Jeg har ved egentlig ikke om jeg har så meget at bidrage med her, men jeg prøver alligevel.
Vi har aldrig trænet alene hjemme med Sherlock. Jeg var ikke involveret i anskaffelsen, så jeg havde ikke en chance for at læse på det inden han kom hjem. Sherlock blev efterladt allerede dagen efter han kom hjem. Mine forældre bor dog lige ved siden af deres arbejde, så de var hjemme mindst én gang i timen. Ikke optimalt at efterlade så lille en hvalp så længe, men det er trods alt bedre end en 6-timers arbejdsdag.
Når jeg tænker tilbage kan jeg faktisk godt huske, at der var nogle dage hvor han havde splittet sin kurv ad, eller gnavet i kommoden, når vi kom hjem fra skole, min bror og jeg. Men om det var kedsomhed eller angst, tjah, det skal jeg altså ikke kunne sige. I dag er der ingenting og af og til, hvis han ikke opdager at man kommer hjem, kan jeg se ind igennem vinduet at han ligger og sover (og nogle gange i sofaen, slemme hund :blink:)
At det er gået så godt med Sherlock ift. til at være alene hjemme, det er jeg selvfølgelig glad for. Jeg tror vi har været heldige. Men jeg er dog ikke i tvivl om, at næste gang jeg får hund vil jeg træne alene hjemme med den, for jeg tør ikke at tage chancen, efter at have set eksempler på hvor svært det kan ende med at være, herinde! (og skulderklap til jer der har fået lært jeres hunde det trods lang kamp, og jer der stadig arbejder på sagen!)
Som andre også skriver, så tror jeg egentlig altid at alene-hjemme problemer har eksisteret, selvom de tidligere garanteret ikke rigtig blev set som værende seperationsangst. Mine bedsteforældre havde engang en cockerspaniel, har jeg hørt. De aflivede den dog inden den nåede at blive særlig gammel, da den splittede huset ad, når de ikke var hjemme. Rimelig trist historie