Sitto

Doberfan, vores hunde er DYBT misundelig på jeres kæmpe græsplæne!!!

Nu har jeg været flere racer igennem - så lad os starte fra en ende af. Sitto - hun var min første hund, en Dansk Svensk Gårdhund. Allerhelst ville jeg gerne have en stor hund, men med en alder på 10 år, var det jo altså min mor der havde det sidste ord - og det skulle være en lille hund og en tæve! Det skulle være en korthåret hund, som var nem at opdrage, gerne ville gå lange ture, lave en masse tricks, træne agility og bare en god hygge/familiehund. Jeg lånte samtlige bøger der fandtes om hunde på biblioteket, og forelskede mig i DSG'en, som jo passede ret fint ind i vores kriterier. Så det blev det. Den allerbedste! :hjerte: Som 14-årig havde jeg fået overtalt min mor til at hund nr 2 kunne flytte ind - af hensyn til min søsters allergi (hun boede dog ikke hjemme, men kom jo indimellem på besøg), så var kravet for hund nr 2 fra min mors side af, at det skulle være en ikke-fældende hund, således der ikke blev ført flere hundehår til. Så allerede dét indskrænkede jo området, og så skulle det stadig være en lille hund og en tæve. Valget faldt på en westie (var også omkring Pudlen), da jeg gerne ville have dens selvstændighed og selvsikre sind, som forhåbentlig kunne opveje Sittos meget usikre side og derved hjælpe hende til at se verden som et knap så farligt sted. Dette lykkedes i et vidst omfang rigtig godt - fejlen var bare at Kency var 7 mdr da vi fik hende, og det viste sig at hun nærmest havde boet i en baggang i de 7 mdr, altså var hun på ingen måder socialisereret eller noget der bare mindede om. Så hun kunne slet, slet ikke finde ud af at bo med en anden hund. Nå ja, det er en anden historie. Valget af en westie fortryder jeg ikke, jeg synes det er en fantastisk race, og med et supercharmerende sind! Da jeg så i nogle år ikke havde haft hund, og skulle have hund igen blev det så Ayo. Ayo - hun er købt som værende en yorkie/malteser/papillon blanding - guderne må vide hvad hun i virkeligheden er - Papillon-delen kan jeg gå med til, men der er ikke den mindste smule hverken yorkie eller malteser i hende - på trods af at den morhund der var ved kuldet var en yorkie.. :damn: (er efterfølgende blevet ret overbevist om at hun er importeret!!) Havde jeg stået for racevalget ene og alene, så var vi nok endt med en DSG igen. Men manden min ville gerne have en lille hund - ja, altså mindre end en DSG hehe - og ikke-fældende. Og ja vi faldt pladask for lille Ayo - og selvom hun slet ikke er den blanding vi havde regnet med at få, så er hun den skønneste lille hund som vi på ingen måde fortryder. Ret heldigt så passer hun perfekt ind alligevel! Da hund nr 2 kom på tale, ville vi så gerne have den yorkie vi aldrig havde fået i Ayo. Det var en lille hund og ikke-fældende (matchende til mandens krav), og så var jeg stadig ret forelsket i terrier-sindet efter Kency, så derfor blev det en yorkie. Det blev så Liva 6 mdr gammel, uden stamtavle - og mishandlet hos opdrætter ved at blive slået dagligt med en avis! Og med patella luxation, som blev konstateret som 9 mdrs, ergo noget hun er født med. Men hendes sind og personlighed er simpelthen helt igennem fantastisk og vi er begge to dybt, dybt forelsket i hende. Især manden. Liva er 110% hans souldog! Nå ja, så kom hund nr 3 på tale.. eller det vil sige det gjorde det sådan lidt for sjov. Og så kom jeg til at forelske mig i en lille Rumænsk Gadehund, Zazu, som blev postet herinde på forum - og som det endte med at manden gik med til. Til trods for at hun hverken var så lille som de andre eller fældefri. Men hun vadet ind i vores hjerter med træsko på, og passer rigtig rigtig fint sammen med resten af flokken :hjerte: hvad hun er for en bandit, ja det må guderne vide. Og hun har sine særheder og vi kæmper en gevaldig kamp med hende efter et overfald - men vi elsker hende ufattelig højt alligevel, hun er skøøøn! Hund nr 4 - ja hund nr 4 var egentlig aldrig nogensinde på tale førend Missing herinde fra ringede (det var også hende som viste Zazu frem herinde!) til mig og fortalte mig at Zazus søster, Camy, skulle omplaceres - og om vi ikke kunne være interesseret i at tage hende. Well, her var manden noget lettere at overtale end ved Zazu (hun krævede en del overtalelse), det gjorde Camy faktisk slet ikke - for som han sagde, skulle det være "nemt" så skulle vi have stoppet ved 2 hunde, nu havde vi allerede 3 som altså gjorde en væsentlig forskel fra to af - så om vi havde 3 eller 4, kunne vidst være ligegyldigt.. og ja, jeg vil også sige den største forskel klart er fra 2. til 3. hund og ikke fra 3. til 4. hund. Så ja, Camy flyttede altså ind i sommers - og faldt til i flokken. Og udgør nu en del af den dejligste lille og velfungerende flok hvor vi elsker hver og én af dem selvom de er vidt forskellige!! :kys: Så ja, vi kan vel konkludere vi aldrig rigtig fik valgt en race Men næste hund bliver nok en yorkie igen. Vi skal ikke have flere tavleløse racehunde - det skal være en hund med DKK tavle fra nøje udvalgt opdrætter. Så lidt har vi nok lagt os fast på en race alligevel - yorkien passer bare helt perfekt ind i det vi gerne vil have. Vi har også haft snakket om Storpudlen, da jeg egentlig godt kunne tænke mig den store hund jeg altid har drømt om men hverken har måtte få for først min mor og senere hen min mand men med dårlige hofter og knæ, og fire hunde som stadig er unge og dermed mange år endnu - altså går der mange år før en ny hund bliver aktuel, så kan det sagtens ske mine knæ/hofter er forværret eller der er opstået begyndene slidgigt i leddene pga hypermobilitet, så er det nok smartest at vælge en hund vi er helt hundrede på at kunne magte - manden har også lige fået konstateret dårligt knæ og skal snart have foretaget en større operation for at forsøge at rette op på det! Så ja, vi er lidt nogle skravl så en lille hund er vidst det mest fornuftige valg igen. Og så bliver det helt sikkert en yorkie! Men vi må se hvordan tingene ser ud til den tid.

Vores hunde er også sådan nogle som bare spiser når de er sulten, og gik derfor heller ikke amok i det hjemmelavede - kun når de var sultne. Jeg satte det bare ind i køleskabet igen efter fx 15 minutter, og tilbød dem det så senere igen. Og er nok mindre sart ifht dem og mad, end jeg ville være med mig selv.

Hun stopper heller ikke hvis man beder hende lade være. Men jeg tror ikke det er epilepsi, det er slet ikke der min mistanke ligger. Pt er der i hvert fald en del at tage fat i fysisk i hendes knogler, led og muskulatur. Så nu arbejder vi derfra.

Måske en fejl det er havnet herinde, ifht overskriften på tråden? - og præcis samme indlæg ligger også på hundegalleri..

Nå, så har vi været til fysioterapeut. Og det var sørme godt vi kom det!! Ayo har meget meget ømme hofter - øm lænd, og øm i venstre skulder. Hun syntes overhovedet ikke det var sjovt. Hun gav sig meget og skreg endda op når hun gik ned i hofterne og den venstre skulder. Derudover går hun, ganske som vi selv har haft snakket om, meget stift, yderligere går hun indimellem pasgang, hun er ikke såååå glad for rotation i ryggen og hendes hale er skæv. Hun kunne slet ikke få lov til at massere hende ordentlig, så hun fik løsnet det op hun kunne, og viste så os hvordan vi kan hjælpe til at løsne op ved at massere lidt derhjemme - og så har hun fået en tid hos deres kiropraktor på tirsdag for at få tjekket om hendes ryg er skæv og om den kan skubbes på plads hvis den er. Herefter observere vi en måneds tid og kommer så til kontrol hos vores fys - og er der ingen markant bedring, så skal vi have hende røntgenfotograferet, for at se om hun kan have decideret hofteproblemer Øv hvor føler man sig som verdens værste hundemor! Men for fanden - hun springer jo rundt som en gazelle og har aldrig så meget som trukket et ben op under sig bare ét sekund. Så har overhovedet ikke haft mistanke om det - førend nu pga de her anfald... Altså vi ved jo heller ikke om de her anfald skyldes det her - men der er i hvert fald noget meget håndgribeligt her som hun meget tydeligt havde ondt i! Så nu skal det i hvert fald udbedres som det første - så må vi se om der kommer flere anfald.. Håber godt nok det "bare" er skævheder som kan rettes op og massere til bedring - og det ikke er decideret hofteproblemer!

Nej nej det var skam heller ikke dét jeg læste det som, altså at du syntes de var noget skidt - det fik mig bare til at tænke på at jeg førhen var ret stor modstander af flexlinen, men er endt med at blive temmelig glad for den pga vil-døve hunde...

Absolut de giver hundene en god del frihed ifht alm kort line, når nu de ikke kan finde ud af at gå løse så nej jeg ville absolut ikke undvære dem! :5up:

Nej du har selvfølgelig ret i at det ikke er selve flexlinen, men den generelle brug af dem, der gør dem til noget værre skidt - altså når hr og fru dk lufter hund i flexline i byen, og lader den farer omkring og hen til alt og alle.. Eller den hund i Kbh som blev påkørt af en bil - i flexline!!

Flexliner er egentlig også noget fanden har skabt! Og så alligevel - ender man med at blive ret glad for dem med fire hunde der ikke kan gå løse! Havde en flexline til Sitto, men brugte den aldrig rigtig - fordi hun gik løs på alle marker, sportspladser, i skoven osv. da hun ikke havde den mindste interesse i hverken fremmede hunde eller at jage vildt. Dét har de fire vi har nu til gengæld så er endt med at blive ret glad for flexlinerne! Dog kun i de skove hvor vi 9 ud af 10 gange aldrig møder nogen og med gode brede stier. På fortorve er de altid i almindelig liner!

Ok på den måde Det var bare fordi da jeg læste indlægget lød det for mig som om at du vidste at hvis I blev skilt, skulle du af med hundene - og det lød lidt underligt, at man havde besluttet sig for det på forhånd.

Ej undskyld jeg spørger, men blev lige lidt nysgerrig - vil du af med jeres hunde hvis I bliver skilt??

Tillykke med valget, hvor er han dog kær - er især vild med det sidste billede! :hjerte: Og sikke et fint navn, godt valg! :banan:

Søgte lige på epilepsi, nu du nævnte det Stella, og der står følgende: "Anfaldene kan variere fra ganske lette trækninger eller forstyrrelser i hundens adfærd til krampeanfald med bevidstløshed og fråde om munden. Hvis hunden gentager bestemte handlinger igen og igen, som f.eks. at løbe rundt efter sin hale eller snappe efter fluer og lignende, kan det være tegn på epilepsi." Tænk jeg troede kun det kom som krampeanfald. Men kan man på nogen måde undersøge/udelukke om det er en mild form for epilepsi, når det ikke er direkte krampe anfald??

Hun har altid været glad for at slikke, også da hun var alene hund. Men altså det er absolut ikke en adfærd vi ikke kan stoppe og hun er på ingen måde manisk omkring det. Og det er ikke sådan hun slikker på møbler, tøj osv. Vi har altid taget det som en hygge-ting for hende? :hmm: Det ville undre mig meget om det skulle have nogen relation til de andre hunde - det første "anfald" fik hun i sommers, altså et halvt år efter den sidste hund (Zazu) var flyttet ind. Camy er kommet til efter hun havde gjort det her første gang. "Anfaldene" varer 10-30 sekunder pr gang og kommer så on/off, nogle gange et par stykker inden for kort tid og andre gange flere timer mellem, og så i et halvt til et helt døgn. Ayo havde som hvalp alene hjemme problemer og var i forbindelse med dét medicineret med Zylkene, samtidig med brugen af DAP. Hendes (normale) slikken har altid været som den er, hverken mere eller mindre, heller ikke i perioden med DAP/Zylkene.

Kan læse mig frem til at man forsker i, og har fundet, OCD hos hunde - her hedder det så bare CCD. Som udmønter sig i slikken, jage hale osv. Ej det er måske helt ude i hampen - men jeg synes virkelig ikke jeg kan finde nogen som helst sammenhæng til at hun skulle fejle noget fysisk - fordi der absolut ingen fysiske symptomer er at finde ellers. Og hun har altid været en hund som går MEGET op i slikning - bruger meget tid på at slikke på sin pels, det være sine poter (dog bare sådan forsigtig, uden at være manisk), pelsen på ryggen/maven osv det har hun altid brugt meget tid på - og også at slikke på os hvis hun kan komme afsted med det. Ligger hun ved ens ben under dynen, så slikker hun på dem, eller stikker ens fod udenfor dynen, så vil hun slikke på den. Ligeledes kan hun også finde på at sætte en pote i hovedet på de andre, for at kunne slikke dem i ørerne. Eller os hvis man ikke stopper hende - så kommer tungen heeeelt ind i øret! Kan den blot være en adfærd der har taget overhånd for hende? Ikke at jeg siger hun har OCD/CCD, men at det ligesom lidt går hen og bliver ala en tvangshandling for hende? Jeg vil slet ikke udelukke det kan være en stress-reaktion! Jeg synes bare slet ikke jeg kan se et mønster i det, eller koble nogen af "anfaldene" sammen med at hun har virket stresset eller vi har lavet noget der har kunnet stresse hende op. Som sagt er hun for mig absolut ikke en stresset hund i det daglige, hun virker ret harmonisk, glad og veltilpas, både med aktivitet og ro - men hun HAR altid været glad for at slikke, uden tvivl. Dog slet ikke så manisk, i mine øjne på en stille og rolig måde - som man dog indimellem har skulle stoppe, når det kommer til os, da hun ellers kan blive ved lææænge! Så kan det være en adfærd som på én eller anden måde tager overhånd, som vi bør være mere opmærksomme på at få stoppet hende i? Altså nu skal hun helt sikkert tjekkes igennem af fysioterapeuten på onsdag og vi får tjekket hendes analkirtler. Er der ikke noget håndgribeligt at komme efter dér - ja, hvor skal man så tage fat? Skal man observere og se om det kommer til at ske hyppigere, om "anfaldene" bliver værre - eller hvad skal man?

Hov dig glemte jeg helt! Sorry! Men det ved jeg faktisk ikke om de kan - det kan de vel godt, når vores kan? Men altså hun går jo fint selvom hun får sådan et anfald. Altså hvor jeg tænker hun måske ville vakle lidt usikkert omkring hvis det var fordi hun følte hendes ben sov? :hmm:

Fordi jeg synes det er mærkeligt du bringer den på banen igen! Hvorfor du lige skal viderefortælle det til endnu en - som ikke engang var med i den debat. Lidt ala når folk som var uenige i én tråd, tager det så personligt at de tager det med sig videre i de næste tråde. Det er sært synes jeg. Og nu var det sådan set også mere det du skrev til Doberfan jeg kommenterede på Men dejligt du formulere dig i så pæn en tone :5up:

Men jeg tror også Amocca står ved det hun har skrevet - om du kan lide det eller ej, for at bruge dine egne ord :blink: Ergo er man uenige, hvilket ofte sker på et debatforum, og det behøver man altså ikke gøre noget større ud af.

Jeg ville aldrig gå med til en klausul hvor der står sort på hvidt at opdrætter har førstekøbsret - i og med, som flere er inde på, at hvis man efter en del år pludselig skal omplacere hunden, så ved man altså bedst selv hvor hunden vil trives bedst henne. Men jeg ville gerne skrive under på at opdrætter naturligvis bliver oplyst og inddraget i processen med at finde et nyt hjem. Og dét synes jeg kun siger positivt om opdrætter - at man har en interesse i sine hvalpe og ikke bare er ligeglad med hvor de havner! :5up: Nu kan jeg så ikke sige at jeg ikke ville købe hunde fra steder hvor jeg ikke ville aflevere dem igen - for Ayo & Liva ville for intet i verden nogensinde komme tilbage hvor de kommer fra, aldrig! så hellere aflive dem, hvis dét var mulighederne! - men den dag vi skal ud og finde en racehund igen, så bliver det med DKK tavle hos en nøje udvalgt opdrætter - og nej, dér kunne jeg ikke drømme om at købe fra, hvis ikke jeg ville turde lade hunden flytte tilbage hvis det var dét der var det bedste for hunden, eller lade den passe der fx.

Altså jeg vil ikke umiddelbart tænke stress i hvert fald. Hun slapper rigtig fint af ellers - altså er hverken rastløs eller ballademager, som tegn på enten stress eller kedsomhed. Og jeg synes jo vores aktivitetsniveau er rimeligt jævn hver dag - og det er jo sådan med 3-4 mdrs mellemrum det lige kommer en dags tid og forsvinder igen - og der har ikke været et mønster i at det enten er en dag med meget eller lidt aktivitet. Og det er altså ikke fordi hun bare er sådan en passiv hund der bare er her - hun plejer nok at skulle fortælle hvis hun synes der skal ske noget/keder sig, hvis der et par dage har været travlt og aktiviteten har været nedsat fx. Hun havde jo samme "anfald" både i sommers og i efteråret - og der har vi ikke haft blodmider. Men der er heller ingen på dem - har tjekket dem igennem, og jeg bliver heller ikke selv bidt længere (og de forsøger at æde mig helt og aldeles hvis de er her!) - lopper har jeg heller ikke fundet nogle af, og de var til dyrlægetjek for en uges tid siden, han fandt intet unormalt, heller ikke lopper.

Men med det jeg har skrevet om Ayo, vil du så tænke stress? Altså Ayo slikker slet ikke SÅ manisk at hun får slikket hul eller lign - hun slikker måske 10-20 sekunder, så er der ro på igen. Men så kommer det on/off efterfølgende.

Men du skriver jo også at Asta gør det i forbindelse med smerte - og det er helt klart dét min mistanke ligger på. Fordi det kommer så pludseligt. Altså hun farer jo op for at få fat i hendes poter så hun kan bide i dem/slikke på dem!

Altså hvis Ayo har en klar forventning om noget (hvis vi får ekstra lækker aftensmad, venter på at jeg skal tage på arbejde, vi skal ud og gå osv) plejer hun at vise sin forventning og utålmodighed med piven. Det her kom godt nok i forbindelse med at vi spiste igår - fast food, vi havde hentet ½ grill kylling - så jo hun havde en forventning om at få noget, men hun lå pænt i sofaen og kiggede bare - da hun lige pludselig for op og gav sig til at pibe/skrige/bide/slikke. Hun plejer at have en helt anden og tydelig måde at vise på hvis der er noget hun VIRKELIG ser frem til og utålmodigt venter på! Men når først anfaldene er startet, så forsætter de jo altså aftenen ud og natten med, hvis de er kommet der omkring spisetid - et halvt døgns tid plejer sådan ca at være varigheden. Altså sådan on/off. Så for det første virker hun slet ikke stresset i situationen eller op til, og hun vågner jo altså også op af det og gør det midt om natten? :hmm:

Ja hun var i vandet i sommers - men i efteråret havde hun ikke været ude og bade, og der var jo heller ingen salt. Og i går havde vi slet ikke gået på asfalt/fortorve, kun i skoven. Nej igår aftes kom det mens hun lå og puttede i sofaen - og pga det kraftige blæsevejr og on/off regn droppede vi aftenturen, så sidst vi havde været ude var i skoven om eftermiddagen - og hun havde heller ikke været i haven eller leget i stuen el.lign så hun kunne have vrikket om. Det kom mens hun lå i sofaen og havde ligget der et godt stykke tid.