hvorfor har du hund?

[sonja77]

Derfor :hjerte:

 

[ATTACH]18224[/ATTACH]

[Gæst michelle150]

Jeg har hund, fordi jeg elsker følelsen af, at jeg har ændret en hunds liv. Jeg har altid været vild med hunde og i mange år vidst, at jeg skulle have hund en dag. Dog havde jeg aldrig drømt om, at jeg skulle have genbrugshunde - Og så endda to.

[Gæst louise s]

Jeg er vokset op i et hjem med en mor der har allergi overfor ALT levende med pels og en familie der ikke synes dyr er særlig fede. Og så længe tilbage som jeg overhovedet kan huske har jeg drømt om at få katte, kaniner, heste og mest af alt en hund-er sikker på jeg er adopteret :blink:.

Så idag er jeg omgivet af pelsede venner og havde sikkert mange flere hvis det ikke var fordi jeg har en fornuftig mand der kan sætte foden ned

 

Altså kort sagt har jeg hund fordi det altid har været meningen:lun:

[Gæst kasper-9400]

lige siden jeg var et barn nu er jeg en ( knægt ) har jeg haft dyr alle de dyr man kunne tænke sig.

 

min mor og far havede kat og hund, så har altid haft dyr hele livet. ikke en dag uden et dyr

 

og jeg er tosset med dyr og jeg er nok ikke den eneste :5up:

[Gæst Sitto]

Det er egentlig et godt spørgsmål, hvorfor man vælger at få hund!

 

Jeg tror jeg valgte at få hund fordi jeg for det første altid har været dyrmenneske og kærligheden til hunde har altid være enorm! Jeg ville også gerne have en som var hjemme når jeg kom hjem fra skole, en som jeg kunne gå ture med, træne med, bare slappe af sammen med osv., en som altid er der for mig. Og den kærlighed en hund giver, er noget helt specielt!

 

Som jeg kan se flere af jer har nævnt, at hunde er sunde for sjælen - så var det desværre modsat for mig.. I årene hvor jeg var helt rask var mine hunde sunde for sjælen, hele mit liv var centreret omkring dem og jeg elskede at bruge al min tid med dem! :hjerte: Når jeg var på ferie, ringede jeg altid hjem til min mor - ikke for at spørge til hende, men for at spørge til mine hunde..

Men da det begyndte at gå skævt for mig, var de ikke længere "sunde for sjælen" - jeg valgte at komme af med Sitto, fordi jeg ikke kunne overskue tingene mere. Det var begyndt at gå ned af på det tidspunkt og jeg kunne næsten ikke tænke på andet end hvor dårlig samvittighed jeg havde overfor Sitto! Min samvittighed var kulsort.. jeg bekymrede mig hele tiden og følte ikke jeg kunne give hende det hun fortjente..

 

Da jeg fik hende hjem 2. gang, altså i sommers, det var efter en lang periode med selvmordsforsøg, diagnose på personlighedsforstyrrelse, stress og noget der mest af alt lignede en depression, plus et langt forløb hos en psykiater for at få hjælp til mine problemer og til at få stillet en diagnose. Jeg havde længe snakket med min psykiater om at få Sitto hjem igen, for også at få hans vurdering om jeg var frisk nok til det og om jeg var klar. Det mente både han og jeg at jeg var. Men dagen efter jeg fik Sitto hjem igen, gik jeg ned med noget der var tæt på at være endnu en depression.. jeg græd konstant, uden grund, jeg kunne ikke sove, jeg var træt hele tiden, jeg orkede ingenting, ikke engang at skulle stå op om morgenen, jeg orkede ikke at træne Sitto og knap nok at gå en tur.. så jeg tog til min læge og bagefter psykiater, begge to kom med samme svar: det ville være bedst at lade Sitto flytte tilbage til hendes familie, så hurtig som muligt - for jeg var godt på vej til at ryge ned i et sort hul igen, som ville være svært at komme op af igen.. grunden til dette var Sittos gøen, hun påvirkes meget af lyde, såsom biler der kører udenfor, folk der snakker, døre der bliver smækket osv., selv de mindste lyde.. dette var åbenbart en kæmpe stressfaktor for mig som jeg ikke kunne håndtere psykisk.. Hun har altid gøet meget, men det har ALDRIG påvirket mig før.. men det gjorde det åbenbart nu.. så desværre var hun ikke sund for min sjæl, jeg havde ellers netop håbet på at hun kunne hjælpe mig HELT ovenpå igen og jeg ville finde stor støtte og tryghed i at have hende hos mig.. :hjerte:

[Gæst louise s]

Det er egentlig et godt spørgsmål, hvorfor man vælger at få hund!

 

Jeg tror jeg valgte at få hund fordi jeg for det første altid har været dyrmenneske og kærligheden til hunde har altid være enorm! Jeg ville også gerne have en som var hjemme når jeg kom hjem fra skole, en som jeg kunne gå ture med, træne med, bare slappe af sammen med osv., en som altid er der for mig. Og den kærlighed en hund giver, er noget helt specielt!

 

Som jeg kan se flere af jer har nævnt, at hunde er sunde for sjælen - så var det desværre modsat for mig.. I årene hvor jeg var helt rask var mine hunde sunde for sjælen, hele mit liv var centreret omkring dem og jeg elskede at bruge al min tid med dem! :hjerte: Når jeg var på ferie, ringede jeg altid hjem til min mor - ikke for at spørge til hende, men for at spørge til mine hunde..

Men da det begyndte at gå skævt for mig, var de ikke længere "sunde for sjælen" - jeg valgte at komme af med Sitto, fordi jeg ikke kunne overskue tingene mere. Det var begyndt at gå ned af på det tidspunkt og jeg kunne næsten ikke tænke på andet end hvor dårlig samvittighed jeg havde overfor Sitto! Min samvittighed var kulsort.. jeg bekymrede mig hele tiden og følte ikke jeg kunne give hende det hun fortjente..

 

Da jeg fik hende hjem 2. gang, altså i sommers, det var efter en lang periode med selvmordsforsøg, diagnose på personlighedsforstyrrelse, stress og noget der mest af alt lignede en depression, plus et langt forløb hos en psykiater for at få hjælp til mine problemer og til at få stillet en diagnose. Jeg havde længe snakket med min psykiater om at få Sitto hjem igen, for også at få hans vurdering om jeg var frisk nok til det og om jeg var klar. Det mente både han og jeg at jeg var. Men dagen efter jeg fik Sitto hjem igen, gik jeg ned med noget der var tæt på at være endnu en depression.. jeg græd konstant, uden grund, jeg kunne ikke sove, jeg var træt hele tiden, jeg orkede ingenting, ikke engang at skulle stå op om morgenen, jeg orkede ikke at træne Sitto og knap nok at gå en tur.. så jeg tog til min læge og bagefter psykiater, begge to kom med samme svar: det ville være bedst at lade Sitto flytte tilbage til hendes familie, så hurtig som muligt - for jeg var godt på vej til at ryge ned i et sort hul igen, som ville være svært at komme op af igen.. grunden til dette var Sittos gøen, hun påvirkes meget af lyde, såsom biler der kører udenfor, folk der snakker, døre der bliver smækket osv., selv de mindste lyde.. dette var åbenbart en kæmpe stressfaktor for mig som jeg ikke kunne håndtere psykisk.. Hun har altid gøet meget, men det har ALDRIG påvirket mig før.. men det gjorde det åbenbart nu.. så desværre var hun ikke sund for min sjæl, jeg havde ellers netop håbet på at hun kunne hjælpe mig HELT ovenpå igen og jeg ville finde stor støtte og tryghed i at have hende hos mig.. :hjerte:

 

Sikke trist:cry: men synes det er super flot du har kunne sætte hendes velfærd højere og ladet hende flytte til en anden familie-det må have været afsindig svært :ae:

[potil]

Det er egentlig et godt spørgsmål, hvorfor man vælger at få hund!

 

Jeg tror jeg valgte at få hund fordi jeg for det første altid har været dyrmenneske og kærligheden til hunde har altid være enorm! Jeg ville også gerne have en som var hjemme når jeg kom hjem fra skole, en som jeg kunne gå ture med, træne med, bare slappe af sammen med osv., en som altid er der for mig. Og den kærlighed en hund giver, er noget helt specielt!

 

Som jeg kan se flere af jer har nævnt, at hunde er sunde for sjælen - så var det desværre modsat for mig.. I årene hvor jeg var helt rask var mine hunde sunde for sjælen, hele mit liv var centreret omkring dem og jeg elskede at bruge al min tid med dem! :hjerte: Når jeg var på ferie, ringede jeg altid hjem til min mor - ikke for at spørge til hende, men for at spørge til mine hunde..

Men da det begyndte at gå skævt for mig, var de ikke længere "sunde for sjælen" - jeg valgte at komme af med Sitto, fordi jeg ikke kunne overskue tingene mere. Det var begyndt at gå ned af på det tidspunkt og jeg kunne næsten ikke tænke på andet end hvor dårlig samvittighed jeg havde overfor Sitto! Min samvittighed var kulsort.. jeg bekymrede mig hele tiden og følte ikke jeg kunne give hende det hun fortjente..

 

Da jeg fik hende hjem 2. gang, altså i sommers, det var efter en lang periode med selvmordsforsøg, diagnose på personlighedsforstyrrelse, stress og noget der mest af alt lignede en depression, plus et langt forløb hos en psykiater for at få hjælp til mine problemer og til at få stillet en diagnose. Jeg havde længe snakket med min psykiater om at få Sitto hjem igen, for også at få hans vurdering om jeg var frisk nok til det og om jeg var klar. Det mente både han og jeg at jeg var. Men dagen efter jeg fik Sitto hjem igen, gik jeg ned med noget der var tæt på at være endnu en depression.. jeg græd konstant, uden grund, jeg kunne ikke sove, jeg var træt hele tiden, jeg orkede ingenting, ikke engang at skulle stå op om morgenen, jeg orkede ikke at træne Sitto og knap nok at gå en tur.. så jeg tog til min læge og bagefter psykiater, begge to kom med samme svar: det ville være bedst at lade Sitto flytte tilbage til hendes familie, så hurtig som muligt - for jeg var godt på vej til at ryge ned i et sort hul igen, som ville være svært at komme op af igen.. grunden til dette var Sittos gøen, hun påvirkes meget af lyde, såsom biler der kører udenfor, folk der snakker, døre der bliver smækket osv., selv de mindste lyde.. dette var åbenbart en kæmpe stressfaktor for mig som jeg ikke kunne håndtere psykisk.. Hun har altid gøet meget, men det har ALDRIG påvirket mig før.. men det gjorde det åbenbart nu.. så desværre var hun ikke sund for min sjæl, jeg havde ellers netop håbet på at hun kunne hjælpe mig HELT ovenpå igen og jeg ville finde stor støtte og tryghed i at have hende hos mig.. :hjerte:

 

Det er lidt off-topic, men har du overvejet "heste-terapi"?

Heste er jo helt unikke "terapeuter" når det gælder diverse psykiske lidelser og dem kalder man jo også "sjælens spejl"

Jeg har selv oplevet det med de heste jeg har været ude og arbejde med, hvis jeg været i den mindste psykiske ubalance, så har jeg fået respons fra hesten... Jeg har en drøm om engang selv at starte op med heste-terapi, men det bliver nok når jeg er gammel og grå :blink:

[Gæst Any]

Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg har hund. Hunde, fugle og heste rører mit hjerte dybt og jeg tror at det er det nære venskab man kan skabe med disse dyr.

 

Stod det til mig, så levede jeg sammen med mine børn et sted i Canada langt ude i ødemarken og red hen over markerne sammen med min hund og med min fugl flyvende over mit hovede.

 

Jeg har altid foretrukket dyr frem for mennesker (lyder mærkeligt - Men jeg har sltid været et meget genert menneske). Har altid følt at dyrene forstod på et helt andet plan end mennesker. Noget med deres kommunikationsform, der handler om kropssprog og handling fremfor ord og jeg synes det er noget mange mennesker har glemt.

 

Der ud over elsker jeg den samarbejdsform der kommer ud af et nært forhold til dyrene. Tilliden, der kommer af arbejdet. Man kan se frugten af sine egne handlinger og får øjeblikkelig respons på egne reaktioner. Der er ingen bagtanker og ingen som bærer nag. Det er et rent samarbejde, som vi mennesker burde lære mere af, når vi arbejder sammen med andre mennesker.

 

På grund af ovenstående synes jeg også alle børn bør vokse op med dyr omkring sig. Der er ingen tvivl om at mine egne børn har lært meget siden vi fik hund. De lærer at det er vigtigt at sige tydeligt hvad man mener, at man selv skal arbejde for at opnå tillid og venskab, at man kan være venner selvom man ikke ligner hinanden eller har samme interesser, at man er nødt til at tilgive selvom man er vred over noget for hunden forstår ikke hvorfor man er sur over længere tid, at læse kropssprog og allervigtigst: At der findes nogen som vil gøre hvad som helst for at hjælpe og være der ved ens side uanset hvad man kan eller hvad man gør forkert i andres øjne.

[Gæst Diva]

Fordi jeg elsker hunde.. Det er det dejligste dyr.....

Intet er bedre end at have en hund.. Livskvalitet...

En ven.. En makker...

Er opvokset med hund.. Så er der ikke en mangler der bare noget i huset..

Og i den tid jeg ikke har haft hund klappede jeg ALLE hunde jeg mødte på min vej..

[Gæst Signe Og Vapsen]

Jeg har også tænkt og tænkt.........

 

 

Det letteste ville jo være at sige "fordi jeg kan eller fordi jeg havde lyst"

 

Jeg har hund, af egositiske grunde, jeg får et fuldendt liv, og mangler ikke noget

 

Det her kan jeg gopdt genkende. Jeg har hund for min egen skyld. Fordi jeg ikke kan forstille mig et hjem uden dyr! Og siden jeg er allergisk over for katte, måtte jeg kaste min kærlighed på hunde. Mindre dyr er også nuttede, men de er for små Og selv om heste er meget søde, vil jeg ha et lille pelset væsen i huset, som jeg kan gå og nusse om. Og se er der jo intet bedre end en lille ven der kommer en trissende i møde, når man kommer ind af hoveddøren:lun:

[potil]

Trækker lige den her frem igen, der må være kommet nye til der måske vil dele deres historie eller læse dem der allerede er skrevet :hjerte:

- elsker alles indlæg i den her tråd!!

[Gæst Afganskmynde]

Ganske simpelt saa har jeg hund, til trods for det er h........ upraktisk, fordi naar man forst har oplevet det liv, der foles i et hjem ved at have hund, saa er det frygteligt svaert at vaenne sig til at vaere det foruden. Et hjem foles tomt. Og dertil er det min eneste form for motion jeg gider i laengden andet end ridning, og heste har vi ingen af i omraadet!

 

Gemalen lovede mig i sin tid en hest, og det kunne vi altsaa ikke faa i det hus der blev drommehuset, saa det blev istedet 3 stks hunde. Udemaerket maade at gaa paa kompromi paa iovrigt:engel:.

[Franziska]

jamen jeg fik Maya fordi jeg lige siden jeg har været helt lille har drømt om at få hund,

Så har jeg desværre også angst og får/fik angstanfald når jeg var alene hjemme (når kæresten er/var på skole/kurser), så havde jeg en "pleje/passe" hund og vvi fandt ud af at det hjælp rigtig meget.. jeg kunne stadig blive bange, men nået slet ikke det stadie hvor jeg ikke selv kunne styre panikken..

Så jeg havde et valg mellem at skulle tage ret kraftig medicin eller få en dejlig vuffer - så var valget jo ikke svært

 

Og faktisk har jeg igennem mange år været ret trist og ked af det, fra den mørketid starter og det bliver kolder til træerne blomstre igen - og i år - ikke et spor af det :hjerte: - hvad skulle man gøre uden de hunde

[Jaffa]

Jeg er totalt dyremenneske og har altid været det, men da jeg var barn boede vi i lejlighed og måtte nøjes med fugle, hamstre, skilpadder og salamandre vi fangede i søen om sommeren :blink:

 

Da vi flyttede i hus ville vi piger gerne have hund, men det ville vores far ikke, så det blev kat. Den første var mit et og alt, og da vi fandt den i haven efter den havde ædt gift gik jeg da helt ned.

Fik yderligere to katte der begge blev kørt ned. Blev en dag hentet af min mor der kom med den fedeste løgn for at få mig hevet med til Skagen efter den skønneste labrador/golden retriewer blanding. Han blev 14 og var min bedste ven.

 

Siden flyttede jeg hjemmefra, men har boet i lejligheder hvor jeg ikke måtte have dyr.

For 10 år siden fik jeg dog kat sammen med min X og senere en hund. Hunden måtte vi dog sælge da hun ikke lige havde psyken til at være sammen med et kommende spædbarn.

Katten har jeg stadig, og i sommers kom jeg til og købe Cille :slem:

Hun er da det skønneste og vi er ligesom blevet fuldendte i vores dyreliv. Elsker både min hund og min kat, og skulle jeg på et tidspunkt være nødsaget til at vælge mellem dem pga klager, så må jeg opsige min lejlighed, for vil ikke undvære nogen af dem.......

 

Cille får mig ud af døren efter arbejde, og jeg har et lille håb om, at hun også med tiden vil blive lige så god en ven for min søn som vores første hund var for mig da jeg var barn. Han har brug for succes oplevelser og det tror jeg hun kan være med til, ligesom jeg håber hans empati kan trænes lidt, så han også bliver bedre på det punkt.

 

Gitte

[Umulia]

Nu har jeg lige læst tråden igennem, og først undrede det mig at jeg ikke har svaret før, men nu da det er meningen at jeg vil skrive et eller andet. tror jeg at jeg ved hvorfor: Det er faktisk et ret svært spørgsmål at svare på

 

Når jeg ser tilbage på alle mine år med hund, har jeg været igennem en udvikling. Først handlede det om at at få - jeg voksede op i et hjem med hund, og ville gerne havde glæden, alt det sjove, kærligheden, som jeg kunne huske det.

Jeg er en af de stakler, der ikke fungerer ret godt socialt med andre mennesker, men til gengæld har det fint med dyr, så at have hund var også at opfylde et socialt behov hos mig selv, og efterhånden opdagede jeg at det også er nemmere at snakke med andre mennesker, når man har en hund ved sin side.

Men efterhånden er jeg gledet fra at få til at give. Jeg kan ligge vågen om natten ved tanken om hvor mange hunde, der har det dårligt af den ene eller anden grund, og hvor lidt jeg kan gøre ved det Jeg bliver nødt til at begrænse mig til det jeg ved, jeg kan klare: 2 hunde, den ene velfungerende, den anden et "byggesæt". Og sådan vil det nok blive ved med at være. Jeg ville bare ønske at jeg kunne gøre mere.

[Tine1]

Jeg tror bare, at jeg er afhængig af, at nogen er afhængig af mig...

 

Blev mor allerede "som barn" og har derfor hele mit liv haft ansvaret for nogle andre. Når størstesønnen så er flyttet hjemmefra og de små kun bor hos mig hveranden uge, så er jeg HELT ALENE.. for første gang i mit liv..!! Skræmmende... Slet ikke så fedt, som jeg troede, at det ville være..

 

Så her kan det bare ikke være anderledes - hunde skal der til:-)

[korvis]

Jeg blev først hundetosse som godt voksen, hunde har aldrig sagt mig en dyt - før min søster fik sin første hund, Laddie. Det var ren fra første øjeblik... Så begyndte søster at gå til agility, jeg kom med for at kigge - og blev umiddelbart helt solgt. I flere år var jeg med på sidelinien, var med til hvert eneste stævne, tit også til træning, men min arbejds-/boligsituation gjorde at jeg ikke selv kunne få hund. Først 6 år efter at Laddie kom til familien, kunne jeg endelig få min egen hund, og selv begynde at gå til agility.

 

Nu er jeg inde på hund nr. 3, og al min fritid går med hunde. Jeg har træner og konkurrerer selv, både agility og LP (er ikke helt kommet i gang med LP'n med nr. 3...), og underviser også i agility. Oprindelig var det altså et ønske om at løbe agility, der fik mig til at få hund - i dag er det stadig agility der har min store interesse, men dét at ha' hund er jo også så mange andre ting, og jeg kunne ikke tænke mig at være uden... Agilityen er trods alt noget Iso og jeg bruger ganske få timer om ugen på, resten af tiden er vi bare os, vi er jo vores egen lille familie (nå ja, sammen med kattene..) og hygger os gevaldigt sammen.

[søster lagkage]

jeg fik primært en hund, fordi jeg havde brug for noget i mit liv, der ikke var hjernemæssigt og stillesiddende. noget umiddelbart, fysisk betonet, ukompliceret, og omsorgsmæssigt. det fik jeg så, og meget mere til, og jeg kan på ingen måde forestille mig at nogensinde undvære det igen.

[Tullemus]

Vi har hunde fordi de giver så meget ubetinget kærlighed. De er der bare altid, når man har brug for trøst eller er ked af det.

Der er nogen at elske og blive elsket af.

Der er altid nogen til at tage imod når man kommer hjem og jeg kunne slet ikke forestille mig ikke, at have hund. De holder en igang.

Desuden så lærer man rigtig meget om sig selv, når man har hund, de får ligesom en til, at åbne sit hjerte.

Og så har man jo altid en god undskyldning for at bryde op ved diverse sammenkomster med hele den pukkelryggede : skal hjem og lufte hunde

[Gæst Beouf]

Jeg har nok lidt 2 svar....

 

Jeg anskaffede mig en hund fordi: jeg altid har elsket dyr... heste, katte, hunde, fisk, hamstere you name it!! Men tanken om at have et dyr som jeg kunne have hos mig 24 timer i døgnet og dele en hverdag med....det MÅTTE jeg bare opleve.

 

 

Nu har jeg hund, og jeg vil blive ved med at ha hund fordi: Der er altid en der med glæder hopper en i møde når man kommer hjem, man ikke bare får lov at sætte sig i sofaen og "hænge" hvis det har været en dårlig dag på jobbet, man får totalt hengivenhed og ubetinget kærlighed, og ja som nogle har nævnt, det man giver får man igen (hvis ikke lidt til endda). og så er det en virkelig sjov og motiverende måde at have et ansvar på....

 

Og så er der nogle der mener jeg har fået en hund som opvarmning til en baby :hmm:

[Gæst T_Martinsen]

Jeg har hund, fordi han giver mit liv mening. :hjerte:

 

Han er der no matter what. En tro følgesvend. En god trænings kamerat. Jeg har altid en at snakke med, en at nusse med, en at gå tur med, og han skal ikke engang overtales. :blink:

 

Jeg tror det ville være svære at svare på "hvorfor har du ikke hund?" Hvis altså det nu var tilfældet. For hvad er et liv uden hund..

[Shii]

Hvorfor fik jeg hund... Jamen det startede da jeg var lille... Da jeg var 4-5 år begyndte jeg at lufte naboens gamle cocker, da jeg var 7 luftede jeg ca. 20 forskellige hunde om ugen, havde et skema over hvilken hund jeg skulle lufte hvornår...

 

Min mor havde kat, og familien gad bare ikke hund... Jeg tiggede og bad... Da jeg var 10 år blev min mor gravid... Hun fortalte som det første det til min moster.. Min søster har altid tigget om at få en lillebror/søster, og min moster siger til min mor "Du er godt klar over hvor urimelig Kristina vil finde det, at hun ikke må få en hund, men Gitte må få en lillebror/søster?"... Min mor mente at jeg ville blive lige så glad, som min søster, og lovede min moster at hvis jeg hellere ville have en hund; Så måtte jeg få en hund!

 

Min mor fortæller os om aftenen at vi skal have en lillebror/søster, jeg sætter armene over kors og siger: Det er totalt urimeligt, hvorfor må Gitte få det, når jeg ikke engang må få en hund!

 

Og sådan fik jeg min første hund han hed Rico, og jeg dyrkede agility med ham, han var en DSG, jeg betalte ham selv, og jeg gik med aviser for at betale hans foder. Det eneste min mor betalte for var hans dyrlæge.

 

Vi måtte desværre af med Rico da min mor og hendes mand blev skilt, og jeg var grædefærdig... I lang tid havde jeg ikke hund, og jeg savnede det.. Heldigvis kom Rico ud til en som kom på besøg hver uge Så jeg kunne se ham indtil han sidste år døde, 14 år gammel, hvor han løb ud foran en bil og døde på stedet

 

Nå men nu har vi jo Dexter... Min kæreste havde aldrig haft et kæledyr før, og var yderst skeptisk over at vi skulle have en hund for "hvorfor"... I dag elsker han Dexter lige så meget som jeg gør, og det er min kæreste der presser på for at vi skal have hund nummer to når Dexter er gammel nok...

 

Grunden til jeg har hund? Fordi det bare er en del af mig!

[Gæst Joey-Salome]

Dejlig tråd .

 

Jeg har været tosset med hunde (og dyr i det hele taget) siden jeg var helt lille - jeg lå i hundekurven og puttede hos Bjørn, vores cocker, da jeg var baby, kravlede selv derop til ham. Ønskede mig en hund hele min barndom efter Bjørn døde og mine forældre var skilt. Læste alle bøger om hunde, jeg kunne få fat i på biblioteket. Elsker hundes kærlighed, deres hengivenhed og alle de aktiviteter og stunder, man kan dele med dem.

Måtte ikke få en for min far, og da jeg så endelig fik lov som 13-årig og fik cockeren Raisa, så var han så ond ved den, at den blev megabange og tog psykisk skade, den holdt op med at ville spise, tissede alle steder og gøede ulykkeligt næsten hele tiden, det stakkels dyr. Jeg prøvede at flytte hjem til min mor med den for at beskytte den, men det modsatte min far sig. Det endte med, at han tog den fra mig igen og afleverede den tilbage til kennelen og kategoriserede den som "skør". Der svor jeg, at jeg, når jeg en dag kunne have hund igen, ville redde hunde fra mennesker, som var onde, jeg havde så dårlig samvittighed over hvordan han havde råbt, slået ud efter og skræmt stakkels Raisa. Og jeg var vred over at være umyndiggjort og savnede min elskede hund. Jeg svor også, at min far (som i dag ikke er i mit liv mere) aldrig ville få lov at komme i nærheden af min hund igen.

 

Da jeg som voksen endelig fik mulighed for at have hund (tid, plads, bolig med tilladelse etc.), så blev det til, at jeg adopterede Charlie fra Spanien. Nu kunne jeg "give igen" og sørge for, at en hund uden hjem med en trist baggrund fik et godt og trygt liv hos mig.

Men det var mig, som fik. Jeg fik og får tifold mere end jeg giver - og jeg giver meget hver dag til min lille elskling. Men jeg får bare mere.

Selskab, en livsven som er med til alt, samhørighed, ubetinget kærlighed og kæmpeglæde dagen lang, sjov, leg og god motion og meget, meget mere.

 

Mit liv har aldrig givet så meget mening som siden jeg fik Charlie. Og nu udvider vi snart familien med Buster.

Jeg har hund nu, fordi jeg slet, slet ikke kan undvære det. Af alle grunde, man overhovedet kan nævne - jeg kan nikke til alt hvad I skriver.

 

Jeg elsker min dyrefamilie, som også tæller en kat og to ørkenrotter. Og ja, jeg er en af de "tosser", som har det bedre med dyr end med mennesker. Trods gode venner og lidt tæt familie og beundring for hvad mennesker kan skabe af kunst og den slags, så skuffer vi hvad angår sociale kompetencer som race for ofte. Mennesker har skjulte, egoistiske dagsordener, vil altid sætte sig selv først, lever uafhængigt af dem, de kender etc. Det har jeg erkendt, og det accepterer jeg, men det er det, der gør at jeg elsker dyr højere.

Sådan er dyr nemlig ikke. Dyr forplumrer og forvirrer ikke den kærlighed, man har til hinanden, de elsker én præcis, som man er. Kærligheden mellem os er bare enkel og ren - vi elsker og passer på hinanden, og sådan er det. Vi svigter aldrig hinanden. Vi deler livet hele livet. Det passer med min personlighed, og derfor harmonerer jeg bedst med dyr.

Jeg kunne aldrig svigte Charlie eller Bowie, Bono eller Gandhi - eller Buster, når han kommer, de er afhængige af mig, jeg er deres mor og den, der skal passe dem og give dem alt, de har brug for. Og det gør mig glad. De er det vigtigste i mit liv. Og jeg er stolt af at have en dyrefamilie - og stolt af at have gjort en forskel i mine hundes liv. :hjerte:

[Gæst Missing]

Jeg har altid haft en særlig tilknytning til hunde. Jeg kan ikke forklare det nærmere. Men jeg luftede hele nabolagets hunde, da jeg var barn (faktisk allerede fra jeg var 6 år, hvilket nok anses for uansvarligt i dag) Jeg trænede dem, legede med dem og nød bare at være sammen med dem. Jeg fik nøgler til flere huse, fordi jeg ofte i sommerferier tog en hund med mig ud i verdenen. Jeg stod i teenageårene op kl 6 om morgenen i sommerferien for at hente hund og komme på stranden, inden det blev for varmt. I nabolaget var jeg kendt som: "pigen med hunden".

 

Sådan har det bare altid været

 

Så all in all virker det meget forkert, når jeg ikke har en hund

[Jaffa]

Men jeg luftede hele nabolagets hunde, da jeg var barn (faktisk allerede fra jeg var 6 år, hvilket nok anses for uansvarligt i dag) Jeg trænede dem, legede med dem og nød bare at være sammen med dem. Jeg fik nøgler til flere huse, fordi jeg ofte i sommerferier tog en hund med mig ud i verdenen. Jeg stod i teenageårene op kl 6 om morgenen i sommerferien for at hente hund og komme på stranden, inden det blev for varmt. I nabolaget var jeg kendt som: "pigen med hunden".

 

Det minder mig lige om mine sommerferier i smmerhuset.

I huset bag os boede et ægtepar med en dalmatiner. Det eneste resten af familien havde med ham var at der blev hilst og måske snakket lidt en gang imellem, men hver morgen hele sommeen stod jeg klar meget tidligt om morgenen og gik med ham ud på morgentud med hunden. Tror de andre synes jeg var tosset, men elskede vores ture.

 

Da jeg blev lidt ældre cyklede jeg hver dag ud til mig faster og onkel og hentede Krølle - en temmelig glat labradorblanding og gik i skoven med hende.

 

Gitte