfaring med duftene, så vil han finde ud af at det kun var nogle få dage man skulle koncentrere sig om duftene. Det skete ikke. Tværtimod rendte vi ind i en 4 ugers periode med maks. frustration fra hund og fører. Barney var super intens på gåturene, med snuden i jorden, peb og var mega frustreret. Til træning kunne han ingenting, stod bare og peb og gik helt i baglås. Han begyndte sågar at gø af mig - det gør han ellers aldrig, da han ikke er en larmende hund af natur. Han var virkelig frustreret! Efter de 4 uger gik han lidt tilbage til sit sædvanlige, men stadig frustreret, så jeg besluttede at prøve staven. Der gik 6 uger før jeg begyndte at mærke forandring. Pludselig blev gåturene hyggelige, vi kunne gå tæt op af hækken uden en desperat hund der SKULLE snuse. Han kunne sagtens bare gå, og selvom han fandt en duft kunne man bare sige kom og så gik han med! Det var ikke sket før - var der først spottet en duft så var det død og pine bare at snuse og slikke til man var færdig. Til træning stoppede hans piberi og han blev mere fokuseret på mig igen. Førhen gik han altid i lang line i skoven, for han ville stikke af på fært. I dag kan jeg gå timevis i skoven, hvor han er fri, uden han stikker af. Han er i det hele taget bare blevet mere harmonisk og slet ikke så "hysterisk" med at snuse som før. Og ellers er han den samme dejlige hund, bare uden frustrationen. Jeg er glad for at jeg gjorde det, men vil til hver en tid anbefale andre at hunden bliver "voksen" først - nogle unghunde kan jo godt være lidt fikseret i en periode. Og så synes jeg da også man skal forsøge om man kan træne sig ud af det - jeg er bare ikke overbevist om at det altid kan lade sig gøre. Jeg lagde virkelig et stort stykke arbejde i barney over længere tid, uden den effekt jeg havde håbet. Men nu tror jeg også på at hormon niveauet er individuelt og at nogle hunde er hårdere ramt end andre. Derudover så mener jeg ikke at man selv kan styre sine hormoner. Tænk på kvinder der får humørsvingninger. Det kan de ikke selv styre. De kan godt smøre et smil på og tage på arbejde, men det ændre ikke på hvordan de har det indeni. Jeg tror at det er det samme med hundene. At vi kan godt "tvinge" dem til at arbejde, men det ændre ikke på at de er frustreret. Jeg kunne sikkert godt have tvunget Barney til at arbejde trods løbske tæver, hvis jeg havde givet ryk i halsbåndet eller skældt ud. Men det havde jeg ikke lyst til. Og jeg tror også på at det kun fjerner adfærden, ikke hans frustration. Jeg har været så glad for min beslutning, det har simpelthen været prikken over i´et. Havde jeg ikke haft muligheden for kemisk, tror jeg ikke at jeg havde turde få det gjort, da der også kan være ulemper. Jeg har ikke oplevet dem endnu, og håber heller ikke at jeg gør. Her har det været en succes historie. Jeg er glad for at jeg gjorde det, men også glad for at jeg havde forsøgt meget andet inden og havde lagt et stort stykke arbejde i at træne mig ud af det først. Hvis du har spørgsmål eller vil vide mere, så spørger du bare Det eneste jeg er ked af ved det er at jeg savner hans "vedhæng". De er jo en del af ham, men de er altså skrumpet væsentligt, og de forsvinder jo helt når han bliver rigtig kastreret. Det synes jeg er ærgerligt. Men det er det hele værd med den harmoniske hund jeg har fået.

Så må du møde min - han er ganske normal :blink: Hvad mener du med lettere blød i bolden? de eksemplar jeg kender er bløde hunde, med en ualmindelig velfungerende tænd/sluk knap, uden tendens til at stresse. Kunne det ikke tænkes at man bare ser anderledes på det at have hund idag? For 10 år siden måtte hunden ikke knurre af hunde der kom for tæt på, det SKULLE den bare acceptere. Idag ved vi at det er at overskride hundens grænser (hvis man har en hund der ikke bryder sig om det), og man udviser jo generelt en større hundeforståelse og accept af at hunde er forskellige og har forskellige behov, i dag, end man har gjort førhen. Sådan oplever jeg det i hvert fald. Og så tror jeg at mange er blevet mere opmærksomme. For 10 år siden havde min hund også fået lov at hilse på alt og alle. Det gider jeg ikke længere. Når jeg er til konkurrence beder jeg også folk holde afstand. Nogle opfatter det måske som at min hund ikke kan kapere andre hunde tæt på - det kan han sagtens, men jeg gider det bare ikke i den situation. Så her er det et meget bevidst fravalg. Jeg tænker ikke der er kommet flere problemhunde, men der er kommet større forståelse for hundenes forskellighed, forskellige grænser og behov.

Fordi dommerne i dag gerne vil se en golden med korte ben, lang ryg, meget pels og helst skal den veje et par kg. eller 4 for meget. Sådan en overvægtig hund kan ikke holde til at være på jagt en hel dag og vise sig optimalt. Kender en med en "udstillingsgolden" som har fået at vide at hvis den skal gøre det godt på udstilling, så skal den veje 3-4 kg. mere end den gør nu (optimal foderstand). Det vil hun ikke, af hensyn til hundens fysik, men hvis det er sådan der dømmes, så er det jo svært at leve op til kravene om en aktiv jagthund, hvis den samtidig vejer for meget. Så vidt jeg ved gør det samme sig gældende indenfor labrador. Jeg var selv på skue med min jagt-golden, og fik at vide at jeg skulle give ham mere at spise, for han var for tynd og havde ikke nok fylde i forhold til at han er en hanhund. Nu er han også enormt smal, og har ikke rigtig noget pels, men han er i perfekt foderstand, og kunne ikke drømme om at smide mere vægt på ham. (Heller ikke for at få ham til at ligne en hanhund mere). Men enig i at udseendet er vigtigt, for en hund med dårlige vinkler eller "forkert" pels, kan jo heller ikke bruges på jagt en hel dag. Men hvis jeg ikke tager fejl så har man på nogle retrieverprøver både en prøve hvor hunden skal vise sine færdigheder og en hvor hundens udseende (+tænder, klokkeværk osv.) tjekkes. Ret mig hvis jeg tager fejl. Om der dømmes anderledes her, end på udstilling, tør jeg ikke sige. Jeg opfatter det i hvert fald sådan at dommerne idag vil se hunde på udstilling, som rent fysisk ikke kan holde til at være afsted på jagt en hel dag. Det kan være at jeg tager grueligt fejl, men det er min oplevelse.

jeg synes altid de har taget hensyn og brugt en af de to rum de har, hvis man siger at man har behov for det. Og ang. Mange dyr i venteværelset har jeg oplevet mange som lader dyret vente i bilen og så tager ind når det er deres tur. Ligeledes kan hunde med f.eks. Kennelhoste komme ind af bagdøren og bliver på den måde ikke smittefare for alle andre hunde. Så er de kun i et rum som behandles bagefter. Så det har jeg ikke oplevet som et problem. Ja der kan være lang ventetid - det giver jeg dig ret i. Til gengæld elsker jeg den frihed at man kan komme når det lige passer ind og man ikke skal melde det på forhånd. Det synes jeg er rigtig rart.

Hvis du skal til Silkeborg kan jeg kun rose dyreklinikken Vestergade. Meget kompetente, middel i pris (okay er måske steget til den dyre ende af middel), men altid super god behandling og meget dygtigt personale som lytter til en, også selvom tingene ikke altid burde passe sammen (altså det man fortæller dem). Og de kontakter gerne andre dyrlæger hvis de føler det er udenfor deres område. Jeg har brugt dem i 8 år eller sådan noget og altid fået super god behandling! Og ja, jeg har brugt dem for meget

Det kommer jo også an på højde og køn. Og så en vigtig ting: muskler! Muskler vejer også og musklerne er vigtige! Da min hund sidste år var syg, tabte han 2 kg i muskler på kort tid. Så kig mere på hunden, kan du se ribbenene i nogle situationer, kan du se talje, kan du mærke/se gode muskler?

Det kan jo også være at folk trækker over på den anden side fordi de ikke synes at deres hund lige skal hilse på en fremmede hund, eller fordi de synes hundene skal passere for tæt hvis man går på samme fortorv? Eller fordi ens hund ikke kan lide andre hanhunde? Det behøver vel ikke være fordi de er bange for den hund, der kan vel være så mange grunde som ikke har med den anden hund at gøre? Jeg går altid over på andet fortorv (med mindre det er nogen vi kender), da jeg ikke synes min hund skal passere en fremmede hund så tæt, eller komme til at hilse uden at det er aftalt først. Jeg har så også fået skæld ud for engang at skifte fortorv fordi en dame blev sur over at alle bar bange for hendes hvide schæfer. Var nu bare gået over på den anden side fordi det var et smalt fortorv og min hund også er en stor hund så synes det var svært at gå forbi hinanden.

Anaplasmose Hej Anne. Det gør mig ondt med Bella :-( Hvis du kigger i denne artikel så var det måske værd at være opmærksom på anaplasmosen, specielt hvis hun har lidt antistoffer imod den. Ellers så kender jeg en som bruger den dyrlæge der har specialiseret sig i hjerte/lungeorm og været i USA for at få nyeste viden på området. Kan selvfølgelig ikke huske hvad hun hedder men kan Få fat i hendes navn hvis du er interesseret? Hvis I intet finder hverken det ene eller andet sted kunne du måske overveje at besøge Lise Bang. Hun er dyrlæge og hømopat. Jeg håber virkelig hun snart er frisk igen! Det er frygteligt at stå med syge hunde som bare er en gåde for dyrlægerne. God bedring med hende

Jeg begyndte at gå tur med en låne-hund da jeg var 10 år gammel. Jeg gik alene rundt med ham. Han var 2 år gammel. Inden længe var han hos mig hver eftermiddag, og sov hos mig hver weekend. Han blev altså mere og mere min hund. (Mine forældre er ikke rigtig hundemennesker). Da jeg var 11 år, begyndte jeg til træning med ham. Jeg havde SÅ mange gode timer med den hund, vi brugte mellem 4 og 5 timer hver eftermiddag på at være ude i naturen, besøge veninder og deres hunde, cykle til åen så han kunne bade, hundetræning, agility, konkurrencer osv. Jeg overtog ret hurtigt hunden og han var min egen. Jeg skulle selv fodre ham, gå ture med ham, børste ham, træne ham, tage ham til dyrlægen (okay der tog min mor altid med ind), og jeg betalte også selv alt (foder, dyrlæge, træning osv.). Han var alene mit ansvar. Mine forældre tjekkede ikke op på det (I hvert fald ikke hvad jeg vidste af, men de har nok holdt øje med mig). Alle sagde at det ville vare til jeg var teenager. Da jeg var 16 fik jeg lov at købe min egen hvalp. Så jeg ejede to hunde som 16 årig. Alle mine frie timer blev brugt på hundene. Jeg var sjældent med til fester, de fleste af mine weekender gik med hund. Den gamle lånehund blev 12 år og blev aflivet her for et par år siden, efter et fantastisk liv fyldt med indhold som mange andre hunde kun kan drømme om. At være hund for et barn med oceaner af tid, som nærmest alt sammen bliver brugt på hunden - jeg er overbevist om at han havde et fantastisk liv! Min interesse for hund startede da jeg begyndte at gå med min låne-hund, og aldrig har jeg fralagt mig det ansvar eller den interesse. Hundene har været mine (mine forældre har ikke selv hund), de har gerne ville passe hvis jeg skulle noget (f.eks.) studietur, men ellers har jeg sjældent haft brug for at de skulle passe hundene, da jeg altid (også som teenager) planlagde mit liv efter at vovserne var afhængige af mig (og jeg nok også lidt afhængige af dem ). Da jeg flyttede hjemmefra har jeg altid valgt steder hvor jeg kunne have hundene med, for de var/er en del af mit liv. Jeg tror det kommer an på barnet. Rigtig mange vælger fester, rejser, studie i storbyer (lejlighed uden tilladelse til dyr) osv. Derudover synes mange unge nok også det er dyrt at have hund på su. Jeg har valgt alle de ting fra, og har valgt hunde til. Hvem kunne have forudsagt det da jeg var 10 år? For mig har det været et helt naturligt valg, som jeg aldrig har fortrudt. Derudover tror jeg på at jeg tidligt lærte nogle ting om livet, som jeg måske endnu ikke ville have lært, uden hundene. Det var min historie. Jeg kan ikke sige om din datter vil beholde interessen, eller hvornår hun er moden til en hund, men bare fordi barnet en dag bliver teenager, behøver det altså ikke miste interessen for hund. Og selvom jeg var barn/ung teenager, så passede jeg fint min egen hund, uden hjælp. Jeg huskede altid selv at fodre, fylde vand i skålen, træning osv. Selvfølgelig havde jeg mine forældres opbakning, og de stod klar hvis jeg havde brug for hjælp, og gjorde mange ting for at jeg kunne hygge mig med min hund (kørte mig til træning, konkurrencer, på hundelejr osv.) Men alt det daglige klarede jeg helt selv.

Ninkamus og jeg kommer idag omkring kl. 10 bare hold øje med to søskende som ligner hinanden (er der i hvert fald nogen som siger) og en mørk gylden/rødlig golden retriever, uden voldsom meget pels og ret slank, med sort halsbånd og brun sele Håber at hilse på nogen af jer derinde

På den måde Mange tak. Ja har egentlig ikke gjort noget for at bryde mønsteret (kun overfor andre hunde), så han har jo egentlig bare fået lov til sin adfærd. Tak for hjælpen

Tak fordi du gav dig tid til at svare så grundigt. Altså han går af og til uden snor og sele og der har han også gjort det. Men skal da ikke kunne udelukke at selen har en indflydelse det er bare ikke min opfattelse. Og ja, i de fleste situationer har han selen på. Hvis han nu virkelig ryster sig fordi han er i konflikt, vil det så sige at han egentlig går og har det skidt uden at jeg ved det?? Synes bare det er svært at undgå situationerne.