Sitto

Hunden knurre jo fordi der skal ske noget den ikke kan lide - ergo bliver dens grænser overskredet. Det kan man forhåbentlig da ikke have noget imod?!

Det ved du da ikke om hun gør :slem: Ok, nogen der sagde træt..

Smukke hund :hjerte: rigtig gode billeder!

Sikke en skøn flok Nollike :hjerte: I får da liv og glade dage i det lille hjem når hus er solgt og I får købt et sammen! :banan: Krydser fingre for at det snart lykkedes jer. Må være hårdt for ham at undvære sine piger.

Jeg er så ikke enig i at man skal lade dem klare den slags selv! Jeg har haft to tæver hvor den ene var tydeligt jaloux på den anden - og hun lærte aldrig at acceptere det, efter et år blev en omplacering af hende nødvendig, til et sted hvor hun kunne være enehund - og jeg er helt hundrede på at havde de fået lov til at klare det selv, så var hun blevet gal! For det lagde hun op til mange gange. Men til trådstarter så tror jeg det er vigtigt at du får gjort den anden hunds tilstedeværelse, i nærheden af dig, til noget positivt for din egen hund fx - hvis de sagtens kan spise godbidder tæt på hinanden, kunne du sætte sig ned og give dem begge godbidder fx - så din egen hund får opmærksomhed på samme tid, og kan begynde at koble den anden hund sammen med at det er lig med godbidder, når I begge er hos dig. Selvfølgelig skal du sørge for at opmærksomheden ikke går fra din egen hund, når lånehunden er på besøg - men jeg ville umiddelbart forsøge at skabe en positiv binding mellem det at du snakker med lånehunden, for din egen hund - som fx godbidder. Man kunne også forsøge at hvis du skal have fat i lånehunden i én eller anden situation, så ryger der en håndfuld godbidder på gulvet til din egen hund som den kan "søge" efter på gulvet - så bliver han optaget af noget andet, og kan måske igen binde lånehund i nærheden af dig, sammen med at der kommer flyvende en håndfuld godbidder Det kan være der kommer andre på banen som har nogle endnu bedre idéer de ved virker i praksis - men det var umiddelbart sådan noget jeg ville forsøge mig med.

Nu har jeg ikke Løwchen, men to af vores hunde har vi brugt en del tid på at være alene - den første, Ayo, brugte vi omkring 3 mdr på at lære at acceptere at være alene hjemme, hende fik vi da hun var 8 uger. Fremskridtet i træningen kom for alvor for hende da vi begrænsede hendes plads og lod hende være i soveværelset, så hun kunne ligge og putte i vores sengetøj som rigtig duftede af os (men det er jo så individuelt, nogle hunde skal helst have hele huset at være i, men Ayo var en af de hunde der ikke kunne overskue så meget plads) - og vi begyndte at give hende en frossen Kong hver gang vi lod hende være alene. Kong'en lurede hun hurtigt - altså at alene hjemme var lig med en lækker frossen Kong - og afskeden dermed blev vendt til noget positivt. Den var frossen for at den derved tog længere tid for hende at spise sig igennem - stille og roligt øgede vi tiden, meeeget forsigtigt, og i lang tid sørgede jeg for altid at komme tilbage inden hun var færdig med sin Kong, så jeg var hundrede på at hun IKKE havde nået at blive rastløs, fordi hun ikke var optaget af den længere. Jeg videofilmede hende altid, så jeg kunne se hvor og hvornår hun begyndte at være rastløs. Men efter en periode hvor jeg altid kom tilbage inden hun var færdig med Kong'en, så begyndte der måske nok at være så mange gode oplevelser med at være alene, at det ikke længere virkede så farligt - for hun begyndte bare at ligge sig til at sove, når hun var færdig med sin Kong. Indimellem kunne hun vågne i løbet af dagen og måske pibe et par gange - men for derefter at ligge sig til at sove igen. Det accepterede jeg, fordi jeg så at hun hverken høl eller virkede panisk - men blot peb et par gange, og sagtens kunne finde ro igen. Og langsomt som vi øgede tiden blev det mindre og mindre hun gjorde det, pludselig begyndte hun at kunne vågne, og så bare ligge og kigge lidt rundt - for derefter at sove videre igen. Og dét er jo vildt positivt! At hun nu kunne være vågen, uden at være optaget af en Kong fx, og derved fuldt ud bevidst om at hun var alene - og alligevel være ligeglad. :banan: Vi var så heldige at have familie der kunne hjælpe med pasningen, så da vi først var nået op på at hun kunne være alene 1 time fx, så kunne vi begynde at arbejde igen, da vi sørgede for at hun blev hentet efter en time - og så øgede vi tiden således, så at de hentede hende senere og senere lige så stille. Det fungerede super godt. Vi kunne træne, og arbejde samme tid - uden at overskride hendes grænse - og derved kunne vi med ro i sindet bruge 3 mdr på alene hjemme træningen og vide at det foregik i hendes tempo - og i dag har vi en hund som glææææder sig til vi skal afsted fordi hun ved hun får en lækker tyggeting - og som bare sover hele dagen væk. Og sådan har det været siden, selv med et par flytninger imellem - så har hun også være ligeglad de nye steder. :5up:

Tror godt det "bare" kan være selen der skaber konflikten. Vi har selv en der ikke bryder sig synderligt om at få sele på. Så jeg ville helt klart prøve med halsbånd - og trækker han ikke, så kan I jo sagtens lufte ham i halsbånd, hvis han bedst kan lide det Hvis han godt kan lide at være ude når han er kommet ud - så tror jeg ikke det er dét at han skal ud på tur der skaber konflikten - men mere det at han ved han skal have sele på INDEN han kan komme ud.

Hvor stor er grunden egentlig, hvis man må være så nysgerrig og spørge?? Ja, græsslåning må tage lidt ekstra tid, kunne jeg forstille mig

Doberfan, vores hunde er DYBT misundelig på jeres kæmpe græsplæne!!!

Nu har jeg været flere racer igennem - så lad os starte fra en ende af. Sitto - hun var min første hund, en Dansk Svensk Gårdhund. Allerhelst ville jeg gerne have en stor hund, men med en alder på 10 år, var det jo altså min mor der havde det sidste ord - og det skulle være en lille hund og en tæve! Det skulle være en korthåret hund, som var nem at opdrage, gerne ville gå lange ture, lave en masse tricks, træne agility og bare en god hygge/familiehund. Jeg lånte samtlige bøger der fandtes om hunde på biblioteket, og forelskede mig i DSG'en, som jo passede ret fint ind i vores kriterier. Så det blev det. Den allerbedste! :hjerte: Som 14-årig havde jeg fået overtalt min mor til at hund nr 2 kunne flytte ind - af hensyn til min søsters allergi (hun boede dog ikke hjemme, men kom jo indimellem på besøg), så var kravet for hund nr 2 fra min mors side af, at det skulle være en ikke-fældende hund, således der ikke blev ført flere hundehår til. Så allerede dét indskrænkede jo området, og så skulle det stadig være en lille hund og en tæve. Valget faldt på en westie (var også omkring Pudlen), da jeg gerne ville have dens selvstændighed og selvsikre sind, som forhåbentlig kunne opveje Sittos meget usikre side og derved hjælpe hende til at se verden som et knap så farligt sted. Dette lykkedes i et vidst omfang rigtig godt - fejlen var bare at Kency var 7 mdr da vi fik hende, og det viste sig at hun nærmest havde boet i en baggang i de 7 mdr, altså var hun på ingen måder socialisereret eller noget der bare mindede om. Så hun kunne slet, slet ikke finde ud af at bo med en anden hund. Nå ja, det er en anden historie. Valget af en westie fortryder jeg ikke, jeg synes det er en fantastisk race, og med et supercharmerende sind! Da jeg så i nogle år ikke havde haft hund, og skulle have hund igen blev det så Ayo. Ayo - hun er købt som værende en yorkie/malteser/papillon blanding - guderne må vide hvad hun i virkeligheden er - Papillon-delen kan jeg gå med til, men der er ikke den mindste smule hverken yorkie eller malteser i hende - på trods af at den morhund der var ved kuldet var en yorkie.. :damn: (er efterfølgende blevet ret overbevist om at hun er importeret!!) Havde jeg stået for racevalget ene og alene, så var vi nok endt med en DSG igen. Men manden min ville gerne have en lille hund - ja, altså mindre end en DSG hehe - og ikke-fældende. Og ja vi faldt pladask for lille Ayo - og selvom hun slet ikke er den blanding vi havde regnet med at få, så er hun den skønneste lille hund som vi på ingen måde fortryder. Ret heldigt så passer hun perfekt ind alligevel! Da hund nr 2 kom på tale, ville vi så gerne have den yorkie vi aldrig havde fået i Ayo. Det var en lille hund og ikke-fældende (matchende til mandens krav), og så var jeg stadig ret forelsket i terrier-sindet efter Kency, så derfor blev det en yorkie. Det blev så Liva 6 mdr gammel, uden stamtavle - og mishandlet hos opdrætter ved at blive slået dagligt med en avis! Og med patella luxation, som blev konstateret som 9 mdrs, ergo noget hun er født med. Men hendes sind og personlighed er simpelthen helt igennem fantastisk og vi er begge to dybt, dybt forelsket i hende. Især manden. Liva er 110% hans souldog! Nå ja, så kom hund nr 3 på tale.. eller det vil sige det gjorde det sådan lidt for sjov. Og så kom jeg til at forelske mig i en lille Rumænsk Gadehund, Zazu, som blev postet herinde på forum - og som det endte med at manden gik med til. Til trods for at hun hverken var så lille som de andre eller fældefri. Men hun vadet ind i vores hjerter med træsko på, og passer rigtig rigtig fint sammen med resten af flokken :hjerte: hvad hun er for en bandit, ja det må guderne vide. Og hun har sine særheder og vi kæmper en gevaldig kamp med hende efter et overfald - men vi elsker hende ufattelig højt alligevel, hun er skøøøn! Hund nr 4 - ja hund nr 4 var egentlig aldrig nogensinde på tale førend Missing herinde fra ringede (det var også hende som viste Zazu frem herinde!) til mig og fortalte mig at Zazus søster, Camy, skulle omplaceres - og om vi ikke kunne være interesseret i at tage hende. Well, her var manden noget lettere at overtale end ved Zazu (hun krævede en del overtalelse), det gjorde Camy faktisk slet ikke - for som han sagde, skulle det være "nemt" så skulle vi have stoppet ved 2 hunde, nu havde vi allerede 3 som altså gjorde en væsentlig forskel fra to af - så om vi havde 3 eller 4, kunne vidst være ligegyldigt.. og ja, jeg vil også sige den største forskel klart er fra 2. til 3. hund og ikke fra 3. til 4. hund. Så ja, Camy flyttede altså ind i sommers - og faldt til i flokken. Og udgør nu en del af den dejligste lille og velfungerende flok hvor vi elsker hver og én af dem selvom de er vidt forskellige!! :kys: Så ja, vi kan vel konkludere vi aldrig rigtig fik valgt en race Men næste hund bliver nok en yorkie igen. Vi skal ikke have flere tavleløse racehunde - det skal være en hund med DKK tavle fra nøje udvalgt opdrætter. Så lidt har vi nok lagt os fast på en race alligevel - yorkien passer bare helt perfekt ind i det vi gerne vil have. Vi har også haft snakket om Storpudlen, da jeg egentlig godt kunne tænke mig den store hund jeg altid har drømt om men hverken har måtte få for først min mor og senere hen min mand men med dårlige hofter og knæ, og fire hunde som stadig er unge og dermed mange år endnu - altså går der mange år før en ny hund bliver aktuel, så kan det sagtens ske mine knæ/hofter er forværret eller der er opstået begyndene slidgigt i leddene pga hypermobilitet, så er det nok smartest at vælge en hund vi er helt hundrede på at kunne magte - manden har også lige fået konstateret dårligt knæ og skal snart have foretaget en større operation for at forsøge at rette op på det! Så ja, vi er lidt nogle skravl så en lille hund er vidst det mest fornuftige valg igen. Og så bliver det helt sikkert en yorkie! Men vi må se hvordan tingene ser ud til den tid.

Vores hunde er også sådan nogle som bare spiser når de er sulten, og gik derfor heller ikke amok i det hjemmelavede - kun når de var sultne. Jeg satte det bare ind i køleskabet igen efter fx 15 minutter, og tilbød dem det så senere igen. Og er nok mindre sart ifht dem og mad, end jeg ville være med mig selv.

Hun stopper heller ikke hvis man beder hende lade være. Men jeg tror ikke det er epilepsi, det er slet ikke der min mistanke ligger. Pt er der i hvert fald en del at tage fat i fysisk i hendes knogler, led og muskulatur. Så nu arbejder vi derfra.

Måske en fejl det er havnet herinde, ifht overskriften på tråden? - og præcis samme indlæg ligger også på hundegalleri..

Nå, så har vi været til fysioterapeut. Og det var sørme godt vi kom det!! Ayo har meget meget ømme hofter - øm lænd, og øm i venstre skulder. Hun syntes overhovedet ikke det var sjovt. Hun gav sig meget og skreg endda op når hun gik ned i hofterne og den venstre skulder. Derudover går hun, ganske som vi selv har haft snakket om, meget stift, yderligere går hun indimellem pasgang, hun er ikke såååå glad for rotation i ryggen og hendes hale er skæv. Hun kunne slet ikke få lov til at massere hende ordentlig, så hun fik løsnet det op hun kunne, og viste så os hvordan vi kan hjælpe til at løsne op ved at massere lidt derhjemme - og så har hun fået en tid hos deres kiropraktor på tirsdag for at få tjekket om hendes ryg er skæv og om den kan skubbes på plads hvis den er. Herefter observere vi en måneds tid og kommer så til kontrol hos vores fys - og er der ingen markant bedring, så skal vi have hende røntgenfotograferet, for at se om hun kan have decideret hofteproblemer Øv hvor føler man sig som verdens værste hundemor! Men for fanden - hun springer jo rundt som en gazelle og har aldrig så meget som trukket et ben op under sig bare ét sekund. Så har overhovedet ikke haft mistanke om det - førend nu pga de her anfald... Altså vi ved jo heller ikke om de her anfald skyldes det her - men der er i hvert fald noget meget håndgribeligt her som hun meget tydeligt havde ondt i! Så nu skal det i hvert fald udbedres som det første - så må vi se om der kommer flere anfald.. Håber godt nok det "bare" er skævheder som kan rettes op og massere til bedring - og det ikke er decideret hofteproblemer!

Nej nej det var skam heller ikke dét jeg læste det som, altså at du syntes de var noget skidt - det fik mig bare til at tænke på at jeg førhen var ret stor modstander af flexlinen, men er endt med at blive temmelig glad for den pga vil-døve hunde...

Absolut de giver hundene en god del frihed ifht alm kort line, når nu de ikke kan finde ud af at gå løse så nej jeg ville absolut ikke undvære dem! :5up:

Nej du har selvfølgelig ret i at det ikke er selve flexlinen, men den generelle brug af dem, der gør dem til noget værre skidt - altså når hr og fru dk lufter hund i flexline i byen, og lader den farer omkring og hen til alt og alle.. Eller den hund i Kbh som blev påkørt af en bil - i flexline!!

Flexliner er egentlig også noget fanden har skabt! Og så alligevel - ender man med at blive ret glad for dem med fire hunde der ikke kan gå løse! Havde en flexline til Sitto, men brugte den aldrig rigtig - fordi hun gik løs på alle marker, sportspladser, i skoven osv. da hun ikke havde den mindste interesse i hverken fremmede hunde eller at jage vildt. Dét har de fire vi har nu til gengæld så er endt med at blive ret glad for flexlinerne! Dog kun i de skove hvor vi 9 ud af 10 gange aldrig møder nogen og med gode brede stier. På fortorve er de altid i almindelig liner!

Ok på den måde Det var bare fordi da jeg læste indlægget lød det for mig som om at du vidste at hvis I blev skilt, skulle du af med hundene - og det lød lidt underligt, at man havde besluttet sig for det på forhånd.

Ej undskyld jeg spørger, men blev lige lidt nysgerrig - vil du af med jeres hunde hvis I bliver skilt??

Tillykke med valget, hvor er han dog kær - er især vild med det sidste billede! :hjerte: Og sikke et fint navn, godt valg! :banan:

Søgte lige på epilepsi, nu du nævnte det Stella, og der står følgende: "Anfaldene kan variere fra ganske lette trækninger eller forstyrrelser i hundens adfærd til krampeanfald med bevidstløshed og fråde om munden. Hvis hunden gentager bestemte handlinger igen og igen, som f.eks. at løbe rundt efter sin hale eller snappe efter fluer og lignende, kan det være tegn på epilepsi." Tænk jeg troede kun det kom som krampeanfald. Men kan man på nogen måde undersøge/udelukke om det er en mild form for epilepsi, når det ikke er direkte krampe anfald??

Hun har altid været glad for at slikke, også da hun var alene hund. Men altså det er absolut ikke en adfærd vi ikke kan stoppe og hun er på ingen måde manisk omkring det. Og det er ikke sådan hun slikker på møbler, tøj osv. Vi har altid taget det som en hygge-ting for hende? :hmm: Det ville undre mig meget om det skulle have nogen relation til de andre hunde - det første "anfald" fik hun i sommers, altså et halvt år efter den sidste hund (Zazu) var flyttet ind. Camy er kommet til efter hun havde gjort det her første gang. "Anfaldene" varer 10-30 sekunder pr gang og kommer så on/off, nogle gange et par stykker inden for kort tid og andre gange flere timer mellem, og så i et halvt til et helt døgn. Ayo havde som hvalp alene hjemme problemer og var i forbindelse med dét medicineret med Zylkene, samtidig med brugen af DAP. Hendes (normale) slikken har altid været som den er, hverken mere eller mindre, heller ikke i perioden med DAP/Zylkene.

Kan læse mig frem til at man forsker i, og har fundet, OCD hos hunde - her hedder det så bare CCD. Som udmønter sig i slikken, jage hale osv. Ej det er måske helt ude i hampen - men jeg synes virkelig ikke jeg kan finde nogen som helst sammenhæng til at hun skulle fejle noget fysisk - fordi der absolut ingen fysiske symptomer er at finde ellers. Og hun har altid været en hund som går MEGET op i slikning - bruger meget tid på at slikke på sin pels, det være sine poter (dog bare sådan forsigtig, uden at være manisk), pelsen på ryggen/maven osv det har hun altid brugt meget tid på - og også at slikke på os hvis hun kan komme afsted med det. Ligger hun ved ens ben under dynen, så slikker hun på dem, eller stikker ens fod udenfor dynen, så vil hun slikke på den. Ligeledes kan hun også finde på at sætte en pote i hovedet på de andre, for at kunne slikke dem i ørerne. Eller os hvis man ikke stopper hende - så kommer tungen heeeelt ind i øret! Kan den blot være en adfærd der har taget overhånd for hende? Ikke at jeg siger hun har OCD/CCD, men at det ligesom lidt går hen og bliver ala en tvangshandling for hende? Jeg vil slet ikke udelukke det kan være en stress-reaktion! Jeg synes bare slet ikke jeg kan se et mønster i det, eller koble nogen af "anfaldene" sammen med at hun har virket stresset eller vi har lavet noget der har kunnet stresse hende op. Som sagt er hun for mig absolut ikke en stresset hund i det daglige, hun virker ret harmonisk, glad og veltilpas, både med aktivitet og ro - men hun HAR altid været glad for at slikke, uden tvivl. Dog slet ikke så manisk, i mine øjne på en stille og rolig måde - som man dog indimellem har skulle stoppe, når det kommer til os, da hun ellers kan blive ved lææænge! Så kan det være en adfærd som på én eller anden måde tager overhånd, som vi bør være mere opmærksomme på at få stoppet hende i? Altså nu skal hun helt sikkert tjekkes igennem af fysioterapeuten på onsdag og vi får tjekket hendes analkirtler. Er der ikke noget håndgribeligt at komme efter dér - ja, hvor skal man så tage fat? Skal man observere og se om det kommer til at ske hyppigere, om "anfaldene" bliver værre - eller hvad skal man?

Hov dig glemte jeg helt! Sorry! Men det ved jeg faktisk ikke om de kan - det kan de vel godt, når vores kan? Men altså hun går jo fint selvom hun får sådan et anfald. Altså hvor jeg tænker hun måske ville vakle lidt usikkert omkring hvis det var fordi hun følte hendes ben sov? :hmm: