Hop til indhold

Hvorfor har i valgt den hund i har?


Gæst DixZie
 Share

Recommended Posts

Spændende at læse om jeres andres tanker :klap:

 

 

Jeg fik som barn at vide fra min læge at jeg ALDRIG ville kunne få en hund pga. min pelsallergi. Det var efter at jeg havde spurgt ham HVER gang om hvornår jeg måtte få hund og han havde svaret vagt hver gang :engel:

Jeg var dybt ulykkelig for vi havde måttet give vores kat til min faster og jeg vidste godt jeg aldrig kunne få kat, men håbede at jeg så måske kunne få en hund istedet. Min pelsallergi var virkelig slem - den er blevet bedre med årene, men kan stadig ikke tåle dem. Nu kan jeg dog godt være i rum med dem uden at svulme helt op...hehe. :megaked:

 

Min mor læste så, at nogle allergikere godt kunne tåle puddelhunde (o.l.) - og så var det, at min gamle hund Puks mor døde. Hun var en gammel dame, som havde fået hund uden lige at tjekke om hendes datter og hendes mand ville overtage hunden, hvis hun skulle dø. De havde haft hunde i MANGE år og nu var hundene døde af allerdom og de havde planer om at de ville rejse i nogle år før de fik hunde igen. Puks mor var min mors tante - og Puk var en bichon frisé, som jo har mere eller mindre pels som en puddel og heller ikke fælder. Så vi fik lov til at få Puk på prøve og hvis jeg kunne tåle hende, så måtte jeg få hende...og det kunne jeg :banan::banan::banan::banan::banan::banan::banan::banan:

Så Puk var min lille mirakelhund :lun:

 

Efter at have haft Puk og elsket hende SÅ højt, så er jeg blevet så glad for Bichon Frisé racen - og ved at jeg kan tåle den :klap:- så kunne kun være sådan en vi skulle have igen :hjerte:

At det lige blev Lumi - jeg tjekkede efter kenneler og skulle sikre mig at de var rene, så det skulle være med stamtavle - vil ikke risikere der er en anden race i, som jeg ikke kan tåle. Vi mødte Kennel Bicia til en udstilling (var ude at kigge som nysgerrige og fordi jeg ville nusse hunde..hehe) og fik et rigtigt godt indtryk af dem og hvor stor kærlighed der var til hundene. Og blev overfaldet med kys af en af deres dejlige hunde, så jeg var solgt :lun:

Så ville helst have derfra.

Der var så 1½ års ventetid :shock: Men et af kuldene var så på 8 hvalpe og jeg så på nettet at man kunne skrive til dem - så jeg skrev og tadahh...der var en enkelt tæve, som ikke var 100 % afsat. Der var en familie, der skulle se hende dagen efter, men hvis de takkede nej, så kunne hun blive vores :-D

Og det vidste sig at familien ikke havde gennemtænkt hvor meget arbejde der ligger i at have hvalp og de havde lige fået barn, så de sprang fra og Lumi blev vores :hjerte::hjerte::hjerte: Den dejligste hund vi kunne ha fået os :klap:

 

Om 45-50 år når Lumi dør af alderdom, så kunne jeg dog godt overveje en Löwchen...de er nu også skønne :lun:

Link til indlæg
Del på andre sites

Vi valgte cavalieren fordi det skulle være en lille race men med et sind som en golden retriever. :lun: (I min familie har vi haft gravhund og i kærestens labrador). Den skulle være godt selskab for mig, som stort set altid er hjemme. Den skulle være blid overfor kattene. Og den skulle være sporty og være en ''natur-hund'' der ville sætte pris på nogle lange gåture. Og så skulle den være god at træne med. Helst ikke alt for langhåret. Udseendet tiltalte os bestemt også. Kan godt lide hun er sådan en lille indianer-pony. :genert: (Har altid ønsket mig en broget hest som barn :lol:).

 

Hun har opfyldt det hele og meget mere til. :lun: Jeg er simpelthen så taknemmelig og lykkelig hver gang jeg kigger på hende. Men det er vi jo alle ved vores - heldigvis. :hjerte: Eneste minus ved racen synes jeg er de mange fysiske skavanker. :cry: Jeg synes ikke man kan sige det er en ''sund hund''- Smilla fejler heldigvis ikke noget nu, men jeg har efterhånden snakket med så mange uheldige cavalierejere.

 

Og så er jeg lidt ked af hun ikke er lidt mere rapkæftet overfor andre hunde. Hun fortjener ikke den ''rå'' behandling hun nogen gange får. Men sådan er naturen jo... hun mosler også selv kattene hvis jeg ikke griber ind. Hun tror de leger. :stupid:

Link til indlæg
Del på andre sites

Hmm, hvordan endte jeg egentlig på berneren...

 

Jo, jeg startede jo med overhovedet ikke at være det mindste interesseret i at få hund. De var da meget søde, når man besøgte vennerne - men også lidt skræmmende, med det der store gebis...

 

Men så mødte jeg Azuro...! Nogle venner havde fået en berner sennenhvalp, som blev døbt Azuro og jeg besøgte dem, da han var 10 uger gammel ca. Fik tumlet godt med ham og han fik lavet mange forsøg på at rive håret af mig :mrgreen:

 

Men det var nu alligevel ikke ham, der vakte min hundeinteresse... Det var hans onkel, som vi mødte, da vi besøgte hans opdrætter med hans ejere. Super søde og dejlige og rare Bubbi. Og så mor Aika. Azuro søster, Athene, sagde mig ikke rigtig noget :vedikke:

 

Men sad så alene i deres stue og nussede de to store kæmpe hunde og følte mig noget nervøs (var stadig ikke kommet mig helt over min hundegebis-angst), men samtidig temlig forelsket.

 

Jeg fik navnet på racen og søgte lidt på den hjemme (det tog sin tid at lære at stave til det, for måtte nøjes med at huske det, fik det ikke nedskrevet). Men så stoppede jeg ligesom igen.

 

Da Azuro så blev 1 år... Kom han med sine ejere herhjem til min søster og svogers sammenlagte fødselsdag. Jeg arbejdede på det tidspunkt og kom lidt for sent hjem. Da jeg så stod på trappen ned til stuen og kunne se det der dejlige berner-ansigt kigge glad og forventningsfulgt op og med logrende hale, smeltede mit hjertet omsider helt. Lige dér, jeg kan huske det så tydeligt!

Og Azuro var bare så super herlig, dejlig og lækker hele den aften.

 

Herefter begyndte den virkelig seriøse søgning og plagning af forældrene om, at vi skulle have hund - eller bare jeg, jeg skulle nok sørge for gåture osv.! Men nej, nej og atter nej fik jeg...

Jeg købte endda DKK's bog om racen :mrgreen: Og efterfølgende et ganske glimrende hundeleksikon, hvor jeg tvang mig til at læse alt, hvad der stod om adfærd, træning (er i dag ikke længere enig med den bogs synspunkter) og sygdomme osv. Den åbnede så mine øjne for, at jeg måske skulle undersøge nogle andre racer også...

 

Jeg begyndte også at få en interesse inden for hundetræning sammen med alt det her og købte bøger i øst og vest og læste på nettet.

 

Så pludselig stod jeg: Berner, schæfer eller border collie? Og var meget i tvivl... For uuuh, ville super gerne træne, men det er en berner jo ikke kendt for at være totalt sej til :mrgreen:

 

Endte med en berner, for de to andre racer kræver jo meget fysisk og mentalt - og tænk, hvis jeg i bund og grund ikke ville det så meget, som jeg troede... Nej, så var det bedre at starte med en berner, som jo havde og stadig har en helt speciel plads i mit hjerte.

 

Så en berner blev det! Og de gamle gav grønt lys, da jeg gik i 1.g. - bare jeg lige afsluttede gymnasiet først.

 

Men kan så konkluderer, at det sidste min motivation for hundetræning og gåture har gjort, er at være faldet! Jeg ELSKER det simpelthen og overvejer derfor stærkt, om det nu skal være en border eller en berner næste gang... Og er konstant i tvivl, hælder fra den ene til den anden.

 

De to er jo som nat og dag, hvilket kan undre nogen, at man så er interesseret i begge... Men ja, jeg er sq vild med begge og kan fortsat ikke beslutte mig... :genert: Men der er heldigvis så en del år til, førend jeg skal have nr. 2! :mrgreen:

 

Hej,

Jeg har valgt berneren p.g.a. sind(venlig men reserveret) og motionsbehov(ikke stort), men at jeg så har fået en lalleglad damp hund :stupid:af slagsen er så til gengæld en udfordring;-) .

V.H.

Sille

 

Fnis, lever han så op til den der reserverethed? :mrgreen: Det er nok det sidste man kan kalde Møffe, så sent som i dag (hvor han ellers havde været ultralydig på hele turen), smuttede han lige ind ad lågen i parken ind til Fodboldklubben - UPS! Jamen, der var da to super søde mennesker der sad på den der bænk, mor! :confused:

 

De var heldigvis bare vilde med hunde derinde :mrgreen: Men stadig, mega meget UPS!

Link til indlæg
Del på andre sites

Ønsket for os var at få en fælles hobby og en hobby, der fik os ud af lejligheden og møde nogle mennesker....

 

Jeg havde på det tidspunkt hest, men min bedre halvdel synes ikke lige, at heste hører til andre steder end en middagstallerken, så jeg kunne ikke sælge den hobby til ham.

 

Til gengæld var han glad for små pelsdyr og vi passede hver vinter min lillebrors udekanin - derfor begyndte vi at kigge små pelsdyr og faldt egentligt for guldhamsteren, meeeeeeeeen det var jo ikke ligefrem en hobby, som får os ud af døren hver dag :mrgreen:

 

Og da jeg forsigtig (hvis I spørger mig *GG*) foreslog en hund, så sagde han ja.

 

Vi startede med at kigge i den blå avis efter hunde med papirer og vi kiggede primært efter retrieverracerne, da de jo skulle være gode førstegangshunde.

Vi fandt ved et held en Flatcoat-opdrætter i DKK i nærheden af os og vi forsøgte i 3 dage at komme i kontakt med denne uden held....

 

Og ved et tilfælde begyndte jeg at snakke med en daværende arbejdskollega, der også var DKK-opdrætter med hendes andet kuld liggende derhjemme - det var godt nok kikke en retriever, men springerspaniels. Hun mente dog udemærket, at hvis vi var indstillet på en retriever, så kunne vi også klare en springerspaniel.

 

Vi tog derfor hjem til hende og mødte hendes voksne hunde og selvfølgelig hvalpene og vi fik en god lang snak med hende om det at have hund og hvad vi havde af ideer.

 

Vi blev godkendt til at købe den sidste tilbageværende tæve i kuldet, som ikek var solgt og efter et par dages betænkningstid sagde vi ja tak.

 

Og så begyndte en stejl indlæringskurve ellers - Mollie endte ikke ud med at være den hund vi gerne ville have på grund af et specielt temperament, men vi valgte alligevel at prøve med endnu en springer, som så endte op med at have allergi.

 

3. gang mente vi måtte være lykkens gang og vi valgte igen en springer - Jessie lever fuldt ud op til vores forventninger og hvis vi ikke stadig havde Mollie, så ville vores liv være en dans på roser.

Jessie er dog en anden type end de fleste danske springere og skilder sig lidt ud, men hun er alligevel en dejlig hund.

 

Om vores næste hund bliver en springer igen, er lidt mere usikkert. Vi har kig på forskellige andre racer.

 

Mollie har lært os hvad adfærdsproblemer betyder for alle involverede, Rosie har lært os hvad fysisk sygdom kan gøre samt hvor nemt det var at have hund, når hunden ingen mentale problemer havde og Jessie har lært os hvordan det er at have en hund, der bare er sund mentalt og fysisk.

 

Vi har høje krav til vores næste opdrætter uanset hvilken race vi lander på.

Link til indlæg
Del på andre sites

Vi valgte den engelske mastiff af flere årsager. For det første er vi var enige om, at det skulle være en stor hund - jeg er opvokset med store hunderacer, og er personligt slet ikke til de små hunderacer (håber ikke jeg fornærmer nogen :-D - vi er jo heldigvis alle så forskellige).

Derudover kiggede vi meget på de forskellige racers behov for motion og aktivering. Og så skulle det være en korthåret, da min mand tidligere har været plaget af allergi. Jeg havde ellers altid drømt om at få en newfoundlænder:-D.

Vi satte os derfor ind i, hvilken race som bedst passede til vores aktivitets niveau og temperament. Vi fandt, at den engelske mastiff var lige efter vores hoveder, så derfor blev det denne race (ved ikke om det er godt eller skidt mht hvad det siger om os, når man vælger en stor doven hund.... hahahaha:lol:). Og det har vi bestemt ikke fortrudt! Vi er blevet helt vilde med denne race, og når Hayly en gang skal i hundehimlen, så bliver den næste hund også en mastiff! Vi overvejer sågar, om hun skal have en "lille" legekammerat - eneste ulempe er, hvordan man lige transporterer 2 mastiff'er rundt:lol:. Tror også det ville kræve et bilskift, så bliver ikke lige nu.

 

Nå men det var så min lille forklaring:vinken:

Link til indlæg
Del på andre sites

Gæst lillefod

Egentlig var det et tilfælde at jeg engang fik rottweiler. Men grunden til jeg fortsat holder mig til denne race, er fordi det nok er den perfekte hund for sådant én som mig :lol:

I mine øjne er det én af de mest alsidige racer der kan bruges til det meste. Den er intelligent og tilpas selvstændig samtidig med at der er masser af udfordring.

Jeg er ret ofte blevet foreslået alternativer, men de findes i virkeligheden ikke :cool:

Har trænet med en millard andre brugshunde, men ingen har gjort mig klogere på hunde end rottweileren :lun:

Link til indlæg
Del på andre sites

Vi skulle jo ikke have hund igen, da vi mistede vores gamle d. 3 august 2009.

Men luca poppede op på facebook, til salg, det er min gamle kørelærer, og min vennindes søster der satte ham på :-D

 

Ja efter kig i 2 dage, så reseverede jeg ham, og nu er han vores.

 

Jeg var ikke i tvivl, har altid kunne lide DSG :lol:

Link til indlæg
Del på andre sites

Vi valgte Berner Sennenhund, da vi begge er til store hunde - min kæreste er tidligere NewFoundlænder ejer og jeg har haft alt fra skotsk terrier-mix, over labrador-mix til schæferhund.

 

Jeg ville gerne igen have haft en schæfter, men må erkende at hverdagen ikke er til dens behov for motion og træning osv. lige nu pga. arbejde osv.

 

Da Berneren jo ikke kræver 10 km om dagen men stadig er trænbar til et vist punkt (og er en hygge-bamse) faldt valget så på den.

Link til indlæg
Del på andre sites

Vi valgte den engelske bulldog af flere grunde. Vi ville begge gerne have en 'rigtig' hund, som ikke vælter ved klapning. Manden ville gerne have stor hund, og jeg ville have en mindre. Så fandt vi frem til forskellige racer, og manden faldt for den engelske bulldog, mens jeg også havde andre racer på min liste. Nu er manden så også englænder, så det var nok meget naturligt;-). Efter at have læst om forskellige racer, kunne jeg godt se, at bulldoggens motionsbehov nok var det, som passede bedst til os (i fht. andre mindre og robuste racer som fx bullterrieren). Så det blev bulldoggen. En kæle/selskabs/robust/sjov/klovnet en af slagsen... :lun:

 

/Mette

Link til indlæg
Del på andre sites

Gæst Marianne7100

Jeg havde hund som barn, kæresten havde aldrig haft hund.

Vi bor i en størrere lejlighed med stor terasse (30kvm), men jo ikke nok til en stor hund, efter min mening.

Desuden skulle den ikke gø for meget, ikke alt for højt aktivitets niveau, meget gerne en hygge/sofahund. Vi kiggede i lang tid på Shihtzu`en, men bryder mig ikke om den helt flade næse, synes nok det er lidt synd:)

 

Vi ente med at købe en såkaldt Boomer, som er halv shihtzu halv malteser. En lille skøn, men også robust hund, han gør stort set aldrig, vil gerne på lange gåture, men vil ligeså gerne hygge i sofaen. Desuden så fælder han ikke, hvilket i min verden er en fantastisk egenskab:)

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg har aussie i dag, fordi jeg mødte hende her.:lun:

157749_l.jpg

 

Vala hedder hun.

Jeg mødte hende i efteråret 2007, hvor jeg sammen med en veninde skulle på weekend i nordjylland, hos en hun kendte, som havde islændere vi skulle ud og ride på.

Inden vi skulle derop, fortalte min veninde mig, at ham vi skulle besøge havde en aussie med blå øjne. Det sagde mig ikke rigtig noget, så jeg googlede den. Frem kom en hund, som jeg synres lignede en border collie. Jeg tænkte de så meget søde ud, men jeg brød mig ikke om de merle farvede.

 

Nå! men vi kom så derop, og jeg mødte Vala, og blev ret hurtig forelsket. Ikke nok med at jeg syntes hun var den smukkeste hund jeg nogensinde havde set, men hun havde også et skønt sind. Indenfor hvilede hun, og udenfor var hun aktiv og løb glad rundt med hestene. Og så elskede hun at sove længe om morgenen.

Det var liiige en hund for mig.:hjerte:

 

Der gik så 2½ år inden jeg fik gracie, da jeg ikke mente jeg havde fritid nok til en hund. Jeg havde også vores gamle golden retriever hos mine forældre, som jeg havde på besøg indimellem. Han var mit et og alt, og jeg havde for længst besluttet at jeg sselv skulle have hund inden jeg skulle tage af sked med ham, så tabet ikke var så hårdt.

Men den gamle blev syg, og før vi vidste af det, måtte vi sige farvel til ham, unden jeg havde nået at få hund.

Jeg græd i 14 dage, men fandt så Gracie, en aussie på 1½ år. Jeg var stadig usikker på om jeg havde tid til hund, men hvis det skulle være, var en voksen velfungerende hund det optimale, da jeg pga uddannelse ikke havde tid til hvalp.

 

Så i maj måned i år, fik jeg Gracie. Hun minder rigtig meget om Vala i sind og temperament, så jeg har i det store og hele fået den hund jeg drømte om. Mine bekymringer omkring hvorvidt jeg kunne stimulere hende var også spildte, eftersom gracie er en rigtig rolig pensionisthund.:-)

 

Indtil jeg selv fik aussie, har vala været den eneste merle jeg har syntes om, fordi der ikke var så meget brunt på hende, men efterhånden bliver jeg også mere vild med andre blue merle, såsom Koda og Caia herinde.:lun:

 

Men smukke vala glemmer jeg aldrig, selvom hun er flyttet med sin ejer tilbage til Norge nu.

157758_l.jpg

 

157757_l.jpg

Link til indlæg
Del på andre sites

Sofus har vi fordi vi boede i en to-værelses lejlighed på anden sal. Så hunden skulle ikke veje for meget eller være for stor, og chihuahuaen var et gammelt ønske som jeg fik opfyldt, han er en rigtig mors og fars dreng, og det elsker jeg.

 

Daisy kom sig af at vi flyttede i hus og vi gerne ville have en "vagthund" manden havde desuden længe drømt om en stor hund.

Jeg ville gerne have en grand danois og kæresten ville have en amerikansk bulldog. Kæresten mente en grand danois var for spinkel, og jeg mente at amerikansk bulldog overhovedet ikke kunne komme på tale.

Vi snakkede længe om det og kompromiset blev en grand danois/sankt bernard blanding som vi hentede i sverige, begge forældrer var af samme blanding. Jeg må indrømme at hun ikke er blevet nær så kraftig som vi regnede med endnu, men hun er alligevel fars pige.:5up:

Så nu har vi hver vores hund:lun:

Link til indlæg
Del på andre sites

Gæst milder batmusen

hej

 

jeg valgte for 12 år siden og købe schæfer ved ikke hvorfor det blev schæfer da jeg også havde rotweiler i tankerne men tror det var schæferens skønhed som tiltrak mig og som havde alle de egenskaber jeg søgte ,samt den elskede og arbejde gerne hele dagen, og dens loyalitet er ganske uovertruffen :hjerte::lun:

 

jeg ville ikke have hund uden tavle ,da jeg mente det var bedst og købe hos renomeret opdrætter med erfaring med racen og deres gode og dårlige sider.

 

Siden da har jeg aldrig fortrudt men jeg må dog indrømme at jeg ikke troede de krævede så meget arbejde og træning og aktivitet og en lang tur på feks 2 timer langt fra var nok, de behøver mental stimulation for og trivedes, derefter er det en perfekt hund for det aktive menneske som elsker motion og træning af hunden,den er nok blandt de mest alsidige hunderacer jeg har set dog er der ting de er bedre til og dårligere end andre selvfølgelig;-)

 

jeg har siden da fået nr 2 schæferhund og skal have Jubi parret enten i år hvis vi kan nå det eller hendes første løbetid i 2011:blink: jeg har brugt mange år på og finde den rigtige hund og nu er han fundet , da jeg gerne vil forbedre sundheden og egenskaberne hos mit eget kuld. så jeg glæder mig vildt til og beholde en bette en fra eget kuld, jeg vil have sundhed og egenskaberne tilbage i højsædet hos racen ligesom i gamel dage.

 

Har planer om en 3 hund om nogle år som er en Hollandsk hyrdehund af brugslinjer da den også virker til og være noget som kan opfylde mine krav :slem:

Link til indlæg
Del på andre sites

Min kæreste og jeg fik De luxe hjem i fredags :hjerte: (den dejligste samojedhvalp)

Og vi har simpelthen valgt denne race, da vi søgte en familie/børnevenlig hund og en hund der er aktiv.

Også faldt vi selvfølgelig for deres fantastiske udseende :lun:.

I starten ville jeg gerne have en Norsk Buhund . uhj den er også dejlig men valget gik altså på en samojed. Og det fortryder jeg bestemt ikke :hjerte::hjerte:.

Link til indlæg
Del på andre sites

Gæst Arkiveringsalf

Det vigtigste for mig var at vi fik en selvstændig hund, mest fordi jeg ved at min personlighed ikke går godt med alene-hjemme angst, jeg tror simpelthen bare jeg ville blive hjemme og det er ikke så smart jo.

Vi kiggede rigtig meget på shiba-inuer, men var bekymrede for motionsmængden. Til sidst faldt vi ret tilfældigt over portugisiske podengoer, men de findes næsten ikke i dk og så endte vi med at få en spansk podenco hjem fra et internat og han er simpelthen vidunderlig - bedste valg vi kunne have truffet.

Link til indlæg
Del på andre sites

Jeg har valgt hunde både med hovedet under armen og med ufatteligt mange tanker bag. Første hund (coton de tulear) valgte jeg fordi jeg "bare" skulle have hund - familiehund. Jeg tænkte ikke over linjer eller arbejdsevner. Jeg valgte ikke den bedste opdrætter og valgte desværre DRU tavle. Det har jeg fortrudt mange gange. Tilgengæld valgte jeg verdens bedste hund! I den lille tæppetisser fik jeg også en rendyrket arbejdshund, der vil arbejde fra nu af og en uge frem hvis jeg beder hende om det.

 

Carlas arbejdsiver gjorde at jeg blev totalt bidt af en gal hund. Jeg trænede som vanvittig og uddannede mig hos DKK til instruktør. Jeg blev ret hurtigt bidt af LP og det betød at den næste hvalp skulle være en hund, der kunne nå langt inden for sporten. Derfor kiggede jeg på border collie. Det var imidlertid et kæmpe projekt at gennemskue linjer og arbejdsevner. Heldigvis har jeg fået hjælp fra nogle meget dygtige hundemennesker.

 

Jeg har valgt Otto ud fra at begge hans forældre har fremragende arbejdegenskaber. Tæven er ren hyrdehund og hanhunden LP-hund. Begge kan arbejde og arbejdet er næsten lønnen i sig selv. Det har heldigvis smittet af på hvalpene! Der er 4 ud af 8 hvalpe der kommer til at gå LP og allerede nu er de virkelig lovende:-D

Link til indlæg
Del på andre sites

jeg har valgt min hund, fordi jeg fik anbefalet racen herinde, og fordi jeg mødte en sød, engageret og ærlig opdrætter, som jeg ønskede at få hund fra :blink:

 

ja, og så fordi löwchen på mange måder var perfekt: intet problem med min allergikerkæreste, kan slæbes op på 5., gør ikke mine veninder bange, når jeg tager ham med på besøg osv.

 

som førstegangshundeejer var jeg ekstremt meget i tvivl om, hvad jeg ledte efter i en hund. med vanlig sans for det urealistiske, ønskede jeg mig en hund, som jeg kunne blive verdensmester i agility med, bruge til redningshund i verdens brændpunkter, gå 10-20km om dagen med (:stupid:) osv. i et (usædvanligt) anfald af selvindsigt besluttede jeg, at min første hund hellere skulle være for lidt end for meget krævende - nok meget godt, når man tænker på, hvor meget tid vi allerede spenderer i sofaen, og hvor relativt talentløs en hundetræner jeg er.

 

at det lige blev halfdan, var også lidt tilfældigt. jeg så ham blive født "live" herinde, og reserverede ham sådan halvt lige fra starten. da jeg mødte ham, kunne jeg selvfølgelig ikke forestille mig andet, end at han skulle være vores. på trods af alle mine ambitioner, endte jeg med at vælge en hund, som helt fra lille har været meeeget roligt og mageligt anlagt, og det er vist i virkeligheden meget godt :genert:

Link til indlæg
Del på andre sites

Min kæreste og jeg var helt fra start enige om at vi skulle have en aktiv hund der ikke blev større end en labrador (vi bor i lejlighed).

 

Ligeledes var vi begge enige om at det skulle være en blandingshund, vi synes begge at der er utroligt charmerende når hunden har et lille twist (en aftegning eller lignende) så den ikke rigtig ligner én bestemt race.

 

Vi blev yderligere enige om at det skulle være en labrador-blanding - ganske enkelt pga. deres kærlige og arbejdsvillige sind, for ikke at nævne at det jo også skulle være en aktiv familiehund.

 

Vi fandt så en annonce gennem guloggratis, og besluttede at tage ned og "kigge" (ja jaaah :stupid:) Hvalpene var ikke meget større end marsvin på det tidspunkt, og havde næsten lige fået øjne - så der var jo ikke nogen der skilte sig ud rent personlighedsmæssig.

Eftersom det var et ups-kuld, er det jo desværre først til mølle princippet der gælder, og vi var sikre på at vi enten valgte den sorte tæve med hvidt bryst, eller en af de to brune tæver.

 

I det jeg sidder med den ene brune tæve i skødet, kigger "opdrætter" forbavset på hende og siger "Guuud! Hun har hvidt bryst, det har vi slet ikke lagt mærke til" - og så skulle det bare være hende :lun:

 

Vi besøgte dem igen da de var 6 uger, og jeg sad på nåle hele turen derned - havde vi nu valgt den rigtige hvalp???

 

Hun var det STØRSTE nussehoved, og var en af de få der gad holdes i længere tid. Ligeledes var hun en rigtig dame og en anelse forsigtig.

 

Vi har ikke ét sekund fortrudt at det blev hende, og jeg tror vi har været ekstremt heldige at hendes sind lige passede til os. (det er jo ikke helt optimalt at vælge hvalp udfra farven alene :oops:)

 

Så det endte med at blive en dejlig labrador/ tysk korthåret hønsehund/ Kleiner Münsterlænder blanding :lun:

Link til indlæg
Del på andre sites

Gæst Trine199

Jeg havde i længere tid gået med tanken om at anskaffe mig en hund, da vi har haft hund i mit hjem som barn, og da kæresten også havde hund da jeg mødte ham for 7 år siden.

Desværre måtte denne hund aflives pga. sygdom for et par år siden, og savnet af at have hund i huset blev efterhånden for stort...

 

Jeg havde et ønske om at give en internathund eller udenlandsk hund en ny chance i livet, og jagten gik derfor ind på at surfe nettet igennem efter den "rigtige" hund ;-)

 

Jeg havde på forhånd haft nogle krav til, hvad jeg ønskede mig af en hund.

Det skulle være en rimelig stor hund, som man kunne kæle, kramme og tumle med uden at være bange for at den brækkede ét eller andet...

Det skulle være en tæve-hund og måtte ikke være en hvalp.

Det skulle være en hund som kunne - og ville - gå lange ture og som der var lidt "krudt" i.

Den skulle være rimeligt rolig, da jeg bor i lejlighed.

Og så skulle hun helst ikke være langhåret.

 

Jeg kiggede fortrinsvis efter Labrador, Scæfer, Golden Retriever, Rottweilertyperne for dem kendte jeg lidt til i forvejen.

 

Efter ca. 6 mdr's søgen, faldt mit blik en sen fredag eftermiddag i marts 2010 på en hjemmeside fra Århus Dyreinternat.

Og dér - lige præcis foran snuden på mig, var hun jo!

Ikke bare en hund - men hunden! :banan:

 

En dejlig Labrador/Schæfer tæve på 13 mdr. med det skønneste, frække udtryk i øjnene og med tungen hængende karakteristisk ud af munden på hende! :-)

 

trine199-albums-chilli-en-blondine-fra-arhus-picture16495-chilli-pa-arhus-dyreinternat-marts-2010.jpg

 

 

Vi kørte til Århus for at kigge på hende lørdag formiddag, og var solgt da hun stillede sig op med siden til os i sit bur, for at vise os venlighed.

Efter en kort travetur med hende i den nærliggende skov, var jeg fuldkommen solgt!

Hende ville jeg gerne have med hjem til Odense :hjerte:

Og selv om hun allerede var reserveret til 3 andre par, var jeg den heldige at få lov at få hende med hjem - så glad var jeg jo!!

 

Chilli er den dejligste, venlige, glade, aktive og skøre hund man kunne ønske sig.

Elsker børn, andre hunde, mennesker og mad, og vil gøre ALT for en gidbid! :snusendehund:

 

Når man vælger internathund, ved man jo aldrig helt hvad man ender med at få - men mit valg af Chilli har været som at vinde hovedpræmien i Lotto!!

 

Hun er og bliver jorden's dejligste hund :lun:

Link til indlæg
Del på andre sites

Gæst bombastic

Jeg tror min hund har valgt mig lige så meget som jeg har valgt ham.

 

Der var en pige på rideskolen der fik en hund, Den var med over alt. Vi har jo alle hund på vores måde, og hun havde bestemt på sin måde.

 

Jeg var et par gange hjemme ved hunde sammen med nogle af de andre tøser, der sad i stuen. Jeg sad så på gulvet ude i køkkenet ved hunden, der ikke måtte komme længere.

 

Han kastede sig altid i mit skød og rullede rund, han var bare dejlig.

 

Langsomt begyndte han at blive mere bisk, han tilbragte det meste af dagen alene på markerne hvor han randte rundt og fandt mus.

 

Han boede et sted hvor der kom og gik folk hele tiden. Og da han er meget beskyttene endte det flere gange med han nappede i folk.

 

Jeg havde siden han var lille sagt til ejeren at hvis hun skulle af med ham, kunne hun bare komme med ham.

 

Hun begyndte så at snakke om at måske.... Så jeg nævnte det for kæresten der ikke var synderlig fornøjet med atnken om at få hund, og slet ikke en der bed.

 

En dag da vi lige havde overtaget vores nye hjem på en gård ringede hun. Vil du have ham for så kommer jeg om en halv time.

 

Og jeg sagde bare ja.

 

Jeg måtte lige derefter ringe til kæresten og sige, vi får hund om en halv time. Han svar på det var den får en uges prøve.

 

Hunden kom, med start kit det var super.

 

Der skulle meget træning til, men jeg gik hjemme så det brugte jeg hele dagen på.

 

Flere måneder måske et år efter kunne jeg ikke lade være, for den der prøve uge blev aldrig vuderet. Hunden gik lige ind i hjertet på kæresten, som hav havde gjort ved mig da jeg så ham.

 

Så lidt drilles skulle han...

 

Men idag har vi verdens bedste hun, der passer på mig som han skal, men ellers aldrig ville gøre en kat fortræd.

 

r5810486bba0.JPG

 

Han er ved at være gammel, men han holder sig godt.

 

Hvad han er? dit gæt er så godt som mit. Det eneste der vides er at der ikke er shæfer i ham, og højest sandsynlig noget dobberman.

Link til indlæg
Del på andre sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Gæst
Svar på dette emne...

×   Du har kopieret indhold med formatering.   Fjern formatering

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Share



×
×
  • Tilføj...