Umulia

Det er ikke unormalt at hunde skal igennem flere udviklingsfaser ligesom mennesker. Det, du beskriver, kan godt lyde lidt som det vi kalder "spøgelsesalderen", hvor hunden pludselig bliver mere udadreagerende, måske nervøs. Det er temmelig almindeligt hos gigantracerne, men jeg har ingen erfaring med om det også findes hos din race. Det skulle dog ikke undre mig - en hund er, når alt kommer til alt, en hund, og alderen passer.

Vi må vel hver især tage de beslutninger, der passer bedst til vores situation. Du har haft nogle muligheder, som ikke alle har. Jeg vil forsikre dig for, at hvis jeg kunne, ville jeg bo på min egen øde ø. Men nu bor jeg desværre sådan at jeg ikke kan undgå at møde andre mennesker når jeg går ud med mine hunde, og desværre også sådan at jeg er nødt til at benytte offentlig transport. Derfor synes jeg det er mest praktisk at de kan acceptere fremmedes nærhed, og også at blive rørt ved, stirret ind i øjnene og mange andre ting, ikke-hundevandte mennesker kan finde på. Selvfølgelig er jeg klar til at stoppe de mest tåbelige overgreb, som f.eks da en lille pige forsøgte at kravle op på ryggen af min GD. En anden gang var jeg ikke hurtig nok - Bulldoggen strøg som lille lige hen til en gammel klam dranker, der bøjede sig frem og tabte en stor brun spytklat lige oven i hovedet på hvalpen. Ville jeg helst have at den slags ting ikke skete? Selvfølgelig! Men jeg ejer altså ikke det offentlige rum, og kan ikke bestemme hvordan andre skal opføre sig. Uanset hvad vi synes eller hvilke regler vi selv forestiller os er de rigtige at følge, vil der altid være mennesker, der gør noget andet. Så i stedet for at have en hund, der får sit livs chok over at blive berørt af en fremmed, foretrækker jeg en hund, der kan klare det uventede uden at bryde sammen.

Eller plat og smagløst. Det kommer åbenbart an på hvem man er

Jeg siger lige på forhånd undslyld til trådstarter. Dette har intet med din hund at gøre, og nu skal vi jo heller ikke male fanden på væggen. Men jeg kan blive så rasende over folk, der lader deres hunde leve med den frygteligt smertefulde sygdom! Den kan ikke kureres, kun symptombehandles, og ingen ved hvor mange smerter hunden lider uden at vise det. Var det min hund, der fik den diagnose, skulle den have fred med det samme.

Det er jo rigtigt, det skal man altid holde sig for øje. Det, mange forældre mangler at lære, er bare at den bedste måde at hjælpe på ikke er at kritisere, men at foregå med et godt eksempel. Og er de først nået derhen hvor de er utilfredse med alt hvad deres børn gør, så burde de måske spørge sig selv hvor gode de har været til det :hmm:

Det var også det jeg tænkte. Derfor ville jeg gerne vide hvor han klør sig. Det passer desværre med symptomerne på syringomyeli - MEN oftest viser de ikke symptomer før efter 6 mdrs. alderen, så hvis han er helt lille endnu, er der håb om at det kan være noget mere harmløst. Men vær opmærksom på om han viser tegn på ømhed i nakkeregionen - ikke kan lide at blive berørt der osv.

Er det et bestemt område han klør sig på?

Velkommen til! Han er super sød Jeg håber ikke at I nogensinde får problemer med at han gør for meget, men hvis I gjorde ville det være lidt pudsigt, hans navn taget i betragning

I'm not personally aware of what's going on in the Århus area, but generally Denmark is a little conservative when it comes to dog sports. Whe have yet to embrace popular sports like flyball, disc dogs etc. As for trekking, I think maybe the landscape plays a part. You'd be hard pressed to find a 100 km route in Denmark, that doesn't include busy roads and urban areas.

Dogtrekking Jeg måtte også google det

Hav en skål med hundegodbidder stående på bordet, og fortæl jeres gæster at hver gang de rejser sig, bedes de tage en guf fra skålen og smide ned til hunden. På den måde lærer jeres hund at forbinde stående/gående gæster med belønning. Men selvfølgelig skal hunden også have mulighed for at søge væk, hvis det er det den vil.

I skulle prøve hvordan det er at have en hvalp, som ingen vil hilse på. Det har været enormt svært at få Oluf socialiseret på fremmede mennesker, fordi folk har udråbt ham til at være "farlig kamphund" lige fra han var helt lille. Så tager man med kyshånd imod al positiv opmærksomhed. Han bliver to år i næste måned, og kan desværre ikke lide fremmede mænd. Nogle flere gramsende fingre, medens han var hvalp, kunne måske have forebygget det.

Helt enig med Birgitta. Det er godt træls at der efterhånden er så mange sure hundeejere i bybilledet. I gør ikke jer selv - og da slet ikke jeres hund! - en tjeneste.

Mine forældre har også altid været imod alt hvad jeg hvad jeg har foretaget mig - undtagen, pudsigt nok, når jeg har truffet nogle rigtig dumme valg, med store konsekvenser. Det har de altid støttet op om Med tiden lærer man at hvile i sig selv som voksent menneske, og at være sammen med familien på egne præmisser. Jeg har det princip, at når jeg er hos dem, er det deres regler der gælder, og deres meninger der er de rigtige (gider ikke at diskutere mere). Men kommer de hos mig er det altså efter mine regler, og de bedes venligst holde deres mening om det for dem selv. Det er måske derfor de ikke kommer så tit længere, men det kan jeg sagtens leve med. I fremtiden vil de få mere brug for dig end du har brug for dem, så gør hvad du selv synes er rigtigt :5up:

Jeg havde et familiemedlem som, hver gang jeg fik en ny hund, bekendtgjorde at nu kom hun i hvert fald aldrig på besøg igen! Hun kom alligevel, og især en af hundene fik hun et virkeligt nært forhold til. Men der er også andre, som bare aldrig kommer mere. Om det skyldes hundene eller mig, skal jeg ikke kunne sige

Det lyder da lovende, synes jeg. Mht. alle dem, der undrer sig over hvordan en hund kan undgå at møde andre hunde - min den yngste har heller ikke mødt mange. Han har aldrig været til træning, og har kun som hvalp fået lov til at hilse på fremmede hunde. Det gør vi ikke mere. Årsag: Hundelov. Men selvfølgelig har vi jo to hunde, så han ved godt hvordan man omgås andre. Men om han på et tidspunkt vil kunne acceptere en ny hund i huset, ved jeg ikke.

I må ud og møde nogle andre hunde, og se hvordan det går. Kan I komme til at møde en hvalp, er det selvfølgelig bedst, men sørg for at mødet foregår under ordnede forhold, så der ikke er nogen risiko for hvalpen - altså begge hunde i snor hvor I gradvist nærmer jer hinanden. Det er bedst at cirkle lidt - når hunde møder hinanden for første gang, går de fleste ikke lige frem mod den anden, da det opfattes som provokerende. Min den ældste går totalt amok når hun ser en fremmed, voksen hund. Men hun elsker hvalpe og har taget flot imod to herhjemme.

Den hund jeg havde da jeg var barn måtte have tømt analkirtlerne engang imellem. Jeg tror det var fordi han kun fik vådfoder og aldrig knogler el. lign. De hunde, jeg har haft som voksen (6 stk) har ikke haft problemer Deres analkirtler er faktisk aldrig noget jeg lægger mærke til, og det må jo betyder at de fungerer fint

Interessant! Men jeg synes stadig det er mærkeligt at hundens ejer ikke er blevet smittet. Det er en lille hund, som garanteret er meget i hænder.

Hos mig har tæverne bestemt været de sværeste at have med at gøre. Det kan til dels skyldes at begge de to, jeg har haft, har været omplaceringshunde, men generelt bryder jeg mig ikke om deres humørsvingninger i forbindelse med løbetiden. Jeg oplever også mine hanhunde som meget mere "kælne" og kontaktsøgende. Mht. træning og samarbejde synes jeg ikke der er forskel. De elsker alle at arbejde og komme til træning.

Det lyder som om du har de rigtige instinkter. Du kan godt mærke at det ikke er nogen god idé at lade hvalpen sove alene. Mine hvalpe sover i min seng, så er jeg aldrig i tvivl når de skal op og tisse om natten. Vil man ikke have hund i sengen er det en fin idé at lade hvalpen sove i en kasse eller et bur ved siden af sengen, så man kan høre hvornår den trænger til at komme ud, og evt. trøste hvis det er nødvendigt. Efterhånden som hvalpen bliver ældre og mere selvstændig, kan man gradvist rykke dens soveplads væk fra sengen og til sidst helt ud af rummet, hvis det er hvad man ønsker. Mht. stamtavle og sygdomstjek af forældredyrene... Jeg har haft 5 hunde uden papirer og efter ukendt arvemateriale. Én af dem havde en arvelig sygdom. Der er en risiko, men der er der også hos hunde med al dokumentation i orden. Forskellen er, at hvis I køber med papirer og kontrakt, kan I få erstatning hvis hunden er syg. I jeres sted ville jeg spørge sælger hvordan det er gået med tævens første kuld, og om de stadig har kontakt til hvalpekøberne. Siger de nej og det ved de ikke, ville jeg nok ikke købe hvalp der. At det er tævens andet kuld, er for så vidt i orden. Tredie eller fjerde begynder at lugte af pengemaskine, men det er bare min mening.

Det var også min tanke. Har selv prøvet at min læge påstod at min søn var blevet smittet med børneorm af vores hund. Da jeg henvendte mig til dyrlægen blev jeg simpelthen grinet ud

Jeg har lige i dag fået at vide at en jeg kender har fået ringorm, og angiveligt er hun blevet smittet af et familiemedlems hund, ved at den har slikket på hende. Så undrer det mig: Hvorfor er de mennesker, der bor sammen med hunden, ikke smittet? Og åbenbart viser hunden selv ingen symptomer på ringorm. Jeg forstår det ikke rigtig... :hmm:

Der er vi fuldstændig enige :5up: Børn har først og fremmest brug for stabile forhold. Det er ødelæggende for dem at blive kastebold i systemet. Min egen eksmand er et godt eksempel. Fjernet fra en drankermor, kom på børnehjem, og senere til en plejefamilie, der elskede ham og ville adoptere ham. Men moderen nægtede at bortadoptere - hun havde vel et håb om engang at kunne få ham tilbage. Så kom han tilbage til børnehjemmet og plejefamilien adopterede et andet barn. Derefter rundt til forskellige plejefamilier og tilbage til børnehjem med jævne mellemrum. Resultat: En komplet psykopat, der ikke kan indgå i normale relationer med andre mennesker. Og jeg har ikke indtryk af at processen er anderledes i dag. Min mor var indtil for nylig nabo til en kvinde, der er rablende alkoholiker. Hun fik fjernet sine to børn, pige og dreng. Et år efter fik hun dem tilbage, derefter fjernet igen. Det er vist sket flere gange. Min søn har engang set hvordan hun i vrede nev sin lille dreng på 6 år, så han fik et kæmpe rødt mærke. De børn burde jo være et andet sted, og vokse op i fred og ro.

Jeg er enig med Ninjamor. Min egen hvalp har også fået et hak i øret, men det var i forbindelse med at han stak hele hovedet ned i den stores madskål medens hun spiste. Det, du beskriver, lyder langt mere alvorligt.