Louisen

"Sne, sne, sne! Hurra, jeg elsker sne!" "Zzzzz *knurre i søvne over farlig yeti i drømmen* zzzzz"

Taiki, som blev 1 år i slutningen af oktober, sover nemlig mere nu. Men han spurter også rundt i sneen når vi er ude. Han får ofte en tur på en times tid, som indeholder både leg, søgning og lidt træning (ikke det stillesiddende/-stående, det er det for koldt til synes jeg). I dag var vi ude mellem halv ti og halv elleve. Så tussede han lidt rundt i 2 timers tid, hvor vi lavede et puslespil og hyggede sammen. Han lavede også lidt ballade, teenageterrorist. Så faldt han i søvn, er gået et par gange rundt og sove nye steder, men det er snart 5 timer straight han har sovet. Jeg ved ikke, om jeg bør vække ham eller bare lade ham sove? Førhen skulle han gerne ud efter 4-4½ time, men han er jo ved at blive voksen, så kan nok holde sig længere. Han får også en tur på en time om eftermiddagen, og så ca. 45 minutter om aftenen inden sengetid. Så vi er jo meget ude og vi er aktive, når vi er ude - med løb, leg, træning osv. Når vi kommer hjem, tuller han gerne rundt og hygger med os, leger lidt eller laver puslespil sammen, ca. en times tid. Så han sover altså omkring 16-18 timer i døgnet nu, er det normalt?

Taiki klarer det med potevoks og så salter de heldigvis kun midt på fortovet, så der er som regel altid en lille stribe enten inderst imod husmurene eller yderst imod vejen, hvor han kan gå. Taiki splitter sko ad til konfetti, så det er ikke en mulighed her. Går det helt galt låner jeg en gammel barnevogn og kører ham til og fra parken. Men jeg satser på, at det ikke kommer så vidt.

Jeg kan ikke komme på nogle gode begrundelser. Jeg kan ikke se, at noget godt temperament er det værd, at lave hvalpe der potentielt kan leve med mange og store smerter, og (for) tidlig aflivning.

Og ingen billig satiety til mig.

Jeg tænker, at det også er vigtigt at man har gensidig tillid og en åben kommunikation. Jeg var meget interesseret i at udstille Taiki, men i hvalpe- og unghundetiden blev det kun til én gang. Vi skal så gerne næste år, men hvor meget det bliver kommer an på, hvordan han har det i perioden. Det har ikke handlet om manglende vilje, men at vi har haft andre, for os vigtigere ting på tallerkenen. Samtidig med kønsmodningen blev Taiki overfaldet slemt 2 gange, den ene gang blev jeg selv bidt (også) og kombineret med en række af uheldige hundemøder, lå al vores fokus på "rehabilitering" og træning, med en adfærdsbehandler ind over. Den tid, der ikke blev brugt på denne træning, blev brugt på spor, fordi Taiki hurtigt bliver frustreret hvis han ikke får brugt sin næse og hjerne, og det går ud over møblerne herhjemme. Jeg er endda studerende, men alligevel har der bare ikke været tid til, at fokusere på andre ting herhjemme før nu. Og havde Taiki været på udstationering med krav om udstillinger osv., så kunne det nemt være gået i hårknude hvis opdrætteren ikke stole på os, når vi meldte ud at det ville være en dårlig idé at træne ringtræning og sætte Taiki i et lukket rum med hundrede andre hunde, når han var i det "state of mind" som han var i den periode. Og jeg ville have modsat mig det meget - af hensyn til Taikis bedste. I sådan et tilfælde ville det kunne have ført til kontroverser, hvis opdrættere ikke havde tillid til mine beretninger om, hvordan tilstanden var herhjemme og hvis jeg ikke åbent kunne melde ud, at ringtræning og udstilling ville være en rigtig dårlig idé i perioden. Derfor tror jeg, at Hopsa er inde på noget af det rigtige. Folk man stoler på og hvis vurderinger for hunden vejer lige så tungt som sine egne. Sådan at hvis de nu imod forventning siger "Han/hun skal ikke udstilles/avles med lige nu, fordi sådan og sådan", så stoler man på deres vurdering og på, at de taler sandt og ikke bare digter, fordi de ikke orker.

Det du beskriver, minder meget om noget jeg kender fra min egen race, som bliver kaldt for "shiba 500". Der er ingen forklaring, det sker både når de er velstimulerede eller ej, trætte eller friske. Engang imellem tager fanden bare ved dem og man fatter ikke hvorfor. Her er to videoer, den sidste især viser det meget godt:

Hvis Taiki ved, at han har været artig og lydig, så dutter han min godbidslomme hvis jeg ikke selv hoster op. Jeg behøver slet ikke rose og belønne ham, det skal han nok selv stå for. Men jeg gør det nu alligevel... For en god ordens skyld.

Og en ting jeg gerne vil tilføje min historie. Der var tit folk der kiggede skævt til Oslo og hans ejer, når de sad på stranden. Der er jo mange fordomme om en ældre, slidt herre der sidder med en øl hele dagen. Men han var aldrig fuld, han drak aldrig mere end de to øl han havde med. Og den hund manglede aldrig noget. Hver dag når de gik hjem, tog de forbi slagteren hvor de fik et kødben til Oslo til aftenen og næste dags strandtur. Og de gik gerne op og ned af stranden, ad den cykel/gang sti der er anlagt, hvor vognen kørte nemt. De gik også tit i strandkanten. Det lærte mig, at man ikke skal dømme folk på udseende og at det vigtigste ikke er formen, men om hunden har det godt. Oslo blev aldrig trænet. Men han fik lov at trække, det gjorde ham glad, og når han var træt så blev han trukket. De var ALTID sammen, de to. På den led havde Oslo det bedre end mange hunde, der er alene mange timer hver dag når ejerne er på job. Han fik virkelig en god alderdom. Det gælder faktisk også en del landevejsridderes hunde. Om vinteren bor de jo derhjemme, de fleste landevejsriddere har en bolig, men foretrækker vejene om sommeren. Men fordi de elsker at vandre, går de rundt og rundt på gader og i parker med deres hunde om vinteren, og om sommeren går de på landevejene med deres vogne og hundene løbende frit omkring i grøften. Og det er aldrig hundene som mangler noget, uanset hvor nussede de selv er i tøjet. Der er nogle hjemløses hunde, der er lige forhutlede som de selv er. Så det er ikke for at glorificere den livsstil eller skære alle over én kam. Men nogle gange skal man lige lægge sine fordomme på hylden. Det har jeg i hvert fald lært.

Før jeg fik Taiki, mødte jeg tit Oslo og hans ejer, der hvor jeg boede på Amager. Oslo var en gammel, gammel samojedblanding. Han var mere grå end han var hvid. 16 år gammel var han og havde stadig gnist i øjet. Hans ejer var en tidl. alkoholiker, nu førtidspensionist. En meget flink mand. Det var tit sådan, at når jeg gik til metroen for at tage på sygeplejerskeskolen (dengang jeg læste dér), så kom de travende i retningen af Amager Strand. Oslo havde sin lille vogn spændt bag på, med et tæppe, to øl (og altid kun to, fordi Oslos ejer ikke kunne sige stop efter den tredje), vandskål og vand, og en indkøbspose med kødben og hundemad til Oslo. Og så var det også tit sådan, at når jeg så kom hjem og gik fra metroen og imod min lejlighed, så mødte jeg dem på vej hjem fra stranden. Nu uden vand, øl og hundemad, men til gengæld med Oslo siddende i vognen, mens hans ejer trak ham. Engang imellem ville Oslo lige gø, og så ville ejeren stoppe for at ryge en smøg, mens Oslo steg af kareten for lige at tisse et sted, der trængte til lidt tis. Og så ellers op igen i vognen og afsted. På et tidspunkt så jeg ikke Oslo eller ejer mere. Jeg blev lidt trist, for jeg troede det værste. Men så en dag mødte jeg hans ejer ved et tilfælde. Han fortalte, at en dag de havde ligget på stranden og taget en middagslur, var Oslo ikke vågnet igen. Han sov simpelthen ind lige dér ved havet, med hovedet på sin ejers mave, efter at have trukket sin vogn derhen. Ejeren var blevet ked af det, men samtidig mente han også, at det var den bedste måde det kunne være sket på! Der gik nogle måneder og så så jeg ham. På vej til stranden med en vogn. Nu var der en ældre schæferblanding spændt for og den var meget, meget lykkelig kunne man se. Jeg tror, at ejeren med vilje adopterede de lidt ældre hunde som ingen andre ville have og selvom jeg aldrig hørte et eneste strengt eller vredt ord fra ham, føjede de ham som var de lydighedschampions. Gid jeg vidste, hvad hans trick var. Fantastisk mand! Og fantastiske hunde.

Ang. hvad man "fortæller" hunden. Taiki kan godt blive lidt insisterende, hvis han tror at jeg ikke har set den anden hund. Men hvis jeg siger lidt overbærende "Jaja Taiki, men vi går altså her!", så dropper han det. For tænk nu, hvis jeg bare ikke havde set den anden hund men NÅR jeg så den, så måtte han gerne råbe af den?!! Ja, det KUNNE da godt ske en dag, ikke? Så må man hellere være lidt insisterende, indtil mor fortæller en at det ikke nytter noget. Øv.

Da Taiki var hvalp, var jeg meget god til at træne soignering med ham, da shibaer har ry for at hade den slags. Negleklipningen er nu overgået til Dr. Dyr, men badning og alt andet, går fint. Vi har dog et problem. Jeg har altid brugt KW hvalpeshampoo til Taiki, da jeg fik den anbefalet og jeg har været glad for den. Selvom han bare skulle skylles med vand for øvelsens skyld, har jeg tit lige duttet lidt shampoo hist og pist, så han vænnede sig til det også. Det må man sige, at han har gjort. Han accepterer INTET andet end KW hvalpeshampoo!! Han er jo voksen nu, men ikke om han finder sig i, at blive pøset ind i noget andet! Han er sød (men lidende, en martyr!) i badet, men så snart det er slut farer han rundt i hytten som om vi havde sat ild til ham. Han gnider sig op af alt, selv os mennesker. Og næste gang vi er ude at gå, ruller han sig i det første klamme, han kan finde. Det er uanset om hans pels er blevet helt tør og fin, og om han kommer i bad om aftenen og vi først går tur næste morgen. Når han vaskes med hvalpeshampooen, ruller han sig lige i sin kurv, men så er han ellers godt tilfreds og farer ikke rundt eller ruller sig i noget klamt. Efter han har fået voksenpels, bliver hans pels lidt mat i dagene efter en omgang med shampoo, men det er ikke værre end at jeg er grundig med børsten så jeg får sat gang i hans huds naturlige olieproduktion og får redt det ud i pelsen. Så er han fin igen. Han hverken klør eller ter sig, skæller heller ikke; var der det mindste, viser han det med det samme, så alle kan se hvor synd det er for ham. Så han lider heller ikke i stilhed. Nå, men jeg snakkede så med damen i butikken og hun sagde, at hvalpeshampoo var meget dårligt til voksne hundes pels, da det er lavet til hvalpepels og jeg kunne nærmest ødelægge ham ved at bruge det! Meeeen jeg stoler nu nok mere på mine egne erfaringer - og så jeres. Så hvad tænker I?

Super godt med opdateringen, hvis andre herinde får samme problem! :5up:

Hvad gør I for at hun ikke overfalder jeres familie i glæde ved besøg? Den eneste gang jeg havde held med at holde Taiki i ro da min mor kom forbi (yndlingsmormoren i Taikis verden), kom han i stedet til at tisse lidt, selvom det kun var en time siden vi havde været ude.

Ja, jeg bruger Youtube og min bærbare. Og så lader jeg lydene komme fra forskellige rum og meget pludseligt.

Sådan har det været med os. Taiki har haft tendens til at lægge sig ned og så fare lige i hovedet på den anden hund. Men nu tager jeg bare et godt taw i selen/snoren og går videre i rask tempo. Der er intet at diskutere, overhovedet! Det råd fik jeg af dig, Ninjamor, og det virker fint. Her har det haft den omvendte virkning af det Umulia frygter, Taiki når slet ikke at forholde sig til den anden hund, og råber derfor ikke "Røv" efter den. Det er mig der bestemmer hvilke hunde han skal forholde sig til og pudsigt nok er det altid hans gode hundevenner, aldrig fremmede hunde.

Sådan har jeg også haft det. Først følte jeg, at jeg skulle finde på en masse undskyldninger for Taiki, nu siger jeg bare "Vi hilser ikke!" og ignorerer så den anden hundeejer. Nogle hundeejere har så ikke lige tænkt sig at tage hunden til sig af den grund, men så siger jeg "Tag lige din hund til dig, tak!". Når man har gjort det de første par gange, er det ikke svært mere.

Når det sker, forlader vi situationen med det samme. Jeg skælder ikke ud eller noget, men reglen er meget simpel, at hvis Taiki vil hilse på en hund, må han opføre sig "ordentligt"/som jeg siger. Og vil den anden hundeejer have sin hund til at hilse, må vedkommende altså respektere vores grænsesætning. Det har været ret effektivt, da han først forstod sammenhængen imellem hvornår han måtte hilse og hvornår han ikke måtte. Det tog så noget tid, hvor han ikke fik hilst på så mange hunde, men efterhånden som der kom først én, så to osv. situationer, hvor han var pænt og roligt på plads og så fik lov til at hilse (= belønning), forstod han hurtigt hvad det handlede om. Det er jo en belønning i sig selv at hilse på en anden hund, når man gerne vil, men så skal man lige gøre de magiske kommandoer. Det smarte er så, at hvis det er en "dum" hund, så går han ikke på plads når han bliver bedt om det = vi hilser ikke = Taiki får ikke en oplevelse hvor han skælder ud eller er sur, fordi vi går videre/væk fra den anden hund. Det mindsker hans stress, også selvom det betyder at han til dels selv styrer hvem vi hilser på eller ej. Men så længe det fungerer...

Du forklarer det virkelig godt, det er præcis sådan jeg tænker herhjemme. Jeg vurderer hver enkelt situation ud fra, om intentionen er god. Og nogle gange vurderer jeg også, om noget er ud over hvad jeg kan kræve af min hund. Han er jo på slankekur pt. og er ved at køre lidt død i sit slankefoder. Så jeg ved, at uanset om jeg siger nej eller ej, så hvis der ligger kebab på gaden og han kan løbe hen og spise det, så gør han det. Og det kan jeg faktisk godt forstå, er for svær en fristelse for ham. Jeg kan jo se, at han lader andre fristelser ligge, så det handler ikke om generel manglende lydighed. Det er lidt samme princip som at man ikke skal træne indkald med en nybegynder-hund, når hunden står med snuden begravet i en spændende tisseplet. Det er simpelthen at sætte niveauet for højt og kræve noget af hunden, som den ikke kan forventes at levere. Jeg kan dog godt finde på, hvis Taiki skal sitte ved fod efter en plads, at rømme mig lidt hvis hans numse sidder skævt for. Så møfler han den lige ind på plads og så får han masser af ros og godbid. Jeg ved dog ikke, om det hører til i samme kategori?

Taiki laver også de der gadedrenge-hop. Og så lægger han sig ned. Det er ikke udpræget godt, for hvis det er en hanhund, er han klar til at hoppe op og bisse den. Men gadedrenge-hoppene laver alle shibaer jeg kender, når de ser ting an/bliver fokuserede. Taiki gør det også hvis en pose der flyver i vinden ser farlig ud eller der kommer børn som er blevet overfaldet og næsten helt spist af de farlige flyverdragter. Jeg plejer at kalde det hans "ego walk" eller sherif-gangen: "Hallo, hvad sker der her? Nu skal jeg nok!" - og ift. mennesker og dyr, må han det IKKE. Så får han en pladskommando og vi står stille, indtil han viser at han er rolig og har kontakt med os. I starten står man meget stille meget længe... men det bliver langsomt bedre. Jeg ved ikke om det er virksomt for jer, vi har jo også gjort det når han ville bølle hanhunde, så vores problematik er jo lidt anderledes end jeres.

Som jeg ser det, er klikkertræning en rigtig god idé. Om det så også fungerer i praksis kommer an på træneren og få gange hunden. Man kan sagtens sige, at en træningsform er lige så god, som den bedste udøver af den. Men omvendt synes jeg, at når det kommer til brugen i praksis, må man også skele til hvor nem træningsformen er at gå til. Når folk i denne tråd ligefrem skriver, at de efter 1½ år stadig laver fejl og har svært ved træningsformen, så er det en træningsform der på nogle punkter er for avanceret til at være brugelig for den gennemsnitlige hundeejer. Det gør ikke træningsformen mindre effektiv, men det betyder måske at det ikke er en træningsform der er egnet til alle. Jeg prøvede selv klikkermetoden, men opgav da både jeg selv og dermed også Taiki, blev forvirrede. "Dygtig" markeringen virker lige så godt eller bedre hos os. Det betyder ikke, at jeg ikke kan se fidusen med metoden, der var bare ingen fidus for os i det.

Hvordan filan vil du lave den øvelse, når hun bliver voksen? Er du model med lange ben eller sådan?

I øvrigt eksperimenterede jeg engang for sjov med at sige cirkus i stedet for nej, og det gjorde faktisk ingen forskel. Han lytter helt klart til mit toneleje og ikke så meget til selve ordet.

Jeg ved ikke om det er mig, der er gået glip af noget eller har misforstået noget. Men herhjemme bruges "Nej" ikke som sådan som skældud, der bruges "Fy". Jeg bruger nej til at adfærdsregulere min hund i hverdagen. Når han er ved at tage en gammel Whiskas-pose i munden siger jeg "Nej", han lader være, han får ros og godbid. Han går hen og tager en grankogle/sin bold i munden i stedet for, jeg siger "Dyyygtig" og roser + godbid. Tager han Whiskas-posen i munden alligevel, siger jeg igen "Nej!" - nu med lidt strengere toneleje, og derefter "Slip!". Førhen når han slap ville han få en godbid, men han fik jo så den idé at tage ting i munden med det ene formål at kunne slippe det og score godbidder, så det får han ikke længere. Slipper han ikke, jamen så er jeg Onde Mor, der åbner hans gab og haler den klamme ting ud, mens han får at vide, at det er noget Fy og øv Taiki! Og så kommer han på plads og går lige ved siden af mig et par meter, inden han skal lave nogle øvelser, som han får ros og godbidder for, og så får han et Værsgo som betyder, at nu må han gå selv igen. Og dette er så vores metode, som vi har fundet frem til er det eneste der virker, da han har en tendens til at skralde den ellers når vi er ude. Men i første omgang er "Nej" altså ikke skæld ud, det er et signal til ham om hans opførsel LIGE nu er ønsket eller ej. Jeg kan også finde på det, hvis han er meget ivrig og giver pote i stedet for at dutte hånden. Men det er jo klart, at hvis han bare laver en fejl eller ikke kan vide bedre, så siger jeg det neutralt og han tager det ikke ilde op. Det der med bare at ignorere uønsket opførsel, jeg har i hvert fald bedst erfaring med at lade hunden vide, om det er okay eller ej. Den forstår det meget hurtigere og tit handler det ikke om at være en bisse, det handler om at hunden ikke ved bedre eller ikke er i stand til at skelne imellem de forskellige situationer. Og det hjælper jeg ham så bare med og han får både ros og godbidder, hvis han handler som ønsket på mit "Nej". Det sjove med Taiki er så, at hvis noget rent faktisk kan forhandles, kan jeg sige "Eeeeej, skal vi dét, Taiki?" (f.eks. hvis han vil dreje ned af en anden sti end den vi er på, og kigger på mig for at lure om det er ok eller ej). Så løber han hen og næsedutter mit ben, og viser hvad det er han vil (f.eks. løber lidt ned af den sti han gerne vil gå ad), og jeg kan sige igen: "Eeeeej Taiki, mener du det?" og så logrer han og gør, og "insisterer". Men han kender sagtens forskel på dét og så et Nej som ikke kan forhandles, selvom jeg havde fået at vide at jeg risikerede at han overtog hele styringen! Det har han endnu ikke gjort.

Jeg kender en shiba-ejer som har nogle problemer med samarbejdet med sin hund. Vi har snakket om det og vedkommende forstår ikke, hvordan jeg har fået Taiki til at være så tæt på os mennesker. Men vedkommende lader ikke hunden sove i soveværelset, vil ikke have at hunden slikker eller rører hånden med næsen, og den må ikke være i sofaen, så det er faktisk kun når vedkommende sætter sig ned på gulvet med hunden, at de har fysisk kontakt. Jeg har sindssyg meget fysisk kontakt med Taiki i løbet af en dag, og jeg er sikker på at det er heri forskellen ligger. Taiki har lært fra starten, at det er dejligt og hyggeligt at være sammen og putte, nusse osv. Når vi nusser ham eller han børstes, så slikker han gerne os tilbage og det får han lov til - det er jo social adfærd. På trods af vores udfordringer, har vi det bedste samarbejde med Taiki og jeg tillægger i høj grad vores samhørighed, også den fysiske, dette.