Umulia

Desværre er hunde populære ofre for personer med en patologisk trang til at udstille sig selv og blive beundret. Der tegner sig et mønster.

Det var en meget brugt metode før i tiden. Den første, jeg tog imod råd om hundetræning fra, havde samme "filosofi". Det var faktisk ret standard indtil Roger Abrantes, tror jeg.

Når hunde bliver bange eller føler smerte, associerer de ofte følelsen med noget uvedkommende, der tilfældigvis er i nærheden. Eks: En hund får stød af et elektrisk hegn, og er efterfølgende bange for får, fordi den tilfældigvis var fokuseret på fårene da støddet kom. Dvs. at et eller andet er sket for din hund, medens han var i haven. Det kunne være et epileptisk anfald, men det kunne være en forbipasserende, der f.eks. har smidt noget efter ham el. lign (grunden til at hunde aldrig skal være uden opsyn i haven!). Det kunne også bare være at han har trådt forkert - hvad som helst ubehageligt. I kan træne ham til at være i haven uden angst, men det kommer måske til at tage uger eller måneder. Sørg for at gøre alle havebesøg til en god oplevelse - gå med ham, tag hans yndlingslegetøj eller godbidder med, og tal i lys, glad stemme. I starten skal I kun blive der et par minutter, men I kan gradvist sætte tiden op når han begynder at slappe mere af. Dyrlægens diagnose forstår jeg ikke rigtigt - hvordan kan man have for højt muskelniveau? :hmm:

Vil jeg vide hvordan han gør det?

Noget andet er, at det kan jo være at han keder sig lidt derhjemme. Har I prøvet med noget aktivitetslegetøj, f.eks. fra Nina Ottosson, fodersøg el. lign?

Alt det du beskriver er helt normalt for en hvalp i hans alder, og går over med tid og kærlig opdragelse. Dine forældre skal bare fortsætte med at gå til træning, så skal der nok ske positiv forandring. Og det er aldrig for sent at starte til træning!

Det er ret normalt at voksne hunde ikke er interesserede i fremmede hunde. Hvorvidt det er et stort problem eller ej, kommer an på hvad du forventer af din hund. Hvis det var din mening at I skulle i hundeskov eller have playdates med andre hunde, må du nok berede dig på en skuffelse. Men hvis du bare vil have at I skal kunne gå forbi en fremmed hund uden at hun reagerer, er der mulighed for at træne det. Her er en rigtig god instruktionsvideo, som viser hvordan man bedst gør det:

Jeg synes godt hun kunne undgå at tage mere på. Dvs. lad hende vokse lidt medens hun holder vægten. Efter min mening er hun lige i overkanten.

Jeg går personligt ikke ind for at bruge medicin, hverken "naturligt" eller andet. I bedste fald er det kun symptombehandling. Jeg har i øvrigt afprøvet forskellige naturpræparater på mig selv, da jeg - i modsætning til mine hunde - lider af fyrværkeriangst. De fleste kunne jeg slet ikke mærke, et enkelt (Baldrian) virkede sløvende, men tog ikke angsten, kun evnen til at reagere på den. Det ville jeg ikke udsætte en hund for.

Som sagt, man behøver ikke at være ekspert, bare man har lidt empati og tålmodighed. Og så er det i øvrigt fantastisk givende at opleve en hund der gradvist får mere selvtillid :5up: Jeg har lige været på jagt i mine browser-favoritter, og har fundet denne side: Fearfuldogs.com Der er masser af god konkret information om hverdagen med en nervøs hund.

Powder Puff/Chinese Crested kan være en ekstremt nervøs race, og hvis hunden tilmed er dårligt socialiseret, er det klart at den har svært ved at begå sig. Jeg har overtaget flere meget nervøse hunde, og det eneste der hjælper, efter min erfaring, er tålmodighed og tid. En adfærdsbehandler, der er noget værd, vil sige det samme. Der er ikke brug for strukturerede træningsplaner og andet fancy - det eneste hunden har brug for er en ejer, der accepterer hende som hun er, og lader hende åbne sig i sit eget tempo. Men det er jeg så til gengæld lidt i tvivl om hun har, når I allerede overvejer at levere hende tilbage? For selvfølgelig kommer man ikke udenom at der skal gøres en indsats. Drop gåturene med snor indtil hunden har fået mere tillid til jer. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre hvis I bor i lejlighed, men så må I sørge for at træne lidt med snoren. Giv en lækker godbid når snoren kommer frem. I starten bare klik den på halsbåndet og tag den af igen med det samme, medens I belønner og roser hunden. Når det går godt, så tag et par skridt, medens I belønner og roser. Tal altid til hunden med glad, lys stemme, ingen skæld-ud. Lad være med at bruge sele. Det er et alt for stort overgreb for en nervøs hund at få sådan en af og på. Og det med at fodre i sofaen er en dårlig vane. Start med at sætte madskålen tæt på sofaen, så hun ikke skal gå langt efter den. Flyt den efterhånden længere og længere væk, når hun er blevet tryg ved at gå ned og spise. Lad være med at bruge en madskål af blankt metal, da det kan skræmme nogle hunde. Giv kun foder til bestemte tidspunkter, f.eks. morgen og aften, og fjern det der er levnet. Det kan godt være at der bliver en dag eller to, hvor hun ikke får noget at spise, medens hun vænner sig til at hun ikke længere får maden bragt, men det tager hun ingen skade af. Hun spiser helt sikkert når hun er sulten nok. At have en nervøs hund behøver ikke at være verdens undergang, bare man viser lidt omtanke. Tænk på et tidspunkt hvor du måske selv har været nervøs og bange, evt. som barn - hvor du skulle skifte skole, blev passet et fremmed sted el. lign. Hvordan ville du gerne behandles i sådan en situation? Gør det ved din hund. Og held og lykke :5up:

Så er der liv i huset, kan man se

Der er meget stor forskel på hvor meget arbejdsindsats en hund og en kat kræver. En kat vantrives ikke nødvendigvis hvis den ikke får en masse menneskekontakt, men det gør en hund. Og så er det endda ikke ligegyldigt hvilken form for kontakt - sofahygge er ikke nok. Der skal aktiveres, stimuleres og motioneres med f.eks. lydighedstræning, næsearbejde, rally, agility, aktivitetslegetøj osv. Det gælder alle hunde, men nogle mere end andre. Jeg har selv to hunde af "low maintenance" racer hvad motion angår. Alligevel kan jeg snildt bruge hele dagen på dem, og de styrer totalt mit liv - ingen ferie, gå i byen om aftenen osv. Man kan godt få en hund, der fungerer med kun lidt motion eller lidt aktivering (aktivering er der hvor hunden bruger hjernen og sanserne, ikke kun benene), eller lidt af begge dele, men så skal man passe på med alenetiden, for sådan en hund vil sandsynligvis være typen der er meget selskabelig og stærkt knyttet til ejeren, medens de mere selvstændige racer som regel har et større motionsbehov. Som nogle af de andre, der har svaret, synes jeg også de mange timers alenetid er problematisk. Dyrenes Beskyttelse anbefaler at en hund er alene hjemme højst 5 timer i træk. Realistisk er de fleste hunde alene 8 timer, men mere end det skulle man helst undgå.

Jeg har heller ikke oplevet at hvalpe lærer af de voksne hunde. I en hundeflok uden mennesker ville renlighedstræning jo slet ikke være aktuelt overhovedet. Hvalpe tisser så tæt som muligt på "hulen/reden", hvor der er tryghed, og det er naturligt for dem. Jeg tror måske at rigtig mange hundeejere slet ikke fatter hvor naturstidigt det egentlig er for en lille hvalp at lære at tisse ude i den store verden. Der er virkelig mange, der tror at man bare skal åbne døren, så forstår hvalpen selv princippet, men det kunne ikke være mere forkert.

Det er Hopsa, der er eksperten her, så håber hun ser tråden, men jeg er enig med Pinpoynter i at hun ser lidt for rund ud på billede nr. 2. Det første billede ser meget godt ud, men billeder har det med at snyde - du kan have fanget hende lige medens hun inhalerer, så det er derfor man kan se ribben. Under alle omstændigheder har din dyrlæge ret i at grander skal være til den tynde side indtil de er udvokset. Det er jo netop fordi knoglerne udvikler sig så hurtigt, at de ikke må belastes med for meget vægt.

Så er der spoilers til næste sæson!

Det er genudsendelse nr. 17 eller deromkring, men den er OK god :5up: Også lidt sørgelig, derfor har jeg ikke lige brug for at se den igen

Yep - og gratis olieskift hver 10.000 km

Har lige fået min forsikringsoversigt. Der er vist noget Tryg har misforstået :hmm:

Det at din hund ikke har lagt benet fra sig, men sidder med det i munden, selv om hun ikke tygger på det, tyder på at benet har høj værdi for hende, og hun vil ikke risikere at nogen tager det, medens hun er optaget af noget andet. Det er et signal enhver anden hund ville forstå: Hold dig væk! Og hunde tænker nu engang som hunde - de kan ikke andet. Hun har opfattet din datter som en potentiel rival til den værdifulde ressource, og har reageret som hunde gør i sådan en situation. En løsning på problemet kan være at hunden kun har adgang til ben/tyggeting/legetøj i særlige situationer hvor den kan være sikker på at være uforstyrret. På alle andre tidspunkter fjernes tingene, og opbevares et sted, der er utilgængeligt for både hunde og børn. Igen, hunde tænker ikke lige at der er forskel på folk, når de befinder sig i en situation, hvor de føler sig truet, bliver skræmt eller overraskede. De reagerer instinktivt, fordi de er dyr. Sandsynligvis er din hunds sanser ikke lige så skarpe som de har været. Det betyder at barnet kan nå at komme tættere på inden hunden opdager hende, og pludselig kan det være for tæt, så hunden ikke når at sende afstandssøgende signaler, som f.eks. knurren, hvilket de fleste børn kan lære at forstå. Som andre også har nævnt, kan der også være ømhed og smerter, som gør hundens tolerancetærskel lavere. Derfor er det en ret god idé at få hende grundigt undersøgt hos dyrlægen. Jeg har selv fået lavet en såkaldt geriatrisk undersøgelse af min ældre tæve, hvor der bliver taget nogle blodprøver mm, der undersøges specielt for alderdomsrelaterede sygdomme. Det var ikke ret dyrt. Hvis knuden er "noget", kan der allerede være en sket en masse med den, og det kan være årsag til smerter. Jeg har selv haft en hund, der udviklede dødelig kræft i løbet af få måneder. Og kræft er meget smertefuldt, så det bør de ikke gå rundt med - hvis det altså er det. Det håber vi selvfølgelig det ikke er. Men udfra din beskrivelse er der noget, der generer din hund rent fysisk. Kun dyrlægen kan sige hvad det er, og hvad der bør gøres.

Vrøvl. Hvis en 4-årig kan lære at man ikke må røre ved en varm kogeplade, så kan hun også lære at man skal holde sig fra en hund. Og et barn bør ALDRIG gå hen til en hund, der ligger med et kødben! Hvis det har været muligt i trådstarters hjem før, har familien været mere heldige end de fortjener. Der er 2 ting, der straks bør gøres: Opdrag barnet, og tag hunden til dyrlægen. Hvor svært kan det være? Jeg har selv haft et lille barn og to hunde. Uheld sker, men man kan selv gøre meget for at forebygge de værste. Og børn kan godt lære.

Jeg tror ikke der er nogle, der har påstået at den er "verdens bedste", men bare at den sagtens kan samarbejde og lære, og at det kan være lige så sjovt at dyrke sporten med en Staff som med en anden race. Men det er jo tydeligt at vi ser tingene fra helt forskellige vinkler. Der kommer flere og flere i hundesporten, som ikke går der for deres hundes skyld, og har man den indstilling at det kun er sjovt hvis man vinder, er det klart at man skal have en hund, der er skræddersyet til opgaven, så man kan føle sig som verdensmester. Men det var dig selv, der satte racen på ønskelisten, og jeg synes da det er synd at du snyder sig selv for gode oplevelser med den hund, du gerne vil have, fordi det er mere vigtigt for dig at det skal være nemt.

Gode billeder, smukke hunde :5up:

Jeg skiller mine ad når de er alene, til trods for at de kommer godt ud af det med hinanden i hverdagen. Jeg vil simpelthen ikke risikere at f.eks. en glemt foderpille på gulvet bliver årsag til en ressourcekonflikt, der kan ende grimt. Jeg er nok også lidt præget af en tidligere træner, hvis to hunde næsten slog hinanden ihjel medens de var alene hjemme.

En Staffy er en super agilityhund! Eksempel: Boom - Super Pitbulls - Real Working Terriers Men selvfølgelig, hvis man ikke dyrker sporten for sjov, men kun for at vinde, er det jo en BC man skal have