Louisen

Vi har trænet kontakt rigtig meget herhjemme. Min hund er 15 måneder og stadigvæk bare "en stor dreng". Han blev overfaldet 2 gange inden for kort tid, af andre hunde, så han blev helt vild af raseri (grundet angst), når han så en anden hanhund. INGEN kontakt. Men det er noget man træner. Små fremskridt. Med tiden bliver det vane. Det tog LANG tid hos os. Men det kan godt lade sig gøre. Her er en lille guide, til at gå i gang med: Kontakt under trning Ift. kurvetræningen. Husker I så at belønne, når han bliver liggende i kurven? Også selvom det er ½ minut.

I vores hjem, en 2½ værelses, har Taiki sit eget sted i hvert rum. Så ligger han ikke i vejen (som regel), men kan være der, hvor vi er. Det er hans naturlige instinkt. Selv når han ligger i sofaen og breder sig, i tæpper og puder, vælger han selv at komme ind til os i soveværelset og ligge i sin kedelige hundeseng, når vi sover for natten. Og når jeg står op om morgenen, for at gå i bad, lægger han sig på puden i køkkenet, som grænser op til badeværelset. Han sover godt nok videre - men han skal være, hvor vi er. Og han er ellers en meget, MEGET selvstændig hund, der ikke klæber eller er træls.

Nej, slet ikke. Det lød bare meget sådan ud fra start indlægget, som jeg fik følgende ud af: - Hunden må ikke selv komme hen og bede om nus. Den skal vente på, at I tilbyder det. - Hunden må kun være i stuen og i entréen. Dvs. i nogle situationer, må den ikke være sammen med sin flok/familie, selvom det er mest naturligt. - Når I er hjemme, skal hunden primært være i sin kurv. Det synes jeg, virker meget strengt - uden at jeg i øvrigt bifalder hunde, som spiser med ved bordet eller vælter det hele. Man kan opdrage på to måder: Man kan sende hunden væk/i kurven, når den ikke gør som man vil. Eller man kan gøre det rart, at gøre som der bedes om. Hvis det er rart for hunden at ligge i kurven eller hvis den kan lægge sig på et særligt tæppe, og I så ofte kommer og klapper den, fordi tæppet er tegn på "nus", jamen så vil den vælge denne opførsel til, af sig selv. I modsætning til nu, hvor I sender den i kurven EFTER at den har gjort noget, I IKKE vil have. Kan du se forskellen? At den selv gør det rigtige ... eller at den bliver sat til det rigtige af jer, efter at have handlet forkert. Jeg læser til pædagog, og med fare for at få ballade, tackler jeg børn på samme måde (vuggestue). I stedet for at skælde ud, når de gør noget forkert, så roser jeg dem for det, jeg synes er god opførsel. Selvfølgelig får de at vide, at de ikke må slå hinanden med plastikskovlene, men når de deles om skovlene eller siger "ae ae", så får de at vide, at de er rigtig gode kammerater, gode venner og meget dygtige. Og det virker. (det virker også på ens kæreste, hahaha - godt at han ikke læser med her! ) Hvis I gerne vil have hunden i ro, så sørg for at kurven er det fede sted. Når han selv lægger sig i kurven, så ros det HVER gang, nus ham lidt, giv ham en tyggepind. Så finder han hurtigt ud af, at GODE ting sker i KURVEN. Og så vil han selv tilbyde den opførsel, i håbet om ros. Til sidst en tilføjelse: Som teenager, skal meget af det indlærte, indlæres igen. Hormonerne "renser tavlen" på en eller anden måde. Hos nogle mere end andre. Så hvis han pludselig ikke adlyder som han plejer, så start forfra på træningen. Alderen og racen taget i betragtning, er det sikkert ikke med vilje. Han VIL gerne samarbejde, men hormonerne får ham til at glemme, og så er det svært at gøre det rigtige.

I øvrigt mener jeg, at hensynet til den individuelle hvalp kommer før alle de dersens "regler". Taiki brugte 14 dage på vores trappetrin, på at studere den store, farlige verden han var kommet til - i dag er han totalt frygtløs og bliver han bange for noget, kommer han hen og dutter mig, eller stiller sig imellem mine ben. Det er sjældent, men står han imellem mine ben, kan INTET ondt ske ham (mener han selv), og så tør han det meste. Så jeg går ind for, at man kigger på sin hvalp og hvis den er modig, samt nysgerrig, så skal man bare klø på stille og roligt, i dens tempo. Og i øvrigt huske at skele til, at den ikke bliver overstimuleret, dvs. lidt bisset (sådan kommer det oftest til udtryk).

Mange af tingene kommer af sig selv. F.eks. hvis I træner "stor vej", hvilket jeg mener er ret vigtigt. Er det for langt for hende at gå, så find en måde at transportere hende derhen. Jeg ville også træne at tisse og skide på forskellige underlag (sten, asfalt, græs, sand, sne) - ved at rose og belønne, når hun gør det. Træne bad, bare lidt vandpjaskeri. Træne at blive håndteret på bord (som ved dyrlægen), få kigget tænder, klippet negle og blive befølt (som ved dyrlæge). Nu hvor hun er tryg ved støvsugeren, så tænd den i et andet rum eller i den fjerneste ende af rummet. Ignorer den, lad den ligge og leg med hende. Ikke pylre. Hvis hun selv går tættere på den, så ignorer det, men leg gerne videre. Den er ikke farlig, så hun skal ikke roses for at nærme sig den. Den er "no big deal". Når hun er ligeglad med lyden, kan du gå videre til at skubbe den lidt rundt, og langsomt tage det derfra. Herhjemme skete der det morsomme, at støvsugeren ikke bare sugede støv, men også spyttede godbidder ud. Det var et stort hit! (det var bare mig, som kastede dem lidt skjult, hehe)

En anden ting er også, at hvis I mener at han er ved at blive kønsmoden, så styrer hormonerne bare rigtig meget. Der skal I finde en balancegang, hvor I ikke skælder ham så meget ud, at han trækker sig fra jeres samarbejde, fordi han får skæld-ud hele tiden. Herhjemme lærte vi hunden ikke at trække, ved at lære ham at vise, hvad det var han ville. Det kommer til udtryk ved, at han dutter mig på benet og så går i den retning, han gerne vil. Hvis jeg siger "Ja", så går vi den vej (og det er en belønning i sig selv), hvis jeg siger "Nej", så går vi en anden vej og han får belønning for, at følge med mig, enten i form af ruskelegetøj eller godbidder. På den måde ved min teenage-hanhund, at jeg udmærket er klar over, hvad hans ønske er og at han ikke bare kan trække endnu mere, for at overbevise mig om hvad vej vi skal. Og det gør det meget nemmere at samarbejde, når hunden kan vise en sin vilje, men samtidig udviser lydighed ved, at det er op til én at bestemme, om det skal være gældende eller ej. Han dutter mig også, hvis han vil hilse på nogen hunde, lege med noget bestemt legetøj osv. Så ofte det er muligt, imødekommer jeg hans behov for nus og samvær, da han er en race avlet til at arbejde selvstændigt, så hans tilknytning til os som mennesker er ikke givet på forhånd. Derfor har jeg ikke "råd" til at afvise ham så ofte, fordi det kan betyde at vores samarbejde vil halte senere, da han vælger os fra. Til gengæld lærer jeg ham så også, at være rolig f.eks. ved gæster, og så skal han nok få nus og opmærksomhed. "Noget for noget".

Du bør tage en ordbog og så slå forskellen på "samarbejde" og "ordre" op. Din hund er avlet til at samarbejde med mennesker, men du vil have en "kæft, trit og retning" hund. Det er der ikke samarbejde i. I øvrigt er der forskel på hunde, ja. Derfor giver det ikke mening, at sammenligne din 6 måneder gamle hanhvalp, med en 1 årig voksen tæve. Som de kloge siger: Hvis det ikke virker, gør noget andet. Det I gør nu, virker ikke. Gør noget andet - der er kommet flere gode forslag. I kan også blive ved med, at gøre det I gør - det får I nok de samme resultater ud af.

Jeg har for sjov siddet og surfet forskellige racer, hjemmesider osv. I den forbindelse har jeg opdaget at visse af racerne, får man ikke hvalp via opdrætterne, men igennem en fælles "hvalpeanvisning" for specialklubben. Jeg kan til nøds forstå det når der foregår et genopbygningsarbejde f.eks. broholmeren. Men så alligevel ikke. Får jeg bare stukket en hvalp i hånden? Tages der ikke hensyn til mine ønsker til hunden og om der er hvalpe, som (umiddelbart) matcher det, jeg har at tilbyde? Har opdrætterne ikke noget at sige? Jeg synes, det er et mærkeligt koncept, som jeg gerne vil høre mere om.

Min flex er den som Helle linker til, men den næste bliver den flade, brede, så jeg undgår brændemærker på benene af mennesker og hunde.

Hvorfor blev hun halekuperet?

Jeg er ikke overbevist om, at det ikke er synd for de hunde, som mangler deres knurhår! Jeg foretog en yderst videnskabelig test i dag, hvor jeg i morges lå i sengen og aede Taiki på knurhårene og så begyndte han at nyse helt vildt. Jeg er sikker på, at hvis jeg klippede dem af, ville han ikke kunne andet. Det forklarer små hundes temperament, jeg ville også være sur hvis jeg gik rundt, med en konstant trang til at nyse! :blink:

Har du skrevet inde på Facebook, Shiba - DK. hedder gruppen.

Det er bare så pisse svær en beslutning, for det er jo permanent! Og jeg gider ikke kemisk kastrere ham først, for det giver jo intet fingerpeg om, hvordan det bliver med en rigtig kastration, når der er så mange hormoner. Jeg er glad for, at beslutningen ikke skal tages endnu og jeg er også glad for de ting, I skriver. Jeg synes nemlig ikke, at han nu er så påvirket, at en kastration er nødvendig. DAP fungerer rigeligt.

Jeg har bestemt også tænkt mig, at se det an. Han er ikke voksen endnu. Det eneste jeg ville tænke, at få ud af det, er en mindre seksualdrift og øget appetit (som ikke er godt ift. Taiki, men maden er jo heldigvis noget vi selv styrer). Om han bliver mindre eller mere sur på andre hanhunde osv., er umuligt at forudsige synes jeg, så det gisner jeg helst ikke om.

Vikle!! Det skal jeg hilse fra min veninde og sige, er godt, når man skal lufte eller træne hundene. Hvis man har en vikle, du ved, sådan et stykke stof man vikler rundt om kroppen og bærer baby i, ligesom i Afrika. Det er meget moderne for tiden og gør det også nemmere, at gå med hundene.

Jeg gør mig ingen illusioner om, at Taiki måske ikke vil strejfe ved muligheden (men måske kan jeg f.eks. have ham med i en hundeskov, hvor muligheden for strejfning er mere begrænset), og da slet ikke at hans problemer med andre hanhunde forsvinder. For hanhundene handler jo ikke bare om hormoner, men også nogle dårlige oplevelser som stadig sidder i Taiki, så Taiki går ud fra at andre hanner vil ham ondt og derfor reagerer tilsvarende. Det er noget vi træner, det er super meget bedre osv., men det har jo ikke kun noget med hormoner at gøre. Så det tænker jeg slet ikke som positiv sideeffekt, det er da dejligt hvis det sker - men jeg tror det altså ikke.

Han er 15 måneder nu. Han havde en ret vild periode i slutningen af november og starten af december, fordi rigtig mange tæver her i kvarteret, kom i løb samtidig. Han bissede, var sur på alle hanhunde, stressede hurtigt op og var meget rastløs herhjemme. Han elskede dog stadig sin mad og hylede ikke, men vi kunne da klart mærke en forskel. Jeg har i dag erfaret, at to andre tæver er i løbetid. Og han har den seneste tid virket lidt deprimeret-agtig, uden at jeg kan sætte fingeren på det. Han skal rutinemæssigt tjekkes for orm, hvor jeg afleverer prøver i morgen, og han har lige været til årligt helbredstjek, så han er ikke syg. Men han blev dog lidt syg af vaccinen, men kun i 1-2 dage og det er en uge siden nu. Min kæreste mener, at det er fordi vi har haft skæve sengetider (os mennesker), og Taikis sovetider også har været skæve og han bare er træt. Men jeg kan godt mærke forskel på, når min hund er træt og når det er noget andet. Og det er altid efter, at vi har været ude at gå, at han bliver lidt depri og pjevset, og distraherer jeg ham så med øvelser eller puslespil, eller andet, bliver han "god igen" efter noget tid. --- Jeg kan også se, at alle hunde vi hilser på, skal snuses i rumpen som det ALLERførste, hvilket han kun gør når der er løbetidsdamer i kvarteret. For mig er det springende punkt, Taikis trivsel. At han ikke hyler eller generer os, er ikke nok. Han skal være glad og tilfreds selv også, ikke bare "lide i stilhed". Som det er nu, kan han distraheres - men hvornår kommer næste "hold" tæver i løbetid her? Skal vi så til det igen? Jeg synes, det er svært og det er lige før, at jeg håber på orm som forklaring på hans tilstand. Men alt tyder på, at han længes efter damer...

Hejsa, min veninde udtalte for noget tid siden følgende: "Jeg synes, det er synd, at lade en hanhund forblive intakt, hvis man ikke skal bruge ham til avl. At han har en stor seksuel drift, som han ikke skal bruge til noget udover at blive frustreret. Især når man bor inde i byen som I gør, med mange tæver". Jeg står ikke og overvejer at kastrere Taiki, men hendes udsagn har da sat nogle tanker i gang. For vi bor jo omringet af mange tæver og i perioder synes jeg godt, at man har kunne mærke, at han har været ramt på hormonerne i forb. med deres løbetider. Og jeg vil jo det bedste for min hund og kan godt se, at det måske er meget, meget hårdt for sådan en lille hanhund, at omgås alle de her dejlige damer uden at måtte få afreageret på sine drifter. Han hverken humper eller andet, der kunne "lette trykket". Der er tre ting, der holder mig tilbage: - Jeg ved ikke, om han skal bruges i avl, hvilket vil blive klarlagt i løbet af det næste års tid til halvanden. - Jeg er bange for, at han mister "gnisten" og bliver sådan kedelig, uarbejdsom, uinitiativrig. Han har så meget gnist nu! - Han er i forvejen meget madglad og det er noget, vi har kæmpet med de seneste måneder, så jeg kan godt frygte, hvis det bliver endnu værre. Til gengæld er der jo ofte også visse fordele tilknyttet, f.eks. at han ikke bliver så påvirket af tæver i løbetid - og måske endda kan få et virksomt indkald igen? (det røg ud, da hormonerne røg ind) Who knows. Jeg ved godt, at der er delte meninger omkring dette, men hvis I gad tage udgangspunkt i min situation. Hvor vi altså bor inde i byen med MANGE tæver alle vegne og ringe mulighed for at undgå dem. Uanset hvad, bliver beslutningen ikke taget førend om 1-1½ års tid.

Ja, vi vælger jo at gå i en kæmpe bue uden om en kæmpe rottweiler som bor her i kvarteret. Han og Taiki har ALDRIG mødt hinanden, men alligevel synes rotten, at Taiki skal dø. I en grad, så jeg engang så hans ejer tage kvælertag på ham med armen ligesom soldater gør, fordi han var ved at slæbe sig over på den anden side af gaden til os. Ejeren kunne ikke holde den sure rotte selv, og måtte derfor ty til yderligheder. Jeg er PISSE bange for den dag, det går galt, hunden river sig løs eller andet. Derfor undgår vi den altid når vi ser den, jeg vil ikke engang passere den på det modsatte fortov!

Hvis det er foranlediget af min kommentar, så synes jeg heller ikke, at det er uforsvarligt. Det er mere for at understrege, at der altid kan ske sådan nogle mærkelige ting, i løbet af hundens (forhåbentligt mangeårige) levetid, hvor det kan ske pludseligt trods alskens træning. Derfor skal man måske tænke sig om og mærke på sin egen, individuelle hund, hvad behovet er. Hopsa har kvæl, du undgår situationerne hvor du kan mærke at din hund bliver lidt for "all over the place" og tager ikke chancer ... Min pointe er bare, at i løbet af 10-14 år kan der ske mange ting, så at sige "Nå ja, men man træner vel hunden" er ikke altid nok. Så man skal jo lige tænke over det to gange. Man kan også tænke smart, en dame i vores kvarter da jeg var barn, havde en kææææmpe broholmerblanding, der blev stukket af en hestebremse. Da den begyndte at galopere, snoede hun straks snoren tre gange rundt om nærmeste lygtepæl, ellers havde hun, eller hendes mand, eller enhver stærk mand for den sags skyld, ikke haft en chance. Det er noget man bør overveje, hvad man gør i situationen, for selvom manden kan lufte hunden i teenage-perioden, kan hunden jo blive stukket af et eller andet når den er rolig og "gammel", og så har man stadig balladen. Og jeg synes ikke, at det er uforsvarligt at have en stor hund selvom man ikke er fysisk stærk nok til at holde den, det kommer sgu an på rigtig mange faktorer. Ligesom med små hunde.

Nej, men der kan jo opstå situationer ud over det normale. F.eks. når ens hund rammer teenage-alderen og der går en tæve i løbetid forbi på den anden side af vejen. Der er det måske meget godt, at kunne stå imod hundens første iver, indtil den får styr på sine hormoner og kan lytte igen, så den ikke farer ud foran en bil.

Det er noget du kan overveje. Jeg kender andre, der bruger Frontline med succes. Måske er der også forskel alt efter hvor man bor. Hvis man bor et sted hvor lopperne ikke har udviklet resistens. Taiki får Bayvantic og den flåt han havde i sommers, var død og indtørret. Kunne fjernes let med en pincet.

Jeg oplever det ikke, at pelsen bliver fedtet, jeg bruger Bayvantic. Taiki får fra nakken ned til haleroden, og to dut imellem, dvs. fire i alt som der står i vejledningen. Da han får Bayvantic til hunde op til 25 kilo (og det vejer han trods alt ikke), bruger jeg aldrig hele pipetten. Det kan jeg ikke se nogen grund til. Jeg spreder hårene og han får en dråbe, og jeg holder håret delt i et par sekunder. Når han har fået 4 dryp, de 4 steder han skal have, smider jeg resten ud. Han har aldrig haft lopper og kun 1 flåt, som var indtørret og død, og kunne fjernes nemt med pincet.

Det jeg har hørt, er ikke langsom virkning, men INGEN virkning. Folk der brugte Frontline og hundene alligevel fik lopper, folk der i halve og hele år brugte Frontline uden effekt. Skiftede de over til Advantage eller Bayvantic, bam, 2 måneder senere var der ingen lopper.

Der er en del som oplever, at lopperne er resistente over for Frontline.