Splinten, mor og mig

Novaen er søøøød! Dejligt, at det går godt :5up:

Jeg er stadig åben for idéen - det var vist mig, der startede snakken sidste år... der var bare ikke så mange, der ville være med Bliver hurtigt dyrt, hvis man vil have undervisere på....

De sælger jo ikke hash og nøgler :stupid: Altså....

Puh... heldigvis er der noget længere til Stoholm To hvalpe er vist også en lidt for stor mundfuld for de fleste - selv om det er fristende!

Årh, hun er også fin Men du har helt ret - de har deres helt, helt egen charme!

:lun: Motor er bare alt, alt for sød! Det var i Langå Elvis var, ikke? Altså som i lige her 6 km fra mig?

Ja - ikke fordi han ser særligt vis ud eller noget Han er mere sådan SÅ grim at han bare er mega-sød :hjerte: Og ja, han har sindssygt lange ulvekløer på bagbenene.... men dyrlægen har opgivet at komme til at klippe dem, da han går totalt i panik. Og lægge ham i narkose for det, virker lidt overdrevet - og i øvrigt farligt ved sådan en gammel fætter. Men jeg trænede det lidt med ham i dag, så tager klipperen med derned på tirsdag og så må jeg få dem klippet.

Så sippet er jeg også - jeg vil simpelthen ikke have det! Ikke på noget som helst... heldigvis gør hverken Kimmi eller Splint den slags - Vilya har lagt an til det, hvis Kimmi og Splint leger for vildt - men det bliver stoppet og hun får noget andet at give sig til i stedet.

Jeg legede lige lidt med kameraet og "min" Louie på 13 år. Han er min første hund, som mine forældre købte, da jeg var 16 år gammel - faktisk blev han købt til et stævne, mens jeg var inde og ride Han har grøn stær og er helt blind på det ene øje og næsten på det andet - øjet er ikke så kønt, men han er da sød Han hører heller ikke så godt, men vil gerne vise alle hans tricks

Kan du ikke give hende en sok på, så hun ikke hele tiden støder den mod noget? Evt. lade hende sidde med poten i sæbevand lidt, så bliver neglen blødgjort og flækker ikke så let....

Her tror jeg også, du har meget ret! Jo mere, vi ved om, hvordan hunde "bør" opføre sig og hvordan vi selv som ejere optræder korrekt, jo nemmere bliver det, at få øje på problemerne og tillægge dem større betydning end nødvendigt. Jeg vil ikke forklejne nogle problemer eller nogens arbejde, men der går også hurtigt lidt sport i, at have en hund med problemer og løse disse. Når vi herinde anbefaler adfærdsbehandlere og beroligende midler i en lind strøm, uanset om problemet er en hvalp, der bider eller en dybt usikker og udagerende aggressiv hund, så er vi med til at fastholde folk i troen på, at alle hunde bør passe ind i den skabelon, der udstikkes i bøgerne. Og sådan er det altså ikke altid. Hvornår er en hund normal? Jeg føler da selv, at jeg har 3 velfungerende hunde (normale vil jeg ikke kalde dem ), mens andre ville løbe skrigende væk og sikkert sende en hel hær af adfærdsbehandlere efter dem. Kimmi er f.eks. ikke pjattet med at gå langs veje, hvor der kører biler - ergo ligger vores ture bare 99 % af tiden andre steder. Splint stjæler mad i bilen, hvis jeg tager Kimmi med ud af bilen - ergo får Splint noget at tygge i, og evt. mad bliver lukket inde. Der er mange flere eksempler, men det jeg vil frem til er, at mine hundes særheder tager jeg med på godt og ondt - jeg indretter mig efter dem og de kanter, der generer mig, dem sliber jeg til. Jeg har så heller ikke de store problemer med at fortælle mine hunde, hvis noget er uønsket adfærd og det stopper nok mange problemer i opløbet - dette skal ikke forståes som afstraffelse eller lignende. Men uønsket adfærd stoppes - fandt de på, at gnave i stoleben, ville jeg forhindre adgangen til stoleben, når jeg ikke var 99 % opmærksom på dem osv. osv. Jeg har dog stået med en hund, med et for mig, alvorligt problem. A9 og Bondos historie minder meget om Robins og min - dog fik jeg Kimmi, mens jeg endnu havde Robin, hvilket åbnede mine øjne for, hvordan livet med hund også kan være. Robins livskvalitet var væsentligt forringet fordi jeg ikke kunne have ham med nogen steder - mødte vi en løs hund bed han med sikkerhed og han slap ikke igen, før man tvang ham til det Dette gik ud over ham, den anden hund, vores træning og i sidste ende mig. Hver evig eneste gang gik jeg hjem og tudede øjnene ud og der gik længe før jeg vovede mig i f.eks. skoven eller på stranden med ham igen. Han levede de sidste 5 år af hans liv på sofaen, i haven og på små ture op over marken. Lige før jeg skulle flytte for 2 år siden bed han den sidste hund... vores tidligere nabos meget søde labrador. Han havde været i haven og Simon skulle have ham ind, han tager så fat i hans halsbånd og åbner hegnet, hvorefter Robin fik vristet sig fri og jagtede labben ind i naboens baggang, hvor han bed sig fast i den. Ingen skader på labben, men forståeligt meget vred nabo, der talte meget højt om jagtgeværer osv. Det magtede jeg simpelthen ikke længere og næste morgen kl. 8 stod jeg grædende hos dyrlægen med min højelskede bedste ven gennem næsten 8 år... min første hund, min læremester og min største fejltagelse. 2 timer efter var jeg så gennemført lettet og en befriet for en meget, meget tung byrde og evig dårlig samvittighed. Så ja og nej... det er ikke forkert at give op, når der er tale om store problemer. Jeg synes heller ikke det er forkert at give op, hvis man ikke VIL hunden - så var det bare forkert at anskaffe den fra starten af! Og jeg tror det er her, det går galt! Alt, alt for mange mennesker anskaffer sig en hund, fordi det har man jo, når man nu har villa, bil og børn. Passer hunden så ikke til livet i baggangen og en tur ved siden af barnevognen - ja så må der jo være noget galt med hunden. Og det er f.... forkert!

Når halsgivningen er situationsbestemt, som her, ville jeg være forsigtig med at klikke/belønne for stilhed EFTER halsgivning! Hos en kvik hund, får man hurtigt lavet kæden: Plads, Vov, vov, vov, stillle = klik og belønning. Fint at klikke for stilhed, men i min verden skal der klikkes FØR hunden begynder at gø - denne tid trækkes så langsomt.

Ups... siden kom her SnorePudel - www.bonvivantpudler.dk Og se så lige hende her :hjerte: Google Image Result for http://farm4.static.flickr.com/3148/2985842800_ae3d3c7183.jpg

Her er en side om en dværgpudel, der er blevet DKCH med snorepels Fiiine med dreadlocks er de - men hvordan er det mon for hunden???

Og til Gryn (du kan ikke engelsk, vel?) sakset fra Dansk Kennel Klub (FCI standarden for pudler i alle størrelser) Pels: Hårlag : Uldpudler : Rigelig pels af en struktur, der er fin, uldagtig og godt kruset, fjedrende og gør modstand mod håndens tryk. Den er tyk, godt fyldig, af ensartet længde og danner ensartede krøller. Snorepudler : Rigelig pels af en struktur, der er fin, uldagtig og tæt. Den danner meget typiske snore, som bør være mindst 20 cm lange.

Ja... problemet er, at hun har ladet ham gøre det - han har altså en masse erfaring med, at det at gø fører til det sjove. Hun skal gøre op med sig selv, hvad hun ønsker - ønsker hun at stoppe halsgivningen, skal hun være klar på, at hun de næste mange træningsgange ikke får trænet nogen øvelser. Alternativt skal hun bare starte øvelserne uden plads. Sideløbende kan hun træne plads i meget, meget kort tid og belønne mens han endnu er stille - men ingen øvelser efter plads!

Hvorfor gør han? Fordi Plads = start på noget sjovt? For så er det jo bare at afbryde pladsen, når hunden starter med at gø. Føreren vender simpelthen bare ryggen til hunden og genoptager først kontakten, når hunden er stille. Alternativt lader den blive på plads, men starter først øvelsen, når hunden er stille.

Med hendes historie, ville jeg satse på en kasse.... Guld Tuborg, selvfølgelig

Hun er gået i seng nu - men i morgen bliver hun kaldt Tøsetøs hele dagen!

SÅ fine!