Umulia

Synes det ligner en smerte-reaktion. Håber dyrlægen kan hjælpe!

Mange tak Det er nu bare held. Han har så mange Vi mødte faktisk lige en dame forleden dag, som kommenterede hvor udtryksfuld han er. "Han taler med øjnene", sagde hun. Glad for at jeg ikke er den eneste, der kan se det :5up:

Tennisbold med piv. Genial opfindelse, synes Oluf Det midlertidige hegn om blomsterbedet virker ikke...

Sådan et chok man får, når ens hund dør en voldsom død i utide, det sidder længe i kroppen. Giv dig selv lov til sørge lige så meget, du har brug for :ae:

Ej altså hvor er han sød!

Dagens Oluf :nar:

Jamen i lige måde. Vi er jo en lille ekslusiv kreds, der forstår at værdsætte hængemuler Oluf har også haft sådan én - i en halv time.

Fra i går: Solskins-Oluf Peace and love maaaan! Så kom der lige en lyd inde fra naboen. Hvor vover de!

Ups, forkert tråd...

Oluf har meget hurtigt vænnet sig til at køre bil, men kan stadig ikke lide det hvis jeg går ud af bilen. Han skal helst stirre stift på mig hele tiden

Jeg ville gerne sige et eller andet begavet, men det må vist blive en anden dag

Godt det ikke er høfeber Totalt skønne billeder - godt fanget :5up: Og han er da bare så søøø, som vi siger her på Fyn

Ked af at jeg først har set tråden nu. Mærkeligt at ingen har nævnt det gamle husråd, kogt ris. Det har jeg altid brugt hvis nogen af mine hunde havde tynd mave. Det virker altid. Men godt at nogle af de andre ting har hjulpet. Håber han fortsat vil have det godt!

Tester lige... Det virkede - sejt :5up: Tak

Det er stort set nøjagtigt hvad der er sket hos os efter Vinnies død. Det var hendes opgave at slå alarm, og hun var den udfarende på gåture - også den, der markerede mest. Det er allesammen opgaver, som Oluf nu har påtaget sig - selv om han (heldigvis) aldrig kommer til at gø lige så meget som hende. Ét vuf, så må det være nok, mener han

Tak for link. Jeg er ikke i tvivl om, at med den mode, det er blevet, at leve en "sund" og aktiv livsstil, er der nogle, der kammer over, både med hvad de udsætter sig selv for og hvad de udsætter hunde, heste eller andre "rekvisitter" for. Det kan ikke altid være nemt at være hund hos et moderne konkurrencemenneske. Så ville alle schæferne vel have haft lige meget kortisol i pelsen.

Nøj, det var mange lys! Hjertelig tillykke med hende! Hun er så sød og fin

Det kommer måske an på browseren? Men det ville også være fint, bare man kan linke til den og få den vist her på siden som billede. Man behøver ikke nødvendigvis kunne uploade dem.

Den bliver vist i browseren. Eksempel: http://i.imgur.com/rbbLnqr.gifv

Kan det evt. lade sig gøre at tilføje gifv til tilladte billedformater?

Oluf har det fint igen. Der gik kun 10 minutter, så var han helt sig selv. Men medens anfaldet stod på var han bange, og bagefter var han forvirret i nogle minutter. Han havde lige ligget i sofaen sammen med mig. Sønnen og jeg var ved at se en film. Oluf hopper ned på gulvet, og kort efter lyder det som om han løber og leger, men i virkeligheden kom han vaklende og stødte ind i ting. Han kunne ikke komme op i sofaen ved egen hjælp, og han ville ikke bæres, så vi sad og holdt om ham indtil det var ovre. Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på hvor mange lignende anfald, han evt. kan have haft medens jeg ikke har været hjemme Jeg har kun oplevet 2, og håber at det er de eneste.

Jeg genopliver lige denne tråd, for nu har Oluffen haft et anfald igen. Jeg vil bruge tråden som "dagbog", så jeg kan holde øje med hvor langt der går mellem anfaldene. Hvis det bliver ved med kun at være en gang hvert andet år, kan vi nok leve med det.

Da jeg så overskriften, troede jeg at det handlede om noget helt andet - om man kunne vælge hunden fra hvis det lige var bekvemt, f.eks. i forbindelse med bolig eller økonomi. Det har jeg aldrig kunne, og det skammer jeg mig ikke over De eksempler, du kommer med, er meget gode, men jeg tror lige man bør tage med i overvejelserne at det jo ikke er så simpelt i det virkelige liv. Her ville en masse faktorer spille sammen, og være med til at påvirke udfaldet. F.eks. hvem af dem, der er gået gennem isen, er tættest på? Hvem har de bedste overlevelseschancer? Vil jeg overhovedet kunne nå nogen af dem uden selv at dø? Osv osv. Hvis man har set filmen (eller læst bogen), "I, Robot", så er der et ret godt eksempel på netop sådan et dilemma: To personer er ved at drukne, en voksen mand og en lille pige. Et menneske ville ikke være i tvivl om at han skulle forsøge at redde pigen, men en robot laver en hurtig matematisk beregning og vurderer at manden har de bedste overlevelseschancer. Derfor redder den ham i stedet, og pigen dør. Hvorfor er pigens liv mere værd end mandens - eller den 8-åriges mere værd end den 85-åriges? Det er vel fordi vi tænker at børn har et helt liv foran sig, og de voksne har ligesom haft deres chance. Hvis jeg f.eks. gik gennem isen sammen med 8-årig, så ville jeg da helt klart forvente at folk ville redde barnet frem for mig. Samtidig er der jo også mange af os, der selv er forældre og forstår hvor meget et barn betyder. Ja, jeg elsker min hund, og i dagligdagen er hunden som mit barn. Men det er trods alt intet mod den kærlighed, jeg føler for mit "rigtige" barn. Til hverdag kan man måske ikke mærke særlig meget forskel. Faktisk vil min søn nok påstå at Oluf er væsentligt mere forkælet end han selv er. Men på et højere plan er der ingen sammenligning, og skulle jeg vælge hvem af de to, der skulle reddes op af isen, var det goodbye Oluf Det samme hvis valget stod mellem Oluf og et fremmed barn - fordi jeg forstår hvad det barns forældre føler. Det er 100% noget kulturelt, at vi vurderer børn som de mest værdifulde liv. De fleste dyr ofrer gerne ungerne for selv at overleve. Det er det mest fornuftige, for de kan få nyt afkom og føre arten videre, medens ungerne sikkert ville dø alligevel, hvis de blev overladt til sig selv.

Du har selvfølgelig helt ret :5up: Desværre er jeg pt. udsat for det mystiske fænomen, at der bliver længere og længere ned til gulvet for hvert år, der går :hmm: Jeg antager at det kun kan være fordi mine ben bliver længere En fordel er at jeg ikke har nær så mange sten med hjem fra stranden, som jeg plejede. Det skal virkelig være noget interessant før jeg gider bøje mig efter det