vinhou

Tak for jeres respons allesammen. Han er nemlig bare en rigtig dejlig lille vovsedreng... :5up:

Ja, Silver flyttede jo i marts hjemme fra os og ud til mine forældre på deres gård, hvor han lever et rigtigt hundeliv! Han er den gladeste hund nogensinde, og han får virkelig lov at udforske og gå lange ture osv. Det er deres første hund (min far kan slet, slet ikke lide hunde - imidlertid var det HAM der mente, at de kunne da ikke undvære Silver for han var jo så sød )... Silver er vældigt fotogen, så min far hygger sig med at tage en masse billeder af ham - her er så et lille udsnit af billederne fra idag. Silver er forøvrigt en papirløs kastreret samojed hanvovse fra 19. juni 2008. Ikke mere snak - her er den glade vovse! "Hmm, hvor skal vi hen idag? Den her vej! Jeg har færten af noget spændende..." "Man skal se sig for før man går over vejen!" "Kom nu far, altså!" "Hahaaa! Jeg vidste der var noget spændende! Jeg løber straks hjem med mit bytte!" "Så! Hjemme igen... ih, altså, kom nu far! Jeg venter aaaltid på dig..." "Grrr! Grrr! Jeg gør lige pinden ukampdygtig!" "Så - nu er den vist ikke farlig mere..." "ARGH, den er stadig i live! Grrrrr, grrrr!" "Fa-aar, tjek lige om den er død nu..." "Tak skal du ha'!" "Uuuuh, ikke mere tid til pjat! Vinnie er kommet! Jaaaaa!" "Så har jeg hilst på hende, videre på eventyr!" "Uha, nu er vi ude i junglen! Finder jeg mon nogensinde vejen ud?" "På rette vej..." "Hmmm, den her vej tror jeg..." "Ja! Udgangen er fundet! Og hvor er jeg egentlig smuk..." "Og så lige et sidste billede bare for at illustrere endnu engang, hvor smuk jeg er!" Hej-hej fra Silver!

Vi fik hund nr. 2 af de årsager I nævner - dels fordi vi syntes Sascha skulle have en legekammerat, dels af diverse egoistiske årsager. I længden gik det dog ikke - de er så forskellige som man næsten kan være, og selvom det egentlig var min kærestes hund, den nye (Silver), synes jeg ikke han tog sin del af ansvaret og han blev tosset når Silver pev - Silver er en meget snakkende hund. Heldigvis (og uden jeg egentlig vidste det) var min far blevet fuldstændig forelsket i Silver (selvom han slet, slet ikke kan lide hunde ), så mine forældre har overtaget ham, og han bor nu på en gård sammen med dem, hvor han har det som blommen i et æg. Gladere hund vil være svær at finde. Og som min far siger, når vi kommer på besøg med Sascha (de elsker at lege sammen) - "er du sikker på, at det er samme art"? For de er så vidt forskellige og opfører sig slet ikke på samme måde. Jeg er pt. hvalpeskruk igen - men vi skal ikke have hund pt. Men når vi engang skal have hund nr. 2, skal det være en labrador igen, med stamtavle så risikoen for HD er mindsket - Sascha har jo desværre HD.

Ja, det må man da sige var sådan en lidt halvlang liste... :blink:

Det er utroligt, hvor meget en hund sådan lærer at forstå lige så stille, når de er med i dagligdagen, uden man træner det eller noget. Ja altså, jeg har jo aldrig haft hund før, så det er let sådan at sammenligne med fx katte, som jeg er opvokset med. Jeg har for sjov lavet den her lille liste med ting, som Sascha forstår og reagerer på: Sit Dæk Pote Nej Sascha Værsgo Dygtig Søge Kom her Vente (på gåture) "Find Vinnie" "Find ægget" (en lys pivebold vi har) "Tennisbolden" Sulten Ud og gå/ud i det blå/blå Ud på gården Tisse Pølle Ud i bilen Flyt dig Ind og sove Hundeguffer Ned Op Op i sofaen Jeg er så glad for min lille kloge vovse. :blink: Hvis I har lyst til at skrive lister over jeres hundes "forstå-ord", så post dem endelig.

Inde ved dyrlægen, hvor Sascha ventede på at få sin 2. vaccination - en dame der ventede på en taxa sad overfor os: "Sikke en fin hund, det er en golden, ikke?" "Nej, det er en labrador." "Nej nej, det er en golden, for labradorer kan ikke være lyse!!" Aha... der kan man bare se jo.

Okay - så holder vi dem adskilt, jeg synes heller ikke det er smart med medicinering medmindre det er nødvendigt. Jeg er sikker på, det var derfor hun pev i morges - her til aften har vi nemlig været til min bedstemors 85 års fødselsdag, og da vi kom hjem pev hun igen - her har killingen jo været lukket væk fra Sascha. Og på den måde hun ligger ved mig i sofaen pt. er det ret let at se, at hun forsøger at ligge sådan så hendes patter ikke blive klemt. Så må vi bare høre på hendes jamren et par dage, mon det så ikke går i sig selv.

Tak for dit svar. Jeg er glad for at høre, at det sagtens kunne være derfor hun pev - jeg var jo sådan lidt, har hun ondt, har hun fået en mavevending, et eller andet... nu hvor jeg ved hvad det er, så er det lidt lettere at skulle høre på hendes jamren. Dyrlægen tilbød også at give hende noget der stoppede mælkeproduktionen, men til syvende og sidst ville det vigtigste være at få killingen væk, for ellers ville han jo bare "malke hende op" igen. Men måske man skulle kombinere det, så hun slap for at være øm samtidig med at killingen og hende er skilt ad. Så må killingen finde sig i at være udenfor og inde på "deres værelse" og så undvære stuen. Så kan han lære at lade være med at opføre sig som en lille killing når han er 7 mdr. gammel (selvom han ligner en killing på en 3 måneder, han er ikke særlig stor). :blink:

Tinka, vores "killing" på 7 mdr., har i et stykke tid gået og forsøgt at die ved Sascha. I starten virkede det harmløst og sødt, men senere hen blev hendes brystvorter (jeg ved ikke, hvad det normalt kaldes ved hunde) større og lidt hårde, og så kom der mælk også - det er et par dage siden mælken kom, og siden da har vi holdt dem adskilt så vidt muligt. Her til morgen opførte Sascha sig sært. Hun ville op kl. halv syv, og så gik vi en tur - Sascha vendte dog om efter kort tid, og så gik vi hjemad. Siden da har hun pevet og pevet og pevet og pevet, hun ville gerne spise sit foder, men hun blev ved med at pive. Jeg havde selvfølgelig planlagt at ringe til dyrlægen her når de åbner - men nu er hun holdt op. Hvorfor holdt hun op, spørger I så? Fordi killingen gav sig til at die!! Nu ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal håndtere sagen. Killingen skal da ikke die ved Sascha - men hun må vel have haft "ømme bryster", og så hjalp det at Tinka diede. Jeg har aldrig haft hunde m. hvalpe eller lignende før, jeg ved ikke om det er normalt, at de bliver sådan ved "fravænning fra mælk", om det var derfor hun pev? Ligegyldigt hvad, så synes jeg det er noget sært noget. Nogle gode råd til, hvad jeg skal gøre? Da jeg rådførte mig med dyrlægen ang. det dieri sagde han, at så længe der ikke kom mælk - men da der så kom mælk sagde de, at så skulle de skilles ad. Og det blev de, men så kom piveriet. Jeg vil gerne have nogle gode råd til det her - jeg synes, det er noget sært noget...

Ja, vi ved jo godt alle sammen, hvad man siger om mænd med store sko, store handsker og store næser... De er KLOVNE!!!!!

Her er Saschas bidrag til tråden. :blink:

Jeg er blevet bidt... af... hmm... en del katte... en gnaver af en art (av!!)... nogle heste - og så Sascha da hun var hvalp, men det gælder ikke, for hun havde bare ikke lært så meget bidehæmning dengang. :blink: Og af et barn i den vuggestue jeg er i praktik i. Men jeg er aldrig blevet bidt af en hund. Nu er jeg så heller ikke vokset op med hunde og har kun haft hund i godt 1 år. Det hænger nok sammen. Sascha er heller ikke blevet bidt, men engang var der en lille puddel der var noget efter hende da hun ville hilse. Den hidsede sig helt op og gøede og truede af hende og Sascha blev helt forvirret, men det har hun nu ikke taget skade af... hun elsker stadig alle dyr og mennesker.

Ja hun er bare en rigtig perle, den lille Sascha.

Tak for det. Ja, det er bare et rigtigt dejligt lille hundeansigt med de kønneste hundeøjne... Sofus er garanteret næsten lige så dejlig som Sascha. :blink:

Hov - hovhov - jeg glemte lige det her, det første billede jeg tog med min nye mobil (og baggrundsbilledet på den).

Her kommer lige en bunke billeder af verdens bedste hund, Sascha. Jeg har lige fået ny mobil (Nokia 6220 Classic), og jeg er bare så tilfreds med kameraet - så jeg tager en masse billeder, mest af vovsen naturligvis. Her kommer det første - Sascha med BØLLEØRERNE på!!! (Det har jeg ikke kunnet fange med kameraet før, for min gamle mobil kunne ikke finde ud af at tage billeder i bevægelse - billedet her er lige taget idag) Her er lige et billede af mig sammen med vovsepigen - ok, det er ikke det mest flatterende billede af mig, men Sascha ser sød ud. :blink: "Se hvor sørgmodig jeg ser ud...får jeg så en hundeguf?" Her et billede af hende, hvor hun ser helt voksen ud - det er så primært pga. blitzen, men... "Jeg er glad - hvor er du sød når du klør mig på brystet!" "Øh, hej..." "Jeg gider ikke alt det fotografering... lad mig nu bare ligge og slappe af..." "Klø, klø, kløøøøø..." "Ej... tog du lige et billede af mig mens jeg kløede mig... hvor er det pinligt! Slet det billede!" Det var lige lidt Saschabilleder... kan I ikke godt alle sammen se, hvordan hun er den bedste hund der findes?

Ejeren af hunden er inde på heste-nettet, hun lavede et indlæg om hændelsen inden den kom i BT/EB. Det er bare frygteligt. Og den stakkels, stakkels hund og stakkels ejer. Det er simpelthen forfærdeligt.

Åååh, så dejlige billeder af dejlige labber! Her er min skat: Og her som lille:

Fine Silver!

Aussies: Det er så træls når folk ikke forstår den slags. "Bare en hund"... tsk. N1nna: Ja, hunden er en del af familien - og hjertet, helt sikkert. Selvfølgelig respekterer man folks holdning til det, men ja, man bliver trist af ikke at kunne "dele det med omverden" og at folk ikke forstår det. Og aååh et dejligt billede.

Tak for interessen. Sidste onsdag fik hun den fjerde og sidste anti-gigt-indsprøjtning og vi synes, det går bedre med hendes gangarter. Hun går ikke så meget pasgang mere, mere alm. trav og så galoperer hun også i lav fart (tidligere galoperede hun kun når hun ville rende stærkt). Underligt nok har hun taget på (1½-2 kg.) efter vi har sat hende på diæt ... hun får lige så meget motion som hun plejer. Underlige hund. Men nu har vi fået købt specialfoder til hende (mht. led + vægttab), det startede vi op på i torsdags, så nu må vi se. Nu kan hun også komme med ud på mine forældres gård igen, for Silver er blevet kastreret - så der kan hun få lov til at løbe lidt mere frit rundt, hvilket hun elsker. Alt i alt - hun er glad som hun plejer, og med feriepenge osv. har vi fået fat i halvdelen af pengene til operationen, og til d. 1. begynder vi på vandterapien. Forøvrigt - så fortalte hende fysioterapeuten at det ikke duer med alm. "søture", da den bagudstrækkende bevægelse, som hun får i vandløbebåndet ikke vil ske i en alm. sø. Hun har prøvet vandløbebåndet en enkelt gang, og fysioterapeuten var så imponeret over hvor flot hun tog det. Hun var SÅ fantastisk sød og accepterede det hele. Skønt!

Tak for det. Nogle gange er jeg ligesom bare nødt til at fortælle omverdenen hvor meget jeg holder af hende... og det er lige som om min nærmeste omverden er lidt træt af at høre om det efterhånden.

Er det ikke sjovt? Sådan en som mig, der aldrig rigtig har brudt mig om hunde (selvom jeg så gerne ville have en, da jeg var helt vild med den japanske anime-serie Silver). Som er vokset op med katte og en far som bestemt ikke har kunnet lide hunde. At jeg så får en kæreste som gerne vil have hund, og så pludselig står jeg med min egen lille labbevovse. De ting jeg har brudt mig mindst om mht. hunde var deres lugt (og altid har jeg tænkt, at havde man en selv, så lagde man nok ikke mærke til det) og deres gøen. Og så får jeg sådan en vovsepige, der aldrig gør (jeg tror jeg har hørt det 5 gange i alt) og som ikke lugter af hund (det gør hun jo nok, men jeg synes hun dufter så deeeejligt! ). Jeg ville gerne have en tæve, fordi jeg havde læst mig frem til, at sådan en har det med at følge efter ejeren bare denne fx skal hente et glas mælk i køleskabet. Og sådan er hun. Ligger hun her ved siden af og sover og jeg forsøger at liste ud og tisse uden hun opdager det, ja så opdager hun det alligevel og går med ud. Og når jeg sådan ligger i sofaen og hviler mig og hun så kommer op og lægger sig ved siden af mig, så kan jeg ikke sove, fordi jeg er SÅ lykkelig over at have hende. Jeg bliver så overvældet over denne lykke, at jeg kan få tårer i øjnene. Jeg lider ellers af depression og bliver medicineret, så der er ikke meget, der kan give mig nogen form for følelser (er sådan ret følelsesløs "inden i"), men lige min Sascha... jamen det er utroligt. At hun så har fået konstateret HD, det er frygteligt sørgeligt og tærer noget på mig, der jo ikke har ret mange penge at gøre med fordi jeg er studerende, men pengene skal nok findes. Jeg oprettede et indlæg på heste-nettet hvor jeg nævnte dette, og en rigtig venlig bruger derinde tilbød mig 500 kr. til Sascha - jeg var så overvældet over den venlighed! Og lige præcis de 500 kr. gjorde at jeg havde pluspenge på kontoen (havde minuspenge før det, da det kostede 3.200 da Sascha var inde og få taget røntgen mm.), så nu slap jeg for at få spærret mit dankort (som jeg ikke har brugt i en måned nu), og få købt det nye foder til Sascha, som dyrlægen anbefalede. Utroligt hvor venlige folk man ikke kender kan være. Og selvom jeg ikke har ret mange penge, så siger jeg til folk, at jeg ikke engang vil høre nogen nævne muligheden for at få hende aflivet - hun er det eneste der holder mig i godt humør og hun er den, jeg glæder mig til at se, hver eneste dag, hver morgen, eftermiddag og aften. Min elskehund er hun. :kys: Det blev et lidt blandet indlæg, men det er fordi jeg har overvejet disse emner et stykke tid, så hvorfor ikke komme ud med det i ét indlæg? Et enkelt kærlighedsbillede :hjerte:

Sikke nogle dejlige billeder. Her er et billede fra da vi lige havde fået Silver - se hvor fint de deler deres kødben (det gør de ikke mere :blink:).

Præcis sådan jeg selv ville have det, hvis jeg fik konstateret sådan noget skidt! :5up: Men stakkels dig alligevel.