Umulia

Jeg googlede lige det ungarske projekt, Victoria nævner i interviewet, og det er jo en ren guldgrube af ny viden :5up: http://familydogproject.elte.hu/

Jeg ville nok ikke lige gøre som du, men det er jo nemt nok at sige bagefter. En god metode til at forebygge ressourceforsvar på, er at gå forbi og droppe lidt ekstra i madskålen medens hvalpen spiser. Når din hvalp nu allerede er begyndt at vise ejerfornemmelser overfor skålen, kan du evt. bruge en særligt lækker godbid i stedet for det almindelige foder. Det er vigtigt at være opmærksom på kropssprog når du gør det - bøj dig ikke ind over hvalpen og bliv ikke hængende ved madskålen, men gå hurtigt hen og drop maden, og gå så omgående videre. Sig intet. Planen er at lære hvalpen at der ikke sker noget slemt ved at du kommer i nærheden af dens skål. Der kan gå et par uger før du ser resultat, men selv om hvalpen holder op med at reagere, skal du ikke "misbruge det". Nogle tror at de kan stoppe ressourceforsvar ved hele tiden at sidde og rode i deres hunds mad. Der sker som regel det modsatte. Hunden skal stole på at den har fred til at spise, og at du ikke står på spring for at "stjæle" dens mad. Så kan du nemlig altid tage noget fra den, når det en dag er virkelig nødvendigt.

Det er rigtigt pænt og smagfuldt! Jeg har jo selv tre urner stående (snart 4), men har ikke gjort så meget ud af det. Jeg har haft svært ved at se på billeder af dem. Det er faktisk kun et par uger siden, jeg satte et billede af Bo i en ramme. Og han døde for hvad - 6 - 7 år siden?

Jeg kan stort set ikke mærke forskel på Oluf, bortset fra at han gør lidt mere. Det var Vinnies privilegium at slå alarm når nogen dristede sig til at stå og snakke ude på vejen, og nu er det altså hans. Han har klaret det rigtigt flot at være helt alene hjemme når jeg er på arbejde. Mandag havde jeg endda en usædvanligt lang dag. Han kom jo løbende hen til hende netop som hun døde, så han må have mærket det på en eller anden måde. Han virker mere afklaret omkring det end jeg er. Jeg tuder stadig flere liter om dagen, og mine øjenlåg føles som skinker

Ja det er. Der er en hel serie hvor hun står og kæler med gardinet Kan ikke huske om jeg lagde dem alle her ind.

Så lykkedes det lige at stjæle en grydesvamp... Jeg har da ikke gjort noget!

Der er én, der har været så sød at tegne Vinnie for mig.

Jeg har fået dyrlægens regning i dag: 2200 kr for modtagelse, kremering og urne. Det er måske efter vægt :hmm: Der var mulighed for at vælge et askesmykke,og det sagde jeg nej til, men efterfølgende har jeg tænkt over det, og vil måske alligevel have en perle for hver af mine hunde. Jeg har fundet et sted at få det lavet hvor det er mere personligt end dem, man kan købe hos dyrlægerne. Nogle går meget længere. Det emne ville jeg egentlig have skrevet om i sidste uge, men kunne ikke lige finde en anledning. Den er der så nu. Jeg talte med en konservator, og han fortalte at flere og flere ønsker deres kæledyr udstoppet. De fleste konservatorer siger nej, men han laver både marsvin, papegøjer, katte og hunde. Han siger at det er en større faglig udfordring at lave et kæledyr, for hunden skal ikke bare ligne en hund, den skal ligne netop den hund, og folk er jo ikke i tvivl om hvordan deres kæledyr ser ud. Jeg kan personligt slet ikke sætte mig ind i den tanke. For mig ville det svare til at få min bedstemor udstoppet og sat hen i en gyngestol i hjørnet. Det gør man bare ikke Men det er åbenbart en "ting" nu I det hele taget forstår jeg slet ikke fascinationen med at bruge lig som pyntegenstande, men hver sin smag.

Det synes jeg var en fin ting at gøre. Det er vigtigt at få ro til at tage afsked, og det får man ikke altid hos dyrlægen. Da Bo blev aflivet bad jeg om at få lov til at sidde lidt med ham alene, men allerede efter 2 minutter kom en klinikassistent ind og skulle have at vide hvilken urne jeg ønskede, hvordan jeg ville betale osv. Det blev bare stresset og forkert, og da jeg gik derfra følte jeg at jeg havde svigtet ham. Om natten drømte jeg at han ledte efter mig, og ikke kunne finde hjem. Måske latterligt for nogle, men det var modbydeligt. Jeg var henne ved Vinnie 100 gange. ER hun nu også død? Måske er hun bare bevidstløs. Jeg var oppe om natten og røre ved hende. Selv da jeg møjsommeligt havde slæbt hendes kolde stive krop ud på terrassen, og pakket hende ind i plastic, og havde læsset hende ind i et bur i Falckbilen, som var for lille til hende, kunne jeg ikke gå fra hende hos dyrlægen uden lige at tjekke en sidste gang - er hun nu også virkelig død? Det var meget samme oplevelse jeg havde med Bo. Han havde kræft i milten, og dyrlægen sagde at det kun var et spørgsmål om dage før svulsten ville sprænges og han ville få en smertefuld død. Det var det eneste rigtige at gøre. Men Bo havde det fint. Han så overrasket ud da benene pludselig svigtede under ham. Han var slet ikke klar og det var jeg heller ikke. Det glæder mig. Jeg har sommetider spekuleret på om det mon virkelig er sin egen hund, man får hjem i den urne :hmm:

Jeg kan virkelig mærke nu hvor meget hun bestemte i hverdagen. Jeg sidder og venter på at blive beordret ud at gå eller hen til guffeskabet - eller få besked på at skifte stræklagen på hendes sofa, eller skulle sidde på én balle foran skærmen fordi der skulle være plads til hende. Jeg skal ikke længere stå i kø for at komme gennem dørene. Det er helt forkert

Det er sikkert helt sandt, men alligevel får det mig bare til at tude mere

Hjemme igen efter en virkelig lortedag! Jeg synes det er et udmærket emne at tage op, for, som jeg har lært i dag, det er åbenbart et større logistisk problem at komme af med en død hund. I hvert fald en stor af slagsen. Da jeg ringede til min dyrlæge kort efter at Vinnie var død, fik jeg en fremmed dyrlæge i røret, og han fortalte at min egen dyrlæge var på jagt. Fint nok, det var søndag. Men han må åbenbart have haft tømmermænd i dag, for han var ikke særlig vild med at jeg gerne ville komme med hende om formiddagen, han forstod slet ikke at jeg selv var med - jeg kunne jo bare have sendt Falck med hunden. Og han gad heller ikke udtale sig om en mulig dødsårsag. Han er ellers en god dyrlæge, men alle kan vel have en dårlig dag Mht. hvad man gør med hunden efter at den er død, så troede jeg jo også at jeg ville gøre det rationelle og opbevare liget køligt indtil det kunne bortskaffes. Men da det kom til stykket kunne jeg ikke. Vinnie lå i stuen hele natten, med et tændt lys ved hovedet, og jeg sov i samme rum, som jeg jo plejer. I morges tørrede jeg de væsker op, der var kommet ud i løbet af natten, pakkede hende i plastic og gjorde hende klar til transport. Jeg synes ikke der var noget klamt eller makabert ved det - det var jo min Vinnie. I "gamle dage" holdt man en vågenat over de døde i deres eget hjem, så sjælen kunne forlade kroppen i fred og ro. Det er jeg glad for at jeg fik mulighed for, i stedet for at hun skulle ligge i et kølerum og bakses rundt som en sæk affald af ligeglade mennesker.

Flot arbejde :5up: Det lyder som om det var en stot byrde for Aya at være på vagt hele tiden, og nu har du lettet byrden. Minder mig lidt om alle mine problemer med Vinnie. Der er intet som følelsen af succes når man har hjulpet sin elskede hund til at få det bedre.

Ja, hun har haft en god sommer. Faktisk tænkte jeg lige i går at det sikkert ville gå tilbage for hende fra nu af, og at det var godt vi havde dækkenet. Men nu er der et ledigt BoT dækken til en anden grande. Oluf tager det meget roligt. Han havde endda sit sædvanlige legeflip om aftenen. Lige idet hun døde gik han hen til hende. Jeg stod der allerede. Det der skete var, at jeg så at hun lå og sov i en underlig stilling, på hundesengen på gulvet, men med hovedet oppe i sofaen. Det gør de jo sommetider, de skøre grander. Og hun spjættede lidt som om hun drømte. Jeg ville tage en video af hende. Så jeg har faktisk hendes død på video. Hvis dyrlægen vil se den, må han det, men derefter bliver den slettet. Pludselig faldt hendes hoved tungt ned gulvet. Det var lige der Oluf kom. Jeg slap telefonen og forsøgte at vække hende, men jeg kunne ikke mærke hendes hjerte slå. Så kom der et dybt suk og det var hendes sidste. Dyrlægen fortalte mig at det kommer efter at hjertet er stoppet. Jeg lod hende ligge på hundesengen, og Oluf var henne og snuse til hende flere gange. Efter en halv time dækkede jeg hende med et tæppe. Sådan har hun ligget i nat. Da jeg var faldet lidt til ro, ringede jeg til min søn. Han er jo en ung mand, så han ville nok ikke græde i telefonen, men hans stemme blev lidt anderledes.

Det er dyrefalck. Men de sender altid en taxa.

1000 tak skal I have allesammen! Det var meningen at jeg ville lægge hende ud på terassen i nat, men det kan jeg altså ikke få selv til, så hun bliver hvor hun er, i stuen, dækket af et tæppe. Så er det spændende om den taxachauffør, der kommer i morgen, vil hjælpe mig med at bære hende, for jeg kan ikke selv.

Vinnie er lige død. Hun lå og sov. Jeg er helt forstyrret, jeg må vist hellere lade være med at skrive mere nu. Har snakket med dyrlægen.

Jeg kunne kun holde det første minut ud, beklager

Det er klart de henviser til det studie, for der findes jo ikke andre Egentlig underligt efter al den tid... Jeg vil nu gerne se lidt mere dokumentation inden jeg ændrer adfærd.

Jeg er klar over at din mening ikke lader sig flytte, men til ære for andre, der evt. måtte læse med, så vil jeg sige at vi som hundeejere selvfølgelig skal vide hvad vores hunde indeholder. I modsætning til dig har jeg tæt personlig erfaring med den pågældende type hund, og de har rigtig mange gode kvaliteter, der fuldt berettiger til at mange mennesker er glade for dem. De er IKKE frådende monstre, men de har også egenskaber, vi skal kende og være på vagt overfor. De har en anderledes tænding end flertallet af hunde. En typisk Labrador skal igennem flere stadier inden den kommer i den tilstand hvor den angriber og er uden for pædagogisk rækkevidde. Mange hunde af Bull-and-Terrier typen går direkte fra ligeglad til det røde felt. Og det er korrekt, at det er de avlet til. Men det kræver ikke andet end rettidig omhu fra ejerens side, at holde det under kontrol. Man skal kunne identificere situationer, hvor ens hund kan blive udsat for større pres end den kan klare, og sørge for at komme ud af dem. Desværre er mange af de mere uerfarne ejere blevet vant til at deres hund er ophøjet ligeglad med det meste, der sker omkring den, så de føler sig sikre. Men hunden er kun ligeglad indtil den lige pludselig ikke er det længere. Der er andre racer, som også er hurtige i tændingen. Nogle arbejdslinier af Malinois og Schæfer og på det seneste også BC. Forskellen er at de hunde som oftest har erfarne og dygtige ejere, der ved hvad de går ind til, medens mange Bull-and-Terriers ejes af idioter - desværre.

Stof til eftertanke. Tak :5up: Jeg kender godt det studie. Det har været årsag til skænderier i hundeverdenen de sidste 15 år. Men det er det eneste af slagsen, der nogensinde er kommet til den konklusion. Jeg er selv af den holdning at hævede foderskåle kun bliver en faktor i studiet fordi de oftest bruges til de racer, som i forvejen har størst risiko for mavedrejning.

Lige én historie til: Da vi havde haft Vinnie i ca. en uge, tog vi hende med til en dyrehandel i Odense for at finde et nyt halsbånd, for hun havde en hæslig gammel las på. Mine forældre var med. Medens vi stod og kiggede på halsbånd kom en anden kunde hen til mig og begyndte at skælde mig huden fuld over hvor tynd og uplejet min hund så ud, og den blev helt klart ikke behandlet godt! Der skulle både min mor og jeg til at overbevise hende om at jeg lige havde overtaget hunden,og derfor var uskyldig i mishandlingen. Hun var godt nok sur

Det er jo også helt vildt at det er 9 år siden Vi havde haft en meget væmmelig oplevelse med vores lille tæve, Chili, der blev ramt af en bil og måtte aflives. Både min søn og jeg - og vores gamle hund, Bo for den sags skyld - var meget traumatiserede over oplevelsen, og jeg bestemte mig til at få en ny hund hurtigst muligt, især for min søns skyld. Vi fik kontakt med nogle forskellige, der havde tæver de gerne ville af med, og vi havde besøg af en Rottweiler, der var meget sød, men Bo var bange for hende. Så fik vi besøg af Vinnie. Hendes ejer havde kørt meget langt med hende, og nu hvor jeg kender hende, fatter jeg ikke hvordan de gjorde, for hun er et absolut monster i en bil Jeg var lidt chokeret da jeg så hende, for hun var tynd som en pind - hun lignede nærmest et af de bøjlestativer, de bruger i tøjbutikker. Og så var hun fuld af sår og ar. Men ejeren havde fortalt en masse om hvor sød og nem, hun var. Deres 2-årige barn kunne gå tur med hende osv. Den fik ikke for lidt. Nå men, det gik fint med hende og Bo. Han var faktisk vild med hende, og vi andre syntes også hun var dejlig, så vi sagde ja til at købe hende for en meget rimelig pris. Inden ejeren forsvandt igen, fik hun så lige fortalt hvad der var den bedste måde at stoppe Vinnie på, hvis hun gjorde noget, hun ikke måtte: Man skulle holde en flad hånd op og skråle "STOP!" Første gang jeg prøvede det, faldt hunden fuldstændig sammen og krøb hen ad gulvet, og så kunne jeg jo godt regne ud at hun havde fået tæsk Første gang jeg var ude at gå med hende, trak hun mig igennem en tjørnehæk. Hun (over)reagerede på alt, om det så var et blad, der faldt til jorden. Så hun en anden hund, gik hun totalt amok. Tidligere ejer må have haft en robust 2-årig :hmm: Nå men, jeg kan takke Vinnie for at jeg lærte om klikkertræning, og det havde vi ret gode resultater med det første år. Men helt normal har hun godt nok aldrig været Vi elsker hende som hun er, og især hun og min søn, der var 8 - 9 år dengang, fandt sammen og var bedste venner. Så projektet virkede efter hensigten :5up:

Tak, det er jeg også glad for Håber Vinnie også er det - lidt

Det har vi så forstået... Bo blev to gange angrebet af den samme hund, og begge gange stod ejeren også bare og gloede. Det er ikke en reaktion jeg forstår, men du har sikkert ret i at det er sådan flertallet reagerer. Jeg har i øvrigt et tip til dem, der er bange for løsgående hunde. Jeg læste om det på et amerikansk hundeforum, hvor en af brugerne havde opfundet en "defend-a-brella" Hun havde taget en af de paraplyer, der åbner hurtigt ved tryk på en knap, og malet store øjne og en stor åben mund med skarpe tænder på den. Hvis en løs hund kom løbende hen mod hendes, hev hun defend-a-brellaen frem. Det virkede hver gang