Mettemille

Jeg er meget taknemmelig over alle jeres svar, også selvom jeg ikke når at svare jeres indlæg individuelt. Alt er med i mine reflektioner om emnet. Noget tyder på, at dyr kan være tunet ind på menneskers psykologiske forhold, i en grad vi ikke selv er bevidste om (fx Petrine) og på den vis hjælpe med at afstemme følelseslivet. Andre oplever at dyr er forbindelsesleddet til normalitet (fx ved skizofreni hvor dyr hjælper med at oprethold et "helt" selv som du, miss_menelli nævner). Der hjælper berøring af dyret også med at integrere sanseoplevelser til en helhed, der ellers kan være væk ved skizofreni. Lenschow; tak fordi jeg må kontakte dig og for tips til steder. Jeg tror en del gør sig tanker som dine, og jeg mener det ville gavne hele ideen om at bruge dyr som terapi, hvis man havde en egentlig sammenslutning hvor der kunne vidensdele gennem undervisning/uddannelse. miss_menelli, ja håber også min opgave bliver fantastisk (), indtil videre mangler der ikke ideer og reflektioner. Grunden til at dyr ikke er mere anvendt indenfor mit fag (psykologi) tror jeg slet og ret kan skyldes en manglende interesse for dyr - blandt flere andre ting. jeg har i al fald oplevet, at jeg er ret alene om det på mit studie.

Hvor er det bare fint fortalt. På en eller anden måde tror jeg, at hunde/dyreejere en gang imellem må være lidt lykkeligere end alle andre mennesker. Måske har vi blot flere af de der "nu'er" hvor vi bare er tilstede

Sorgterapi handler om sorgen selv, om at komme gennem sorg og tab uden at gå helt i stykker som menneske. Hvem man sørger over er i princippet "ligegyldigt". En sorg over en hund kan jo være ligeså stor som sorgen over et mennesket :ae: Fordi din oplevelse af forløbet bærer præg af, at du har fået et chok, føler dig ansvarlig og at du føler dig meget traumatiseret omkring det, synes jeg du skal tage mod til dig, og kontakte en psykolog eller psykoterapeut med erfaring i sorgarbejde. Her er et link med psykologer der er specialiseret i sorgterapi: Sorgterapi - Psykologer :: Psykologguiden Og Psykologforeningens hjemmeside, hvor du kan søge i dit nærområde: Psykologer i Danmark - Se Dansk Psykolog Forenings psykologfortegnelse Jeg vil mene, at det vil være rigtig godt for dig, nu når du har det så svært.

Indtil videre er jeg også kommet frem til, at en ikke-dømmende emotionel støtte/tilstedeværelse i form af den ubetingede kærlighed/accept er en meget vigtig egenskab hos dyr. Tillykke med den lille ny hvalp

Tak for input. Du peger til sidst også på noget med etik i forhold til hunden (dyr) som også må overvejes. Man må som minimum sige, at det ikke er sikkert at fordi dyr har en positiv effekt på mennesker, gør det omvendte sig automatisk gældende

Det er lige præcis sådan en som din søster, jeg gerne vil i kontakt med, fordi hun anvender dyret i praksis. Er det muligt tror du?

Det lyder spændende - Hvor foregår dette forløb og har du evt. et link? Når jeg er færdig med projektet, vil jeg gerne dele ud af det, som jeg forhåbentlig er blevet klogere på.

To links jeg ikke kendte :5up: Og tak for dit tilbud om pb

Jeg er vildt fascineret af, at dyr kan være motivatorer for en ikke tidligere set adfærd og at empatiforstyrrelse tilsyneladende kan gå fra at være et globalt træk, til at være et lokalt fænomen; altså at det viser sig at empatiforstyrrelsen ikke er fuldstændig. :5up: Jeg kan anbefale dig at se på Delta Society - Improving lives through Therapy, Service & Companion animals som er den amerikanske organisator af dyreassisterede interventioner. Der kan du finde en del om emnet. Desværre halter vi bagud i DK hvad angår praksis og uddannelse på området. Det er en af mine egne motivationer for at undersøge fænomenet.

Tak Det med nærvær: Oplever du at dyrs krav om nærvær er mindre stressende end menneskers krav om det samme?

Holder du os opdaterede? Skulderklap herfra :5up:

Tak, jeg prøver at lede efter artiklen, man må kunne bestille et enkelt nummer af bladet

Tak fordi du ville fortælle Det understregede er jo et meget fint eksempel på hvordan dyr kan lindre ensomhedsfølelser og mindske angst. Hvad tror du det nærmere er for nogle egenskaber ved rotterne, der har den effekt på dig - ud over at de har brug for dig? (hvis du da har lyst til at dele det offentligt )

Jeg ved ikke om jeg poster indlægget i det rigtige forum, men here it goes: Jeg er i forbindelse med min bachelor ved at undersøge dyrs terapeutiske anvendelsesmuligheder, herunder hvorfor og i hvor høj grad dyr har en indvirkning på menneskers psykologiske forhold. En ting er at kunne påvise en fysiologisk eller psykologisk effekt af dyrs tilstedeværelse - noget andet er at få forklaret, hvorfor det forholder sig sådan. Jeg tænkte på om nogle herinde kender eller selv har erfaring med steder eller personer, der anvender dyr som en central del af en behandling eller pædagogisk aktivitet? Det kunne eksempelvis være ift. demens, adfærdsforstyrrelser eller andet. Jeg har ikke fokus på servicehunde, ridefysioterapi eller andre fysioterapeutiske metoder Andre inputs eller personlige holdninger til emnet er også velkomne

Vi bor i lejlighed uden have, så vi er ude 3 - 4 gange om dagen. Vi har ikke så faste rutiner og Mille kan sagtens ligge og snue til efter middag. I dag sov hun til kl 14 (den sidste aftentur var så til gengæld også kl 4 i nat) Insisterer jeg på at hun skal op før 8 fordi jeg fx skal på uni eller arbejde, skal jeg slæbe hende ud af sengen - men når først vi er ude, er hun frisk nok. Jeg går een lang tur hver dag, den varer typisk mellem 1,5 - 3 timer. De andre ture er kortere og den inden sengetid varer kun 10 min, for mere gider hun ikke. Nogle gange har vi "Mille-bestemmer-dag". Hun vælger hvad vej turen skal gå, og vi ender som regel nogle ret underlige steder. Een dag ville hun med toget, men så blev medbestemmelsen altså inddraget Der er vel god mening i at tilrettelægge dagen som hunden nu virker tilpas med. Og det gør du jo så også med Qairo Sover han også længe om morgenen?

Din veninde har ikke ret til at forklejne eller undervurdere din sorg, men hun har givetvis ikke forudsætningerne for at forstå dig og for at forstå, at når man mister en hund, mister man en nær relation, som kan være ligeså stærk som en relation til et menneske - uden man af den grund er forkert. Sorgen er helt reelt. Måske skal du prøve at undgå at komme i situationer med hende, hvor du skal argumentere for din ret til din sorg. Kender du bogen "Bare en hund" af Mickie Gustafson? Den er udsolgt fra forlaget, men kan bestilles ved biblioteket. Den handler om at tackle tabet af et elsket kæledyr. Jeg kan kun opfordre dig til at låne den. Jeg føler med dig :ae:

Til det markerede: Hvor er det egentlig strengt. Godt i kan rykke lidt ved fordommene, for selvfølgelig er han da en klog lille hvalp

Både Mille som jeg har nu, og min gamle hund har haft discusprolaps. Hos begge hunde i halsen. Hvor sidder hendes? Min første hund blev opereret og klarede sig fint igennem operationen og forløbet bagefter; også selvom hun var oppe i årene. Mille fik en prolaps i 2006 mener jeg det var - dvs hun var da 3 år. Som dig vidste jeg med det samme noget var galt, også jvf forløbet med den gamle hund. Hun blev indlagt til medicinsk behandling som nok ligner den Pomkin skal igennem nu. Mille var indlagt to nætter hvorefter de valgte at sende hende hjem "før tid" fordi hun intet ville spise. De mente hun savnede os for meget. Hun havde også tabt 5 kg på 3 dage Hun blev ordineret fuldstændig ro i 3-4 uger, og det var lidt sejt at komme igennem. Hun var ikke burtrænet, så jeg byggede en 2 x 2 indhegning i stuen, fyldte den med madrasser, dyner, fjernbetjeningen og en masse bøger og sov, spiste, studerede og levede der sammen med Mille i 4 uger, indtil hun gradvist måtte bevæge sig mere. I dag er der jo ingen mén, men jeg kan huske at der gik meget længe førend jeg kunne slappe af, velvidende at forløbet var overstået. Det siges at risikoen for gentagne prolapser er til stede, og det tænkte jeg meget på i starten. Det har vi dog været forskånet for Det var godt du handlede så hurtigt, og jeg håber i kan klare det med medicinsk behandling. Det lyder som om det er en af de mildere tilfælde. Indtil hun kommer hjem, så overvej hvordan du/i kan strukturere hverdagen, sådan så hun får mest muligt ro. Kan være du skal lave om på nogle rutiner i nogle uger, men det gør man jo også gerne Tror du ikke hun vil blive hamrende ulykkelig hvis du kommer og forsøger at fodre, for så at forlade hende igen? Selvfølgelig savner hun dig, men hun har ikke brug for flere stressorer, som en afsked vil være. Hendes krop skal have kræfter til at komme sig, ikke blive ulykkelig over du går igen :ae: Jeg håber du føler dig beroliget ved mine erfaringer.

Tillykke, så lykkedes det alligevel . Jeg var lige inde og se kuldet, de har vist alle den fine hvide blis og hvide poter/halespids. Kairo/Qairo er da et perfekt navn uanset farve og så er det let at skelne rent auditivt for hunden og et man kan holde ud at kalde højt. Jeg stemmer for Kairo :5up:

Det kan også betale sig at holde øje med Internatet i Rødovre, de har ofte schæfere til formidling: Dyreværnet, hunde der mangler hjem

Det er jeg ked af at høre på dine vegne, kan næsten mærke skuffelsen helt herude bag skærmen :ae: Håber du har held med kuldet fra Sea Leopard og holder os opdaterede

Velkommen Der er nogle stykker herinde med mynder - selv har jeg Mille, en whippet på 8 år. Havde jeg mulighed for at have to hunde, tror jeg nok Mille fik selskab ret hurtigt Fortæl endelig noget mere om dine hunde - og husk billeder:klap:

Håber whippetmor snart føder og at det hele går glat. Det bliver så spændende at følge med i

Vodka i øret? Enhver der har haft øregangsbetændelse ved, at det er så smertefuldt, at man på et tidspunkt ønsker at nogen gør en ende på ens lidelser. Kan kun med gru tænke på hvordan det ville føles at få hældt vodka derind Da jeg var frivillig på internatet i Rødovre, bragte politiet en en amstaff ind. Han havde som mindre fået ørerne klippet af helt ned til hovedbunden med en køkkensaks - "operationen" forestod ejer selv og den foregik på køkkenbordet, uden bedøvelse. Jeg har svært ved at forestille mig at vedkommende ikke må have vidst at hunde selvfølgelig kan føle smerte. I nogle tilfælde tror jeg ganske enkelt også at nogle mennesker er ligeglade og er så følelsesmæssigt afstumpede, at oplysning og viden ikke rykker en disse ved sådanne personers holdning og adfærd.