Kemien er der ikke :-(

[Gæst Michy]

Hjælp ønskes. Jeg og min dejlige hund på 7 mdr har bare ikke en særlig god kemi. Hun er sød og rar, elsker børnene og min mand. Nu er problemet bare at det er "min" hund og mig der står med hende i hverdagen! Men mand rejser meget og det var også mit ønske at få hund. Jeg er bare så ked af det og vil gerne forbedre vores forhold men jeg må indrømme at jeg bare ikke er supervild med den hund :-(. Skal gå til agility med hende om 1/2 års tid og håber det måske gir os nogen oplevelser sammen. Ellers ved jeg virkelig ikke hvad jeg stiller op?

Nogen som har oplevet noget lignende?

Ps vil lige sige at jeg valgte ikke selv hvalp. Det gjorde opdrætteren. Var egentlig faldet for en anden hvalp. Men tror nu ikke det er derfor?

Hjertesuk fra en trist hundeejer

[Gæst Malene v.]

Hvad er det mere præcist, du mener, når du siger, at der ikke er en god kemi mellem dig og hunden?

Hvad sker der i jeres hverdag?

[Gæst Michy]

For at sige det enkelt. Vi kan ikke li hinanden :-(. Hun ignorere mig og hilser nærmest ikke på mig når vi kommer hjem. Jeg synes hun er sød men føler ikke det er min hund:-( jeg mener. Havde glædet mig til at træne, nusse, gå lange ture og det eneste hun vil er ha far eller børnene. Jeg kan godt få hende til at sitte osv. men jeg kan bare ikke finde de store følelser frem. Er væsentlig mere knyttet til fuglen og marsvinene! De ignorer mig da ikke.

Kort sagt. Jeg ville ønske det var en anden hund !:-( er meget trist og irriteret på mig selv. Suk

[Gæst Ninjamor]

Kemi er vigtigt, men hjerte er nok vigtigere

 

Jeg synes det er trist at du ikke fik den hvalp du havde ønsket dig og det kan måske være det der rumsterer i dit baghoved? Endnu et argument imod at opdrætteren vælger hvalp til køberen.

 

De gange jeg har valgt hund/kat har det været en ren hjertesag og det har ikke slået fejl endnu. Måske er det "hjertehunden" du ikke fik med dig hjem?

 

Jeg vil foreslå dig at prøve at se tingene med din hunds øjne, se dig med hendes øjne, så kan det være du kan få det bedre med hende. For det er trist for dig, men må være endnu mere trist for din hund tænker jeg. Hun har jo kun dig...

 

Bliver I deciderede "uvenner" eller hvad er det du mærker som dårlig kemi?

[Amocca]

Jeg har hørt om konceptet før, men har meget svært ved at sætte mig ind i det Det lyder som om, du har haft hunden fra hvalp? og har du aldrig følt et bånd til den?

 

Er det nogle præcise ting, hunden / du gør, som er grund til dette, eller er det bare en generel fornemmelse af, at du ikke bryder dig specielt om den?

 

Jeg tænker, hvis du har haft båndet, men ikke "føler det" i øjeblikket, så kan det evt. skyldes hendes alder ligenu... hun er jo i en periode, hvor man lidt har lyst til at sparke dem til månen....

 

Jeg løber selv agility og går rally med min hund, og der er ingen tvivl om, at træningen og konkurrencerne gør samarbejdet og fokus imellem os meget tæt og stærkt... Men hun er jo også min bedste ven, når vi ikke træner eller konkurrerer...

 

Hun er hende jeg ligger i arm med i sofaen om aftenen, sover med i sengen om natten, hendes våde snude vækker mig om morgnen og dutter mig godnat... Når jeg ser på hende - så får jeg ofte den fornemmelse jeg tror mødre får, når de kigger på deres børn den der altovervældende kærlighed og trang til at holde hende fast, så hun aldrig forsvinder...

 

Jeg ved ikke om kemi kan skabes, hvis den slet ikke er der... men måske kunne du skrive lidt mere om, hvad det er du synes du mangler? Jeg forestiller mig, at du ikke får fornemmelsen af, at hun er noget specielt, at hun - i dine øjne - bare er en hund?

[Gæst Ninjamor]

For at sige det enkelt. Vi kan ikke li hinanden :-(. Hun ignorere mig og hilser nærmest ikke på mig når vi kommer hjem. Jeg synes hun er sød men føler ikke det er min hund:-( jeg mener. Havde glædet mig til at træne, nusse, gå lange ture og det eneste hun vil er ha far eller børnene. Jeg kan godt få hende til at sitte osv. men jeg kan bare ikke finde de store følelser frem. Er væsentlig mere knyttet til fuglen og marsvinene! De ignorer mig da ikke.

Kort sagt. Jeg ville ønske det var en anden hund !:-( er meget trist og irriteret på mig selv. Suk

 

Jeg kan se, hun er en picard. Hvad havde du tænkt dig I skulle lave sammen?

 

Ved du hvad? HUN kan mærke din afstand og hvis du ikke kan lide hende hvorfor skulle hun så kunne lide dig?

[Gæst Michy]

Ja. Jeg ved godt at hun kan mærke det på mig. Men hvad skal jeg gøre? Man kan ikke tvinge kærlighed frem! Og jeg elsker bare ikke den hund. Jo hun er teenager men tror ikke hun er så slem af sin alder hun er egentlig ret lærenem.

Vi hyrder lidt og som sagt skal vi gå til agility når hun er udvokset.

Derudover træner vi lydighed og går ture og leger i haven.

Det er jo ikke hendes skyld at hun ikke er min drømmehund men for pokker. Jeg ville så gerne ha det som det står beskrevet længere oppe :-( ligge I arm, nusse, hviske hemmeligheder og følges gennem tykt og tyndt. Har haft hund før og elskede den højt.

Øv altså :-( :-(

[Amocca]

Ja. Jeg ved godt at hun kan mærke det på mig. Men hvad skal jeg gøre? Man kan ikke tvinge kærlighed frem! Og jeg elsker bare ikke den hund. Jo hun er teenager men tror ikke hun er så slem af sin alder hun er egentlig ret lærenem.

Vi hyrder lidt og som sagt skal vi gå til agility når hun er udvokset.

Derudover træner vi lydighed og går ture og leger i haven.

Det er jo ikke hendes skyld at hun ikke er min drømmehund men for pokker. Jeg ville så gerne ha det som det står beskrevet længere oppe :-( ligge I arm, nusse, hviske hemmeligheder og følges gennem tykt og tyndt. Har haft hund før og elskede den højt.

Øv altså :-( :-(

 

øv, hvor er det da en trist situation... Er det kun dig der træner hende, eller gør mand og børn også? Jeg tænker lidt, at hvis det kun var dig, så ville båndet mellem jer to måske automatisk styrkes? Kunne du ikke love dig selv, at du hver dag skal finde på minimum 1 positiv ting om din hund og så arbejde med den? Jeg ved ikke om kærlighed kan dyrkes frem på den måde? Men de skader vel ikke at forsøge?

[Gæst Frigga]

Jeg synes at det er synd, at du har det sådan, når du har haft glædet dig til at få hund. Men du skriver, at det er dig, der står for det hele med hende - kunne det tænkes, at du bare er kørt ned over alt det praktiske omkring det at have hund og egentlig bare trænger til at blive aflastet lidt i hverdagen?

[Umulia]

Jeg har selv prøvet lidt af hvad du beskriver, og prøver det faktisk også lidt nu.

Jeg har engang haft en hund, som jeg faktisk ikke var i stand til at føle noget særligt for. Jeg valgte ham selv, og han er den eneste hund jeg har haft, som jeg har fulgt lige fra fødslen - jeg var faktisk til stede da han blev født.

Alligevel var bare aldrig rigtig nogen følelsesmæssig forbindelse mellem os, og da han var ca. 1 år gammel valgte jeg at omplacere ham.

Så vidt jeg kan se i dag var der flere årsager til at det ikke gik: Jeg valgte den forkerte race, jeg lagde ikke nok arbejde i træning og socialisering og jeg havde et spædbarn og en anden hund på samme tid.

 

Mht. valg af race, er det vigtigt at man afstemmer sine egne forventninger og ønsker med det, hunden kan levere. Hvis du har haft et ønske om at få en hund, der knytter sig stærkt til én person - dig, har du måske ikke valgt den rigtige race. På den anden side er det måske heller ikke det rigtige ønske, hvis hunden skal leve sammen med en børnefamilie. Det lyder som om din hund fungerer fint sammen med familien - det er bare dig, der savner at være noget særligt for hunden - hvis jeg har forstået dig ret?

 

Der er selvfølgelig flere løsningsmuligheder - du kan få en anden race, som mere er en "enmandshund". Spørgsmålet er bare om det vil fungere i forholdet til familien, og især børnene? Eller du kan få sådan en hund som nummer 2 - altså så I har 2 hunde, din hund og familiens hund.

Eller - og det ville jeg nok tænke på hvis jeg var dig - du kan overveje om du måske har et følelsesmæssigt behov, som det ikke er realistisk at forvente at en hund skal kunne dække? Og hvad du ellers kunne gøre for at få dette behov dækket, så du føler dig mere speciel og elsket?

Det skal på ingen måde være en fornærmelse eller en antydning af at der er noget "galt" med dig. Erfaringen siger bare at vi mennesker sommetider, bevidst eller ubevidst, bruger vores kæledyr til at dække behov som egentlig ikke har noget med dyr at gøre.

 

Det sidste har jeg selv måtte arbejde lidt med i forbindelse med min nuværende hund. Jeg har prøvet at have "hunden i mit liv", men den hund, jeg har nu, har knyttet sig mere til min søn. Så jeg har været nødt til at erkende at der altså bare er noget, jeg ikke kan få. Men det betyder jo ikke at jeg ikke holder af hunden, eller at der ikke er masser af ting vi kan lave sammen. Jeg bliver bare nødt til at finde min "indre fred" på andre måder...

 

Det blev lidt langt, men håber der er noget du kan bruge

[Gæst Malene v.]

Ja. Jeg ved godt at hun kan mærke det på mig. Men hvad skal jeg gøre? Man kan ikke tvinge kærlighed frem! Og jeg elsker bare ikke den hund. Jo hun er teenager men tror ikke hun er så slem af sin alder hun er egentlig ret lærenem.

Vi hyrder lidt og som sagt skal vi gå til agility når hun er udvokset.

Derudover træner vi lydighed og går ture og leger i haven.

Det er jo ikke hendes skyld at hun ikke er min drømmehund men for pokker. Jeg ville så gerne ha det som det står beskrevet længere oppe :-( ligge I arm, nusse, hviske hemmeligheder og følges gennem tykt og tyndt. Har haft hund før og elskede den højt.

Øv altså :-( :-(

 

Det første du skal gøre, er at beslutte dig for, om du VIL ændre jeres forhold!

Så længe du går rundt og tænker, at du ikke kan lide din hund, bliver det ikke anderledes og så hjælper alverdens råd ikke.

 

Hvis du er villig til, at arbejde hårdt på jeres forhold, tror jeg sagtens, at du kan få vendt situationen og komme til, at elske din hund.

[Gæst mtum]

Jeg tror I 2 skal igang med en masse positive oplevelser sammen.

Vi fik selv en omplaceringshund for snart et halvt år siden, og da var jeg og kun jeg det helt store hit.

I takt med, at min kæreste så er begyndt at gå flere ture, samt løbe med ham hver anden dag, så er det lige pludselig hende, der er det store hit.

 

Vi er faktisk et godt eksempel på, at hundens "fører" og den person, hunden er stærkest knyttet til godt kan være 2 forskellige personer.

 

Pointen er bare, at man kan komme mere eller mindre i "kridthuset" hos en hund, alt efter hvor meget og hvad man foretager sig sammen. Det kunne jo være, den ville vise dig en helt anden side, som du så ville falde pladask for

[Gæst Michy]

Tak for svar. Ja. Måske drømte jeg bare om min egen dejlige hund som fulgte mig i tykt og tyndt.

Hun er pragtfuld som familiehund og børnene kan bare gøre alt ved hende. Så omplacering ville være hårdt for resten af familien.

Ville gerne ha en hund nr 2 men tror manden vil modsætte sig det :-(. Han synes hun er nok arbejde i forvejen.

Måske må vi bare arbejde på sagen.

Jeg er parat til at arbejde på vores forhold men jeg syne bare det er svært.

Ja vi har kendt hende fra hun blev født. Og set hende da hun var 5 uger! Så sød og kær!

Og så frustreret er jeg nu :-(

[Gæst Miss_menelli]

Min kæreste har haft det meget på samme måde, som du har det nu.

 

Han var da glad for Bamse, bevares, men så heller ikke mere.

Bamse var MIN hund da vi fik ham og der gik 9-10 måneder, før Bamse selv opsøgte min kæreste for rigtig at putte.

 

Det er vendte det, var helt sikkert min kærestes indstilling, da han lige så stille begyndet at bløde op overfor Bamse og jeg hjalp til nogle små positive oplevelser for dem begge.

 

Det samme skete med Kaia, men hun er bare en rigtig charmør der ikke tager et nej, for et nej og altså bare maser sig op i hovedet på alle, der kunne tænkes at ville snakke med hende

Så det gik ret hurtigt med at finde kemien mellem de to.

 

Og da han så havde begge hunde alene, mens jeg var på ferie, så var det pludselig HANS hunde :klap:

 

Men hvis du virkelig gerne vil have et rigtig godt forhold til din hund - Så kræver det arbejde fra dig.

 

Du må simpelthen hive et mentalt billede af en 5 uger gammel hund frem i dit sind og huske at det stadig er den samme hund.

Hvad synes DU er sjovt at lave sammen med hende? Lav så disse ting og sæt resten af familien til de ting der er knap så sjove - For det smitter af, hvis du synes aktiviteten er sjov :5up:

 

Hvilke gode egenskaber har hun - At hun er god til børnene bør jo i sig selv være et KÆMPE plus i din hunds favør, da det ikke er en selvfølge overhovedet!

Men hun har helt sikkert flere - Find dem og fokuser på dem i stedet for, at DU ikke har gjort dig selv til nr. 1 i verden

 

For det er jo der den ligger - At blive nr. 1 er noget man skal arbejde for, og sjovt nok, så er det arbejde nogle gange bare at være den der forkæler

Andre gange, så er det som med vores Bamse, at træne, aktivere og fordi det er de ting Bamse synes er skide sjove!

 

Og når du så rent faktisk er positivt stemt overfor hende, så er det du skal få lidt fysisk kontakt med hende, give godbidder, små bitte øvelser, du ved i får succes med og så rooooos og hav det sjovt.

 

Din holdning til hende smitter så ufattelig meget - Den race du har er jo også en yderst intelligent hund, så lur mig om hun ikke har fanget, at hun ikke er nr. 1 hos dig - Så hvorfor skulle du være det hos hende?

Næh, nej - Hele dit kropssprog og din indstilling til hende, skal ændres så hun synes det er skide fedt at være i nærheden af dig, fordi du VIL hende.

 

Kan du gøre det?

For lykkes det, så vil jeg næsten garantere at i nok skal få et super skønt forhold.

Måske ikke det du havde i tankerne i første omgang, men så får du så meget andet også - F.eks en bedste ven til børnene også, som du kan stole på passer på dem og som elsker dem uforbeholdent.

Det er vel ikke det værste kompromis

[luciente]

Jeg har været lidt i samme situation og så alligevel ikke, men for at gøre en lang historie kort: det gjorde underværker for mig og min sidst ankomne hund at vi gik til noget træning der kun kan være sjovt (i vores tilfælde agility). Jeg løsnede op i mit kropssprog og begyndte at glæde mig over min hund og jeg så hende i et helt andet lys. Vi er i den grad ved at finde melodien. Send nogle glade signaler til din hund og du får det 5 gange tilbage. Held og lykke:hjerte:

[Gæst Ninjamor]

Tak for svar. Ja. Måske drømte jeg bare om min egen dejlige hund som fulgte mig i tykt og tyndt.

Hun er pragtfuld som familiehund og børnene kan bare gøre alt ved hende. Så omplacering ville være hårdt for resten af familien.

Ville gerne ha en hund nr 2 men tror manden vil modsætte sig det :-(. Han synes hun er nok arbejde i forvejen.

Måske må vi bare arbejde på sagen.

Jeg er parat til at arbejde på vores forhold men jeg syne bare det er svært.

Ja vi har kendt hende fra hun blev født. Og set hende da hun var 5 uger! Så sød og kær!

Og så frustreret er jeg nu :-(

 

 

Jeg har siddet i samme situation - værre endda, dog med en kat.

katten var "bare i vejen" og en "pissekat", han rev mig og gad mig slet ikke.

Han var voksen da jeg overtog ham fra min datter.

Vi passede slet ikke sammen og tålte stort set kun hinanden.

 

Skuden vendte den dag jeg prøvede at se tingene fra hans synspunkt. Da kunne jeg føle sympati, medfølelse mv. for ham.

Han var uønsket og det må ikke være rart.

 

Hans pels var blevet kaget og jeg var rædselslagen ved tanken om at skulle gå i gang med det for jeg var "blevet kloet" tilpas mange gange til at jeg vidste at han var lynhurtig og at det gør nas at blive kloet af en kat.

 

Nå, men jeg måtte jo til det og med mange og lange forklaringer til katten om at jeg bare ville hjælpe fik jeg over et par dage ordnet pelsen og vi blev derefter bedstevenner.

Han blev 17 år.

 

Selvom det er en selvstændig race du har så kan det sagtens lade sig gøre at ændre billedet, hvis du vil.

 

Som jeg ser det, sidder du i saksen nu og så er der kun at forsøge at få det bedste ud af jeres næste 10 år sammen

 

Start med at give af dig selv med glæde, så tror jeg det kommer. Se hvalpen i hunden og tag på opdagelse og oplevelser med hende.

Du kan evt. låne boen "Sjov på turen med din hund" på biblioteket, der kan du få ideer til hvad I kan lave af spændende aktiviteter som binder jer sammen.

 

Klikkertræning vil sikkert være et hit idet det giver begge glæde og sjove situationer

 

Lad være med at presse dig selv og lad være med at have dårlig samvittighed.

 

Min nuværende hund lever heller ikke op til de forventninger jeg havde til ham, men så er det bare sådan det er og vi må få det bedste ud af det. Som vi også gør med vore børn

[Gæst Maustique]

Synes BESTEMT ikke en hund mere vil være løsningen.

 

Hunde kan mærke når mennesker ikke kan lide dem - og så forholder de sig afventende. Nogle gange har jeg en fornemmelse af at de er bedre menneskekendere end os.

 

Hunde går igennem ild og vand for deres ledere. Men man bliver ikke nødvendigvis leder for sin hund bare fordi man bor sammen med den.

 

Synes du skal beslutte dig for om du har lyst til at give hunden en chance, have det sjovt med den og nyde dens selskab. Hvis ikke du føler at du kan det - jamen så er jeres forhold som det er - og hunden vil altid være en skuffelse for dig.

[Gæst WhoLetTheDogsOut]

Jeg har været i den samme situation. Da vi fik Basse, så havde vi alle besluttet sig for at det var MIN hund. De andre hjalp til, men han skulle være min lille engel. Det resulterede sig i at min kæreste hjalp. Lidt for meget.

I starten var det min kæreste der gik med hunden - jeg gik med, men han havde snoren i hånden og hunden ved hans side, da jeg var lidt for nervøs, da det er min første hund. Jeg gav ham mad, legede, men det var altså stadig kæresten der var det sjove.

Så var jeg et mega pattebarn en dag og sagde til min kæreste "Kan du ikke holde lidt afstand til Basse, da jeg ikke rigtig føler at der er noget i mellem os" , og det sagde min kæreste jo til og nu... Der er det mig der er det sjove. :klap:

 

Jeg tror at du skal gøre følgende, for det var hvad jeg gjorde - DU går tur med ham, DU giver ham mad, DU laver tricks, DU har godbidderne, DU har legetøj med hjem fra arbejde, DU leger med ham, DU gør simpelthen alt det sjove.

Så til sidst vil din hund tænke "Hun er da ikke så gal endda".

Inden du ser dig om, så er din hund faktisk - din hund!

De andre skriver at det er arbejde og det tager tid. Jeg betragter det ikke direkte som arbejde, jeg betragter det som en del af min hverdag da jeg selv har valgt at det er sådan en hverdag jeg skulle have.

Og angående tiden kan jeg ikke rigtig svarer på. Det er jo forskelligt fra hund til hund, men jeg går ud fra at hvis du gør som jeg selv gjorde og din hund er ligesom min Basse, så tager det overhovedet ikke tid. Jeg synes faktisk at det nærmest kom fra den ene dag til den anden (Forstå mig ret).

 

Angående det med at du ikke fik din hund som du gerne ville have... Vi her hjemme havde kigget rundt efter en GD hele sommeren. Og vi ville bare ikke tage den første, den bedste. Specielt ikke uden stamtavle da GD'er godt kan have det problem at få HD. Så vi ledte og ledte i mens jeg også stod og samlede information frem i diverse bøger, internet sider osv. Så en dag fandt vi en lille side omkring en kennel der ligger i Greve/Roskilde. De er lige i midten af de to byer. . Og der stod så at der var 2 fra det sidste kuld som stadig var til salg og så regnede hun med at få et nyt kuld her d 24. August. Vi skrev her hjemme frem og tilbage med opdrætteren omkring den lille dreng hun stadig havde fra det sidste kuld. Han virkede som en utrolig dejlig én og vi fik billeder og hele molevitten. Så en torsdag tog vi derud for at se den lille fyr hun stadig havde. Han var 3 måneder gammel og en rigtig flot fyr. Vi blev alle så forelskede i ham at vi faktisk tog ham med hjem den samme dag.

Jeg havde slet ikke noget valg hvilket jeg synes er det bedste. Jeg så at hun kun havde én dreng tilbage og vi ville gerne have en dreng, så vi var derude 4-5 timer, stod og snakkede med opdrætteren og legede med hundene + Basse selvfølgelig. Jeg har aldrig fortrudt at vi har Basse, jeg synes at han er mors engel. :hjerte:

Jeg tror at du faktisk skal tænke sådan at måske er din hund ikke den du havde ønsket dig og havde regnet med. Men det er den du har fået, så jeg synes at du skal gøre det bedste så muligt ud af det. Som Umulia også har skrevet, så synes jeg at hvis det går helt vildt galt og du føler at der er intet, så køb en som kun er din hund. Eller rettere sagt, en som du kan gøre alle de ting du har drømt om at gøre med den hund du har nu. Nu godt nok får du 2 hunde, men du får en hund som du vil kunne gøre alle de ting med som du gerne vil med denne her hund og så får du også en familie hund på den anden side som din familie elsker, men du er ikke helt så vild med. Sådan lidt 50/50 agttig eller hvad man kan kalde det.

 

Giv din lille baby en chance. Hvis du har følt det her fra starten du fik den, så er det klart at du ikke rigtig bryder dig om den. Eller, jeg ville nok have det på samme måde hvis jeg skal være ærlig.

Ta' dagene som de kommer, hav ikke for store krav til den. Hvis den nu ikke lige gider at ligge og putte med dig, skal du sige "Fint nok", så længe du bare får opfyldt ét af de krav som du ønsker der kunne blive i mellem din hund.

 

Nu fik du lige en lille roman, men jeg håber at du kan bruge bare én af tingene. Held og lykke, jeg tror at det nok skal blive godt i mellem dig og din hund.

[MissMilladk]

Det er jo ikke hendes skyld at hun ikke er min drømmehund men for pokker. Jeg ville så gerne ha det som det står beskrevet længere oppe :-( ligge I arm, nusse, hviske hemmeligheder og følges gennem tykt og tyndt. Har haft hund før og elskede den højt.

Øv altså :-( :-(

 

Gider hun egentlig godt nusse og ligge i arm m/resten af familien, for nogle hunde gider bare ikke det med at ligge tæt?

[Tonks]

Jeg er ked af at du har det sådan :ae:

 

Men jeg tror altså at det er fordi du havde forelsket dig i en anden hvalp, men at du så fik en anden. For jeg trot fuldt og fast på at man selv kan føle hvilken hvalp man passer sammen med.

 

Jeg er sikker på at jeg ikke ville have fået min Izzie, hvis opdrætterne selv skulle have valgt. For vi er to meget forskellige personligheder. Men netop dét at jeg selv har valgt at det skulle være hende, har gjort at jeg har lagt meget arbejde i min lille hund. Så kan godt se at hvis jeg havde fået hendes søde og rolige søster Molly, så havde der bare ikke været samme kemi.

 

Forstår SÅ godt hvad du mener :ae: så jeg synes du skal sende vovsen tilbage til opdrætter så den har en chance for at få et nyt hjem et andet sted, mens den stadig er så lille. For kræet kan altså også mærke at du ikke overelsker den

[Amocca]

Jeg er ked af at du har det sådan :ae:

 

Men jeg tror altså at det er fordi du havde forelsket dig i en anden hvalp, men at du så fik en anden. For jeg trot fuldt og fast på at man selv kan føle hvilken hvalp man passer sammen med.

 

Jeg er sikker på at jeg ikke ville have fået min Izzie, hvis opdrætterne selv skulle have valgt. For vi er to meget forskellige personligheder. Men netop dét at jeg selv har valgt at det skulle være hende, har gjort at jeg har lagt meget arbejde i min lille hund. Så kan godt se at hvis jeg havde fået hendes søde og rolige søster Molly, så havde der bare ikke været samme kemi.

 

Forstår SÅ godt hvad du mener :ae: så jeg synes du skal sende vovsen tilbage til opdrætter så den har en chance for at få et nyt hjem et andet sted, mens den stadig er så lille. For kræet kan altså også mærke at du ikke overelsker den

 

Hun er 7 mdr gammel og resten af familien elsker hunden Det der kan jeg ikke være enig i... det synes jeg er meget egoistisk, hvis trådstarter vælger at omplacere... Enten må man tage kompromisset og sige: hun er en god hund til min familie, eller også forsøger man at skabe et bånd... IMO

[Ulla H]

Jeg solgte for år siden en superdejlig hvalp til en familie med kun et barn, en dreng på ca 10 år. Det var faderens hund fra start mht opdragelse, træning og han havde prøvet dette før og glædede sig vildt til den som 8-9 ugers kunne hentes.

Da vi talte lidt efter afhentning sagde ham, jamen Ulla , jeg er da ikke misundelig på min søn, men altså - når han kommer hjem er jeg luft for hvalpen,den ser mig ikke- kun drengen.

Den lille hvalp har vel overført sin hvalpeleg fra søskende med denne dreng og fået krudtet sin energi af på afslappet vis, hvorimod de voksne har kæret sig om renlighed, alenehjemmetræning, ikke bide i alt osv.

Hvalpe er jo børn og hvis du har været lidt skrap indimellem mht til at sige NEJ eller FY, kan den jo tage afstand uden helt at forstå hvad du ønsker, fordi du glemte at rose de rigtige steder.

Jeg tror sagtens du kan få de rigtige føleleser frem hos dig, hvis du vender dine følelser mod, at du nok har været en lidt forkert mor for den fra start af.Ikke af ondskab , men nok pga af for store forventninger.

Som man sikkert kan have med et adoptivbarn , man ikke forstår- så tragisk for begge.

Forventninger er ikke godt-fordi de kræver, at andre ubehjælpsomme individer skal kunne leve op til dem, uden at kunne forstå dem.

Og skuffelse, som du beskriver det ,er ikke let at ændre, men kan hurtigt opfattes som et afstandstagende signal om , en ikke accept af en fæører af flokken.

Så se på din stadige lille hvalp i pzykisk forvirring og få lidt ondt af, at den ikke kan forstå dig , og få så en indgang til noget positivt for jer begge.

Intet er for sent, men det afhænger af dine følelser, som du skal ændre og vise, så vovsen også kan føle det.

Alle flokdyr , har det svært uden accept i flokken

[Tonks]

Så det nok bare mig...for det er jo HENDES hund.

[Gæst WhoLetTheDogsOut]

Så det nok bare mig...for det er jo HENDES hund.

 

Ja det er hendes hund. Men jeg synes det er egoistisk at tage noget fra en hel familie som elsker denne hund, fordi hun ikke lige føler at den gider hende. Så må man sige "Jamen sådan er det vel bare" og leve videre i livet. Som hun selv har skrevet ville det være uretfærdigt for resten af familien. Så må hun prøve at bygge stille og roligt noget op og hvis det ikke virker, må hun tage det til sig og leve med det.

[Drentsche]

Jeg har omplaceret en hund af samme årsag, for 2½ år siden. Hun var en dejlig hund, men vi passede bare ikke sammen, jeg trænede med hende altid, nød at jagt træne med hende, men det skulle ikke være os 2, hun havde hverken behov for mennesker, eller andre hunde.

Hun blev omplaceret til en opdrætter i Sverige, og hun havde nøjagtig samme oplevelse af hende, som jeg havde.

Jeg var selvfølgelig ked af det, og troede at det var mig, det var galt med.

Jeg har nu en skøn hanhvalp fra hendes sidste kuld, som jeg knuselsker overalt på jorden, og han vil mig rigtig meget.

Man skal ikke slå det hen som pjat, at hund og ejer ikke altid passer sammen, det har jeg måttet erfare.