Lonny

Sikke dog en forfærdelig historie, alle de involverede parter må have det frygteligt Men jeg må indrømme, at jeg nu undrer mig mere over at man lader sin hund komme hen til en fremmed afbundet hund, end at en afbundet hund som ikke kan flygte, vælger at forsvarer sig når dens grænser bliver overskredet...

Normalt ville jeg aldrig anbefale straf, og som nævnt, så bruger jeg det heller ikke selv. Men når TS har brugt 4 måneder og nærmer sig grådens rand, og pludselig skriver at nu har hun fundet løsningen, så syntes jeg rent faktisk at det er ok set i lyset af hvor meget andet de har forsøgt. Hvor min grænse går, det er meget svært at sige og afhænger af de forskellige situationer som jo sjældent er ens Jeg er stærkt imod direkte at påføre hunden smerte og angst, og generelt set vil jeg helst aldrig bruge andet en negativ straf, men jeg har også forståelse for andre har en anderledes holdning, og her lader jeg mig ikke påvirke så længe jeg føler at straffen er relativ mild.

Jeg er jo gift, så Luna vil tilfalde Bo, og det er som det skal være :5up:

Hvor er hun sød

Det mener jeg heller ikke, og jeg bruger det ikke selv, men at TS til sidst vælger at bruge en vandforstøver kan altså ikke bringe mit p*s i kog

Det ville vel så indebære at "nej" skulle indlæres som "hvis du ikke stopper nu sååå...", og det har TS måske ikke ønsket. For at få samme effekt skal "nej" jo indlæres som en advarsel om at hvis ikke hunden stopper, så vil den bliver straffet.

Hos mig ligger forskellen i, at TS fortæller at hunden hverken virker bange eller rystet, men at overraskelsen er med til at stoppe adfærden. Hvis hunden derimod havde virket bange for vandet, så ville jeg ikke have syntes det var en god idé. Når TS har prøvet siden marts uden held, så syntes jeg altså at det er ok at tage en relativ blid og ufarlig straf i brug.

Hold da op hvor er han blevet dygtig Og jeg kan søreme da godt forstå at han oversåede dig med kys bagefter, det var jo bestemt en præstation I kan være stolte af :5up:

Du får skam ikke høvl herfra :blink: Du tilfører ham en mild straf for at få ham til at undlade at bide, og foreløbigt virker det (og jeg håber det forsætter), men risikoen er, at han vænner sig til denne straf og derefter begynder at bide igen, så husk stadig at forsøge at komme det i forkøbet så han lærer en anden adfærd. Og hvor er det dejligt at høre, at han nu har fundet ud af at han kan få opmærksomhed på anden vis :5up:

Nej, det gør hun heldigvis ikke, jeg tror hun ville blive skør i potten hvis hun skulle jagte alle de fluer vi har, vi bor jo langt ude på landet :blink: Men hun forsøger at hapse de fluer der insisterer på at hun er deres nye bedste ven, og dermed bliver ved med at lande på hende og forstyrre hendes skønhedssøvn. Men hvis fluerne lader hende være i fred, så lader hun også dem være i fred

Jeg var så heldig at vi ikke mødte nogen på turen, men her i nabolaget er vi nok kendt for at være "hende med den meget ivrige hund der skriger af alle katte" :blink:

Jeg troede jo hele tiden, at nu ville vi ikke møde flere, og på det tidspunkt vi fandt ud af at det var fordi de var blevet sat fri, der var vi alligevel nået halvdelen af vejen, og så håbede vi jo hele tiden at nu kunne der da ikke være flere

Ja, man kan tydelig se det, og hvor er det dog dejligt at se Og ja, dine to drenge ser virkelig ud til at nyde hinanden :hjerte:

Den bold er han da godt nok glad for, og hvor er det dejligt at se at han også kan opfører sig som en "rigtig" (Luna) hund :blink: Dejlig film, og hvor ser han dog frisk og glad ud :5up:

gudskelov er hun jo ikke sådan normalt, hun er rent faktisk blevet rigtig god til at gå tur, men i hendes unge dage, der kunne alle vores ture godt se sådan ud, og her var jeg altså nogen gange grædefærdig når vi kom hjem...

Nej, så den der med at udsætte hende for en milliard af de indtryk hun reagerer på, hvorefter man forventer hun bliver passiv, den virker vist ikke hos Luna :blink:

Lige nu ærgrer det mig det mig helt vildt at jeg ikke havde det kølige overblik, jeg havde nemlig min telefon med og I burde næsten have set hende, men jeg havde rigeligt om ørerne i forsøget på at alle fasankyllingerne skulle overleve vores gåtur, så på trods af at jeg i et kort øjeblik overvejede at finde telefonen frem og optage hende, så besluttede jeg mig for at jeg vist havde rigelig at se til uden også at skulle filme hende :blink:

Det er ok at grine, selv under selve turen var jeg (heldigvis) stadig i stand til at se det komiske i det, måske også fordi jeg følte mig lidt magtesløs, og så var det lettest bare at grine af det Men da vi kom hjem, tog både jeg og Luna en time på øjet, det trængte vi til

Her til morgen ville vi gå en lang hyggelig tur med Luna, så vi valgte en tur igennem skoven og langs markerne på ca. 5 km, men turen endte med at blive en del mere anstrengende end vi havde regnet med Som de fleste herinde ved, så har Luna et enormt jagtgen og hun skriger når hun bliver frustreret Vi nåede ca. 500 meter ud på vores tur, hvor vi så mødte den første "forhindring", nemlig en kat. Luna eeelsker katte, og hun viser denne kærlighed ved at springe rundt i snoren og skrige af dem så snart hun ser dem Og denne her åndsvage kat valgte selvfølgelig totalt at ignorerer Luna, så den forsatte bare sin vandring hen ad vejen, ikke noget med at løbe væk eller gemme sig, så Luna flejnede helt ud de næste 200 meter før katten langt om længe valgte at forsvinde... Vi forsatte hen ad vejen og nåede til det sted hvor vi normalt drejer til højre, men her gik katten pludselig igen på vejen, så vi valgte at gå til venstre i stedet :blink: Vi nåede yderligere 500 meter, så begyndte Luna's næse at vejre, halen gik i helekopter fart og hun søgte ud i grøften. Her var der så en fasankylling (eller hvad de nu hedder) der havde gemt sig i det høje græs, men den nåede heldigvis at lette og flyve væk i sidste øjeblik Vi gik så endnu et stykke vej, og nu var Luna endelig faldet ned og vi tænkte, at nu kunne vi få en hyggelig tur ud af det :5up: Men så var Luna pludselig oppe og køre igen, og igen søgte hun ind i græskanten, men denne gang havde vi lært lektien, så vi holdte hende i stram snor, og ganske rigtig, her var der 3 fasankyllinger. 3 meter længere fremme skete det samme igen, og igen 3 meter længere fremme, og vi begyndte at blive lidt anstrengte i masken :damn: Vi kommer så lidt længere ned ad vejen og får øje på nogle indhegninger som plejer at indeholde ufatteligt mange fasaner, de opdrætter dem vist derinde Vi kunne så se at alle låger stod åbne og indhegninger var tomme, så i dag var åbenbart dagen hvor de havde besluttet at nu skulle alle fasankyllinger sættes ud i det fri, så hele skoven var fyldt med snotdumme fasankyllinger der intet anede om den virkelige verden De her fasankyllinger var alle steder, de vandrede rundt midt på stierne og på trods af at Luna skreg af sine lungers fulde kraft, så fattede de stadig intet og forsatte bare med at tulle helt åbentlyst rundt og undersøge denne nye store verden :stupid: Jeg ved ikke om I kan forestille jer resten af vores tur, men hyggelig var den fandeme ikke

Et meget sigende citat :blink: “Don’t criticize another person’s work until you’ve tried to do it yourself; don’t judge another person’s life until you’ve been forced to live it.”

Helt enig, jeg kan sagtens sidde her og tro at jeg ville gøre dit og dat, men ofte er situationen jo en helt anden når man står i den... Der er også forskel på hvor man er i sit liv, og hvor meget man i denne situation magter, og igen, der er stor forskel på hvad forskellige mennesker magter.

I forbindelse med denne tråd, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at man skal passe på at man ikke dømmer andre bare fordi de ikke gør som man selv ville have gjort, man kender sjældent hele historien og vi er alle forskellige, og det er forskelligt hvad vi magter. Jeg vil tro at der i de allerfleste tilfælde er en rigtig god grund, for ejeren, til at vælge aflivning, og det er ikke op til mig at dømme disse mennesker.

Hvor er de bare skønne Nu er jeg endnu mere ærgelig over at vi ikke kom over og besøgte dig

Jeg kan ikke sige hvad der skal til før jeg afliver i forbindelse med et adfærdsproblem, sådanne problemer kan udarte sig på så mange forskellige måder, og hvorvidt ejer er i stand til at håndtere disse måder, det afhænger jo helt af ejeren... Jeg har selv aflivet en hund med et "adfærdsproblem", det var i hvert fald adfærdsproblemet der gjorde udslaget. Baldur har altid været angst, og den eneste gang i sit liv han fungerede rigtig godt og uden at være bange for alting var da han fik angstdæmpende medicin. Desværre stoppede vi med den angstdæmpende medicin fordi en dyrlæge mente at det ikke længere var nødvendigt, og set i bagklogskabens lys, så kunne nedenstående måske være undgået hvis vi havde forsat med medicinen :hmm: Han begyndte pludselig at snappe ud efter os når vi rørte ham på bagbenet, og vi tog ham til dyrlægen og fik ham scannet, det viste sig at han havde lændeskred og det gjorde voldsomt ondt på ham. Vi besluttede os så for at få ham opereret, idet vi mente at hans snapperi ville forsvinde sammen med smerterne. Men den dag han skulle opereres fandt dyrlægen ud af at hans nyrer var mere eller mindre holdt op med at virke, og han ville ikke operere før vi havde fået styr på hans nyreproblem. Baldur skulle så have en speciel nyrediæt indtil nyrerne igen virkede, og imens vi ventede på at nyrerne kom sig, så måtte han ikke få smertestillende for sit rygproblem. Baldur var hundeangst for dyrlæger, så han var nødt til at have mundkurv på når vi var deroppe, og for at måle om hans nyrer var blevet bedre, så skulle han op til dyrlægen og have taget blodprøver en gang om ugen Han lå bare i vores sofa, og han kunne knapt komme op og ned af den, han havde tydeligvis smerter, og hans adfærd med at snappe blev mere og mere udbredt, han snappede når vi skulle tage et plaster af ham efter blodprøven, han snappede hvis vi kom til at røre ham så det gjorde ondt, og i det hele taget snappede han så meget at vi begyndte at være utrygge ved ham. Vi vidste jo godt hvorfor han snappede, og en hver behandslingsplan ville indebære at han langsomt skulle tilvænnes det han var bange for, men det kunne vi jo ikke, vi var jo tvunget til at behandle ham for hans sygdom Så i erkendelsen af at den hund som jeg aldrig havde forventet ville snappe efter mig, nu havde så store smerter at hans markeringer blev hårdere og hårdere, og vi langsomt mistede tilliden til ham, og vi intet kunne gøre, fordi vi ikke måtte give ham smertestillende og vi ikke kunne operere ham, og vi ingen garanti havde for at nyrediæten ville virke, eller hvor længe den ville virke, og at han indtil da skulle leve med disse smerter, og samtidig være angst for os og det ugentlige besøg hos dyrlægen, så besluttede vi efter lange overvejelser at give ham fred Baldur blev aflivet i en alder af to år, og jeg er sikker på at det var den rigtige beslutning, men måske havde vi forsøgt lidt længere hvis ikke hans smerter havde givet sig udtryk i at han snappede ud efter os Men på den anden side, for hvis skyld var det vi ville forsætte, hans eller vores :hmm:

Lederskab: En der guider, en der tager ansvaret, altså en der leder de andre Dominans: Denne har jeg det rigtig svært ved, jeg kan ikke rigtig komme på noget hvor jeg ikke mener at grunden dybest set er noget andet end dominans :hmm: Men jeg prøver, en der bestemmer over andre ved hjælp af magt